24 august 2016

Velmeent Advarsel!

Motto: (Jeg ville hellere bo hos løver og drager end være i hus med en ond kvinde. Jesu Sir. B. B. 25, 17.)

Søndag den 3. i denne måned gik undertegnede i selskab med en skipper her i staden, ned i kælderen under huset nr. 75 bag Børsen for hos den derboende værtshusholder E. Rasmussen at tage en morgendram da vi begge endnu intet havde nydt. Da vi kom ind, skænkede manden os de forlangte 2 snapse og da vi havde drukket dem, forlod han stuen. Kort derefter kom en sømand som også havde været med mig i forretninger på et pakhus. Og da også han skulle have en dram, forlangte jeg denne 2 gange af konen som var i stuen. Men da jeg intet svar fik, tog jeg selv flasken for at skænke i det jeg sagde: "Med forlov! er det ikke denne flaske De skænker af?". Dog næppe havde jeg berørt flasken før kællingen sprang op og med det udråb: "I bornholmske røvere! hvor tør I tage min flaske," gav mig en dygtig øredask hvorefter hun skænkede den forlangte snaps. Da manden atter kom ind i stuen, bad jeg ham styre sin kvinde såsom jeg ikke gad lægge hånd på hende. Men straks greb furien mig bagfra i nakkehåret, og da den med mig følgende skipper nu også opfordrede manden til at råde bod på hendes raseri, fik han en lige så god kindhest som den jeg havde fået, hvorefter hun igen vendte sig til mig med de ord: "betal nu I røvere, hvad I har fået," og slog mig atter i ansigtet så at blodet styrtede ud af næse og mund.

Da betalingen nu var lagt, greb hun en flaske og ville slå mig i hovedet med den, hvorfor jeg hvor ugerne jeg end gjorde det, så mig nødsaget til at gribe hende om armen og idet jeg drejede djævelinden om, blev det mig muligt at slippe ud ad døren. Men hun forfulgte os, greb en spand der stod i forstuen, og overslog mig som allerede var ude på gaden, med dette så jeg blev dyndvåd. Skipperen som fulgte efter mig, behagede det derpå denne djævelindes værdige mage ligeledes at overøse en spand vand mens hun atter sprang ned og hentede en porcelænstallerken som hun kastede efter os, så at den blev slået i tusinde stykker mod stenbroen.

Jeg tror det at være min pligt at bekendtgøre det her fortalte for at det må tjene til advarsel for fredelige folk som muligvis kunne falde på at søge nogen forfriskning på dette sted. I hjertet ynker jeg den stakkels mand der må trækkes med en sådan havgasse. Men han fortjener vel ikke stort bedre, for da jeg opbragt over kvindens skammelige opførsel henvendte mig til ham med de ord: "hvad er De for en mand, at De ikke holde styr på Deres engen kvinde," gav han til svar: "jeg er den mand som du aldrig bliver," og herfra vil jeg bede Gud bevare mig. For af alt regimente er vel tøffelregimente det værste.

P. R. Heiner
Skipper.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 390-392) .


Svar paa det i Politievennen Nr. 858 indførte Stykke, betitlet: "Velmeent Advarsel."


Det har altid været og skal altid blive mit inderligste ønske at vedligeholde allerede erhvervet agtelse blandt mine medborgere.

Således kan jeg da ikke være tavs til det løgnagtige andragende og uden grund angreb en vis såkaldt skipper Heiner har tilladt sig at lade indføre om min kone og mig i den nævnte Politivennen. Den nøgne sandhed som i al fald fra min side kan blive bevisliggjort, vil jeg alene holde mig til. At jeg skænkede for ham og hans medfølger 2 snapse efter at de trådte ind i mit lokale er en sandhed, og ligeså at jeg derefter forlod stuen fordi jeg havde anden beskæftigelse og således måtte overlade min kom som nærværende det øvrige. Sandt er det at han forlangte en snaps til en 3. person som stod udenfor, men min kone der kun løseligt hørte hans krav, svarede ham: "min mand kommer straks."

