15 januar 2024

Nyfødt Barnelig. (Efterskrift til Politivennen).

Liget af et nyfødt barn i en skarnkasse.

En besøgende på Assistens Kirkegård gjorde i går en uhyggelig opdagelse, da han ville lægge noget affald i en skarnkasse. I kassen lå liget af et nyfødt drengebarn, indpakket i aviser. Barnet var fuldbåret og menes at være lagt i kassen i går.

Mens liget blev overgivet til obduktion, leder politiet efter moderen.

(Folkets Avis - København, 9. juni 1926).

Officielt.

Den 8. ds. fandtes i en skarnbeholder på Assistens Kirkegård i nærheden af den russiske afdeling - afdeling K - liget af et nyfødt omtrent fuldbårent drengebarn. Liget der var i begyndende forrådnelse, var indpakket i et par iturevne damebenklæder og derefter indpakket i 5 eksemplarer af "Berlingske Tidendes" morgenudgave fra henholdsvis den 3., 10., 15. og 16. april samt 31. maj d. å., hvorom yderligere var pakket et stort stykke brunt tilsyneladende nyt indpakningspapir. Mulige oplysninger bedes tilstilet Københavns opdagelsespoliti, telf. 1448.

(Social-Demokraten, 19. juni 1926)

Herreløs Hund. (Efterskrift til Politivennen)

Den sørgende ven.

På Assistens Kirkegård i København har der i det sidste par uger dag og nat opholdt sig en herreløs hund som strejfer omkring mellem gravene. Det menes at hundens herre er død, og at den nu søger hans grav, og da dyret - en stor prægtig ulvehund - i hele dette tidsrum tilsyneladende ikke har taget næring til sig og nu er meget afmagret, eftersøger kirkegårdsbestyrelsen offentligt eventuelle pårørende til ejermanden.

(Viborg Stifts-Stidende, 23. juni 1926).

Sommerbrev fra Tisvildeleje. (Efterskrift til Politivennen)

 Af Tubal den Enøjede.

"Se Neapel og dø!" - lyder den berømte men fejlagtige Version af den begejstrede Formaning til at besøge det skønne Neapel og dens lille naboby Mori.

Se Tisvildeleje og - lev! (naturligvis underforstaaet: paa Minderne),

Tisvilde er en lille Verden for sig - en lille Skønhedtsverden med vide udsyn mod andre Skønhedsverdener, der omgiver den. "Sjællands Skagen" kalder den sig - ganske med Urette, thi Skagen, den flade, tørre sandørk, der Ikke ejer et Træ, hvis grønne Løvhat kan skænke skærmende Skygge mod Solens sviende Stik til den mødige Vandrer, - Skagen med sin støvede Strøgpromenade ned gennem en Spidsrod af SommerhotelIer og Garniture af uskønne Huse, - nej Skagen og Tisvildeleje kan hverken sammenlignes eller kappes; thi de er saa forskellige som et Blomsterbed og en - Kartoffelmark.

Som om vældige Naturkræfter i Jordens Indre pludselig i en svunden Tidsold havde skudt Ryg, saa at Klodens tynde Skorpe var bleven sprængt og puklet op - i en vild Uendelighed af fantastiske Tuer og gigantisk-overnaturlige Muldvarpeskud - geologiske Kuppelformationer, skarpt afhugne Brinker, Skrænter og stejle Kløfter, dybe Grydeforsænkninger med tætte, uredte Lavkratvesetationcr som Haarbuskene under en Jættehug - og udenom alt dette som Rammen om et storslaaet Naturmakird Havet, - Kattegat - snart i oprørsk brølende og skummende, stormpisket Vælde linder sorts jagende Natskyer, hvis Mulm glimtvis gennembores af Hesselø-Fyrets hvide Blink, - snart døsigt hvilende i apathisk Blaanen under en solglitrende Sommerhimmel, som ikke findes skønnere ved Capri.

