05 januar 2016

Den grumme slemme Nabo.

Da en stakkels enke hvis husgårdsplads støder til selvsamme slemme persons byggeplads, altid lider megen vold og uretfærdighed af ham, så søger hun sin trøst i at gøre naboskabet opmærksom på den meget slemme nabo, da hun ingen formue har til at procedere med sådan en person. For nogen tid siden (uden at melde enken noget om det og uagtet hun modsatte sig hans fremfærd) nedskrev han hendes værn for hendes ejendom, nemlig plankeværket som vender til hans byggeplads, og som henstod næsten henimod 3 uger uden at blive sat op igen, så hun med hendes hus' beboere var uden beskyttelse for indbrud af tyve. Han brød det halve af gårdens brolægning op uden at sætte rækværk for, så at hun med huses beboere kunne risikere at styrte ned i hans flere alen nedgravede grund om aftenen i mørke. Og al den ulejlighed og ulempe måtte hun og beboerne lide fordi han ville omlægge en vandrende som slet ikke trængte til reparation da den ikke var i stykker. Hun krævede rimelig skadeserstatning for samme ulejlighed, som hun tror med rette ikke har nødig at tåle på sin ejendom da det ingen reparation var. Men han nægtede samme.

Man må her altså synge om dagen hvad vægteren synger om aftenen: Gud bevar os fra fjendens (det vil sige naboens) vold og knus.


Med hensyn til forestående må jeg spørge lovkyndige: er ejendomsretten ikke hellig mere, eller tør en nabo foretage sig med ens ejendom hvad han lyster?


(Politivennen nr. 431. Løverdagen den 3die April 1824, s. 6974-6975)


Historien melder ikke noget om hvor dette foregår. Men her er en anden byggeplads, Marmorpladsen 1833 ved Store Kongensgade, tegnet af Frederik Sødring.