08 marts 2016

Bøddelscene paa Hjørnet af Hummer- og Sqvaldergaden hos Brændeviinsmanden.

Det ordsprog: hvor man drikker sit øl, skal man spilde sin bærme er vist ikke blandt dem som ovenomtalte brændevinsmand har lagt til grund for sin handlemåde. Hos ham hedder det nok tværtimod: Drik dit øl (rettere sagt din brændevin) hos mig, og det jo mere jo bedre. Men spild din bærme hos andre, ellers sker du en ulykke! Til bevis for denne min mening tjener følgende:

Søndag formiddag den 16. i denne måned, midt under gudstjenesten, blev Hummergades beboere opskræmt ved en alarm som bragte alle til vinduerne hvor man da blev vidne til et optrin der i lige høj grad vakte afsky og harme. Nævnte brændevinsmands søn (sønnen af den første matador i Hummergade og måske i hele kvarteret) stod i forstuen og sled med egne respektive hænder i 2 usle skabninger i menneskelig skikkelse af hvilke han endelig med herkulesk styrke væltede den ene ud på gaden, således at den ulykkeliges ansigt blev skjult med blod, og væltede den anden - nøgen i ordets bogstaveligste betydning - ud i rendestenen. For da den elendige gjorde modstand, vedblev den skønne hr. søn at slå så længe i ham, indtil han fik pjalterne (en gammel trøje nemlig) op over hovedet på ham og således blottede den skjorteløse krop. 


Denne ekspedition skete ud gennem gadedøren. For den egentlige indgang til skænkestuen var anordningsmæssigt lukket *). Bag efter de udkastede sendte den værdige brændevinsmandssøn de tilbageblevne pjalter, såsom hatte, tøfler osv. Det er let at gætte hvad der nu fulgte. Lazaronerne forblev en rum tid udenfor, fortalte hele gaden "at de havde fortæret 4 til 5 mark derinde og at man havde pryglet dem og kastet dem ud da de ikke havde flere penge.". Endelig kom en politibetjent til og jog dem væk, hvorved den ene fik nogle dygtige prygl som vist nok burde have faldet på en ganske anden ryg.

Det skammelige i ovenstående behandling forhøjes betydeligt for det første derved at denne bøddelscene foregik på en helligdag, ja midt under gudstjenesten og i en mands hus som efter de gældende anordninger er forbundet til på sådan tid at holde sine døre lukket **). Og for det andet derved at det er ved disse ynkværdige skabningers usalige hang til brændevin at ovennævnte mand i mange år har levet og endnu lever i højeste velgående. Ingen uden øjenvidnet kan gøre sig en forestilling om de valfarter som dagligt sker til denne mands brændevinstønde. De usleste skabninger af begge køn (hvoraf enkelte slavekompagnier udgør den bedre del) ***) hvis hele tilværelse beror på brændevin, vandrer hobevis derhen for at ofre på dette fordærvelige alter, hvilket de næppe forlader så længe endnu en skilling er tilbage af det surt erhvervede eller sammentiggende forråd. 


Er det nu ikke i overensstemmelse med rimelighed at når denne brændevinsmad har nedladt og endnu nedlader sig til at leve af og berige sig ved dette menneskeudskud, så bør han også være forberedt på og med resignation tåle alle de ubehageligheder som den må være udsat for der slutter sig til sådant selskab. At undvære disse urolige, liden ære bringende gæster var jo en bagatel for en mand i så afgjort lykkelige omstændigheder.

Men da det ikke er at håbe at han - især så længe han har en så trofast hjælper ved hånden som denne håbefulde søn - et at formå til at fatte denne beslutning ****), så anmodes han på det alvorligste om at skåne naboer og genboer for sådanne rædselsscener som den ovenfor anførte, samt at ære helligdagen og de gældende anordninger, da anmelderen og flere med ham ikke skal glemme ved først givne lejlighed ad en ganske anden vej end den her valgte at minde ham om at han lever i et land, hvor man hverken tør træde menneskelighed eller love og anordninger under fode.

*) Denne brændevinsstue har således megen lighed med en rævehule da begge har to ind- eller udgange.


**) Har brændevinsmanden måske speciel tilladelse til at skænke brændevin til lazaroner under gudstjenesten, så bedes om forladelse.


***) Hele vinteren igennem så anmelderen hver søgnedags morgen forskellige slaveafdelinger at gøre holdt uden for ovennævnte sted og der at indtage deres morgensnaps, hvortil han en gang i mellem hilste meget venligt. I sommer derimod har anmelderen ingen set. Måske har ankerne i dette blad hjulpet, eller måske kommer slaverne tidligere end anmelderen står op. 


**** Jeg er overbevist om at hele nabolaget ville sige amen til denne beslutning da man herved blev fri for dagligt at have alle de modbydelige væsner for øje, som brændevinstønden her med magnetisk kraft sammentrækker.

(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 463-468)

Erklæring

Forfatteren til det i Politivennen nr. 551 for dette år indrykkede stykke "Bøddelscene hos brændevinsmanden på hjørnet af Hummer- og Skvaldergade" afgiver herved følgende erklæring:

Da han skrev dette stykke, var han af den overbevisning at de to lazaroner som forvoldte optøjet havde drukket sig fulde i hr. Windings hus og at de siden var blevet kastet ud da de ikke havde mere at fortære. Senere har han derimod erfaret at de ikke alene kom drukne i hr. Windings hus, men at de endog begyndte at bruge overlast imod dennes kone efter at de først indbyrdes havde bibragt hverandre blodige pander ved slagsmål i stuen, og at hr. Windings søn således så sig nødsaget til da ingen andre var ved hånden at bruge magt mod dem og kaste dem ud. Som følge af denne oplysning, hvorved det graverende i sagen aldeles bortfalder, finder forfatteren af ovennævnte stykke sig hermed foranlediget til at gøre hr. Winding sin undskyldning for de ubehageligheder havn ved denne sags offentliggørelse har forvoldt denne og at tilbagekalde og tilintetgøre ethvert fornærmende udtryk han i sit indrykkede har brugt.


(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 732-733)