21 marts 2024

Da Koleraen for 75 Aar siden hærgede København. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Mand fortæller om sin Barndoms stærkeste Indtryk
"Fra sin Skæbne flygter man aldrig."

Den 84-aarige fhv. Skomager Julius Gødesen fra "De gamles By" som paa nært Hold har oplevet Koleraen i 1853. Den gamle Skomager sysler ogsaa med Malerkunsten.

Sommeren 1853 var Henseende trykkende og syntes aldrig at skulle faa Ende. Som et Kistelaag rugede varmen over Staden. Dag og Nat den samme kvælende Lummerhede.

Til langt ind i September straalede Solen næsten daglig fra en skyfri Himmel, men mod sædvane var der ingen, som hilste "den store Lov Livgiver" med Jubel og Sang i Sindet. Folk passede deres Dont saa godt de orkede og søgte tappert at holde Modet oppe, men det kneb unægtelig nu og da, og de skævede trist til det evige Solskin, der var som et grumt og naadelost Smil.

Indenfor Voldenes svulmende grønne Bælte laa en By, der formelig stank til Himlen af Snavs og Raaddenskab. Rædslen og Elendigheden laa paa Lur i Københavns trange Gader. Fra Midten af Juni til henimod November hærgedes Byen af Koleraen, som her slog Rod i et sandt Eldorado af Rendestenspøle, uhumske Baggaarde med Stalde, Møddinger og Retirader i stinkende Pærevælling, skumle Behoelseskaserner og Logihuse, hvor af alene Navnene - for Eksempel "Helvede", "Luseklubben", "Bolle Bandsats Hus" og "Lokumet" - givet et haandfast Begreb om Atmosfæren ...

Da Kølighed og Nattefrost omsider tvang Koleraen til at vandie mod Syd, havde den gjort det af med 5000 af Københavns 130,000 Indbyggere.

- - -

For os, der er opvokset i Bilernes Tidsalder, i en rengjort og forholdsvis velbygget By, synes det næsten ufatteligt, at der rundt imellem os stadig lever Mennesker, som saa at sige var "Øjenvidner" til Koleratidens Gru og endnu i en afsides Hjernecelle opbevarer et ramt Indtryk af dens dndelige Alvor.

Forhenværende Skomagermester Julius Gødesen i "De Gamles By" er en af disse faa tilbageblevne. Som 9-Aars Knægt oplevede han Koleraen, endda midt i et af de Kvarterer, hvor det gik haardest til: det gamle tætbefolkede Christianshavn.

75 bevægede Aar er siden da tilbagelagt af Julius Gødesen, der forlod Danmark i 1871 for at prøve Lykken i den ny Norden. Først 49 Aar senere vendte han fra Amerika hjem til sit Fædreland og gik ind til et fredeligt Otium i den smukke lille Stat i Nørreallé. Ved et mærkeligt Træf kom han her til at bo i den samme Bygning, hvor ogsaa en Barndomsveninde fra Prinsessegade havde fundet sin sidste Havn. Hun døde for et Aars Tid siden.

Mens den gamle Skomager sidder i sin hyggelige, sollyse Stue og fortæller mig om hin skæbnesvangre Sommer i 1853, der har præget sig uudslettelig i hans Erindring, skrider Tiden baglæns, trekvart Aar hundrede slettes ud af min Bevidsthed, vi er atter i Halvtredsernes saa fjerne og dog nære København.

Hvad Koleraens "Øjenvidne" beretter

Jeg boede i Kolera-Aaret Prinsessegade 290 - nu er det Nr. 11 - sammen med mine Forældre og 3 Søskende. Far var Skomager og havde en rigtig god Forretning. Vor Lejlighed var i Stueetagen. Jeg ser endnu Mor sidde og sy ved det aabne Vindue, hvor der var indrettet en Slags Central. Folk fra Nabolaget kom løbende til Mors Vindue og gav Besked, naar de havde syge derhjemme. Jeg husker de forpinte Menneskers Graad og Klage udenfor paa Gaden, og min Mors venlige og deltagende Trøsteord.

Hun skrev Navne og Adresser op, og hvert Øjeblik - ofte med mindre end et Kvarters Mellemrum - indfandt de omvandrende Læger sig og spurgte udefra Mor, hvor der var ny Tilfælde. Tit var Lægerne ved at segne af Udmattelse og maatte have en Opstrammer. Saa skænkede Mor dem et stort Glas af en kraftig Portvin, som Sundhedsstyrelsen havde givet hende i Forvaring netop til dette Brug.

Lige ved Siden af vort Hjem laa "Vor Frelsers Arbejdshus", som ellers var en Art Opfostringsanstalt eller Skole for Fattigvæsenets Børn. Saa snart Koleraen tog til, blev den ligesom alle andre skoler i Byen lukket og indrettedes nu i Huj og Hast til Lazaret med Feltsenge i hver en Krog. Over Porten hang en Klokke, hvis Klang hele Kvarteret kendte. I den værste Tid hørte vi dens Ringen næsten hvert femte Minut. Saa vidste vi, at der udenfor Lazarettet igen stod et Par Portører med en stakkels Kolerasyg i deres Bærestol.

