Fuldstændig afspærret. (Efterskrift til Politivennen)

 

Ved Leddet paa Platanvej.

Platanvej - den idylliske Villavej, der gaar imellem Vesterbrogade og Frederiksberg Allé - er bleven istandsat med nye Fortovsfliser, Kantsten og fint Grus og Makademisering paa Kørebanen. Samtidig har Villaejerne - Vejen er privat og bestyres af et saakaldt Vejlav - benyttet Lejligheden til fuldstændig at spærre Vejen af for al gennemgaaende Færdsel. Tidligere har Automobiler maattet køre gennem om Søndagen - et Skilt herom staar for Resten endnu baade paa Hjørnet af Vesterbrogade og af Frederiksberg Allé - og for Cyklister har der været indrettet en permanent Gennemkørsel i det tidligere Led midt paa Vejen. Men nu er det, som sagt, forbi med d'Herrer Villaejeres Imødekommenhed mod de mange Mennesker, som til og fra deres Beskæftigelse paa Nørre- eller Vesterbro hidtil har kørt ad Vester Fælledvej - Platanvej - Madvigs Allé og Bülowsvej, og dette vækker saa uhyre Indignation, at Villaejerne har maattet rekvirere Politi til at passe paa, at der ikke gik for meget Slid paa deres nye fine Grus.

Saa længe Politiet stod der, kravlede Folk naturligvis af Cyklerne og ind under Leddet, men ellers kører de ganske roligt op over Fortovet og kommer paa denne Maade forbi Afspærringen uden at staa af Cyklerne, idet de lader lidet smigrende Bemærkninger falde om den Levning fra Frederik den 6tes Enevælde, der endnu behersker en frederiksbergsk Vej af stor Betydning for Færdslen.

(Aftenbladet (København), 2. juli 1927).

"Henrik Skæg". (Efterskrift til Politivennen)

Fra 1921 var der blevet indrettet et folkekøkken i en tilbygning på bagsiden af Axelborg, en to-etages bygning med kælder, med kælenavnet "Valborg". Navnet hentyder til sagnet om Axel og Valborg. Det blev nedrevet i 1961 i forbindelse med at Landbrugsrådet (der havde overtaget bygningen i 1925, en overgang sammen med Statsradiofonien) byggede et nyt Axelborg. 

Folkekøkkenet som Forbrydernes Samlingssted

"Henrik Skæg", "Christian Vesterbro" og hans Fæller. - En Bande, der har begaaet en Række store Indbrud.

Folkekøkkenet i "Axelborg" har i Forvejen ikke noget godt Navn paa sig. Gang paa Gang bliver det omtalt i Politirapporten som et Sted, hvor Forbryderne træffer hinanden, og efter den sidste Sag, som Politiet i al Stilfærdighed har arbejdet med, vil Folkekøkkenets Navn ikke blive bedre.

I Folkekøkkenet har 11 Mand, som alle har været mere eller mindre i Berøring med Politiet, fundet hinanden og aftalt alle de Kup, da efterhaanden lavede. Hovedmanden er Henrik Larsen, kaldet "Henrik Skæg", og Chr. Larsen, kaldet "Christian Vesterbro". Banden har begaaet en Række store Indbrud. Foreløbig er man naaet til Tallet 30, men der er sikkert meget mere. Banden har i en udstrakt Grad benyttet sig af store Sten, hvormed de har knust Butiksruder. Den Fremgangsmaade har de bl. a. benyttet mod Svend Thomsens og Johannes Nielsens Forretninger, hvorfra de gik med et rigt Bytte af Ure.

Henrik Larsen har ved et af Indbrudene "arbejdet" sammen med en Mand ved Navn Nielsen. Denne blev for nogen Tid siden dømt for det paagældende Tyveri, men han røbede ikke Henrik Larsen. Nu vil han blive hentet herover til Retten fra Tugthuset.

Om kort Tid vil Sagen komme til offentlig Behandling.

(København 1. juli 1927).

