02 december 2016

Om Tydsk og Dansk her og hisset.

I århundreder havde det tyske sprog haft overmagt over det danske, især i hovedstaden. Den største del af de højere embeds mænd var tyskere. Tysk var hofsproget. Befalinger og ordrer udgik i samme sprog, og armeen kommanderes på tysk. Det for nationen krænkende heri påtaltes under en fremskridende oplysning, især ved censurens ophævelse 1770, i en mængde pamfletter stilet mod tyskerne der udmærkede sig mere ved bitterhed end ved retfærdighed. At tyskerne havde deres forsvarere og at der fandtes et moderat parti, var under den frigivne trykkefrihed i sin orden. Vi vil her anføre fragmenter af et brev fra den tid, hvis forfatter synes at høre til det moderate parti, mens det frembyder et eksempel på den tids vakte nationalfølelse.
"Det er en sandhed hvorom De, min Herre! og enhver sand patriot er overbevist, at kærlighed til sit fødeland og kærlighed til dets sprog er to helt uadskillelige ting. Det lands sprog jeg elsker, er som den piges jeg elsker, det mest harmoniske i mine øren. Og dog, jeg siger det med krænket stolthed, der er intet land i Europa hvor et fremmed sprog således har eklipseret landets, især hos de højere klasser og alle deres slaviske efterlignere, som i Danmark. At fransk er det sprog hvori staterne taler til hinanden og således er blevet den store verdens sprog, det har sin gode grund. Det er sket ved almindelig aftale i Europa og har sin uimodsigelige nytte. Men hvad ret har et andet sprog, det være nok så skønt, nok så dyrket, til at udøve monopol herinde, der er ligeså kendeligt som det er fornedrende for en dansk mand? Hvad grund kan den mand anføre der har været her gennem en række af år, nydt embede i landet og ikke kan tale med dem hvis brød han spiser uden at kræve en agtelse af dem som altid er forbundet med ringeagtelse for dem selv? Hvad grund kan visse familier anføre som selv om de taler landets sprog dog giver det fortrinnet som deres aner talte, og som århundreder ikke har fundet nationalisere så meget at de ved hvilket er deres modersprog, enten tysk eller dansk? For den der kender vores lands historie er grunden let at anføre: De tyske prinsesser, selv de elskværdigste som en Charlotta Amalia, vores kongers lemfældighed og mangel af public spirit hos nationen, både hos folket og vores ældgamle danske adel, er den sande årsag. Zar Peter der ved de mange han indkaldte, søgte at forbedre sæderne hos sit barbariske folk, befalede at enhver fremmed officer inden et halvt år skulle tale russisk under straf af kassation: en lov der så streng den var, dog var en rosværdig følge af den agtelse for sit folk, hvorved en fyrste altid er vis på at vinde dets kærlighed. Christian den Fjerde, disse rigers og det oldenborgske hus' stolthed, hans nationale karakteristiske breve skal for evig forsikre ham den kærlighed og det taknemmelige minde som hans kraftfulde regering fortjente.Det sprog der taltes om hans trone af Huitfeldt, Kaas, Friis, Walkendof og Rosenkrantz, var det som folket talte i begge rigerne, var det som Knud den Store, valdemarerne og Margrete talte.
Ingen rimeligt tænkende hos os kan gøre de fordringer som engelskmænd og franskmænd at selv fremmede som rejser i deres land eller opholder sig hos dem en kort tid, skal lære at tale deres sprog. Vores land er for lille og vores litteratur har ikke kredit nok. Kun af dem der har sat sig ned og lever blandt os, kun af dem kan vi kræve det, bør vi kræve det.
At vores brødre fra Holsten får embeder og andre fordele her i landet, det kan nogen fornuftig dansk umuligt have det mindste at indvende imod. De har i følge deres lands vigtighed, i følge den måde de er forbundet med staten, ifølge kongeloven den fuldkomne ret til det. De får embeder i Danmark og danske i Holsten. Det ene er som det andet. At bestemme det passende forhold i det, dertil hører utvivlsomt visdom. At imidlertid antallet på de retskafne, virksomme og gavnlige mænd som vi har fået fra Holsten ikke er lille, det ved enhver som vil vide det. Men hvad de rimelige blandt folket ønsker er at de alle vil vise os i vores land den agtelse som vi viser dem i deres, og at de ikke bestandig vil være fremmede blandt os. Når de pånøder os deres fremmede sprog, så gør de en ubeskeden regning på vores beskedenhed. Så opvækker de mistanke om ringeagtelse. Og dette er det især som føder misundelse, misfornøjelse og råben."
Det faldt i vores nuværende, elskede konges lod at gøre ende på denne tyskhed. Ved hans første deltagelse i regeringen viste han at han elskede det danske sprog. Og under hans regering har han indsat det i dets rettigheder ved at forordne at bestallinger, anordninger osv. udfærdiges i dette sprog, ligesom han også har befalet at armeen skal kommanderes på dansk. At nationen har påskønnet dette, beviser de mange videnskabelige arbejder der i hans regeringstid er udkommet og de fremskridt til sprogets uddannelse der midlertidig er gjort, så at den før så meget påankede tyske sprogovervægt i Danmark nu er aldeles tilintetgjort.

