11 december 2015

Lidt om Madam Lassens Kurer.

I bladet Telegraphen nr. 44 har en ven og velynder af madam Lassen ved en meget skøn ensidig lovtale fundet for godt at anbefale denne kloge madames kure. Men det lader til at manden desværre ikke har haft synderlig kundskab om den ting han har villet bedømme, så hele hans lovprisning bortfalder og frembringer meget mere den modsatte virkning hos det fornuftige publikum. 

Forfatteren ville næppe have udbredt en sådan lovtale dersom han vidste at et kronisk lokaltilfælde ikke er den virkelige sygdom selv, men alene et symptom på en indvortes fejl i organismen, ved hvilket naturen søger på en for legemet mindre skadelig måde at afhjælpe eller formilde den indvendige fejl i et af de ædlere og til livet nødvendige organer. At dette udvendige sygdomssymptom ikke kan fjernes med udvendige midler uden at forværre den indvendige sygdom og afkorte livet. At ville fjerne et sådant lokaltilfælde med udvortes midler alene, er at sætte livet på spil. Og da madam Lassen ikke betjener sig af andre indvendige midler end brændevin i store doser, så vil enhver der betror sig til hende, indse hvad de vover. 


"Alt hvad hun anvender består alene i hede omslag i stor masse, og dette kan enhver uden mindste begreb om lægekunst ligeledes eftergøre." (Mangors Landapotek, 1803 var en populærmedicinsk bog som var meget anvendt).

Man påberåber sig godt nok attester, hun har fra helbredte patienter. Men hvorledes er de helbredt? Dermed tier man. Hvad er følgen blevet af det? Dersom naturen ikke er stærk nok, som sjældent er tilfældet, til på anden måde at befri sig fra hovedsygdommen, enten ved efter kortere eller længere tid at frembringe de samme eller lignende lokaltilfælde igen, er det gerne ude med livet. En patient der iler fornøjet hjem med sine lægte sår, sørger og beklager sin uvidenhed og den ham tidligere eller senere forestående fare. Hvor mange er ikke draget bort fra hendes lazaret uden at deres lokaltilfælde er blevet helbredt, hvilket i grunden er en lykke for dem, ja mange er endog blevet meget værre end de var.

Alt hvad hun anvender, består alene i hede omslag i stor masse. Og det kan enhver uden mindste begreb om lægekunst ligeledes gøre efter. Hovedsagen er varmestoffet som smertestillende, de fugtige dunster, som blødgørende og fordelende, tilligemed luftens frahold. Og ved udvortes midler at læge et sår, vil vist nok enhver kirurg kunne gøre når han har samvittighed til at vove det. Det vil imidlertid altid blive et særsyn i medicinalhistoriens annaler at der midt i hovedstaden hvor de mest duelige læger findes, skal gives sådanne kvindelige subjekter til at udøve lægekunsten. Hvad mod efterverdenen vil tro om lægevidenskabens forfatning i vore tider!


Svar paa forestaaende Stykke om Mad. Larsens (ikke Lassens) Curer

Forfatteren af forestående har virkelig ret når han siger: "Det er et særsyn i medicinalvæsnets annaler *) at der i Danmarks hovedstad skal gives et kvindeligt subjekt til at udøve lægekunsten". Men man vil ikke være så uartig som forfatteren og påstå at hovedstadens læger er uvidende eller uduelige. Derimod er det nok en afgjort sag at de fleste må besidde en dygtig portion gensidighed og egensindighed når de ser at madame Larsens lægemåde har reddet så mange syge som deres egen metode ikke var i stand til at hjælpe, og dog hårdnakket forsmår at anvende hendes, af den usle grund at den kommer fra en ulærd. 

Men var de da andet end ulærde, alle disse mænd og kvinder i lægekunstens tidligste tidsalder, hvis erfaringer eftertidens mere lærde læger benyttede og til dels forøgede? Vi bærer den dybeste højagtelse for al videnskab og kunst, følelig også for lægekunsten når dens dyrkere med deres bogstudium hele tiden forbinder naturens studium og lytter til erfaringens ufravigelige resultater. Forsømmer eller foragter de den sidste, da vil menneskeheden trods alle de nye systemer som lægerne hele tiden skiftevis bygger og kuldkaster, fremdeles nødes til at sukke over ulægelige svagheder, som endog simple mennesker i Indien og Arabien i umindelige tider har forstået at helbrede og om hvis lægemåde måske Spaniens klosterbiblioteker siden maurernes tid har opbevaret mange vink. At opsøge og benytte disse, ville vist være menneskeheden til lige så stort gavn som at aftegne græske billedstøtter eller opmåle Egyptens pyramider. 

At i øvrigt madame Larsen ikke læger noget sår uden først ved hensigtsmæssige lægemidler at have uddraget det onde der indtil den tid har gjort såret ulægeligt, ikke heller har forværret nogens onde. At "samvittigheden" ikke altid tilbageholder læger fra at læge sådanne sår, viser blandt flere andre krigsrådinde L.s eksempel, hvis ben adskillige gange blev lægt af vores mest berømte læger, men som altid brød op igen, indtil hun efter 15 års lidelser betroede sig til madame Larsen som på få uger kurerede hende. Og siden har hun i en tid af 6½ år uafbrudt nydt en blomstrende sundhed. Var madame Larsens kur så let at eftergøre som nogle mener, da er det jo et sandt mirakel i vores næringsløse tid at ingen, hverken blandt hendes patienter eller andre, søger at efterligne hende og at skaffe sig en lige så udstrakt kongelig bevilling som den hun er i besiddelse af. Næppe var denne bevilling blevet meddelt hende hvis hendes lægemåde forkortede menneskenes liv eller satte det på spil. Det er endog ubegribeligt hvorledes man tør fremføre sådanne om den er autoritet og altså forud tilstrækkelig prøvet.

*) Ikke i "medicinhistoriens annaler", for dette er med forfatterens tilladelse en tautologi.

(Politivennen nr. 385. Løverdagen den 17de Mai 1823, s. 6239-6244).

Redacteurens Anmærkning

Madam Lassen omtales også i Politivennen 18. november 1826, s. 753-757.