20 januar 2017

Tivoliet og dets Rivaler.

Da Tivoli blev åbnet forrige år, hørte man en almindelig klage over de store rettigheder der er blevet tilstået denne forlystelsesanstalt og som gjorde dybe skår i manges hidtidige levevej, både udenfor porten og i byen. Frederiksberg, Kehlets Alleenberg og pricernes Morskabsteater havde de foregående somre ligesom denne været de steder hvorhen Københavns indbyggere begav sig når de ikke valgte en skovtur. Nu da Tivoli blev åbnet, strømmede alle herind. Der siges endog i det forbavsende antal af 14 til 15.000 mennesker. Vejen til det elskelige Frederiksberg, hidtil københavnernes yndlingsspadseretur, blev tom den øvrige del af sommeren. Alleenberg stod forladt, den larmende karusselbane stod stille. De øvrige beværtningssteder udenfor Vesterport kunne gerne have lukket til med undtagelse af Rosenlund, hvis ejer, det gamle kløgtige hoved som han selv har kaldt sig, foranstaltede vauxhaller, fyrværkeri der var sidestykker til hans smagfulde karusselkørsel, men som dog tiltrak sit publikum der her kunne få en svingom med en smuk pige og lidt konversation i havens mystiske lysthuse. Tivoli blev endelig lukket efter at have afgivet et yderst glimrende resultat. 

Da denne sommers nærmede sig, begyndte Alleenbergs ejer, C. Kehlet at ruste sig mod sin dødsfjende, Tivoli af alle kræfter. Hans bestræbelser blev kronet med et heldigt udfald. Skønt Tivoli blev godt besøgt, så man dog et langt større antal spadserende endnu vandre ad det gamle Frederiksberg og undervejs besøge Kehlet hvor man nu om søndagen finder alle lysthuse besatte, uagtet der er indrettet et langt større antal i år end tidligere. Kehlet, som ved at mangel på fremgang er tilbagegang, har ikke alene anskaffet sig et kostbart fortepiano (det skal koste 700 rigsdaler) der spilles midt i haven. I hans smukke kinesiske lysthus er oprejst en række smukke panoramaer der forevises for en yderst lav pris. Og han har endog i denne tid foretaget sig en rejse til Hamborg og Berlin for at bese de derværende taffelhuse og forlystelsessteder og muligvis derefter indrette sit beværtningssted udenfor og i staden. En sådan dristighed forenet med den grundsætning at en lille fortjeneste der kommer ofte, er bedre end en stor, må have til følge at hr. Kehlet kan konkurrere med den ellers altopslugende forlystelsesanstalt, Tivoli.

Fra en anden side søgtes også et agtet kunstnerselskab at sætte en skranke for tivolis indgreb i anden mands rettigheder. Da Tivoli nemlig blev åbnet i år, gav man her pantomimer uagtet dets privilegium forbyder det opførelsen af sceniske fremstillinger, hvortil pantomimer i alle henseender hører. Pricerne hvis mest vægtige præstationer er mimiske forestillinger og som ellers led nok ved Tivolis oprettelse, indgav protest, grundet på monopol til kancelliet som også med hensyn hertil forbød pantomimers opførelser på Tivoliteatret. Handlede de urigtigt heri? Eller kan man fortænke danske borgere at de værner om deres rettigheder mod et alt opslugende uhyre som Tivoli der med sine daglige mimiske fremstillinger til sidst ville overmætte publikum med dem som det allerede har gjort med sine atletiske, herkuliske, arabiske, malibariske, kinesiske og Gud ved hvad kunster? 

Desuagtet synes dog at Tivolis privilegiehaver er forbitret på Morskabsteaterets ejere fordi det formenes ham at tilintetgøre deres levevej. For efter at Pjerrot i søndags var blevet skrinlagt, går han nu igen og spøger hver aften. Herimod kan nu intet indvendes, men derimod syntes udtryk som hr. Mancinis til gengangeren Pjerrot: Har de derovre (Morskabsteatret)? knækket halsen på dig, så skal vi nok knække halsen på dem igen, at tilkendegive en så hadsk og hævngerrig stemning at vi mere vil anse disse ord for ubetænksomme og overilede end virkelig tage dem i deres betydning eller sigtende til at vække publikums misfornøjelse mod det i publikums agtelse højt stående priceske selskab. Enhver af Københavns kunstelskende publikum ved også at dette selskab der har kunstnere og kunstnerinder at opvise som Adolph Price, Rosa og Flora Price, ikke behøver at frygte for at nedsættes i publikum ved ovenstående og lignende ubeskedne udtryk.

Ville enhver anden i hvis næringsvej Tivoli gør skade ligesom de her nævnte, opbyde alt hvad der står i deres magt for at tiltrække publikum eller værne om deres rettigheder, så ville en stor mængde borgere ikke se deres næringsvej formindsket eller aldeles tilintetgjort.

Politivennen nr. 1492. Fredagen, den 2 august 1844. Side 488-492).

Redacteurens Tilføjelse

Nogenlunde på samme tid foregik denne scene med udspring i Tivolis billetluge, fortalt i Fædrelandet, 28. august 1844:
- I Løverdags Aftes vilde en Embedsmand heraf Byen begive sig ud i Tivoli, og havde til den Ende medbragt en Specie. Da han med den vilde betale sin Entrebillet, erklærede Billetsælgeren den for falsk og hidkaldte en ved Indgangen posteret Politibetjent. Da denne paa Forespørgsel havde faaet Mandens Navn, Stand og Bolig at vide, spurgte han videre, om han kjendte nogen Tilstedeværende. Da han dertil havde svaret Nei og vilde gaae sin Vei, anmodede Betjenten ham om at følge sig til Politikammeret, hvilket han ikke troede at burde undslaae sig for. Derhen kom de imidlertid ikke, da de paa Veien erfarede, at Politidirecteuren ikke var der, men begav sig i det Sted til dennes Bolig i Gothersgaden. Etatsraad Bræstrup var heller ikke hjemme, og nu maatte Manden tage Plads i det uhyggelige, smudsige Hul, som fører Navn af Politikjelderen, bladt de sig der opholdende Betjente. Da han af disse havde udholdt et Slags Forhør, der naturligvis ikke førte til andet, end at han havde været i Besiddelse af en Specie, som han havde modtaget for rigtig, og hvis tidligere Historie var ham ubekjendt, men som Billetsælgeren i Tivoli ansaae for falsk; og da han havde befundet sig der en Timestid, uden at Politidirecteuren var kommen tilstede, saa erklærede han paa det bestemteste, at han ikke vilde tilbringe Natten der, hvorpaa han ogsaa fik Lov til at gaae hjem, imod at indrømme, at en Betjent fulgte med og eftersaae hans Pengebeholdning. Vi bør endnu tilføie, at han Dagen efter beklagede sig over det Forefaldne for Politidirecteuren, og at denne undskyldte Betjentens Forhold dermed, at denne var ny i Tjenesten. Men vi troe ikke at denne Sag bør være faldet bort med denne Undskyldning, som altid kan haves paa rede Haand. vi troe at den nok fortjener at blive fortalt offentlig, dels for at Politiets Betjente en anden Gang i deres Tjenstiver kunne vogte sig for at tilfie aldeles sagesløse Folk ikke ubetydelige Ubehageligheder, dels for at borgerne kunne lære at indsee, hvor maadeligt der er sørget for den personlige Frihed og Ret, idet en væsentlig Deel af Politimyndighedens Udøvelse ofte er betroet raae og brutale, i alt Fald udannede Personer.