Kommunale Boligrædsler paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Forhold, som ikke vilde blive tilladt nogen privat Husvært - og til høj Leje.

3000 Mennesker plaget af uudryddeligt Væggetøj

Foroven ses et Værelse, i hvilket der bor - ni Mennesker! Nedenunder ses et Køkkenbord for tre Familier, og en Samling Børn fra en af Gaardene - kun en meget ringe Del af de Børn, man ser derude. Der er Børn overalt, paa Gaderne, i Gaardene paa Trappegangene, i Stuerne, mange friske og sunde, men desværre altfor mange blege og sygelige.

Uroen mellem de Husvilde, som bor i Kommunens Husvildeafdeling paa Vesterbro, synes ikke at skulle falde igen saa let. Paa Tirsdag holder "Lejerforeningen'' Generalforsamling i "Folkets Hus', og der vil det antagelig gaa livligt til.

Der er mange Ting, de Husvilde har at klage over, men to Ting frem for alt - den utroligt daarlige Vedligeholdelse af Lejlighederne og Væggetøjet. Og jeg, som har aflagt Husvildeafdelingerne et Besøg og med egne Øjne set, hvad det er,  der klages over, ska! bevidne, at Sproget ejer ikke Ord stærke nok til at overdrive.

I de Ejendomme, her er Tale om - Knud Lawardsgade, Bodilsgade, Ingerslevsgade, Haderslevgade og hvad de forskellige Gader hedder, bor der 7-800 Familier eller henved 3000 Mennesker. Det vil sige ligesaa mange Mennesker som i Frederikssund. Tilsammen bor der under Kommunens Husvildeforsorg 2500 Familier med tilsammen 8000 Mennesker - under Forhold som dem, jeg nu skal til af beskrive.

24 Mennesker i en Treværelsers Lejlighed.

I en almindelig tre Værelsers Lejlighed paa 4. Sal i Haderslevgade bor der 24 Mennesker. I et af Værelserne alene ni Mennesker. Der er saa mange Senge, som der kan være - og til Resten bliver der redt op paa Gulvet. Rent er der - og Gang paa Gang havde jeg lejlighed til at beundre den ukuelige Itenlighedssans, som de fleste af Beboerne har formaaet at bevare under disse Forhold.

Et andet Sted saa jeg ogsaa et Værelse, hvor der boede ni Mennesker - to Voksne og syv Børn, af hvilke det ældste var 12 Aar. Men man oplyste mig om, at de var sjældent hjemme alle syv - der var næsten altid nogen paa Hospitalet. Naar et af Børnene blev syge, smittede det efterhaanden de andre, ...

De forfærdelige Køkkener.

Det er ny Ejendomme, det drejer sig om, 7-8-9 Aar gamle ... men alle er de medtagne. Nogle Steder har Folk selv tapetsere! og hvidtet.

- Men det bliver man snart ked af, naar man ser, at Kommunen selv slet ingen Ting gør, sagde en af Beboerne.

Falmede, skjoldede, plettede Vægge med store Huller efter Sømmene fra de forrige Beboere, ingen Maling nogetsteds. Kommunen kan ikke, siger Magistraten, for den har ingen Steder at gøre af Beboerne imens.

Køkkenerne er de værste. De vilde kunne faa enhver Kvindes Hjerte til at græde. Sorte og fedtede og plettede Vægge, al Malingen skuret af Skabsdørene, sorte Lofter - her skal to eller tre Familier have deres Husholdning i Fællesskab. Og dog møder man Gang paa Gang hvidskurede Borde og skrubbede Gulve. Det sidder Kvinderne i Kroppen, at der skal være rent, selv om det er saa haabløst som her.

De, der giver op -

Nede i en Vaskekælder træffer jeg en Kone midt i Storvasken, fortvivlet over, at hun ikke kan faa Kloaken til at tage Vandet. Hendes Forgængere har efterhaanden hobet Aske op i en Krog, og det er sivet ned og har tilstoppet Afløbet.

- Der er intet ordentligt Tilsyn her, siger hun. For det er ikke Kommunens Skyld altsammen - her er mange Grise ... Der er ikke noget at sige til det, tilføjer hun resigneret. De bliver det efterhaanden, naar de kommer her. De mister Lysten til at holde sammen paa det, og det er ikke underligt. Jeg har nu boet her i to Aar, og hvis jeg skal bo her et Aar til, bliver jeg sindssyg. To Timer hver Dag maa jeg bruge til at gennemgaa Møblerne og Sengene for Væggetøj.

Det er overhovedet Kvinderne, som klager mest.

