Georg Rygaard var tidligere kapelmester i "Scala", komponist og døde 3. marts 1921, 26 år gammel og blev begravet på Vestre Kirkegård. Han døde af tuberkulose. Han blev trods sin unge alder en landskendt person i Danmark, og lidt i udlandet. Hvilket bl.a. gav sig udslag til hans begravelse.
Han skrev mange melodier til Scala-revyerne som var datidens ørehængere. Ved premieren juni 1920 på en af de revyer han havde lavet musik til, udbrød der brand i Scala Teater, og forestillingen måtte aflyses resten af sæsonen. Han blev herefter gift, rejste til Frankrig og døde af tuberkulose.
Tegning i BT, 19 januar 1918. Georg Rygaard yderst til højre.
Foto fra før premieren fra Scalas gård, Aftenbladet København, 30. maj 1918. Et stillads med en fuldt udstyret sovevogn som blev brugt i revyen. Skrevet af Arctander og Alfred Kjerulff. Medvirkende var bl.a. Alstrup, Laur. Olsen, Amelie Kirkegaard og Liva Olsen, Stribolt, Olga Svendsen, Ebon Sstrandin, Jean Børlin. Georg Rygaard var ny orkesterdirigent og havde komponeret halvdelen af melodierne.
Foto fra BT, 21.februar 1919 om de første prøver på Scala. Kapelmester Georg Rygaard ved klaveret. De øvrige er Amalie Kierkegaard (kvindelige hovedrolle) og axel Kjerulff, librettoens forfatter.
Sikke han kan's komponist Georg Rygaard
Et Interview i Det ny Teater.
Ved premieren på "Den grønne elevator" på Det ny Teater, traf vi Scala-Teatrets berømte og dygtige komponist-dirigent Georg Rygaard, nylig hjemvendt fra sin lange udenlandsrejse.
- Vær hilst, kære Georg Rygaard. Sikke De kan!
- Tak, tak. Ja, det går udmærket.
- Skal De nu til at tage fat på Scala Revyen?
- Ja, det er derfor Jeg kom hjem fra Schweitz og så lader det til, at vi Ingen Scala-Revy får frem.
- Hvorfor?
- I anledning af den kedelige musikerstrejke.
- Det er jo sandt. Vi har musikløse dage herhjemme. Hvor længe var De i Davos og hvorledes går det med helbredet?
- Jeg var et halvt år i Davos og mit helbred er godt nu. Men det forbandede klima herhjemme er ikke behageligt
- Er revyen færdig?
- Fiks og færdig både fra forfatterens og min side.
- Og den bliver god?
- Det tør jeg nok sige.
- Har De solgt nogle kompositioner til udlandet?
- Ja. Jeg opholdt mig 14 dage i Paris og der spilles en del af mine melodier på de fleste revyteatre. I London traf jeg direktør Skaarup og vi var i teatret mindst to gange om dagen for at se på nyheder. Forresten kommer Londons største musikforlægger til København i næste uge for at høre mine melodier for orkester til Scalarevyan.
- Går "Sikke han kan" i udlandet?
- Mægtigt, navnlig i Amerika. Samme succes havde jeg bl. a. med "En farvesymfoni".
- Hvem har skrevet teksten til revyen?
- Det har Poul Sarauw, Johannes Dam og Aage Steffensen.
- Er Johannes Dam hjemme?
- Ja, ligeledes i anledning af Revyen. Men til sommer rejser Dam og jeg til Paris for at bosætte os i Sct. Cloud.
- Vil De så komponere der?
- Ja i høj grad. Der er bud efter mine kompositioner og en skønne dag kommer jeg vel med en operette.
Mellemakten er forbi og Georg Rygaard går op sin loge, hvor han fuldstændig må overgive sig på
nåde og unåde over Rasmus Christiansens vanvittige farcepræstation som den perialiserede ægteman.
(Klokken 5 (København), 28. april 1920.)
4. juni 1920 var der premiere på revykomedien "Hallo, Amerika!" i Scala Teater. På premiereaftenen udbrød der brand:
Stor Scenebrand i "Scala"
Brand-panikken afbryder premieren
Branden der udbrød ved 3. akts begyndelse raserer hele scenen
Publikum styrter skrækslagne mod udgangene, men ingen kommer til skade.
Scala-premieren i aftes blev afbrudt af en brand, der let kunne have fået katastrofal karakter -
og som også i nogle minutter havde præg af en rigtig teaterbrand - men som heldigvis forløb
uden større ulykker end den, at Scala vistnok et par uger må indstille sine forestillinger.
Branden opstod ved 10-tiden, i samme øjeblik tæppet gik op for revyens 3. Akt. Dirigenten, Georg Rygaard, havde lige slået an, publikum sidder allerede på pladserne, og det yderste fortæppe går i vejret.
I dette øjeblik sker det. Man hører en højst uhyggelig susende lyd - omtrent som når der pludselig går ild i noget papir - blot mange gange stærkere. Et lysskær blusser op oppe på scenen, hvor det bagerste fortæppe stadig er nede, og på en gang regner ildgnister og store ildflager ned over orkestret og farer ind over tilskuerpladserne der allerede er i vild oprør.
Ildgnisterne og ildflagerne kommer fra oven oppe under suffitterne. Det brænder! En uhyggelig
panik er under udbrud. Publikum på de midterste pladser springer op på stolesæderne og forsøger så hurtigt som muligt at nå ud, andre baner sig endnu hensynsløsere vej og river mere
besindige med, nogle damer falder, hjælpes op - hele tilskuerpladsen er i oprør. Heldigvis virker alle forsigtighedsforholdsregler, som de skal. Medens jerntæppet - lidt langsomt - går ned, er alle reservedøre, som ved et trylleord, sprunget op, og da publikum gennem de åbne udgange kan se helt ud i gården - opløser panikstemningen sig lidt efter lidt.
