Axel Holger Thiess (1880-1926). (Efterskrift til Politivennen).

 

Fotograf Peter Newland (1866-1928): Axel Holger Thiess (1860-1926). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Axel Holger Thiess (1860-1926), humoristisk tegner. Han kom på kunstakademiet oktober 1876, her nåede han i 1880 ikke videre end forberedelsesklassen. Han havde dog allerede da lavet humoristiske tegninger. 

Han var journalist og tegner ved Avisen og lavede 1883–1900 hver dag dette blads satiriske forsidetegning. Senere i Vort Land og København. Han var medarbejder ved  Punch ( til 1893) og efterfølgeren Puk (1893 til 1. juli 1898), Klods Hans (fra 1899) og  Blæksprutten. Han udgav tillige i 20 årligt 50 tegninger i et hæfte fra 1884. 1915–19 udgav han mandagsbillederne til Vort Land. 

Han bidrog endvidere til folkekomedierne "Gutter ombord" (1889) og "Gennem Ild og Vand" (1910), farcen "Fine Fremmede" og "Marine-Minder ombord og i Land" (1924).

Axel Holger Thiess: P. A. Alberti (1903). Teksten lyder: "Fra Ministerbordene ilede de Herrer Deuntzer og Alberti den ikke korte Vej hen til Borgmester Jensens Plads og trykkede hjerteligt hans Haand," ("Vort Land"). De to Stats-Raadsherrer: "Vi recommendere os da samtidig udi Hr. Borgmesterens Bevaagenhed." Jensen: "Det skal være mig en Fornøyelse, at gjøre Dem nogen Tjeneste. Om Forladelse at jeg følger Dem ikke længere." (Frit efter "den politiske Kandestøber", 3. Akt, 2. Scene. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"De danske Forsvarskvinder".

(Tegning til "Blæksprutten" af Axel Thiess.)

Paa ovenstaaende Billede, der er hentet fra dette Aars "Blæksprutten", har den vittige Tegner Axel Thiess søgt at give en Forklaring over hvorledes han forstaar den hysteriske, kvindelige Forsvarsbevægelse og Janonkvinde-Forening. Vi ser en kvindelig Sessionskomite tage Skøn over de unge Damer for at udskrive dem til den Vaabenafdeling, de bedst maatte egne sig for. Selv om Billedet kun er Fantasi - de forsvarsgale Damer vilde vist hurtigt stikke Piben ind, dersom de selv skulde springe Soldat! - er det lige vittigt - ikke mindst i Aar, da det er et krigerisk "Skudaar"!

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 18. januar 1908).

Socialisterne skriver Truselsbreve til Axel Thiess.

I et af de sidste Numre af Vittighedsbladet "Klods-Hans" har Tegneren Axel Thiess tegnet en Billedserie, der illustreret en Socialists Liv. Pudsigt havde Hr. Thiess fremstillet al den Understøttelse, der bliver et moderne Fagforeningsmedlem til Del, fra Børn i Friskolen lige til Statens Understøttelse af de arbejdsløse. Til Slut havde Tegneren anbragt et Billede, hvor man ser en Skare Socialister raabe: "Ned med Overklassen" osv. Det hele var en ret harmløs Satire. Hr. Thiess skulde imidlertid ikke have begaaet sin Tegning, thi siden den har været i Bladet, har den elskværdige og afholdte Københavner modtaget en Række Truselsbreve, hvori der loves ham Pest og Død og andre Ubehageligheder. Man kan ikke ustraffet satirisere over organiserede Fagforeningsmedlemmer. Hr. Thiess har foreløbig foretrukket at behandle Brevene som en Spøg. Men disse Truselsbreve, der efterhaanden er kommen paa Mode, synes at antage mindre hyggelige Former.

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 17. april. 1909).

Skitsebogen

Axel Thiess

Nævner man Alfred Schmidt bliver ogsaa Axel Thiess nævnt. De to Tegnere har troligt fulgt hinanden gennem mange Blade og Publikationer. Medens Alfred Schmidt som Satiriker ikke er bleven mindre bidsk med Aarene og stadig hvæsser sin Tegnestift til respektløse Udfald, er Axel Thiess, der heller ikke savner en satirisk Aare, dog bleven mere menneskekærlig gennem Tiden, der svandt. Han er bleven en godmodig Iagttager af Omgivelserne, medens Røgen snor sig blaalig fra hans Cigar, og Kaffen dufter.

Omgivelserne - selvfølgelig København! Hvorvidt Thiess "ligger paa Landet" om Sommeren, vides ikke. Snarere plasker han vist husvant til Søs, men han kan alligevel daarlig tænkes uden i Københavns umiddelbare Nærhed, og allerhelst paa selve Strøget, roligt slentrende, lunt iagttagende, med et elakværdigt Blink bag Lorgnetterne.

Thiess er Københavns, nøjere bestemt Københavnerindernes Tegner, og saa atter de pur unge Damers, "Backfischene"s Tegner. Han har Blik for det tøsede og kan gengive det med Lune og Humor, men ogsaa den udvoksede unge Dame i Forlovelsesalderen, ja, selv den kokette, unge Frue kan han med Behændighed fæste til sin Skitsebogs Blade.

Vigtige Bidrag til den moderne Københavnerindes Psykologi har Thiess givet gennem sine mango Tegninger, som han uden Standsansaelse har strøet omkring i Blade, Blæksprutter og Klods Hans'er. Skal den københavnske Dame paa Grænseskellet mellem to Aarhundreder, mellem to Tidsaldre, under Modernes lunefulde Kamp en Gang skildres, kommer man Ikke udenom Axel Thiess' Tegninger. De vil i al deres Flygtighed sikre ham mod Forglemmelse; thi han har gennem dem givet vigtige Bidrag til Modernes og Sædernes Historie.

Absalon.

(Nationaltidende 30. maj 1916).

Axel Thiess fortæller Ernst Bojesen-Anekdoter.

I Anledning af den glade Kjøbenhavners 70 Aars Fødselsdag imorgen.

Fra de gode gamle Blæksprutte-Dage i Fredensborg.

(Med Illustrationer af Exel Thiess).

