Bryggeriarbejder Peter Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

En bryggeriarbejder

ved navn Peter Jensen har 2. påskedag tidligt på eftermiddagen hængt sig i sit hjem, Enghavevej nr. 20, 4. sal. Hans hustru var gået i besøg hos en søster, men kom tilfældig hjem og fandt da et brev fra ham liggende på bordet. I brevet meddelte den kun 40-årige mand hende at han ikke kunne udholde at leve længere og bad hende om tilgivelse, fordi han tog sig af dage. "Gå ikke selv op på pulterkammeret" stod der nederst i brevet. Den ulykkelige kvinde ilede straks op på pulterkammeret og fandt ganske rigtigt her manden hængende. Han var endnu varm og ved nogle naboers hjælp blev han straks skåret ned. Men han havde nylig udåndet.

Peter Jensen havde i den senere tid forsømt sit arbejde på Tvedes Bryggeri, hvor han ellers i 16 år havde arbejdet støt og dygtigt. Der var nu kommet ham et rygte for øre om at han skulle afskediges, og det havde gjort ham i den grad fortvivlet at han besluttede at dø. Hans hustru sidder tilbage med en dreng på hen ad 7 år og venter snart sin nedkomst, så hendes forhold er højst sørgelige.

(Social-Demokraten, 6. april 1904).

Bryggeriarbejder Peter Jensens begravelse.

Vi har modtaget følgende skrivelse:

Hr. redaktør!

Den i Deres ærede blad tidligere omtale bryggeriarbejder P. Chr. Jensen, Enghavevej 20, der i 16 år har arbejdet på Tvedes Bryggeri, og som aflivede sig 1. påskedag da han uden grund frygtede for at blive afskediget, blev i dag fredag kl. 11:30 begravet fra nordre kapel på Vestre Kirkegård.

Pastor Rasmussen fra St. Johannes Stiftelsen besørgede jordpåkastelsen og omtalte i sympatiske ord den afdøde der i en så lang årrække havde virket i bryggeriets tjeneste og var almindelig afholdt blandt sine kammerater.

Højtideligheden gjorde et dybt indtryk på det store følge, blandt hvilke bemærkedes bryggeriarbejderne der var mødt med fane.

Som omtalt bekostede bryggeriets direktion begravelsen. Det hermed forbundne arrangement var lagt i min hånd, og jeg fik frie hænder til at ordne alt det nødvendige, således at begravelsen kunne få et smukt præg.

Det er da meget beklageligt at der ved et fejlgreb fra kvartermesteren på St. Johannes Stiftelsen skete et skår i højtideligheden. Jeg havde nemlig aftalt med kvartermesteren at han skulle ordne begravelsen, levere jord, kiste, sange, orgel og lys osv. og jeg betalte hans regning der beløb sig til 85 kr.

Men da følget indfandt sig i kapellet og begravelsen skulle foregå, var der hverken orgel eller lys. Den tilstedeværende kapelfunktionær erklærede at han ikke havde modtaget nogen ordre i den retning. Situationen var et øjeblik noget trykket, eftersom jeg til min chef samt til bryggeriets arbejdere og den afdødes familie havde meddelt at kapellet ville blive oplyst samt at der ville blive musiceret på orglet. Efter noget parlamenteren opnåede vi at få kandelabrer ved kisten, men orglet måtte vi undvære, skønt der blev musiceret i et sidekapel ved en anden begravelse.

Jeg har selvfølgelig klaget til St. Johannes Stiftelsen, og kvartermesteren har undskyldt sig med at der fra hans side er sket en fejltagelse. Han har givet ordre til at der ved en helt anden begravelse skulle være orgel og lys, og denne begravelse fik altså et helt uventet præg, ligesom forbavselsen hos dette følge sikkert har været ikke så ringe, eftersom der slet ikke var bestilt et sådant arrangement.

Kvartermesteren har ganske vist tilbagebetalt beløbet og udtalt sin beklagelse. Men af hensyn til bryggeriet og den afdødes kammerater og efterladte har jeg anset det for rigtigt at fremkomme med denne redegørelse for det pinlige optrin, for hvilket jeg står uden skyld.

København den 8. april 1904

Lars Hansen

Bryggeriarbejder,

Lundbyesgade 8. st.

(Social-Demokraten, 6. april 1904, 2. udgave).

Den dræbte Smedesvends Ulykkesforsikring. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Barn faar ingen Ting.

