30 november 2013

Hjemvendte krigsfanger

De forhen ommeldte 95 Danske Søefolk, som paa Parole befandt sig i Engelsk Krigsfangenskab, og som nu ere satte i Frihed, ere deels Skibscapitainer, deels Styrmænd, Matroser eller Skibsdrenge. De ere ankomne til Cuxhaven med det Engelske Parlamentærskib the Herold, Capitain Ruswell, og derfra transporterede til Glückstadt, efter Foranstaltning af Chefen for den Kgl. Søe-Equipage sammesteds. Efter en Skrivelse fra den forhenværende Danske Consul Wolff i London, har den Engelske Regiering ikke ville tilstaae disse Søefolk den ringeste Proviant til deres Hiemreise. Kun Friheden skienktes dem; det Øvrige overlod man dem selv at drage Omsorg for. Ikkun med megen Umage udvirkede Hr. Wolff omsider, at der blev tilstaaet dem et Parlamentairskib til Overfarten, hvorpaa han paatog sig at forsyne dem med Proviant og den øvrige Understøttelse, som de behøvede. De afhøres nu i Glückstadt, og sendes derpaa tilbage hver til sit Hiem. De fleste af dem ere deels fra Kbh deels fra Tnder Amt og fra Øerne Sylt og Femern.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 28. december 1809.

Lygteglas

For at afbøde det Savn, som føles paa engelsk Lygtehorn, tilbyder Hr. Irgens at krumme Glas saaledes, at de kunne bruges til Lygteruder, og ere da langt bedre end hine af Horn. Hans Priis er 10 til 12 Rd. naar de bestilles hundredevis og 10 til 12 Sk stykket i dusinvis. Foruden den udmærkelse Hr. Irgens har nydt af Landhuusholdningsselskabet for sin Kyndighed i at bøje Glas, behøver man blot at gaae forbi hans Bod paa store Kiøbmagergade og betragte sammes Vinduer, for at overbevise sig om, at han besidder den Kunst han anmælder.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. december 1809.

Svar paa det Indsendte i Lollands Falsters Stift-Avis No. 9.

I Politivennen No. 607 læses følgende påanke der af selve politimesteren i København er censureret.

Endnu vedbliver den yderst stygge tagsprøjte at skæmme gården i Lille Kongensgade hvor gadepumpen er, og på samme tid at overøse fodgængere der skal tage deres vej på fortorvet neden under samme. Det er nu vist tyvende gang at dette blad har anket om og ivret imod denne vederstyggelighed. De andre husejere i gaden der havde lige sådanne, om ikke fuldt, så langt udstående tagsprøjter, og fandt dem påankede i Politivennen, har alle haft den agtelse for deres pligt mod medborgeren at de har afskaffet nedgående tagrendepiber og derved bidraget til deres ejendommes og gadens forskønnelse, og til fodgængernes sikkerhed og bekvemmelighed. Men det er så langt fra at udgiveren håber virkning enten af dette eksempel eller af sin påanke, hos den her omtalte afskyelige tagsprøjtes ejers mageløse stivhed, at han, som sidste tilflugt, opfordrer den magt, hvem gadesikkerhed og orden er underlagt, att formå ham at borttage sprøjten, med eller uden anbragt tagrendepibe.

(Politivennen 607. Formentlig 16. december 1809)

Her gengivet efter Lollands Falsters Stifts Kongelig privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten, 2. februar 1810.

Frigivne krigsfanger ankommer

Helsingør d. 22de Nov. Sildigere kom hid 6 Sømænd, 4 Skippere og 2de Styrmænd, hvilke, som Krigsfanger, i alt 20 Mand af de ældste, havde faaet deres Frihed den Dag, da Kong Georges 50de Aars Regjering fejredes. De havde næsten 2 Aar siddet i Fangenskab i Leith i Skotland, men foruden Friheden blev intet fra Regjeringens Side skjenket dem til Reisen. Paa samme Sted sidde, endnu vel 600 Danske og Norske Sømænd som have lidt meget ondt. Man brugte en besynderlig Maade for at prøve at lokke og hverve disse vore ulykkelige Landsmænd. Med fuldkommen Bevidsthed om deres Mangel paa de første Fornødenheder, kom nu og da en Person til dem i Fængselet. Med det klingende og glimrende Guld i Haanden tilbød han dem Frihed, Guld og Løvte ej at bruges mod Danmark. Dette var hvad han søgte at bevæge dem med til at tjene England. Ære for Danmarks Sømænd er denne Røvernes rasende Forhippelse efter at hverve dem, men en evig Ære indlægge de sig ved at imodstaae Fristelsen, og dette gjøre de allerfleste. Alle disses Navne fortjente at vides og trykkes. At staae i denne Liste var at eje Adkomst til Nationens Agt. Hævnens Dag vil vel engang komme over Englands uretfærdige, egne og fremmede Undersaatters Moralbekrigende Regjering! Da hine Fanger paa den Danske regjerings Foranstaltning fik 2 Pens Tillæg daglig, blev deres Skæbne derved noget forbedret ... I Eftermiddag kom atter 7 af hine i Leith løsgivne danske Sømænd hid. 

Dagen 27. november 1809.

Landbrugsprodukter i hertugdømmerne

Tønningen, d. 18de October. I Hertugdømmerne vedvarer Overflødigheden paa de fleste Fornødenheds-Artikler. Landmandens Lader ere opfyldte og Sæden til næste Aar allerede nedlagt. Ogsaa holder Kornet sig i en lav Priis i Forhold til Fødevarerne. Paa adskillige Steder i Hertugdommerne kjøbes Hveden for 12 Mark Lybsk, Rugen for 7 til 8 Mk. L., Bygget for 5 til 6 Mk. L. og Havren for 5 Mk. L. Tønden. Derimod betales Smørret med 12 Lsk Pundet, ja vel og højere. - The Kbh. vil Udførselen neppe blive meget stærk i Aar, da vore Skippere klage over, at der intet er fortient ved disse Varers Afsætning i Sielland. - Colonialvarer, hvorpaa der i en Tidlang sporedes Mangel, ere nu igien at faae til Priser, som kan kaldes billige i Forhold til dem, hvortil disse Artikler ere stegne i Kongerigerne. Paa Helgoland skal Oplaget af Kaffe være saa betydeligt, at Pundet ikke koster uden 4 Lsk.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 2. november 1809.

Indenlandske Tidender

Den 15 Octbr. bragte en engelsk Parlamentær 25 danske Søemænd til Helsingøer, som vare tagne paa danske og norske Kaperskibe. D. 17de leveredes atter 13 danske Søekrigsfanger og 2 Fruentimmer; De 8 vare tagne paa Fart til Bornholm og de 5 paa en Galease med 62 Favne kongeligt Brænde, som Engl. i Søndags Nat toge under Hornbek.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 26. oktober 1809

Stigende priser

Priserne paa Huse og Gaarde i Kbh. ere i denne Tid stegne uhyre og man kan næsten sige ½ af deres Værdi førend Krigen. Man sælger nu Gaarde til 50, 60 og 70.000 Rd., en Sum, for hvilken man tilforn kunde kjøbe et anseeligt Jordegods. Om disse Priser længe ville holde Stand, bliver et andet Spørgsmaal. 

Priserne paa Skibe ere og betydeligen stegne siden man har begyndt at kjøbe dem for udenlandske Regning. Skibet Brittania blev d. 23de d. M. solgt ved Auction paa Børsen for 24.600 Rd. Udlændinge finde under nærværende Cours meget got deres Regning derved.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 9. oktober 1809

29 november 2013

Flåder passerer Storebælt

Korsør den 8de Septbr. Imorges ankom en Flaade Syd fra, bestaaende af omtrent 170 Skibe under Konvoj af 2 Fregatter og 2 Brigger. En Pappenborgsk Galease, lastet med Sejlduger og Tømmer, løb fast paa Østerrev ved Sprogø; den bleve forladt af de øvrige Skibe og stukken i Brand af Roflotillen herfra. Besætningen, 7 Mand, bragtes hertil.