I Anledning af Ernst Bojesens 70 Aars Fødselsdag imorgen har hans utallige Venner besluttet at opgive Haabet om, at han nogensinde bliver rigtig voksen. Skønt, egentlig har de aldrig næret noget Haab eller Ønske i saa Henseende. De har holdt af ham, forgudet ham netop fordi han var den han var - den glade, festlige Svend, den ægte spillelevende kjøbenhavner med Hovedet fuldt af Spilopper og kaade Drengestreger, den uovertrufne Festarrangør, der strømmede over af Ideer og Indfald, Løjer og Spas. At han unddrager sig Vennernes Hyldest paa Dagen Imorgen. der vilde være som skabt til at sættes i Scene af Hædersgæsten selv, er i Grunden det eneste mindre gode Indfald han har haft.

Blækspruttens aandelige Fader. Hvad Axel Thiess fortæller 

Ernst Bojesen var, som bekendt, i en Aarrække Direktør for Gyldendal; og det er i Grunden ham, der er Fader til "Blæksprutten. Ikke blot var det ham, der i 1888 fik Ideen men han har i Aarenes Løb spillet en saa stor Rolle ved det kære Bløddyrs aarlige Genfødelse at man kan kalde ham den aandelige Fader, skønt han ikke tog direkte Del i Redaktionen.

I Dagens Anledning har vi henvendt til en af Blækspruttens berømte A'er, Tegneren Axel Thies, og bedt ham fortælle lidt om de berømmelige Ture til Fredensborg, hvis Ry ikke dør saa længe de 4 A'er og Ernst Bojesen endnu kan komme sammen ved en stor Toddy og en af Bojesens fabelagtigt lange Cigarer

- Ak ja, sukker Hr. Thiess. den gode gamle Tid er jo nu desværre forbi da vi fem ranke Drenge - Bojesen, Henriques, Schmidt, Melbye og jeg - hvert Aar ved September snørede vor Ransel og drog ud til Asminderød Kro eller et Hotel i Fredensborg for at lave Aarets Blæksprutte. Vi fire Forfattere og Tegnere for at Arbejde og Bojesen for at holde os i Humør. Vi gik i en stadig Skræk for, hvad han nu vilde finde paa.

Da Bojesen brændte Fingrene og spillede Mester Jakel med Fingertutterne

- De maa jo være fyldt med Anekdoter fra den Tid. Fortæl et Par af dem.

- Ja der er nok at tage af. En Dag vilde vi forfriske Aanden ved en Pot Kegler i Hotelhaven. Vi var midt i det ædle Spil, da det pludselig fyger os om Ørene med Ild, der sprutter og gnistrer som et Fyrværkeri. Hvad det ogsaa var - det var Bojesen der vilde bringe sit Bidrag til den festlige Stemning. Bojesen brændte imidlertid Fingrene ganske forsvarligt paa Solene, som det naturligvis ikke kunde falde ham ind at kaste fra sig, og han maatte have hvide Tutter paa alle Fingrene. Det var naturligvis en Lejlighed han ikke kunne lade gaa fra sig. Han malede Ansigter paa alle Tutterne, og en Aften gav han, skjult bag en Kakkelovnsskærm, en Mester Jakel- Forestilling med Tutterne som kunde have faaet en Flodhest til at revne af Grin hvis den tilfældigvis havde været en tilstede.

Ernst Spøgesen eller Det forheksede Sovekammer

Axel Thiess' Ansigt skinner af Fornøjelse, mens han sidder og fortæller om sin gamle Kammerat og Dus-broder.

En lille Historie til der heller ikke er kedelig:

- Jeg var gaaet tidlig i Seng en Aften, efter at vi havde siddet og forlystet hinanden med Spøgerihistorier.

Jeg maa have sovet en Timestid, da jeg vaagnede ved nogle underlige hvislende Lyde. Jeg var Ikke blevet kIar over Aarsagen, da min Gyngstol paa eengang gav sig til at gynge paa det mest hysteriske, mens mere eller mindre intime Møbler dansede ud paa Gulvet under stort Rabalder. Og ikke et Menneske var der i Stuen foruden mig selv. Men da tilsidst en hvid Skikkelse med udbredte Arme hævede sig Iangsomt i Vejret bag Sofaen, var jeg dog blevet saa klar over mig selv, at jeg kunde regne tid, at det maatte være Bojesen. Jeg sprang derhen og greb fat i Skikkelsen. Men - oh! - den daskede frit i Luften, da jeg tog fat i den. Nu begyndte det at blive uhyggeligt.

Det viste sig at være en stor Lagen-Dukke, som Bojesen med stor Kunstfærdighed og mekanisk Snille havde anbragt saadan i Snore og Trisser, at han ude fra Gangen kunde bringe den til at hæve sig som et Gespenst. Det øvrige Spøgeri var han selvfølgelig ogsaa Mester for. Melbye var posteret nede i Gaarden hvor han højtidsfuldt stod og trak i en Snor, hvis anden Ende var bundet i Gyngestolen. Den uhyggelige Hvislen var frembragt af de øvrige Deltagere i Komplottet, der stod udenfor og gned Væggen med Karduspapir. Bojesen, der efter den Dag ikke hed andet end Knud Spøgesen, havde brugt en hel Eftermiddag til at arrangere denne vanvittige Scene. 

Da E. B. nær havde faaet klø af Bech Olsen

Engang var Bojesen nær ved at komme galt af Sted, siger Thiess. Han og jeg var kommet paa Karneval. Bech-Olsen var der ogsaa - det var i hans gode Tid - og han sad og drak en Bajer. Bojesen kom forbi, og i Forbifarten stak han ganske nonchalent Pegefingeren i Munden og derfra ned i Bechs Glas, idet han spurgte

- Er den go'?

Bech blev rasende

- Nu skal du ha paa Tæven! din lille, flejnskallede Avekat! brølede han, men inden han fik hævet sine flere Hundrede Pund fra Stolen, fik jeg givet Signal til Bojesen, der forsvandt som en Streg. Da jeg bagefter fortalte Bojesen, at det var Danmarks Bech, han havde drevet Løjer med, sank han alligevel et Par Tommer i Knæene.

.... om 10 Aar naar E. B. bliver en Jubelolding paa 80, skal jeg fortælle Dem mere, slutter Axel Thiess. Stof er der nok naar der er Tale om Ernst Bojesen.

Bor.

(B. T. 22. februar 1919).