Forrige Onsdag styrtede en 22 aarig Smedesvend Charles Petersen under sit Arbejde paa den elektriske Lysstation i Gothersgade ned fra et Stillads i 58 Fods Højde. I Nattens Løb døde han paa Hospitalet.

To Dage efter - om Fredagen - skulde han have haft Bryllup. I Stedet for at sætte Brudekransen paa sit eget Hovede kom hans Kæreste nu til at lægge en Krans paa sin afdøde Vens Kiste.

I Tirsdags blev han begravet fra Nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard. En talrig Skare af Kammerater og Direktørerne for Aktieselskabet Smith, Mygind & Hattemeyer, som han havde arbejdet for ved sin Død, fulgte ham til Graven. Og foruden samledes om hans Kiste den gamle, sørgende Moder, hans Brødre, Kæresten - og hans og hendes lille Dreng.

Petersen var ulykkesforsikret, som alle udsatte Arbejdere, men de Par Tusind Kroner, som hans Hustru og Barn kunde have saaet, bliver nu nægtet dem, fordi Ulykken var kommen to Dage før det berammede Bryllup.

Hvad havde vel været rimeligere end at udbetale Pengene til hans Kæreste og Barn? Nu faar de ingen Ting.

Forhaabenlig vil Petersens "lovlige" Arvinger, som nu faar Pengene udbetalt, huske paa disse to, der dog stod ham nærmest, hans Barn og hans Barns Moder.

(Aftenbladet (København) 16. januar 1904).

Damernes Blad - Hjemmet. (Efterskrift til Politivennen)

"Damernes Blad".

I Løbet af sidste Aar har man hyppigere og hyppigere i de gode Hjem fundet "Damernes Blad" paa Familjebordet, og Allevegne, hvor det er kommet til Huse, har man kun hørt Lovord over det. Fra en temmeligt udemærket Tilværelse i nogle Aar, har det nu i den senere Tid voxed sig ind i det store Publikums Bevidsthed og Ho? skaffet sig et Abonnentantal, der staar langt over de fleste andre Ugeblades.

Bladet hedder nu en Gang "Damernes Blad", men strængt taget burde det hedde "Familjens Blad", thi vel indeholder det en Rigdom af belærende og uddannende Stof for Kvinder, og særlig for Husmoderen, for hvem det er en ypperlig prøvet og erfaren Raadgiver for Hus og Hjem, for Køkken og Børnepleje, men Texten og den Rigdom af Billeder, som pryder og, levendegør den, er valgt saaledes, at Familjens mandlige Medlemmer har fuldt saa megen Interesse af at studere den. "Damernes Blad" dyrker nemlig med særlig Paapasselighed Aktualiteten, netop det, der herhjemme og ude i den store Verden har dannet Samtaleemnet og vakt Interesse, behandler "Damernes Blad" i instruktive, paalidelige og kvikt skrevne Artikler, og altid kan man være sikker paa, at "Damernes Blad" har en Fremstilling, der stammer fra de flinkeste journalistiske Penne og fra de bedste og sikreste Kilder.

Aarsagen til dette Blads eget betydelige Udvikling i det sidste Par Aar og den almindelige Anerkendelse, som det har høstet, baade blandt det store Publikum og i Dagspressen, der forstaaer at vurdere det gode, journalistiske Arbejde, dette Blad Uge for Uge formaar at lægge for Dagen, maa i første Række søges i, at "Damernes Blad" nu redigeres af en virkelig Journalist. Redaktøren er som bekendt en Kvinde, Frk. Valborg Andersen, der i Kraft af sit frodige og mangesidede Talent har formaaet at vinde Respekt for sit Arbejde og erhvervet Anerkendelse. Frk. Andersen er den fødte Journalist, hendes Stil er let og sikker, hendes Iagttagelsesevne giver hende det rigeste Stof, og altid forstaar hun at finde Pointen i det, der ligger for, og som hun journalistisk behandler, det er en Dame med betydelige kunstneriske Talenter med store aandelige Interesser og med Hjartet paa det rette Sted. Stadig søger hun i sit Blad at slaa til Lyd for de store samfundsnyttige Reformer, og tit og ofte er hun gaaet i Brechen for de fattigste og ulykkeligste vort Samfund, og altid med det Held, som følger det virkelige Talent, der lægger al sin Kraft ind paa at naa sit Maal.