Saaledes og ikke anderledes er Tisvildeleje, - i Tidernes Morgengry et lidet bjærgsomt og vanligt Fiskerleje uden Havn; nu findes der intet mere, thi det er en mageligere Dont at leve af Landliggere fra det københavnske Sodoma, lidt Smaahandeel og Haandtusk. Og Fiskene faaes fra Hundested, hvis Rødspætter smager som indfødte Frederikshavnere! Men for et uindviet Øje er der noget tosset i at se alle de store tykke seks punds Rødspætter staa i Søen og vente udfor Tisvildeleje og saa drage til Hundested for at blive fanget og atter hjem til Tisvildeleje - for at blive spist;

Vindskibeligheden i Tisvildeleje er helbefaren, thi der raader en sund og driftig Aand over dem sorgløse Idyl i det lille Leje. Der er ikke noget, der hedder at stænge Butiken og slukke bag Disken, naar Klokken er seks, eller det falder ind med en af disse kedelige og meningsløse Helligdage, der standser alt borgerligt Ørke til stor Gene for mange Mennesker: nej, saalænge der er Købere og Skub i Omsætningen, holder Fatter sin Bod aaben, lige til han er mødig af Dagens Møje, og det baade Hellig og Søgn. Endelig en Plet paa Jorden, hvor sund Fornuft i Handel og Vandel beholder det sidste Ord, endelig en Plet paa Jorden, hvor Kræmmeren begriber, at det er hans Gevinst, naar han giver sin Biks Skin af at være til for Godtfolks Skyld!

"Tisvildeleje Kiosk har alt" staar der at læse over Detailhandler Bønnelyckes hyggelige lille Krambod ved Foden af Badepensionen Højbohus, Verdens bedste Madsted. Men Far Bønnelycke, der er en kedelig (men til Held for ham ikke aandelig) Fætter til Digteren, har ingen Skam af sit fanfareskingrende Motto; thi han har virkelig alt! Første Gang jeg traadte ind til ham, havde han f. Eks. - Snue. Man søger intet forgæves hos Bønnelycke; han er omnipotent! Vine og Cigarer fra de sletteste til de bedste. Slikkepinde og Moderbind, Galoscher og Flygeler, Solbriller og Høreror, Vækkeure og Morgensko, Natpotter eg Salmebøger, Lakrits og Knojern, Tandbørster og Konserves, Straahatte og Bolsjer, Klosetpapir og Kristeligt Dagblad, Syltetøj og Undertøj, Alpestokke og Briketter, Hængekøjer og Mundharper, Fyldepenne og Narresutter, Skydebomuld ag Tyggegummi, Ingeborg Vollquartz og Bertha Ruck, Giletteblade og Ugeblade, Forlovelsesringe og Skohorn, Sygevat og Brevkasse (uden paa Muren).

Kun een Gang lykkedes det  mig at gribe ham paa fersk Gerning; det var, da jeg en Søndag Aften bed om 3 Kilo af hans Fætters Digte. Da rystede den smarte og elskværdige lille Mand sit ydmyge Hoved og sukkede: Nej Tak, et Sted maa der siges Stop; min Fætter "gaar" ikke paa Landet! Kan Herren ikke bruge tre Ruller Tagpap i Stedet for?«

"Ak." tænkte jeg ved mig selv, da jeg vandrede bort med Tagpappen, "en Digters Lod er tung I dette Land, de vil allesammen have Stene for Brød og Tagpap for Lyrik og Penge for Tagpap! Hvorlænge mon Lyriken vil kunne udholde denne Smudskonkurrence?"

Oppe paa sin svimle, knejsende Brink, der skarpt luder ned med Havet, ligger Badehotellet som en Rhinborg fornemt isoleret med skønne Udsyn over det blaadisede Kullen i Øst og nogle Solnedgange i Nord (Nord Vest), som hverken Carl Lund eller P. S. Krøyer nogensinde har overfløjet.

Men som et hæsligt Vartegn midt paa Rundbakken ses en høj skidden Fabrikskorsten som en sort Pegefinger af en underjordisk Kæmpetrold, ragende op af Grønsværen. Det er Badehotellets Elektricitetsværk, der med denne Skamstøtte har spoleret Udsigten for mange af de sraaa sommerglade Villabyggere paa Pladsen. 

Paa den anden Side Hulvejen, der skiller mellem to store mægtige Terrænkupler, ligger den berømte Badepension Højbohus, hvor Far Sylvander under barnlige Kælenavne som f. Eks. "Plejefader" eller "den falske Victor Wulff" færdes blandt sine henrykte Gæster som en Alfader i sit Gimle. Han er en herlig Type, hjælpsom og gemytlig, gammel helbefaren Jordomsejler og Hovmester paa store oversøiske Baade.