Man trænges endnu foran garderoberne - men i løbet af nogle få minutter er tøjet udleveret, og Publikum samles i gården.
På Scenen.
I det øjeblik, branden udbrød, var nogle enkelte skuespillere og direktør Skaarup på scenen. Et
glimt - en Ildregn - og et øjeblik efter er scenen et fuldstændigt ildhav. Skuespillerne styrter ud - direktør Skaarup trodser modigt ilden et øjeblik, men må naturligvis også fortrække.
Nu virker overrislingsapparatet - automatisk, som det skal, ved den ved ilden fremkaldte temperatur. Vandet styrter ned over scenen i kaskader, og hvad ilden ikke i løbet af få sekunder
har ødelagt af dekorationer, kostbare silke- og fløjlstæpper o. s. v., det fuldender vandet.
Det driver ned i orkesteret, hvor noderne ligger hulter til bulter, således som musikerne i panikøjeblikket har kastet dem. Også noderne bliver et offer for ild og vand.
I løbet af få minutter er ilden slukket - takket være det sikkert virkende overrislingsapparat. Men en tyk, kvælende røg slår fra alle teatrets luger op over teatret og breder sig over de tilgrænsende gader gennem hvilke allerede sprøjternes klemten lyder.
En del af det beroligede publikum vender tilbage til tilskuerpladserne. Alstrup går rundt i salen. Han er i kostume, springer op på en stol og råber: Bliv bare roligt - Forestillingen fortsætter. Men der blev ingen fortsættelse. Kort efter går lyset ud i teateret og folk famler rundt i mørke. Der går nogen tid - så tændes lyset igen, men om at fortsætte er der naturligvis ikke tale.
Alt på scenen er brændt.
På scenen er nemlig alt raseret - først og fremmest af ilden, men vandet har fuldendt ødelæggelsen.
- Vi står på scenen og beskuer katastrofens virkninger. Her hvor for et øjeblik siden var farver, strålende og kostbare stoffer og pragtfulde dekorationer, er nu kun et stort, uhyggeligt hul, hvor noglo enkelte laser dasker i gennemtrækken og sorte, forrevne ledninger dingler. Vandet driver
ned overalt og har omdannet scenegulvet til en sø, hvorfra vandet som en fos styrter ned i Orkestret
Direktør Skaarup om branden.
Vi træffer på scenen direktør Skaarup, selvfølgelig i skjorteærmer, tilsmudset og med et ansigt, sort af røg og vand - men fuldstændig rolig. Ingen kan se på denne mand, at et pludseligt slag, en uforståelig ulykke lige har ramt ham, netop som sejren var ved at vindes.
Ja - alt er ødelagt, siger direktør Skaarup, dekorationer, tæpper, noder - og hvad der er det allerværste lysanlægget. Det er ikke alene kostbart, men næsten i øjeblikket uerstatteligt. Årsagen til branden er en kortslutning. --
Altså ikke en gnist fra et revolverskud i 2- akt, således som det siges?
- Nej - der er sket en kortslutning - et af disse hændelige tilfælde. Men Gud ske Lov, at der ingen ulykker er sket. Alle de foranstaltninger, der er truffet for iIdebrandstilfælde, har virket fuldstændig, som de skulle.
- Og skadens omfang?
- Det er umuligt at sige i dette øjeblik. Det sikre er, at der må blive en længere Standsning. Alt - lige fra dekorationerne til noderne må anskaffes fra nyt --
Men det var synd - slutter hr. Skaarup - for sidste akt, den kunne jeg have undt publikum at se ---
Scalas Overrisling frelste teater og publikum.
En Brandmand forbrændt.
Brandvæsenet berømmede efter branden Scala's indretning, idet det indrettede overrislingsapparat havde skyllet vand ned over scenen i et sådant omfang, at det hele "druknede" i kaskader af vand, ligesom det viste sig, at alle reserveudgange virkede præcist
efter hensigten.
Da ilden udbrød stod der oppe på scenens galleri en brandmand ved navn Bildal. Han ville ikke
forlade sin post på galleriet, men søgte at hindre ildens forplantning til denne afdeling. Følgen heraf blev, at han blev meget stærkt forbrændt. Hans brandsår var så svære, at han måtte føres til hospitalet.
Desværre blev nogle af teatrets musikere også en del forbrændte. Ingen af dem blev dog så alvorligt medtagne, at, de ikke kunne gå hjem efter at være forbundne.
(Social-Demokraten 5. juni 1920.)
BT 6. august 1920: Foto af teaterbryllup:,, Brudeparret Grethe Schmidt og Georg Rygaard. Gift i Garnisons Kirke. Herefter var der middag på Skydebanen og bryllupsrejse til Sydfrankrig. Senere på efteråret rejste de til Davos.
Københavnske Kvinders utilladelig Nysgerrighed.
I "Natt." for i går læses følgende:
"Det var ikke behageligt for det store følge, som i går mødte ude på Vestre Kirkegård for at vise Georg Rygaard den sidste ære, at finde alle kapellets pladser besatte af nysgerrige damer.
Det var mennesker, der havde siddet der allerede under den forrige begravelse for at være sikre på at få en siddeplads. Resultatet var, at kun et fåtal af det rigtige følge kom til at overvære sørgehøjtideligheden ved Rygaards båre. Det store flertal måtte blive stående ude i kapellets forgård.
De mange nysgerrige damers optræden gjorde et alt andet end tiltalende indtryk."
(Kallundborg Avis, 11. marts 1921.)
Georg Rygaards gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.
