12 marts 2016

Tragikomisk Reise til Aarhuus ved Dampbaaden Jydland.

Den 25. juli 1826 steg jeg med 41 andre rejsende ombord på dampskibet Jydland for at sejle til Århus. Efter 6 timers forløb nåede vi Helsingør hvor vi måtte vente en stiv time for at afsætte en del af passagerne. Da denne time var gået, lettede vi atter og fortsatte rejsen indtil midnat da en kraftig kuling tvang skibets fører eller reder til at sejle tilbage til Helsingør. 

Næste dags formiddag gik rederen hr. Oppert i land for som han sagde at hente kul. Hvortil maskinmesteren erklærede "vi havde mangel ifald vi atter på vores udrejse skulle få en lignende kuling eller modvind." Men i stedet for at komme med kul, om hvis nødvendighed dog flere passagerer mindede ham om i byen hvor de var landsat sammen med ham, lod han skibsbåden gå tom tilbage og rejste selv over land til København og svarede dem som erindrede ham: "Der er mere end kul nok i skibet".

Denne Opperts adfærd opvakte alles utilfredshed, endog skipperens og mandskabets. O
g i sandhed, havde denne ligeså underlige som uventede adfærd til følge at vi efter at vi i forvejen havde mistet vores anker under storm, måtte anløbe Rørvig i Isefjorden for at hente kul i Nykøbing. Og således give slip på den føjelige vind vi havde som kunne have bragt os til Århus den 28. juli om formiddagen. 

Vi måtte nu friste den hårde skæbne den 3. nat at overnatte på stranden ved Sjællands Odde hvor vi atter af mangel på kul måtte købe flere læs tørv. Med disse tørv i forening med brænde som måtte tages af skibets skillerum, kulkasser, lukafer mm. slap vi ved hjælp af et lykkeligt vindstille fra Sjællands Odde hvor vi kede og trætte af dette sørgelige liv forlod skibet for at gå over land, og kom da endelig med frelst liv til Århus fredag den 28. juli 1826.


Til slut må jeg bemærke at 1) at skibets betydelige læk borttog alle kullene som nu ved skuffer måtte fiskes op over hele skibets bund, ja selv i de syge damers kahyt. 2) at folkene arbejdede ufortrødent endog over deres kræfter som til sidst aftog og svækkedes derved at skibet bestandig måtte føres på pumpen, der desuden var i næsten helt ubrugelig tilstand.


Bekvemmeligheden på skibet Jydland med så mange mennesker samlet er helt mådelig. Og før dette skib får en hovedreparation, vil det ikke kunne modstå søens magt og brud. Kort sagt, før det får en ny indretning og en mindre sparsommelig reder, vil jeg ikke råde nogen at rejse med samme uden i havblik.


(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 495-498)


" Vi fortsatte rejsen indtil midnat da en kraftig kuling tvang skibets fører eller reder til at sejle tilbage til Helsingør." (I mangel af billeder af Jydland og af Kattegat ses her "Et dampskib i en storm i Atlanterhavet", Carl Bille 1863. Statens Museum for Kunst).


Svar til Anmælderen af Stykket i Politievennen Nr. 553, angaaende Reisen med Dampbaaden Jydland.

Lige så tåbeligt det er at indlade sig i fejde om ethvert begrundet eller ubegrundet ondskabsfuldt eller ligegyldigt avisangreb, lige så vist er det også at det under visse omstændigheder er pligt ikke at tie. Og dette er netop tilfældet med den i Politivennen nr. 553 indrykkede beskrivelse over rejsen med dampbåden Jydland.

Jeg giver her en simpel relation om det forefaldne. Tirsdag den 25. juli henimod kl. halv et afgik dampbåden ført af kaptajn Steffensen til Århus. Viden var nordøst. Allerede på højde med Skovshoved drejede vinden sig til nord-nord-vest og det luftede frisk. Klokken halv seks nåede vi Helsingør. Passagererne til denne plads blev sat i land. Og dersom det varede en time, da er det en omstændighed som er uundgåelig. Dog kom her allerede mange upassende ytringer af utålmodighed og utilfredshed fra nogle enkelte som man imidlertid modtog og gendrev på en beroligende måde. 


