En Kvægdriver slaaet sig ihjel. (Efterskrift til Politivennen)

Styrtet ned fra Høloftet.

Et uheldigt Natteleje.

Blandt de Kreaturtrækkere, der arbejder ved Kvæsthusbroen og Slagtehusene, var Peter Petersen en kendt Mand.

Han gik under Navnet "Peter Hjemløse", fordi han aldrig om Morgenen vidste hvor han skulde sove om Aftenen. Mest holdt han til ude paa Vesterbrogade 23 i Hestehandler Larsens Stald. Der var et Høloft, hvor Lejet var blødt og billigt, det kostede nemlig ikke noget. 

Han kravlede derop i Aftes for at strække sine trætte Lemmer i det bløde Hø. Men i Mørket tog han fejl af Vejen, traadte udenfor Loftsbjælkerne og styrtede ned.

Peter Hjemløs blev liggende paa Gulvet uden at røre sig. Hestehandlerens Folk fandt ham, han blev kørt paa Kommunehospitalet. I Faldet havde han brækket Ryggen, saa han døde kort efter Indlæggelsen.

Nu kommer han ikke til at savne Natteleje mere; i en Fattiggrav ude paa Vestre Kirkegaard kommer "Peter Hjemløs" til at lægge sine Ben - for stedse.

(Aftenbladet (København) 23. juni 1904).

Allinge gamle og nye Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 

Allinge gamle kirkegård lå på denne side af kirken, og på den anden side af stengærdet. Fotoet giver et indtryk af dens størrelse, dog blev vedtaget i 1898 at udlægge noget af kirkegården til gade da denne var meget smal. Der findes stadig et betydeligt antal gravsten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Forlangte Erklæringer og Betænkninger.

I Nr. 58 udbad Justitsministeriet sig Kollegiets Erklæring over et Andragende fra Borgerrepræsentationen for Allinge og Sandvig om, at den for begge Kjøbstæder fælles Kirkegaard i Allinge, uanseet Bestemmelsen i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9, fremdeles, i alt fald i den nærmeste Fremtid, maa benyttes til Begravelsesplads for bemeldte Kjøbstæder.

Dette Andragende er fremfaldt af Hensyn til, at Anskaffelsen af en ny Kirkegaard formeentligen vilde blive altfor bekostelig og trykkende for den ved mange andre Udgifter allerede stærkt betyngede Kommune. Byfoged Jørgensen har i sin over Andragendet afgivne Erklæring, som Landphysikus Grove for sit vedkommende ganske har tiltraadt, bemærket Følgende. Saa vidt han kan skjønne, har Kirkegaarden i Allinge en yderst uheldig Beliggenhed; thi den er ikke alene placeret saa temmelig midt i Byen, men den ligger ogsaa høiere end største Delen af samme, saa at det vand, der under Regnskyl strømmer ud fra denne Kirkegaard, og som nødvendigen maa følge Klippeunderlaget, ikke alene maa trænge ind i de nærmeste Brønde, men vistnok har en videre Gang, end man er istand til at afgjøre. Kirkegaarden har i flere hundrede Aar været benyttet, og, da den er indskrænket til et lille Rum, maa den fornemmeligen bestaae af forraadnede Lig og Kister, saa at det vistnok bliver en Nødvendighed snarest muligt at gjøre en Ende paa denne Tilstand. Allerede for flere Aar tilbage har han reist dette Spørgsmaal og foranstaltet et Møde af Kirkeinspektionen og Borgerrepæsentanterne, men, da alle Stemmer vare ham imod, lod han Sagen stille i Bero. Byerne eie Jord sønden for Adinge, som passende kunde anvendes til Kirkegaardsplads, men som man ikke ønsker at benytte hertil, fordi Beboerne fra Sandvig da maatte føre deres lig igjennem Allinge; men at Hensynet til denne længere Vei maa være et aldeles underordnet Moment i Sagen, synes uomtvisteligt. Forøvrigt har man ogsaa imod dette sted anført, at Bunden der var leret, og at der saaledes vilde staae Vand i Gravene, hvilket imidlertid maa kunne forhindres ved en hensigtsmæssig Draining. Han viser slutteligen, at Anlæget af en ny Kirkegaard ingenlunde vil blive saa kostbart, som af Andragerne antaget, og han kan saaledes i henhold til Ovenstaaende ikke anbefale det Ansøgte til Bevilgelse. Regimentschirurg Sannom, praktiserende læge i Allinge, har i en afgiven Erklæring yttret, at Kirkegaarden er saa gammel og overfyldt med Lig, at Grunden, uagtet, mest bestaaende af Sand og Grus, dog maa indeholde saa mange forraadnede Dele af de Lig, der nu i flere hundrede Aar ere begravne der, at det maa ansees for rettest, at der, saasnart Kommunen kan overkomme det, anskaffes en ny Kirkegaard, fra hvilken Tid al Begravelse paa den gamle bør ophøre.

