17 august 2015

Om Instituter og Skoler

Skolevæsnet er vist nok en meget vigtig sag både for forældre der kender de pligter de skylder deres børn, og for staten som derfra skal vente oplyste og dannede borgere. Man tror derfor at det ikke vil være uvelkomment om der i dette blad blev talt lidt om vores nuværende undervisningsanstalter.

Ved den nye skolereform har man rigtig nok afskaffet den slendrian der herskede i den gamle undervisningsmåde. Man indså at en forhenværende snedker, skrædder eller anden håndværker ikke som eneste lærer med nogen fremgang kunne undervise et antal af 50 til 60 børn. At en flydende opremsning af foresatte lektier var unyttig, da denne blot tjente til at øve børnenes hukommelse uden at skærpe deres forstand og bibringe dem begreber der kunne sætte dem istand til at gøre anvendelse af det lærte. 


Katekisation i en norsk kirke.

Men måske man er gået lidt for vidt med forandringen og har gjort for store fordringer. I det mindste bliver mange lægmænd ganske hovedsvimmel når han betragter den liste som når han vil sætte sit barn i en skole forelægges ham af skolebestyrerne. Denne liste er sædvanligt af følgende indhold: Læsning, skrivning, regning, dansk grammatik og retskrivning, religion, historie, geografi, tegning, tysk, fransk, engelsk, osv. I alt dette skal børn fra deres spæde år undervises. Den ømme far eller mor yder gerne den betaling der fordres for barnets undervisning. De forudser allerede hvor lærde deres børn vil blive og med hvilke ypperlige kundskaber de vil blive forsynet. 

Men efter nogle års forløb mærker man at forventningen er skuffet, og at det lærte ikke er af nogen betydning. Og hvorledes er det også muligt at børn på 5 til 6 år (på den alder sættes de fleste i skole) med nytte og fremgang kan deltage i undervisningen af så mange og forskellige videnskaber på en gang? Enhver sagkyndig ved at om et endog flittigt og med flere kundskaber forsynet menneske nød ugentlig 2 til 3 timers undervisning i et fremmed sprog, ville det endda behøve lang tid for at opnå nogen færdighed deri. Og hvad skal man da sige, når ganske rå børn på en gang skal lære de første elementer til læsning samt undervises i flere dem ganske ubekendte videnskaber og sprog? Vel er børnene inddelt i klasser. Men deler man skoletiden med det antal af videnskaber der skal læres, så vil man finde at der næppe bliver 2 timer ugentlig til hver. Lægger man hertil at børnenes fatteevne i så ung en alder kun er ringe, at de da de ikke skønner hvor vigtig lærdom og undervisning er for dem, næppe anvender den muligste flid og agtpågivenhed, så at lærerne om disse endog alle var hvad de burde være, ikke kan undervise dem med synderlig fremgang. 

Så kan man vel ikke undres over at børn efter at have besøgt visse skoler i 6 til 8 år, næppe forstår mere end deres ligesindede for 30 år siden når man undtager at de ved del gloser og navne på videnskaber, som de for resten aldeles ikke kender til. De værdige gejstlige som længe har været i embede, vil kunne bedømme sandheden i det. Og jeg turde opfordre dem til at erklære: Om De af nærværende tids konfirmanter har fundet mængden at være særdeles oplyst og udmærket, sammenlignet med for 20 til 30 år siden, og om uvidenhed og stupiditet ikke endnu findes, endog hos børn af sådanne forældre, som man måtte vente, ikke ville forsømme og lade dem give den undervisning og lærdom som er aldeles fornøden for ethvert dannet menneske. Fejl eller mangler må der altså være ved nuværende skoleindretninger. At pege hen til disse er forfatterens hensigt, som han i næste nummer vil forsøge at udføre

(Fortsættes)


(Politivennen nr. 182, Løverdagen den 26de Juni 1819, s. 2927-2931)

Om Instituter og Skoler

(Fortsættelse fra Nr. 182)

Jeg taler naturligvis ikke om de institutter der har et højere formål og hvori eleverne virkelig kan få solide kundskaber fx borgerdyds- og efterslægstskolerne, det vestenske og bredstrupske institut og nogle flere. For disse bestyrere er ikke alene selv i besiddelse af de fornødne kundskaber, men de lader det også være sig magtpåliggende at forskaffe sig duelige lærere og påse at disse efterkommer deres pligter. Men det er vist nok næppe tilfælde med alle elementærskoler i almindelighed eller med nogle såkaldte institutter i særdeleshed.