Illustration i Roskilde Avis 31. januar 1890 for Axel Thiess og Aage Blichfeldts soldaterkomedie "Gutter ombord". Øverst hr. Getti. Øverst til venstre Kolling. Øverst til højre, Kolling danser med sin forlovede, fru Schwartz-Nielsen. Midt: Scene fra Nyboder. Tv for denne overbådsmandsmad. Fru Julie Hansen, th. matrosdrengen Peter (fru Hunderup). Nederst underbådsmand Steffensen.

 Axel Thiess 60 Aar.

Nogle Mennesker siger, man skal være forsigtig med at støde Journalister paa Manchetterne, men det er blot, fordi de ikke kender Bladfolks typiske Godmodighed.

Derimod skal man være saare varsom overfor "humoristiske Tegnere", og det er med megen Beklemthed, at vi herved meddeler Offentligheden, at Axel Thiess i Morgen fylder 60 Aar

For det første vil Offentligheden ikke tro det det. Naar Thiess en kølig Majaften promenerer fra sit Hjem paa Gamle Kongevej over til sit kære Tivoli og, korrekt og spændstig som altid, viser sig i elegant Pels og funklende Silkehat, tør baade unge og gamle sværge paa, at, han er 40.

Men for det Andet kan det jo tænkes, at Fødselsdagsbarnet baade véd, i at han virkelig er 60 og ikke holder af at mindet derom, og saa kommer det maaske ved Lejlighed til at gaa artigt ud over den indiskrete Meddeler.

En skønne dag ser denne Person sit i eget Billede i "Klods-Hans", og dér udleveres han til Publikum hverken med Pels eller Spændstighed, men snarere med Hængemave og alderdomssvækkede Ansigtstræk.

Naa. Udleveringen finder  kan hænde alligevel ikke Sted. Thi Axel Thiess er den personificerede Elskværdighed, der desuden mest tegner søde unge Piger og fede gamle Tanter. Han viser egentlig kun Malice, naar hans politisk konservative Temperament provoceres, og skaber ypperlige Karikaturer, som dem, han i Aartier forsynede "Avisen" og "Vort Land" med.

Axel Thiess er en livsglad Københavner, der ogsaa i Ny eg Næ har grebet Pennen . forbavsende, at han aldrig fortsatte sin dramatiske Succes "Gutter ombord"! Han et dertil en beskeden Mand, der i Morgendagens Anledning har gjort sig usynlig.

Vi har imidlertid Medlidenhed med den store Vennekreds der vil hylde ham. og fortæller lige ud af Posen, hvor Flygtningen opholder sig. Det er i Snolderød, hvor hans mangeaarige chef. Redaktor Frederik K. Slamberg af "Snolderød Espræx" kvitterer med en lille intim Middag for Axel Thiess' rammende og lattervækkende Tegnebidrag.

Hr. Vaar.

(Nationaltidende 16. maj 1920)

Axel Thiess: Gulliver er taget til fange af lilleputterne (1921). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Axel Thiess' gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling 9, række 2, nummer 11 ligger godt gemt i buskadset. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et Besøg i Københavns Proletarkvarterer. (Efterskrift til Politivennen)

Mennesker, der lever som Dyr i uhumske Huler. - Hvordan Skøger og Forbrydere udklækkes.

Ved et Møde, som Kirkens Korshær afholdt forleden, fremkom der en Række Oplysninger om de frygtelige Boligforhold, der hersker i det saakaldte mørke København. En af vore Medarbejdere, som har aflagt Besøg i de forskellige Kvarterer, giver her en Skildring af de mildest talt forfærdende Forhold, som raader.

Fra den velholdte Vesterbrogade, der er Hovedfærdselsaaren fra Raadhuspladsen og udefter til Valby, strækker sig en Række Sidegader, bag hvis høje Arbejderkaserner der adskillige Steder skjuler sig et helt ukendt Kvarter, som man almindeligvis næppe skænker en Tanke.

Det er her i de saakaldte Vesterbros Sidegader, at Københavns "Forbryderkvarter" findes. Her er nemlig Arnestedet for hele den lovløse Prostitution, hvis Hærskare af ulykkelige Kvinder hver Aften og Nat hjemsøger Raadhuspladsen og Vesterbrogade. Søger man ind gennem en af Portene i en saadan Sidegade, opdager man at den ene Bygning gemmer sig bag den anden. Der kan være 1., 2. og 3. Bagsal, som det kaldes, og her kan man finde 1-Værelsers Lejligheder. Et enkelt Sted fandtes her et usselt Hummer, hvor der levede en hel Familie bestaaende at Fader og Moder, to voksne Døtre, en voksen Søn og fire Børn i Alderen fra 5 til 12 Aar. Yderligere fandtes der 1 Logerende, en Veninde til en af Døtrene. Alt Familieliv foregik aabenlyst i denne Hule, hvor den udslidte Kone prøvede paa at holde saa nogenlunde rent. Vi spurgte hende, hvorfor hun ikke søgte at faa Børnene ud, og hun svarede, at saa længe de kunde blive i Reden, havde de dog et Hjem. Andre Steder var det værre, der havde man Værelset adskilt i to Afdelinger af Hensyn til Datteren, som ernærede Familjen ved Prostitution, og hvis Kæreste ogsaa boede i "Lejligheden".

Saadanne frygtelige Forhold finder man i Massevis af, og man kan derfor ikke forundre sig over, at de Børn, der vokser op under disse Omgivelser, bliver moralsk ødelagte allerede inden de bliver konfirmeret, og holder man endelig "Stien ren" indenfor det lille Hjems egne Døre, saa er der nok af Ting, der foregaar alle andre Steder i det samme Hus, der kan ødelægge Børnene.

Nogle Steder kan man se en "enlig Dame", som i Forhuset sidder med en Treværelserslejlighed, hvor hun selv bebor et usselt Hummer, der kaldes "Pigekammer". medens de tre Stuer er lejet ud til en af Gadens Piger og lader, som om de ikke hører eller aner hvad der foregaar i dette Værelse.

Akkurat de selvsamme Forhold finder man i det saakaldte Rabarberkvarter paa Nørrebro, og ikke langt der fra kan man finde et helt nyt Kvarter, hvor den saakaldte "finere Prostitution" holder til.