Amtmanden over Bornholm er af den Formening, at der aldeles ingen Grund er til i dette Tilfælde at gjøre Undtagelse fra den almindelige Bestemmelse i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9. Udgifterne kunne ikke blive saa store, at de kunne kaldes trykkende for Kommunen, og, hvad det angaaer, at man med de Lig, som begraves fra Sandvig, da kommer til at kjøre gjennem hele Allinge, istedetfor at man nu derimod kjører igjennem en Deel af denne By, da er det en Omstændighed af ingen Betydning.

Kollegiet tiltraadte i Skrivelse af 18de Februar Amtmandens Erklæring, der i det væsenlige er overeenstemmende med alle de andre i denne sag afgivne.

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1860)

En ny kirkegård blev indviet i 1864. Den var omtrent halvt så stor som den nuværende.

Rare Kirkegaardsforhold.

Ved en tilfældig Brevskriver have vi modtaget følgende Skildring af Kirkegaardsforholdene i Allinge:

Paa den gamle Kirkegaard ved Kirken blev for nogle Aar siden plantet Tjørnehække, men disse ere ikke blevne plejede eller klippede, saa at de somme Steder er løbet flere Alen i Vejret, medens de andre Steder ligge nedtraadte. Gæs og Ænder gaar frit ud og ind og ligger derinde og klatter til paa og imellem Gravene. Men værst er det dog med de store Hunde, som løber derind og nedgraver Affald fra Slagterierne, saasom Kalvehoveder og lignende. De grave store Huller paa Gravene, for deri at gjemme deres Fangst. ... Den ny Kirkegaard er ikke stort bedre, den ligner mest et Vildnis, som Børn bruger til Legeplads.

(Bornholms Tidende 29. oktober 1895).

Allinge ny kirkegård ligger "oppe" og er betydeligt større end den gamle. I 1902 blev arealet udvidet til det dobbelte da kirkegården var ved at blive fyldt op og ingen anden placering var blevet fundet. Endnu en udvidelse fandt sted i 1904. Kapellet stod først færdigt i 1906. Som de fleste kirkegårde bærer den nu præg af store græsarealer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Juli 1898.

- - -

- Kirkeinspektionen meddeler Samtykke til, at et Stykke af den gamle Kirkegaard udlægges til Gade, mod at der afholdes en Synsforretning, at der sættes et Par Jærngitterlaager, at Arbeidet foretages med Sømmelighed, at Joden henlægges paa den ny Kirkegaard, og at det hele sker uden Udgift for Kirken. 

Formanden foreslaar at lade Vejudvalget forestaa Arbejdet.

Christensen. Er det afgjort, at der skal gjøres noget, er der noget Overslag, og har Byraadet vedtaget at lade Arbejdet udføre, uanset hvad det koster?

Form. oplyser, at noget Overslag havde man ikke, men man havde tænkt at udføre Arbejdet saa billigt som muligt.

H. Møller syntes, at man helst skulde have et Overslag derover.

Dam syntes, at der var daarlig Raad til det nu, men han vilde ikke sætte sig derimod paa Grund af Gadeforbedringen. Paa den ny Kirkegaard var der næppe Plads til Jorden, men der skulde vel snart tænkes paa en Udvidelse af Kirkegaarden, saa muligvis man kunde lægge Jorden der.

Form. troede, at naar Gaden skulde forbedres, maatte Vejudvalgets Budget have Raad til det.

Bohn fandt det rigtigst at gjøre det nu; Gaden var kun 7 Alen bred, siden vilde der ikke blive gjort noget i lang Tid.

Vedtoges at lade Vejudvalget udføre Arbejdet.

(Bornholms Tidende 15. juli 1898)

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Septb. 1899.

- Formanden foreslog at nedsætte et Udvalg til at undersøge Kirkegaardsforholdene og bl. a. undersøge, om der mellem Byerne kunde være en passende Plads til Kirkegaard. Kirkeværgen havde nylig meddelt, at Pladsen paa den nuvær. Kirkegaard var optaget.

Bohn syntes, at den heldigste Beliggenhed for en ny Kirkegaard var mellem Allinge og Sandvig, men det var vistnok umuligt, da Jordbunden paa begge Sider af Vejen bestod af Klipper og Rundsten, gammel Havstok. Kom man længere op fra Vejen, var Jordbundtforholdene de samme som paa den nuværende Kirkegaard.

