25 december 2016

Vanens Magt, især med Hensyn paa Qvindernes usædelige Blottelse.

På en tid da kvinderne i fornemme cirkler her i København (og måske de allerede har fundet efterlignere i de mindre fornemme kredse) blotter sig på en højst usædelig måde, vil nedenstående bemærkninger for dem og for sædernes politi ikke være upassende til optagelse i Politivennen.

Hvem har ikke bemærket de mangfoldige onder som vanen frembringer? Den altid straffende prædikant taler for døve ører og bliver ringeagtet. Den altid moraliserende far gør sine børn til uduelige personer. Dommernes alt for strenge straffe forfejler forbedring, og elskeren finder til sidst at den altid behagelystne pige ikke længere er smuk. Derfor udslukkes kærlighed til den kvinde der frier selv, lige så hurtigt som den antændes. Hun viser alt hvad hun har, og man har i kort tid vænnet sig således til hendes udkrammede skønheder at de bliver højst ubetydelige. Kun kådhed lægger mærke til dem. "Man kan", siger spotteren "se til bunden i pigen, ligesom i klart vand, skønt hendes klarhed ikke betyder noget." Skønhed, mine kære piger! er et stort gode for Dem, De må føle det, De må søge at vedligeholde det. De må heller ikke være karrige, men endnu mindre for gavmilde med det mod os mænd. Den ubedækkede barm beundrer det dertil vante øje ikke længe. Manden tror meget rigtigt at der ikke må være meget godt under den fordi pigen selv erkender det for det bedste hun har. "Ikke hendes hjerte," siger han, "kun hendes barm skal bejle til manden. Alt andet hos og i hende skal kun være en tilgift." 

Pigen med den tildækkede barm vækker ganske andre domme. Hun vil ikke bedåre noget svagt hoved med tryllelygten. Hun ønsker sig en tænksom mand med seende øjne. Hun lader ikke med larmende trommer forkynde at hun vil gifte sig. Hun vil søges, tilkæmpes med agtelse, hun vil belønne ved sig selv. Hun skjuler formens ynde fordi hun ikke vil have en mand som kun holder sig til formen og hvis kærlighed afbleges på samme tid som kvindens kinder. Drengen på hendes skød skal binde manden fastere, ja! uadskilleligt til hende. Men ikke støde ham tilbage fordi han har slukket ilden i moderens øje, berøvet hendes barm dens hvælvede form og udslettet hendes løbers røde farve.

(Politivennen nr. 1373, Løverdagen, den 23de April 1842. Side 266-268).