14 november 2015

Graverdespotisme

Forleden tirsdag begav jeg mig i selskab med to bekendte hen til Vor Frelsers Kirke for at overvære oldingen biskop Fabricius' højtidelige begravelse, og havde den lykke sammen med flere andre uforstyrret at forundes en uhindret indgang i kirken. Da nu vores fornemste hensigt var at høre de taler som skulle holdes, så valgte vi os en hertil passende plads i den sidste stol på gulvet ved korsgangen hvor flere personer allerede var placeret. Men efter en halv times forløb nærmede sig en sortklædt mand med haltende fod som lod os forstå at vi skulle rømme stolen da - som han tilføjede - den var bestemt for ligfølget. Da man nu nok kunne skønne at den sorte mand havde befalingen her og at stolens bestemmelse havde for øjeblikket nogen grund, så adlød vi alle meget villigt denne hans ordre. 

"Vi valgte os en hertil passende plads i den sidste stol på gulvet ved korsgangen hvor flere personer allerede var placeret ... Enhver af os søgte nu en anden plads, og min ulykkelige stjerne ville at jeg og mine to kendte valgte koret. Men næppe var vi kommet der før atter freden var brudt." (Kirkestole i Vor Frelsers Kirke. Eget foto).

Enhver af os søgte nu en anden plads, og min ulykkelige stjerne ville at jeg og mine to kendte valgte koret. Men næppe var vi kommet der før atter freden var brudt. For den samme sorte mand indfandt sig straks, tog mig temmelig håndfast i armen og i en højrøstet bydende tone befalede han mig at gå herfra, da koret var for ham. Jeg som imidlertid ikke følte mig forpligtet så ubetinget atter at adlyde denne kirkedespot, svarede ham at jeg mente her lige så lidt som de øvrige tilstedeværende at stå nogen til hinder. Dog ville jeg ufortøvet forføje mig bort når også de andre personer gik. Dermed følte manden sig ikke tilfredsstillet, men gentog endnu engang i en alvorligere tone at jeg skulle gå hvis ikke da ville han hente politiet. Hertil svarede jeg at jeg ville overlade det til ham. Jeg ville blive hvor jeg nu var indtil han kom med politiet. 

Den gode sorte mand for nu med lange og korte galopperende skridt ned ad kirkegangen og kom efter kort tid tilbage med en betjent til hvilken han sagde: "Brug deres myndighed! Denne mand (pegende på mig) skal bort." Betjenten som let indså at anvendelse af hans myndighed her ville være misbrug, ønskede i det mindste først at vide hvad jeg havde gjort. Her var nu min lille ivrige befalingsmand i en slem forlegenhed. Dog en nødløgn er jo ingen synd, er det endog i kirken. Min anklager rykkede derfor frem med et helt batteri beskyldninger: Jeg havde været grov og uartig mv. Men uheldigvis var den hele actus mellem ham og mig opført i overværelse af over hundrede mennesker og iblandt disse en del agtede mænd, hvis ytringer lød som således: "Beskyldningen fra den sorte mands side er usand". 

Enden på dette højst forargelige optrin i guds hus, hvor så mange var forsamlet med vemodsfulde følelser og i stille rolighed ventede på liget og dets udmærkede hæderlige følge, var at den sorte mand forsvandt. Og politibetjenten som viste at han var en mand der bedre forstod at gøre sin stand ære, skønt han der havde myndighed end denne sorte myndighedsløse herre, den stand hvortil han henhører, gik tilbage til sin post.

Måtte nu manden som ved sit eget inhumane forhold har foranlediget disse linjer (ifald han læser dem), fatte den beslutning at holde sine lidenskaber i tømme da kunne han også muligvis høste nogen nytte deraf.


Holst


(Politivennen nr. 335. Løverdagen den 1ste Juni 1822, s. 5380-5383).