23 maj 2016

Om en Deel af de nuværende Slavebevogteres nutidige og fremtidige Stilling i Staten.

Efter de seneste befalinger ser vi ikke sjældent soldater som må passe de slaver som er i fæstningen. Disse infanterister skal (efter sigende) forrette denne tjeneste et år imod at få 1 rigsbankmark daglig, mundering og brød. Under sådan tjenstforretning opdrages han til dovenskab og ladhed og taber agtelsen for sin stand, sig selv og sin påklædning over bliver muligvis helt fordærvet. For ved ørkesløst at passe på disse forbrydere kan han vist nok ikke selv om han end måtte og ville, lukke øret for de fortællinger som der vanker dagligt. Han lærer nogle af disse subjekter at kende personligt. Han afslår vel ikke en samtale med sådanne, og ved alt dette ifølge Bibelens ord: Lediggang er roden til alt ondt, fordærves han omsider. 

Dog, lad os endog forudsætte det bedste, nemlig at han lige så god afsendes efter tjenestens påbudte opfyldelse, at han da er aldeles ufordærvet på sjæl og legeme - er det da ikke tænkeligt at han ved sin hjemkomst blandt sine bybørn og samtidige fortæller hvad han har erfaret i sin tilbagelagte tjenestetid? Tilhørerne vil da ikke undlade at lægge mærke til det, og en sand lykke om ingen tog sig et eksempel af disse vidunderlige fortællinger og tildragelser. Men desto værre gives der jo brådne kar i alle lande. Disse fortællinger vil ufejlbarligt ikke blive ubemærkede, og eksemplet i tidens længde bragt i udøvelse. 

Det er derfor anmelderens ærbødige hensigt at gøre de høje ansvarlige opmærksom på dette og hellere lade den gamle udtjente underofficer, soldat og brødløse få dette hverv end ved den nuværende tjensterøgt muligvis bidrage til forbrydernes antals forøgelse. Enhver ting i verden kan have sin tvetydige betragtningsmåde, således også denne. Har anmelderen fejlet, da anmodes kun om at blot det må blive ham lagt til brøde at han ene har haft sine medundersåtters tarv og gode til hensigt, og han takker for enhver belæring som i sådan henseende kunne blive ham meddelt, ifald han skulle have faret vild.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 725-727)