Der er baade Sjælsstyrke og koloristisk Fantasi over hans Kæmpehummere og smaa kvikke Lammestege, men naar han i sin hvide nystrøgne Kirurgkittel staar foran det kolde Frokostbord og svinger sin Forskærerkniv, som var det Sværdet Skræp hen over Skinker og Duer og røgede, ferske Randerslax, da gyser det sødt i Gæsterne, og det hulker ef Vellyst fra den gamle vellagrede Ementhaler og den isede Klukflaske med ægte Hulstkampgenever, Jo jo, Far Sylvander er som Nervelæge tusindfold bedre end Professor Daniel Jacobsen! Han ved, hvordan de stakkels terminsoprevne Københavner-nerver skal kureres, og saa er hans "Klinik" ikke nær saa dyr!

Lige bag Højbohus gear man ind til det store og vildsomme Tisvilde Hegn, som Skovrider Fabricius freder mod en ganske illusorisk Brandfare med ægte preussisk Jernnæve og efter russisk Knut-System. Det er under hårde Bøder, subsidiært Fængselsstraf, forbudt at ryge, spytte, nyse, bande eller køre med Bil paa de to Kvadratmil, som Hegnet dækker.

For at demonstrere den strenge Bogstavelighed i dette idiotiske Reglement har man tilsvinet det skønne Hegn med en Sværm af grimme Opslag, hvis barske Tone kunde tyde paa, at Hr. Fabricius er en underskudt Tvilling til Mussolini!

Ved alle Hovedindgange til Hegnet er der rejst høje Galger med haandmalede Dødstrusler mod Tobaksrygere. Det gør et venligt Indtryk pas Intetanende Vejfarende.

I det lille Leje hedder hele den indfødte Befolkning enten Gudmandssen eller Corneliussen. Der findes kun disse to Familienavne paa Pladsen, og den, der Ikke lyder et af disse Navne, kan Ikke blive indgiftet i en indfødt Familje men maa hente sig en Ægtemage i Nabosognet. Her var en smuk Opgave for Genealogen Hauch-Fausbølt at finde Rede i det indfiltrede Sammengifte mellem Husene Gudmandssen og Corneliussen.

Gør man en Køretur paa Egnen, faar man ret et Indtryk af, hvor beundret og fængslende den er. Navnkundig fra hine Dage, hvor Stakler og Krøblinger i tætte Stimer valfartede til Helens Kilde, hvor Asserbo, det engang saa stolte Herreslot, nu kun er en mosgroet og lav Ruin, som Kong Frederik VII forgæves spildte sine arkæologiske Interesser paa, idet han 5 Dage efter Grundlovens Underskrift lod Udgravninger under eget Tilsyn foretage fra 10. Juni 1849-27. Juli. Men da han lod alt det udgravede Fyld anbringe netop der, hvor Borggraven skulde være, og der saaledes blev Vold, hvor der skulde være Grav, blev det hele planløst og forvirret og uden Resultat. Alligevel er der 1874 rejst en Mindesten, som virker mod sin Hensigt, idiet dem holder Erindringen levende om, hvad den joviale Konge ikke udrettede der paa Stedet med sine pseudovidenskabelig Anstrengelser.

Der er den morsomme gamle historiske Sandkro, Troldeskoven og det smukke Sandflugtsmonument, som rejstes til Minde 1738 om den Storbedrift, som ved travle Menneskehænders og -Viljers Kamp gjorde Egnens Befolkning til Herre over den store Sandflugt, der bl a. begravede hele Tibirke By og dens Omegn. Mere end 150 Aar, fortæller en Indberetning fra 1704 os, har denne frygtelige Plage raset paa denne Kant af Nordsjælland. Nu hør det menneskelige Snille ved Beplantning vundet Sejr over denne Fare for stedse.

Paa den skønne gamle Tibirke Kirkegaard ses den udmærkede Skuespillerinde Ellen Pindoms Navn med næppe læselig Skrift i en gammel Graasten paa hendes Grav, der er lagt op under Kirkegardsmuren, ganske som hun ønskede det, mens hun færdedes 1 Tibirke om Sommeren. Men Graven er vanrøgtot og forsømt, og maner til Eftertanke for Venner af hende selv og hendes Kunst.

- - -

Holger Drachmann skrev engang:

»Nu har jeg skuet saa mangen en Egn
med Søer og mægtige Skove,
men ingen saa skøn som Tisvilde Hegn
ved Kattegats brusende Vove.