Ved disse Egenskaber er det lykkedes Frk. Valborg Andersen at give sit Blad en kulturel Mission; der er Alvor i dets Arbejde, og uden dette fortjener ikke noget Blad at blive Husven i de gode Hjem. Det bygger op, virker opdragende og belærende paa den behageligste og kvik feste Maade, som ønskes kan. Derfor tør vi trygt anbefale netop dette Blad og ønske det Fremgang Samfundslag, hvor man steller Kultur og Oplysning højere end Gobtkøbs Underholdning og Mælkebrøds-Romangenren.

- "Damernes Blad"s Billeder bør særlig omtales. De udmærker sig altid ved en overordentlig omhyggelig Reproduktion, og Trykningen og Bladets hele nitide Udstyrelse giver det bedste Bevis for, at det udgaar fra et af vore allerbedste og allerfineste Trykkerier.

- - -

Fremgang og Anerkendelse giver Lyst til at bryde nye Baner og vinde endnu videre frem. Gang efter Gang har Bladet draget nye Omraader, nye Æmner ind i sit Stof. Særlig Lykke har de gratis Snitmønstre gjort hos alle økonomiske Husmødre. Ved Hjælp af dem kan enhver Moder sy sit eget og sine Børns Tøj, en Gevinst, som er mangedobbel for et Hjem, særlig hvor der er Børn. Nu er der yderligere sket en Udvidelse i denne Retning, som sikkert vil blive af stor Betydning for Bladets fremtidige Væxt og Udbredelse, idet Bilagenes Antal er meget forøget, saaledes at der i Løbet af hvert Kvartal medgives 6 gratis Snitmønstre, 10 Romanbilag og Haandarbejdsbilag, altsaa i alt 19 Bilag i Kvartalet. Endvidere et stort Kunstblad en Gang aarlig.

"Damernes Blad" er ubetinget nu et af vore aller bedste Ugeblade, og der er al Grund til at spaa det en glimrende Fremtid. X.

(Horsens Folkeblad 17. oktober 1903)

"Damernes Blad" blev overtaget af Egmont H. Petersen i 1901. Det skiftede i 1904 navn til Hjemmet i 1904. Valborg Andersen var redaktør 1902-1927. Det var især hendes fortjeneste at oplaget i den periode steg fra 1.400, i 1908 55.000, i 1913 155.000 til 500.000 eksemplar. Indhold bestod bl.a. af madopskrifter, tips og ideer til boligen, helse og velvære, noveller og krydsogtværs.

Valborg Andersen (1868-1941) var af en børnerig brolæggerfamilie på Christianshavn. 1893-1897 var hun operasanger på Det Kongelige Teater. I 1896 fik hun en datter (Mariotta) med hendes i mellemtiden afdøde forlovede, lægen Axel Thomsen. I 1897 blev hun ansat på Casino. Hun fik sønnen Ole med den gifte Henrik Cavling (fra 1905 redaktør på Politiken) og forlod operaen til fordel for journalistik: 1898 på Nationaltidende og to andre Ferslewske aviser, samt for Kvindernes Blad. 

Valborg Andersen var blandt iniativtagerne til Kvindehjemmet i Læssøesgade 1902, der fra 1945 kom til at ligge på Jagtvej i København, hvor det stadig ligger. (Se Politivennen Live Blogging "Kvindehjemmet i Læssøesgade" 1927). I 1901 blev hun redaktionssekretær ved Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet, i 1902 redaktør ved Damernes Blad. Efter at bladet var købt af bogtrykker Egmont H. Petersen, ændredes navnet til Hjemmet. Det gav i starten stort underskud, men Egmont H. Petersen køb af en billedrotationspresse og Valborg Andersens nye redaktionelle linje til at gøre det til et familieblad til "Kamp for det Gode, det Skønne og det Humane, det som stræber opad til Gavn for Hjemmet og Samfundet", steg oplaget.

Hendes børn blev sat i pleje. Mariotta blev siden sygeplejerske, Ole blev journalist. Hun var medlem af Teosofisk Samfund (1902), Selskabet for Psykisk Forskning (1905) og interesserede sig for okkultismen. På trods af hendes indsats og indflydelse, foretrak hun at leve anonymt, og lade andre som Egmont H. Petersen få æren. Hun efterlod sig stort set intet kildemateriale. I tråd med det blev hun begravet i fællesgraven på Bispebjerg Kirkegård.

Thora Vilhelmine Jensen (1838-1903). (Efterskrift til Politivennen)

Thora Vilhelmine Hansen, blev født den 15. november 1838 i København. Her levede hun tilsyneladende til sin død 10. september 1903. Hun døde i De Gamles By "efter et langt smærtefuldt sygeleje" som det stod i dødsannoncen (se nederst).