Imidlertid tog han selv flasken uden at spørge om det, og skænkede af den en snaps til den nævnte person og det med et højst fornærmeligt udtryk "at han var mand for at betale flasken og kærligheden med." Min kone som blev opbragt over denne højst ulovlige adfærd, gav ham - det skal jeg ikke nægte - rigtig nok en alvorlig munddask. Derpå gik han ud på gaden og gjorde en sådan larm og spektakel der forvoldte opløb, og tirrede især min kone med det at hun måtte tage sin tilflugt til en fyldt spand vand som hun med det udtryk "at gale og fulde folk afkøler man bedst med koldt vand," ville overslå ham. Han derimod kom ned igen, greb spanden som han ville have kastet over hende, hvis jeg ikke var kommet hende til hjælp og således var det mig der kastede eller overøste ham med vand. At min kone i hidsighed kaldte ham "en bornholmsk røver" er muligt. Men at han fortjente denne benævnelse som velfortjent er lige så rigtigt. For at komme ind i en mands hus, uforskyldt fornærme ham og kone er i det virkelige en ulovlighed. Imidlertid undres jeg over at han ikke gennem rettens vej har påklaget de formodentlige fornærmelser mod ham. For lavt er det i al fald gennem et offentligt blad uden grund at beklikke næstens ære. Jeg tilføjer endnu at den tallerken han taler om, blev trådt itu af ham selv i arrigskab og at min kone som var fornærmet over det, blot kastede stumperne efter ham.

Det er en almindelig regel at hvor en nidding uforskyldt stræber efter næstens ruin på ære og agtelse, der skal også den fornærmede part høres. Denne regel har jeg i dette mit forsvar nøjagtigt fulgt for at forebygge urigtigt og falsk omdømme om egne og min kones handlinger. Hvorhos jeg tillige er den nævnte anmelder uundsigelig forbundet for den forøgede søgning han ved sin infame og injurierende annonce i den senere tid har erhvervet mig.

R. Rasmussen.

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 401-404) .


Redacteurens Anmærkning

Der findes en halv snes værtshusholdere med navnet R. Rasmussen, men mon ikke det er ham som i Krak 1832 er opført som R. Rasmussen, værtshusholder, Bag Børsen 75. Derimod er der ingen Heiner. Adressen Bag Børsen 75 eksisterer ikke længere. Den lå på nuværende Slotholmsgade 16.

23 august 2016

Spørgsmaal til hans Høiærværdighed Herr Dr. Wollf, Pastor ved den mosaiske Menighed.

Rygtet siger at gudstjenesten i den nye mosaiske kirke vil blive moderniseret, nemlig at nogle af de ældre bestandigt vedholdte bønner skal udelades, i særdeleshed den ved højtiderne såsom til påske, pinse osv. i de fleste af Europas synagoger og hidtil her brugte, oplæsning i forening med bønner (den såkaldte), koralsang indføres *), og adskillige af de andre hidtil stedfundne ceremonier afskaffes. Derfor er man så fri gennem dette blad at anmode Deres højærværdighed om at tilkendegive for menigheden om dette rygte er grundet eller falsk. For det er i sandhed ikke ligegyldigt for dem der fra barndommen af er oplært i deres forfædres uforfalskede tro med dens ceremonier, af denne har lært at føre en retskaffen vandel, ved denne er blevet lykkelige og tilfredse, der har bidraget ikke ubetydeligt til kirkens opbyggelse og fremtidigt må bidrage til dens vedligeholdelse. De må nu i tilfælde af rygtet siger sandhed, enten måtte afvige fra de allerede rodfæstede begreber eller undvære den trøst at besøge Guds hus da alle øvrige synagoger jo nedlægges ved den nye kirkes åbning.

Tilfredsstillende oplysninger om denne genstand forventes ret snart kommunikeret for menigheden da man i modsat tilfælde allerunderdanigst vil indgive en ansøgning til Hans Majestæt Kongen om at det gamle ritus må forblive uforandret, og denne vil blev underskrevet af pluraliteten af menighedens medlemmer.

*) En efterligning af det ceremonielle i det moderne tempel i Hamburg. Koralsang fandt også før sted i synagogen i Berlin, men som ikke henhørende til de ægte jødiske trosceremonier ansås den der for en anstiftelse af en ny sekt og blev af den grund afskaffet af regeringen.


