William og Anna Bloch. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch (se nedenfor). 

Fru Anna Bloch og hendes Afsked'er.

Ved Ordet Afsked her man altid paa Dansk forestaaet noget uigenkaldeligt.

Ligesom man kun fødes een Gang og døer een Gang, saaledes kan man kun een Gang tage sin Afsked fra og med sit Embede.

Ganske særligt, naar en saadan "Afsked" foregaar for aabent Tæppe i Overværelse af 1700 Mennesker med H. M. Kongen i Logen, Blomsterbombardement, Afskedstale med Taarehulk og Taksigelser for Trofasthed og Føleskab gennem 50 Aar.

Ikke sandt, en saadan Parade taaler - ligesom en god Vittighed - ikke at gentages. Naar man genkalder det Uigenkaldelige, begaar man ikke blot en Dumhed, en Smagløshed, et Overgreb mod al sund Fornuft, men man krænker en ganske bestemt Følelse hos Publikum, der beskæmmet siger til sig selv:

"Naah, sidste Gang var det altsaa kun en Generalprøve! Sikke noget uforskammet Snyderi!"

Det var Karl Mantzius, der lancerede den ny Metode at lave stor Afskedsforestilling, floromvundet og pompøs, for derpaa et Par Aar senere at optræde som Gæst og ganske stille glide ind paany og bide sig faet i Repertoiret. En brat Død rev ham bort midt i hans Kunsts Zenith og berøvede ham hans anden Afskedsforestilling.

Anderledes med Fru Bloch, der allerede under Johannes Nielsen tog sin definitive Afsked under behørig Iagttagelse af alle regulativmæssige ministerielle Formaliteter.

Det føltes som en Befrielse - ikke mindst for hendes Direktør, hvem hun af et godt Hjærte havde søgt at pine Livet af ved sit ulidelige enige Kværulanteri, smaa kærlige. men ofte for den, det gik ud over, meget skadelige Intriganterier, hvori den kloge Frue efter alles Dom altid skal have været en Mester, men først og sidst paa Grund af Fru Blochs ved sin stereotype og monotone Ensformighed trættende og i Virkeligbeden ganske forældede Spillemaade og Manér.

At Fru Anna Bloch for mange Aar siden var en ypperlig Kunstnerinde, vilde det være Helligbrøde at bestride, men Livet løber og Kunsten med den, og det er kun i Digt og Eventyr, at evig Ungdom skænkes den, som Guderne elsker eller - straffer!

Fru Bloch har aldrig forstaaet den Kunst at blive gammel, at glide stille over i det Rollefag, der nu maatte være en Selvfølgelighed for hendes eventuelle Anvendelse paa Scenen. 

Hun har vedblevet at klamre sig til Trine Rar (12 Aar!), Lisbeth i "En Søndag paa Amager" (16 Aar!), Ellen i "Skærmydsler" (15 Aar!) og Hedvig i "Vildanden" (18 Aar!).

Hendes Raseri over. at Direktionen, først Poul Nielsen, senere Aage Garde og nu William Norrie, ikke tør lade hende spille Ragnhild i "Svend Dyrings Hus" (19 Aar!), er den egentlige og notoriske Grund til Fruens latterlige Ophidselse og - anden Aflsked!!

Nu har Fru Nansen, der jo ellers ikke plejer at optræde som Hjærtemenneske, tilbudt Fru Bloch at spille Grethe i "Kærlighed uden Strømper"!

Publikum vil dog sikkert foretrække at se Fru Bloch i Strømper - uden Kærlighed!

Anselmus.

(Social-Demokraten 10. marts 1925).

William og Anna Bloch

Igaar fejredes William Bloch, vor store Sceneinstruktør. Og i Slutningen af Ugen viser Fru Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa det Teater. hvor ogsaa hun har ydet en saa stor Indsats. Christian Houmark skildrer i nedenstaaende Artikel det Blochske Hjem.

For mange vil Hjemmet paa Christianshavn blive staaende i Mindet, som den rigtige, den værdige Ramme om William og Anna Bloch. Den tunge Port, den magelige, brede Trappe med det kunstfærdige Gelænder, Den dobbeltfløjede Entrédør, der førte ind til den rummelige Gang, og Stuerne, fra hvis Vinduer man saa ud over Christianshavns irrede Taarne og grønne Tage, over Volden og Husgavle med Loftsluger og Tovspil. Det var Provinsen, som hun elskede, den gamle Stad - som han har skænket Liv i sine uforgængelige Scenebilleder.