Her vare Forholdene meget uheldige. Lerbunden gjorde, at Ligene kunde ligge i 30 Aar og vare endda kun halv fortærede. Muligvis kunde det forandres noget ved i et nyt Reglement at forlange et Læs Sand til hver Kiste. Det var ikke saa heldigt, at Kirkegaarden laa oven for Byen, men Leret var et godt Filter. Dr. Danchell havde undersøgt Vandet paa det Sted. hvor Kirkegaardsvandet havde Udløb i Byen, og fundet det godt. Man kunde expropriere en Grund op til den nuværende Kirkegaard og samtidig med Udvidelsen bygge et Ligkapel, hvortil man allerede havde 500 Kr. i Forcering; muligvis der kom flere Pænge til den Bygning, man kunde ikke blive ved at udsætte det. Han foreslog, at hele Byraadet gik op og saa paa Forholdene.

Det vedtoges at tage Forholdene i Øjesyn paa Søndag.

(Bornholms Tidende 16. juni 1899).

Allinge, den 11. Oktbr.

Et Legat.

I Tirsdags jordedes som tidligere meddelt paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke Enkefru Kofoed af Kjøbenhavn, 87 Aar gl., Enke efter afdøde Proprietær Peder Kofoed, Hammersholm. I Følget saas bl. a. det samlede Byraad. Den afdøde oprettede i Aaret 1874 sammen med sin Mand et Legat "Peder Kofoed og Hustru Karoline Juliane Kofoeds Legat for værdige trængende i Allinge og Sandvig samt Landdistriktet Hammersholm". Legatet, der er 10,000 Rigsdaler stort, skal nu efter Enkens Død henstaa, til det bliver fordoblet. Derefter uddeles aarlig 300 Kr. til en trængende i Allinge, 300 til en trængende i Sandvig, navnlig til Sømænd, Fiskere og deres Enker. Resten deles i 4 lige store Dele 1) til en trængende i Allinge, 2) til en trængende i "Landdistriktet Hammersholm i Olsker", 3) en Del til Mandskabet i den Baad, der har udvist størst Flid i Sildefangst og 4) en Del til Mandstabet i den Baad, der har udvist størst Flid til Laksefiskeri.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1900)

Hotelejer Johan Heinrich Blanchs gravsten findes stadig på Allinge gamle kirkegård. Så havde man penge (200 kr.) kunne det i 1901 stadig lade sig gøre at blive begravet her. Præsten fik dog ved den lejlighed forbud mod at udtale sig om hans personlighed. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jordefærd.

Under meget stor Deltagelse begravedes Hotelejer J. H. Blanch i Dag paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke. Kirken var ualmindelig smukt pyntet. I sin Tale berørte Sognepræsten ikke den afdøde personlig. Efter Forlydende havde de paarørende ogsaa frabedt sig dette. Efter Jordpaakastelsen takkede en Svigersøn af den afdøde for Deltagelsen. Blandt de ualmindelig mange smukke Kranse bemærkedes flere særlig kostbare, saaledes fra Hotellets Personale, Østersøbadet "Bornholm", Tuborg Fabriker og Odd-Fellow-Ordenen.

Det hører til Sjældenhederne, at nogen bliver begravet paa denne Kirkegaard midt i Byen. Men naar der betales 200 Kr. extra, kan det dog lade sig gjøre.

(Bornholms Tidende 10. september 1901.)

Allinge Kirkegaard.

Arbejdet paa den ny Kirkegaard er nu saa vidt fræmskredet, at Gjærdet, der er opført af kløvet Granit, er færdigt, og i dette Efteraar vil den blive beplantet. Ligkapellet, der skal ligge inden for den ny Indgang, vil blive bygget næste Sommer. Pladsen har kostet 1700 Kr., Gjærdet godt og vel 1100 Kr.

Kirkegaarden, der i sin ny Skikkelse vil blive omtrent dobbelt saa stor som før, har en meget smuk Beliggenhed på en Skraaning oven for Byen med Udsigt ud over Havet og Kysten mod Syd til Rø og Gudhjem.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1902).

Indenrigsministeriet godkendte i november 1902 at kirkegården afgav 190 kvadratalen til vejen, mens vejen afgav 15 kvadratalen til kirkegården.

Allinge-Sandvig Byraad

Møde den 14. April

Ligkapellet.

Form. udtalte, at den tidligere omtalte Tegning og Overslag fra Professor Bidstrup nu forelaa, men at Overslaget var dyrere, end Byraadet havde tænkt. - Form. oplæste senere en Skrivelse fra Kirkekommissionen (c: Provsten og Amtmanden), i Følge hvilken Kommunen ikke kan faa det ansøgte Laan paa 5000 Kr., førend der foreligger Tegning og Overflag til Ligkapellet samt Oplysning om, hvad den ny Kirkegaard har kostet.