Ved retssagen løb antallet af tyverier op i 78, det største i urforretninger i Bagerstræde 1 og 2. "Henrik Skæg" havde tidligere været under anklage for tyveri. Ved underretten var han blevet idømt 4 års tugthus, men landsretten frifandt ham. Ved byretten fik han dom for to tyverier begået i Oehlenschlägersgade 37 og barberforretningen Helgolandsgade 4. Henrik Skægs dom blev på 4 års forbedringshus.

Dømt Bande.

60 Personer implicerede.

I Byrettens 7. Afdeling hos Dommer Gøtzsche har der i lang Tid været behandlet en Sag. som omfatter 60 Implicerede. En Del af Hovedpersonerne, bl. a Lederen Henrik Larsen, kaldet Henrik Skæg, har forlængst faaet deres Dom.

Forleden var Sagen paany til Behandling i Byretten, og der blev gennemgaaet et halvt Hundrede Tyverier, hvorefter en Del af Arrestanterne fik deres Dom. 

Edvard Larsen fik 2 Aars Tugthus, Adolf Larsen 1 Aars Forbedringshus. Hans Pretorius 5 Maaneders Forbedringhus som Tillægsstraf, Robert C. 60 Dages Fængsel Axel Jensen et halvt Aars Tugthus til de 4 Aar, han er i Færd med at afsone, Carl Christensen 8 Maaneders Forbedringshus, Harald Handschoh 2 Aars Forbedringshus og Niels Kjeldsen 1 Aars Forbedringshus, endvidere fik en Nybegynder 80 Dages Fængsel.

(Social-Demokraten 25. juli 1927).

Bissedrenge jaget ud af Domhuset.

Da "Henrik Skæg"s Bande skulde fremstilles.

Assessor Mundt har i længere Tid behandlet en Sag mod en Bande unge Mennesker, der har begaaet Tyverier under Ledelse af en kendt Forbryder, der hedder Henrik Larsen, men kaldes Henrik Skæg. I Gaar skulde Banden fremstilles for Dommer Eide. Ude paa Gangen havde en Mængde af Bandens Kammerater samlet sig, og hver Gang et kendt Ansigt viste sig sammen med en OpdageIsesbetjent, brød Knægtene ud i rene Hyldestraab.

Ordenspolitiet blev tilkaldt, og det varede ikke længe, før Domhuset var ryddet.

To af Arrestanterne fik i Gaar deres Dom. Kaj Jensen fik en Tillægsstraf paa 8 Maaneder, mens Niels Peter Knudsen blev idømt 18 Maaneders Forbedringshus.

Om kort Tid falder Resten af Dommene.

(København 24. august 1927).

I september 1927 blev yderligere 12 mand dømt, dog kun for småtyverier, ialt til 20 års forbedringshusarbejde.

Betleren i Selskabsdragt.

Om Dagen Betler - men smokingklædt Tilskuer i Scala om Aftenen, Betleren, der tiggede Tøj om Dagen, men havde et Hot Hjem og fine Vaner. - Nye Oplysninger om "Henrik Skæg"s Bande.

Politiet har haft en Del Arbejde med "Henrik Skæg"s Bande. I Gaar fik de to sidste af Banden deres Straf. Det var Søren Vilh. Hansen og Peter Poulsen. Den første idømtes 120 Dages Fængsel, den anden fik 2 Aars Forbedringshus. De var tiltalt for Hæleri, men i Retssalen blev der yderligere rejst Tiltale mod Peter Poulsen for Betleri.

Grossist i sammentiggede Beklædningsgenstande.

Det viste sig, at Poulsen ikke blot gik ud og bad om Tøj, men at han var en Art Grossist paa dette Område. I Herberget i Saxogade kendte han flere Betlere, som han ogsaa fik til at gaa ud og tigge Tøj sammen. Han købte da, hvad de kom med, altid for Smaapenge, og solgte Tøjet videre til Marskandisere og tjente mange Penge paa denne Maade.

Den smokingklædte Tigger.

Der er under denne Sag kommet interessante og mærkelige Ting frem, hvis Rigtighed Politiet har konstateret.

Det har saaledes vist sig, at et af Medlemmerne i Henrik Skægs Bande, Kaj Sørensen, har ført en eventyrlig Dobbelttilværelse.