Og Stuerne - de var fyldte af smaa, muntre Sjældenheder, af Kunst og Snurrepiberier, af brogede Farver, som Aftensolen paa sin langsomme Vej bag Husrækkerne, kun skænkede et dæmpet, gyldent Skær - den bøjede sig for Instruktørens Smag, hans Afsky for det grelle. Men først og sidst fyldtes Hjemmet af Anna og William Blochs Kultur, af stilfuld Hygge og fornem Venlighed. Vidste Blochs, at Gæsten var en præcis Mand, da stod Entrédøren paa Klem - han skulde ikke have det unødige Besvær med at ringe og vente - og inde i Gangen mødte man Stuepigen, der nænsomt tog Tøjet og hængte det sirligt op paa Knagen under et eller andet Kobberstik fra det gamle København eller fra Husfruens Barndomsby Horsens ....

Det var en Fest at besøge Blochs, allermest, naar man var eneste Gæst. Selvfølgelig talte man ogsaa "Teater"￾, men baade hun og han skulde meget have sig frabedt, at Samtalen flød ud i Kulissesladder eller tarvelige Intriger. Anna Bloch blev aldrig Teatermenneske i Ordets almindelige Forstand, hun blev kun sin Kunsts lydige og fremragende Tjenerinde.... William Bloch kunde, som den Kender af Menneskehjertet han er - more sig over sin Næste, men uden Spot. Hans Blik, hans Smil og hans Stemme røbede den Overbærenhed, den Forstaaelse, som er idet smukkeste Udtryk for aandelig Overlegenhed .....

.... Blandt Husets mange Venner ar ogsaa Gustav Wied. William Bloch satte hans Digtning højt og fandt, at "Skærmydsler" var en Perle. Wied var glad for Paaskønnelse - ikke mindst naar den kom fra saa kritisk en Kender. . ...

I de sidste Aar, Gustav Wied levede, følte han baade kunstnerisk og fysisk Afmagt. Havde han skrevet en Bog eller en Komedie, holdt han sig borte fra Vennerne, han frygtede Kritik. Han blev bitter, mistroisk og sky. Da William Bloch mødte Wied, kort efter at han havde udsendt "Imellem Slagene" - hans sidste Bog - udtalte han sin Glæde over den mesterligt gennemførte Skildring, der hedder: Af den gamle Vinhandlers Optegnelser. Man skulde tro, sagde han, at det var et originalt Manuskript, De her offentlig gjorde, saa levende og ægte staar Manden og hans Stil Wied smilede stille og takkede for Rosen. Men kom men hjem til Roskilde, skrev han straks til Bloch, at hans Formodning var rigtig. Vinhandlerens Optegnelser var ikke skrevet af ham. Bloch tog sig denne Oplysning meget nær. Han vidste, hvad den betød. Han holdt af Wied, og med den Trofasthed, der kendetegner ham og hans Hustru, blev Gustav Wieds vemodige Død for dem begge en Sorg, der gik til Hjertet.

William Bloch.

.... Herman Bang forholdt sig kølig-kritisk overfor William Blochs Instruktørgerning. Han, den impulsive, den udprægede Neurastheniker, fandt, at Bloch tog "Livet af Holberg" - som han selv manglede alle Forudsætninger for at forstaa - han manglede Lidenskab - mente Bang. Bloch besvarede aldrig Bangs ordrige Angreb. Kun een Gang tog han til Genmæle og gav "den celebre Forfatter" - saadan stod der i Svaret - en Tilrette￾visning, der sved og gjorde Bang stille. Da Herman Bangs Proverbe "Graavejr" skulde spilles paa Det kongelige Teater, ønskede Bang selv at sætte det i Scene. Bloch svarede, at intet var ham kærere. Bang opgav dog sit Forsæt, men bad om - i absolut Ubemærkethed - at maatte være tilstede ved Generalprøven. William Bloch lovede at sikre ham Plads ved Siden af sig i en Loge, hvor ingen kunde se ham og hvortil ingen uden han havde Adgang. Under Generalprøven bankede det energisk paa Loge-Døren, som var laaset. Bloch rejste sig bandende. Udenfor stod en Dreng - med en Korrektur til Hr. Bang. Spørger man William Bloch, hvorfor Herman Bang arrangerede dette Optrin, svarer han smilende: Aah, en Attitude 

.... Igaar blev William Bloch fejret, og i Ugens Slutning viser Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa den Scene, hvor hun blev den sidste Repræsentant for den Aand, den Tone, som han skabte...