Der er i den seneste tid talt og skrevet så meget om at det tyske sprog snart aldeles vil fortrænge det danske i den dansktalende del af Slesvig. Men heri findes intet unaturlig når man betænker Slesvigs naboskab og forbindelse med hertugdømmet Holsten hvor alt er tysk, og som er så at sige et skillerum mellem Danmark og det store tyske rige. Betænker man endvidere at de gottorpske hertuger i mange år havde hals og hånd ikke alene over Holsten, men også over den ældgamle provins Sønderjylland, så er det vel ikke at undres over at den sæd som de udsåede, endnu i vore dage bærer frugt. Bortgik så mange år inden hovedstanden, fjernt fra sådant naboskab afkastede det åg, så er det rimeligt at der vil hengå flere år inden det her afgøres hvad der skal være dansk og hvad der skal være tysk. Imidlertid vil gode danske skrifters udbredelse og ansættelse af danske embedsmænd der samvittighedsfuldt opfylder hans majestæts ønske, men især indbyggernes faste vilje, gøre udslaget til fordel for modersmålet.


(Politivennen nr. 1209, Løverdagen, den 2den Marts 1839. Side 136-141)

Om Sproget i Sønder-Jylland.

(Til dels rejsebemærkninger.)

Det er sørgeligt nok at et gammelt had mellem landsmænd som syntes aldeles hendøet, nu skal oppustes på ny fordi en enkelt mand, hr. Petersen, landmand i Dalby ved Kolding for at tjene andre giver sig af med sådant. Men ve dem som er egentlige ophavsmænd!
Jeg tror ikke jeg tager fejl ved at påstå at en del af de tyske bureaukrater i hvis hænder folket er overleveret, har andel i det. Det er uden eksempel i nationernes årbøger at et folk er behandlet således af dem der lønnes for at varetage deres tarv. De handler som om de beherskede et erobret land. De ter sig som dets egentlige herrer. Og i en vis henseende er de det. For ellers turde de ikke vove så åbenlyst trodse det velgørende lovbud som blev udstedt for 28 år siden, som tilholder dem at hædre og udbrede dannersproget, ikke at tilintetgøre det. De kender aldeles ikke det de foragter. De dømmer efter almuens mundart som de heller ikke formår at vurdere. Den samme mundart tales i og ved Ribe, Vejle, Kolding, Snoghøj, indtil Horsens, og på en del af Jyllands vestside. Men aldrig har man der hørt embedsmændene klage over at almuesproget ikke klang smukt nok i deres ører, lige så lidt som på Bornholm og Lolland, hvis sprog er endnu langt mindre smukt *). Havde de den mindste sans for deres nye fædreland, da ville de ligesom embedsmændene i andre danske egne danne sig selv et omgangssprog eller i det mindste ikke påtvinge det folk der giver dem underhold, et fremmed tungemål i kirke og skole, i rettergangssager og skattebøger, i ethvert dokument, enhver resolution. 