Chr. A. Jensen. Der er et almindeligt Ønske om snart at faa et Ligkapel, men der bør tages Hensyn til Sparsommelighed. Naar Skatteprocenten er paa ca. 9, er der dog Grund til at overveje, om man ikke uden at genere Bygningen kan spare noget af den høje Pris, som er foreslaaet. Tegningen ser meget tiltalende ud. Men jeg tvivler paa, at vi, som af Prof. Bidstrup antydet, kan opfyre Bygningen billigere end Overslagssummen ved at lade den udbyde til Licitation; jeg tror ikke, at Haandværkernes Priser her i Kommunen ere lavere end Overslagets. Materialerne ere maaske tværtimod dyrere, og Arbejdslønnen er vist ikke meget lavere. Det drejer sig altsaa om at spare 10-1500 Kr.

Jeg foreslaar, at Sagen udsættes til næste Møde, at vi for ikke at forhale Sagen i Mellemtiden lade udarbejde et Overstag til en Pris, som passer bedre for os hernede.

G. P. Petersen slutter sig til Jensen.

Kellermann ligeledes; dog foreslaar han straks at nedsætte et Udvalg til nærmere at forhandle med Kirkeinspektionen og med Bemyndigelse til at handle paa Byraadets Vegne. -

Form. mener ogsaa, at et Ligkapel efter vore Forhold kan opfyres for højst 3000 Kr.

Det vedtages at nedsætte et Udvalg, bestaaende af d'Hrr. Borch, Jensen og Sonne og at bemyndige det til at forhandle med Kirkeinspektionen og lade udarbejde Tegning og Overslag til et Ligkapel til en Pris af 3000 Kr.

(Bornholms Tidende 6. april 1903).

Allinge, den 7 Juni.

Kirkegaardsindvielse.

I Dag indviedes den ny Kirkegaard i Allinge i Overværelse af Byraadet og adskillige andre. Pastor Lund udtalte, at Kirkegaarden tilhørte Allinge Kirke og altsaa den evangelisk-lutherske Kirke. Men Kirkegaarden stod ogsaa aaben for fræmmede, som ikke delte Kirkens Tro, og Medlemmer af Folkekirken kunde her begrave deres døde uden Medvirkning af Folkekirkens Præst. Kirkegaarden var saaledes i en vis Henseende et frit Sted. I en anden Henseende var det et saare trangt Sted, hvor ingen kom med sin gode Vilje. Pastor Lund talte derefter ud fra Pauli Ord: "Det saas i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed", om de kristnes Opstandelseshaab og sluttede med at sige: Dette Stykke Jord har hidtil været en Mark, hvor Sæden har vokset og er samlet i Lade. Den skal ogsaa vedblive at være en Mark, hvor vi nedlægge vore døde, i Haab om, at de skulle høstes ind i de evige Boliger.

Efter at Pastoren havde erklæret Kirkegaarden for indviet i den treenige Guds Navn, foregik den første Begravelse paa den ny Kirkegaard, idet Sadelmager Hansens Enke stedtes til Hvile.

Allinge Assistenskirkegaard, der ligger meget smukt oven for Byen, aabnedes 1864. I Firserne blev det nødvendigt at udvide den til det dobbelte, og nu er den atter udvidet, saa at den er mere end dobbelt saa stor som før.

Ligkapellet befinder sig stadig endnu paa Forhandlingens Stadium.

(Bornholms Tidende 9. juni 1904).

Licitation på opførelse af et gravkapel på kirkegården blev udbudt i maj 1906. Der var rejsegilde i december samme år.

Søren Johan Ottosen (1859-1904). (Efterskrift til Politivennen)

Johan Søren Ottosen (1859-1904). 1885-99 lærer ved Efterslægtsselskabets Skole. 1900  leder af Nordisk Forlags skolebogsafdeling. Medlem af Folketinget for Venstre 1901-1903, samme valg som systemskiftet fandt sted. 

Johan Ottosen skrev en del bøger om historie. De udkom over 100 år efter de var skrevet i 2020'erne som ebøger. 

Mest kendt er han som forfatter til teksten "Det haver så nyligen regnet" (1890). Digtet blev til i en periode hvor protestpolitikken var opgivet og man i stedet forsøgte at indrette sig med det bestående. Det var oprindelig et lejlighedsdigt til Studenter-Samfundets Sønderjyske Samfunds besøg i København 1890, og en omskrevet folkevise. Den blev en slags "kampsang" for sønderjyderne og måtte udelades af Sprogforeningens "Den blaa Sangbog" da den blev forbudt af de preussiske myndigheder.

