28 april 2016

Mosaisterne have dog nok Confirmation.

I Politivennen nr. 618 fremsatte en ubenævnt det spørgsmål: om den religionsprøve som er befalet for den mosaiske ungdom, kan kaldes konfirmation. Og da han tillige ytrer tvivl om at mosaisterne kan have konfirmation, vil man her forsøge på at besvare hans spørgsmål og løse hans tvivl.

Børn bliver hos de kristne kort efter fødslen optaget i den kristelige kirke ved dåben. Faderen lover og forpligter sig til at lade dem blive oplært i denne religions lærdomme og grundsætninger. Når børnene i en mere moden alder i kirken har aflagt prøve på at de kender religionens bud og forskrifter og lovet at ville iagttage og følge disse, får de velsignelsen, og de optages nu som selvtænkende og selvhandlende medlemmer af det kristne samfund, eller: konfirmeres. Faderens forpligtelser ophører og konfirmanden må nu selv svare for sine handlinger.

Hos mosaisterne bliver drengebørnene 8 dage efter fødslen underkastet den omskærelse som er befalet i Mose lov, hvorved de tillige får deres navne og indvies således i religionens samfund. Pigebørn får almindeligvis deres navne når moderen efter barselssengen holder sin kirkegang i synagogen hvor begge efter en dertil indrettet formular får en velsignelse af vedkommende og betyder dette barnets indlemmelse i samfundet.

Efter de lærdes fortolkning i Mose lov er faderen i særdeleshed forpligtet til at opdrage sønnen til gudsfrygt og kundskab om pligterne mod Gud og menneskene. For hedder det videre: faderen skal selv svare for og bære synderne for sønnen, indtil denne har opnået en alder af fulde 13 år, som kaldes Bar mitzwa, dvs. da er barnet modent til selv at overtage de hellige bud og pligterne. Ceremonien derved består deri at faderen bringer barnet, den første lørdag efter at det har fyldt sit trettende år, til synagogen hvor det bliver opkaldt til det såkaldte allerhelligste, eller Tora for at oplæse et kapitel af samme på hebraisk, mens faderen fremsiger følgende ord: "Baruch schepatranni meannesch hase", dvs: lovet være du Gid at du har befriet mig for denne straffulde byrde! Barnet får derpå en velsignelse af vedkommende. Og fra det øjeblik påhviler der ikke længere faderen noget ansvar, men barnet må nu selv svare for sine handlinger, ligesom i det hele taget sørge for sig selv. For efter loven er faderen ikke mere pligtig til at sørge for dets underhold når han ikke selv vil.

Er denne handling efter selve loven ikke en bekræftelse på en foregående og har den ikke samme hensigt som de kristnes konfirmation? At barnet efter disse skikke ikke overhøres i religionens grundsætninger hidrører fra lovgivningen selv, der i øvrigt ligner alle andre østerlandske skikke hvor det blot går ud på det ceremonielle uden hensyn til hvad der foregår i menneskets indre.

Derimod har vores vise regering i allerhøjeste forordning af 8. marts 1814 påbudt at alle mosaiske børn i det danske rige ikke må komme i nogen borgerlig stilling, ikke heller i nogen måde indlade sig i ægtestanden, før de har overstået en offentlig eksamen i det danske sprog og aflagt deres religionsbekendelse samt forklaret de pligter de skylder Gud og mennesket, kongen og staten.

Katekisationen sker af den dertil beskikkede kateket, og handlingen foregår offentligt i overværelse af den dertil allerhøjst befalede kongelige kommission, såvel af kristelige gejstlige som også af andre kongelige embedsmænd på en lignende måde som i den kristne kirke.

Er denne højtidelige handling ikke en bekræftelse af det før passerede, og er den altså ikke en virkelig konfirmation? Man kan ikke nok så meget takke vores vise regering for en så hensigtsmæssig lov hvorpå ungdommens velfærd grunder sig. I øvrigt vil jeg blot anføre at i de af det kongelige danske kancelli vedkommende årligt tilstillede trykte skemaer for af ministerialbogen at få nøjere opgivelse hedder det: "Hvor mange drenge og piger af den mosaiske trosbekendelse, i den tid er konfirmeret".