De bør heller ikke tilsidesætte kongens lov. For han er deres suveræn ligesom det øvrige Danmarks, secundum tenorem legis regiæ, som det hedder i den hyldningsakt der udstedes af ridderskab og prælater efter erobringen, hvortil også kongen har henholdt sig ved stadfæstelsen af privilegierne i året 1816, nemlig "for så vidt som kongens uindskrænkede enevoldsmagt over hertugdømmet tilsteder", mod hvilken klausul vedkommende ikke har kunnet gøre indvendig, og som endog synes at tilintetgøre benævnelsen hertugdømme der egentlig bør bortfalde, uagtet det ræsonnement som vedkommende bygger på Christian 1.s for længst kuldkastede indvilligelse. Man bør dog vel agte kendsgerninger som historien forkynder med klare ord. 

Uagtet sprogusurpationens stræben i århundreder er sprogets udbredelse dog ikke lykkedes på denne side af Flensborg. I Haderslev og Åbenrå taler kun embedsmænd og købmænd tysk, og de sidste taler det kun dårligt. På landet tales overalt dansk, ligeledes mellem Tønder og Husum og på hele vestsiden hvor det danske nu fortrænger det frisiske. I Flensborg tales endnu meget dansk, især af de ældre når man taler dansk til dem. Dette er endog tilfældet med embedsmændene, uagtet de ligesom almuen tror at Flensborg ligger i Holsten. De yngre forstår kun lidt dansk, hvilket viser den tiltagede fortrængning uagtet kongens lovbud af 1811. Søfolkene taler for det meste dansk. Flensborg har 3 tyske kirker, rummelige og til dels pragtfulde, men kun en dansk, ubetydelig af udseende og med en mådelig prædikant for også på denne måde at bidrage til at få dannesproget tilsidesat og ringeagtet, ligesom man i Åbenrå prædiker dansk til aftensang, men har tyske salmebøger for at tjenestefolk og andre fra landet ikke skal kunne synge dansk som er det eneste sprog de forstår. 

Øst for Flensborg tales mere tysk end dansk, men i landsbyerne mod vest og syd taler indbyggerne indbyrdes kun dansk. Det tyske nødes de til at tale med embedsmændene som aldrig taler til dem undtagen på tysk!!! endog i Brodersby omtrent 1½ mil fra Ekernförde (egentlig Ekernfjord som det i Flensborg med rette kaldes) tales endnu meget dansk. Det er også en ubehagelig omstændighed for vedkommende som gerne ville udslette ethvert spor af danskhed i dette oprindeligt danske land, at de ikke altid med lige held har kunnet gøre stednavene ukendelige. Søgård er fx gjort til Seegard, som hverken er tysk eller dansk. Lyxborg til Glücksburg, Haderslev eller Harsløv (fordum Hedeby) er meget urimeligt gjort til Hadersleben (et liv fyldt af had og kiv), og Gammel-Thing i Haderslev er på den latterligste måde forvansket til Alter Ding, som findes på to gadehjørner. 

Derimod findes stednavnene uden forkvakling på de stenmærker som vejvæsnet har anbragt ved vejene til rettesnor for lodsejerne ved bestemmelsen af deres vejstykker, fx Bodum, Løjt, Kirkby, Skovby, Hobdrup m.fl. mellem Haderslev og Apenrade. Ligeledes Bolstrup, Alby, Avntoft, Bøgelund, Brodersby m.fl. mellem Flensborg og Ekernförde. I Kiel og staden Slesvig ophører al dansk tale, og personnavnene er for det meste tyske, hvorimod det danske fordum taltes endog på den side af Ejderen. I Flensborg har mangfoldige købmænd danske navne som Hansen, Jensen, Petersen, Mortensen osv. Besynderligt ellers at Petersen i Dalby kan tro at kongen vil bifalde et forslag som kuldkastede hans egen lov!

*) Almuesproget på Lolland er til dels skrigende, men det plattyske i Kiel er heller ikke smukt, og har ofte urimelige betoninger. Selv det højtyske er tit hårdt og slæbende. 

