19 november 2015

Højtravende Veeklage over Christianshavns og Amagerbroes Ureenlighed.

Mange og store i er sandhed de plager hvormed det stakkels Christianshavn og dets forstad Amagerbro hjemsøges. Men vanen har gjort byrden lettere. Tålmodigt bøjer den spagfærdige christianit sin nakke under åget og kun sjældent høres fra denne side af Knippelsbro en røst der forkynder hans jammer. Jeg er en uværdig og ringe indbygger af din hovedstad, hvidkålsdyrkende Amager! Jeg vil påtage mig det store hverv at beskrive din nød. Jeg vil indbyde en af dine medborgere hinsides havet til med mig at foretage en lille spadseretur, men mig at gennemvade dine skidne møddinger, med mig at begræde dine stinkende vanheld.

Kom da, min ven! Du som i Bredgades skønne, luftige paladser ser folk gå ud af Garnisonskirken, eller på det rummelige Kongens Nytorv hører vagtparadens skønne musik hver middag mellem kl. 11 og 12, eller et sted ved volden kvæger dit øje med træernes yndige grønne. Og som ved hvert åndedræt kan læske din tørstige lunge med den reneste æter. Kom og ledsag mig på min smudsige vandring, og du er intet menneske hvis du ikke hvert øjeblik holder hånden for næsen, takker Gud for at du ikke gik fastende hjemmefra og nu og da aftørrer en medlidende tåre, afpresset ved den idelige nysen, som forårsages af det tørre hesteskarn og i støv hensmuldret folkemøg der så rigeligt spildes på vores gader.


"Kom og ledsag mig på min smudsige vandring. Tak Gud for at du ikke gik fastende hjemmefra og nu og da aftørrer en medlidende tåre, afpresset ved den idelige nysen, som forårsages af det tørre hesteskarn og i støv hensmuldret folkemøg." (Christianshavn bag Elefantens Bastion. Til højre længst væk Amagerport. Eget foto, 2015)

Jeg forlanger ikke at du skal dvæle ved den lille enspændervogn som hver morgen kl. 8 i Lille Torvegade henter flydende komøg, der på vindens lette vinge udbreder sine mephistiske dampe over hele omegnen. Lige så lidt standser du den fremilende fod ved den stinkende kanal som går under stenbroen og deler vores by i to parter! Nej, alt dette er kun en svag anelse, en ringe forsmag på de pestdunster der udgør fra de tjærede plankeværker i Amagergade, bag hvilke om dagen de vogne hensættes hvori på natlige veje vort Gehennas urene sønner bortfører levningerne af vores luksus.

Du iler bort fra disse forhadte lokaldampe. Agter det for intet at du er nærved at falde over en mængde lasede rollinger der rager i skarnet for dine fødder, eller over en møgfarvet lazaron der udstrækker af sult og sygdom udtærede lemmer på et af vores fortove. De attrår kun nydelsen af en renere luft. Du ser vores skønne vold, og tror dig ved målet for dine ønsker, arme bedragne! Hold atter hånden for næsen! Evige kloakker, hvis fule, stillestående vande med deres grønne skum og altid gærende fråde er opfyldt med de sørgelige levninger af døde katte og hunde, omgærder her vores enemærker, hvad enten det lyster sig at vandre ad vejen til Ærtekilden, der kun sparsomt besøges af den drabelige spidsborger og hans udmajede hustru, eller du ønsker at gå til højre ned ad Langebro hvor vores ungdom træder det spæde voldgræs ned. Overalt møder dig den ubehagelige råddenskab og det væmmelige lort, overalt stødes lige meget dit øje og din næse.


Midt mellem disse to dejlige veje åbner Amagerporten sine venlige arme for at modtage dig. Du ænser ikke at også den er sædet for mange uhumskheder. Du ønsker at komme ud i det fri med din nu alt temmelig hærdede næse. Men vær kun ikke for stolt af din sejr! Der venter dig hårdere prøvelser.