- Mændene kan bedre, siger de. De er ude hele Dagen, og de kan gaa ud, naar de vil. Men vi maa gaa herhjemme i dette her, altid med Børnene om os. Det er vore Køkkener, som ser saaledes ud, det er os, som maa kæmpe med Væggetøjet ...

Det var nogle Kvinder som tog det med ligevægtigt Humør, men de fleste saa forfærdelig trætte og forpinte ud.

Væggetøjet.

Væggetøjet hører man uafladeligt Klager over. Tilværelsen derude synes at være en evig og uafladelig Kamp mod disse Blodsugere. Petroleum og Terpentin og Salmiak er de Midler, som er i ustandselig Brug, men lige meget synes det at hjælpe. Bliver der desinficeret et Sted, vandrer Utøjet bare ind i en anden Lejlighed.

- Bare man kunde faa en Nata Søvn i Fred for det Utøj, siger en Kvinde til mig. Den Chaiselongue derhenne - det er den tredje. To har vi maattet smide bort, saa ødelagte var de efterhaanden blevet, og denne her maa jeg hver Dag give en Omgang Terpentin. Jeg har selv lige tapetseret, det gør jeg hvert Aar, men lige meget hjælper det....

Og jeg hører om Væggetøj, der falder ned fra Loftet i Gryderne, om Væggetøj paa Trappegangene, om Væggetøj, der endog kryber op ad Husmuren, om en Lejlighed, der blev desinficeret, og saa kom Væggetøjet marcherende i Kolonner over Trappegangen til den næste Lejlighed, jeg faar forevist Skilderier, der bærer umiskendelige Spor af Væggetøj, jeg ser en hel Stue, der netop fraflyttes, hvor Væggen ligefrem er tapetseret med Spor efter Væggetøj.

Desinfektionen kommer engang imellem "sprøjter", men det nytter ikke noget. Der er ikke andet, som batter end tage en hel Opgang ad Gangen og re n s e den, til der ikke er Spor af Levende i den.

Forfulgt af Væggetøjet.

Og ikke nok med Ubehagelighederne ved stadig at maatte slaas med disse Dyr. De Husvilde paastar, at det er umuligt for dem at leje Lejligheder hos Private. Naar Værterne hører, at de kommer fra Husvildeafdelingen, vil de ikke have dem. Vi skal ikke have vore Huse befængt, siger de.

- Vi er stemplede, siger en rolig Arbejder, jeg taler med derude. Og alle vore Ting bliver ødelagt. Naar vi engang flytter, maa vi kassere alt, hvad vi ejer og har og købe noget nyt. Vi kan ikke have det Væggetøjbefængte med. 

Naar vi engang flytter - det er det stadige Omkvæd. Det er Haabet, der lyser op hos de mange, for hvem disse Forhold i Sandhed er "Elendighedens Boliger". Men det er saa sjældent, Haabet gaar i Opfyldelse. De klynger sig til, at Magistraten har sagt, at efter tre Aars Forløb vil vil de kunne gøre Regning paa at faa en lejlighed. Men der er Folk som har boet her i syv Aar.

- Hvem faar alle de Lejligheder, som Kommunen bygger? siger de. Kommunefunktionærer og andre Folk - men ikke de Husvilde

At det er sandt, at de maa kassere deres Møbler, naar de flytter, fik jeg et Bevis paa. Der var netop en Familie, der flyttede. Paa Flyttevognen var ikke andet end Sengeklæder, Potteplanter og Gryder - alt andet havde de solgt for et Par Kroner.

- Der var ingen, der vilde give mere for det, sagde Konen. Og det var saa befængt med Væggetøj, at vi ikke kunde have det med.

Og da jeg gaar, siger en ung Mand, antagelig Sønnen, stilfærdigt, men bittert:

- Og det er Mennesker, som skal bo under saadanne Forhold!

Boligpolitikens Ofre. 

Disse Mennesker er den forfejlede Boligpolitiks Ofre. Otte Tusinde Mennesker, Voksne og Børn - og Flertallet Kvinder og Børn - maa under saadanne Vilkaar betale for, at en forfejlet Boligpolitik ikke har villet indse, at der er kun ét Middel mod Bolignød, og det er Boliger nok. Vi har prædiket det for døve Øren - kan nu ikke disse otte Tusinde prædike det, saa det kan høres? De har ingen Beskyttelse, af dem kræver Kommunen indtil 25 Kr. om Maaneden for et Værelse med Adgang til Køkken - og det er et Værelse, som ingen privat Husvært faar Lov til at udleje i den Stand. Det lyder smukt, naar der I Borgerrepræsentationen tales om denne Bys høje Boligstandard og Hygiejne, men for disse 8000 Mennesker, som er direkte under Kommunens Forsorg, er der hverken Boligstandard eller Hygiejne. Der er imellem dem Folk, som vil være vanskelige at have for enhver Husvært, men Flertallet er ordentlige Folk, som er rede til at betale en Lejlighed.

