23 juni 2016

En høist uforskammet Tigger.

Det har altid været anset som et tegn på et godt politi og fattigvæsen i en stad når man kun traf på få tiggere der drev deres væsen enten i husene ved dørene eller på gaden. Den første slags tiggeri vil ikke let uden husbeboernes egen vilje og overenskomst (ved nemlig aldrig at give almisse ved dørene) kunne fjernes, eftersom tiggerne her driver deres håndværk i skjul og udenfor politiets øjne. Det er altså på en måde udenfor dets virkekreds. Imidlertid er dog denne gren af tiggeriet på det seneste aftaget meget siden regeringen har grebet kraftige forholdsregler mod de mest uforskammede og påtrængende dørtryglere, nemlig de omrejsende håndværkssvende. Skønt hvad det andet slags angår, gør vores årvågne politi vist alt hvad der står i dets magt for at standse et måske uudryddeligt onde. Men man kan dog ikke nægte at den forbigåendes velgørenhed ofte bliver anråbt på gaden. Og hvem overser ikke gerne det ulovlige i disse tiggeres handling når vanførhed, alderdom og svaghed tjener dem til undskyldning. Og hvem yder ikke gerne en lille skærv til den under sådanne omstændigheder trængende især når bønnen om almisse fremføres på en beskeden måde? Men man må harmes når sådanne tryglere er unge og arbejdsføre mennesker og man kun med møje kan blive deres overhæng kvit.

Anmelderen tillader sig i den anledning at gøre politiet opmærksom på en sådan person der nok er et non plus ultra af uforskammethed og påtrængenhed. Denne tigger havde da anmelderen sidste så ham, valgt sit stade ved hesten på Kongens Nytorv, hvorfra han udstrakte sine strejferier over hele torvet og ret tumlede sig her som enehersker. 

Anmelderen som af en god ven blev gjort opmærksom på ham, betragtede i en halv times tid med forbavselse denne uforskammedes færd. Når han har fået øje på en genstand, der synes ham værd at komme i betragtning, gør han straks jagt på den, styrer sin kurs lige løs på den, og begynder med at fremvise en ækel væmmelig hånd som han udgiver for at være lam. Får han straks noget, drejer han af uden at takke, får han derimod intet, bliver han ved at forfølge den pågældende, stryger sig med sine urenlige kropsbedækninger op ad den forbigåendes klæder, ja søger endog med hånden at standse ham. 


"Denne tigger havde valgt sit stade ved hesten på Kongens Nytorv, hvorfra han udstrakte sine strejferier over hele torvet og ret tumlede sig her som enehersker." (C. W. Eckersberg: Kongens Nytorv med Hovedvagten, 1807. Statens Museum for Kunst.)

Således går det nu fra den ene ende af torvet til den anden, og som oftest opnår han også sit øjemed: at tiltvinge og så at sige tilvriste sig en gave. For hvem kan i udholdenhed og tålmodighed måle sig med en uforskammethed der ved daglig øvelse bliver hærdet og uimodståelig. Udholder genstanden for hans påtrængenhed endog disse fatalia patientiæ og forbliver urokkelig i sin bestemmelse ikke at give noget, da vinder den kun det derved at blev skældt ud og overfaldet med grovheder og trusler som fx "jeg skal nok tage mærke af dig" osv. Personen stoler nemlig på at velklædte mennesker ved højlys dag ikke vil indlade sig i klammeri med ham på gaden og derfor hellere lade fornærmelsen gå stiltiende hen. (Imidlertid skuffedes han dog en gang i sin forventning, for anmelderen så at han af en forbigående hvem formodentlig tålmodigheden endelig forgik, korporligt blev revset for sin uforskammethed og vist nok kun afholdtes fra modværge ved den følelige overbevisning om den andens overlegenhed i fysiske kræfter). 

Ikke så snart har han således ekspederet en, før han straks går på udkik efter et nyt offer, styrter løs på genstanden som en vampyr, suger sig fast på den og slipper ikke sit bytte før det har løskøbt sig ved en gave. Således drev han sit spil med 10 til 12 forbigående i den tid anmelderen med forundring betragtede hans færd. Hvis han skulle have forflyttet skuepladsen for sine bedrifter andetsteds hen, så følger herved hans signalement. Han er af middelstørrelse, har et tykt rundt og noget koparret ansigt, er bleg af farve og iført en gammel luvslidt, skiden, sort livkjole, ditto ditto sorte bukser, gennem hvis huller man kan ane at han mangler velklædte folks inderste hvide bedækning. på hovedet en gammel hat af tvivlsom farve. Efter sigende skal hans vita anteacta bevise at han er en person af voldsom karakter, der nok fortjener at tages under specielt tilsyn.

P. S.
Angående den smukke person om hvilken jeg for nogen tid siden tilskrev Dem, må jeg dog melde Dem at han på den senere tid har fundet for godt at skifte ham. For jeg så ham forrige aften iført hvide bukser og (såvidt jeg kunne skelne i mørket) en grå kjole. Det aner mig at enten en vigtig begivenhed eller højst formående grunde har fremvirket denne revolution i hans ydre.

(Politivennen nr. 718, Løverdagen den 3die Oktober 1829, s. 639-644)


Redacteurens Anmærkning

Andre tiggere som på denne måde bliver udpeget sker i artiklen "Tvende uforskammede og paahængende Betlere" om en formodet tidligere skomager i Østergade og en slet klædt person, Politivennen nr. 978, lørdag den 27 september 1834, s. 671-674.