Du beundrer vores vold, bekranset med grønnende hække. Øen hist nede på venstre side hvor hr. Møller Lorentzen har sig et smukt lysthus. Den brede, spejlklare stadsgrav der majestætisk udfolder sine yndigheder for dit henrykte blik. Du tror at være i Elysium. Men du tager hæsligt fejl. Næppe har du passeret den yderste skildvagt, næppe har du set Luftenborg hæve sine stolte gavle mod Skyen, før Østenvinden tilfører dig de væmmelig uddunstninger af amagernes guldgrube, og minder dig på en højst prosaisk måde om at du endnu befinder dig på den forgængelige jord. Fordum husvalede os den flagrende Zefyr med sine renere luftninger. Men ak! Nu er også den glæde berøvet os. For straks på højre side af vejen ser du en mængde fejeskarn ligge. Snart ophobet i kunstløse dynger, snart udbredende sig i vidtløftigere sletter, begge lige afskyelige, begge lige stinkende. Vestenvinden fylder din næse og øjne med det tørre møg og støvet af tiggernes forrådnede pjalter. 


Du er nær ved at fortvivle. "Hvor, hvor finder jeg et hjem på jorden", råber du med digteren, holder næsen tæt til, og iler i det kort galop som vores kunstfærdige beridere så pænt ved at bibringe den lærevillige ganger, ud ad landevejen til Dragør. Du kommer gennem bommen. Det stærke galop har for et øjeblik berøvet dig den uskattelige evne, mennesket besidder til at drage ånde. Du står stille, for at iværksætte denne så nødvendige livsfunktion, som selvopholdelse gør dig til en pligt at forrette. Men, hark ptøj, hark ptøj, hører jeg dig spytte. Og det ikke med uret. For den ærlige mand som bor på højre side af bommen er en patron og meget gunstig velynder af skidne renovationskarle og vogne, fejeskarn og en mængde andet skidt der uden hykleri ligger henkastet i hans på begge sider åbne gårdsplads.

Dog, dette er kun vores daglige plager. Men kendte du dem som rammer os, når natten med sin korte vinge ruger over jorderige, da ville din rædsel være uden grænser, da ville jamrende vehyl og den forfærdelige tændergnidsel genlyde fra din mund og dine taleorganer.


Vores ekskrementers natlige bortførere har nemlig deres residenser dels uden dels indenfor porten. Ingen af dem tør egentlig køre før kl. 11, og den stakkels udenbys skarnager må smukt vente at blive anholdt af Mars' kække søn, den truende skildvagt hvis han dumdristig vover at nærme sig porten før den fastsatte tid. Men uhindret kører alt kl. halv elleve hans broder i Amagergade forbi vores vinduer og lader os, mens vi endnu er oppe, indånde de hæslige dampe som vi egentlig først skulle inddrage gennem sprækkerne på vores utætte huse.

"Ve dig, trefold ve dig, o salige christianit! Arme, beklagelsesværdige fornuftsvæsen!" udråber du, min deltagende ven. "Dine gader er fulde af stank og råddenhed. Dine volde er forgiftede med pestilentialske møgdampe. Din skønneste, din eneste spadseregang, vejen til det frugtbare Amager som en poet med rette kunne kalde Ceres' Ø, er så beladt med skarn og urenhed på begge sider at dine viscere eller indvolde må vende sig i det indre af dette dit forgængelige jordiske legeme hver gang du betræder den. Ikke nok med at du dagen igennem må indånde en atmosfære der er blandet med tusinde ingredienser. Også om natten trænger sig ildelugtende dunster ind i dit stille sovekammer, og du inddrikker i søvne i små partikler renovationsvognenes indhold".


Således vil du tale, medlidende ven!. Og skynde sig bort fra vores uheldige ø. Er du en mand, som kan gøre noget, da befri os i det mindste fra nogle af disse plager.


(Politivennen nr. 344. Løverdagen den 3die August 1822, s. 5561-5568).

Redacteurens Anmærkning

Forholdene synes ikke at have forbedret sig, i en artikel fra 1836 "En afbrudt Vandring til Amager." i Politivennen nr. 1090, lørdag den 19. november 1836, side 748-754, opstilles et lignende scenarie.