H. D.

Er Magistraten vaagnet ?

Der var Inspektion i Dag. De Artikler, i hvilke vi har berørt Musvildeforholdene paa Vesterbro, synes endelig at have vækket Magistraten. I Gaar var Raadmand Silius Johansen og Inspektør Höppermann fra Sundholm derude for at inspicere, og det forlyder, at Resultatet vil blive, at man vil begynde paa en Hovedreparation og tage et Par Opgange ad Gangen.

Men der er jo mange Opgange.

(København 23. august 1925)

Mor skal paa Landet - . (Efterskrift til Politivennen).

Hver Uges Rekonvalescens forlænger Livet i et Aar. - Husmoderlejren i Horserød.

Det nye Hold Husmødre, som ankom i Tirsdags, nyder Eftermiddagskaffen foran Huset.

Der var to, som forleden stod ude i Solen, i Horserødlejrens regnmætte grønne Græs og talte varme Ord for en god Sag - de københavnske Husmødres. Og det var to Mennesker, der vidste, hvad de talte om: Professor, Dr. med., Overlæge Bie fra Blegdamshospitalet og Formanden for De danske Husmoderforeninger Fru Carla Meyer.

- En Uges længere Rekonvalescens forlænger Livet et Aar - sagde Professoren. Et Ord, der passende kunde være Motto for det Arbejde. som Komitéen for ubemidlede Husmødres Rekonvalescens har taget op. I Aar sender den for syvende Gang sine skiftende Hold af trætte Husmødre ud til Fred og Frihed og frisk Luft, 15 paa hvert Hold med 3 Ugers Ferie, med fri Rejse ud og hjem og med fast ansatte Hushjælpere til at tage sig af Hjemmene og Børnene under deres Fraværelse, der, hvor det ønskes.

Tre Ugers fuld Frihed - fra Uger, hvor man kan kaste sine daglige Bekymringer over Bord - tre Uger, hvor Husmoderen pludselig er bleven Hovedpersonen, den, hvis Appetit og Søvn og Hvile og Vægt og Humør det hele drejer sig om - er det ikke et Eventyr for de smaa Hjems Husmødre!

Og De skulde se, hvor de nyder det, hvor hurtigt de lærer at sove, og, hvad der falder de fleste endnu sværere - at hvile. De to Timers Hvile - i Liggestolene i godt Vejr, paa Sengene i daarligt -, der ubarmhjertigt kræves af hvert af de store ! Feriebørn, er ofte til at begynde med en Pine for den, der kun kender at i være i Trav hele Dagen. Men saa kommer Belønningen bagefter i oget Velbefindende baade fysisk og psykisk - i styrket Mod til atter at tage Livets Byrde op.

Alle Aldre og alle Klasser er repræsenterede herude i Horserødlejren, hvor to fortrinlige Barakker er lejede til delte Brug. Den tidligere Officersbarak til Opholdsværelser, Spisestue, Køkken og Forraadsrum, den anden til Beboelsesværelser. Og fornøjeligt er det Aar efter Aar at erfare, hvor hurtigt disse Husmødre rystes sammen til en hyggelig Feriekreds, og hvor meget godt Humør, der bare har ventet paa en Lejlighed til at bryde igennem, og som nu faar Udslag i Leg og Latter og forbudte Aftenslabberaser rundt om paa Værelserne.

Vægtforøgelsen er gennemsnitlig henved syv Pund for hver i Løbet af de tre Uger. - Og - siger Professor Bie - da Hjemmet drives saa økonomisk, at hver Patient alt iberegnet (undtagen Huslejen, der beløber sig til 400 Kr.) kan holdes derude for 4 Kr. 50 Øre om Dagen, koster hvert Gram Fedt, de kan lægge paa sig, kun 2 1/3 Øre.

Er det ikke udmærket udgivne Penge?

Frk. Annie v. d. Aa Kühle staar i Spidsen for den daglige Ledelse - en glad og god Moder for de trætte Mødre, der synes de bliver Børn igen under hendes Omsorg. 

