03 november 2015

Om Jordpaakastelse.

Sidste lørdag den 12. januar skulle jeg have et barn begravet på Assistenskirkegården, og henvendte mig desangående om torsdagen til en af stadens sognepræster for at betale for jordpåkastelsen. Jeg fandt ikke hr. pastoren hjemme og aftalte derfor med fruen, som jeg gav 2 rigsbankdaler for pastorens ulejlighed at komme hjem i mit hus og foretage jordpåkastelsen. Dagen efter kom pastorens bud til mig for at spørge om pastoren kunne komme i dag, da han just skulle ud i en anden forretning, hvortil jeg svarede at det gik ikke da jeg endnu ikke havde fået kisten og liget burde nok lægges i denne før jordpåkastelsen blev foretaget. Men at jeg om lørdagen var til stede fra kl. 5 om morgenen til kl. 11 som var det klokkeslet begravelsen var berammet til og at hr. pastoren i dette tidspunkt kunne komme på hvilken tid han behagede. 

Om lørdagen ventede jeg og sørgefølget til kl. over 12, men der kom ingen pastor. Jeg gik derfor atter til ham, men nu erklærede han at han havde ikke tid og at den anden præst var i en af skolerne, i hvilken vidste han ikke, så at det ville vare længe inden jeg kunne få ham. "Aber" føjede han til "Sie können es selbst verrichten, Sie beten nur ein Vater unser, so ist es eben so kräftig". Han leverede mig derpå jordseddelen og jeg måtte begive mig hjem, da jeg ikke kunne udsætte begravelsen længere.

I den anledning tager jeg mig den frihed at fremsætte følgende spørgsmål:

1) Er en præst berettiget til at modtage betaling for en forretning som han hverken selv eller en anden lader udføre?

2) Hvoraf kommer det at man ved simple eller uformuende folks lig ikke ser nogen præst i sørgefølget, da man ved de bemidlede ofte finder 2, ja 3 af dem?

3) Kan ligegyldighed i at iagttage endog kun ceremonielle forretningers udførelse ikke bidrage til at fremvirke den lunkenhed for kirkegang og gejstlighed, hvorover man stundom har hørt nogle klage?

Friederichsen
Skræddermester

(Politivennen nr. 316. Løverdagen den 19de Januar 1822, s. 5070-5072).