28 oktober 2015

Viel Geschrei und wenig Wolle.

Uventet modtog indsenderen heraf et sørgebudskab om en på landet boende vens dødelige afgang og tillige ordre her i staden at købe en ligkiste til ham. Indsenderen som erindrede flere gange at have læst i Adresseavisen at der skulle eksistere et lager og magasin af ligkister i Sværtegade, begav sig straks derhen tilligemed den afdødes ene og forlangte en kiste 65 tommer lang. Vi blev derpå ladt ind i det såkaldte ligkistemagasin og fandt 19, siger nitten kasser til dødes indpakning. Men vi fandt ikke for godt at vores afdøde skulle jordes i så smagløse futteraler. 

Vi henvendte os derfor til hr. snedkermester Løwener i Pilestræde hvor vi forefandt et udsøgt oplag af ligkister af bedste sort, såvel dobbelt som enkelte, passende for alle klasser lige fra adelsmanden til barnet af betlende forældre, og det til særdeles billige priser. Her fik vi en meget smagfuld kiste for 12 rigsbankdaler. En pris den anden mand forlangte for en kasse der bedre passede til en egyptisk mumie end til et andet skikkeligt menneskes lig. Indsenderen bekendtgør dette for at vise hvorvidt man kan sætte lid til den idelige råben i aviserne som nu er blevet en gængs mode.

(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4977-4979).

"Vi henvendte os derfor til hr. snedkermester Løwener i Pilestræde hvor vi forefandt et udsøgt oplag af ligkister af bedste sort." (Annonce for Løwener, Adresseavisen 2. januar 1837. Adressen angives som Pilestræde 116)

Aftvunget Svar paa den ligesaa ondskabsfulde som ugrundede Anke i Politievennen No. 310 over Liigkiste-Udsalget i Sværtegade

Misundelse, den laveste egennytte, lyst til at bagvaske og latterliggøre hører til dagens orden. Et nyt bevis på det giver stykket i den nævnte Politiven hvori man higer efter lumskt at nedsætte mine til salg bestemte ligkister. Med rette må jeg tro at misundelse avlede dette misfoster, for om muligt derved at fremhæve en andens arbejde. En tanke flere læsere har haft. Da imidlertid mit arbejde så at sige således er trukket frem til offentligt skue, vil det vel ikke blive mig ilde optaget at jeg i min enfoldighed fortæller sagen således som den virkelig forholder sig: 

Torsdag den 6. i denne måned kom en vis velklædt person som kalder sig translatør, ind til mig og forlangte en ligkiste. Af de flere (ikke 19, men henimod 30) jeg havde stående i mit udsalg valgte han sig en hvilken jeg rigtig nok tilbød ham for den bestemte pris af 12 rigsbankdaler. Og enhver indser let at en kiste til sådan en pris ikke kan være af de propreste. Men at den var holdbar og net er åbenbar sandhed. Imidlertid tingede han til 10 rigsbankdaler hvori jeg ikke uden tab kunne gå med til. Hvad enten han nu er forfatter af det stykke eller ikke, ved jeg lige så lidt som om han har ladet sig leje til at spionere hos mig. Men så meget ved jeg at han hverken er snedker eller arkitekt, og altså ikke kan have nogen afgørende stemme med hensyn til smag på snedkerarbejde in specie ligkister. Overalt er der en himmelvid forskel mellem smagen, for hvem vil nægte at en fx ypperligt kan bedømme brændevinsflaskens ingrediens, men er en smagløs bedømmer af kunst- eller håndværksarbejde!!!

At han ellers hos snedkermester Løwener blev fyldestgjort med hensyn til en smagfuld kiste for 12 rigsbankdaler, er noget som lader sig sige. Dette var hvad jeg fandt fornødent at svare på det charteque hvorhos jeg må tilføje at ligeså lidt som jeg misunder enten Løwener eller nogen anden af mine medmestre den fortjeneste deres arbejde kan afgive, ligeså lidt kan jeg være tavs til at mit arbejde dadles urimeligt ved spionage og sammenspundet kneb. Selvom Løwener i lang tid var den første og eneste som etablerede og havde et ligkistemagasin og dette hele tiden blev udbasuneret i aviserne, er det dog langt fra at jeg nærer den tanke at han enten er misundelig over at jeg og andre snedkermestre ligeså søger at erhverve vores udkomme, eller at han skulle på så uværdig en måde søge at hæve sit arbejde på min bekostning. 


Da hans navn mildest talt er brugt imod mig, må man imidlertid heller ikke fortryde på at , jeg til aftvungen gengæld benytter mig af samme frihed. I øvrigt tillader jeg mig endnu at bemærke for at sige et ord i rette tid: at ingen af de mange der køber mine ligkister nogensinde har klaget over enten at de manglede smagfuldhed eller holdbarhed, eller at de var utætte så at de ikke kunne gemme hvad der efter naturens orden flyder fra liget, og skønt jeg har upåklagelig god afsætning, kan dog ingen med god grund beskylde mig for enten at have tiltryglet eller ved kommissionærer indtrængt mig i andres forud aftalte arbejde. Dette være nok på hint skadefro vås, og jeg slutter med at anbefale mine ligkister til den ærede del af det respektable publikum som er sat i den første nødvendighed at behøve samme, da enhver skal blive tilfredsstillet hvad enten der forlanges kister for adelsmanden eller den betlende klasse.

Müller
Sværtegade nr. 172


(Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 4997-5000).