(Politivennen nr. 1205, Løverdagen, den 2den Februar 1839. Side 65-69)

Redacteurens Anmærkning

Den nævnte hr. landmand Petersen fra Dalby er formentlig Andreas Petersen (1792-1870) fra Dalby. Han var deputeret ved stænderforsamlingen i Slesvig og ejede en af Danmarks største bondegårde. I maj 1836 havde Andreas Petersen afleveret et andragende til stænderforsamlingen om at "alle skolelærere som ansættes i hertugdømmet Slesvig, for fremtiden skulle underkaste sig en eksamen i det tyske sprog, og at der i de distrikter hvor skoleundervisningen sker i det danske sprog, nogle timer ugentlig skal undervises i det tyske sprog". Heroverfor var der et andet forslag som ville indsende en petition til kongen om at indføre dansk rets- og øvrighedssprog i de områder hvor almuens sprog og undervisningen var dansk. Stænderforsamlingen behandlede begge forslag igen maj 1838.

Den danske stat bestod på Politivennens tid af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg - og de oversøiske kolonier. Styreformen var enevældigt monarki med København og Kiel som administrative poler. Rets- og forvaltningssproget i hertugdømmerne var tysk. Som artiklen påpeger var kultur og sprog overvejende dansk i Slesvig. Men Hamburgs stærke økonomi betød at tysk sprog og kultur bredte sig nordpå. Sammen med de demokratiske kræfter. 

I første omgang havde Frederik 6. forsøgt at bremse op på denne med de fire rådgivende stænderforsamlinger, hvoraf to (Slesvig og Itzehoe) havde tysk som forhandlingssprog. Artiklen må ses som et udtryk for et spirende oprør mod den slesvig-holstenske bevægelse og det tyske embedsapparat. I maj 1840 udstedte Christian 8. en forordning om at hvor der blev talt dansk i skoler og kirker, skulle dansk også være rets-og forvaltningssprog. Sprogstriden brød for alvor ud i efteråret 1842, og endte som bekendt med krigene 1848-50 og 1864.

(Se fx Johann Runge: Sønderjyden Christian Paulsen (1981), specielt siderne 169-279)

01 december 2016

Formanden for Liigbærerne.

Efter forlydende skal det påhvile den nævnte mand at undersøge om kisten er stærk nok kort før hver jordefærd i lighuset. Forholder det sig sådan, synes det indsenderen at være en ganske besynderlig pligt der i og for sig ikke medfører synderlig nytte, men i sandhed må være forbundet med stor tidsspilde og megen ubehagelighed for den pågældende. Om han endog var snedker af profession, var det ham vist ikke muligt med bestemthed at kunne indestå for kistens styrke og at indfinde sig i lighuse hvor smitsom sygdom har bortrevet den afdøde kan undertiden have farlige følger. Det er vist nok et ubehageligt tilfælde at en kiste går itu under jordefærden. Men at det kan forebygges ved det nævnte eftersyn, er jo ikke muligt. Bedre synes det at den ansvarlige snedker fik en klemme på. Og det følgende var vist nok var i så henseende intet bedre middel: Hver leverandør af kister bør ikke have sin betaling for kisten før efter hvert ligs begravelse. For at forebygge tab, bør summen deponeres hos formanden for ligbærerne. Og findes kisten at have været for svag, bør snedkeren tabe enten hele sin regnings beløb eller en betydelig del af den, og det besparede deles mellem den dødes arvinger og ligbærernes kasse. 

(Politivennen nr. 1203, Løverdagen, den 19de Januar 1839. Side 46-47)

Noget Paafaldende i Slutningen af Aar 1838

I slutningstimen af afvigte år viste endnu den sædvanlige råhed i adfærd som man i det mindste skulle tro fjernet fra de bedre klasser, at forurolige fredelige medborgere ved at slænge lerkar og andre ting mod deres porte og gadedøre, ja endog mod stuedøre, hvorved mange kan falde på trapperne over pottestumperne og komme til ulykke i mørke. Ja, på Nørrebro noget forbi Blegdamsvej, så indsenderen fruentimmere og børn flygte fra den ene side af vejen til den anden for pistolskud eller flinteskud, som affyredes fra vinduer og døre. Besynderligt at der ikke på en sådan aften udsendes politipatruljer der kan holde øje med gerningsmændene så at de kan tiltales og mulkteres. At frugtsommelige og børn kan få en heftig og farlig skræk ved sådant skyderi er øjensynligt. Og en forladning kan beskadige ansigt og klæder, ja let kan en kugle være glemt i bøssen efter en jagttur.