Arbejdet begyndte smaat med beskedne Pengemidler, og hele Indboet er Gaver. Siden er Kommunen traadt til med et Tilskud paa 4000 Kr. Hds. Maj. Dronningen har atter i Aar ydet Komitéen et Bidrag, ligesom den har modtaget Hjælp fra den Raben-Levetzauske Fond og De Spannjerske Legater.

Men derved kan Arbejdet ikke blive staaende. Det maa udvides til at omfatte mange flere, thi alle de Mennesker, der taler om Hjemmenes Betydning for Samfundet, om Moderkaldets Hellighed og Værdighed og om den huslige Kvinde i Modsætning til den Kvinde, der arbejder i Konkurrence med Manden - hvis alle disse Mennesker blot hver vilde tegne sig for saa lavt et Aarsbidrag som 5 Kr., saa vilde Masser - Masser af smaa, slidte Husmødre kunne faa en aarlig Hvile eller et Rekonvalescensophold efter eu Sygdom.

Vis i Gerning, at De mener, hvad, De siger. Meld Dem med Deres Aarsbidrag nu, naar De har læst dette. Der er flere Barakker at faa til Leje derude endnu, hvis det kan ske straks. Enhver af Komitéens Medlemmer er villig til og glad for at i modtage Deres Indmeldelse. Foruden de ovennævnte bestaar Komitéen af Overkirurg ved Kommunehospitalet, Dr. med. P. N. Hansen, Kontorchef i Hospitalsdirektoratet, Otto Falster, som er Foreningens Formand og Kasserer, Læge Fru Johanne Klein, Østersøgade 32, Oberstinde Julie Ramsing, Ribegade 8, Kommunehospitalets Inspektor la Cour Andersen og Redaktør Fru Charlotte von Osten, De Ferslewske Blade.

(Nationaltidende, 1. august 1925).

H. C. Andersens Grav flyttes til Odense? (Efterskrift til Politivennen).

Odenseanerne vil danne et H. C. Andersen-Selskab som skal centralisere alle Andersen-minder i Odense og arbejde for en flytning af digterens jordiske levninger fra Assistens Kirkegård til Odense.

En utiltalende ide som møder stærk modstand.

I disse dage har en lille kreds af odenseanere udsendt indbydelser til et ,øde, som på torsdag aften skal holdes i Katedralskolen i Odense for at få dannet et H. C. Andersen-Selskab.

Hovedmændene for denne plan er rektor Holbech, forfatteren Nordahl-Petersen og museumsinspektør Chr. M. K. Petersen, og de formål, selskabet skal arbejde for, er ikke ringe. De går ud på varetagelsen af alle de interesser, som knytter sig til eventyrdigterens navn. Man siger, at Odense som hans fødeby har særlige forpligtelser, og det skal da være formålet at gøre Odense til midtpunktet for alle H. C. Andersen-minderne.

Alt, hvad der har med digteren at gøre, skal knyttes til Odense. Der skal pyntes på hans statue, arrangeres mindefester, indsamles breve og manuskripter, som har tilhørt ham, udgives en standardudgave af hans samlede værker, udsættes præmier og prisopgaver for at opmuntre folk til studier over hans liv, hans kilder, hans kunstneriske ejendommelighed o. s. v.

Men det største af alle formål finder udtryk i en artikel, som rektor Helbech forleden har skrevet i "Fyns Stiftstidende". Det er et krav, som synes hr. Holbech så nærliggende at man i det mindste bør forsøge at få det opfyldt. Det går ud på intet mindre end at grave H. C. Andersen op af hans grav på Assistens Kirkegård og føre hans jordiske levninger til hans fødeby. Rektor Holbech finder det upassende, at eventyrdigteren også efter døden skal "gå på gæsteri", idet han som bekendt hviler i det Collinske gravsted. I Odense ville der kunne skabes ham et monumentalt gravsted, som ville blive et valfartssted for alle dem, der elsker digteren og hans værk 

Det er en frygtelig tanke - siger kontorchef H. G. Olrik.

Det er just i dag halvtreds år siden H. C. Andersen blev stedt til hvile i det beskedne gravsted på Assistens Kirkegård, der i disse mindedage er helt dækket af smukke blomster.

Vi har da spurgt den kendte H. C. Andersen-forsker kontorchef H. G. Olrik, hvad han mener om den tanke at grave digterens jordiske levninger op og føre dem over til  Fyn.

- Det er en frygtelig tanke, svarer hr. Olrik straks, en meget styg idé, som jeg på det kraftigste vil tage afstand fra. Det faktiske forhold er, at H. C. Andersen er begravet derude efter eget ønske i samme grav som etatsråd og etatsrådinde Collin senere kom til at hvile i. Og hvordan ville man også nu efter halvtreds års forløb kunne finde hans støv .... nej, jeg synes, det lyder meget stygt.