Korsør den 10de Septbr. En betydelige Krigs- og Førselsflaade, sikkert over 200 Skibe stærk, hvoriblandt henved 30 Orlogsskibe, Fregatter og Brigger, dog største Delen Fregatter, er idag passeret Beltet Nord fra Syd efter med frisk Kuling af O. N. O. 3 Rangskibe forbleve til Ankers i Beltet Norden for Sprogø. Flaaden er samme Dag, da den gik igjennem Sprogøbeltet, passeret forbi Stengade paa Langeland, ankrede om Aftenen ved Hjortholm og afseilede Dagen efter til Østersøen.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. september 1809.

Om rømmende Forbrydere

Bortrømte Forbryderes og Slavers efterlysning i offentlige Tidender er noget, som man hyppigst møder og ligegyldigt læser. Det er et Onde, som man er bleven saa vant til, at kun faa værdige det nogen Opmærksomhed. Gjennembryder en Arrestant Fængslers Mure og undgaar Retfærdighedens straffende Arm, rømmer en Slave fra Fæstningsarbeide eller Stokhuset, og opvækker paa Landet grundet Frygt for Indbrud, Drab og Mordbrand, saa gjør man intet videre end efterlyser ham i Aviserne, og er man saa heldig at paagribe ham, saa katter og kagstryger man ham eller indspærrer ham i et strængere Fængsel, alt efter Omstændighederne, og troer nu at have gjort alt hvad man kunde gjøre. Kun faa falder det ind at undersøge: hvorfor saadanne Forbrydere saa ideligen finde Leilighed til, at undvige; endnu færregive sig den Umage at opsøge de første og sande Grundaarsager til et saa farligt Onde.

Den almindeligste og trivielleste Klage over saadanne Undvigelser ramme sædvanligen Fængslerne. Man raaber ak og vee over de stakkels Arrester og Arrestforvarere, men uden at betænke, at de stærkeste Mure og de aarvaagneste Fangevogtere kun kunne udrette lidet, naar ikke alle ovrige Omstændigheder ere hensigtssvarende. Trenck, Peer Mikkelsen, Arve Bravkarl have alle practisk bevist, at de tungeste Lænker ere intet for den, der forstaaer at afryste eller overfile dem, og at den stærkeste Muur er for svag til at holde den forslagne. Kan det end ikke negtes, at velindrettede og forsvarlige Fængsler ere nødvendige, naar det Almindelige skal betrygges mod farlige Forbryderes Udbrud, saa er det dog ikke mindre vist, at de fleste Udbrud aldrig skee, fordi vore Fængsler ei ere strænge nok (en Beskyldning, som neppe nogen Sagkyndig vil gjøre dem), men fordi alle Omstændigheder ere saaledes, at Undvigelser ikke kunne være andet end hyppige. Hvad Arrestanterne i Kjøbstæderne og paa Landet angaaer, saa er deels den Tid, de sidde fængslede, førend deres Dom i de forskjellige Instancer er afsagt, saa lang, deels den Underhold, de nyde, saa ussel, at Fristelsen til Undgigelse er lang større, end den under andre Omstændigheder vilde og kunde være. Det samme er tilfældet med de Forbrydere, der ere indsatte i Tugt- og Forbedringshuse. Frihedens Berøvelse, forenet med Arbeide, er den Straf, Loven har paalagt dem, men langt smerteligere ere de med Straffen forbundne Biting. Usund Luft, ussel Føde, Ureenlighed med alle dens Følgesvende *) trykke Forbryderen mere end Frihedens Forlis og Arbeidets Besværlighed, uagtet det ikke regnes blandt den egentlige Straf. Kunde begge Onder lægges paa Vægtskaalen, vilde sikkert det første overveie det sidste. - Der er arbeidet med rosværdig Iver paa at fremme Rettens bedre Pleie; der er gjort meget, saare meget, for vore Fængslers bedre Indretning og Arrestanternes mildere Behandling. Men endnu gyser Menneskevennen ved at høre, at mangen en Forbryder, hvis hele Brøde ofte kun bestaaer i at have stjaalet for nogle faa Marks Værdie, maa paa Landet hensidde hele Maaneder, førend han kan komme til at lide den Straf, der venter ham; endnu er mangt et Arresthuus i Kjøbstæderne og paa Landet just ikke nogen Ære for Menneskeligheden. Ikke at tale om, at et langvarigt, skummelt og usundt Fængsel lettere end et kort, lyst og sundt kan friste den Fængslede til at søge sin Redning ved Undvigelse, saa er det ogsaa meget naturligt, at jo længere en Forbryder sidder arresteret, jo mere han har Tid til at pønse paa Midler til sin Redning, desmere Leilighed maa han kunde finde til at undkomme. Dertil kommer endnu, at Fængslets og Kostens Usselhed saa let bringer ham til Fortvivlelse, og hvad er den Fortvivlede ikke istand til at foretaage, vove og udføre? Vil man altsaa betage Forbryderen Fristelsen til at undvige, saa gjøre man hans Arrest saa kort og mild som mueligt. Man glemme aldrig, at efter den humane Lovgivnings Grundsætninger skal Arresten kun være et Bevaringsmiddel, ikke nogen Straf; thi saa længe Forbryderen ikke er overbevist og domfældet bør han betragtes som en Uskyldig, og hans Arrest burde ikke være haardere end Nødvendigheden uomgjængeligen fordrer det.

Hvad vore Slaver angaaer, da kan man næsten ikke undres over, at saa mange ideligen undvige, naar man betænker, hvorledes deres Fangehuller ere beskafne, hvor usselt de ere aflagte, hvorledes de behandles og bevogte. Allerede den blotte Tanke at to til tre hundrede Mennesker ere indspærrede som qvæg i en stor Stald og maa, ved det tungeste Arbeide, leve af 7 sk. om Dagen i Tider, hvor Livets første Fornødenheder betales tre dobbelt saa dyrt som før, er rædsom og bitter. Lad end være at alle disse Mennesker ere Forbrydere, tildeels haardnakkede og vanslægtede i høieste Grad, saa ophøre de derfor dog ikke at være Mennesker, og som Mennesker at have grundet Fordrring paa vor Medlidenhed. Er det vel at undres over, at de, naar Leilighed gives, søge at undflye det jordiske Helvede, hvori de ere indspærrede? Lader os ikke forlange mere af Mennesket end den menneskelige Natur tilsteder; lader os aldrig glemme at den som man har skilt næsten ved alt, ogsaa vover alt hvad han endnu har at vove. Kan man med Føie fordre, at den, som efterat have mistet Ære og Frihed, maa trælle om Dagen og savne Ro om Natten, ikke skal gribe efter Friheden, naar den tilbyder sig ham? **) 