Ogsaa han havde til "Specialitet" at bede om aflagt Tøj. Det er ikke sjældent sket, at han i Bil er taget til Provinsen, hvor han har hjemsøgt de store Gaarde. Han fik mange Steder en Del godt Tøj, og dette bragte han til Bilen, han havde holdende et Stykke fra de Steder, han hjemsøgte.

Kaj Sørensen havde her i Byen et meget smukt Hjem, og det er konstateret, at han i ikke faa Tilfælde har været i Scala, klædt i ulastelig Smoking og paa de bedste Pladser.

(Klokken 5 (København) 8. februar 1928)

"Henrik Skæg"s Bande paany paa Spil.

For et Par Aar siden behandlede Byretten en Sag, hvori flere Personer var Impliceret. Det drejede sig om en Del Tyverier fra Butikker og Lysthuse i Byens Periferi. Banden kaldtes "Henrik Skæg"s Bande, og Medlemmerne havde nu udstaaet deres Straf. I Dag blev dog Føreren. Henrik Chr. Alexander Larsen, der kaldes "Henrik Skæg", og 3 af Bandens Medlemmer, Helbert Eigil Clausen, Ernst Carlo Petersen og Eiler Bernhard Mathiesen, paany sendt i Fængsel. Det oplystes, at de hade gjort sig skyldig i Vold paa sagesløse Personer paa Værtshuse i den Indre By. Desuden havde de 3 førstnævnte forsøgt Indbrud i en Skotøjsforretning paa Nørrebrogade, men Udbyttet var kun et Par Laksko, og de blev overrasket paa Stedet. Dommeren Idømte Larsen, Clausen og Petersen Forbedringshusarbejde i henholdsvis 2, 2 og 1 Aar. Mathiesen fik 40 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Randers Dagblad og Folketidende 8. juni 1932).

Støvlehælen som fældende Indicium.

En tidligere straffet Person, Henrik Ejnar Larsen, blandt sine Venner kendt under navnet "Henrik Skæg", er sat under Fængsling, sigtet for Tyveri af en Pengekasse fra Frelsens Hær i Saxogade i København. Han nægtede sig skyldig, men Politiet har fundet et Aftryk af Larsens ene Støvlehæl paa Gerningsstedet. - Han er nylig løsladt fra et længere Ophold paa Vridsløse.

(Herning Avis, 4. juli 1935).

- Det er ikke min Hæl, Politiet har fundet, sagde Larsen. Jeg har overhovedet ikke været inde i Herberget. Hele Dagen gik jeg sammen med Kaj Jensen, "Indianer-Kaj"; vi fik nogle "Hørkrammerbajere", indtil vi gik ind paa Beværtningen paa Hjørnet af Saxogade og Matthæusgade.

Dommeren bestemte at "Indianer-Kaj" og Tjeneren fra Restauranten skal afhøres som Vidner, for at man kan faa oplyst, hvor "Henrik Skæg" opholdt sig, da Tyveriet i Herberget foregik. Sagen blev derfor udsat.

(Dagens Nyheder, 7. juli 1935. Uddrag).

"Henrik Skæg" blev frifundet for tyveriet da dommeren fandt bevismaterialet mangelfuldt og politiet i øvrigt frafaldt tiltalen. Måske også fordi Henrik Skæg ville have fået en meget hård dom. Men da han havde undladt at melde sig til protokollen over mistænkelige personer, fik han 60 dages fængsel.

Liget kom godt i Jorden. (Efterskrift til Politivennen).

Liget kom godt i Jorden

De, der gjorde Boet op, havde revet de sidste Klude af det. 
Graadige Likvidatorer ribber de sammenbrudte Selskabet ved deres mægtige Honorarer af det.
Graadige Likvidatorer ribber de sammenbrudte Selskaber ved deres mægtige Honorarer.

