03 marts 2016

Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen.

Som almueskolelærer på landet har jeg i 26 år haft lejlighed til at kende bondealmuens karakter, tilbøjeligheder og handlinger. Med stille kummer har jeg set den ile fordærvelsens i møde og ønsket af mit hjerte at den af høje ansvarlige måtte standses på den så farlige bane både for den og for landet. Hvad der muligvis i denne henseende er gjort for dens tarv er mig ubekendt. Men jeg tror at enhver fædrelands- og menneskeven bør yde sin skærv dertil, om den dog kun er lille. Måtte jeg være så lykkelig ved denne fremstilling der altid skal bære sandhedens præg, at henlede de høje ansvarliges opmærksomhed på denne meget vigtige sag og derved fremme bondens tarv, så er min hensigt opnået.

Utvivlsomt er de såkaldte julestuer, læsestuer, fastelavnsgilder, kagegilder og hvilke andre navne denne lasternes skole er betitlet med den sande årsag.


Her ser man sønner og døtre i en alder af 7 år, ja vel endog under denne alder, søndag eftermiddag i forening med karle og piger at ile til gildehuset hvor der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat. At sådant fornøjer barnet, er ikke noget under. Men her er frøet sået og høsten er rig, men frygtelig. Her ses løsagtige gebærder, her høre liderlige og skøgeagtige viser, her ses kortspil, her høres banden og skælden, her tumler den berusede sig mellem hoben. Og alt dette bifaldes af de tilstedeværende med hurraråb og støjen, så at byen giver ekko deraf. Er det da et under om barnets hjerte der står åbent for ethvert indtryk, besmittes og at det med tiden uden angst udøver de samme laster?


Som oftest må barnet sove dagen efter. Men kommer det endog i skolen dagen efter, da er det søvnigt og uskikket til at høre undervisningen. Billedet af det der skete om natten står dybt indpræget i det sjæl. Det har intet lært hjemme af den lektie, lærerne har gennemgået og foresat det til at læres udenad. Og endnu mindre er det i stand til at gøre rede for dets indhold. (Jeg vi ikke tale om de ubehageligheder og sorger det forvolder læreren). Men således opvokser det i uvidenhed, indtil det kan bruges til markarbejde, kreaturers røgt osv., hvilket atter holder det fra skolen, de eneste sted hvor det kunne og burde nyde nogen undervisning.


Nu kalder trompeternes lyd det atter til gildet. Barnet ønsker at deltage i det, forældrene tillader det, og snart er søndag eftermiddag og søndag nat for kort, så at mandagen anvendes til det samme. Ak, hvad skal der forventes af dette barn, som karl eller pige, mand eller kone, far eller mor? Jeg skælver for den blotte tanke. Kan man da undres over at der af et så dårligt opdraget barn med tiden bliver et usædeligt og utro tjenestetyende? Nej, sandelig ikke, for sås klinte, kan man vel ikke forvente at høste hvede?


"Der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat." (Gilde på Amager, H. C.Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.) 

Jeg har vist barnets umoralske opdragelse. Men hvad skal der blive af ham som karl. Kommer han i tjeneste hos en bonde, da betinger han sig adskillige klædningsstykker og en betydelig pengeløn, samt tilladelse til at overvære alle gilderne og en fjerding godt øl som leveres til gildet når det kræves. På intet andet vilkår kan bonden få tjenere. Arbejdet skal gøres og sådanne af tyendet foreskrevne regler er almindelige. Han må altså indgå kontrakten og det bør bemærkes at hvad der gælder for karlen, gælder også for pigen.

Ungdommen betinger sig nu gildet hos en mand i byen. Jeg har sagt at karlen selv leverer øl. Men brændevin, mjød, kaffe, hvedebrød og lys leverer den mand hos hvem gildet er foranstaltet mod betaling. Musikanterne spiller ikke for intet. Kortspil er almindeligt ved sådanne sammenkomster og alt dette skal udredes af tyendets løn. Man bruger lønnen før tiden og snart er denne ikke tilstrækkelig, men der bruges derfor af lønnen for det kommende år. Vil husbonden ikke lade ham få flere penge, da sælger han af klædningsstykkerne for dog at kunne komme til gilderne, og således står han ved årets ende nøgen og forgældet. Nu opsiger han sin tjeneste til skiftedagen eller fraflytter den endog i utide for atter at omme til en mand der vil lade ham få penge til gilderne forud.