I selve den gamle By i Aabenraa og Landemærket og andre Steder finder vi den københavnske Ghetto. Det er her, at vore polske Gæster holder til. Disse Folk er af en hel anden Type end Beboerne paa det yderste Nørrebro eller Vesterbro. De polske Jøder er myreflittige Folk, som stuver sig sammen ligesom Rotter i en Rede. Ofte kan man finde ligefremme Huler, livor hver eneste Plads er udnyttet, og hvor der hersker det frygteligste Griseri. Mange af disse polske Boliger er rene Udklækningsanstalter for Væggetøjet, der i de senere Aar er blevet en sand Plage i København. I de varme Sommere breder de sig til andre Kvarterer, og det er jo en Kendsgerning, hvordan disse Dyr har bidt sig haardnakket fast i Husvildebarakkterne, der jo meget viseligt syens at være bygget netop saaledes, at en rationel Udryddelse ikke kan iværksættes.

Det, der imidlertid rummer den største Fare, rent samfundsmæssigt er imidlertid de overfyldte

Huse med 1 Værelsers Lejligheder, idet det er her, at den opvoksende Ungdom bliver ødelagt. Man kan ikke fortænke Børnene i, at de hellere vil være uden for Hjemmet undtagen lige netop, naar de skal sove, og hvad der kan foregaa i disse overfyldte Værelser, er ikke sundt for Barnesindet. For en ikke ringe Del kan man regne dette grelle Udslag af Bolignøden som Aarsag til den stigende Umoralitet blandt de sidste Aars Ungdom. Derfor burde ogsaa en Løsning af Boligspørgsmaalet sættes langt frem foran adskillige andre Sager, der udmærket godt kunde vente.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. februar 1926).

Springvandet paa Enghaveplads. (Efterskrift til Politivennen)

Drengen har det ikke godt, og Børn og unge Mennesker handler ilde med Springvandet.

Stadsarkitekt Holsøe haaber dog det bedste.

Da Borgmester P. J. Pedersen i sin Tale ved Indvielsen af Springvandet paa Enghaveplads overgav det til Vesterbros Befolkning, sagde han: "Vær god mod Drengen!"

Hvor glad Befolkningen end i Almindelighed er over dette første Skridt til Forskønnelse af Enghaveplads, har det i de forløbne Dage vist sig, at der er adskillige Børn og unge Mennesker, der har ladet haant om Borgmesterens Formaning. I Gaar modtog vi flere Klager fra Beboere i Kvarteret, der har følt sig oprørt over, hvad der er sket.

Saaledes skriver J. P. Olsen, Matthæusgade 12:

Vi Beboere paa Vesterbro er meget taknemmelige for det nydelse Springvand, som Kommunen har ladet opsætte paa Enghaveplads, men vi har den Anke, at der ikke er noget Rækværk om det. Som det ligger nu, ligner det nærmest en Mudderpøl. Børnene har for fri Adgang til det og fylder det med Grus.

Social-Demokraten har oplyst, at man ved Opførelsen af det har sparet 3000 Kr. Kunde disse Penge ikke anvendes til en Strimmel Græs og et Rækværk omkring Kummen. Først da vil det blive til Pryd for Enghaveplads.

En anden Indsender, Hr. G. Schlander, Broagergade 8, fremsætter et lignende Forslag og skriver iøvrigt:

Skuffelsen er blevet stor, da man nu ser, hvorledes dette smukke Springvand bliver behandlet af Kvarterets Børn, og samtidig ødelægges hele Idyllen paa Pladsen; thi det er saaledes, at Springvandskummen allerede ligner mere en Kloakbrønd, og Vandet plaskes ud over Pladsen, saa denne henligger i et Morads, og det vil sikkert ikke vare Iænge, hvis ikke der gøres noget for at forebygge det, forinden den smukke Springvandsfigur er ødelagt; thi der kastes alle mulige Genstande imod den, ja jeg har endog set, at store Drenge forsøger at faa Snore til at hage sig fast i Figuren, og naar dette er lykkedes, da forsøge, om de kan rokke den

Jeg kender udmærket Børnenes Lyst til at plaske i Vandet, og véd ogsaa, hvor vanskeligt det er at holde dem derfra; men det har dog sikkert ikke været Hensigten, da Kommunen bevilgede de 25,000 Kr., som Springvandet har kostet, at dette skulde være Legeplads; thi saa havde det været mere rimeligt og betydeligt billigere at lave en almindelig stor Vandkumme, og en saadan kunde da være anbragt paa den anden Del af Enghaveplads, som i Forvejen er Indrettet som Legeplads. De ældre Mennesker kunde da, som Borgmester Pedersen udtalte t sin Indvielsestale, have søgt Hvile og frisk Luft paa den Plads, hvor nu Springvandet er opstillet, medens det nu er bleven saaledes, at ældre Mennesker, som gerne vil søge lidt Hvile I den friske Luft ikke kan opholde sig paa Pladsen.

VI talte i Gaar med Stadsarkitekt Holsøe om Sagen, og han sagde bl. a.:

Jeg har i de forløbne Dage adskillige Gange været ude for at se, hvorledes det gik, og jeg har osea bedt en Blikkenslager om at se lidt til det, og det er min Tro, at naar man først har vænnet sig til at have Springvandet der, vil det komme til at gaa helt godt. Da jeg var derude i Fredags, saa det ikke godt ud. En 20-30 Børn soppede omkring i Bassinet, hvor Udløbet var stoppet med Grus, saa Vandet flød over. Jeg hørte siden, at nogle 15-16 Aarige Fyre for nylig var mødt op med Skovle og havde skovlet Grus i Bassinet, og at der var blevét kastet til Maals efter Springvandsfiguren med Træstykker. Jeg lod Springvandet standse og fik Bassinet tømt. Om Natten Kl. 1 var jeg derude igen, men da var der intet at bemærke.

Om Lørdagen lod jeg bore nogle Huller i Bassinbunden, hvorved jeg har opnaaet, at selv hvis det rigtige Afløb stoppes af Grus, kan Vandet alligevel bane sig Vej, saa at man undgaar, at det flyder over Bassinets Rand.

Siden er det ogsaa gaaet nogenlunde, og da jeg var derude i Dag saa Vandet vel ikke helt godt ud, men jeg havde paa Fornemmelsen, at Børns og unge Menneskers Interesse for Springvandet er ved at tabe sig. De er ved at blive vant til det. Der var kun en 6-8 Børn, der legede med Papirbaade i Bassinet.