(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 12te Januar 1839. Side 28-29)

30 november 2016

Tak til Vedkommende.

Hr. Udgiver!

Da man er sikker på at De deler den anskuelse der såvel i "Søndagen" som i "Kjøbenhavnsposten" er udtalt i henseende til de ophævelser der gøres om Worm, håber man at De ikke vil nægte nedenstående plads i Deres meget læste blad.

* * *

Ved at betænke den deltagelse der fra publikums side er ydet morderen Worm, kan man rigtig nok ikke sige andet end at den danske godhjertethed har åbenbaret sig til gavn. Men ligesom alle gode ting kan misbruges, så har dette også her i en høj grad været tilfældet. Og da der såvel fra hans forsvarer som fra andres side var gjort alt muligt for at fri ham fra den velfortjente straf han fik, så synes der at være gjort så meget at man med en god samvittighed havde kunnet overlade stymperen til en lige så velfortjent forglemmelse. Men næppe er han borte, før man fra flere sider kappes om at forevige hans minde og opløfte hans rygte til skyerne. Ja et vist blad der af nogle kaldes den ildesindede, søger ikke alene at indbilde folk at Worm var ingen simpel morder, hvis forbrydelse var kvalificeret til den straf som overgik ham. Man går i sin fromme iver endog så vidt at det slet ikke vil erkende det for nogen overtro da ved hans henrettelse en person indfandt sig ikke som ved Ludvig den 16. s henrettelse for at dyppe sit lommetørklæde i blod, men for virkelig at drikke det som et helbredende middel. Der manglede nu i det hele kun en opfordring til Thorvaldsen at han ved sin kunstnerhånd ville forevige denne nationalhelt der ikke alene har givet folk emne til at tale om, men også forfattere stof til at skrive om, så at han som Tysklands Andreas Hoser, omgivet af en hellig gloria kan overleveres efterverdenen som en virkelig heltekarakter. 

Det var vel ikke umuligt at dette var sket, dersom ikke en stemme havde hævet sig kraftigt såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten, og derved ikke alene råbte stop til den tankeløse hob, men også fremstillet den ubetydelige Worm såvel som hr. Pastor Visbyes færd i det rette lys. Uagtet en røst har ladet sig høre i Dagen fra i torsdags, med et forsvar for hr. pastoren, lige så jammerligt som den sag han forsvarer, så kan dete dog ikke forandre tænkende mænds mening om denne sag. Hvad Worms digte og øvrige smørerier angår, så kan indsenderen slet ikke få i sit hoved at der just skulle nogen Oehlenschläger eller Grundtvig til at skrive noget bedre. Man formener at enhver stymper med en smule hjerne især når han har fået en del af Wildts og Lafontaines romaner til livs, må kunne gøre det lige så godt, så at de der i den ædle hensigt at tilvejebringe en understøttelse for den værdige moder, har tilbudt at udgive hvad han har sammenflikket, ville have opnået hensigten bedre ved at indbyde til almindelig understøttelse, da der vist ville findes mange som ville yde deres skærv, og hvortil indsenderen ikke skal være med de sidste, uden derfor at ønske at eje en eneste pjalt af Worms lapperier. 

Idet indsenderen priser at den konge der altid har vist at det har været hans lyst at løse frem for at binde, at benåde frem for at dømme, her har ladet loven gå sin jerngang, uden at lade sig bevæge til nogen utidig medlidenhed, kan han heller ikke undlade på eget og fleres vegne at aflægge sin tak til de brave der såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten har søgt at standse hoben, da den tankeløs lod sig henrive af strømmen ligesom franskmændene da morderne Fieschi tilligemed den afskyelige Nina Lassave gjorde opsigt i Paris, til at beundre en usling hvis feje og karakterløse væsen vel kunne egne sig til medynk, men ingenlunde til agtelse og således ikke alene har givet publikum et anskueligt billede af hr. pastor V. færd, men også berøvet stymperen Worm et eftermæle blandt publikum som han ikke på ringeste måde har fortjent

J. C.

(Politivennen nr. 1198, Løverdagen, den 15de December 1838. Side 797-800)


Redacteurens Anmærkning.