Hun var datter af en arbejdsmand, siden vægter Cay Daniel Hansen Christine Larsen (Folketællingen 1840). Den 6. august 1858 blev hun gift i Trinitatis Kirke med tømrersvend Niels Jens Langdahl Jensen. Han var født  13. marts 1835 i København og døde den 29. april 1898 i Skt. Johannes Stiftelsen. Hans far var tømrersvend Peder Jensen.

Ved folketællingen i 1860 boede de i Murergade 6 på Nørrebro (ejendommen er nedrevet). Og havde da fået et barn, deres førstefødte. Tyve år efter, ved folketællingen i 1880 boede hun med sine 3 børn i Saxogade 17. Også denne ejendom er nedrevet - den lå tæt på kirken. Nu kaldte hun sig enke, og ernærede sig ved håndarbejde.

De fik i alt tre børn: Athemar Anton Langdahl Jensen, født 19. okt. 1858 i Murergade, døbt i Frue Kirke. Hjalmar Langdahl Jensen, født 2. jan. 1864 i Klerkegade 12, døbt i Skt. Pauls. -Hed(e)vig Langdahl Jensen, født ca. 1868 i Kbh. - Athemar var formersvend i 1885. Hjalmar var smedesvend i 1880.

Mellem 1860 og 1880 gik de fra hinanden. Men historien melder ikke noget om der er sket en lovformelig skilsmisse. Hvornår fremgår heller ikke præcis, men der er dog måske en forklaring i Politiefterretninger 10. juli 1877:

Tømrersvend Niels Langdahl Jensen af Schousgade 4, 2. sal, har den 2den ds. forladt sit Hjem, uden senere at være vendt tilbage. Hans Signalement er opgivet saaledes: 42 Aar gl, meget høj, spinkel af Bygning, mørkt Haar og Ansigtsfarve, brune Øjne, fyldigt Skjæg over hele Ansigtet og iført sort Frakke, Benklæder og Vest, sort lavpullet Hat, Trætøfler, graa uldne Sokker, Bomulds Lærreds Skjorte uden Mærke og kulørt Sirtses Halstørklæde. (A 6).

Og Politiefterretninger 19. okt. 1878 meddeler nøgternt at han er afleveret til fattigvæsenet. Det fremgår ikke om han boede samme med Thora i Schousgade. Måske var de allerede flyttet fra hinanden? Måske er der tale om Schouwsgade som efter 1882 skiftede navn til Vodroffs Tværgade.

Der må være sket et eller andet i mellemtiden. Men hvorfor de blev skilt, kan vi ikke vide. Måske fortæller mandens adresser noget om det. Han boede i 1880 i Store Brøndstræde 4, et af byens værste slumkvarterer. Han oplyste at han var ugift. Det bliver værre, for ved folketællingen 1890 er han flyttet til Holmensgade 4, endnu et af byens værste slumkvarterer, og han oplyste igen at han var "ugift"

Ifølge Politiets registerblade tog han ophold i Skt. Johannes Stiftelsen 19. aug. 1893 og døde dér knap 4 år senere af kronisk nyrelidelse, 53 år gammel. Årsager til kronisk nyrelidelse er som oftest diabetes eller forhøjet blodtryk, men kan også være nyrebetændelse eller medfødte sygdomme. 

Sankt Johannes Stiftelsen eksisterede 1885-1915. Den bestod af 3 afdelinger: en optagelsesanstalt for børn, et sygehus og et arbejdshus. Sygehuset modtog primært uhelbredelige eller kronisk syge, men havde også en afdeling for hudsygdomme. De personer, der blev optaget i arbejdshuset hørte til den gruppe fattige, som var i stand til at arbejde. De, der ikke kunne klare arbejdet enten på grund af fysiske eller psykiske problemer, blev henvist til Ladegården eller til Almindelig hospital. I 1918 blev stiftelsen overflyttet til arbejdsanstalten Sundholm som særlig afdeling.

Thora overlever ham med 10 år. Hun boede ifølge folketællingen 1901 i Matthæusgade 8A. Hun oplyste at hun var blomsterhandler. Hun har nu en 14-årig plejesøn hos sig. Hvem det er, ved vi ikke, men han har alderen til at være et barnebarn. Hendes egne børn var i 1887 hvor plejesønnen blev født, ca 29, 23 og 19 år. Kort efter må hun som nu ca 64 årig være blevet overført til det sted hvor hun døde, nemlig De Gamles By.

