06 august 2015

Hovedets og Pungens Ønske

Når det spørgsmål blev fremsat: Hvem af håndværkerne her i staden bruger det mindst bekostelige værktøj og mindste plads, da ville vist med god grund kunne svares: Barbererne og hårskærerne. Årsagen til at dette spørgsmål kastes frem vil enhver let kunne gætte og især de der har et hurtigt voksende skæg eller de som vansires eller generes af et langt hovedhår. Får går man til de første (barbererne) da må man for at blive ordentlig behandlet i ansigtet mindst give 8 til 12 skilling, ja også 1 mark for dette øjebliks opvartning som man før i tiden kun betalte med 2 til 4 skilling. Går man til de sidste da må man for ikke at blive vansiret eller skaldet give 2 til 3 mark som de endog ved forespørgsel selv begærer, det være af en kavaler eller læredreng, da man dog for nogle år siden kun gav 8 til 16 skilling for samme tjeneste. Da tidsomstændighederne kræver indskrænkning i enhver stand og alder var det et ønske at d'herrer barberer og hårskærere ville fastsætte nogenlunde moderat pris såsom at for at aftage skægget 16 skilling sølv, hvilket man tror kunne være en passende erkendtlighed for deres tjeneste da ordsproget siger: Mange bække små gør en stor å.

(Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2663-2664)



Rekonstrueret barberstue fra 1800-tallet. Barberstuerne blev også brugt til kirurgiske formål, hvad der fremgår af flere artikler i Politivennen. (Fra Håndværkerstat). 


Svar fra en Barber

Indsenderen af et stykke i nr. 165 klager over at barbererne lader sig deres arbejde betale for dyrt. Men han har undladt at anmærke at her næppe findes nogen barberstue hvor man har krævet nogen vis bestemt betaling, men at man derimod har ladet sig nøje med hvad enhver efter behag ville lægge. Rigtig nok har mængden betalt 8 til 12 skilling for at blive barberet. Men tager man blot hensyn til at en stuelejlighed som en barber jo altid må bebo, nu betales med 150 til 200 rigsbankdaler, mens før samme lejlighed kun gaves 30 til 40 rigsbankdaler, at livets fornødenheder er dyre og slet ikke står i forhold til de forbedrede penge, så vil man vel ikke finde at 6 til 8 skilling kunne være mere en passende betaling for det som indsenderen kalder et øjebliks tjeneste. En arbejder siger man er jo sin løn værd, og i denne næringsvej må man i sit ansigts sved søge at erhverve brødet der ofte er knap nok skåret. Kunne man blot opvise en eneste der ved barberkniven havde erhvervet sig over det fornødne, eller havde til overflod, da vil anmelderen intet have imod at denne næringsvej bliver den første hvis indtægter formindskes.

(Politivennen nr. 166, Løverdagen den 6de Marts 1819, s. 2702-2703)


Svar paa det i Politivennen no. 165 indførte Stykke Hovedets og Pungens ønske

At bekostningen af det værktøj som barberer og hårskærere bruger, er ubetydelig er vel en sandhed, men at der gives mange andre håndværkere hvis værktøj heller ikke koster dem mere, kan let bevises, da de for en stor del kan forfærdiges af disse selv. Hvad lokalet angår, er det nødvendigt at have det bekvemt og anstændigt og følgelig må der betales undertiden dyrere end mange andres, som vel behøver større plads, men kan behjælpe dem med side- og bagværelser. Det bliver altid en fejl at forklippe håret, men dette kan ske for enhver betaling da den erlægges efter klipningen og er ubestemt. At der gives de der bestemmer prisen for denne opvartning er muligt, men i en tid af nogle og tyve år i hvilken jeg har befattet mig dermed, kan vist ingen sige at jeg har krævet en bestemt betaling, men altid været tilfreds med hvad man efter rimelighed betalte mig, og således agter jeg at vedblive. 

Pålægges det mig derimod af vedkommende at bestemme betalingen, tror jeg at det er rimeligere at tage 2 til 3 mark for at klippe et hår, end at tage 4 skilling for at aftage et skæg. For når man regner med at det sidste sker 2 til 3 gange ugentligt og det første derimod kun 4 til 6 gange årligt, så bliver hårskærernes fortjeneste næppe det halve af barberernes. Dog dersom jeg kunne være så lykkelig at få så mange af disse små sølvbække, hvormed jeg kunne fylde blot en lille å, er jeg villig til at lade mig nøje med 16 rigsbankskilling R. B. og derved vil den ulejlighed forebygges som brøken vil forårsage ved at betale i sølvmarker, hvilke kun få for øjeblikket ejer.

Som følge heraf tager jeg mig den frihed at anbefale mig til hårklipning, frisering, al salgs hårarbejde for damer og mandfolk samt med at forfærdige lokker og anden hårpynt af aftjente hår i min bopæl på hjørnet af Store og Lille Regnegade første sal. Min bestræbelse skal altid være ved reelt arbejde og rimelig behandling at vinde enhvers agtelse og tillid.

Hendr. Hoppensach
Parykmagermester og frisør

(Politivennen nr. 168, Løverdagen den 20de Marts 1819, s. 2716-2718)