Vil man altsaa forekomme Slavernes hyppige Undvigelse, saa forbedre man deres Kaar. Man indrette deres Fængsel beqvemmere; man forøge deres Dagløn; man give dem de Klæder, som ere nødvendige for dem til at betrygge Legemet mod Luftens alt for voldsomme Indtrykke, det Linned, uden hvlket de maa blive syge af Ureenlighed og dens Følger, og naar man saaledes har forbedret deres Kaar, saa tænke man paa en hensigtsmæssigere Indretning i deres Bevogtning. De Mennesker, til hvis Bevogtning disse unegteligen farlige Subjecer ere betroede, bestaae sædvanlig af gamle udlevede, kraftløse Invalider, som man maaske mere ansætter til denne Post for at give dem et Levebrød, end for at skaffe Slaverne sanddrue Bevogtere. Stundom har det hændt sig, at Slavefogderne af en gammel, ikke let overvindelig Vane, have været alt for tilbøjelige til det kjere Finkel. For et Glas af denne Ambrosia lukkede de uden Vanskelighed et Øie, og Følgen deraf var, at de gave visse Slaver alt for stor Frihed, tabte dem let af Sigte, og inden de vidste et Ord deraf var Fuglen fløien. Dersom dette ikke havde været tilfældet, vilde ikke saa mange Slaver ideligen have fundet Leilighed til at undvige fra Arbeidet. Dermæst er det ogsaa alt for vanskeligt for en saadan gammel aflægs Slavefoged, hvis Sandser, selv i ædru Tilstand, just ikke ere i den bedste Orden, at kunne overse en Hob af 10 forslagne og vevre Slaver, som han har under sin Commando og ofte arbeide i en lang Frastand fra hinanden. Inden saadan en Veteran faaer den gamle Been i Gang, er Slaven allerede over Bjerg og Dal. At see saadan en Person armeret med en Pistol og en cide-vant Sabel kan ikke andet end opvække en Idee om Sancho Pansa, og der kan vel neppe tænkes noget mere Comisk end at sætte en saadan udlevet Olding til en Trop brændemærkede og kagstrøgne Skjelmers Bevogter. Vil man altsaa forekomme Slavernes alt for hyppige Undvigelse, saa ansætte man Slavesergeanter, der netop ere det modsatte af hvad de fleste nuværende ere, det vil sige: unge, raske, bomstærke Karle, hvis Falkesyn kan oversee den hele Trop og hvis kraftfulde Næver kunne holde deres Mand, naar det gjelder. Under disse kunde man igjen sætte et slags Undersergeanter, hvortil de ordentligste og anstændigste Slaver, der just ikke have begaaet nogen alt for grov Forbrydelse, eller hvis Straffetid varsnart forløben, kunde tages. Disse vilde bedre end nogen anden kunne passe paa deres Kammerater.

To Forbedringere altsaa nødvendige, naar Slavernes Undvigelse skal gjøres sjeldnere: deres Kaars Formildelse og flere, yngre og raskere Slavefogders Ansættelse. Den Bekostning, som en saadan Forandring kunde medføre, vilde ikke være saa stor som man maaske troer, og hvor det gjelder om at besætte den offentlige Sikkerhed og formilde ulykkelige, faldne Medmenneskers Kaar, bør desuden ingen Bekostning være for stor. Det er ikke billigt, at forøge den Straf,Domstolen har dømt Forbryderen til, ved unødvendige Plager, der enten ere en Følge af utidig Sparsommelighed eller Ligegyldighed for den ulykkeliges Skjebne. 

Naar alt dette er skeet, saa fastsætte man alvorlig Straf for den, som overlader rømmende Slaver Klæder, thi det bliver ikke let mueligt for saadan et Menneske at komme bort eller blive længe uopdaget, naar han ikke har Leilighed til at omskifte Slavekjolen med andre Klæder. Sædvanlig er det i gemene Kjeldere og Kipper, hvor saadanne Forbrydere finde Tilhold. Her skjule de sig gjerne den første Nat og omklæde sig. Dersom der var bestemt stræng Straf for enhver, som overlader Slaver noget Klædebon af hvad Navn nævnes kan, vilde det ikke falde dem saa let som nu at faae lange Beenklæder, under hvilke Lænken lader sig skjule, eller store Hatte, som kunne trykkes dybt ned i Ansigtet og gjøre dem ukjendelige. Alle Slaver burde tillige være eens klædte, thi nu, da det er dem tilladt at klæde sig i hvilke Beenklæder og Vest, de ville, bliver det ogsaa lettere for dem, at undvige, og naar de ere undvigte at gjøre sig ukjendelige. Vist nok er det i denne Tid, hvor der findes Krigsfolk overalt ved Kysterne, vanskeligere end ellers for saadanne Rømningsmænd at undkomme, men de Misgjerninger, de paa deres Flugt begaae, og den Frygt, som især Udflytter-Gaardes Beboere maa være i, naar de høre at en Slave er brudt ud af Stokhuset, er alt for stort et Onde, til at man jo burde ønske de kraftigste Midler anvendte til dets Forebyggelse.

*) En Slave faaer endnu som før 4 sk om Dagen og 3 Sk. tillæg naar han gaaer paa Arbeide, hvert Aar to Skjorter og hvert andet Aar en ny Kjole.

**) Endnu ganske nylig rømte 44 Slaver fra deres Arbeide, af hvilke de to endog havde et Jern om Halsen. To af dem har man i disse Dage paagrebet i Dyrehaugen, hvor man skal have findet en Bondekarl dræbt, men de øvrige have nu henved to Uger drevet deres Spil omkring paa Landet, uden at man hidtil har kunnet faae fat paa dem.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 99
Tirsdagen den 19 September 1809
Spalte 1577-1582



Rekonstruktion af en slavecelle på Kronborg. (Eget foto, 2018).

Postbåde i Norge taget

I Christiania Aviser af 23 Juli læses følgende: Natten imellem den 25de og 26de Juni blev Postbaaden, Hurtig kaldet, taget af Fienden. De dermed afsendte Poster vare følgende i den østre Posttour: fra Frederikshald af 8de Juni, fra Frederiksstad af s. D., fra Moss af 9de og 16de Juni, fra Christiania af 13de Juni, fra Bragnæs af 13de og 20de Juni, fra Kongsberg af 6te, 10de og 17de Juni, fra Holmestrand af 20de Juni, fra Tnsberg af 13de og 20de Juni, fra Laurvig af 14de og 21de Juni. Ligeledes er Posten som Skipper Bojesen den 3die Juli afgik med fra Jylland for at bringe hid, da Postfartøier blev taget strax efter at Postsækken var kastet overbord.

Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifs Adresse-Avis, 4. september 1809.

Krigsfanger i England

Af Danske Krigsfanger opholde sig i England paa følgende Steder: I Reading paa Parol 9 Søeofficierer 240 Skippere og Styrmænd og 33 Drenge; I Ashbucton 242 Skippere og Styrmænd og 26 Drenge; Moreton Hampstead 44 Skippere og Styrmænd og 3 Drenge; I Predles i Skotland 32 Skippere og Styrmænd og 6 Drenge; I Bristol 2 Skipere og Styrmænd og 1 Dreng; I Yarmouth 1 Skipper; I Charam i Prison 4 Skippere og 1,404 Søemænd; I Plymouth 914 Søemænd; I Grandsand i Skotland 57 Skippere og 311 Søemænd. Deraf nyde 9 Officierer a 28 Sh. pr. Uge, 12 Pd. 12 Shl.; 612 Skippere og Styrmænd a 5 Sch. 3 Pens pr. Uge, 12 Pd. 12 Scl.; 41 Skippere og Styrmænd i Prison a 3 Shl. 6 Pens pr. Uge, 7 Pd. 3 Shl. 6 Pens; 2,813 Søemænd i Prison a 1 Schl. 2 Pens pr. Uge, 154 Pd. 1 Shl. 10 Pens, som udgiør 357 Pd. 2 Chl. 4 Pens. Desuden nyde Agenterne i Provision for at udbetale samme a 2½ Procent, som udgiiør 8 Pd. 18 Shl. 6 Pens. Samtlige Udgivter pr. Uge 366 Pd. 10 Pens.

Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 4. september 1809.