Alene om sin Naturbegejstring for denne Egn har Digteren Ikke været. Thi her har Nobelpristageren Professor Niels Bohr bygget sig et Hus med tilhørende Laboratorium, Konservatoriets Direktør, Professor Anton Svendsen, ligesaa sit eget Hus, Professor-Maleren Julius Poulsen, Borgmester Kaper, Digteren Johs. V. Jensen og Hans Hartvig Seedorff, afd. Billedhugger Kai Nielsen, Malerne Kyhnert, Scharff og Herman Vedel, men Carl Alstrups lille røde Bondegaard, som nu staar til Leje, er ganske gyseligt forfalden, hvad man lykkeligvis ikke kan sige om dens gæve Ejermand.

I sin store gamle Mølle oppe i Tibirke bor Tonemesteren Jacob Gade med sin lille søde og huslige Fru Mimi; men oppe i selve Tisvildeleje færdes Teatermaleren Chr. Andersen med sin Samvittighedsbrod og tilkommende Frue (C. E. Jensens smukke Datter), Skuespillerinden Fru Ingeborg Gandrup og Fru Chefredaktør Helweg-Larsen. Ogsaa Departementschef i Indenrigsministeriet Fr. Martensen-Larsen nyder den kølige Forsommer hernede.

Her er vidunderligt, stille og fuld af Skt. Hans-Stemning og Midsommerpoesi; men naar Højsæsonen holder sit hujende Indtog, og hele den jazz-dansende Sværm af Sommergæster tørner ud fra Hovedstaden, Farvel og paa Gensyn, du tause drømmende Skov, du vilde urolige Hav! Saa bliver her ikke til at aande.

Jeg gad se hele Sværmen hænge i Hr. Fabricius' hæslige Galger!!

(Social-Demokraten, 15. juni 1926)

Det første Hold Koloni-Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Børnene vises rundt i Lejren efter at være iklædt de fine hvide Dragter.

I Gaar aabnede BaggesmindeKolonien ude paa Amager sin Sæson. Det første Hold Puslinger fra de daarligst stillede af Byens Smaamandshjem blev taget under Vingerne af Frelsens Hær og rykkede fra Baggaardene ud i Kastrup.

Hvert Hold forbliver her en Maaneds Tid. Her bliver de fodret op, faar Farve i de blege Kinder, et Overskud af Sundhed og Kraft til at tære paa, naar de vender tilbage til Byens Gader.

Frelsens Hær gør her en Samfundsgerning, der ikke nok kan paaskønnes. For mange af disse Smaa vil Opholdet herude komme til at staa som et lyst Minde under Opværksaarene.

(Aftenbladet (København) 20. maj 1926)

14 januar 2024

Aller. (Efterskrift til Politivennen)

Jens Hansen Aller (1765-1829) 

var en af Københavns største brændevinsbrændere og ølbryggere. I Store Kongensgade 110, hvor brænderiet og bryggeriet lå, holdt han køer i baghuset, oppe under taget - på anden sal om vinteren. Det var yderst praktisk, da køerne gav mælk, leverede varmen og spiste affaldsprodukterne fra produktionen. Jens Hansen Aller ejede enorme græsningsarealer på det der nu er Nørrebro. 

Aller-navnet havde han fået under sin tjeneste ved Fynske Dragonregiment. Her opkaldte man dragonerne efter hvor de kom fra, og han kom fra Aller ved Christiansfeld i Slesvig (nu Sønderjylland).

Aller-families gravsted på Garnisons Kirkegård. Til venstre "... hviler de jordiske levninger af de gode og stræbsomme borgerfolk, Iens Hansen Aller - brygger og brændevinsbrænder her i staden, fød den 11. november 1765, død den 16. maj 1829 og hustru Karen Aller født Albeck, fød den 13. marts 1756 død den 20. april 1830. Deres vandel var virksomhed og flid. Fred være med deres støv." Til højre sønnen Christian Aller, hustruen Juliane Christiane Aller født Geschel, og 4 af deres børn: Cand. Theol Peter Andreas Aller (1841-1874 - lærer ved Københavns Off. Skoler), Julie Augusta Aller (1833-1881), Thora Christine Aller (1836-) og Ida Frederikke Aller (1831-1910). Det ses at Carl Julius (1845-1926) ikke er med, han er begravet på Vestre Kirkegård (se nedenfor). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sidste Onsdag Aften mellem 8 og 9, er mig bortstiaalen een i min Forstue hensadt Brændeviins Tønde med 4 Jernbaand, og saavidt erindres med brændte bogstaver J. H. A. paa Bunden. Har nogen kiøbt den, betales tilbage, hvad derfor er givet, og kan den paa saadan Maade, ikke komme hiem igien, XX Navn skal vorde fortiet. Jens Hansen Aller. st. Regnegade 18(4).