Imidlertid kom kaptajnen igen ombord og skibet sattes i gang. Vinden blev nu mere vestlig med tiltagende kuling, og så snart vi havde passeret Hammermøllen, blev vi modtaget af en vældig sø som i forening med strømmen hindrede skibets fremgang betydeligt. Klokken 10 til halv elleve var vi først tværs af Hornbæk, og allerede der ytrede en aldrende meget fornuftig mand at vi med hensyn til den høje sø og den ringe distance vi havde tilbagelagt, ikke burde friste skib og maskineri længere, men søge ankerplads og vente til vind og vejr stilnede lidt af. Jeg var personligt af samme mening. Men da det er princip hos mig aldrig at gøre min mening gældende ombord mod skipperens, end ikke på eget skib, så lod jeg kaptajnen handle efter eget skøn. 

Vi pinte derfor atter fartøjet i 2 timer og havde klokken halv to passeret Nakkehoved-fyrene, hvor sø og blæst tiltog i den grad at skipperen selv fandt det urimeligt at gå til søs med sådan en lejlighed. Han holdt nærmere til land for at søge ankerplads. Men da vinden var på langs med landet, så var søen overalt lige høj og de var ingen sikker ankerplads før på Helsingørs red, på hvilken vi ankom kl. 3 om morgenen. Her så vi at møllerne på bakken gik for svikkede sejl, og skibene som holdt ind ad sundet havde for det meste bramsejlene fast. Dette anføres for at give kyndige en målestok for kulingens grad.

Imidlertid vågnede den største del af passagerne, som hidtil havde ligget i tryg søvn. Og jeg kan ikke fortænke dem i at de var lidt ubehageligt overraskede ved at se sig ført tilbage til Helsingørs red, da de under mindre ugunstige omstændigheder kunne have været i sigte af Jylland. De fleste fandt sig imidlertid fornuftigt i skæbnen. Kun nogle enkelte som opkastede sig til ordførere, ytrede en del urimeligheder. Min stemning var ved denne fortrædelige venderejse blevet meget irritable, og da jeg kender mig selv nok til at vide ikke længe tavs at kunne høre på sådanne ytringer. Og da jeg fandt det imod min fornuft og min interesse at indlade mig i diskussion om ting som ikke står til at forandre, så anså jeg det for at undgå ubehagelige sammenstød for klogest at forlade skibet og gik i land om morgenen kl. 5 med den beslutning ikke at gøre rejsen til Århus. Jeg ytrede mig om det til skibsfolkene og forhørte mig forinden om kulbeholdningens tilstand. Svaret var at der var brændt 10 til 11 tønder. Resten som bestod af 22 til 24 tønder ville under almindelige omstændigheder have været mere end tilstrækkeligt til at forsyne ilden til Århus. 


Dog, for at have noget i baghånden, sendte jeg en af folkene til min sædvanlige kulleverandør for at rekvirere 8 til 10 tønder til. Men styrmanden kom tilbage med den besked at vi ikke kunne få kul på grund af mangel på arbejdsfolk, som samtlige var beskæftigede med havne- og andet arbejde, på grund af mangel på heste og vogn, og ejerens mangel på tid. Jeg gik derfor personligt til manden. Men fik samme svar hvorpå jeg sagde til styrmanden at kaptajnen da måtte handle efter egen konduite, hvorved jeg naturligvis pålagde ham at skønne hvorvidt flere kul absolut var nødvendige til rejsens fuldendelse, og dersom dette var tilfældet, da at bruge ethvert middel til at få samme ombord, hvortil han i nødstilfælde kunne have beordret skibets hele besætning. Herved må jeg endnu bemærke at der både i kaptajnens og maskinmesterens instruks er en meget positiv artikel hvorefter de ikke må gå til søs uden at have det behørige kvantum kul ombord.

Idet jeg ville forføje mig derfra, blev jeg på gaden angrebet af en af passagerne, en madame B. Denne dame havde allerede dagen i forvejen vist et meget beslutsomt væsen. Jeg måtte slutte af nogle af hendes ord at hun boede i nærheden af Nyboder, men fik siden efter at vide at det var i nærheden af Gammelstrand. Denne bemeldte madame B. protesterede imod det ophold som indtagelse af flere kul ville forårsage, og drog mig på en så fornærmelig måde til ansvar at jeg undser mig ved at nedskrive det. Alt hvad jeg svarede hende erindrer jeg ikke så nøje. Det er muligt at jeg også sagde der var kul nok ombord. Men hvem vil forlange at jeg skal aflægge et nøjagtigt regnskab til en arrig kvinde som just er oplagt til at skændes.