Frederik Riise (1863-1933): Søren Johan Ottosen (1859-1904). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Dansk og Tysk i Sønderjylland

Hr. Johan Ottosen har følt sig ilde berørt ved en Ytring i vor Artikel "Hvad en stærk Regering er god for," hvori vi drog tilfelts mod "Dagbladets" Skaberi over Nordmændenes venlige Sindelag mod den tyske Kejser. "Dagbladet" havde nemlig bebrejdet Nordmændene, at de kunde se mildt til en Monark, hvis Regering gik ud paa at berøve 200,000 Sønderjyder, der talte det samme Maal som Nordmændene, deres Sprog og Nationalitet, og vi havde da spurgt "Dagbladet", om det rent havde glemt, at vi i de 12 Aar, da vi havde Magten derovre, bar os ad akkurat paa samme Maade mod en stor Del af de tyske Sønderjyder som Prøjserne nu gjør det mod de danske Slesvigere.

Det var derved sandelig ikke faldet os ind - saaledes som Hr. Ottosen synes at mene - at undskylde den prøjsiske Regering for sin barbariske Fremgangsmaade ved at jævnstille den med vor Regerings Adfærd i Halvtredserne i Sønderjylland. Vi finder den tvertimod ligesaa dum som grusom. Men vi vilde kun foreholde "Dagbladet," at det mindst af alle havde Ret til at tale om Prøjsernes brutale Handlemaade i Nordslesvig, da det samme Blad i Halvtredserne var det, som ved sit fanatiske Sprog og sin blinde Iver for Tyskens Udryddelse i Slesvig bidrog mest til at styrke Regeringen og at drive den frem paa sin skjæbnesvangre Vej til Mellemslesvigs Danisering.

Forresten svæver Hr. Ottosen i en ganske betydelig Vildfarelse, naar han mener, at vor Regerings Adfærd i Sønderjylland var mindre brutal, end den prøjsiske nu er det. Tvertimod. Denne har dog ladet 20 Aar gaa hen, for den nu for Alvor har begyndt paa sit Hærværk mod det danske Sprog, medens vore Reformatorer strax gav sig i Kast med det tyske. Hr. Ottosens Mening, at 90 pCt. af de danske Nordslesvigere ikke skulde forstaa en hel Sætning Tysk er derfor ogsaa grundfalsk, thi de allerfleste Folk derovre forstaar sproget nu ret vel, medens dette aldeles ikke var Tilfældet med de tyske Mellemslesvigere, som allerede efter et Par Aars Forløb blev tvungne til at benytte sig af det danske.

(Aftenbladet (København) 21. juli 1890).

Dagbladet startede 24. november 1851 med et nationalliberalt sigte. Da Aftenbladet skrev artiklen, var bladet startet på den nedgangsperiode som gjorde at det i 1891 blev overtaget af De Ferslewske Blade. 1893-1930 var det et af Dagens Nyheder.

Johan Ottosen er død.

I Aftes ved 6-Tiden er fhv. Folkethingsmand for Frederiksberg Johan Ottosen afgaaet ved Døden efter i længere Tid at have lidt af en tiltagende Anæmi (Blodmangel), som hans Læger havde opgivet at faa Bugt med. Han blev kun 45 Aar gammel.

Johan Ottosen var sødt den 31. Januar 1859 i Hylke ved Skanderborg, hvor hans Fader var Skolelærer. Paa fædrene Side tilhørte han en jysk Gaardmandsslægt, paa mødrene Side nedstammede han fra Husmænd og Landsbyhaandværkere. Tretten Aar gammel kom han i Horsens Latinskole, og i 1878 blev han Student. Han kastede sig over Teologi, men brød snart med dette Studium og gav sig til at dyrke Sprogvidenskab. Efter en lille Tid at have været Huslærer paa Landet, fik han 1881 Bolig paa Regensen, blev snart Venstremand og Medstifter as Studentersamfundet". I 1885 tog han Magisterkonferens med Historie som Hovedfag.

Han blev Inspektør ved Efterslægtens Skole og vandt snart Navn som en ivrig Forkæmper for den nu gennemførte Skolereform, der afskaffer de døde Sprog og bringer Folkeskolen i organisk Forbindelse med den højere Skole. Det er særlig til denne Virksomhed, hans Navn vil forblive knyttet.

Som Inspektør i Efterslægten tog han selv Børneklassen i Historie, forfærdedes over de Lærebøger, de maatte bruge, og forsøgte selv at skrive nogle Bøger for Børn. hvis Fremstillinger var bygget paa Iagttagelser af Børnenes Forraad af Ord og Forestillinger. Disse Bøger sikrede sig snart Førstepladsen i Skolerne, og senere skrev Ottosen sammen med Adjunkt Schmidt i Horsens en Bog for Mellemklasserne.

Senere overtog han Redaktionen af det store Vært "Folkenes Historie".