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 30. december 1802).

Adressens sidste nummer er et gæt. 1806 Store Regnegade 184. 1806 Store Regnegade 201/Didrik Badskærs Gang 201. 1859 Didrik Badskærs Gang 14/Store Regnegade 6. Fra 1906 komplekset Gammel Mønt 2-4/ Grønnegade 1/ Store Regnegade 2.

At det behagede det alvise Forsyn, Löverdagen den 16de dennes, at bortkalde til det Bedre min inderlig elskede og stræbsomme Mand, Jens Hansen Aller, Brygger og Brændeviinsbrænder, i en Alder af 64 Aar, efter 35 Aars lykkeligt Ægteskab, bekiendtgiöres herved sörgeligst for Slægt og Venner, paa egne, Börns og Svigersöns Vegne, af hans dybtsörgende Enke.

Karen Aller,

föd Albech.


Christian Hansen Aller (1797-1852).

Ved Jens Hansen Allers død i 1829 overtog hans søn Christian Hansen Aller (1797-1852), Bryggergården og begyndte som en af de første bebyggelsen af Nørrebro. Allersgade ved Nørrebros Runddel har fået sit navn som hyldest til Aller-familiens initiativ. 

Nørrebro Lokalhistoriske Årsskrift 2016:

Brygger Christian Hansen Aller

En af pionererne for opkøb af grunde i  Kløvermarken og omkring Thorsgade, var brygger og brændevinsbrænder Christian Hansen Aller (1797-1852). Allerede i 1829 opkøbte han flere grunde i Kløvermarken omkring nuværende Ægirsgade, Allersgade,Thorsgade og Odinsgade. Brygger Aller opkøbte således matriklerne 171 litra MNOP som var en kæmpematriklel på 4 Litra, og i alt 177.154 kvadratalen og dækkede området fra Allergade til Ægirsgade og hen til den nuværende Mimersgade. Matriklen blev udparcelleret i hele 55 mindre lodder/parceller på mellem 750-6000 kvadratalen, som alle solgtes fra.

Aller fik også tilskødet hele matrikel 171D den 9. december 1837. Matriklen var på 50.000 kvadratalen, som svarer til 30.000 kvadratmeter, hvilket var en stor matrikel. Den blev da også udparcelleret i 10 mindre lodder/parceller* som alle blev solgt fra ved skøde i 1837. Brygger Aller fik også nabomatriklen 171 E tilskødet den 9. december 1837. Den var på samme størrelse, 50.000 kvadratalen/30.000 kvadratmeter. Matriklen blev straks udparcelleret i 6 mindre lodder/parceller med litraerne A til F, som blev solgt fra samtidig. Bryggeren beholdt dog lod/ parcel, 171E1A, til sig selv og familien.

Matrikel 171L blev derimod tilskødet til Rebslagermester E.C.F. Svendsen allerede den 30. maj 1834. Matriklen, som var på 45.237 kvadratalen, blev opdelt i 2 lodder/parceller. Den 16. januar 1839 blev den ene matrikel, 171L2, tilskødet til Brygger Aller. Den var på 33.900 kvadratalen og blev, ligesom Allers andre opkøbte større matrikler, straks opdelt i mindre lodder/parceller. Matrikel 171L2 strakte sig langs nuværende Allersgade og Thorsgade. (se kort fra 1856)*(171D1-10)

På matrikel 171E1A* som lå bag Jagtvejen lidt nede ad Odinsgade lå villaen Allersbro. Matriklen blev som nævnt købt af brygger Christian Hansen Aller i 1837. Villaen var beboet af bryggeren og hans familie fra 1839-41. Villaen var på en etage med kvist og rummede i alt 7 værelser. Om bryggeren selv byggede ejendommen er tvivlsomt; men han har helt sikkert både været bygherre og navngiver til Allersbro. Han døde i 1852 og oplevede derfor ikke sin egen Allersgades første bebyggelse. Navnet Allersgade fik i øvrigt, som den første, stadfæstet sit navn allerede i 1860.

Allersbro blev i familien Allers eje; men fra 1841 og til Christian Allers bortgang i 1852 boede familien indenvolds i Klosterstræde 75 hvor han også havde sit bryggeri. Herefter flyttede enken Juliane Christine Aller tilbage til Allersbro og i 1860 lever hun her stadig med deres 7 børn, deriblandt den 13-årige Carl Aller, som grundlagde Allerkoncernen i 1873.