Tværtimod er det sandt at skolefaget ofte vælges af en eller anden student der, standset midt i sine studier, greb det som et middel til at forskaffe sig et levebrød, om han endog ofte ikke havde kald eller duelighed til det. Man fik ved bekendtskaber nogle børn samlet, antog medlærere, inddelt sin skole i klasser, bestemte undervisningstimer og hvad i disse skulle læres, og - instituttet var færdigt. Ikke anderledes gik det med en del pigeskoler. Mange enker, madammer eller fruer ja vel endog gammeljomfruer blev skolebestyrerinder for at sikre sig livets ophold. Selv ofte blottet for kundskaber og ubekendt med undervisningsfaget valgte de fattige studenter, afskedigede officerer eller kontorister til lærere når disse bare ville give timeundervisning for godt køb. Hvad under om disse blev lejesvende og ikke rette hyrder? 


Gjærup Skole. En af de allerførste landsbyskoler fra før år 1800.
 
Men sæt endog at de både besad lyst og duelighed til samvittighedsfuldt at opfylde deres kald, hvad kunne de udrette i en eneste time for så mange børn hvis fatteevne er ringe, hvis flid og agtpågivenhed så forskellige? Den halve del af undervisningstimen går bort med at indføre karaktererne i skoleprotokollen og i børnenes karakterbøger. Er det en skrivetime, så får læreren næppe tid til at skære alle pennene, meget mindre til at rette enhver på den måde at de kunne høste frugter af det. Når timen er forbi, iler han til en anden skole for også der at tilbringe en time, og børnene foretager nu en ny syssel på samme måde. 

I henseende til det tyske og franske sprog, da er det en latterlighed og plat umulighed at ville kræve at børn skulle og kunne lære disse sprog før de med tydelighed og færdighed kunne læse deres modersmål. Selv dettes grammatik giver dem i den unge alder allerede nok at bestille. Jeg har en lille, spirituel pige på 11 år der i over 4 år har besøgt skolen. På mit spørgsmål hvor længe hun har læst dansk grammatik, fik jeg til svar: 2 år. Jeg spurgte hende derpå: Hvad er et verbum? Det er et gerningsord, svarede hun. Men at forklare mig hvad et gerningsord eller et verbum egentlig var, eller anføre et eksempel herpå kunne hun ikke, og dog er hendes karakterbog ugentlig opfyldt med: Meget godt, rosværdig, udmærket godt, osv.

Selv i de større og bedre institutter ser man hvor langsomt det går med fremgangen i de fremmede sprog, og næppe fås nogen synderlig færdighed deri, uden privat information og øvelse uden for skolen. Det synes derfor som man ved på en gang at ville lære børnene mange ting, hindrede dem i at lære noget til gavns. Min mening er: Man må begynde med det simple og lette, og når barnet først har fattet dette, da går man gradvis frem til det tungere. Man må så at sige vænne barnet til at lære. Når barnets fatteevne først er udviklet, og de er komne så vidt at de kan danne sig begreber, anstille sammenligninger og slutte efter foregående forudsætninger, da kunne de i kort tid lære utrolig meget. 


Jeg holder det derfor for særdeles gavnligt om der oprettedes primær- eller elementærskoler hvori børn alene skulle undervises i deres modersmål, skrivning, regning samt beskæftiges således at deres forstand blev udviklet og deres hukommelse øvet. Efter mit begreb var det en sådan skole, den både for sine udmærkede sprogkundskaber og som duelig pædagog, bekendte litteratus Blok Tøxen for nogen tid siden anmeldte at ville etablere. Men denne hans skønne ide blev ikke realiseret. For kun få deltagere lod sig regne så udførelsen ikke kunne betale sig. Og dog ville det have været en vinding for Københavns ungdom om denne og flere lignende primærskoler var blevet oprettede. For i disse kunne børnene dannes og modnes til siden med frugt at modtage undervisning i de større institutter.

Da undervisnings- og skolevæsnet nu står under en direktion, kan man vel være sikker på ingen blandt de mange som man ugentlig, ja dagligt ser i aviserne tilbyde sig at give information i alskens ting eller at anlægge skoler, får tilladelse til det uden at besidde den fornødne duelighed. Dog kunne det ikke være af vejen hvis enhver der ville oprette et institut eller skole skulle, før tilladelse til det kunne fås, skulle aflægge prøver på de kundskaber han besad i de videnskaber hvori han ville give undervisning, samt fremskaffe beviser for sit moralske forhold. Må enhver der får et skolelærerembede på landet, han være student eller seminarist, udholde en sådan eksamen, så synes det meget mere nødvendigt for en lærer i hovedstaden, hvor kulturen er højere og undervisningerne flere. Derved ville man desuden vinde at vi fik færre, men også dueligere skolebestyrere som børnenes forældre og foresatte kunne sætte uindskrænket tillid til. Mange værdige kandidater der nu i flere år må søge befordring, ville som skolebestyrere både stifte nytte og finde udkomme i sine soliciteringsår, ja måske han siden ikke ville bytte med et præstekald, eftersom den tid nu er forbi, da der kunne siges om skolerne qvem jupiter odit facit pædagogum. *)