Jeg tror derfor, at det værste er overstaaet nu, og at Springvandet fremtidigt ikke vil lide Overlast. Forøvrigt glædede det mig. naar jeg ukendt blandede mig mellem de Folk, der stod ved Springvandet, at høre dem udtale deres Glæde over det og deres Harme over, at der blev handlet saaledes med det.

- Hvad siger De om Forslaget om Græs og Rækværk?

- Jeg siger, at vi helst maa undvære det, og jeg tror, at det gaar nok uden det. Jeg holder ikke af, at man saaledes skal sætte alt i Bur. Iøvrigt har Lærerne i de omliggende Skoler faaet Anmodning om at forestille Børnene, at de bør handle pænt mod Springvandet, saa det kan blive den Pryd for Pladsen, som det bør være.

Saavidt Stadsarkitekten. Vi ønsker hertil at føje en Anmodning til Befolkningen omkring Enghaveplads om at vaage over og beskytte Springvandet, saaledes at det kan blive, hvad Meningen er med det: en Pryd for Enghaveplads.

(Social-Demokraten, 9. juni 1926).

Det omtalte springvand på Enghaveplads. Her dog uden vand - og vandpjaskende børn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vejstrup Pigehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Forstanderinden i Haven.

Man staar af ved den lille, idylliske station Vejstrup, kun en ca. halv Snes Kilometer fra det skønne Svendborg; man følger Landevejen, som svinger gennem den stille Landsby, forbi "Brugsen", den private Købmand, Kirken og Kirkegaarden, og naar man har vandret en lille halv Kilometer ud ad den, staa, man i den tætte, dybtgrønne Ahorn-Allé, der fører op til "Vejstrup Pigehjem"s snehvide Bygninger.

Vejstrup Pigehjem!

Man har hørt Navnet før og man konstaterer for sig selv, af det er ikke nogen helt god Klang, det har i Ens Øre. Til Vejstrup er det, at Værgeraadene sender de værste af de Pigebørn, som kommer under dets Forsorg. De værste og de ældste. Under 17 Aar er kun meget faa af de unge Piger, som bliver optaget dér, og mange af dem er lige op imod de 21, paa hvilket Tidspunkt de jo automatisk udgaar af Værgeraadsforsorg.

Alt dette tænker jeg pea, mens jeg gaar det korte Stykke Vej op ad Ahorn-Alléen mod den aabentstaaende hvide Laage, der fører ind til den gruslagte Gaardsplads med Græsplænen, Blomsterrabatterne og alle de hvide Havebænke.

Paa Bænken under den høje Flagstang sidder to unge Kvinder og broderer. De er i lyse Zefyr-Sommerkjoler, de snakker og ler og har endnu ikke faaet Øje paa mig, da de sidder med Ryggen mod Indkørslen. Men nu bevæger jeg mig over Græsplænen hen til dem og spørger, om jeg træffer Stedets Forstanderinde, Frøken Gerda Schneekloth.

Frit og utvungent - uden mindste Spor af dette lidt sjokkede Anstaltpræg, som for bare 30 Aar siden saa ofte anerkendte baade yngre og ældre, som af en eller anden Grund var under Forsorg paa en "Anstalt" - rejser den ene af de unge Piger sig og beder mig følge med ned i Haven, hvor Frøken Schneekloth opholder sig.

Og to Minutter efter sidder jeg i et løvrigt Lysthus, med Udsigt over en pragtfuld blomstrende Have, overfor en af de stærkeste og mest helstøbte Personligheder, jeg nogensinde i mit Liv har truffet.

Frk. Schneekloth er nu en Dame paa 58 Aar, hun er høj og har sikkert i sin Ungdom været meget smuk. Endnu har hun i Behold de skønneste brune Øjne, man kan tænke sig. Men hun er legemligt svag. Siden sit 21. Aar har hun viet sit Liv til det store sociale Arbejde at hjælpe forvildede Unge paa ret Køl igen. Først paa Holsteinsminde, saa hos gamle Budde paa Himmelbjerggaarden, og siden 1908, da Vejstrup i Overensstemmelse med den nye Børnelov blev oprettet, paa dette Sted. Og her er det uomtvisteligt, at hendes stærke Aand og storslaaede Personlighed, hendes fremragende Intelligens og fine, gamle Kultur har sat sine dybeste, mest uudslettelige Spor.

"Oprejsningsarbejdet skal først og fremmest gøres i relativ Frihed", siger Frk. Schneekloth. "At spærre Mennesker inde bag Laas og Slaa hjælper dem ikke. Som De ser, staar alting aabent her. De kom selv gennem den aabne Indkørsel ude fra Landevejen, og derhenne I Baggrunden af Haren øjner De den hvide Laage, som fører ud til vore Marker. Enhver kan gaa og komme her, som han vil."

"Er Resultatet saa ikke. at mange løber bort?"

"Nogle, men ikke mange! Forleden Dag løb der et Pigebarn. Hun var blevet fornærmet over en Irettesættelse, fordi hun kom for sent i Badeværelset. Det irriterede hende, og saa løb hun Men da var det 1 ½ Aar siden, der sidst var nogen, som stak af uden Forlov."

"Kom hun tilbage?"

"Ja, hun gjorde. Hun kom ikke længere end til Hesselager, saa blev hun taget og ført tilbage . . ."

"Og hvad saa?"

"Tja, hvad saa! Saa fik hun sit Bad. Hun trængte skam til det efter den Løbetur. Og saa fik jeg dækket Bord til hende og nogen Mad i hende. Det trængte hun skam ogsaa til. Og saa snakkede jeg lidt med hende og forklarede hende, hvor glad jeg var over, at hun nu var kommet tilbage, og hvor ængstelig jeg havde været, mens hun var borte. Det endte med at hun sad og græd med Armene om Halsen paa mig og lovede Bod og Bedring. Nu gaar hun derhenne i Haven og ekuffcr Gange og er lydig og elskværdig og taknemlig, fordi hendes "Farlighed" blev taget pas den Maade."

"Maa der aldrig Haardhed til?"

"Haardhed, nej! Men Bestemthed naturligvis. Blot maa denne Bestemthed hvile paa virkelig ægte Kærlighed til Opgaven og paa en sand Vilje til at forstaa disse Pigebørn, deres Lyst og Trang, deres aandelige Milieu, og alle de mange, mange svære Kampe, de har at bestaa, først for at indordne sig under Livet her paa "Vejstrup" og dernæst for at tage sig sammen og blive dygtige og hæderlige Kvinder.