- - -

Sjældne og skønne Blomster fyldte paa Husherrens Festdag det Blochske Hjem. Det er ikke mere paa Christianshavn. Det er rykket ind i Byens larmende Midtpunkt ...... En Elevator hvisler op og ned ved Siden af den hvidlakerede Trappe Og Entrédørens Yderside er et Spejl, der kan gengive den Besøgende i Brystbillede, hvis han ellers har Lyst til at betragte sig selv, sit Indre og sit Ydre, inden han træder ind for Anna og William Blochs kloge, alt gennemskuende, men ogsaa kærligt tilgivende Øjne..««

Anna Bloch.

Saadan veksler - vil Anna Bloch sige med sin eftertænksomme Betoning. - Ja, saadan veksler .... Men er Hjemmet end blevet nyt og "tidssvarende" - Aanden er den samme. Den bestemmes ikke af Spejl og Elevator. .... Og er Aanden i vort historiske Skuespilhus ogsaa bleven en anden, end da William og Anna Bloch gav det Præg - saa er det dog den Tone, de skabte, som lyder os imøde, hver Gang vi andagtfuldt og stille bøjer os for Kunstens Helligdom i det Hus, der byggedes - Ej blot til Lyst....

Christian Houmark.

(B. T. 31. marts 1925.

Anna og Wilhelm Blochs grav på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 7, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kommunalpolitikeren Johanne Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget om Johanne Berg som Danmarks første politibetjent.

Ved kommunalvalget i marts 1925 blev Johanne Berg indvalgt i Århus byråd for Socialdemokratiet. 1925-28 var hun formand for partiforeningen i midtkredsen, og hun blev i 1936 og 1943 valgt til suppleant til Landstinget.

Den første Kvinde i Aarhus Byraad.

Byraadsvalget i Aarhus betyder en lille Mærkepæl i den jyske Hovedstads kommunale Historie. Der blev nemlig for første Gang indvalgt en Kvinde, Politibetjent Frk. Johanne Berg.

I 11 Aar har Frk Borg været knyttet til Politikorpset, hvor hendes Arbejde er blevet meget paaskønnet, navnlig i Sager vedrørende Kvinder og Børn. I en længere Aarrække har hun tillige hørt til de mest fremtrædende Medlemmer indenfor Aarhus Socialdemokrati.

Hendes Valg har derfor vakt almindelig Glæde, ikke mindst i Tjenestemandskredse.

(Aftenbladet (København) 17. marts 1925).

Hendes interesser var især det sociale og det kulturelle område. Gennem sine godt 20 år i byrådet sad hun på 35 udvalgsposter. Fra 1928 arbejdede hun for at skabe et folkebibliotek i Århus uafhængigt af Statsbiblioteket hvilket resulterede i 1934 med en ny bygning i Mølleparken. Hun indtrådte i bestyrelsen, hvor hun sad til 1946, de sidste fire år som formand.

Johanne Berg blev udnævnt til overpolitibetjent i 1937. Den eneste uddannelse hun modtog i politiets tjeneste, var et månedskursus for ældre betjente i foråret 1927, der omfattede stort set alle polititjenestens aspekter.

Indtil 1946 havde hun en fremtrædende position i partiets gruppe. Hun fortsatte i politiet indtil sin afsked i 1949.

Dagens Nyheder: Statsminister Stauning med Familie for Tiden paa Besøg i Aarhus. Stauning, Th. (1873-1942) politiker, minister Stauning, Olga f. Kofod Hansen (1883-1970) Berg, Johanne (1883-1963) overbetjent, politiker, byrådsmedlem. Fra venstre: Byråsmedlem Johanne Berg, Olgas datter Ida Marie, Søren, Olga og Thorvald. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Monumentet over kammerrådens grav. (Efterskrift til Politivennen).