Det var altså den passager som anmelderen i Politivennen fortæller skal have erindret mig om anskaffelse af flere kul. Jeg ikke havde lyst til at udsætte mig for flere af disse optrin og de forårsagede desuden at jeg uden videre tidsspilde lod mig indskrive
 for at tage med posten tilbage til København. Så meget desto mere som mit tilsyn var lige så lidt nødvendigt ved denne som ved flere foregående rejser. Personalet ombord var instrueret. Det hører som før er sagt til dets pligter at forsyne sig med kul inden skibet forlader havn. Og dersom skipperen og mandskabet siden hen viste nogen utilfredshed med deres reder, så er det en omstændighed jeg ganske alvorligt kunne drage dem til ansvar for. Når denne tro skipper i stedet for at nedsætte sin reder mod hvilken han endda havde nogle taknemmelighedspligter, havde passet sin dont bedre, da havde han ikke mistet sin ansættelse. At ville undskylde eget fejlgreb ved at laste andre, er en dårlig udvej. Og et fejltrin var det sikkert at gå så utidigt og så uforberedt til søs.

"Jeg ikke havde lyst til at udsætte mig for flere af disse optrin og de forårsagede desuden at jeg uden videre tidsspilde lod mig indskrive for at tage med posten tilbage til København." (Tidlig sommermorgen på Helsingørs red, Carl Frederik Sørensen, 1860. Statens Museum for Kunst.)

Men måske er også han at undskylde. For knap var jeg afsted før der begyndte en så overdreven pukken og passagerne gik kaptajnen så uafladeligt til livs for at komme afsted, at han i et slags fortvivlelse mod al fornuft stod til søs under omstændigheder som for få timer siden havde nødt ham til at vende om igen. Fra nu af synes det som om han ikke videre har bekymret sig om det hele, ikke om kullene, ikke om passagerne, af hvilke der blev nogle tilbage i Helsingør. Han har kun betænkt på at få sine plageånder fra halsen. 


Følgerne af denne svaghed viste sig snart. Han tilbragte med forceret fyring 5 til 6 timer inden han nåede Nakkehoved. Og da han havde nået det, så han sig atter ikke i stand til at overkomme den oprørte sø, men nu skammede han sig ved at vende om igen, og gik til ankers på et sted hvor ingen skipper som ikke vil tabe anker og tov lægger sig med nordvestlig vind. Det varede heller ikke længe før ankerkæden sprang. Og nu var han nødt til at gå til søs mod sin egen vilje og overbevisning. I det oprørte hav arbejdede skibet sig læk, uden at pumpen skal have været i behørig stand. Vandet fordærvede tillige brændematerialet og skyllede det til dels bort. Og således forvoldte denne for tidlige afrejse, den idelige forcering med ild og damp, fortøjets arbejden og ustadige gang, at han efter at have passeret Hesselø blev tvivlsom om kullene ville slå til, og holdt ind i Isefjorden, hvorved omstændighederne tog den af anmelderen omtalte vending. 


Når vi altså overser det hele med upartiske øjne, så er her med undtagelse af kaptajnens eftergivenhed ingen ting at laste. Kontrære omstændigheder i forening med flere rejsendes urimelige, ja selv højst strafværdige petulance har forvoldt det utidige udløb til søs, har forvoldt de mange ubehageligheder og ophold for de roligere rejsende og forårsaget mig et tab af flere hundrede daler. Onsdag eftermiddag hen ad kl. 6 artede vejret sig. Hvilket aldrig plejer at udeblive længe om sommeren. Ja vinden blev som anmelderen siger, føjelig. Havde fartøjet forholdt sig roligt til denne tid, da ville det have været torsdag formiddag i Århus. Men de unge og gamle herrer (hvorimellem formodentlig også anmelderen var) som ville gøre deres mening gældende imod en sømands praktiske anskuelse, har vi at takke tingenes uheldige vending for.


