05 december 2016

Underretning om Redningen af det engelske Brigskib Audax ved Gilleleie Fiskere.

I Commissionstidende er givet en ufuldstændig og på flere punkter beretning der trænger til berigtigelse om den assistance oven nævnte skib fik af Gilleleje-fiskere. Nedenstående pålidelige fremstilling af det passerede skal da tjene til at fuldstændiggøre og berigtige den tidligere relation og vil i sandhed ikke være uden interesse som det nyeste bevis for "at de vakre danske drenge" på ingen måde vanslægter fra fædrene, men er de samme i uforfærdethed og hæderlig tænkemåde.

Torsdag den 7. marts i dette år observerede den engelske brig Audax, ført af kaptajn William Guunttell en svær storm af øst-syd-øst med hård frost at være i nød: de forsøgte at ankre ud for Nakkehoved Fyr. Men da mandskabet som det senere viste sig, var forkommen af kulde samt frost i hænder og fødder, kunne sejlene ikke blive beslået, og ankeret ville ikke falde. Skibet drev nu mod Sjællands Rev og kaptajnen hejsede nødflag. Af de mange mennesker i Gilleleje som fra strandbredden så dette syn og ventede at skibet strandede hvert øjeblik, besluttede fiskerne Lars Andersen, Carl Christensen, Frederik Christensen, Peder Larsen, Christian Larsen, Sonne Svendsen, Hans Svendsen, Niels Pedersen, Hendrik Ludvigsen, Peder Nielsen, Lars Bendsen og Peder Hansen, alle fra Gilleleje at forsøge på at redde menneskene og skibet. De brød isen som lå noget ud for landet, gik i en båd og var så heldige efter stor anstrengelse at nå briggen som nu var drevet noget over 2 mil til søs, kom ombord og bragte skib og mandskab ind i Isefjorden.

For deres møje og anstrengelser tilstod kaptajnen dem 150 pund sterling for hvilken sum han gav dem et bevis. Med dette henvendte de sig til den engelske konsul i Helsingør. Men denne vægrede sig ved at betale, fordi det ikke var nævnt i beviset at han skulle gøre udlægget. De måtte altså rejse hjem med uforrettet sag og mente at de næppe nogensinde ville få deres betaling. Men omtrent 8 dage derefter fik de øje på et skib der langt ude i søen drev med isen. De genkendte straks at det var det samme skib som de havde reddet og bragt ind i Isefjorden. De kastede sig derfor i en båd, medtog noget proviant og arbejdede sig med megen anstrengelse ud til skibet. Her blev de modtaget med glæde af kaptajn og styrmand som var de eneste arbejdsdygtige ombord, da det øvrige mandskab var forkommet af kulde. 

Kaptajnen fortalte da at han havde forladt isefjorden i den tanke at nå Helsingør hvor han ville lade sit mandskab hvile ud og nyde forfriskning. Han havde landsat en matros i Hornbæk der havde koldbrand i fødderne. Men da han ville sætte sin kurs til Helsingør, drejede vinden og skibet som blev omringet af is, måtte nu drive med samme. Han erklærede at han havde set skibets og besætningens undergang i møde såsom han og styrmanden ikke alene kunne styre skibet. Sejl, anker og tovværk var fastfrosne og mandskabet var desuden hvis hjælp var udeblevet længere, udsat for at omkomme af sult da provianten var spist, så at de havde det sidste stykke kød i gryden. Fiskerne greb nu rask fast på arbejdet, skaffede sejl og tovværk løsnet så at skibet kunne styres. Før de forlod skibet, overlod de deres medbragte proviant til kaptajnen og udbad sig at han ville forandre det førhen meddelte bevis således at konsulen i Helsingør kunne udbetale beløbet. Dette efterkom han ikke alene med fornøjelse, men tilbød endog at forøge summen, hvilket dog ikke blev tilladt. Tværtimod tilbød 2 af de brave mænd at blive ombord og hjælpe til at bringe skibet til Helsingør hvortil det også ankom dagen efter.

(Politivennen nr. 1218, Løverdagen, den 4de Mai 1839. Side 277-280)