20 januar 2015

Karnap-Berømmelse

Ejeren af nr. 127 i Borgergade har ladet opsætte et stort karnapvindue af en betydelig størrelse, eller skomagervindue som de også kaldes af mange, på et fag i hans første sals etage.

Da disse fra den gotiske bygningsmåde tilbagehentede vansiringer vist nok ikke er almindelig tilladte, så skal ikke her nævnes eller bestrides ejerens ret til at sætte dette hæslige vindue op. For han har vist nok ikke gjort det uden i forvejen at søge og fået speciel tilladelse til at opsætte det. Havde han ikke den, ville denne karnap vel også for lang tid siden igen af den ansvarlige være blevet befalet nedrevet. For dersom der er et tilsyn med den måde som nye bygninger opføres, så følger det af sig selv, og for nødvendig konsekvens skyld, at der må være et tilsyn mod husejernes senere foretagede overtrædelse af den form der engang er bestemt for huset.

Hensigten med dette indlæg er derimod mere at fremsætte med berømmelse enhver husejers fortjenester der bygger karnapper på sit hus. Hans hus har jo derved en "udmærkelse", hvorved det tiltrækker øjet. Og hvor almindelig eftertragtet er ikke udmærkelse, lige meget på hvad måde det sker! Hvor dejligt kunne ikke en sådan husejer selv eller lejerne sidde og godte sig i karnapper ved en "stor udsigt". Den ting hvorfor så mange hoveder i verden sveder, så mange nætter under anstrengelse gennemvåges! Hvor forhøjes ikke nydelsen ved den betragtning at naboerne ikke har den fordel at man altså "udelukkende" nyder den. Den kan altså betragtes som et kostbart privilegium eller hvad man kan kalde en "husherlighed"! Endelig forsødes det hele tusindfold ved den skønne tanke: Denne nydelse haves på disse menneskers bekostning! Det er om man så vil sige en erobring taget fra dem. De venstre naboer kan nu ikke se op ad gaden til højre, og de højre ikke til venstre. Når altså en karnapskabende husejer sidder i sin erobrede provins, hvor må han da ikke gennemstrømmes af den østerlandske erobrers følelse, der stolt skuer hen på de overvundne som han har ladet øjnene udstikke på!

Hvor bør da ikke den husejer der lægger sig en karnap til, berømmes! Han skaffer sig udmærkelse, en stor udsigt, en husherlighed, en erobrers store selvfølelse! Den småting at naboerne forbander hans karnap, kan han tilskrive deres misundelse. Og hvornår var ikke den store mand misundt! "Bedre", siger ordsproget, "at misundes end at ynkes".

Måske vil nogen finde denne spot med stadens karnapmagere for lang og for stærk! Men udgiveren ved intet andet middel mod et onde der så stærkt tiltager at det synes som om det kom an på et væddemål om vores stad skal vansires mest ved den smagløse brogede maling af husene eller ved karnapmageri

(Politivennen 366, 27. april 1805, s. 5822-5825)

Dette foto af Frederiksholms Kanal op til Vandkunsten illustrerer hvordan man typisk kan datere huse ud fra karnapper i Københavns Indre by: Det mørkerøde hus i midten er fra før karnappernes glansperiode (1888). Det røde hjørnehuset med karnapper længst væk er fra 1904-06. Det røde murstenshus i forgrunden er fra 1910 hvor karnapperne igen gik af mode.


Redacteurens Anmærkning

Karnapper var forbudt i andre lande end Danmark (England fx) til slutningen af 1800-tallet. Herefter havde karnapper en opblomstring i bybilledet ca. 1895-1910. Så som tommelfingerregel (der er undtagelser) kan man sige at hvis man ser et ældre hus med karnapper i Indre By og brokvarterne er de sikkert bygget mellem 1895 og 1910. På grund af Københavns vækst ligger huse med karnapper groft sagt og meget forenklet i et bælte fra Østerbro til Vesterbro på begge sider af Jagtvej, plus minus 800 meter. Sådan cirka.