Befandt nu anmelderen sig også derimellem, da kan jeg med rette spørge ham: hvorledes han turde driste sig til uden erfaring og omdømme i navigationsfaget at influere på en beslutning på hvis rigtighed et halvt hundrede menneskers liv og en betydelig kapital beroede, og det under kritiske omstændigheder? Sandelig! En højst strafværdig anmasselse. Det er skibsføreren der skal kende fartøjets kapacitet og de modstridende elementers virkning, kun med denne forudsætning lader en fornuftig føring sig tænke. Men ingen lægmand skal forfuske tingene. Dampbåden Jydland er ikke dampskibet Entreprise som gik til Ostindien. Havde vi haft dette, så havde vi ikke ladet os kujonere af en nordvestvind. Men da vi her til lands hverken har store kapitalister som sætter så betydelige summer i et skib, og ikke heller ostindiske nabobs der rejser mellem København og Jylland, og som kunne holde entreprenøren skadesløs for større ofre, så er det vores sag at benytte det fornuftigt hvad man offentligt ejer og har, og ikke just begære det til en fuldkommenhed som rigere og vældigere folk har det. Den fattige skal ikke blev ked af sin hytte fordi den rige bor i et pompøst palads. 


Vi tør derfor gerne tilstå at en vis grad af vind og sø svækker maskinens virkning og gør fremkomme umulig. Men dette hører til sjældenhederne. Og hvor dette tilfælde virkelig indtræffer, der må man være fri for at blive behandlet på en så krænkende måde. Der er ingen forbrydelse, ja ikke engang en forseelse sket fra rederens side. At han går i land uden at fremsætte sine motiver for enhver, det har han dog vel frihed til. At rederen sørger for kul på et dampskib, er en selvfølge. Men derfor vil han dog ikke stå til ansvar for enhver ubeføjet spørger. Der var fra begyndelsen så mange kul ombord som der kunne rummes inden for dækket. På dækket kunne der ikke lægges flere, for ikke at optage pladsen for de ualmindeligt mange rejsende som dengang havde indfundet sig. Og så er 32 til 34 tønder kul, selv i dårligt vejr, mere end nok. Men ved føring hvor passagerne tager kommandoen fra kaptajnen, er der ingen kalkule at gøre.


Jeg vil ikke kede mine læsere med fortællingen af flere excesser som er begået ombord. Men disse i forening med avischikaner bestemmer mig til at opgive et foretagende på hvilket jeg har opofret arbejde, tid og penge. Siden jeg ikke kan tilfredsstille publikum med de få midler som står til min disposition, siden man ikke vil tage farvandets vanskeligheder i betragtning, da er det bedst at jeg forlader denne tur for at en mindre sparsommelig reder kan bedre tilfredsstille min anonyme anmelder.


Dette er alt hvad jeg har at sige om denne genstand. Jeg har intet at tilføje, selv om gentagne angreb skulle blive rettet imod mig.


Louis Oppert.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 531-543)



Ogsaa en Mening om den fameuse reise med Dampbaaden Jydland. 

I sidste nummer af Politivennen har det behaget hr. Louis Oppert, ejer af dampbåden Jydland at fremsætte en vidtløftig fortælling, i hvilken han efter evne søger at retfærdiggøre sig mod de anker og angreb en unævnt har ladet indrykkes i bladets nr. 553. Alt med hensyn til hans forhold som reder for ovennævnte båd. Da hr. Oppert imidlertid har søgt at kaste en skygge på mit forhold som skibsfører, og da han i sin fortælling især hvad mig angår just ikke er blevet sandheden tro, så anser jeg det for pligt at fremsætte følgende berigtigelser. 

Jeg skal tillade mig at udhæve de groveste og for mig mest fornærmelige usandheder hr. Oppert har benyttet sig af, og iblandt disse især henlede opmærksomheden på hans skammelige udsagn om at passagerne havde taget kommandoen fra mig, samt at jeg i et slags fortvivlelse mod al raison er gået til søs. Endvidere at jeg har "pint" fartøjet og at jeg ikke har holdt mig en artikel i min instruks der skal pålægge mig ikke at gå til søs uden at have det behørige kvantum kul, efterrettelig, samt endelig at jeg er gået til ankers på et sted hvor ingen skipper som ikke vil tabe anker og tov lægger sig med nordvestenvind.