Som bekendt er Bank- og Sparekassbedrageri ved at blive en national dansk Næringsvej. Dertil kommer nu ogsaa Stillingen som Likvidator i Likvidationsboer, den sidste synes endda at være ved at blive den mest Indbringende. I den beretning om Likvidationen at "International Assurance Compagni", der er udsendt, faar man at vide, at de tre Likvidatorer, Højesteretssagfører Bache, Direktør Jacob Tannenberg og Direktør C. Østergaard, "foranlediget ved Udtalelser af de to interesserede Banker" har ansat Honoraret til 275,000 Kroner, "uagtet Likvidatorerne i samtlige andre sammenbrudte Forsikringsselskaber har beregnet mindst 10 pCt. af Nettoaktierne, der her er ca. 6½ Million". Det vil altsaa sige, at de Herrer egentlig mener at have Ret til at beregne sig 650,000 Kroner. Vil man sige; Hvorfra kommer denne Ret? ja saa hedder det, at det er Praksis i Konkursboer, og derfra er denne Praksis gaaet over i Likvidationsboer. Saaledes faar man, om man saa maa sige, Metode i Galskaben.

Mon mod denne Metode har bankerne da heldigvis protesteret, thi som en Protest maa Bemærkningen om de faldne Udtalelser forstaas. Og Protesten synes heldigvis forfulgt paa Kreditormødet og Generalforsamlingen, der skal afholdes i de kommende Dage, og det er Meningen at lade Sagen gsa til retslig Afgørelse.

Med Hensyn til Henvisningen til Konkursboerne, saa er Forholdet det, at der her jo som oftest er Tale om mindre Boer og deraf følgende mindre Værdier. En Beregning af 10 pCt. vil her ofte være rent naturlig og absolut ikke for meget i Betaling for Arbejdet med Afviklingen, men hvad der er naturligt her, bliver unaturligt - Ja ligefrem Graadigheden sat i System, naar der er Tale om Selskabernes Millionboer.

- - - -

Der er den lille interessante Omstændighed ved det Hele, at fhv. Trafikminister Haasing-Jørgensen - o, salig Ihukommelse!  ogsaa har været med i Likvidationen; han sad der, indtil han efter Diskontobankens Sammenbrud fandt det formaalstjenligt at bosætte sig mellem Schweitz' Bjerge. Han har saaledes Krav paa en Andel af de store Honorarer, vel 50.000 Kroner. Ak, javist har vi store Mænd her i Landet; de er bare en Smule kostbare.

- - - -

Det er at haabe, at der maa komme noget ud af denne Protest. - Det er paa Tide, at der sker Ændringer i dette Forhold, at et sammenbrudt Selskabs Restværdier paa den Maade skal beklippes i en saa uhyre Grad for at faa de sidste Regnskaber sluttet og de sidste Værdier realiseret. Saasom man jo kan forvente, at der endnu af og til vil bryde et eller andet Selskab sammen, saa er det paa Tide, at der kommer en ganske anden Ordning end den, der nu finde; den, der jo i Virkeligheden kun har kunnet praktiseres, fordi den er bleven tolereret uden Protest.

Ellers staar vi en skønne Dag dér, at Likvidatorerne tager Rub og Stub, saa at vi kan skrive samtlige sammenbrudte Selskabers Gravskrift i de Linier: Liget kom godt i Jorden. De, der gjorde Boet op, havde revet de siste Klude af det.

J. H. 

(Aftenbladet (København), 23. juni 1927).

En skarp Protest mod de høje Likvidations-Honorarer.

Domstolene skal afgøre Spørgsmaalet.

Kreditormødet i "Intern. Assurance Compagni" blev afholdt i Gaar, og Hovedpunktet i Forhandlingerne blev, som det var at vente, de høje Likvidationshonorarer.

Efter at Højesteretssagfører Bache havde indledet og havde henvist til Hovedpunkterne i Regnskabet, kom Kritiken til orde. Overetssagfører Angelo førte Øksen med haard Haand. Her kan selvfølgelig kun inden for rimelighedens Grænser almindeligvis regnes med det Likvidations-Salær paa 10 pCt., som Beretningen henviser til. Men her er der jo Tale om Millionsummer, og saa er vi ude i Urimelighederne. Det ser ud, som d'Herrer Likvidatorer vil have os til at det saaledes, at det er en elskværdig Imødekommenhed, at de ikke har taget 10 pCt. Vi kan ikke se det saadan, ja vi kan ikke en Gang mene, at 6 pCt. er rimeligt.