Det, det først og fremmest gælder om, er at faa dem at interessere sig for det rent manuelle Arbejde. Og saavel paa dette som paa de livets andre Punkter indenfor Opdragelsearbejdet, vi udfører, maa jeg rige, at Pigerne indbyrdes opdrager hinanden ikke saa lidt.

Det er mærkeligt at se, hvorledes de ældre Elever her kan opmuntre og hjælpe de yngre.

"Jeg véd godt, at det er drøjt til at begynde med," kan man høre en af de "gamle" sige. "Men det er nu ligegodt Sjov, naar man kommer ind i det! Alt det, man kan lære! Jeg hører ogsaa ofte de ældre Piger opmuntre de unge til at gaa til mig og snakke med mig om deres Genvordigheder, deres Savn og Længsler.

"Det er nu underligt, men hun forstaar En!" siger de. Og saa kommer de listende og snakker ud. Og det letter. Og vi bliver saa forfærdelig gode Venner hdt efter lidt. Selv de. der til at begynde med erklærer, at "de kunde myrde mig", falder til i Løbet af kortere eller længere Tid."

"Religiøs Paavirknig -" spørger jeg uvilkaarilgt. Det ligger jo nær.

"Ikke direkte i alle Fald. Her prædikes ikke paa Vejstrup. Og her bedes ikke Bønner og synges Salmer paa Kommando. Jeg nærer rent personligt en Skræk for aandelig Trang og aandelig Uniformering. Er man et kristent Menneske, da maa Ens Gerninger tale for En. Kommer de unge Piger saa vidt, at de kan se, at det kristne Livssyn bærer store mnlatake Værdier i sig, da er der meget vundet for dem. Men der skal Modenhed til for at forstaa sligt, og religiøs Tvangsfodring er kun af det onde. Det maa i al Almindelighed opnaar dermed er Hykleri. Og en Hykler er sværere at hjælpe paa Gled end en trodsig eller haard ..."

Vi begiver os nu paa Vandring gennem Hjemmets forskellige Lokaliteter. Hver ung Pige har sit pæne lille Værelse, som hun kan pynte op i efter egen Smag og Tykke: med Billeder, Potteplanter, hæklede og broderede Stykker og mange andre Smaapillerier af den Slags, som nu ganske særlig tiltaler saadanne unge Pighers Smag og Hyggefølelse.

"Man maa saa vidt muligt lade de forskellige følge deres individuelle Smag og Utilbøjelighed og lade dem gøre det i saa vid en Udstrækning, som det kan forenes med deres Opdragelse," siger Frk. Schneekloth. "I jo højere en Grad det er En muligt at give de Unge Indtrykket af. at deres Vilje og eget Initiativ og personlige Frihed ikke er dem berøvet, des bedre og lettere opdrager man dem paa alle de Punkter, hvor de skal og maa underkastes en gennemgribende Udrensning og Opdragelse." - - -

Vi gaar gennem Systuerne, hvor alle de Klæder, som slides paa Vejstrup - og det er ikke helt Smaating - bliver forfærdigede. Nydelige moderne Klæder, fikse og afvekslende i Snit, Farver og Mønstre, saaledes at de Unge, naar de færdes ude omkring blandt Egnens Befolkning, Ikke "stikker af" mod den som "Anstaltspiger". 

"En Kvinde skal have Lov til at være forfængelig." siger Frk. Schneekloth med et lille Smil. "For os gælder det bare om at søge at lede denne Forfængelighed ind i et virkeligt smukt og sundt Spor. Klædte vi de Unge her i Sæk og Aske, vilde Resultatet bare vare, at de iførte sig Skøgens letfærdige Dragt den Dag, de vel var sluppet herfra. Nej, en af vore mange Opgaver er blandt andet den: at lære dem at klæde sig med Smag og Takt. Og det gaar forresten helt godt med det saadan." ---

Vi passerer Køkkenet og Køkkenregionerne! Køkkenlærerinden har Fridag i Dag, og to af de unge Piger skal derfor - som altid en Gang om Ugen - klare alt Køkkenet på egen Haand. De slider i det For Øjeblikket gøres der rent efter Middagsmaaltidet; men Iidt senere, naar Eftermiddagskaffen er drukket, skal der steges Fisk og laves Kartoffelsalat til Aftensmaden. Og nu, der er kommet Gæst, er del meget "spændende" at faa det hele lavet og serveret saa fint som muligt. Man skal vel vise, hvad man dur til. Og Flora, den fremmeligste af Køkkenpigerne, ler over hele sit runde Ansigt.

Ogsaa Vaskeriet kigger vi paa. Der arbejdes ikke i Øjeblikket. Men Storvasken til næste Dag er sat i Blød, og i et grønt Lysthus ved Siden af Bygningen sidder tro unge Piger med deres "Fritidsarbejder", fine Broderier, som er beregnet enten til Supplement af det Udstyr enhver faar med, naar hun forlader Vejstrup, eller som Julegaver til dem derhjemme.

"Fritiden," siger Frk. Schnekloth, "er maaske det allervigtigste Led i hele Opdragelsesarbejdet. Det er vigtigt at lære at bruge sin Fritid. Derfor er det ogsaa vigtigt, at de Unge her virkelig har Fritid, som helt er deres egen. De lærer hurtigt: ikke alene at sætte overordentlig Pris paa den, men ogsaa at anvende den paa baade nyttig og fornøjelig Maade. En Del af den bruges naturligvis (især om Søndagen) til Leg, Sang, Musiceren osv. Men langt den overvejende Del benyttes til Forfærdigelse af fine Haandarbejder. Disse Haandarbejder maa Pigebørnene selv betale, og ogsaa heri ligger der et opdragende Moment: man lærer at sætte Pris paa de Ting, man har erhvervet sig for sine egne Penge!"

"Hvorfra faar de unge Piger disse Penge?"