I den anledning må jeg bemærke at jeg i de 32 år jeg har været sømand og navnlig i de 15 år jeg har været skibsfører, altid har handlet efter eget skøn, uden i det fjerneste henseende at agte på en i sømandsfaget ukyndig reders utidige og tåbelige anmærkninger, ligeså lidt som jeg har bekymret mig om passagerernes pukken. For det ville jo være tåbeligt at tale med den blinde om farverne. Derimod har jeg ofte benyttet mig af og rettet mig efter de råd, erindringer og bemærkninger, fagkyndige folk, i tvivlsomme tilfælde har fremsat. Hr. Oppert der må have forfærdelig lange ører, siden han på en landrejse fra Helsingør til København kunne høre passagernes pukken i Kattegat, burde hellere, i stedet for at sige "Hvor passagerne tager kommandoen fra kaptajnen" have udtrykt sig således: Hvor passagerne ved velfortjente bebrejdelser, forknytte rederen så at han over hals og hoved forlader skibet.

Da jeg forlod Helsingør, var vinden vest-syd-vest. Og med denne vind ville vist enhver kyndig sømand gå til søs. Men da jeg kom tværs af fyrene drejede vinden sig til vest-nord-vest og siden til nord-vest. Hvilket foranledigede mit omhandlende forhold. Vinden sprang om til øst da jeg styrede ad Helsingør anden gang, og da en østsø og vestsø derved mødte hinanden, så blev havet oprørt og tvang mig til at gå til søs, eftersom det var umuligt at nå vores bestemmelsessted med en stik modvind, især da kullene var så små og af en så dårlig kvalitet at de ikke kunne føre fartøjet frem. I den således oprørte sø arbejdede skibet sig læk, og da de gode fine (?) kul spølede til pumpen, var det umuligt at bruge samme, hvis årsag jeg så mig sat i den nødvendighed at søge den første den bedste ankerplads. 

 "Da jeg forlod Helsingør, var vinden vest-syd-vest. Og med denne vind ville vist enhver kyndig sømand gå til søs" (Strandbred med udsigt over Kattegat mod Kullen. P. C. Skovgaard, 1846. Statens Museum for Kunst).

Af denne fremstilling vil enhver søkyndig få tilstrækkelig vished om at jeg ikke uden raison er gået til søs eller har "pint" fartøjet mere end nødvendigt, samt at jeg ikke har handlet urigtigt ved at søge den omhandlede ankerplads. 

Når hr. Oppert fortæller at der i min instruks er en meget positiv artikel der pålægger mig ikke at gå til søs uden at have det behørige kvantum kul ombord, da farer han med snak. For for det første er mig aldrig meddelt, og har aldrig set nogen instruks fra hr. Oppert og for det andet vedkommer kulbeholdningens tilstand ikke mig, men maskinmesteren. At en sådan artikel kan findes i hans instruks, om han ellers har nogen, er vel muligt. Man vil derfor vist ikke lægge mig til last at jeg ikke har rettet mig efter en instruks jeg ikke kendte, og som nok blot eksisterer i hr. Opperts indbildning.

Hr. Oppert opvarter med en anden fortælling der heller ikke medfører sandhed. Den nemlig at han hos sin sædvanlige kulleverandør ikke kunne få de forlangte 8 til 10 tønder kul. Herved må jeg bemærke at omtalte kulleverandør for mig har erklæret at der kun blev forlangt 5 tønder, samt at han ikke for en sådan ubetydelighed ville drage sin folk og heste fra et andet forehavende hastearbejde. Dog kulbeholdningen vedkommer som sagt ikke mig, men maskinmesteren.

Til slut må jeg bemærke at jeg aldrig har talt nedsættende om hr. Oppert, men at jeg kun til ham selv har ytret mig om hans vel vidt drevne besparelsessystem. Og for resten har vi jo nu taget en kærlig afsked med hinanden

København d. 23. august 1826
Steffensen
Skibsfører.

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 562-567)



Kort, men sandfærdigt Svar paa Louis Opperts lange, men usandfærdige, Tiltale i forrige Numer af dette Blad 

Hvis mosaisten Louis Oppert forstod latin, ville jeg tro at han i sit forsvar havde stole på Horats' ord: "Mentire audacter, semper aliquid hæret!". På dansk: Lyv dumdristigt, der hænger altid noget ved!

