07 juni 2016

Noget om Branden paa Nørrebroes Theater, Natten mellem den 3die og 4de April 1829.

Da enhver ædel og modig handling bør påskønnes, gør indsenderen heraf sig den glæde at kunne gøre det offentlige opmærksom på hr. overbrandmester Weiss' fortjeneste af slutningen af den opkomne ild på Nørrebros Teater natten mellem 3. og 44. aprril 1829.

Nogle tømmersvende der var til stede ved et rejsegilde hos hr. Steen på en af Blågårds parceller, opdagede først ilden og hidkaldte hr. Weiss. Øjeblikkelig ilede han hen til brandstedet, og da man ingen nøgler kunne få til de vel tillåste døre, lod han dem sprænges af de tilstedeværende tømrersvende. Imens dette foregik, besørgede han selv sprøjten hentet, og da endnu ingen slusser var ankommet, anmodede han de tilstedeværende borgere og børn om at hente vand til at fylde sprøjten med. Med livsfare vovede han sig derpå ind på teateret der var helt fyldt med røg. Fulgt af nogle tømmersvende trængte han frem til orkestret hvor han snart opdagede at ilden måtte være kommet fra kælderen, i hvilken maskineriet var anbragt. Ved hjælp af en økse borthuggede han nu bræddebeklædningen fra orkestret og fik derved plads til anbringe sprøjten. Ilden havde da grebet vidt om sig og havde antændt den del af gulvet hvor kulisserne stod. Af disse var omtrent 40 stykker opstablede ved siden af hinanden på det sted hvor ilden brød frem, og teatret ville sikkert have været uden redning, hvis disse kulisser var blevet angrebet. Men ved hr. Weiss' åndsnærværelse og konduite lev sprøjten så godt anbragt at ilden inden 5 minutter var slukket. 


Han begav sig derpå ene op på teatret og i mulm og mørke undersøgte han om der endnu ikke andre steder fandtes ild. Men var så uheldig at styrte ned gennem en af de åbne luger på teateret og fik derved sit ene ben forslået. Dog afholdt det ikke den nidkære mand fra at fortsætte sin undersøgelse, og hans iver blev også belønnet da han tæt ved det sted hvor han var faldet ned, fandt et brændende bål. På hans råb blev landet ham brandspande med vand ned gennem lugen, og han var dermed så heldig at få ilden slukket.

Heraf vil vist enhver indse at denne mand med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest er den der har frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse. Og ydes derfor ham, såvel som de øvrige borgere, der understøttede ham, indsenderen og vist også Nørrebros, såvel som hr. bager Schierns og brandassurances tak.


I denne anledning kan indsenderen ikke undlade at fremkomme med det ønske at Nørrebro for fremtiden måtte blive forsynet ed lygter, da måske derved mange ulykker for fremtiden kunne forebygges.


(Politivennen nr. 694, Løverdagen den 18te April 1829, s. 253-255)

"Denne mand har med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse." (Nørrebros Teater 1828-1833)
 

Mere om Ilden paa Nørrebroes Theater.

I Kjøbenhavns Morgenpost fra 9. april læser man om denne ild. Men da der ikke er nævnt nogen anden end hr. Weiss af dem som bidrog til dens slukning, så tager vi tilstedeværende tømmersvende som havde rejsegilde lige overfor på hr. boghandler Steens bygning, os den frihed at bekendtgøre at det var os som opdagede ilden, og at vi var de første der gik ind på teatret og nedslog noget som brændte på gulvet. Men da kun den ene og sidste dør på teatret var blevet åbnet og vi ikke så os i stand til at redde os selv, gik vi den samme vej tilbage igen hvor vi da mødte hr. Weiss som vi spurgte om vi eftersom der ingen nøgle var, måtte brække de døre der var nærmest ilden op. Hvilket blev tilladt os. 

Imidlertid gik hr. Weiss, en af os, snedkermester og en trykkersvend, lige overfor efter sprøjten, og da vi endnu på grund af den tykke røg ikke kunne se nogen betydelig ild, nedslog vi skillerummet mellem teateret og orkestret, gik ned i kælderen hvor den største fare var og anbragte strålen så længe der var ild at se. Da vi trængte os tilbage igen, stod hr. Weiss oven på gulvet hvor der endnu var ild, og forlangte strålen som vi overleverede ham. Vi undersøgte nu overalt om der noget steds skulle være ild, men da vi var overbevist om at al ild var slukket, forlod vi stedet efter at hr. brandmajor og ridder West havde tilladt os at gå. Visselig havde der ingen redning været for huset, når vi og de mennesker som hjalp os, ikke havde været til stede.