Hans Arbejde for en Samvirken mellem Nordens Folk var et Udslag af den stærke nationale Interesse, der gav sig endnu stærkere Udtryk i hans Virksomhed for den sønderjydske Sag. Han førte altid en national Begrundelse for sin demokratiske Politik og var derved til Tider i ret afgjort Modsætning til sine nærmeste Meningsfæller. Hans politiske Grundtanke var følgende: Vort ufravigelige Formaal er vor Nations Opretholdelse og Trivsel. Det vigtigste Middel dertil er at give Nationen Selvstyre i alle Forhold paa den politiske Ligheds Grund. Hos os maa det nationale være demokratisk; vil man være "dansk", maa man være folkelig.

For Valget 1901 modlog han en Opfordring til at stille sig i Frederiksbergkredsen imod Professor Ellinger, der havde erobret Kredsen for Højre i 1898 ved at slaa Kommandør Bojesen. Ottosen tog imod Tilbudet og begyndte sin Valgkampagne.

Det kostede ham et stort Arbejde og blev især bevæget derved, at Trafikminister Juul Rysensten forviste Jærnbaneassistent Ohlsen til Sparkær, fordi han havde tegnet sig som Stiller for Ottosen. Dette Skridt vakle stor Harme blandt Statsfunktionærerne i Kredsen og forøgede Udsigterne for Ottosens Valg, medens det bragte hans Modkandidat i en ubehagelig Stilling. Paa Valgdagen fik Ottosen 2448 St., Ellinger 2390, og Valgets Resultat forelaa først ved Midnatstid.

I den samling, hvori Ottosen sad i Folkethinget, beskæftigede han sig væsenlig med saadanne Sager, der vedkom Skolevæsnet, og han var blandt de Mænd, som Kultusministeren i Sommeren 1902 anmodede om at overveje et Forslag til en Reform af den lærde Skole, hvorved netop skulde tilvejebringes en saadan Forbindelse mellem denne og Folkeskolen, som havde været Ottosens Tante i mange Aar.

Desuden blev han valgt ind i Folkethingets Lønningsudvalg og fik derved Lejlighed til at beskæftige sig med nogle af de nye Forslag angaaende Statsfunktionærernes Lønninger. Endelig indvalgtes han i Thingets Sprogudvalg og hævdede særlig under Husdyrlovens Behandling i en fortræffelig Tale del betydningsfulde i at faa Lovene affattede i en forstandig Form og i et jævnt dansk Maal. Træffende paaviste han, hvor bagvendt Lovbestemmelserne ofte stilles op.

Ved det sidste Folkethingsvalg i 1903 faldt Ottosen som bekendt for Prof. Ellinger. Under den nuværende politiske Situation vilde han naturligt have hørt hjemme blandt de socialradikale, som stiller sig i Opposition til Venstreministeriets militaristiske og folkefjendtlige Politik.

(Social-Demokraten 11. marts 1904).

En lille Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard.

(Fra vor Meddeler )

Kbhvn, den 24, Maj.

Johan Ottosens Mindesten afsløres.

Finanamin. Vilh. Lassen taler.

Om Skolebestyrer, Folketingsmand Johan Ottosens Grav paa den smukke Vestre Kirkegaard, paa et højtliggende Punkt med vid Udsigt over Sjælland, Amager og Køge Bugt, samledes i Dag ved 1-Tiden en skare af den afdøde, udmærkede Skolemands Venner for at overvære Afsløringen af en Mindesten, som de har ladet rejse paa Graven.

I den ikke overvættes talrige Forsamling bemærkedes Finansminister Vilh. Lassen med Frue, Skolebestyrer, Dr. phil. Starcke, Folketingsmand A. C. Meyer, Overretssagførerne Hvass og Arntzen, Dr. med. Gustav Ottesen, Toldinspektør Ivar Bærendtsen, Professor Gertz, Professor Camillus Nyrop, Dr. phil. Axel Olrik, Professor Hans Olrik, Forfatterne Niels Møller og Normann Hansen, Fabrikant Charley Johnsen, Cand. mag. H. V. Clausen, Forfatteren Sigurd Trier med Frue, Kommunelærer Møller-Lund med flere. Mærkeligt nok for Resten, at ikke flere Folketingsmedlemmer havde givet Møde.

Netop som en mindre Regnbyge trak hen over Kirkegaarden, uden dog at bringe Forstyrrelse t den smukke Højtidelighed, traadte Dr. phil. Starcke hen til den af et Lærredsdække tilhyllede Mindesten og udtalte, at den unge Kunstner, som havde givet Udkastet til Mindestenen, netop havde truffet den Form, som den afdødes Venner havde ønsket, og som passede saa godt over en Mand som Johan Ottosen, der var saa enkel og klar. Vi ønskede at rejse et nordisk Minde over ham. Vi finder saadanne mægtige Bavtastene spredte rundt om i Norden. De staar som et fast og stærkt Udtryk for det, man vil mindes. Alt nordisk laa Johan Ottosen stærkt paa Sinde. Derfor passer denne Bavtasten, hugget af svensk Granit, saa godt paa hans Grav. 

