02 april 2016

Indsendte Bemærkninger om dyre Aviser paa Landet.

Kære herr Politiven!

Jeg læste såmænd Deres blad med megen fornøjelse fordi han tager sig så smukt af os stakkels landmænd. Og jeg har selv tænkt på at få sådan en avis indrettet for vores by hvor der sågon ikke var så lidt at skrive om i de betragtninger. Men det var egentlig ikke det jeg ville skrive om. Jeg ville lade Dem vide at mændene i vores by er lidt nysgerrige på at vide hvorledes det går til derude i verden, og så har vi da skaffet os denne hersens tysker som man kalder Børsen-Hallert. Vi kan sågon selv ikke læse ham. Men vores skolemester som er en Fandens karl, og som forstår alting lige indtil at lave rottefælder, og som køber grumme mange kønne bæger på alle auktioner her på egnen, tyder den for os. Men gid ham ske en ulykke, tror jeg ikke han både lyver og praler og narrer os. For han læser os så megen sniksnak for af den og den i konsistorier og repræsentanter som vi bønder nok kan forstå kun går ud på at mele deres egen kage. Og så ender han med at de dog fik deres vilje igennem, skønt det var til skade både for kongen og deres medborgere, og det kan dog aldrig være rigtigt. 

Da vi nu fik at vide at en mand der langt ude i Altona, så tænkte vi Hille død! der kan vi spare en skilling og selv se hvad der står. Og straks måtte jeg til posten og bestille den danske altonaer. Da vi fik det første blad, blev vi grumme glade over at se noget vi forstod. Men da jeg hentede det andet, sagde den vrantne postmester det koster 6 rigsbankdaler 67 1/4 skilling i kvartalet. Herre gud, sagde jeg. Vi gav jo kun lidt mere for Børsen-Hallerten som var 6 store blade om ugen, skulle vi nu betale så meget for disse 2 små blade? Er da det danske tungemål så meget tungere end det tyske? Men postmesteren som kun giver få ord for pengene, tog et brev og sagde ganske tørt: "Der kan han se". Jeg kløede mig bag øret og gik. Men se nu kommer hvad jeg egentlig ville sige: Jeg ville bede Dem, kære herr Politiven! at gøre os lidt besked om den sag. Ved han den ikke selv, så har han vist patroner og venner derinde i hovedstaden som kan sige ham det.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 102-104).