(Politivennen nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 271-273) .

Findes hos os ogsaa Obscuranter blandt Mosaisterne?

Vi ved at zelotisme og obskurantisme hører til dagens orden blandt os kristne her og i Tyskland. At noget lignende finder sted hos jøderne, synes klart af sådanne ytringer som de der findes i Politivennen nr. 851 under overskriften "Spørgsmaal til hans Høiærværdighed Hr. Dr. Wolff, Pastor ved den mosaiske Menighed." Det hedder her at det ikke kan være ligegyldigt for dem som fra barndommen er oplært i deres forfædres uforfalskede tro med dens ceremonier, af denne har lært at føre en retskaffen vandel og ved den er blevet tilfredse og lykkelige at de nu enten må afvige fra de allerede rodfæstede begreber eller undvære den trøst at besøge Guds hus.

Man må her med al føje spørge: hvad har enkelte gamle ceremonier med troen at bestille? Dr. Wolff vil jo ikke afskaffe troen, men nogle uvæsentlige ceremonier og derimod indføre en anstændig og opbyggende koralsang, i stedet for den stygge uharmoniske sang som hidtil fandt sted i synagogerne. Han vil næppe afskaffe noget som har hjemmel i Guds ord, men vel nogle menneskelige indretninger som kun grunder sig i Talmud og andre rabbinske skrifter. Fx oplæsning af visse bønner på visse festdage. (Om Col nidre, forsoningsdagen mm. se Eisenmengers entdecktes Judenthum hvor mange forældede sædvaner og talmudiske vildfarelser hvoriblandt de skadende og forkastelige reservationes mentales ved edsaflæggelse). 

I oldtiden ofrede jøderne til Gud: De havde forsoningsofre, vellugtende røgofre, madofre etc. Når disse og flere ceremonier kunne afskaffes uden skade for troen og de troende, hvad kan da hindre afskaffelsen af mindre vigtige, eller endog upassende? I Berlin satte de såkaldte rettroende jøder sig også imod enhver forbedring i gudsdyrkelsen, hvorfor den preussiske regering blev nødt til at afstå fra sine prisværdige foretagender og hensigter og måtte lukke det nye tempel hvor guddommen dyrkedes på en værdig og for vores tidsalder mere passende måde. For at ikke noget lignende skal indtræffe i Danmark som hin indsender tydeligt truer med, var det vel bedst at en af de mindre synagoger forblev åben til brug for mere samvittigheds- eller fordomsfulde som ikke vil besøge den nye synagoge. 

J. L. Petersen.

(Politivennen nr. 852, Løverdagen den 28de April 1832, s. 288-290) .

Gjentagen Anmodning til Herr' Dr. Wolf, det mosaiske Troessamfunds Præst.

Da Deres velærværdighed endnu ikke har opfyldt det i Politivennen nr. 851 ytrede rimelige ønske at tilkendegive for menigheden hvorvidt de udspredte rygter betræffende adskillige forandringer ved gudstjenesten er grundet eller falsk, er man så fri at gentage det, med den tilføjelse af man håber De ret snart vil vise menigheden denne opmærksomhed.

Ved at indføre koralsang, etc. eller afskaffe bønner etc. kan mange processer opstå da man har samlet bidrag til en synagoge (hvilket også udtrykkeligt siges i kvitteringerne for disse bidrag), og i en sådan må sådant ikke finde sted, hvilket man ved udenlandske overrabbineres vidnesbyrd kan godtgøre.


Af overskriften ses til hvem anmodningen er. Uvedkommendes skrivelser i den anledning besvares af den grund ikke, hvad enten de kommer fra Peter eller Paul.


(Politivennen nr. 852, lørdag den 5. maj 1832, s. 297.)


Redacteurens Anmærkning

Abraham Alexander Wolff (1801-1891) var en tyskfødt overrabbiner. Han kom til Danmark i 1829 og virkede i Synagogen i Krystalgade, der blev indviet i 1833. Her indførte han en gudstjeneste med ortodokst indhold i en form, der blev godkendt af reformvenlige kredse. Han blev senere kendt for en række oversættelser og lærebøger.