Baggrunden for mordet var opsigtvækkende ifølge et kort resume i Wikipedia. I 2005 blev der udgivet en roman af Carl Jørgen Carlsen over historien. Worm er tidligere nævnt i Politivennen, 25. november 1838 i forbindelse med at nogen forsøgte at drikke hans blod da han blev henrettet. Det er formentlig nedennævnte artikel som der hentydes til, nemlig Kjøbenhavnsposten, 27. november 1838:
Nyheds-Post.
Kjøbenhavn, den 27de November 1838 - Pastor Visby har udgivet et lille Skrift "Dagbog over mine Besøg hos P. C. F. E. Worm fra den 3die Nov. af, da den kongl. Resolution om hans henrettelse blev ham meddeelt, til den 20de f. M. da den exsequeredes" (77 S. 8. 32. s hos Høst) der, skjønt paa et Par Steder maaske ikke aldeles frit for katholicisme, heelt igjennem maa læses med Interesse. Forfatteren, der selv siger, at det vilde være unyttigt at negte, at han har følt inderlig Deeltagelse for Worm, har vidst at vinde sine læseres Medfølelse, at et så let modtageligt og svagt Gemyt som Worm maatte, efter i den sidste Tid kun at have været paavirket af gode Indtryk, udgaae af Fængslet som et ganske andet og bedre Menneske, end det vi kjende af Acterne; derfor er selv Worm et stærkt Argument for Ønskeligheden af Dødsstraffes Afskaffelse.

Artiklen blev fulgt op i Kjøbenhavnsposten, 9. december 1838, s. 1365-1366. Her udtrykte bladet betænkelighed ved at pastor Visby utilsigtet kom til at gøre for meget ud af Worm. Visbye fungerende præst ved det civile arresthus. Han er også en af hovedpersonerne i en artikelserie i Politivennen, 14. juni 1834.

Under fængselsopholdet skrev han digte som blev udgivet. Åbenbart forstod Worm ikke bare at vække sympati udenfor fængslet, især blandt kvinder, men også fra en præst: I Theologisk Tidsskrift 1844, s. 179- 183 bebrejdes det pastor Visby at han har forvansket salmer af bl.a. Ingemann og Brorson specielt for fangernes skyld. Pastor Visbys pjece får en grundig gennemgang i Tidsskrift for Litteratur og Kritik, 1839, s. 65-79.

Henrettelsesstedet (1806-1845) lå ved Svenske Skanse (nu Dalslandsgade 7, deraf gadenavnet Ved Skansen).

