10 november 2015

Hvordan faae vi godt Øll i Kjøbenhavn?

I flere hundrede år har det været den danske regering magtpåliggende at skaffe dens undersåtter en sund og nærende drik øl. Dette ses af de mange anordninger der fra tid til anden er udgivet om bryggerierne, og bevises af de særlige privilegier og rettigheder som er blevet forundt bryggerne og deres lav. Snart har man ophævet omgangsligningen for om muligt at vække en gavnlig kappelyst, og snart har man igen indført ligningen, da man havde erfaret at forventningen ikke blev opnået. Da ligningen for omtrent et par årtier siden sidste gang blev ophævet, mente man derved at bevirke at vi skulle få bedre øl og det endog til lavere pris. At ølforbruget som følge heraf ville blive større, ja at øllet endog ville blive en vigtig handelsartikel, kort sagt, man kom til det resultat at det ville geråde ikke alene det offentlige, men endog bryggerlavet til nytte dersom omgangsligningen ophørte.

At disse forventninger også denne gang ikke gik i opfyldelse, er noget den faglige erfaring har lært og lærer os. Øllet er ikke blevet bedre, men er på de fleste steder endog kun mådelig og prisen er just heller ikke for ringe i forhold til kornvarernes. At ølforbruget ikke er tiltaget, eller er så betydeligt som det kunne være, ses af den mængde fremmed øl og vin som hele tiden indføres her og hvoraf brugen endog har listet sig ind hos den simple landmand. At fremmede skulle attrå vores øl og dette altså være blevet en handelsartikel, vil jeg ikke engang tale om. Hvorledes altså ligningens ophævelse er gerådet det offentlige til nytte indses lige så lidt som at den har været gavnlig for bryggerlavets interessenter. For kun få af dem høster nytten af deres bryggerier, da disse i almindelighed er blevet til en næringsvej for folkene. 


"Bryggeriet må blive en levevej for bryggergårdenes ejere, i stedet for at det på de fleste steder er det for bryggernes folk". (Det skete i 1826 da Christen Jacobsen købte bryggergården i Brolæggerstræde 5. Sønnen J. C. Jacobsen voksede op her og anlagde senere det bryggeri i Valby der blev til det Carlsberg).
 
Mange bryggere kan være svagelig eller have andre forretninger der forbyder ham selv at bestyre sit bryggeri, at folkene da tager fordelen er vel i det mindste troligt. Mange andre bryggere tager aldeles uvante folk i sin tjeneste, og når de er blevet oplært i kunsten og han tror at skulle have mest gavn af dem, sætter de ham ved enhver lejlighed stolen for døren og lader ham vide at de ikke ville blive længere i hans tjeneste. Vil husbonden nu ikke give efter og lade dem handle som de lyster, forlader de ham. Og han må da begynde forfra med ganske uvante folk hvis han ikke vil at hans værk skal komme til at stå ubrugt. Folkene som er blevet kendt i byen, ser nu at få et bryggeri til leje, hvilket ikke er vanskeligt i vores tid, og begynder nu på egen hånd at brygge.

At mange sådanne lejebryggere der begynder med en for deres næringsdrift ubetydelig kapital, og sætter sig i en for stor husleje, og selvom de forstod deres kunst til gavns, skulle anvende synderlig flid på at levere godt og kraftigt øl, synes mere utroligt end at de må anspænde alle kræfter for at kunne balancere, hvilket endog kun sjældent som erfaring har vist vil lykkes dem.


I året 1819 tog indsenderen heraf sig den frihed for de ansvarlige at fremkomme med forslag til midler hvorved vi i København ville kunne få bedre og sundere øl, samt at bryggeriet måtte blive en levevej for bryggergårdenes ejere, i stedet for at det på de fleste steder var det for bryggernes folk. Årsagen hertil var den varme sommer vi havde dengang og som allerede dengang lod befrygte at staden ikke kunne blive forsynet med styrkende og vel udgæret øl som især i varmen er nødvendig for sundheden. D
a man ikke kunne skaffe så meget udgæret øl som der var afsætning til, brugtes meget den skik at udføre øl af det begyndte bryg den dag man bryggede og svalede. Også brugte man den tid den måde når man først havde noget øl som var begyndt at gæres, at man fyldte urten på tønderne og tog dertil 2 til 3 kedler af det øl som havde vedtaget gæren, hvorpå det mens det udkørtes, om lidt i arbejde. Nu blev det udskænket, mange gange før det havde været i den fornødne gæring, og lignede mere urt end øl. Det var altså ikke læskende eller hvad godt øl bør være, men endog farlig for sundheden. 

Så længe øl ikke er udgæret, smager det behageligere. Og den ukyndige vil erklære det for godt, men det ophidser jo mere man nyder deraf og er altså des farligere i varmen. I sådant tilfælde som ommeldt gør man vel et fordelagtigt bryg på det offentliges bekostning, men det kan have skadelige følger. Det er heller ikke sagt at den der i vore tider sidder i stærk drift og har stor afsætning, derfor har bedre øl end andre. Nej, dertil kan gives mange andre grunde. Er man kendt, har midler osv. så får man nok afsætning. Mange er heller ikke bange for at betro sine varer bort. Tabes hos en, vindes dobbelt hos en anden, i alle tilfælde må man tage lidt stærkere på pumpestangen. 

Besynderligt er det imidlertid at vi der i de sidste 20 år i adskillige kunstfærdigheder og håndværksfrembringelser har nærmet os vores læremestre englænderne, endnu må stå tilbage for dem i ølproduktionen hvori vi dog burde kunne konkurrere med dem da vi dog ejer de dertil krævede ingredienser lige så gode som de, og kunne have det manglende for samme pris som de. Det synes derfor at være på tide at overveje denne sag lidt alvorligt. Flere års erfaring har givet mig lejlighed til at tænke over denne sag, og vil jeg derfor i et følgende blad fremsætte min mening om de midler der bør anvendes for at skaffe københavnerne godt, sundt og forsvarligt øl. 


(Fortsættes)

(Politivennen nr. 329. Løverdagen den 20de April 1822, s. 5267-5272).

 

Redacteurens Anmærkning.

 Interesserede kan læse fortsættelsen i (Politivennen nr. 330. Løverdagen den 27de April 1822, s. 5283-5287).