"Dels derigennem, at vi har organiseret baade et Præmie- og et Bødesystem. I stedet for evigt Smaaskænderi over Smaaforglemmelser og Smaaforsømmelser har jeg indført en Bødekasse, hvortil man maa bløde en Tiøre, naar man forsømmer en eller anden lille Pligt. Paa den anden Side kan man også tjene lidt: ved særlig ihærdigt Havearbejde, ved Markarbejde og paa anden Vis, f. Eks. ved at udføre Syarbejder for Lærerinderne i Fritiden. Mange faar jo ogsaa af og til sendt Smaabeløb (jeg beder altid udtrykkeligt de Paarørende om, at det maa være Smaabeløb) hjemmefra osv. osv. De Penge, som kommer i Bødekassen, gaar til Fællesbehov saasom nye Potteplanter og Broderiarbejder til Opholdsstuerne osv. osv." - - -

Efter endt Rundgang gennem de smukke, lyse og hjemlige Lokaliteter ender vi i Frøken Schneekloths private Dagligstue, hvor vi fordyber os i en meget interessant og lærerig Samtale om Vejstruppigerne og deres Liv i Fortid, Nutid og Fremtid. Enkelte særligt Interessante Skæbner rulles op for mig, men da de for en meget stor Del lever lykkeligt og I godt som hæderlige Hustruer og Mødre, forbyder det jo sig selv at I genfortælle dem.

Saa meget kan man dog i al Almindelighed sige, at der ud at Frk. Schneekloths Beretninger, som gives ganske nøgternt uden mindste "Schwulst" eller fjerneste Sentimentalilet, snarere med en vis fln Understrøm af Sans for Livets ofte ufrivillige Komik, tegner sig en ganske bestemt Linje for Resultaterne af det Arbejde, som geres her.

Og denne Linje viser, at et meget stort Procenttal af disse unge Piger, efter at have opholdt sig 2-3 Aar paa Vejstrup, gaar ud i Verden igen for Resten af deres Tilværelse at føre et fuldt ud hæderligt Liv. Mærkeligt er det imidlertid, at det ikke altid er netop dem, der under Opholdet paa Hjemmet har vist sig lettest, elskværdigst og behageligst at have med at gøre, som det gaar bedst. Givet er det i alle Fald, at de Pigebørn, som paa "Vejstrup" har været vanskelige, trodsige og svære at bøje, ofte er dem, som senere hen i Livet klarer sig bedst.

Et meget almindeligt Træk er det ogsaa, at de unge Piger efter at have tilendebragt deres Tid paa Vejstrup, straks efter Udskrivningen igen kaster sig ud i et fuldkommen vildt Liv, raser ud, om man saa maa sige. Men Gang paa Gang har Frk. Schneekloth set, hvorledes enten et Barn eller en Mand, som var villig til at gifte sig med dem, fik dem til fuldstændig at forandre Levevis, saa de blev dygtige og hæderlige Kvinder, og netop for disse Kvinder faar al den praktiske Dygtighed, som de i sin Tid erhvervede sig paa Vejstrup, en overordentlig stor Betydning, fordi den skaber dem Mulighed for at føle sig tilfredse med deres Lod som Husmødre.

E. D.

(Social-Demokraten, 12. december 1925).

Foto fra en artikel i Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 13. januar 1908. 

Danmarks første statslige opdragelsesanstalt for piger, Vejstrup Pigehjem blev taget i brug i 1908. Første forstander var Gerda Schneekloth, indtil sin død i 1927. Efterfølger blev frk. Sejerøe-Olsen. Pigerne blev betegnet som "faldne kvinder": kriminelle, prostituerede der var opgivet børnehjem via tvangsfjernelse, optagelseshjem og opdragelseshjem. Hjemmet var beregnet til 25 Piger i alderen 16-21 år. Pigehjemmet  lukkede i slutningen af 1950erne. Det fortsatte dog som institution, indtil det blev overtaget af Oure Idrætsskole.

Ikke uventet fortsatte flugtforsøg. Fyns Social-Demokrat berettede 20. oktober 1948 om en pige som brækkede armen under et spring ud af et vindue. Den 4. november 1952 berettede Viborg Stiftstidende at ni af pigerne stak af. Men at seks ret hurtigt meldte sig igen, idet ingen af dem i farten havde fået overtøj med. Det skete efter at "Lørdagspigerne" havde underholdt på Vejstrup. Pigerne ville gerne fortsætte på egen hånd, hvad de fik lov til.

Se endvidere Bolette Frydendahl Larsen: Opdragelse og diagnosticering. Fra uopdragelighed til psykopati på Vejstrup Pigehjem 1908-1940. Lunds Universitet, Studia historica Lundensia nr. 32, 2020.

Husmoderdagenes Aabning. (Efterskrift til Politivennen).

  

Fru Camilla Nielsen ved Tombolaen.

Under meget stor Tilstrømning af Husmødre aabnede i Gaar den københavnske Husmoderforening en Udstilling, som varer i 3 Dage, i Industriforeningens østre Sidehal.

Formanden, Fru Elna Rasmussen bød velkommen, hvorefter Fru Statsminister Stauning aabnede Udstillingen med følgende Aabningstale: "Husmoderforeningen har overdraget mig at aabne Husmoderdagen. Inden jeg opfylder dette ærefulde Hverv, maa jeg have Lov til at mindes en Lille Episode, jeg for nogen tid siden var Vidne til i en Sporvogn. Jeg sad ved Siden af et Par Unge Piger, der lo og smaasnakkede. Pludselig lød den enes Stemme lys og determineret gennem Stilheden. "Nej, jeg skal skam ikke bestille noget, jeg skal giftes". 

En Kone med et lille Barn paa Skødet og 3 Børn i Trip-Trap-Træsko ved Siden vendte hastigt Ansigtet mod den talende og mønstrede hende. Blikket fortalte mig, at Aars erfaring havde bibragt hende en anden Opfattelse af Ægteskabet.

Disse to Typer, den livsglade, ureflekterende, lidt letsindige unge Pige og den forgræmmede Kvinde, er tilsyneladende forskellige, og dog er det ikke udelukket at de har et Berøringspunkt. Den sidste kan have udviklet sig af den første. Lad os forudsætte at den unge Pige gifter sig og sætter Bo, hvordan vil det da gaa hende? Hun vil hurtigt og brutalt lære at hendes Stilling i Ægteskabet er en anden end den, da hun med en forelsket Kæreste gik til Dans og i Biograf. Hun vil overvældes af de Krav der stilles til hende. - Krav som hun ikke tænkte sig kunde være saa mangeartede og saa tyngende.