Han blev begravet på "Slavekirkegården" (Tugt- og Forbedringshusets begravelsesplads på Amager). Den 7. december 1838 var hans hovede fjernet. Mere end 40 år senere skrev den ansete professor og etatsråd Carl Otto i sin bog "Af mit liv, min tid og min kreds" side 204-208 (1879 - se netdokument) at han havde aftalt med skarpretteren Nicolai Raunholdt at få udleveret hovedet. Men at Worm selv havde mistanke om at det ville ske og fik løfte fra fængselspersonalet om at det ikke ville ske. Otto måtte derfor betale for i ly af mørket at få opgravet hovedet, hvilket blev opdaget. Men man slap væk med hovedet som Otto (ikke uden stolthed) beretter at han således reddede til sit Frenologisk Museum. Her uddraget af netdokumentet:
Da nu Worm, en ung Mand af god Familie, i 1838 (?) havde dræbt eller kvalt den bekjendte originale Udgiver af „Gammelt og Nyt," Tønder, var det mig særligen om at gjøre at erholde hans afhuggede Hoved. Kort for Henrettelsen henvendte jeg mig derfor til min gode Ven Ravnholdt og lovede en større Pengesum end sædvanlig, hvis han, naar Liget lagdes i Kisten, kunde tilvende sig Hovedet og bringe mig det. Han lovede det naturligvis. Worm imidlertid, der vel maa have hørt om min Gridskhed efter at faa alle Henrettedes Hoveder, tog forinden i Fængselet det høitidelige Løfte af Underfogden og Politibetjentene ved Halshugningen at drage Omsorg for, at hans Hoved kom med i Kisten, og disse paasaa dette ogsaa, da Skarpretteren bestræbte sig for at tage det tilside. Denne kom derfor samme Dag til mig med stor Beklagelse over, at han havde maattet opgive Hovedet. Da det nævnte Mord havde været i Alles Munde, og Morderens Livstildragelser vare blevne saa almindelig bekjendte, blev Besiddelsen af netop dette Hoved mig dobbelt vigtig, og jeg besluttede derfor ikke at opgive mine Bestræbelser for dog at erholde det. Dette blev imidlertid saa meget vanskeligere, som Worm paa Grund af sine Bekjendelser, sin naturlige, i Modstrid med hans Handling staaende Godmodighed og sit formentlige poetiske Talent af den lavere Befolkning i Staden blev anseet for et Slags Martyr, hvortil navnlig en Piece af hans Skriftefader, Pastor Visby, meget bidrog, saa at der dagligen foretoges Valfarter ud paa Amager til hans Grav, der endog ved disse Leiligheder smykkedes med Blomster! Vanskelighederne ansporede kun mine Bestræbelser. For god Betaling overdrog jeg derfor min Assistent, Bataillonskirurg Kruse og min Syge-opvarter i Straffeanstalten, Medscher at forskaffe mig Worms Hoved. Fjorten Dage efter begav de sig derfor en Nat, forsynede med Spade, Reb osv, ud til Graven og begyndte at opgrave Kisten. Medens de vare midt i dette Arbejde, hørte de Folk, der maaske havde hørt Opgravningen, nærme sig; de skyndte sig da i al Hast at aabne Kisten og udtage Hovedet, men da Fodtrinene stedse kom nærmere, kunde de ikke give sig Tid til ogsaa at tilkaste Graven og ilede da kun bort med Byttet.
Den næste Dag havde jeg da Hovedet, men tillige gik det som en Løbeild gjennem hele Byen , at „Worm s Lig var blevet opgravet og bortført", som det tilføiedes: „for at nedgraves i hellig Jord paa AssistentKirkegaard." Politiet kom strax i Bevægelse, fandt vel Liget paa sit rette Sted, — men intet Hoved! Melding derom skete strax til Politidirektør Kieruls. Denne, som kjendte min frenologiske Iver, anede strax Sammenhængen, og da han som min gamle Velynder vilde forskaane mig for at komme i Forlegenhed, yttrede han for Betjentene, at da Liget var blevet paa sit Sted , var det ikke værd at foretage Videre i denne Sag . „ Jeg kan nok tænke, hvor Hovedet er blevet af!" Dermed var Historien forbi, der maaske ellers nok kunde være bleven mig ube­hagelig. Begivenheden var imidlertid længe endnu Gjenstanden for Publikums Omtale og Betragtninger, og jeg maatte høre mange Yttringer om den Mistanke, man havde. Hovedet er nu i mit frenologiske Museum, og i Kataloget over dette har jeg givet en fuldstændig Beskrivelse af dets frenologiske Organisation og Overensstemmelse med Hjerne-Organlæren, saaledes som den viser sig, sammenholdt med Morderens af Visbys Bog bekjendte Karakter og Handlinger.
Man har, som sees af Ovenstaaende, vel Grund til at kalde mig „Frenologen", men fortrinsvis at benævne mig saaledes, hver Gang Bladene ere saa gode at offenliggjøre min Fødselsdag, forekommer mig dog mindre passende, naar Hensyn tages til min øvrige og større Virksomhed i den almindelige Lægevidenskabs og navnlig i mit Fags, Farmakologiens Tjeneste.