På dette tidspunkt var der formentlig været omkring 2.000 jøder i København, ud af befolkningen på omkring 120.000. De konservativt orienterede var trængt af reformfolk efter indflydelse fra den tyske jødiske oplysningsbevægelse (fx Moses Mendelsohn 1729-86). Desuden havde reformfløjen gode forbindelser til det Danske Kancelli. Reformbevægelsen så sig selv som fornuftens religion, den naturlige religion over for rabbinisme, overtro og talmudisme. De ville være danske patrioter, ikke en jødisk nation.

Omkring opførelsen af synagogen brød den interne splittelse blandt jøderne ud, altså også i artikler i Politivennen.

22 august 2016

Unoder af en graverkarl.

Fredag den 2. marts forleden blev en snedkersvend der var død på Frederiks Hospital, bragt til sit hvilested som var betalt af lauget på Assistenskirkegård, af de dertil tilsagte laugssvende. Jordpåkastelsen skete på hospitalet af en præst. Ved ligfølget var endvidere den afdødes familie til stede.

Efter at kisten var sænket ned i graven, tog enkelte af følget en spade og kastede som tegn på agtelse noget jord ned i graven, hvorimod andre fæstede et tavst blik i det kolde hjem. Ved denne lejlighed tillod en af de tilstedeværende graverkarle sig med hånende gebærder og på en i øvrigt uforskammet måde at træde op til graven og spytte ned i den, hvorpå han viste følget bort. 

Indsenderen ved ikke hvad årsagen måtte være til en sådan pøbelagtig adfærd. Men han tror næppe at det skulle være ringeagt for liget, fordi hverken præst, bedemand eller graver var med i processionen, eller også at et på simpel måde begravet lig, det vil sige hvor hverken Per eller Poul bliver ukristeligt smurt for at opfylde deres pligter, in specie skal behandles med ringeagt af graverkarlen, men penge også kun skaffer agtelse og velvillig behandling under disse omstændigheder.

At en graverkarl imidlertid i det udvortes forhold bør iagttage en høflig og beskeden adfærd, følger ligefrem af hans funktion. Da det nu er anstødeligt at møde sådan behandling som den anførte, så skal indsenderen have anmodet graverkarlens foresatte om at indskærpe disse i almindelighed og den udpegede graverkarl i særdeles fornøden sømmelig høflighed mod og ved ligfølger for fremtiden.

En snedkersvend.

(Politivennen nr. 846, Løverdagen den 17de Marts 1832, s. 177-179)

Anmodning til Herr' Major og Fattigdirecteur Mangor.

Man har for nyligt læst i et offentligt blad adskillige ytringer om Frelserens Arbejdshus, nemlig at det er befolket med husvilde "som til dels består af straffede forbrydere, løsgængere og andre der har fundet husly under vores broer og den frie himmel; at man ikke kan indestå for at den fattige her ikke bliver befængt med utøj eller udslæt og at vist mange foretrækker natteleje selv i råt efterårsvejr i grøfterne og under broerne frem for det opholdssted som Frelserens Arbejdshus lover dem." 

At den stiftelse som bærer frelserens navn, yder den fattige og ulykkelige så lidt frelse, er højst beklageligt. Men af Deres bekendte iver og menneskekærlighed tør man sikkert vente at De vil søge at afhjælpe en så sørgelig tilstand og ved forflyttelse af en del af personalet til bedre, mere luftige og renlige værelser, samt bedre pleje af de derværende børn og voksne, bidrager til at formilde disse lidendes ulykkelige tilstand som nu giver anledning til så hyppige publikums medynk vækkende klager.

(Politivennen nr. 846, Løverdagen den 17de Marts 1832, s. 169-170)


Redacteurens Anmærkning

Mellem 1787 og 1800 var der blevet oprettet arbejdshuse for almissemodtagere der var i stand til at arbejde. Vor Frelsers arbejdshus i 1791. Her skulle de spinde uld og blev opdraget til gode samfundsborgere.

21 august 2016

En slem Fugl paa Felttjeneste.