28 november 2013

Desertør ved Helsingør

Alt i flere Dage har man i Egnen omkring Helsingøer været paa Jagt efter en meget farlig person, en fra Fredensborg deserteret Dragon, som fører en Pistol med sig. Nogle Gange har man været paa Spor og fyret efter ham, hvilket han har besvaret, men ved Hjelp af Nattens Mørke og Kornet paa Marken, er han stedse undkommen. Han skal endog, siger man, have 2de andre Rømningssmænd i Selskab med sig, og derved saa meget farligere for den eenlig boende Landmand og enkelt Vandrer. D. 14de stødte han atter om Aftenen sildig paa en Piket ved Ellekilde og løsnede en Pistolskud mod samme. Denne skjød igjen, men formedelst Mørket uden Virkning. Næste Dag var mange Mennesker: Militære, Fiskere og Bønder fra Hornbek og Omegnen, alle bevæbnede, paa Jagt efter dette farlige Menneske, som formodes at skjule sig om Dagen i en ung Granneskov der i Egnen, men ogsaa denne Jagt blev frugtesløs.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 28. august 1809

Indenlandske Efterretninger (mytteri på Bornholm og Kiel)

Fra Bornholm haves officielle Efterretninger om hvorledes de paa Fæstningen Christiansøe værende Soldater af Marineregimentet, henved 200 Mand, paa den strafværdigste Maade have gjort Opstand, bemægtiget sig deres Officierer, og paa 2 i Havnen liggende Skibe og 2 Baade begivet sig bort. - Disse Troløse, som vare hvervede Udlændinge, udgjorde den talrigeste Deel af Christiansøes Befæstning. Allerede i sidst afvigte Julii Maaned deserterede 7 Mand i Complot til et fiendtligt Skib i Østersøen, og med Forundring bemærkede man at disse daarlige Mennesker efter den Schillske Bandes Ødelæggelse endnu nærede den Tanke at samme tildeels existerede og ytrede Længsel efter at kunne forene sig med Lævningerne af denne Bande. Betagne af denne Svindel viste sig uventet blandt dem d. 2 Aug. de første Symptomer til Opstand, og denne steg næste Dag til det høieste, i det at de paa en tumultarisk Maade samlede sig og mishandlede deres Officierer, som vilde modsætte sig dem; og da de tillige bragte i erfaring at Commandanten, Capitain Kohl havde meldt det Forefaldne til Bornholm, opstod der Frygt hos dem for at de ved afsendte tropper faae den velfortjente Straf. De bemægtigede sig derpaa og arresterede de Officierer, udplyndrede Commandanten og saarede ham med et Bajonetstik i Siden, fornaglede Fæstningens Skyts og embarquerede sig derefter i 2 til Fæstningen opbragte Prisskibe og 2 store Baade, med hvilke de gik til Søes. Commandanten og Officiererne bleve af Oprørerne tvungne til at følge dem ombord, men bleve, efterat de vare komne noget ud i Søen, sendte tilbage til Fæstningen i et Par smaae Joller. En Caper fra Kjøbenhavn, ført af Jansen, tvang Oprørerne i Søen at give Slip paa de medtagne 2 store Baade og det deri værende Mandskab at retirere ombord i Skibene, hvorved disse Baade bleve reddede for Fæstningen. - Ifølge efterretning fra Bornholms Guvernement af 7de d. M. var Fæstningen Chistiansøes fornaglede Skyts igjen sat i fuldkommen brugbar og complet Stand, Mandskab til Fæstningens Besætning og fornøden Arrmatur var ankommen til Christiansøe fra Bornholm, samt alle Midler anvendte for at bringe Alt igjen i tilbørlig Orden, saa at disse fædrelandsløse Meenederes Opstand og Flugt ikke vil være af farlige Følger for denne Fæstning. 

Man paastaaer, at Marinerne, som paa saa forræderisk en Maade rømmede fra Christiansøe, skulle have foregivet, at de gjorde det "um bedrängte Brüdern zu Hülfe zu kommen."

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 88
Løverdagen den 12 Augusti 1809
Spalte 1409-1410

25 november 2013

Om Skumlerier over den Danske Nation *).

Vort Fædreneland har i de senere Aar havt den Skjebne, at nedrives af nogle overgivne og af fornærmet Stolthed opbragte Tydske Skriblere. I adskillige Blade og Skrifter er det Danske Folk blevet skildret som en Nation, der miskjender Tydske Fortjenester og haaner og forfølger Tydsk Retskaffenhed. Det er endelig Tid, at en indfødt Dansk Mand, hvis Hjerte slaaer varmt for hans dyrebare Fødeland, opløfter sin Stemme og gjør Ende paa denne evige Bagvaskelse.

Først i forrige Aar har en vis R. A. J. formastet sig til i No. 245 af allgemeiner Anzeiger der Deutschen at lade indrykke et Stykke **), hvori han med mageløs Frækhed vover at beskjæmme vor Nation. Hele Stykket aander kun pøbelagtig Fordomsfuldhed og indeholder intet uden haanende Bebreidelser. Denne navnløs Skumler fortjente ingen alvorlig Gjendrivelse, dersom han ikke havde fundet Leilighed til at nedlægge sin Gift i eet af Tydsklands meest læste Blade, og Redacteuren af samme ikke havde været saa ubesinding, at optage denne Uværdiges Expectorationer, trods den høitidelige Forsikring paa Omslaget: "at alt hvad der strider mod Velanstændighed og gode Sæder ikke finder nogen Plads i dette Blad ***). Sandt er det, at Dannemark, som hiin Skumler siger, fra Tid til anden har havt betydeligt Tilløb af Tydske Konstnere og Professionister: en Fordeel, som hele Europa har tilfælles med Dannemark, fordi de Tydske, blandt alle Nationer paa Jorden, ere de, der have meest tilbøielighed til at udvandre; sandt at Dannemarks Cultur har dette Tilløb tildeels adskilligt at takke; men usandt er det, at de Danske, som denne Forf. fremdeles siger, hader de Tydske, og at man i Dannenmark ved enhver Leilighed, endog i dannede Kredse, umager sig for, at foragte dem og gjøre dem latterlige. Jeg opfordrer enhver retskaffen og beskeden Tydsk Mand i Dannemark til at sige, om ikke enhver agtværdig Udlænding, af hvilken Nation han end er, behandles overalt hos os med samme Agtelse som den Indfødte.

Men Pralerie og Uforskammethed bliver her som overalt med Rette foragtet. Intet er almindeligere end at unge uerfarne udenlanske Lærde og Konstnere komme i den taabelige Tanke til Dannenmark, at Kundskab og Smag, Cultur og Humanitet ere i dette Land ubekjendte Planter, der maa hentes fra fremmed Jordbund. Uden at kjende Nationens Sprog og Sæder paatage de sig ikke sjelden at være Folkets Lærere, tale med Haan om Danske Talenter og Fortjenester, antage Beskedenhed for Enfoldighed og Overbærenhed for Indolence. Jeg kunde anføre mange Beviser, men Forfatteren af det paankede Stykke har sparet mig denne Umage, og ved sit eget Exempel godtgjort, til hvilke yderligheder uvidenhed, Taabelighed og Indbildskhed kunne lede.

S. 1651 siger han: "den Danske hader vel enhver Udlænding. Men de Tydske og Svenske foragter han tillige, fordi han er af den Mening, at disse Lande ere meget Fattige, og at deres Beboere forlade deres Fædreneland af Nød." - Enhver Skolepebling i Dannemark veed, at i det mindste Tydskland er intet fattigt Land. - S. S. tilstaaer Forfatteren, "at han ikke boede i Kjøbenhavn selv, men i Nærheden af samme, hvor han eiede en ikke ubetydelig Gaard, og hvor om Sommeren anseelige Embedsmænd, Kjøbmænd, Capitalister og deslige Folk logerede hos ham ****). Her havde han altsaa, forsikrer han os, Leilighed til nøiere at lære at kjende den Danske Nation: her har an erfaret, at hiint uædle Nationalhad ligesaa godt findes blandt de dannede Stænder som blandt de lavere Folkeclasser etc." - Man betænke kun hvilken Frækhed! En Mand, der paa en Gaard i Nærheden af Kjøbenhavn holder et Slags Gjestgivergaard, formaster sig til, i denne Enebolig at bedømme, mestre og haane den hele Nations Caracter! Saavidt gik aldrig nogen Dansks Formastelighed mod nogen muelig Nation. Men det snurrigste Bevis for de Danskes Nationalhad mod de Tydske findes strax paa den anden Pille. Forfatteren anfører nemlig som Exempel sin nederdrægtige Nabo, der, - det er hans egne Ord - roste sig af at have bedraget Konstberideren (?) Price med Salget af Hø, og som, da Forf. sagde til ham, at det ikke var rigtigt, at handle saaledes mod sin Næste, svarede: "ih! det er jo ingen Synd; det er jo Tydskere; hvorfor blive I ikke i eders eget Land". Denne Bedrager (forudsat at han virrkelig nogensinde har existeret), hvis Lige man vil finde overalt i Verden, skulde altsaa tjene til Bevis paa de Danskes had til de Tydske! Iøvrigt var Price een af de mange udenlandske Gjøglere, som paa den Tid oversvømmede Dannemark, og om hvilke endog den største Cosmopolit, uden at saare Delicatessen, kunde sagt, "at de ret godt kunde blevet hjemme."

