25 april 2015

Ønske den ny opbyggende Hollænderby angående

(Efter indsendt)

Det var at ønske at når de ulykkelige mænd i Hollænderbyen engang opbygger deres gårde igen efter ildebranden, ville opbygge samme ved deres marker eller jordlodder. Herved ville så megen ulykke af ildebrand for eftertiden på landet blive forebygget, og tilsynet af jordlodden ville derved også plejes bedre.

***

Idet udgiveren indrykker ovenstående kan han ikke andet end ytre det ønske at hvis Hollænderbyens jordejere bestemmer sig til udskiftning og udflytning, så måtte det ske efter en noget anderledes måde end den som hidtil og i almindelighed følges.


Man har nemlig kun taget hensyn til den udskiftning og udflytning der lovede den bedste dyrkning af jorden. Og det var naturligvis den hvorved hver jordlodsejer boede på det bekvemmeste sted af samme, altså såvidt muligt i dens midte. Udgiverens ønske er at ingen bolig ved udflytning kommer til at ligge alene, men 6, 5, 4 eller 3 eller dog i det allermindste 2 sammen. For ikke blot jorden, men også folkets tænkemåde og selskabelighed bør dyrkes og opædles. Og til dette sidste er ensomhed og afsondring ligeså ubekvemme som samlivet som ikke bylivet, så dog landsbylivet dertil er synderligt egnet.



Hollændere på Amager på vej til kirke. Ikke alene klædedragten, men også sproget afveg fra de omliggende landsbyer. Her talte man nederlandsk. (Omkring 1807)

Den enligt udflyttede jordbruger taber en mængde samlivsbånd der avler selskabelige tilbøjeligheder, føjeligheder, pligter osv. Han har ingen bymand, ingen bykone, hans børn bliver ikke bybørn med nogen. Alle naboskabets så yndige pligter og nydelser findes ikke for ham. Og dog er begrebet nabo grundforestillingen til begrebet næste. Dette begreb vil altså også hos udflyttereremitten blive svagt, uvenligt, koldt og ufrugtbart. Fjernt fra andres hjælp skal han være sig selv nok, stole på egne kræfter. Hvem undrer sig over at han bliver uhjælpsom og ufølsom igen mod alle andre. Alle dem han i sit hoved stiller hen under begrebet uvedkommende. Hans børn får ingen legefæller, altså ville også de så søde navne legebroder, legesøster med alle deres forfriskende hulde erindringer og mildnende følelser osv. for dem ikke findes. Indbildskhed, uhøflighed og sjælesnerpende egenkærlighed bliver stærke træk i hans åndspræg. Man ser dette allerede kendeligt på holstensbonden.


Den æresfølelse, den lille politiske vigtighed, den spire til begrebet statsborger fædrelandsven, som avles hos landsbyens beboer ved at have byes rettigheder og fællestarv at hævde, påtale og fremme, falder aldeles bort. Og dette frembringer stort tab for den enkeltliggende udflytters værd som mand, værd som statsborger.


Den tvang det pålægger at være iagttaget af naboer og genboer og byfolk har noget ubehageligt, men også meget gavnligt. Offentligt set har man en bevæggrund mere til at iagttage anstændighed og pligt, end når man er i sit egen ensomme herredømme. Og hvor virksom denne bevæggrund er, ved enhver menneskekender til fulde.


Hertil kommer mange andre i økonomiske skrifter førhen anførte fysiske mangler ved den enlige udflytning. Mere land går tabt til veje, til vandstader, til grøfter. Brandfarligheden er større og brandhjælpen fjernere. Den syge er mere berøvet pleje. Tyveri, indbrud og mord kan let gå for sig der, uden at mærkes, når alle er i marken, eller ude i ærinde. Eller endog om natten hvis familien og tyendeholdet ikke er desto talrigere. At få bud til købstad efter en tit uundværlig småting er ikke så let som i by, hvor flere red i vogn sammen. Børn kunne komme til ulykke uden at nogen i tide mærker det. Frugttræavleren får mindre ly. Et voksent menneske må stedse være hjemme hvis man ikke vil udsætte alt for tyvehånd, osv. osv.


Men det er ikke udgiverens forsæt at påstå at man derfor skulle beholde de store landsbyer og ikke udflytte. Kun ønskede han at man ved at lægge 3, 4, 5, 6 men i det allermindste 2 jordejeres bygninger sammen, skaffede udflytterne en god del af selskabslivets goder, uden derfor at opofre for meget af dem, hvorfor man egentlig vil udflytning.


Og dette ønskes gøres her også for Hollænderbyen på Amager.


(Politivennen nr. 570, 1. april 1809, s. 10040-10045)


Redacteurens Anmærkning

Branden i Store Magleby

Hollænderbyen er Store Magleby. På Politivennens tid havde den i næsten 300 år forsynet den bedre del af det københavnske borgerskab med friske grønsager. På Politivennens tid talte man her nederlandsk. Først i 1811 blev det påbudt at tale dansk. Hvilket ganske godt afspejler den ændring der skete til at der blev talt forskellige sprog i Danmark. Se også artiklen om det danske sprog.

Den omtalte brand er beskrevet her. Et kort resume: Ilden opstod lørdag den 25. marts 1809 ildebrand i degnens hus. Vinden hjalp godt til med at sprede branden. Den bredte sig mod nord og det meste af byens vestlige side nedbrændte. På tre timer ødelagde ilden 30 gårde og 16 huse. 12 mennesker og 60-70 kreaturer døde. 

Brandslukningsarbejdet besværliggjordes desuden af at brønde og gadekær var frosset til. Brandvæsner andre steder fra nåede ikke frem i tide. Hjemmesiden fortæller også nogle beretninger fra branden. 

Allerede inden branden havde man diskuteret udflytning af gårdene. Og branden satte gang i beslutningen og effektueringen. Nogle gårde blev opført langs Kirkevej og Nordre Dragørvej: ”Aldershvile” på Kirkevej, ”Lundegård” ved Lundevej og ”Petersminde” på Ndr. Dragørvej. 

Byen brændte igen i 1821. Og denne gang medførte det at endnu flere gårde blev udflyttet. I dag er det kun gårdene på den østlige del af Møllegade som afspejler byens oprindelige struktur. Mange af de huse og gårde der overlevede disse to brande, nedbrændte i 1894.