Fra Nyboder til d'Angleterre.
I det regelmæssigt anlagte Adel- og Borgergadekvarter skyder Helsingørsgade sig ind paa tværs som en Kompasnaal med lidt vestlig Misvisning. Retningen peger mod Nord op til Helsingør, Sundets gamle Toldport. Men nu er Vejen spærret, og Gaden lukket inde mellem de to gader med det fine Navn.
Kommer man fra Adelgade tager den lille Helsingørsgade sig ganske pyntelig ud med de mange gamle Huse og de spraglede Facader, som vor berømte Forskønnelsesforening har ladet male op. Hjørnet flankeres af to saadanne Modsætninger som Sukkerhuset og "det skarpe Hjørne", hvor der nu er beværtning. Læg en Gang Mærke til det morsomme Liniespil i denne Bindingsværksbygning! Stuerne er lavloftede, men der er en egen jævn Hygge over dem. Det er ikke nogen "Snask". Her kommer mangen Arbejder og faar sig en Hjærtestyrkning efter Dagens Slid. Værten lukker tidlig om Aftenen og tager i Skoven om Søndagen.
Den moderne Fabriksbygning og det gamle Hus paa hvert sit Hjørne - det er to Modsætninger og to Tidsaldre, som træffer sammen.
Da Haandværksmesteren sagde Nej til Christian 5.
I Aarene 1650-53 udstedte Frederik 3. Skøder paa en stor Mængde Havegrunde ved den østlige Ende af Sortedamssøen. Kongen lod nemlig sine Ejendomme gennemskære af Gader og udlagde regelmæssige Firkanter mellem dem til Køberne. Hovedvejen fra Byen mod Nord fik navn af Helsingørsgade, og vi træffer da her Gaden i Forbindelse med den gamle Landevej.
Gaden laa hen i lang Tid uden at være reguleret og bebygget. Det var Christian 5.s Mening, at den skulde forlænges til Store Kongensgade. Men en Haandværkers Hus laa i Vejen og Manden vilde ikke rive sit Hus ned.
Helsingørsgade har i vore Dage en lignende Mand blandt sine Grundejere. Han er Fabrikant af Loddekasser til Justerkammeret og hedder Brynger. Det er ham der ejer Nr. 23, som endnu kaldes
det gamle Brænderi.
I Stuen har der været Bordel, i Baghuset Brændevinsbrænderi og Maltgøreri. Paa 1. og 2. Sal i Bagbygningen var Køerne indlogerede. Nu staar det hele tomt. Der findes ikke en hel Rude i Ejendommen. Et Par Vognmænd har lejet Staldrum i Stuen. Da jeg spørger en af dem, om der bor Mennesker her i Huset, svarer han meget karakteristisk:
- Her kan kun trives Dyr!
Grunden støder lige op til Lysstationen i Adelgade. Men da Ejeren forlangte en vanvittig Pris, sagde Kommunen Nej Tak. Nu vil Hr. Brynger nok sælge; han er i hvert Fald til at faa i Tale. Men Kommunen har Tid til at vente.
Inde i Gaarden træffer jeg den mærkelige Mand, som hellere lader Huset staa tomt end sælge det for en rimelig Betaling. Hr. Brynger er en lille, hvidhaaret Mand med klare, blaa Øjne. Der siges, at han skal være en rig Mand. Han taler med lidt rystende Stemme og har vanskeligt ved at huske, hvad der ikke er saa underligt, da han er 84 Aar.
Han staar med en knækket Rude i Haanden. Glarmesteren skal skære den over, saa den kan bruges i en anden af Hr. Bryngers Ejendomme. Det gælder jo om at spare. Knibe og spare, det er den rige gamle Herres Forretningsprincip!
Da Glarmesteren har faaet omhyggelig Besked, vender Hr. Brynger sig om mod mig og spørger:
- Ved De nogen, der vil købe Huset?
Jeg gaar ind paa hans Tankegang og spørger:
- Hvor meget skal det koste?
Den gamle Mand bevæger Fingrene, som om han talte Pengesedler.
- Ja, lad mig nu tænke mig lidt om ... Jeg kan ikke huske det altsammen. Man bliver jo gammel.
Saa kommer der Glans i Øjnene. Han siger rask:
- De kan faa det for 45,000 Kroner.
- Det er for meget! siger jeg uden at betænke mig.
Der kommer et skuffet Udtryk i hans gamle Ansigt.
- Der er jo en stor Grund ... svarer han. Men hvis jeg kan faa Pengene med det samme, skal De faa Huset for 42,000 ... 42,000 Kr. ja ... Naboejendommen kan købes for ... 1, 2, 3, 4 ... (saadan maa jeg tælle) ... 11,000 Kr. Den er ikke mere Værd. Men min Grund er god ...
Der er noget uhyggeligt ved denne Olding, for hvem Pengene er alt. Hele hans Tankeliv kredser om Gulddyngerne. Og mens hans Tanke ustandselig beskæftiger sig med Pengene, drysser Murværket ned. En skøn Dag vil det ikke være andet end en Hob Ruiner. Han gaar i en stadig Angst for at blive snydt, uden at tænke paa, at selve Tiden arbejder paa at kuldkaste hans Planer.
En Arbejder, jeg træffer, kender Gaden ud og ind, thi han har boet 11 Aar i samme Lejlighed.
Vi følges ad til hans Lejlighed op ad en smal Trappe. Fra Trappen er der udsigt til en lillebitte Gaard hvor en gammel, halvblind Kone sider og kæmmer et seksaars Pigebarn. Paa Trappen lugter der stærkt af Katte, og Kattene spiller en stor Rolle i Helsingørsgade. Hvis de ikke var, havde Rotter og Mus jo frit Spillerum.