Side 2654 fortæller Forf., at selv Kammerherre Suhm i sine mange Værker har yttret sit Nag mod de Tydske. - Kammerherre Suhm har skrevet henved 20 Bind i 4to og 16 Bind i 8vo. De første indeholde Materialier til en Historie om Dannemark, som neppe een blandt hundrede Indfødte har gjennemlæst. Er det nu sandsynligt, at en Udlænding, der boer paa Landet og leier Værelser bort til Logerende, har givet sig en Umage at gjennemgaae disse vidtløftige Værker, hvoraf kun enkelte Bind ere oversatte paa Tydsk, for at kunne paastaae, at Suhm paa flere Steder i sine mange Værker har yttret sit Nag mod Tydskerne? Den for sin Humanitet og Upartiskhed selv udenlands saa agtede Suhm har aldrig gjort sig skyldg i Nationalhad. I sit Brev til Kongen har han vel erklæret sig mod de frække Udlændinge, som den Gang vilde nedværdige vort Sprog og vor Nationalselvstændighed, men denne Erklæring aftvang Tidsomstændighederne ham, som han tog Hensyn til. At Riegels, som Forf. paaberaaber sig, i sin Fjerde Frederiks Historie har brugt haarde udtryk mod de daværende Tydskere, beviser endu ikke, at han, som her dristig paastaaes, hadede Tydskerne. Historieskriveren lever kun for den Tidsalder, han skildrer, og at Tydskernes Fremfærd i Dannemark under Frederik den Fjerdes Regjering ofte fortjente billig Dadel er vel neppe underkastet nogen Tvivl.

Jeg forbigaaer Forfatterens øvrige Udfald mod den Danske Nation. De ere alle af det sædvanlige Slags og indtil Ækkelhed gjentagne af den jernpandede Brevskriver i 6te Deel af vertraute Briefe.

Kun et Par Ord maa endnu anføres her angaaende Forfatterens Beskyldning mod Udgiveren af Kjøbenhavns Skilderie, "at han har bestræbt sig for, at gjøre Dr. Gall latterlig, da han endnu ikke var kommen i Land." Jeg erklærer Forfatteren for en nedrig Skumler indtil han beviser mig hvor og hvad Tid Udgiveren ved et eneste Ord har søgt at gjøre Dr Gall latterlig. Tvertimod var han een af dem, der gjorde det Danske Publicum opmærksomt paa dette skarpsindige hoved, uagtet han, trods en Deel Taabers Skrig, ikke undlod at yttre sit Mishag over Maaden, hvorpaa Dr Gall reiste til Marked med sit System, og det Vindige, der var forbunden med dets Exposition. Det er desuden almindelig bekjendt, at Gall blev modtagen i Kjøbenhavn med saa overdreven Enthusiasmus og Bifald, at han saae sig istand til at holde en tredie Cursus: en Lykke, som han kun sjelden nød i sit eget Fædreneland. Gall var overhovedet et talende Bevis paa, at ingen Nation lade sig saa let imponere af Udlændinge som den Danske.

Iøvrigt er Culturens og Oplysningens nærværende Tilstand i Dannemak saa fordeelagtig bekjendt i Tydskland, at en Hr. R. A. J.'s tankeløse og ugrundede Skumlerier, som han uden egentlig Anledning har tilladt sig mod os Danske, umuelig kunne skade os hos den bedre Deel af den Tydske Nation og at de i det Høieste kun ville more den ørkesløse Pøbel. Det fortjener ellers at amærkes her, at det næsten altid var anonyme Forfattere, der hidtil tillod sig at haane vor Nation, men at Tydsklands sande Hædersmænd altid have behandlet den med Agtelse og Skaansel.

*) Dette Stykke er egentlig skrevet paa Tydsk og bestemt til at indrykkes i en Tydsk Journal.


**) Ein Paar Worte über d. in No. 142 d. allg. Anz. geschehene Bekantmach. v. Seiten der Dänischen Wollen-Fabrikanten.

***) Det viser overalt, at man paa adskillige Steder i Tydskland endnu maa være langt tilbage i sand Cultur; thi ellers kunde et agtet Tidsskrifts Udgiver ikke nedlade sig til, uden foregaaende Prøvelse, at bekjendtgjøre saadanne Usselheder. Eller anser man i Gotha ikke plumpe Angreb paa en heel nation for stridende mod Velandrændighed og gode Sæder?

****) Gaarden maa rigtig nok ikke have været ubetydelig, siden den kunne rumme saa mange Mennesker.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 87
Tirsdagen den 8 Augusti 1809
Spalte 1385-1391

Dagbladet Der Allgemeine Anzeiger der Deutschen udkom 1806 til 1829 i Gotha. Det var en sammenslutning af Allgemeinen Anzeigers og Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen Reichsanzeiger der Deutschen. Redaktøren var Johann Friedrich Hennicke (1764–1848) og udgiver Rudolph Zacharias Becker. Formålet var folkeoplysning. Bladet så fx ikke Tysklands territoriale opsplitning som et problem, men en mulighd for offentlig kritik og diskussion af en stat. I 1830 blev det lagt sammen med Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen. Bladet er digitaliseret og ligger tilgængeligt på nettet. Men årgang 1808 mangler.

Skib undsluppet ved Thorsminde

Lemvig 27 Juli. Lørdagen d. 15de blev et dansk Skib, hjemmehørende i Tønningen, paa sin Retour fra Norge, under Bouberg, jaget af en engelsk Kutter, og efterat være forfulgt over 3 Timer, nød til at sætte paa Land ½ Miil norden Thorsminde, for at undgaae Fjenden. Kystmilicen ilede strax til og posterede sig med 2 Kanoner paa Stranden, for at forsvare Skib og Landning som Skibsfolkene havde forladt; men da Vejret var temmelig haardt, forsøgte Fjenden ike engang at sætte Baade ud; men vendte om og stak i rum Søe igjen, saa at der ingen Leilighed blev for Kystmilicen til at engagere sig med ham. Imidlertidd blev af Overbefalingsmanden Capitain Skønau de virksomste Anstalter føjede, til at bjerge Ladning og Takkelage og den følgende Dag var allerede hele Ladningen, som bestod af Tran og Bukkeskind, ilandbragt og ført i Sikkerhed tilligemed Skibets Takkelage, saa at Fjenden ikke fik Lejlighed til at glæde sig over det Bytte, han agtede at gjøre. Skibet, som kaldes die zwei Gebrüder, skal tilligemed dets indehavende Ladning være assureret for kongelig Regning.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 3. august 1809

24 november 2013

Indenlandske Efterretninger.

Helsingøer, den 15 Junii 1809. Vi havde her i Tirsdags et af de skjønne Syn, som i Fredstider er ligesaa almindeligt, som det nu er sjeldent. En Koffardieflaade af mere end 100 svært ladede Skibe passerede Sundet i en sluttet Række med sagte, dog staaende, Vind og godt Veir. Fordum udbredte en saadan Flaades Ankomst nyt Liv og Munterhed hos Kjøbmænd, Commissionairer og Færgefolk: nu vare de alle ørkesløse Tilskuere ved dens Gjennemgang, kun nogle Capere sværmede om, dog i behørig Afstand; thi Flaaden var convoyeret af en stor Engelsk Fregat, to mindre Svenske Fregatter og 2 eller 3 Kutterbrigger. Flaaden passerede Fæstningen ved Middagstider, og da den holdt sig saa nær mueligt under Svensk Land og gik udenfor Fæstningens Skudvidde, blev der ikke skudt efter den. Mod Aften lettede de mellem Raae og Helsingborg liggende Engelske Krigsskibe, formodentlig for at forstærke Convoyen under dens Gjennemgang gjennem Flinterenden.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 72
Løverdagen den 17 Junii 1809
Spalte 1150-1151

15 november 2013

Haandværksdrenge

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

14 november 2013

Om beskjæmmende Straffe.