Foruden at det er en pligt for forældre og foresatte at lade vores børn give undervisning i gavnlige kundskaber, pålægger det dem endvidere efter den nyere skoleforordning som en tvangspligt. Man kan heraf slutte at skolebestyrere ikke mangler elever. Men gavnligt ville det vist nok være om det ikke var overladt til enhver bestyrer at antage så mange som han ville eller kunne få, men at antallet bestemtes efter skolens lokale og efter mængden af de duelige medlærere som giver undervisning. For mange elever skaffer vel bestyreren en god indtægt, men er der alt for mange i en skole, da vil man finde at undervisningen kun lykkes mådeligt og ikke som man kunne og burde vente.

Også ville det være gavnligt om undervisningstimerne blev nøjere bestemt og ikke overladt til vedkommendes vilkårlighed. I forrige tider var skoletiden bestemt fra kl. 8 til 12 formiddag og fra 1 til 5 om eftermiddagen. Nu har nogle indført den skik at børn kommer kl. 9 om formiddagen og bliver i skolen til kl. 3 Om vinteren har jeg intet mod denne indretning, da det kan være godt for børn, der har en lang vej at de kun engang går til og fra skolen, især når det er meget koldt eller søleføre, også kunne forældrene da let ved kakkelovnsvarmen holde maden varm til dem. Men om sommeren har børnene bedre af at bevæge sig i den fri luft ved at gå 2 gange fra og til skolen, end at sidde sammenpakkede en hel dag i mængde i et ofte lille værelse. Varmen gør dem døsige og uduelige til at lære, og deres fysiske kræfter, som i den unge alder skulle uddannes, bliver derved svækkede. Jeg tror 
gerne at det kan være behageligt for skolebestyreren at have hele eftermiddagen fri til fornøjelse på feres sommerværelser eller andet steds. Men børnene taber derved to timer i deres undervisning og oplæring.

Betalingen før undervisningen eller skolelønnen synes også at burde rette sig lidt mere efter tidernes og pengevæsenets forbedring. 4 til 5 rigsbankdaler månedlig for et barns undervisning er virkelig for meget. Mange embedsmænd med en gage på 300 til 400 rigsbankdaler kan have 4 til 5 børn. Hans pligt som far byder ham at lade dem opdrage og undervise. Ja han er efter hvad førhen er sagt tvunget til det. Når han nu må anvende sin halve gage på sine børns opdragelse. hvorledes vil han da kunne forskaffe sig og sine livets øvrige fornødenheder. Jeg vil ikke tale om de udgifter som endnu finder sted i visse skoler, såsom brændepenge, nytårsgaver, foræringer til lærernes og lærerindernes fødselsdage osv. For det er en uskik som aldeles ikke burde finde sted i nogen reel skole eller institut. Men hvor den finder sted, vil børnene ikke undlade at give deres del, for ikke at pådrage sig vedkommendes ugunst. De overhænger forældrene for penge dertil, og disse udgifter da de ikke er så sjældne som mange familier savner eller ikke vel kunne undvære.

Som den der i flere år selv gav undervisning i offentlige skoler og som siden har haft børn der er oplærte i samme, tror jeg at have kendskab til disse indretninger. Jeg har her uden hensyn til noget enkelt i særdeleshed peget hen til nogle af de mangler som jeg mener derved findes. Ville man værdige dette her anførte opmærksomhed og rette det fejlagtige tror jeg det var gavnligt, og min hensigt blev opnået.


*) I det mindste kender forfatteren en skolebestyrer der uden at være noget geni og uden at besidde udmærkede kundskaber har en skole på over hundrede elever og 10 til 12 pensionærer. Han ejer en betydelig stor gård, holder 2 brillante ekvipager, har heste, køer, geder, kaniner, høns, ænder, duer samt mere som godt er. Kort sagt, han ville vel ikke bytte indkomst med nogen præst.


(Politivennen nr. 186, Løverdagen den 24de Juli 1819, s. 2983-2992).


Redacteurens Anmærkning

Indslaget blev imødegået med et meget langt indlæg, Nogle Bemærkninger til Opsatsen: Om Instituter og Skoler, (Politivennen nr. 192, Løverdagen den 4de September 1819, s. 3079-3091). Interesserede kan læse svaret i originaludgaven. Emnet blev taget op igen 18. december 1830 (se der).