- Hvad mener De i øvrigt om H. C. Andersen-Selskabets dannelse?

- Det er en ren misforståelse at ville centralisere et sådant selskab til Odense med forskning og indsamling af manuskripter o. s. v. København er jo en gang videnskabens sæde i Danmark, og vi kan slet ikke overlade dette til Odense. Vi har jo de store Collinske samlinger og andre minder på Det kgl. Bibliotek, og dér hører den slags ting hjemme. - Det er fuldstændig rigtigt, at Odense har gjort H. C. Andersen til æresborger, men han betragtede selv den første dag han kom til København, som meget betydningsfuld og følte sig vist som god københavner. Havde han ønsket at blive begravet i Odense, havde han nok ytret det. Næ, jeg synes oprigtigt talt, at odenseanerne her i noget for høj grad er ved at tage ham til indtægt ....

Det er absurd - erklærer Sophus Michaélis.

Blandt de indbudte til mødet i Odense på torsdag er også Dansk Forfatterforenings formand, hr. Sophus Michaélis, som imidlertid på vor henvendelse erklærer, at han ikke tager derover.

- Hvad mener De om den foreslåede flytning af Andersens grav? spørger vi.

- Jeg finder den ganske absurd, erklærer hr. Michaélis. Men Odense vil jo nu gerne gøre sig til af at være digterens fødeby, og der er her tale om en lokalpatriotisme, som ikke kan diskuteres. Et H. C. Andersen-Selskab mener jeg naturligt må centraliseres her i hovedstaden, hvor vi har samlingerne og forskerne, men jeg vil nødigt ind i en debat derom med lokalpatrioterne. Derfor intet ud over dette. 

Olk

Digterens blomstersmykkede grav.

(Nationaltidende, 11. august 1925).

Kanalsvømningen blev en enestaaende Succes.

 Mange, mange Tusinde Mennesker var paa Benene.

En Interesse som aldrig tidligere er vist nogen Sportsbegivenhed.

Viggo Christensen sejrede i Løbet og vandt desuden den af "Dagens Nyheder" udsatte Pokal.

Svømmerne nærmer sig Højbro.

Hvilken Succes! Aldrig har nogen dansk Sportspræstation været overvaaget af tilnærmelsesvis saa mange Mennesker, som Kapsvømningen i Aftes gennem Byens Kanaler.

Overalt, hvor vi kom frem, stod tætte Rækker paa Kajen og afventede Svømmernes Ankomst. Allerede Klokken seks stimlede Folk sammen paa Langebro og i det tilstødende Stykke Kristiansgade, og Manden i Frederiksholms Kanal havde modtaget Forudbestillinger paa alle sine Robaade. Det vrimlede med disse lejede Baade, Kajaker, Kanoer og Kaproningsbaade omkring Startstedet.

Det var en imponerende Masse Mennesker, der var forsamlede her, baade til Lands og til Vands, og ærligt talt troede vi et Øjeblik, at Menneskemængden vilde holde til her, for at overvære Start og Opløb.

Men Turen gennem Kanalerne nødte os hurtigt til at forandre Mening. Overalt stod Folk opstillede i tre, fire tætte Rækker; en Del Mennesker tog naturligvis fra det ene Sted til det andet for at faa et Glimt af Svømmerne at se flere Gange. Det var vistnok en daarlig Politik, thi der var optaget alle Steder, og gennemgaaende blev Folk vist paa den Plads, de oprindelig havde valgt. De var simpelthen nødt til det. Der var ikke til at komme hverken frem eller tilbage, og Ledsagerne, der inde fra Kajen skulde følge hver sin Løber, maatte give op allerede ovre ved Burmeister & Wains Værksteder. Det var forbunden med Livsfare for dem at vandre langs Bolværket, skrævende over Folk, der havde taget Plads paa delte, og som umuligt kunde rejse sig og rykke tilbage.

Her var heller intet at risikere for Svømmerne; Kanalerne var fulde af Baade, og inde paa Bredden hvilede Tusinder og atter Tusinder Par Øjne paa Svømmerne. Den Times Tid, Løbet varede for den hurtigste Svømmer, var een stor Forundringens Time. Det var, som hele København var paa Benene, og efterhaanden som Løbet skred frem, syntes Tilskuermængden at vokse tilsvarende.