Når de respektive regimenter af Københavns Garnison øves i felttjeneste, sædvanligvis i nærheden af Charlottenlund Skov, sker der tit uordener som indsenderen der ejer nogle huse tæt ved skoven, her vil anføre et eksempel på i det håb at bidrage til at hæmme sådant.

Lørdag den 11. februar øvedes hans kongelige højhed Christians regiment i en sådan felttjeneste på nævnte sted. Henimod middag måtte min hustru retirere ind i huset da hun i gården blev angrebet af 3 soldaters usømmelige kærlighedstaler. Men mon hun selv i sit eget hus kunne undgå heltene? Nej! Hver mand for til sit vinduesfag for der udefra at præsentere deres yndigheder efter fattig lejlighed. 

Indsenderen som arbejdede i et nærved liggende hus, kom netop ud derfra. Så disse 3 væbnede folk glo gennem sine vinduer og spurgte da den ene: Hvad ser du efter, hvorpå genspurgtes: Er det mig du taler til. Og da svaret blev ja, for den adspurgte tillige med de to andre bistert imod mig og med den kraftigste ed bebrejdede mig at have brugt ordet du idet de sagde at hvis han ville gøre det ret, burde han slå mig til jorden med sit gevær som et æsel. 

I stedet for at krybe til korset som denne fugl der var et helt hoved højere end jeg og blev assisteret af de andre vel havde ventet, svarede jeg kun: Slå! Hvis det behager dig. Ellers er der dør på huset og den står åben for dig og enhver militær som har noget der at udrette i tjenestesager. Men denne gloen igennem min vinduer tåler jeg ikke. Ved denne gentagelse af det for personen så forargelige du, forbitredes han således at han råbte efter sin løjtnant der skulle hentes for at jeg kunne få den fortjente straf. For at værge mig lidt mod en så overlegen magt, gik jeg hen i min port forfulgt af alle de 3 slemme gaster, og greb en brændeøkse som jeg betydede de gode folk at jeg ville forsvare mig med hvis der blev øvet vold i mit hus. Men da gav den person som var blevet fornærmet ved mit du, med sit gevær et drøjt stød for brystet, hvilket dog ikke bragte mig til at falde, og de andre fældede gevær mod mig, så at jeg nu med 2 bajonetter for brystet stod indespærret i mit eget portrum med mit ubetydelige våben i hånden. 

Dette varede et godt kvarters tid. Men der kom ingen officer. Der blev heller ikke sendt efter nogen. Måske anså befalingsmanden det heller ikke for rådeligt at svække sin magt ved at detachere en mand med rapport om det passerede. Af angst over at se 2 bajonetspidser true mit bryst og bevæget ved børnenes gråd, vovede min kone sig nu ud af huset for at tale et ord til min frelse, og spurgte derfor hvad jeg havde forbrudt. Og lød da svaret af nævnte høvedsmand, en underofficer, Deres mand er yderlig grov, han siger du til mig. På hendes gensvar at vi jo sagde du til den der var mere end vi alle, og at dette ord altså vel kunne bruges til en soldat som vi var vant til at kalde den der har gevær, enten han havde kjole eller trøje på, i stedet for at man måske havde ventet en bøn om nådig tilgivelse, syntes der at komme lidt vand i heltens blod. De to soldater vendte sig fra mig, affyrede deres geværer og ved nogle udtryk som bondefæ og andre lignende soldatervittigheder forlod dette smukke kløverblad os.

Ved at bekendtgøre ovenstående vil jeg råde de mænd i egnen som ofte må forlade deres huse for at tjene brødet og lade deres kvinder alene hjemme, at bede disse at hænge for vinduerne i deres huse når krigsfolk spores i nærheden da dette vel er den eneste råd for at undgå at blive overbegloet ved deres huslige sysler af uforskammede karle der som oftest fører et højst uterligt sprog. Men især advare dem for at sige du til en underofficer. For hvem ved hvad følgen af sådant kan have når blodet kommer i kog såvel på den ene som den anden. At en højere og højeste befalingsmænd ikke billiger en opførsel som den her påankede, ved vi jo ikke.

Eigaard.

(Politivennen nr. 843, Løverdagen den 25de Februar 1832, s. 128-132)