Er der "noget ved hende", vil hun opbyde al sin Energi for at Indhente det forsømte - sætte al sin Evne Ind paa at udvikles til sin betydningsfulde Gerning. Er hun holdningsløs og svag af Karakter, vil hun lade sig overvælde, sløres og trættes af Kravene, hun ikke kan opfylde, og synke til Bunds - tagende med sig alle de Værdier, der blev hende betroet i Kærlighed og Tillid.

Det er en af de Ægteskabs-Tragedier, som Livet er saa rigt paa, og som vi altid har en Dom over. Og dog kan vi ikke ubetinget dømme hende.  Der er formildende Omstændigheder. Samfundet selv er Medskyldig i hendes Naivitet. Det er nemlig ikke gaaet op for den store Flok, i hvor høj Grad

Uddannelse er nødvendig,

for at en Kvinde skal kunne udfylde den mest komplicerede, den mest opslidende, den mest ansvarsfulde af alle Livsstillinger, nemlig Husmoderens. Jeg gentager: den mest ansvarsfulde, fordi Kvinden som Moder staar til Ansvar for det kommende Slægtled - for Fremtiden.

Til at udfylde enhver anden Stilling I Samfundet kræves Forudsætninger, forlanges Uddannelse - det være sig som Jurister, Læger, Stenografer, Sygeplejersker, Haandværkere - ja, ogsaa til at fodre Kreaturer og opflaske Dæggelam kræves Uddannelse. Men den, der skal sørge for sin Families Ernæring og for sine Smaabørns forsvarlige Hygiejne - af hende forlanges der Ikke mere, end hvad hun kan slumpe sig til 

Fru Stauning

I gamle Dage, da Kvinden havde det eneste Maal: at blive gift, blev hun opdraget alene til en Husmoder Stilling. Kvinde-Emancipationen muliggjorde andre Maal for Kvinden - lykkeligvis - men for at skabe den frie, selvstændige, selverhvervende Kvinde forsyndede den sig mod den, der - al Emancipation til Trods - fulgte den evig kvindelige Kalden i sig. - Det huslige Arbejde kom I Miskredit - og de, der udførte det, blev betragtet med Overbærenhed som en Slags aandelig Underklasse.

De sidste Tider - Verdenskrigen med dens komplicerede Forhold - har imidlertid saa smaat og forsigtigt aabnet Øjnene, lad os sige paa Klem, for, at saa helt ligetil er det nu helleriIkke at være Husmoder. Hun skal jo i sin Person samle som sagt lidt af alt. En professionel Vinduespudser skal f. Eks. intet kunne uden sit Fag at pudse Vinduer. Men pudser en Husmoder Vinduer - Ja, saa skal hun foruden det kunne lave Mad, gøre rent. Hun skal være Pædagog, Syerske, lidt af en Læge, lidt af en Sygeplejeske og meget af en Administrator. - Som De ser, det er ikke lidt. - Og jeg kunde blive ved med at remse op. Men hvad har hun saa af Forkundskaber til at møde disse Opgaver? I almindelighed intet ud over, hvad hun kan tilegne sig selv.

Københavns Kommune har ganske vist i Folkeskolen i nogen Grad hidført Skolekøkken-Undervisning. Vi har desuden Husmoderskoler, men det er procentvis faa, der kan skaffe Midler til at søge en effektiv Uddannelse. Vi faar nu en betydelig Udvidelse af Husassistenternes Fagskole, og vi hilser den med Glæde. Den betyder Dygtiggørelse af vore Husassistenter, og alene det er godt. Men den rækker videre; den skaber Dygtighed hos de Husmødre, der rekrutteres af Husassistenternes Skare.

Det er ikke nok, det hvortil vi nu er naaet. Vi maa arbejde paa - og her er en af Husmoderforeningens store Opgaver - at faa Skoleundervisningen i Husholdningslære indført i alle Skoler og i større Udstrækning, end Tilfældet er nu: og vi maa søge indfort obligatorisk Fortsættelseskursus og i vid Udstrækning Husmoderskoler og Husholdningskonsulenter.

Vi maa organisere os - Husmødre og Husassistenter - Ikke i Organisationer, hvis Maal er at bekrige hinanden, men for sammen at løfte det huslige Arbejde op at den Askepotstilling, hvori det genmm saa lange Tider har ført en forhutlet og urimelig Tilværelse.

Som et Led i denne Bestræbelse hilser jeg med Glæde Husmoderforeningens Arbejde for gennem de tre Husmoderdage at sprede Oplysning og give forøgede Kundskaber paa det huslige Arbejdes Omraade.

Og hermed skal jeg erklære Husmoderdagene for aabnede."

Fru Statsminister Staunings Aabningstale modtoges med et meget stærkt Bifald.

Fru Carla Meyer udtalte sin Glæde over at det var lykkedes Husmoderforeningen at faa netop Fru Stauning til at tale, fordi Fru St. havde Forstaaelse af og i sin Tale havde talt om det. der var Kærnen i Husmoderforeningens hele Stræben.

Formanden for København Husmoderforening, Fru Elna Rasmussen overrakte Fru Stauning en Buket smukke Blomster.

Derefter blev den smukke udstilling beset.

(Social-Demokraten, 2. december 1925).

Fru Stauning hilser på Thorvald Stauning efter at han er blevet opfordret til at danne et nyt ministerium efter valget, april 1924. Amalienborg. Foto fra Aftenbladet (København), 15. april 1924.

De Danske Husmoderforeninger blev dannet 1920, bl.a. som udløber af Københavns Husmoderforening (1917), og opererede i byerne, mens De Samvirkende danske Husmoderforeninger virkede på landet. Foreningernes syn var at husmodergerningen var kvindens kald og moralske forpligtelse. Husmoderen var i vid udstrækning også et statussymbol, idet det signalerede at manden alene kunne forsørge familien. Først i 1960'erne ændrede synet på husmoderen sig.

Thorvald Staunings første kone gennem 23 år, Anna Stauning,  døde 1921. Året efter giftede Thorvald Stauning sig med Olga Sofie Kofod Hansen (1883-1970). Ægteskabet var dog ikke lykkeligt i længden, de blev separeret i 1930. I 1930 flyttede Stauning sammen med koncertsangerinden Augusta Erichsen i Kanslergade, hvor hun boede til han døde i 1942. Hun blev bl.a. kendt fra tv-serien Badehotellet, hvor parret kommer på besøg.