Deet er ikke just mange Aar siden da man ideligen saae Æresstraffe anvendte endog paa ringe Forseelser. For henved en Snees Aar var det her i Kjøbenhavn intet usædvanlig Syn, at see en Vægter, der havde sovet paa sin Post, eller andre Folk af de ringere Klasser, der havde begaaet een eller anden ubetydelig Overtrædelse, gaae i den saakaldte Spanske Kappe med et paahæftet Synderegister, og en Flok ørkesløse Smaadrenge i Hælene. Ligesaa almindeligt var det ogsaa at see Fruentimmer staae i Gabestokken, og more en sandseløs Pøbel med deres Vanære. Jeg har aldrig kunnet tænke paa denne Straffemaade uden med et lønligt Suk. Jeg troer at Æresstraffe umuelig kunne opfylde deres Bestemmelse, naar de anvendes paa alt for ringe Overtrædelser, og at man bør være ligesaa varsom i at tage Ære som i at yde Ære. Dette har altid været min Overbevisnng, og jeg har hidtil ikke havt Aarsag til at forandre den. Med Glæde fandt jeg den nylig stadfæstet i et højst interessant Fragment, indgivet til Commissionen for at foreslaae Grundsætninger til en ny og forbedret Criminel-Lov, af Hr. Justitiarius i Høiesteretog Ordenscommandeur C. Colbjørnsen. *) I denne Afhandling findes følgende for 50 Aar siden forefaldet Exempel paa, til hvilken Yderligheder utidig anvendte Æresstraffe kunne lede: "En vis Øvrighedsmand (i Norge), som nu er død og som ellers fortjente Agtelse for sin bekjendte Retskaffenhed, befalede i sin Hidsighed og Iver, at en ung Bondekarl skulde straffes med at gaae igjennem byen i den (saakaldte) Spanske Kappe fordi han havde kjørt uforsigtig. - Dette unge Menneske ansaae en saadan Forhaanelse som en haardere Straf, end Døden. Han bad om, at maatte dømmes, om det endog var til at arbeide i Slaveriet, for at undgaae hiin beskjæmmende Straf; men det var forgjeves - den blev fuldbyrdet, og den Forurettede (thi Manden var ei dømt ved Retten) dræbte sig selv strax, for med sit Blod at aftoe den Plet, der var sat paa hans Ære." - Lad end være, at en saa fin Æresfølelse blandt Mennesker af de lavere Stænder er sjelden, saa er det dog afgjort, at det ikke staaer i nogen Dødeligs Magt at fastsætte nogen bestemt Maalestok for Graden af denne Følelse hos mennesker af ulige Stand og Caracter. Det er altsaa urigtigt at sige: Herremanden føler ti Gange saa meget ved den samme vanærendeStraf som Bonden; thi erfaringen viser, at Ringhed i Kaar og Stand ret godt lader sig forene med den allerømmeste Følelse for Ære, og at derimod Fornemhed og Rigdom stundom kunne være forenede med største Ligegyldighed for sand Ære. - Ved at paalægge Legemsstraffe kan man bruge en nogenlunde bestemt Maalestok, fordi Maaden, som ethvert physisk Onde føles paa, just ikkekan være saa overordentlig forskjellig. Æresstaffene derimod ytre deres Virkninger paa saa høist forskjelllige Maader, at Vaersomhed i at paalægge dem er her dobbelt nødvendig. Den Øvrighedsmand, som paalagde hiin Bonde den Straf, at gaae i den Spanske Kappe, havde sikkert ikke mindste Tanke om, at et så simpelt Menneske satte større Priis paa sin Ære end paa sit Liv, og det samme har uden Tvivl efter hans Tidværet Tilfældet med mangen en Dommer. Med Grund siger derfor ogsaa Forf. af det anførte Fragment: "At anvende beskjæmmende Straffe (saasom Halsjern eller Gabestok etc.), paa Overtrædelser af de mindre Slags, det holder jeg at være stridende imod rigtige Lovgivnings-Grundsætninger. Ved at gjøre saadanne Straffe almindelige, svækker Lovgiveren sin Nations Æresfølelse, i det han derved giver tilkjende, at han ikke sætter høi Priis paa den borgerlige Agtelse. Af denne samme Aarsag, som han med Straf værner om enhver uskyldig Borgers Ære (nemlig: fordi den betragtes af en ædel og retskaffen Mand som hans dyrebare eiendom), af denne selvsamme Aarsag maa han og være øm og vaersom i at straffe med Beskjæmmelse." - Men er den øm og varsom i at straffe med Beskjæmmelse, som for en ringe Overtrædelse lader et Menneske gaae til Forhaanelse offentlig omkring i den Spanske Kappe? Og er her noget Forhold imellem Forbrydelse og Straf, naar der paa den paaklinede Placat f. Ex. staaer skrevet: "For Forsømmelse paa sin Post?" Forsømmelse fortjener vel Straf, men ingen vanærende, og ved at gjøre en Mand til Gjenstand for Pøbelens Haan lærer man ham sandelig ikke i Fremtiden at være Opmærksom paa sine Pligter. Man svækker snarere derved hans Æresfølelse, den vigtigste Spore til Pligtsopfyldelse. Jeg kan beraabe mig her paa Erfaringen. Ingen er mere tilbøielige til at begaae Forbrydelser end netop de, der har udstaaet en vanærende Straf. Saadanne Folk behandle Æren som de fleste Mennesker en ukrympet Kjole. Saalænge den endu har sin Glands ere de ømme over den, men har den engang været i Regn, skaane de den ikke mere.

Men ikke allene Lovgiveren, ogsaa Ungdomslærerne burde vogte sig meget for at paalægge beskjæmmende Straffe paa ringe Forseelser. Der er stiftet uberegnelig Skade i Verden ved den saakaldte Skoleret og den almindelige Maade at beskjæmme en Lærling i alle hans Meddisciples Paasyn. Denne Beskjæmmelse bidrager allerede i en spæd Alder til at undertrykke, for ikke at sige dræbe, den fremspirende Æresfølelse, og var det mueligt at trængeind i det menneskelige Hjertes hemmelige Vraaer, saa ville vi maaske finde, at mange Mennesker, der i en modnere Alder bleve en Gjenstand for Lovens straffende Arm, havde deres Lærers Vrantenhed, Ufornuft og Haardhed at takke for den første Aarsag til deres ulykkelige Skjebne.

Men ikke allene Lovgieren og Ungdomslæreren bør være øm og vaersom i at straffe med Beskjæmmelse, ogsaa Dommeren bør vogte sig vel for alt hvad der, uden bestemt Hensigt, kan krænke endog det simpleste Menneskes Æresfølelse. - Intet er mere upassende for Dommeren, end paa sit Dommersæde at tillade sig, selv mod en Delinqent, Udtryk, der fornedre hans Værdighed i den Anklagedes Øine. Ved en Dommer tænker man sig den personificerede Humanitet og retfærdighed, men hvilket Begreb skal man vel gjøre sig om en Mand, der kan forglemme sit store Kald i den Grad, at han betjener sig af Pøbelludtryk? Jeg veed, at man sædvanlig paaberaaber sig her paa Nødvendigheden, men det maatte virkelig være høist besynderligt, dersom en fornuftig Inqvisiter ikke skulde kunne fremlokke Sandheden af en Anklager, uden ved lave Skjældsord. Efter mine Grundsætninger, anseer jeg det endog for urigtigt, i en Ret at fornærme en virkelig overbevist Forbryder; og Fornærmelse kalder jeg det, naar man tillader sig haanlige Udtryk imod ham, hvorved han, naar han har Æresfølelse, næsten straffes to Gange, skjønt Lovgiveren dog vil, at han kun skal straffes eengang.