Han iler på ny til gildet. Kreaturerne bliver fodret til urette tid. Ja vel endog rent forsømt. Mark- og husarbejdet forbliver ugjort. Og således tumler man sig i disse såkaldte uskyldige forlystelser søndag, mandag, ja ikke sjældent tirsdag og onsdag med. I denne bedøvende rus danses. Blodet sættes i bevægelse hos den unge karl. Han tror at opdage et eller andet fortrinligt ved den pige han danser med. Der sluttes en ubesindig ægteskabskontrakt. Han ledsager hende alene hjem i natten mørke og deres dyd, deres ro, er da tabt. Pantet på deres indgåede forpligtelse ses og lovene kræver løftes opfyldelse. Nu, men for sent åbnes øjnene. De har intet hus, intet at sidde eller ligge på, næppe de klæder der kunne skjule dem selv. De står med få ord blottet for alt og om få år er fattigforsørgelsen deres og deres ulykkelige børns trøst og tilflugtssted.


(Fortsættes).


(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3. Juni 1826, s. 359-364)

Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen.

(Slutning. Se nr. 544) 

Som oftest er det også tilfældet at ikke kærlighed, men kun dyrisk sanselighed forenede dem. Og er det da at undres over at uenighed finder sted blandt sådanne ægtefolk. Og når armoden står for døren, om det gamle ordsprog da også her anvendes. Når krybben er tom, da bides hestene. Er da sådanne ægteskaber ikke ulykkelige, og er det fordærvelige gilder ikke skyld i det? Jo, desto værre en sørgelig erfaring stadfæster det.

Er nerverne fra barndommen af svækket ved umådelig nydelse af spirituøse drikkevarer, da virker den sædvanlige kvantitet senere hen ikke så stærkt som i begyndelsen. Men der må stedse mere og mere til for at pirre de allerede i ungdommen slappede nerver. Og hertil er sandelig lagt en sikker og fast grund i gildehuset. Hertil kommer at den allerede forarmede indsidder eller husmand der som karl er vant til druk og vellevnet efter en usædvanlig fortjeneste som før vil gøre sig til gode med flasken og denne ide fornys så ofte lejligheden tilbydes. Hans børneflok formeres, hans fortjeneste aftager, sorg og bekymring træder i disses sted. Hans sultne børn skriger forgæves om brød og han drukner deres råb og hans samvittigheds røst i brændevin for dog i sin beruselse at have nogen frist for disse græsselige kvaler.


Det er sandelig intet under om en sådan mand forbryder sig imod lovene og udrækker hånden efter fremmed gods. Mon ikke en stor del af dem der opfylder landets fangehuse er skredet således videre og videre frem på lasternes bane? Jeg mener jo.


Men det er lige så vist at armoden ikke længere dvæler hos indsiddere og husmænd alene. Også gårdejerne er gæstet af den. Også til de større gårdejere er den trængt frem. Dette viser de hyppige udpantninger og ejendomssag efter øvrighedens foranstaltning. Men har ikke også de været lemmer af gildeselskaberne? Det kan umuligt være andet end at armoden må opslå sin bolig hos den ellers så hæderlige bondestand. For når karle, drenge og piger uforstyrret kan drive deres uvæsen i 2 til 3 dage og nætter om ugen, er de da skikket til arbejde de andre af ugens dage? Nej! Men antages endog dette, kan da bondens arbejder besørges i 2 til 3 dage ugentlig. Umuligt, de kræver uafbrudt anstrengelse. Men dette kan ikke ske så længe tyendet er den befalende og husbonden den adlydende klasse (for kun få husbonde blandt almuen tør nægte tjenestefolkene at gå til gilderne.). Jeg vil ikke sige at før nævnte gælder om alle. Nej, der gives Gud ske tak endnu enkelte undtagelser.Men det gælder sandelig for den største del. Det er da vist nok tid at tænke på mider til almuens redning.For er den nærende stand ødelagt, hvad skal der da blive af den tærende stand!