Et sagsanlæg mod stenhuggerfirmaet Wiegand-Møller.

I morges inkamineredes Landsrettens 4. afdeling en sag der er anlagt af afdøde kammerråd Petersens enke, Nybrogade, imod den kendte stenhuggermester Wiegand-Møller i Store Kongensgade.

1 oktober 1923 traf fru Petersen, der er enke efter den i sin tid så populære Casino-kammerråd Petersen - som almindelig gik under og selv smilende accepterede navnet Leverpostejsen - . aftale med Wiegand-Møller om at han skulle lave og rejse et monument på kammerrådens grav ude på Holmens Kirkegård. Og fruen betalte a conto et beløb på 2000 kr., idet stenhuggeren forpligtede sig til at have monumentet opstillet inden for en tidsfrist af 4 måneder.

Fristen udløb imidlertid, uden at monumentet blev færdigt. Og hen på sommeren 1924 forlangte fru Petersen derfor kontrakten annulleret.

Ved forhandlinger, hvorunder stenhuggeren hævdede, at grunden til forsinkelsen var dette, at svenskerne, hos hvem han havde bestilt råmaterialet, ikke havde leveret dette, fik han en ny frist til monumentets levering.

Men da også denne frist for længst er udløbet og den gamle kammerråds grav stadig ligger hen nøgen og bar, har fruen nu set sig nødsaget til at gå til retten, hvor hun foreløbig nøjes med at kræve kontrakten annulleret samt hr. Wiegand-Møller dømt til at tilbagegive hende de 2000 kr. hun har betalt ham på hånden. 

(Aftenbladet, 6. marts 1925).

Luskeprinser og Sløjbergere. (Efterskrift til Politivennen)

Den faste Voldgiftsret.

De samvirkende Fagforbund har fra Dansk Arbejdsmandsforbunds og dettes  københavnske Fabrikarbejder-Afdelings Vegne indbragt en Klage for Den faste Voldgiftsret. Sagen angaar et paastaaet Overenskomstbrud af Firmaet V. Madsens Røgerier.

(Social-Demokraten 29. oktober 1924)

Annonce for Madsens Røgerier i Jyllandsposten 25. maj 1921

2 uforbederlige Luskeprinser.

Vi meddelte for nogen Tid siden her i Bladet, at 2 af vore tidl. Medlemmer, Jensen Kjær, Vendersgade 9 st., og Aron Christensen, Valdemarsgade 26, 3., der arbejder paa V. Madsens Røgerier, Vesterbrogade 89, ikke var til at formaa til at ordne deres Forhold til Forbundet.

Foruden at staa udenfor Organisationen optraadte disse 2 noble Herrer ogsaa paa dette Tidspunkt som Løntrykkere, idet de arbejdede for en Timeløn, der laa 20 Øre under den overenskomstmæssige Løn i Røgerifaget.

Ved Indgriben fra Forbundets Side blev Lønforholdene ordnet saaledes, at Firmaet nu betaler den samme Løn, som de andre Røgerifirmaer, hvilket vil sige, at de 2 gæve Sløjbergere ved Forbundets Hjælp fik en stor Lønforhøjelse, og som Tak derfor praler de nu af, at de vil blæse Fagforeningen et langt Stykke. Vi henstiller til alle rettænkende Arbejdere, at hvor de træffer disse 2 Luskeprinser, da at behandle dem som de har fortjent, deres Optræden overfor Fagforeningen er af den Beskaffenhed, at de ikke burde taales blandt organiserede Arbejdere.

For Fabrikarbejdernes Forbund
Martin Svendsen

(Social-Demokraten, 21. februar 1925)

Fabrikarbejdernes Forbund hos til i Forsamlingsbygningen Jagtvej 69, Nørrebro.

Til Fabrikarbejderne

Det er forbudt vore Medlemmer at tage Arbejde paa Vesterbros Røgeri, Vesterbrogade 89, og hos Røgeriejer H. F. Hansen, Naboløs 3, da begge Firmaer kun beskæftiger uorganiserede Folk.

Paa Vesterbros Røgeri gaar vore gamle Kendinge, de to Luskeprinser, Aron Christensen, Valdemarsgade 26, 3., og Jensen Kjær, Vendersgade 9, stadeig og drysser om.