Selv hele Knippelsbro og Børsgade, der dog laa fjernest fra Svømmerne, var tæt pakket med Folk, og ved de to Opløbssteder, Højbro og Langebro, samt i deres nærmeste Omegn var der en Trængsel, som ikke lader sig beskrive.

Starten fra Langebro.

I god Tid kom de kvindelige Svømmere frem paa det store Bjælkeskelet under Langebro. Imidlertid meddelte Brofogden gennem Raaber, at man om et Øjeblik skulde aabne Broen for et Skib sydfra, og Starten maatte naturligvis udsættes. Man turde ikke regne med, at alle Svømmerne naaede ind i Løbet til Christianshavns Kanal, inden Damperen kom.

Langebro, der var fuld af Mennesker, blev ryddet af Politiet; kun modvilligt trak Folk sig tilbage, og det varede en rum Tid, inden man kunde aabne Broen og faa Skibet igennem.

Starten sinkedes en Del herved, og Klokken var blevet stærkt henimod syv, inden Damerne kunde begynde Svømmeturen. 

Man lagde straks Mærke til, at Favoriten, Fru Edle Nielsen, ikke var med. Fruen havde paadraget sig en lettere Influenza og maatte afholde sig fra at starte. lalt startede 18 Damer. Frk Esther Østergaard tog straks Føringen, og Begyndelsestempoet var haardt.

Nøjagtigt fem Minuter efter faldt Startflaget for de tretten Herrer; fra Pressebaaden naaede man lige at se Herrerne kaste sig frem i Vandet, inden Baaden drejede ind i Christianshavns Kanaler

Med Esther Østergaard til Havneløbet.

Med lange, rolige Tag svømmede den smaa Frk. Østergaard i Spidsen for Feltet. Tempoet var godt, men Frøkenen manglede noget Overblik over Banen og svømmede i store Buer, hver Gang, det gik om el Hjørne, i Stedet for at smutte den kortest mulige Vej.

Den dobbelt Sejrherre Viggo Christensen, »Sparta", der vandt den første Kapsvømning gennem Københavns Kanaler og desuden erobrede "Dagens Nyheder"s smukke Pokal for "Først under Højbro".

Mere og mere forøgede Frøkenen sit Forspring for Gudrun Nannestad Hansen, men til Gengæld halede den forreste mandlige Svømmer stærkt ind paa hende. Det var Viggo Christensen fra "Sparta", Løbets Storfavorit og fast besluttet paa at være første Mand ved Højbro.

I tætte Stimer stod Folk derinde paa Bredden og spurgte i en Uendelighed: "Hvem er det, der er forrest?" og "Hvorfor kommer de saa sent?"

Fra Pressebaaden oplystes de om, at Løbet først var startet lidt for syv, og forrest: Ja, det var Frk. Østergaard endnu ved Udgangen til Havneløbet.

I Havneløbet udfor Cort Adelersgade.

Det blev en haard Tur tværs over' Havneløbet. Kun tre af Løbets Deltagere opgav under hele Turen, og de to opgav her, midt i den haarde Strøm fra Syd.

Her passerede Viggo Christensen ogsaa Esther Østergaard og havde altsaa vundet fem Minuter ind paa Frøkenen paa dette Tidspunkt.

Jo mere vi nærmede os Højbro, i des tættere blev Menneskerækkerne i derinde paa Kajen. Børsbroen, Holmens Bro og Højbro, alle var de tæt pakkede med Mennesker.

"Hvem er forrest?", "Hvem er det, der er forrest?", lød Sporgsniaalene ustandseligt, og til begge Sider maatte vi Gang paa Gang gentage Raabet: "Viggo Christensen"

Spartaneren svømmede fornuftigt og økonomisk; han ligefrem "snittede" Hjørnerne og svømmede ikke een overflødig Meter, saa godt saa han sig for.

Han smilede op til os i Pressebaaden, da vi raabte til ham, at den første Pokal allerede var i Kikkerten.

Først under Højbro.

"Dagens Nyheders"s Pokals Skæbne var nu praktisk talt afgjort.

Et Uheld skulde indtræffe, om det ikke blev den fortræffelige Svømmer, der erobrede den. I fin Stil og under de Tusinder af Menneskers Klap og Hurraer gik Viggo Christensen under Højbro som første Mand efter at have svømmet i 41 Min. 20 Sek. Han var frisk og veloplagt, og der var ingen som helst Grund til at antage, at han ikke vilde fuldføre Løbet og endog vinde det.

