08 januar 2016

Indstændig Anmodning til Politiet, saavel det borgerlige, som det medicinske.

I bladet Momus blev for nyligt fremsat den ytring at da man i andre henseender viser så prisværdig omhu for sundhedens vedligeholdelse og især har sat en så overordentlig streng straf for dem der ikke anmelder udbruddet af kopper og andre let smittende hudsygdomme, burde der da ikke også fastsættes en mulkt eller anden revselse for dem som forsætligt udbreder en anden farlig sygdom, nemlig den veneriske?

Til dem der forsætlig udbreder denne, kan man med rette henregne ikke alene de kvinder der fortsætter deres håndværk, uanset de ved de er smittet, men også de mandfolk der er i samme tilfælde og dog ikke betænker sig på at påføre en eller flere kvinder den samme plage. Da denne sygdom ikke smitter gennem luften osv, men kun ved umiddelbar berøring, ville den vel endnu lettere kunne udryddes ved karantæne end kopperne. Man vil vel også tilstå at sådan adfærd som den just nævnte, langt mere fortjente at straffes eksemplarisk, end en forsømt anmeldelse om koppeudbrud. Især da man nu har erfaret at der gives flere arter af kopper, og mange familier vel kunne ønske sit barn fritaget fra at føres på Kvæsthuset eller sig selv forskånet for at bekoste vagthold hjemme, når de troede at sygdommen var af en mild art. 


Det er så meget desto vigtigere at sørge for den veneriske sygdoms udryddelse, da den endog har bredt sig så vidt her i hovedstaden at tjenestepiger i en bemærkelsesværdig grad findes at være befængt med det. Således er for nyligt et menneske som besøgte en dansebod, blevet smittet af en pige i bondedragt på en sådan måde at han måtte udholde en kur af 12 ugers varighed. At iværksætte samme eftersyn på danseboderne som finder sted med offentlige kvinder, vil vel næppe være muligt for sundhedspolitiet. Måske var det bedre at forbyde alle dansekipper, da disse kun bidrager til helt at ødelægge tyendeklassen og til sidst ville gøre det så godt som umuligt at få en skikkelig tjenestepige. Hvad sikkerhed har man for sine børns sundhed og moral, når man ikke kan stole på at de tjenestefolk man antager er fri for sådanne sygdomme.


(Politivennen nr. 434. Løverdagen den 24de April 1824, s. 7021-7023)

Redacteurens Anmærkning

(Sø)kvæsthuset er den eneste stadig eksisterende betegnelse på flere forskellige bygninger og grunde hvis formål oprindeligt var at være hospital for kvæstede matroser. Efter Københavns belejring 1658-60 lå det udenfor gamle Østerport ved Rosenborg Have. Men senere flyttede det til Christianshavn og fungerede 1773-1880 som Opfostringshuset. Bygningen blev opført 1754 som opfostringshus for drenge, men fungerede fra 1776 også som søkvæsthus (hospital for flåden).