Da imidlertid min anmeldelse af nævnte Opperts skammelige adfærd mod de rejsende i hans dampbåd er en ordret udskrift af skibsjournalen, så behøver jeg ikke at forsvare hvad 50 mennesker kan bevidne, lige så lidt som det netop derfor ville være passende at gendrive hr. Opperts, mod disse 50 menneskers stridende, grove usandheder, for ikke at sige løgne.

Kun hr. Opperts uværdige og flaue vittighedsjægeri i hans udfald mod en af de agtværdige koner, madame B. kan jeg ikke lade uændret, fordi jeg ved min anmeldelse gav Oppert lejlighed til at vise sin lyst til og mangel på spydig vittighed.

Madame B. hvis bestemthed vist nok er lige så agtværdig som hr. Opperts ubestemthed foragtelig, bor hverken i Nyboder, ved Gammelstrand, i Læderstræde eller på Piskebåndshjørnet og har alt for megen dannelse til at hun skulle bruge udtryk som en Oppert behøvede at undse sig ved at nedskrive. Men skamme sig burde hr. Oppert når han driver sin fripostighed så vidt at han påstår madam B. protesterede imod flere kuls indtagelse, da hun bevisligt netop var en af dem som forlangte sådant. Ja, dette tilstår jo endog Oppert selv, skønt vist nok mod sin vilje, idet han i de hin hans påstand umiddelbart følgende linjer sig selv modsigende ytrer: "Det er muligt at jeg også sagde der var kul nok ombord." I sandhed, ordsproget har ret, når det siger: "En løgner må have en god hukommelse!"

I øvrigt kan de ikke betvivles at jo hr. Oppert selv tilstrækkeligt må kende og mindes sin "irritable stemning" og sine "ubehagelige kollision" da begge dele endog er nok så bekendte af Adresseavisen, hvori man for nogle år siden læste en retskundgørelse om den pengebod hr. Oppert måtte yde fordi han i et anstændigt selskab gav et anstændigt menneske en ørefigen. Og sådan en person vover at tale om dannelse og undselighed? Sandelig, enten han så hedder Levi, Ludvig eller Louis kan man dog næppe vente fransk finhed af ham! Dette beviste også hans tølperagtige svar til hans rejsende på deres spørgsmål om de kunne gå i land en times tid i Helsingør. Svaret var nemlig et lige så barsk som kort udtalt i en ret østerlandsk-afgørende tone, uden anførelse af nogen grund.

Ved denne lejlighed sagde derimod madame B. hverken mere eller mindre end følgende:

"Jeg ved ikke hvorfor vi står her og giver hr. Oppert så mange gode ord for tilladelse til at gå i land i Helsingør! Han har jo fået vores penge, og kan sejle ifald vi ikke er ombord til den tid han bestemmer".
Enhver som har været ombord på hr. Opperts snavsede dampbåd, vil sikkert tilstå at vel dennes gamle surdej, men ingenlunde de ord lugter efter "Gammelstrand!".

Til slut må jeg endnu tilføje at de frygteligt ord, dem hr. Oppert undser sig ved at nedskrive, og der giver ham anledning til at tale om "fornærmelig måde" og om "en arrig kvinde som just er oplagt til at skændes" er følgende, hvilke madame B. fremførte i to andre rejsendes påhør:

"Om De behøver flere kul, må de selv bedst vide. Men vogt Dem for at udsætte os for mangel på kul, hvilket jo oftere er hændt Dem før!"

Jørgen Sandsiger

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 570-574)



Redacteurens Anmærkning

En kilde på internettet bekræfter at Louis Oppert stoppede med sin dampbåd ved samme lejlighed, se følgende oplysning
Jylland/Jydland/Jülland. Dampskib/hjulskib. Måske bygget i Newcastle, England omdøbt fra Dandy. Registreret i København. Indfl. 1825 til grosserer Louis Oppert, København, ankom 1825-09-14, og navneændring til Jylland. Sat i rutefart over Kattegat 1825-09-30. Ruteændring 1826 til Elben under navnet Dandy af Altona. Reder H. P. Ohlsen, Altona (MerC. 1843). (Fred)(Plan) p. 13 + 22. I forbindelse med problemer med kulleverancer på en rejse fra Kbh til Århus forsvandt Louis Oppert ud af billedet.