Beskjæmmende Straffe burde bestandig kun paalægges beskjæmmende Overtrædelser. Ære for Ære, ligesom Liv for Liv, burde være en urokkelig Grundsætning i Lovgivningen. Man straffe den paa Æren, som har villet krænke eller rane andres Ære. Man anvender Æresstraffen sparsomt og den vil blive desto kraftigere i sine Virkninger. Ingensteds er Tyvenes Tal større end der, hvor det mindste Tyverie straffes med Døden, og ingensteds besidder Mængden mindre Æresfølelse end der, hvor man straffer den mindste Overtrædelse med Vanære.

*) Findes aftrykt i Juridisk Arkiv No. 19

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. 
Sjette Aargang No. 61
Tirsdagen den 9 Maji 1809
Spalte 969-972

(Politivennen Live Blogging har et hul mellem 18. april 1809 og 1816. Dette forsøges delvist udfyldt med artikler fra forskellige andre tidsskrifter fra perioden. I dette tilfælde Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn).


Et udvalg af instrumenter anvendt til "beskjæmmende straffe", herunder den spanske kappe til venstre. (Eget foto fra Nationalmuseet, 2015).

13 november 2013

Indenlandske Efterretninger

I Løverdags lod den lille Jomfry Schaffner sig høre paa Violin paa det Kongelige Theater, og vandt almindelig Bifald, men de vigtigste Loger stode ledige og Parterrret var langt fra ikke fuldt. Havde hun været fra Frankfurt an der Mayn eller Frankfurt an der Oder, saa havde sikkerlig hendes Indtægt været større.

Hr. Foersom havde i Søndags ved sit Declamatorium fuldt Huus og høstede fortjent Bifald. Slaget ved Tripolis af M. C. Bruun og Epilogen behagede især.

Fladstrand, den 19de April. Et lidet Fartøi, som de Engelske havde taget og indbragt til Marstrand, er af en Styrmand Jønsberg og to Danske Matroser tilbagetaget og ført med den halve Ladning hertil. De overmandede pludselig den Engelske Priismester og Besætning og førte Skibet lykkelig hertil.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 57
Tirsdagen den 25. April 1809
Spalte 915

(Politivennen Live Blogging har et hul mellem 18. april 1809 og 1816. Dette forsøges delvist udfyldt med artikler fra forskellige andre tidsskrifter fra perioden. I dette tilfælde Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn).

Indenlandske Efterretninger

I Trondhjemsavisen har Chefen for fjerde Musketeer-Division ladet bekjendtgøre som et sjeldent Bevis paa Redelighed, at een af hans Mandskab, der af en Bonde havde faaet en Tirigsdalerseddel istedet for en Een-Rigsdalerseddel, men at han næsten Morgen havde leveret Chefen den, med Anmodning, at Bonden, som billigt, maatte faae de 9 Rdlr., han havde givet for meget, tilbage igjen, hvilket ogsaa skedte. At Karlen fortjener Roes for sin Redelighed, derom er ingen tvivl, men bør hans Handling offentlig bekjendtgjøres som et sjeldent Bevis paa Redelighed?

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 54
Løverdagen den 15. April 1809
Spalte 866

10 november 2013

Indenlandske Efterretninger

Til det Kongelige Admiralitets-og Commissariats-Collegium er fra Premierlieutenant P. M. Tuxen af Søe-Etaten indløben følgende Rapport, dateret Fladstrand den 5te April 1809: I Eftermiddag Kl. 3 saaes en Fregat komme Nord fra og holde ned efter Fladstrands Rhed. Da han passerede Fortet Deget og der fra samme blev skudt efter ham, tonede han Dansk Kongeflag og Vimpel. Det var en Sloop af War paa 24 Stkr. Kanonader, efter Anseelse 24- eller 32pundige; den blev ved at holde lige ind paa Rheden, hvor den gik til Ankers uden for Batteriernes Skudvide og paa et godt Canonskuds Distance fra de her paa Rheden liggende yderste Skibe. Fortet Deget afsendte et Fartøi til den; dette lagde ubehindret til Borde. Da Ankeret var faldet, blev paa engang udsat 4 Fartøier, som tilligemed den ommeldte Baad fra Deget roede lige imod bemeldde Skibe. - Jeg var imidlertid kommet ud med 2 Canonbaade og en Canonjolle. Jeg styrede lige imod de ankommende Fartøier, som ved Synet af mig og nogle Skud fra et Par Capere vendte om til Fregatten. Under Dansk Kongeflag og Vimpel affyrede Fregatten sit glatte Lag imod Canonbaadene, men for tidlig og uden Virkning. Da jeg kom den paa Skud nær begyndte jeg fra de 3 Canonfatøier en vedholdende Ild, der tilsyneladende gjorde god Virkning, da de fleste Skud traf Skroget. Han kappede sit Anker og faldt af, men vedblev at besvare mine Skud omtrent 1½ Time, efter hvilken Tid han var saa langt fra mig, at det ei kunde nytte at skyde. Midt under Affairen strøg han sit Danske Flag og tonede engelsk Flag. Han blev forfulgt indtil Mørket faldt paa. Fregattens Kugler vandede langt agter fra os, men gjorde ingen Skade hverken paa Mandskab eller Fartøier. Mandskabet har i det Hele opført sig brav. Mine medvirkende Officierer, ???nedslietenanterne Magnussen, Grøn, Beek og Tetens kunde ikke have opført sig bedre og jeg har Aarsag at være i højeste Grad tilfreds med dem. Fregatten stod Nord paa. Det fra Deget udsendte Fartøi blev af Fregattens Chef frigivet, og meldte, at Fregaten havde faaet 3 Grundskud og sin Lakelage meget spoleret, en Mand blev Laaret overskudt og flere mindre blesserede. Vinden var N.V., laber Bramseils Kuling.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 53
Tirsdagen den 11. April 1809
Spalte 851-852


Kysten ud for Fladstrand (nu Frederikshavn). I baggrunden ses Hirsholmene. Deget er den sydøstligste holm og ligger udenfor fotoet til højre.

(Politivennen Live Blogging har et hul mellem 18. april 1809 og 1816. Dette forsøges delvist udfyldt med artikler fra forskellige andre tidsskrifter fra perioden. I dette tilfælde Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn).

Nyeste Skilderie er en god kilde til hvad der blev skrevet om krigene i Danmark og det øvrige Europa. Hvert nummer var dedikeret dette emne. Jeg har dog ikke valgt at bringe alle, blot denne som et eksempel på hvad man kan forvente at finde.

09 november 2013

Indenlandske Efterretninger

Helsingøer d. 3 April. Til berigtigelse af det i sidste Numer af Skilderiet herfra anførte tjener: at den Galease, som af Canonbaadene blev taget, ikke var Dansk men Svensk. Den blev forladt af dens Mandskab inden den af vore Folk blev besat, og man har ombord paa den ei fundet andre Kjendetegn paa at en er Svensk end et Svensk Flag og et Document fra et Svensk Toldstæd Norden for Kullen. Den er ikke fuldlastet, men dens last er god. Den har 10 til 12 store Fade extra fine Bourbonske Caffebønner, nogle hele og halve Baller Engelsk Saalelæder, lidet Indigo, noget fiint Engelsk Klæde og noget Stykgods. Man formoder, ikke uden Grund, at det var en Snighandler eller Smugler, da man ikke ansaae det umueligt, at Folkene ligesaavel kunde have landsat Skibet, som selv flygtet i Land, og fordi man ikke ombord har fundet Udklarerings-Sedler. Den blev paa engang besat, saavel af Canonbaadenes Mandskab, som af Caperføreren Lars Pedersen Raaber. Skjønt han siden forlod Skibet, skal han dog, som man paastaaer, vilde formere sine Pretensioner på samme, hvorved dog Rettens Betjente rimeligviis ville fortjene mere end han. Isen har nu forladt vore Kyster, men det er endnu meget koldt med klar Luft og nordlig Vind. Den Brig, som sidst kom på Grund, er nu igjen flot, men dens Ladning er aldeles havareret.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 51
Tirsdagen den 4. April 1809
Spalte 818-819

Den omtalte Lars Pedersen Raaber var en af de mere kendte kapere. Han blev bl.a. omtalt i Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 12. januar 1809:

Danske Krigs-Efterretninger.
Vore Kaperbaade, for hvis Frelse man frygtede saa meget (See Avisen No. 3), ere dog slupne fra Hveen; skjøndt ikke uden megen Nød og gjennem mange Farer. De gik fra Helsingøer om Morgenen den 1ste, og vare 4 i Tallet. Den ene af dem var den bekjendte Lars Pedersen Raaber. De havde Aftenen i Forvejen sagt Herremanden paa Hveen, at han maatte berede sig paa at tage imod dem, naar de ved det og det Klokkeslet kom tilbage. Dette gjorde han og. Hveenboerne kom vore Kapere imøde med deres mindre Baade, hjalp dem i Land, da de større Kaperbaade ei kunde skyde saa langt ind, gik dem tilhaande med at faae Hveden i Sække og bragt ud i Baadene, og beværtede dem derhos paa gjæstfrie Maade. Saaledes fik de omtrent 40 Tdr. Hvede. Derved gik Dagen hen, og da de i Skumringen indskibede dem, for under Mærkets Skjul at naae Helsingøer igjen, og netop vare komne under Seil, lader den Svenske Gallei sig pludselig see og forfølger dem med al Magt af Seil og Aarer. De bleve derved tvungne til at løbe Sønder paa, da de vare afskaarne, og søge af alle Kræfter deres Frelse i Flugten. For at lette Fartøierne maatte de kaste 12 Sække Hvede i Søen. Gjedebukken vedblev at forfølge dem paa et knapt Musketskuds Afstand, og lod uafladelig Musketkugler regne ned over dem, og skjød desuden jevnlig efter dem med Kanonskud. Men hans Kanonkugler gik stedse over og hans Musketkugler stedse til Siden, saa at 3 af Baadene naaede lykkelig ind i Iset ved Vedbek. Men her mødte nye Farer. Indklmete i Isen kunde de hverken komme frem eller tilbage. De arbeidede med fast overmenneskelige Kræfter; Vedbekkerne søgte at komme dem til Hjelp, men alt omsonst; de sad og maatte sidde til den følgende Dags Formiddag. Raaber, hvis Baad seilede slettest, og som altsaa var mest udsat for Gjedebukkens Horn, troede at spille ham et Puds ved at holde fra de andre og pludselig vende om og søge til Helsingøer, troende, at Gjedebukken hellere vilde forfølge 3 end 1. Men han forstod Uret, vendte og forfulgte nu Raaber allene. Derved kom denne ham paa Pistolskuds Distance. Raaber var selv haardt bleesseret i Halsen, havde en Mand dødelig saaret, og saae ingen Udvei til Redning. Han lod derfor Seilene tage ind, reiste sig, saa blodig han var, i Baaden, og raabte til Lieutenanten paa Galleien, at han maattee ophøre med Skydningen, han vilde overgive sig og sine Folk. Men Officeren svarede ham med et glat Lag. Fortvivlet, omringet af Døden paa alle Kanter, veed Raaber nu snart ingen Udvei, da han i det samme bliver en smal Aabning vaer i Isen. Han befaler nu sine Folk, hurtig at gjøre Seilene løs og stræbe at naae ind i denne Aabning. Det skeer og det lykkes. Saasnart han øienede Frelsen i Isen, og saae at Gjedebukken nu ei mere kunde naae ha, reiser han og hans Mandskab sig, raaber 3 Gange Hurra! og beder Officeren hilse hjem, at denne Gang fik han ei Raaber!
Den kjække Raaber ligger nu paa Frederiks Hospital og synes at være uden Fare. Kuglen er kommen ud igjennem Skulderbladet, men et Stykke af hans Klæder, som er gaaet ind i Saaret, sidder der endnu. Naar dette er kommet ud, vil Kuren, som man haaber, ikke være vanskelig. Han er meget munter og har gjentagne Gange forsikret, at han nok skal hævne sig, naar han kommer op igjen. For den som det kan interessere at kjende noget til denne dristige Søemand, anmærrkes, at han er omtrent 30 Aar gammel, af middelmaadig Væxt, og har tilforn faret paa Kiel. Hans Forældre boe i Vedbek, hvor han er født.
Den Mand, der i bemeldte Fægtning blev dødelig saaret, var en Amerikaner og en af Raabers raskeste Karle. Han blev truffet i Laarene, og fordi han i den strænge Kulde maatte ligge saa længe paa Søen, døde han. Endnu en Anden blev lidet qvæstet. Efter en anden Beretning kom 2 Baade med Soldater vore 4 Kapere imøde, før de naaede Hveen; men saasnart de seilede imod dem og begyndte at fyre, flygtede de Svenske hurtig tilbage. Nu vendte Vore igjen til Hveeen, troede sig ganske sikre, gik i Kirken og bad Præsten at præke meget Kort, da Bønderne skulde kjøre Reiser med Hvede og Ærter..

Indenlandske Efterretninger

Fridericia d. 31 Martii. Paa grundet Mistanke om den mellem Colding og Fridericia d. 20 October f. A. tabte Postsæks Opdagelse, blev i Gaar eftermiddag foretaget Inqvisition i Peter Devanches Huus her i Staden, og i samme funden de med Posten værende 7 til 8000 Rdlr., paa 3 til 400 Rdlr. nær, ei allene forvarede paa adskillige Steder i Huset, men og i nogle i forborgne Gjemmer nedlagte. Den egentlige Postsæk med de i samme værende Breve, tilstod han at have fyldt med Steen og Jord og nedsænkt samme i Stadsgraven. I Morges blev han under Bevogtning fra Arresten ført hen til det foregivne Sted, hvor han ogsaa rigtig nok selv opfiskede Postsækken, men hverken Breve eller Aviser fandtes deri. Aarsagen til den paa ham faldende Mistanke skal have været, at han validerede med flere Penge end sædvanlig, især med store Sedler m. m. Det var imidlertid en Lykke at det blev opdaget, paa det den ellers for sit brave Forhold bekjendte Karl, som kjørte Posten, kan vorde frikjendt for Mistanken.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn

Sjette Aargang No. 51
Tirsdagen den 4. April 1809
Spalte 814-817

08 november 2013

Breve fra en Ven paa Landet til Udgiveren af nyeste Skilderie af Kjøbenhavn

Hr. Udgiver!

Gjerne Læse vi paa Landet Deres Breve, og ligesaa gjerne høre vi om de kjere Kjøbenhavnere og om hvorledes det gaar til i Hovedstaden. Dersom giver De os mangen kjer Efterretningen, og derfor være De Takke. Men De bør dog ogsaa vide noget om os, som boe paa Landet; Der have ingen Comoedier, ingen Hoftheatre, store Maskerader eller deslige. Ligesom hos Dem er her ogsaa for Tiden meget dyrt. Jern og Kul, Kalk og Tømmer ere næsten ikke at faae, og vi maa smøre vore Vogne med bedærvet Smør og Fedt; men Colonialvarerne ere dog de dyreste for os Landboere, der ikke ere egentlige Bønder. Maaske kan det derfor være Dem og de gode Kjøbenhavenere ret interessant at vide, hvorledes vi berede os paa, deels at undvære disse, dels at forskaffe os hensigtsmæssige Surrogater, der kunne gjøre Priserne taaleligere. Jeg vil meddele Dem nogle Efterretninger derom, med det Ønske, at andre, som vide bedre Beskeed derom end jeg, ville supplere de Vink, jeg giver, og atter andre prøve og vælge det Bedste. 

(Dernæst følger opskrifter mm. på kartoffelstielse, rosinsurrogat, pæresirup, sæbe, mm.)

Da Klædevarerne nu ogsaa stige i urimelige Priser, saa har man Øiet langt mere henvendt paa Hørrens og Hampens Dyrkning. Mange have det Forsæt at faae Hør i Aar, der aldrig før dyrkede denne Plante.

Ogsaa Bieavelen tildrager sig mere Opmærksomhed og vil vist nu komme i Flor til Gavn for Vox og Honning.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 51
Tirsdagen den 4. April 1809
Spalte 814-817