H. F. Hansen har afskediget et af vore Medlemmer, og antaget en anden Mand til en Ugeløn af 35 Kr., der siges, at denne Mand skal være et helt Amfibium, idet han er baade Pølsemand, Røgeriarbejder og Løntrykker - det sidste passer i alle Tilfælde - men han er nok ogsaa en bedre Mands Søn og arbejder kun for sin Fornøjelses Skyld.

For Fabriksarbejdernes Forbund

Martin Svendsen.

(Social-Demokraten 21. marts 1925).

En yngre Sliber fra Raadvaddams Fabriker Aron Christensen kom en dag i Maj Maaned ulykkelig af Dage ved et Ulykkestilfælde. Da han kom cyklende i Park Alle, blev han revet om af et Par løbske Heste, og fik saa svære Læsioner, at de medførte Døden.

Køretøjet tilhørte Københavns Kommune. Kusken, Søren Knudsen Sørensen, har forklaret, at han havde spændt Skaglerne fra, inden han forlod Vognen, men at den ene Hest var meget nervæs, og at det aabenbart var den, der havde begyndt den vilde Fart.

Ved Landsretten kræver den Dræbtes enke en Erstatning paa 13,918 for Tabe af Forsørger.

(Klokken 5 (København) 2. marts 1929).

William Elof Arnold Madsen havde formentlig overtaget det efter sin far, formodentlig Jens Peter Madsen. Et af Madsens røgerier lå også i Tordenskjoldsgade 11.

Handelen med den røgede Sild.

Uden at komme nærmere ind paa den for Tiden standende Strid paa Bornholm angaaende bornholmske røgede Sild, vilde det maaske - ikke mindst for at dæmpe de ophidsede Fiskergemytter paa Bornholm - være paa sin Plads at gøre opmærksom paa:

1) at de Priser, der ifølge Bornholmernes eget Udsagn er betalt for røgede Sild i Sæsonen 1934 svarer til en Gennemsnitspris af ca. 35 Øre pr. kg for fersk Sild, betalt netto til Fiskerne paa Fiskepladsen uden Udgift til Kasser, Is eller lign. i alle Sæsonens 6 Maaneder.

2) at ingen andre danske Fiskere faar eller kan vente en tilsvarende pris.

3) at denne Pris og saadanne Forhold kun er opstaaet gennem et mangeaarigt loyalt Samarbejde mellem københavnske Røgeriejere og bornholmske Fiskere, idet københavnske Røgerier i Sommermaanederne ikke røger Sild, men i Stedet forhandler de bornholmske.

4) at det udelukkende er takket være denne Ordning, at de bornholmske Sild har vundet det Indpas i København, som de har, hvilket bevises ved, at Varen aldrig har kunnet sælges i Provinsen, hvor de stedlige Røgerier og Fiskere producerer en lige saa god - til Tider bedre Vare.

5) at de bornholmske Fiskere ingen Krav har paa at være Eneleverandører af røgede Sild til København i Sommermaanederne, idet baade københavnske Røgeriejere, københavnske Røgeriarbejdere og de øvrige Fiskere i Landet ogaaa har et berettiget Krav paa at existere og selvfølgelig vil kampe for Existensen, naar den trues.

William Madsen,

Indehaver af Firmaet

Vesterbro Røgeri,

W . Madsens Røgerier, København

(Bornholms Social-Demokrat 31. januar 1935)

Valdemarsgade 26. Det var på tredje sal, Aron Christensen, der arbejder paa V. Madsens Røgerier, Vesterbrogade 89, boede. Foto Erik Nicolaisen Høy.

W. Madsen blev senere forretningsfører for Bornholms og Christiansø's Fiskeriforening. Han vedblev dog at bo i København.

Udstillingslokaler i Stedet for Menneskeboliger. (Efterskrift til Politivennen)

Lejerne I Toldbodvej 8-10 skal ud.

En Mangel ved Huslejelovens Bestemmelser om Erstatnings-Lejligheder.