Som var det i Gaar kan jeg høre Portklokkens dybe Klang og min Mors Udbrud:

Aa, Herregud, nu var der én til !

I "Vor Frelsers Arbejdshus" døde næsten alle Patienterne, og knap var Ligene kolde, før de lagdes ned paa Hylder i Kælderen, indtil de som Regel Dagen efter kunde blive begravet. Hele Vognlæs med opstablede Kister kørte i den værste Tid daglig ud af Porten paa Vej til Kirkegaarden. Her var opkastet lange Gruber, hvori Kisterne stilledes Side om Side saa tæt som muligt. Tanken paa en Grav til hver enkelt var Vanvid.

Jeg kan huske, at det fortaltes fra denne Ligkælder under Arbejdshuset, at da man en Morgen kom ned med en Død, rejste en Mand, som var lagt paa Hylden Aftenen i Forvejen, sig pludselig op fra Hylden og forsøgte at tale. De to Portører, der kom bærende med det ny Lig, blev saa altererede, at de tabte deres Byrde! Staklen, der var genopvaagnet, fik dog ingen langt Levetid i anden Omgang, men døde for Alvor Dagen efter. Nøjagtigheden i denne Beretning kan jeg naturligvis ikke indestaa for, men Begivenheden omtalte meget i Kvarteret, og er, naar Datidens Forhold tages i Betragtning, slet ikke utrolig.

En Families Skæbne.

I vor Familie slap vi ved en forunderlig Lykke helt fri for Koleraen. Far var ganske vist meget sløj et Døgn, og vi frygtede det værste. Dagen derpaa passede han imidlertid sit Arbejde som sædvanlig og mærkede intet senere. Men oppe paa 3. Sal over os boede en Maskinmester og hans Kone med deres 6 Børn. Manden sejlede paa Grønland i Kolerasommeren og forliste deroppe, saa han hørte aldrig noget om den frygtelige Skæbne, der ramte hans Hustru. Paa 2 Dag døde alle 6 Børn af Kolera, og Øen ulykkelige Kvinde var ved at blive sindssyg af Sorg.

Jeg bragte Fars færdige Arbejde videre og kom viden om. Jeg husker Teltlejren paa Ravelinen mellem Vester- og Nørreport. Her boede Hundreder af fattige Mennesker, som af Myndighederne var blevet beordret til Udflytning og nu levede i et syndigt Rod med deres Oppakning af Husgeraad og Bohave, der flød imellem hinanden.

En Dag blev jeg sendt til Amalienborg med et Par Støvler til Justitsraad Sally i Enkedronningens Hoftjeneste. Den godlidende Embedsmand forærede mig en Melon, som jeg glædestraalende kom hjem med, men inden vi Børn fik Lov til at spise den, spurgte Mor en af Lægerne ved Vinduet, om det gik an. Man havde paa den Tid en vis Skyhed for frisk Frugt. Lægen tillod, at vi satte Melonen til Livs, naar vi bare ved Siden af drak et forsvarligt Glas Portvin eller Malurtbrændevin.

Vi Børn tog os for den Sags Skyld Koleraen let og var henrykte over den lange Sommerferie! Legen gik saamænd lige saa muntert som ellers, men selvfølgelig mærkede vi af og til paa vore Forældres nedtrykte Sindsstemning, at der var noget galt paa Færde. Dog gjorde de deres bedste for at muntre os. Om vi var i Tivoli i denne Sommer, hvor Agent Carstensens Etablissement netop kunde fejre 10 Aars Jubilæum, husker jeg ikke aldeles bestemt, men det er højst sandsynligt, at vi har været der.

Mine Forældre var livsglade, sunde og ligevægtige Mennesker, som ikke nærede den paniske Frygt, der greb saa mange andre af Københavns Indbyggere. De, der kunde slippe af Sted med det, flygtede over Hals og Hoved fra Byen ud paa Landet. Den Slags tænkte Far og Mor overhovedet ikke paa. De var af den Overbevisning, som ogsaa, da jeg voksede til, blev en af Paragraferne i min private Grundlov: Fra sin Skæbne flygter man dog aldrig!

G. F.

(Aftenbladet (København) 7. september 1928).

4 kommentarer:

  1. Har længe søgt efter øjenvidneberetninger fra koleratiden, så vældig interessant at læse denne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at læse. Man skal selvfølgelig altid være forbeholden over for erindringer der er 75 år gamle. Han var vel ca. 9 år da det foregik. Meget kan have forskudt sig, noget kan andre have fortalt ham, som han så selv mener at have oplevet, osv. Men det virker oprigtigt nok.

      Slet
  2. Hej Erik, hvor fandt du denne gamle artikel?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fandt den i Mediestream som under Coronaen havde åbnet op for samtlige artikler, også de som er under 100 år gamle. Som nævnt, Aftenbladet 7. september 1928.

      Slet