Dermed lod Dr. Starcke Dækket over Stenen falde, og han overgav dermed Mindesmærket i Johan Ottosens Families Varetægt.

Finansminister Vilh. Lassen tog derefter Ordet. Han traf første Gang Johan Ottosen, da denne i 1880 fra en Huslærerplads paa Ærø kom til København for at fortsætte sine Studeringer. Det var da, som en frisk Vind med ham kom ind i Studenternes Kreds. Han kunde deltage i politiske Debatter, men vilde man drage ham bort fra hans alvorlige Studier, blev han vred. Ogsaa senere, fra Sønderjylland, havde Ministeren kendt ham. Han gav sig hen i denne Bevægelse for Danskhedens Bevarelse i Sønderjylland, og den gennemglødede ham i en Række Aar og gav ham en flammende Danskhed for Resten af hans Liv.

Ministeren fremhævede endvidere hans store Fortjenester paa Skolevæsnets Omraade, men troede, at Johan Ottosen som Folketingsmand og Politiker havde haft sin bedste og glansfuldeste Tid. Han kunde i denne Stilling udnytte alle sine Evner, og han havde Glæde af sin Virksomhed. Han talte kun om, hvad han havde Forstand paa og hørtes med største Opmærksomhed, og han havde ingen Fjender. Han vilde være bleven en Vinding for vort Parti, om han havde levet. Det skete ikke. Nu har vi kun at samle paa Minderne om ham. Han var som et evigt Foraar, at gaa med ham under Armen og tale med ham var som at gaa under ungt Løv.

Enkefru Ottosen takkede Vennerne for Mindesmærket og Kunstneren, der havde udført det. Det havde frydet hende, at Ottosens Venner, som ogsaa havde været hendes, havde rejst det.

Dermed afsluttedes den lille Højtidelighed.

Mindesmærket er en 5 Alen høj Bavtasten af svensk Granit. Paa Forsiden læses: Johan Ottosen. 31. Januar 1859. 10. Marts 1904.

I en Drageslyngning langs Stenens Rand læses: I Skole og paa Tinge, med Pen og med Tunge, virked han for alle Danske, for Friheds Sag. Nordens Haab, Folkets Fremme. Venner rejste Stenen.

Billedhugger Povl Olrik har udkastet Tegningen. Stenhugger A. Sode har udført Arbejdet.

(Fredericia Dagblad 25. maj 1905)

Dr. phil. Starcke må være C. N. Starcke (1858-1929), oprindelig tilhørte han Venstre, senere stiftede han Danmarks Retsforbund. Vilhelm Lassen (1861-1908) var finansminister 1901-1905. Han var bl.a. initiativtager til Kongeriget Danmarks Hypotekbank. Axel Olrik (1864-1917) er mest kendt som folkemindeforsker. Broderen Hans Thorvald Olrik (1862-1915) var historiker og skolemand. 

Johan Ottosens mindesten på graven på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Johan Ottosen blev 1890 gift med Martha Johannsen, datter af sønderjyden Gustav Johannsen og svoger til Sigurd Trier. Vielsen fandt sted i den danske kirke i Flensborg. Han var ven med H. P. Hanssen og Hørup. Han døde af anæmi.

Bryggeriarbejder Peter Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

En bryggeriarbejder

ved navn Peter Jensen har 2. påskedag tidligt på eftermiddagen hængt sig i sit hjem, Enghavevej nr. 20, 4. sal. Hans hustru var gået i besøg hos en søster, men kom tilfældig hjem og fandt da et brev fra ham liggende på bordet. I brevet meddelte den kun 40-årige mand hende at han ikke kunne udholde at leve længere og bad hende om tilgivelse, fordi han tog sig af dage. "Gå ikke selv op på pulterkammeret" stod der nederst i brevet. Den ulykkelige kvinde ilede straks op på pulterkammeret og fandt ganske rigtigt her manden hængende. Han var endnu varm og ved nogle naboers hjælp blev han straks skåret ned. Men han havde nylig udåndet.

Peter Jensen havde i den senere tid forsømt sit arbejde på Tvedes Bryggeri, hvor han ellers i 16 år havde arbejdet støt og dygtigt. Der var nu kommet ham et rygte for øre om at han skulle afskediges, og det havde gjort ham i den grad fortvivlet at han besluttede at dø. Hans hustru sidder tilbage med en dreng på hen ad 7 år og venter snart sin nedkomst, så hendes forhold er højst sørgelige.