Hans eget spørgsmål beviser at spørgeren i ovennævnte Politivennen altså blot går ud på ortodoksi og synes selv at være uvidende om sin egen religions bud og meget mindre indser den velgerning hvorpå den nævnte allerhøjeste forordning grunder sig. Og han henholder sig derimod blot til fantastiske skrupler som intet steds hører hjemme.

Emet Hadabar.

(Politivennen nr. 624 Løverdagen den  15de December 1827, s. 809-813).


Mosaisten skal ikkun udholde en Religionsprøve, men ikke konfirmeres.

På grund af at repræsentanterne for det mosaiske trossamfund har tilladt sig offentlig at benævne religionsprøven som allernådigst er befalet den mosaiske ungdom, "konfirmation" tillod anmelderen sig i dette blads nr. 618 at anmode disse om behageligt at opgive deres hjemmel for og berettigelse til at betjene sig af den oven citerede benævnelse.

Det har imidlertid ikke behaget de herrer repræsentanter at besvare det fremsatte til dem stillede spørgsmål. Og de vil derfor tillade mig at jeg anser denne deres tavshed for en stiltiende erkendelse af deres skrivesynd: Den de ikke har villet eller kunnet forsvare, især da den allerhøjeste forordning af 29. marts 1814 alene betjener sig af benævnelsen "eksamen". se fx dens §§ 15 og 16.

I sidste Politivennen har imidlertid en såkaldt hr. Emet Hadabar (sandsiger) historisk søgt at bevise at den allerede nævnte prøve retteligt og passende burde benævnes konfirmation. Men da han i sin fremstilling dels er afveget fra sandheden, og dels har tilladt sig upassende udladninger om anmelderen som fx at kun ortodoksi og fantastiske religionsskrupler har foranlediget spørgsmålet, så finder han det upassende, ja vel endog unyttigt at gøre forsøg på at overbevise en person der allerede må antages at have sat sig på det point ikke at ville lade sig overbevise. Kun vil han henvise andre tvivlende til den oven citerede forordning der ikke taler om konfirmation, men altid betjener sig af benævnelsen "eksamen", ligesom han også til styrke for sin påstand bør bemærke at man hverken i kateketernes attester eller på de udstedte adgangskort betjener sig af denne benævnelse.

Anmelderen slutter med den bemærkning at det synes ham formasteligt at forandre en af hans majestæt kongen allernådigst autoriseret benævnelse, og tør holde sig forvisset om at de herrer repræsentanter, ja vel endog hr. Emet Hadabar ikke vil kunne have noget at indvende mod det.


(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 834-836).

Redacteurens Anmærkning

Konfirmationen i den skikkelse som den lutherske kirke praktiserede på Politivennens tid, var blevet indført i 1736. Og da var der virkelig tale om at træde "ind i de voksnes rækker", dvs retten til at erhverve de borgerlige rettigheder. Kun konfirmerede kunne indgå ægteskab, være fadder og vidne. Desuden kunne man blive straffet hvis man ikke var blevet konfirmeret inden sit 19. år. Juridisk gjaldt dette til 1921, uofficielt dog en del år før.

Med jødernes "frihedsbrev" 1814 var det blevet aktuelt at udbrede dannelse, bl.a. gennem jødiske skoler så de kunne blive borgere. Ikke i nutidens betydning af ordet "borger", men i enevældens betydning hvor borgerstanden var Københavns over- og middelklasse, dvs. handlende og håndværkere, der havde løst borgerskab og derigennem havde fået monopol på at styre byens anliggender.

Anordningen af 1814 betød at der skulle udpeges kateketer (lærere) til at forestå konfirmationsundervisningen. Kravene til disse var at de kunne forstå, tale og skrive korrekt dansk og beherske tysk så godt at han kunne få udbytte af velegnede bøgerI praksis var der kun en kateket i København, Odense og Fredericia. I København Isac Noa Mannheimer. Indførelsen af denne form for konfirmation rejste en intern splid i den jødiske menighed mellem reformvenlige og ortodokse som dog neddæmpedes efter opførelsen af synagogen i Krystalgade 1830. (Martin Schwartz Lausten: Jøder og kristne i Danmark. 2012)