Dødsannonce for Thora, Social-Demokraten 12. og 13. september 1903. Som det ses skete begravelsen fra Nordre Kapel på Vestre Kirkegård, 13. september 1903 (søndag). Som det ses optræder kun Jensen'er og Hansen'er.  De sidste må formodes at være "Broder og Søster". Annoncen kan ikke have været helt billig.

Thora Vilhelmine Jensen er begravet på Vestre Kirkegård, og formentlig på grund af gravstenen, eller pladens udformning af jern er den blevet bevaret på lapidariet. Hun er således en af de meget få bevarede tidlige begravelser af fattig mennesker på kirkegården. En af hendes sønner var smedesvend, så man ikke det kan være ham som har fået fremstillet mindesmærket. Eller måske den smed Johan Rudolf Hansen som er nævnt i dødsannoncen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Perlsteins Ejendomme i Studiestræde og Fiolstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Mislykket Udsmidning.

Hr. Perlstein havde i Gaar anmodet Kongens Foged om at "være sig følgagtig" til sin Ejendom i Studiestræde Nr. 27 for at sætte en Mælkehandler ud af dennes Lejlighed i Kælderen. Perlstein forklarede, at Mælkehandleren ikke havde betalt det Huslejebeløb, som forfaldt sor nogle saa Dage siden. Fogden var altsaa nødt til at tage med, skønt han nødig er saa strænge Husejere følgagtig. Mælkehandleren forklarede, al han var bleven enig med Perlstein om at blive boende til 1ste Oktober d. A., og at han havde betalt Husleje til Oktober Flyttedag, samt at Perlstein selv havde averteret Lejligheden i Aviserne. Han havde endogsaa et Par Vidner paa Aftalen, men uheldigvis intet skriftlig med Ejeren. Ejeren blev imidlertid ved sit, og Udsættelsen begyndte. Da det meste Bohave og Inventar var sat ud paa Gaden, hentede Mælkehandleren vor i Nærheden boende Sagfører, som straks mødte, men Fogden var imidlertid taget bort, da han skulde i flere lignende Ærinder. Sagføreren fik nu ved Politiets Hjælp stoppet videre Udsættelse, idet han paastod, at hvad der skete efter Fogdens Bortgang var privat og ulovligt. Hr. Perlsteins to Sønner var ved at bære Mælkefadene ud, den ene kom med Tykmælken, den anden med Kærnemælken, men begge maatte vende om igen. De satte nu afsted ud i Byen efter Fogden og fik omsider fat i hele Fogedpersonalet, som saa for anden Gang var Hr. Perlstein følgagtig. Perlstein maatte betale Gebyrerne nok en Gang, men Mælkehandleren var imidlertid flyttet helt ind igen, og vor Sagfører protesterede nu mod Udsættelsen. Følgen blev, at Fogedretten trak sig tilbage med uforrettet Sag, for at Kongens Foged selv kunde afsige sin Kendelse. Denne falder først om en Dags Tid eller to, og imidlertid er Mælkehandleren flyttet ind i sin ny Butik ved Siden af. Forestillingen overværedes af et stort og taknemligt Publikum.

(Social-Demokraten 25. september 1891).

En Dame kastet paa Gaden.

I Gaar Eftermiddags stod et solidt 4-Værelsers Møblement paa Gaden udfor nr. 13 i Fiolstræde og spærrede næsten al Færdsel; det vakte Opsigt i Kvarteret. Folk saa paa Møbelstabelen, medens de diskuterede Begivenheden. Her var øjensynlig ikke Tale om en Udsmidning af en fattig Familie.

Gik man op i Ejendommen, fandt man paa 2den Sal en tom Lejlighed, hvori et Par af Byfogdens Flyttefolk gik og rumsterede. Paa Dørpladen stod Navnet: Frk. Larsen.

Huset Ejer, Hr. Rentier Perlstein, fortæller, at Frøkenen er en ældre velhavende Dame, som ikke har betalt den forfaldne Huslejesum, skønt gentagende Paamindelser. Hun havde tilleje hos sig bl. a. en Hr. Boss, der gjorde sig bekendt ved sit Detektivbureau, og derudover havde de øvrige Husbeboere gentagne Gange besværet sig.

Frøken Larsens Tilhængere i Ejendommen fordømmer Hr. Perlsteins Adfærd i stærke Ord.

Endnu ud paa Aftenen var Begivenheden det almindelige Samtaleemne i Fiolstrædekvarteret, hvor baade Hr. Perlstein og Frk. Larsen er meget kendte.

(Social-Demokraten 8. juli 1903, 2. udgave).