Automobil-Firmaet Bülow & Co. har besluttet sig til at nedrive Ejendommen Toldbodvej 10, hvor der bor 10 Familier, og i Stedet for bygge Udstillingslokaler. For at kunne  få Lov dertil har Firmaet henvendt sig til Magistraten om Nedbrydningstilladelse og har her tilbudt at skaffe de 10 Familier Erstatnings-Lejligheder i en Nybygning, Valbygaardsvej 76. Huslejeloven foreskriver, at der i et saadant Tilfælde skal gives Lejerne passende Erstatningslejligheder, og da de nye Lejligheder, efter hvad der forelaa for Magistraten var af samme størrelse som de gamle, kunde den l Følge Loven kim give Tilladelse til Nedrivningen, hvorefter Firmaet har meddelt Lejerne, at de skal fraflytte og har anvist dem de nye Lejligheder.

Men dette har vakt Røre blandt Lejerne, der alle har boet i Lejlighederne i mange Aar, og hvoriblandt der er flere Enker. De betaler nu 84 Kr. maanedlig i Leje for en Toværelsers Lejlighed og 42 Kr. i Leje for en Treværelsers Lejlighed, men de nye Lejligheder paa Valbygårdsvej skal koste 1000 a 1400 Kr. om Aaret, og det ser Lejerne sig aldeles ikke i Stand til at betale. Det vil simpethen sige, at hvis Huslejenævnet gaar med til at godkende den af Firmaet ønskede Ordning, kan disse Beboere ikke tage imod den ny Lejlighed. så langt fra at få nogen erstatningslejlighed har de udsigt til at blive husvilde.

Vi har fremhævet dette overfor Ekspeditionschef Thorball i Magistratens 4. Afdeling, men han gjorde gældende, at man fra Magistratens Side kun havde gjort, hvad Loven paabød. Der var stillet Erstatnings-Lejligheder til Raadighed, og derfor kunde Magistraten overhovedet ikke nægte Nedbrydningen. Noget andet var det, hvad Resultat Huslejenævnet kunde komme til ved Sagens Behandling. Vi talte derefter med Sekretæren for 8. Huslejenævn, der udtalte, at Sagen havde været til Behandling i Huslejenævnet, men var bleven udsat for Indhentning af nye Oplysninger.

Sekretæren gjorde imidlertid ogsaa gældende, at man ved Lovens Ord om passende Lejligheder alene var henvist til at dømme om deres Størrelse og ikke til at dømme om Prisen, idet det jo var givet, at nye Lejligheder vilde være dyrere end de gamle, og Huslejenævnet savnede derfor Føje til at afvise en Overflytning fra gamle Lejligheder til nye Erstatnings-Lejligheder, fordi Lejen var saa og saa meget højere.

Derimod var der kommen Momenter frem, der gjorde, at Huslejenævnet var bleven ret betænkelig ved Sagen, og man havde nu affordret Bülow & Co. nye dokumenterede Oplysninger.

For Beboernes Skyld maa man da haabe, at det lykkes at faa Sagen stillet i en saadan Belysning, at det store Firma ikke faar Lov til at smide dem ud. Som sagt: Beboerne kan ikke betale de store Huslejer for de nye Lejligheder, og hvis Nævnet derfor giver Bülow & Co. Medhold, bliver de simpelthen husvilde.

Derfor ser vi heller ikke rettere, end at vedkommende Myndigheder lægger en gal Fortolkning ind i Lovens Ord om passende Erstatnings-Lejligheder. Meningen maa dog være, at de nye Lejligheder skal være Erstatning netop for de bestemte Lejeres gamle Lejligheder, men naar Lejen i de nye Lejligheder er saa høj, at Beboerne ikke kan betale den og derfor ikke kan overtage dem, bliver de saa vist ikke Erstatnings-Lejligheder for dem og heller ikke passende for dem. 

Vi mener derfor, at det vil være muligt for Huslejenævnet at nægte at godkende Opsigelsen af disse Beboere.

Men hvis det ikke skulde være muligt, maa Beboerne i hvert Fald l Nævnet stille Krav paa, at Bülow & Co. betaler dem en passende Erstatning for den højere Husleje og for, at de ved Overflytningen til Valbygaardsvej faar meget længere Vej til deres Arbejde end den, de nu har. Og da det rige Firma synes at være saa opsat paa at faa et Udstillingslokale der, maa det selvfølgelig betale, hvad det koster.

(Socialdemokraten, 3. februar 1925)

Valbygårdsvej 76 hvor lejerne fik tilbudt erstatningslejligheder. Foto Erik Nicolaisen Høy.