Da enken dør i 1872 arver børnene Allersbro og lever her til omkring 1899, herefter udlejes villaen. I 1901 boede der en forlagsboghandler August Abel med sin familie i stueetagen og på 1 salen boede en husmoder med sin datter og en logerende. Begge familier var beskæftiget med trykkeri og i bogbinderbranchen.

Den driftige malermester P. D. Løv opkøber i 1901 samtlige matrikler i blandt andet Odinsgade, som han senere bebygger med de ejendomme, der står endnu i 2009. Villaen Allersbro nedrives lige efter 1901 for at give plads til de nye lejekaserner. I 1860 lever der omkring 15.000 personer på hele Nørrebro.

*(nuv. Odinsgade 6-8)

Fra mit Udsalg i Brolæggerstrædet 77 er Prisen paa udmærket godt af Hvede brændt Brændeviin 24 fk. Potten, og der kan ikke tages feil, da jeg kun har dette Slags, som holder 8 Gr. Styrke.

C. Aller

Brændeviinsbrænder.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 20. oktober 1841)

Brændeviin.

Fra mit Udsalg i Klosterstrædet 75 er Prisen for udmærket godt Brændeviin i Smaamaal 24 fk. i potteviis 22 fk., anden Sort 20 fk. Handlende gives Rabat.

C. Aller

Brændeviinsbrænder.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 17. december 1842).

Sæde-Brændeviin.

I mit Udsalg, Klosterstræde 75, erholdes godt, reensmagende Sæde-Brændeviin, til efterfølgende bestemte Priser: Bedste Sort 20 fk., anden Sort 16 fk., dobbelt destilleret Kommenaqvavit 24 fk. Potten,

Christian Aller

Brændeviinsbrænder.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. november 1843).

At min elskede Mand, mine 7 Børns kjærlige Fader, Brændeviinsbrænder Christian Hansen Aller, efter faa Dages Sygeleie af Lungebetændelse er afgaaet ved Døden den 14de November, i en Alder af næsten 56 Aar, bekjendtgjøres herved sørgeligst for deeltagende Venner og Bekjendtere.

Juliane Aller
Fød Geshel.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. november 1852).

Ved Proclama af Dags Dato, som bliver læst i den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret, ere Alle og Enhver, der have Noget at fordre efter min afdøde Mand Brændeviinsbrænder og Brygger Christian Hansen Aller, efter hvem jeg hensidder i uskiftet Bo, dog med Undtagelse af Prioritetshaverne i det Boet tilhørende Huus Nr. 75 i Klosterstrædet heri Staden, indkaldte med 12 Ugers Varsel til at anmælde og beviisliggjøre deres Krav enten for Undertegnede eller for min antagne Lovværge, Auctionsholder, Classelottericollecteur P. L. Thorbiørnsen, boende i Kronprindsessegaden 388, i Stuen; hvilket herved endvidere bekjendtgjøres.

Kjøbenhavn, den 7de December, 1852.
Juliane Christiane Aller
fød Gechel
Klosterstrædet Nr. 75.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 10. december 1852)


Carl Julius Aller (1845-1926).

Christian Hansen Allers søn Carl Julius Aller (1845-1926) skabte sammen med hustruen Laura Aller (1849-1917), Nordens største ugebladsudgiver, Carl Allers Etablissement. Han opfandt som ung grafiker en kemisk metode til at overføre illustrationer fra papir til litografisk sten, så han kunne kopiere billederne. For dette modtog han den danske videnskabspris Ørsted-medaljen. Carl Aller var redaktør og udgiver af ugebladet Illustreret familie-journal som han startede i København 1877. Det var nu mest Laura som skrev og fik ideerne til indholdet. Den svenske udgave Aller familj-journal, kom i 1893 og den norske i 1897. Carl Aller udgav et populært konversationsleksikon "Allers Illusterede Konversationsleksikon". Selskabet udgiver bl.a. Se og Hør, Billed-Bladet, Kig Ind, Ude og Hjemme og Familie Journal.

Carl Aller giftede sig 20. oktober 1871 med Laura Aller (født Bierring). De fik 4 børn: Axel Aller (1872 - 1943), Valdemar Aller (1875 - 1953), Rigmor Aller (1886 - 1967) og Ragna Aller (1889 - 1966)

Allers familiegravsted på Vestre Kirkegård. Umiddelbart til venstre Axel og Emma Aller, til højre Valdemar og Valborg Aller. Foto Erik Nicolaisen Høy.