04 november 2016

Oprørende Misbrug af Fattigforsørgelsen.

Man har tidligere på prent påstået at retten til at blive forsørget af kommunens Fattigvæsen af mange ikke betragtes anderledes end som en sikret livrente, og at der gives lavttænkende som ikke kan undse sig ved selv under de mest stødende former at anholde om bistand af Fattigvæsnet. Ikke som en hjælp, men som en retmæssig fordring. Nedenstående eksempel vil endnu mere tjene til at oplyse denne påstands rigtighed.

I en af Sjællands første købstæder døde for nyligt en temmelig aldrende mand der tidligere havde været i en ret anselig borgerlig stilling. Fattigdom havde længe været hans lod og der fandtes derfor ved hans dødsfald intet til at bestride hans begravelse med. Hans mere eller mindre bemidlede brorsønner var ikke villige til eller betænkte på at yde deres så nære slægtning den sidste hjælp. Og den afdødes egne børn var ikke i stand til selv at udrede udgifterne. Man tyr altså til Fattigvæsnet om fri jord og kirke hvilket også blev tilstået. 

Sønnen der imidlertid selv var håndværker, ønskede at forfærdige ligkisten. Han får materialerne dertil leveret af Fattigvæsenet. Men hvad der næsten er utroligt, han lader sig betale af Fattigvæsnet 3 rigsbankdaler for at sammenslå sin egen faders ligkiste. Senere anmoder man præsten om at følge den afdøde til jorden. Han nægter dette efter engang vedtaget regel for lig som begraves for Fattigvæsnets regning (en bestemmelse der kun sigter til at forebygge at ikke enhver skal ty til det offentlige). Men han tilbyder yderligere uden nogen som helst vederlag både at ville følge og holde ligtale, hvis sønnen vil tilbagebetale det på en så lumpen måde oppebårne 3 rigsbankdaler. Dog for disse havde man formodentlig et værdigere brug, præsten er fast i sin beslutning og lader blot sin medhjælper i embedet møde på kirkegården og forrette jordpåkastelsen. Dette forhold fra præstens side giver imidlertid anledning til en del bysnak og miskendelse. Men enhver som erfarer sagens sande sammenhæng, vil let indse og erkende at mens præsten har tilsidesat ethvert hensyn til egen fordel, har sønnen udvist den mest oprørende og mest rå egennytte.

(Politivennen nr. 1112, Løverdagen, den 22de April 1837. Side 239-241)