(Social-Demokraten, 6. april 1904).

Bryggeriarbejder Peter Jensens begravelse.

Vi har modtaget følgende skrivelse:

Hr. redaktør!

Den i Deres ærede blad tidligere omtale bryggeriarbejder P. Chr. Jensen, Enghavevej 20, der i 16 år har arbejdet på Tvedes Bryggeri, og som aflivede sig 1. påskedag da han uden grund frygtede for at blive afskediget, blev i dag fredag kl. 11:30 begravet fra nordre kapel på Vestre Kirkegård.

Pastor Rasmussen fra St. Johannes Stiftelsen besørgede jordpåkastelsen og omtalte i sympatiske ord den afdøde der i en så lang årrække havde virket i bryggeriets tjeneste og var almindelig afholdt blandt sine kammerater.

Højtideligheden gjorde et dybt indtryk på det store følge, blandt hvilke bemærkedes bryggeriarbejderne der var mødt med fane.

Som omtalt bekostede bryggeriets direktion begravelsen. Det hermed forbundne arrangement var lagt i min hånd, og jeg fik frie hænder til at ordne alt det nødvendige, således at begravelsen kunne få et smukt præg.

Det er da meget beklageligt at der ved et fejlgreb fra kvartermesteren på St. Johannes Stiftelsen skete et skår i højtideligheden. Jeg havde nemlig aftalt med kvartermesteren at han skulle ordne begravelsen, levere jord, kiste, sange, orgel og lys osv. og jeg betalte hans regning der beløb sig til 85 kr.

Men da følget indfandt sig i kapellet og begravelsen skulle foregå, var der hverken orgel eller lys. Den tilstedeværende kapelfunktionær erklærede at han ikke havde modtaget nogen ordre i den retning. Situationen var et øjeblik noget trykket, eftersom jeg til min chef samt til bryggeriets arbejdere og den afdødes familie havde meddelt at kapellet ville blive oplyst samt at der ville blive musiceret på orglet. Efter noget parlamenteren opnåede vi at få kandelabrer ved kisten, men orglet måtte vi undvære, skønt der blev musiceret i et sidekapel ved en anden begravelse.

Jeg har selvfølgelig klaget til St. Johannes Stiftelsen, og kvartermesteren har undskyldt sig med at der fra hans side er sket en fejltagelse. Han har givet ordre til at der ved en helt anden begravelse skulle være orgel og lys, og denne begravelse fik altså et helt uventet præg, ligesom forbavselsen hos dette følge sikkert har været ikke så ringe, eftersom der slet ikke var bestilt et sådant arrangement.

Kvartermesteren har ganske vist tilbagebetalt beløbet og udtalt sin beklagelse. Men af hensyn til bryggeriet og den afdødes kammerater og efterladte har jeg anset det for rigtigt at fremkomme med denne redegørelse for det pinlige optrin, for hvilket jeg står uden skyld.

København den 8. april 1904

Lars Hansen

Bryggeriarbejder,

Lundbyesgade 8. st.

(Social-Demokraten, 6. april 1904, 2. udgave).

Den dræbte Smedesvends Ulykkesforsikring. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Barn faar ingen Ting.

Forrige Onsdag styrtede en 22 aarig Smedesvend Charles Petersen under sit Arbejde paa den elektriske Lysstation i Gothersgade ned fra et Stillads i 58 Fods Højde. I Nattens Løb døde han paa Hospitalet.

To Dage efter - om Fredagen - skulde han have haft Bryllup. I Stedet for at sætte Brudekransen paa sit eget Hovede kom hans Kæreste nu til at lægge en Krans paa sin afdøde Vens Kiste.

I Tirsdags blev han begravet fra Nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard. En talrig Skare af Kammerater og Direktørerne for Aktieselskabet Smith, Mygind & Hattemeyer, som han havde arbejdet for ved sin Død, fulgte ham til Graven. Og foruden samledes om hans Kiste den gamle, sørgende Moder, hans Brødre, Kæresten - og hans og hendes lille Dreng.

Petersen var ulykkesforsikret, som alle udsatte Arbejdere, men de Par Tusind Kroner, som hans Hustru og Barn kunde have saaet, bliver nu nægtet dem, fordi Ulykken var kommen to Dage før det berammede Bryllup.

Hvad havde vel været rimeligere end at udbetale Pengene til hans Kæreste og Barn? Nu faar de ingen Ting.

Forhaabenlig vil Petersens "lovlige" Arvinger, som nu faar Pengene udbetalt, huske paa disse to, der dog stod ham nærmest, hans Barn og hans Barns Moder.

(Aftenbladet (København) 16. januar 1904).