For et Par Aar siden blev der taget 200,000 Kr. a conto paa Likviditionssalæret. Jeg protesterede som Revisor i Selskabet ved en Antegning i Protokollen. Og med Hensyn til det nu foreliggende Regnskab protesterer jeg igen over for det samlede Beløb paa 375,000 Kr. Bankerne finder ligesom jeg, at 3 pCt. vilde være en passende Takst. Hvad der ligger højere, er og bliver urimeligt.

Højesteretssagfører Steglich-Petersen sluttede sig til den fremsatte Kritik (Højesteretssagføreren repræsenterer Handelsbanken og Diskontobanken.) Det er givet, sagde Hr. S.-P., at der skal ydes et passende Honorar for et saa ansvarsfyldt Arbejde, men naar man kommer op paa saa store Beløb som her, saa maa der kræves en anden Motivering end den, d'Herrer har givet. En almindelig Sammenligning med andre Boer er ikke nok.

Højesteretssagfører Bache svarede derefter: - Ja, de fremsatte Bemærkninger om Salærerne kommer jo Ikke overraskende efter hvad der har staaet I Pressen. (Steglith Petersen: Nmh ja. og efter hvad vi har sagt til Dem paa Forhaand.) 

Saa fortsatte Hr. Bache: Jeg skal ikke komme nærmere ind paa den Kritik, der har rejst sig. Jeg vil blot spørge d'Herrer, om de vil akceptere en Afgørelse her, eller de vil gaa til Domstolene.

Steglich-Petersen svarede straks: Vi akcepterer ikke.

Bache: De fastholder, at De vil gaa til Domstolene.

Stegl.-P.: Ja, det gør vi.

Bache: Saa er det jo ørkesløst at diskutere Sagen her.

Alligevel blev der diskuteret om Kontorer og Hjælp og Sagfører-Salærer og om Pressens Stilling til Sagen.

Hr. Bache forlangte til sidst en Afstemning, fik den ogsaa, men den betød intet som helst. Det Hele var kun Indledningen til den Retssag, hvor Spørgsmaalet om Honorarernes Størrelse vil blive endelig afgjort.

(Aftenbladet (København), 25. juni 1927).

Sagen startede i Landsretten i oktober 1927. Landretten afgjorde i april 1928 at honoraret skulle nedsættes med 125.000 kr. til 250.000 kr. Sagen blev ikke appelleret..

Fundet barnelig på Assistens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

I en affaldsdynge på Assistens Kirkegård fandt en af arbejderne i går morges en pakke hvis yderste lag var avispapir.

Da han efterså pakken lidt nærmere, viste det sig at den indeholdt liget af et nyfødt drengebarn. Politiet der blev tilkaldt, bragte barneliget til Retsmedicinsk Institut hvor det vil blive obduceret.

Hvem der har lagt barneliget i affaldsdyngen, vides endnu ikke.

(Nationaltidende, 24. juni 1927).

Badedragterne gennem et halvt Aarhundrede. (Efterskrift til Politivennen)

En praktisk Udviklingsskala.

Moden er en herskesyg Despot, og ingen Del af vor Klædedragt kan unddrage sig dens Love. Selv Badedragten dikteres af denne alt beherskende Magt og vort Billede viser Udviklingen paa dette Omraade gennem det sidste halve Aarhundrede. Som man ser, gaar det  i Retningen "mindre og mindre", ligesom i den daglige Paaklædning men medens der kan gøres berettigede Indvendinger mod de altfor korte Skørter og den meget lette Dagsdragt, maa man indrømme, at Badedragtens Udvikling gaar i den rigtige Retning. Her er det mindst mulige jo ogsaa det mest hensigtsmæssige, og Damen fra 1925 har sikkert betydelig mere Gavn og Glæde af sit Bad, end hendes Bedstemoder fra 1875, hvis Paaklædning jo mindst af alt drager Tanken hen paa en forfriskende Dukkert i Bølgerne.

(Aftenbladet (København 23. juni 1927).