Da han kom ud paa den anden Side Broen, sattes Tempoet lidt ned. Den smukke Sølvpokal var jo nu sikret for ham, og han var et godt Stykke foran næste Mand, saa der var Tid til at tage den med Ro. Frederiksholms Kanal toges dog t et ganske godt Tempo. Stadig stod Folk i tætte Rader, hvor vi kom frem, og de store Sejlskibe, der laa og losse de her, var saa tæt besatte, at de krængede helt ud mod Vandet.

Nu drejer vi atter ud i Havneløbet; Langebro og Maallinien i Sigte. Viggo Christensen smiler og nikker op til os; med frisk Mod gaar han i Lag med det sidste Stykke. Lige stik imod Strømmen svømmer han, men det gaar fint, selv om det er en anstrengende Tur.

Var det virkeligt muligt? Menneskemasserne paa Langebro og Partiet deromkring syntes næsten fordoblede. Broens Jernværk og Trapper op til Taarnet var belejrede, og et Par Skibe, der laa ved Christiansgade og lossede Planker krængede endnu mere ud mod Vandet end de i Frederiksholms Kanal saa belæssede var de med Mennesker, der uden videre var vandret omborg.

Viggo Christensen dobbelt Sejrherre.

"100 Meter!" skraaler vi fra Pressebaaden, skønt der mangler 200. "15 Meter!" lyder det næste Gang. skønt der vist er 50 tilbage. Endelig "Maal!", den første Mand har fuldført og vundet baade den for hurtigste Herre udsatte Præmie og "Dagens Nyheder"s Sølvpokal. Han svømmer de faa Meter hen til Pressebaaden. hvor han trækkes om Bord. Kvik og frisk er han og dejlig varm over hele Kroppen. Et Glas Portvin drikker han ud til Bunds, og nu gaar det i fuld speed over til Badeanstalten "Rysensteen".

Frk. Esther Østergaard, der bevarede sin Førerstilling foran Feltet til midt i Havneløbet paa Strækningens nordligste Punkt. - Frøkenen var den bedste Dame og blev en fin Nr. 4 i Løbet.

Esther Østergaard er passeret af endnu et Par Herrer. Det er Gunni Skovgaard Hansen og John Nilsson, men Frøkenen kommer ind som Nr. 4, kun 15 Sekunder efter Nilsson.

Alle 18 Damer fuldførte Løbet, den sidste brugte over to Timer, men vilde fuldføre. Af de tretten Herrer opgav tre; foruden de to i Havneløbet opgav Poul Petersen, P. 08, udfor Thorvaldsens Museum.

Alt klappede som det skulde.

Ove.

(Herefter følger lister over alle deltagere).

(Nationaltidende, 30. juli 1925)

Herover: Start ved Langebro. I hjørnerne de to sejrherrer Ester Østergaard og Viggo Christensen. Herunder: Svømmerne passerer Christianshavns Kanal. Fotoer fra Aftenbladet (København) 30. juli 1925.

Året efter var der igen kanalsvømning.  Starten gik et sted ved Langebro. Om vandkvaliteten nævnte Nationaltidende at det var rent og klart næsten overalt, undtagen Christianshavns Kanal "hvor Dynd og andet Snavs havde samlet sig, men galante Robaade fik hurtigt renset en Bane for de første Damer." Adskillige aviser bragte historien på forsiden. Først nedenstående fotoserie fra Social-Demokraten 22. juli 1926:

Kanalsvømningen satte i Gaar Aftes sit Præg paa  Byens Liv i Havnegade og Gammelholmkvarteret og samtlige christianshavnske Overgader baade oven og neden Vandet. Billedt viser øverst til venstre Baadene ved Start- og Opløbsstedet, tilhøjre Damernes Start, da de hopper i Vandet og som en kulørt Perlerad samles ved den lange Jernkæde med Hætterne over Vandet. Nederst til venstre staar samtlige Damer paa Broen og til højre ses nogle af Løbets mange, mange tusinde Tilskuere.

Billedet viser til venstre Vinderen af Herreklassen, G. Stovgaard Hansen, og til højre den helt unge Esther Østergaard, der ligesom i Fjor vandt Dame-Løbet, men paa en endnu bedre Tid.

Aftenbladet bragte den 22. juli 1926 nedenstående fotoer fra den 2. kanalsvømning:

Fotografens Reportage fra Kanalsvømningen viser foroven den smukke Buket af kvindelige Svømmersker med Sejrherren Esther Østergaard (Nr. 1) og Edle Nielsen (Nr. 2). Derefter følger den pudsige Situation, da Damerne springer i "Ballon" før Starten, den kraftige Herreryg ved Siden af Nr. 19 tilhører Svømmeunionens Formand Otto Hansen. Det nederste Billede viser de mandlige Svømmere umiddelbart før Starten. Nr. 1 er Sejrherren Stougaard-Hansen.