I Politivennen er angivet at ilden varede 5 minutter. Men dette må berigtiges, for den varede fra kl. 1 til kl. halv tre.


C. G. Taabe, P. Mathiesen, C. F. Taube, P. S. Tranberg.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 312-314)

Nogle Berigtigelser i Anledning af Annoncen i Politievennen Nr. 698 med Overskrivt: "Mere om Ilden paa Nørrebros Theater".

Skønt jeg i ingen henseende har gjort fordring hverken på ros eller belønning, men nøjedes med den overbevisning at have opfyldt min pligt, så ser jeg mig dog nødsaget til at berigtige den af de fire tømmersvende i Politivennen nr. 698 indrykkede annonce:
  1. Fortæller de at det var dem der først opdagede ilden: Dette er en usandhed. For den blev først opdaget af en madame Christensen der bor på Blågård, som gjorde hr. papirhandler Steen opmærksom på den. Og så mødte de fire tømmersvende først efter tre gange at være kaldt til ildstedet af ham.
  2. fortæller de at de først gik ind på teateret af den ene og sidste dør der var blevet åbnet og nedslog noget som brændte på gulvet. Det erklærer jeg ligeledes for usandhed. For de sagde mig at de ikke kunne komme ind på teateret, hvorpå jeg anmodede dem om at hugge dørene ind. Imens jeg med flere gik over efter sprøjten (som vi kun ved at sprænge porten kunne få ud, da samme blev forhindret i at åbne af is og sne) var tømmersvendene gået ind på teatret, og jeg traf dem ved min tilbagekomst med sprøjten, huggende løs på bræddebeklædningen mellem orkesteret og teatret. Men da denne fremgangsmåde var til ingen nytte, forlangte jeg en økse, og gik med den ene op på teateret, huggede planken bort som lå oven på beklædningen og fik derved lejlighed til at hugge beklædningen løs. Den hjælp jeg herved havde af tømmersvendene, var at de skaffede de løse brædder bort.
  3. siger de at de gik ned i kælderen hvor den største fare og anbragte der strålen så længe der var ild at se. Dette erklærer jeg ligeledes for usandhed. For strålen blev anbragt af mig selv, dog var de mig behjælpelige med at holde på den. Efter at ilden i kælderen var slukket, gik jeg op på teateret og opdagede at det endnu brændte mellem nogle høvlspåner som jeg også slukkede ved hjælp af sprøjten. Da jeg derpå (uden at kunne få nogen lygte som jeg flere gange råbte efter) undersøgte om der flere steder skulle være ild, faldt jeg ned gennem en åben luge og var ved mit uheld så heldig at opdage et sted hvor det brændte og som jeg ved at råbe efter vand der blev langet mig i brandspande, fik lykkeligt slukket.
  4. siger de at ilden varede fra kl.1 til klokken halv tre slet. Dette må jeg også berigtige. For havde den varet så længe, ville vist ikke meget have været til overs af teatret at redde. Fra det øjeblik sprøjten kom til ilden var slukket var ikke forløbet 10 minutter.
I øvrigt må jeg anmærke til bevis på at jeg har påskønnet disse 44 tømmersvendes assistance ved ildens slukning at de ifølge min indgivne rapport er blevet tilstillet en gratifikation af Brandkommissionen.

Jeg skriver ikke dette for at hæve min fortjeneste ved denne ilds slukning og erklærer herved at jeg blot har gjort min pligt. Men anfører kun tingen således som den er foregået, og som jeg med flere af broens beboere kan bevise, for at ingen skal tro at jeg endogså havde været efterladende i mine pligters opfyldelse som efter disse tømmersvendes annonce let kunne formodes.
 

C.F. Weiss
Overbrandmester.

(Politivennen nr. 699, Løverdagen den 23de Maj 1829, s. 344-348)


Redacteurens Anmærkning

I 1828 havde Pelloleti med penge fra bagermester Georg Scheer (det er muligvis ham som skribenten anfører som hr. bager Schiern) opført "Nørrebro Teater" med plads til omkring 1.500 mennesker. Det lå i en af fløjene på Blågården. Ildebranden var en del af startvanskeligheder, men det etablerede sig i 1830. Det var dog kun en stakket frist, idet teatret nedbrændte i 1833. Se i øvrigt artiklen fra 4. juli 1829 hvor gemytterne gik højt på teateret og udartede til håndgemæng.