Min elskværdige Cicerone standser ved en af de øverste Etager og lukker op. Jeg staar i et lille, mørkt Køkken, der mere ligner et Skab. Komfuret er muret op af Sten.
Saa kommer vi ind i Stuen. Den er smal og lav. Bjælkeloftet er sort af ælde. Møblerne er faa og tarvelige; et Bord, nogle Stole og et Skab.
Sovekammeret er endnu mindre. Der kan lige staa to Træsenge. En Luge ud til Naboejendommens Gaard besørger Tilførselen af Luft og Lys. Det er det hele.
Lejlighederne koster 10 Kr. maanedlig, og Manden synes, at det er meget billigt.
Jeg kunde fylde en hel Avis med Beskrivelse fra disse gamle Huse. Et Sted er Gaardspladsen ikke større end at der lige akkurat er Plads til - et Pissoir! I en anden Gaard snadrer Høns og Ænder om. Overalt møder Øjet gamle, arkitektoniske Pudsigheder Side om Side med skumle Kroge, der bogstavelig talt stinker af Nød og Elendighed.
Man behøver ikke at rejse til Hamborg eller London for at studere Fattigkvarterer. Vi har udmærkede Eksempler her i København.
Helsingørsgade bliver nu, da dette skrives, forsynet med engelsk Brolægning, men det vil næppe berøve den dens ejendommelige Præg. De smaa Cigarforretninger, som ejes af Damer i forskellige Aldre, vil sikkert leve længe endnu.
Forøvrigt faar Damerne det bedste Skudsmaal. De drikker ikke og laver ikke "Panik". Flere af dem fungerer som Vicecærter. Det er maaske derfor, at Postkortene er blevet saa billige.
Meget fremtrædende i Gadens Fysiognomi er
Logishusene.
Omtrent midt i Gaden ligger "Løven". Skraas derover for skinner "Stjernen", hvor der hovedsagelig udskænkes Stjerneøl. Det er mest Handelsfolk o. lign. der søger her. Huset siges at være henved 300 Aar gammelt og ligger paa den gamle Landevejskros Grund. Værelserne er smaa, men propre.
Midt i Gaden ligger den nye, kommunale Badeanstalt, hvis smukke, solide Facade stikker uendelig af mellem de gamle Rønner. Modsætningen mellem den nye og den svundne Tid er alligevel saa stor at ingen Bro fører derover. Hver for sig staar de som Repræsentanter for en bundforskellig økonomisk Udvikling. De gamle Huse symboliserer hvad Fortiden mente var tilstrækkeligt for Arbejderne, d. v. s. Tag over Hovedet. Socialismen kræver desuden Lys, Luft og Hygiejne.
Et glimrende Eksempel herpaa ser vi i
det nye Elektricitetsværk,
hvis Akkumulatorhus ligger i Helsingørsgade, men iøvrigt har Facade baade mod Borgergade og Adelgade. Der er noget djærvt og fuldtud moderne over disse store, røde Murstensflader. Mægtige Sandstensblokke indrammer Porten i Adelgade. Det hele er stort, solidt og vægtigt.
Det gamle Elektricitetsværk i Adelgade, blev anlagt i Aarene 1890-92. Det viste sig snart at være for lille, og Kommunen købte saa grundene i Gotersgade Nr. 28, Adelgade 14 og Helsingørsgade 3. Heller ikke denne Udvidelse slog til. Elektricitetsforbruget steg hastigt og Kommunen maatte paany købe, denne Gang Borgergade Nr. 15, Adelgade 12 og 16 og Helsingørsgade 5. Værkets Udvidelse har ialt kostet 939,151 Kr. og hele Grunden har nu et Areal af 12,000 Kvadratalen. Stationen forsyner væsentlig Byen indenfor den gamle Voldlinje og kan yde Lys til 70,000 samtidigt brændende Lamper. I 1902-04 er det nye Elektricitetsværk opført for ca. 1 3/4 Million Kroner.
Set fra Galleriet frembyder den store Maskinhal
et imponerende Skue.
Man ser de store, høje Dampmaskiner, hvis Svinghjul vejer 50,000 Pund hver og udsender en hel Blæst, idet de hvirvler Rundt. Lige ved Siden af dem staar Dynamoerne, der ligner Hjulkasserne paa gamle Dampskibe. De gør ca. 100 Omdrejninger i Minuttet. Rør og Ledninger omgiver dem som et mystisk Spind. Gennem Gulvets Jærnrister skimtes Kedlerne, hvor Ilden raser i et Helvede paa 1000 - Tusind - Graders Varme.
Trods de vældige Kræfter, som er i Bevægelse, hersker der dog en ejendommelig, tryg Ro i den smukke Hal. Maskinerne duver taktfast, nogle Arbejdere gaar stilfærdigt omkring med en Smørekande og retter lidt hist og her. Maskinerne betjener sig selv mekanisk. Selv ved Fyrstederne drejer Risten sig automatisk frem og tilbage.
Saa vidt er vi naaet. Saa sikkert anvender vi Naturkræfterne i Menneskehedens Tjeneste. Hvad vilde Christian den Femtes Borger i Helsingørsgade mon have sagt, hvis der en Dag var kommet en Mand og havde fortalt, at om 200 Aar skulde man samle Lyn i store Kasser nogle faa Skridt fra hans Hus? Han havde rimeligvis rystet paa sit halsstarrige Hovede og erklæret, at Gud lod sig ikke spotte. Lynet skulde Mennesker nok holde Fingrene fra!
J. J. Kronstrøm.
Meget interessant ...og skræmmende
SvarSletTak