Endelig bragte Nationaltidende den 22. juli 1926 nedenstående foto:

Der springes ud til Start. - Tilskuere ved Kristiansgade.

Søernes Baadelaug. (Efterskrift til Politivennen).

Livet paa Søerne.

Det private Baadelaug kæmper for at bevare Baadebroerne og Lysthusene.

Fra "Nordhavet" til "Østersøen".

De private Baadebroer og de smaa Lysthuse langs Peblingesøen og Sortedamssøen er, som bekendt, stedt i Fare. I Henhold til en tidligere truffet Beslutning modtog de paagældende Baadeejere allerede for 5 Aar siden Opsigelse fra Magistraten til 1. Januar 1926. Naturligvis vil de, der har skabt sig en saadan lille idyllisk Plet midt inde i Byen, nødig give Afkald paa Baadebro og Lysthus. De sluttede sig da for nogle Maaneder siden sammen i Peblingesøens og Sortedamssøens Baadelaug med Murermester Chr. F. Rasmussen som Formand og Boghindermcster Brünnich som Næstformand, og Lauget indsendte et Andragende til Magistraten om at maatte faa fornyet Lejeforholdet fra 1. Januar. Men Svaret lød paa, at Magistraten ikke mente at kunne fremme delte Andragende.

Da Magistraten i sin Tid sendte Opsigelsen, var det hovedsageligt Hensynet til Fuglelivet paa Søerne, der motiverede denne. For kort Tid siden har imidlertid Baadeudlejer Larsen gennem en Kommunalbestyrelsesbeslutning faaet forlænget sin Tilladelse til Udlejning af Robaade paa Søerne for 5 Aar, og da Baadelauget mener, at dets Baade med tilhørende Besætning ikke kan være farligere for Søernes Fuglebestand end de udlejede Robaade, som ofte har megen kaad Ungdom om Bord, vil man nu indsende et nyt Andragende, stilet saavel til Magistraten som til Borgerrepræsentationen.

For en Baadebro er den aarlige Leje til Kommunen 30 Kroner, og for et Fisketegn betales ekstra 10 Kr. Søernes Baadelaug tæller ialt 52 Medlemmer - saa stort er Antallet af disse private Broer Søerne rundt. De fleste ligger paa Strækningen lands Østersøgade, ved "Østersøen", som dette Bassin kaldes i Baadelaugskredse, medens den anden Del af Sortedamssøen benævnes "Sortehavet", og Peblingesøen bærer Navn af "Nordhavet".

Baadelaugets Bestyrelse har paa en lille Tur gennem Søerne givet Pressens Repræsentanter lejlighed til at stifte nærmere Bekendtskab med Baadebroerne og Lysthusene. En stor Del af Lysthusene er med deres Blomsterudsmykning pyntelige at se til og præsenterer sig ogsaa pænt, set inde fra Land. Men det lader sig ikke nægte, at der er grimme Tingester imellem, og at adskillige Baadebroer er lidet velholdt. Dette sidste staar dog vel nok i nogen Grad i Forbindelse med Opsigelsen fra Kommunens Side. Der er dem, som har kviet sig ved at ofre noget paa Broerne, fordi der laa en Opsigelse til 1. Januar 1926. Baadelauget mener, at det, hvis lejemaalene fornyes, som Organisation kan byde Garanti for en ordentlig Vedligeholdelse.

Den nye Stadsarkitekt, Hr. Holsøe, har til Hensigt saa snart som muligt at forelægge Magistraten et Forslag til Regulering af Søerne. Her vil ogsaa Spørgsmaalet om de private Baadebroer melde sig. At de har deres Betydning, naar man vil skabe Liv paa Søerne, derom er der ingen Tvivl. Men Broerne og Lysthusene bør absolut være underkastet en passende Censur, og man maa ogsaa vogte paa, at der ikke bliver for mange af dem. 

(Nationaltidende, 9. juli 1925).

Lysthusene var bygget på pæle ud i søerne, og de skulle have været fjernet 1. januar 1926, de var blevet opsagt tilbage til 1921. Men ejerne indgav et andragende som forlængede deres ophold. Siden 1906 har der været bådeudlejning i søerne. Bådeudlejer Poul Werners koncession blev forlænget fra 1. maj 1931 til 31. december 1939. Werner havde overtaget udlejningen efter M. P. Larsen. Fotoerne herover og herunder fra Aftenbladet (København) 4. juli 1925.