Almuen føler selv armoden tiltager. Men den kender ikke, eller vil ikke kende, grunden til det. Fornuftige forestillinger nytter intet. Nej, uden øvrighedens kraftige bistand vil alle andre midler være frugtesløse.


Da indsenderen anser ovennævnte sammenkomster for den vigtigste kilde til lasternes og armodens fremtrængen, så tror han også at kilden er let stoppet Det tillades mig at ytre min mening om måden, hvorpå jeg tror dette lettest kan ske Dersom fx politiet uformodentlig indfandt sig i gildehusene hist og her og den mand der lod sit hus bruge til sådanne sammenkomster sammen med alle tilstedeværende (børn ikke undtaget) af øvrigheden blev anset med en eksemplarisk penge- eller anden straf, da ville gilderne snart ophøre, færre ulykkelige ægteskaber stiftes, fattigvæsnet få færre at understøtte, tjenestetyendet blive hvad det skulle og burde være, oplysningens anstødssten for en del ryddet af vejen, drikfældigheden aftage og velstand og sand lyksalighed vende tilbage til den danske almue. Lad det ske, lad det ske!


(Politivennen nr. 545. Løverdagen den 10. Juni 1826, s. 373-377)

(Bemærk at der er rod i sidetallene. Side 373-375 repeteres) 

 

Tillæg til Stykket i Politievennen Nr. 544 og 545 om: "Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen".

Hvad der er skrevet i oven nævnte stykke om gilderne, er vist nok i overensstemmelse med sandheden skønt det ikke er ens alle vegne. Dette har sine grader rettet efter gamle eller nye vedtægter, men hvor det er så slemt som forfatteren beskriver det, må gilderne være højst skadelige.

Hvor disse gilder ikke er så ødelæggende, der er ofte en anden lyst som måske er mere skadelig end denne. Den er:

Lyst til krogang.

Kroernes nødvendighed for rejsendes bekvemmelighed er erkendt. Men kroernes beliggenhed og kroværternes forhold har største indflydelse på moralen og på de i dette stykkes overskrift benævnte fordærvelser. Ligger en kro i en bondeby, da er der eksempler på at der hver søndag er selskab af tjenestekarle og drenge, husmænd og inderster, ja en gang imellem af gårdmænd. De drikker og dobler indtil de bliver berusede, derpå slås de, hvorved en og anden kommer til skade, så han i længere eller kortere tid ikke kan arbejde, ja en gang imellem endog mister sin hilsen og førlighed for bestandigt.

Når de først er berusede, så går de sjældent hjem så længe de har penge eller kunne blive betroet. Når manden ikke er hos sine folk i marken, så sender de bud ti kroen - hvis den er nær ved - og drikker sig en rus ved arbejdet. De bestiller altså lidt eller intet, selv i den bedste høst. Om vinteraftner er disse mennesker oftere i kroen.

Hvad er nu følgerne af det? Tjenestefolkene fordærves fra små af. De sætter deres løn til før den er tjent. De bliver aldrig ejere af så meget at de kan købe sig et hus. De forsømmer deres husbonds arbejde og han bliver af den grund ked af dem. De bliver kede af at tjene, gifter sig næsten som drenge, avler børn, fæster sig et hul at sidde i, og nu søger de ligefuldt kroen som mænd. Deres stakkel kone og børn må nu hytte sig selv. For om sådan en husmand eller indsidder nu fortjener lidt ved dagarbejde, så øder han det om søndagen. Den næste uge har han intet, må selv sulte osv. Bliver han nu soldat så må hans kone og børn hjælpes af fattigvæsnet og tillige tigge. Er han fri derfor, så må hun og børnene alligevel tigge eller trygle fordi fattigkassen ikke hjælper så unge mennesker.

Dette er et tro skildring af kroerne i byerne hvor kroværterne er samvittighedsløse nok til at tillade noget sådant og øvrigheden enten ikke kan råde bod på det eller ikke kender det. Mange lider under denne misbrug. Men ingen vil være angiver. Øvrigheden bliver altså uvidende om hvilke laster der går i svang.

Det var ønskeligt om disse linjer kunne virke nogen forbedring ved at gøre højere foresatte opmærksomme på det.

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26de August 1826, s. 559-562)