Fosterfordrivelse. (Efterskrift til Politivennnen).

En uhyggelig Affære.

En Fosterfordrivelses-Klinik i St. Kongensgade.

To finske Damer arresterede.

Opdagelsespolitiet har i Gaar anholdt to finske Kvinder, Fru Hilma Jensen og Fru Caroline Ekling, der i en Lejlighed paa 1. Sal i Ejendommen St. kongensgade Nr.  44 gennem længere Tid har drevet en Slags "Privatklinik" til Hjælp for unge Kvinder, der har "kommen galt af Sted".

Anmeldelsen skyldes en Mand, der gennem en kvindelig Bekendt havde hørt om den mærkelige "Massageklinik" og de to Damers Tilbud, og som i Forstaaelsen af den Fare "Operationer" af denne Art jo altid rummer for "Patienterne", mente det bedst at faa sat en Stopper for Virksomheden

Sagen blev overgivet til Mordeksperterne. Og i Gaar Middag indfandt Overbetjent Ottosen og Kriminalbetjent Strømmen sig i Lejligheden i St. Kongensgade og anholdt Fru Jensen, der var Hjemme, parat til at give "Konsultation", og straks derefter Fru E k l i n g, der havde været ude i Byen og just kom hjem, da Politiet var i Færd med at føre hendes Kollega bort.

Begge Kvinderne blev i en Politibil kørt ud til Politigaarden, hvor Overvagtmester Liktner fik dem til Afhøring.

Fru Jensen indrømmede, at det i det enkelte Tilfælde, som foranledigede Anmeldelsen, havde været Hensigten at forsøge Fosterfordrivelse. Men hun hævdede, at hun hverken i dette eller i noget andet tidligere Tilfælde havde indladt sig paa nogen Operation.

Fru Ekling, der kaldte sig "Professorinde", og som vistnok ogsaa i sin Tid har været gift med en finsk Professor, nægtede pure at kende noget som helst til Fosterfordrivelse eller nogen Sinde at have gjort sig skyldig i noget ulovligt. Men Politiet fandt ved en Husundersøgelse i Lejligheden ikke alene to Sæt Instrumenter, som anvendtes til de kriminelle Operationer, men ogsaa en omfattende Korrespondance mellem de to Damer og en Række Kvinder, der har søgt deres Hjælp, saa Dommer Troels Lund, der fik de to Fruer til Grundlovsforhør, fandt det foreliggende Bevismateriale imod dem saa fældende, at han afsagde Fængslingkendelse over dem begge.

Naturligvis vil de stakkels unge Kvinder, der har været Patienter paa Kliniken i St Kongensgade, næppe kunne undgaa at blive implicerede i Sagen. Men det plejer jo i vor moderne Tid heldigvis at gaa saaledes. at Retfærdigheden nøjes med at straffe de egentlig skyldige, som har gjort sig en Levevej at den forbryderiske Virksomhed. medens deres ulykkelige Ofre, selv om de dømmes efter Loven, jo i Reglen bliver benaadede.

Sagen vil rimeligvis fortsat blive behandlet af Dommer Troels Lund.

(Aftenbladet (København), 4. september 1926).

I oktober 1926 indrømmede de to ved Byretten af de havde haft et fosterfordrivelsesbureau. Massøsen Hilma Jensen blev ved landsretten 20. december 1926 idømt 3 års forbedringshus. "Professorinden" var i mellemtiden død på kommunehospitalet. En impliceret dame fik 8 måneders forbedringshus.

En ny pinlig Affære.

En Massør anholdt for professionel Udnyttelse af unge Kvinders Ulykke ved Fosterfordrivelse.

Han udgav sig for Provinslæge for at faa de nødvendige Operations-Instrumenter.

Politiet har i dag til Morgen foretaget en Anholdelse, der, som det allerede kan ses, danner Indledning til en ny uhyggelig Fosterfordrivelses-Affære.

Den Anholdte er en midaldrende Mand, der i en årrække har drevet en slags massørvirksomhed

ude paa Vesterbro og Anholdelsen er foregaaet under helt ejendommelige Omstændigheder.

Fanget paa Hovedbanegaarden.

I en af den indre Bys større lntrunientførretninger fik man i Gaar besøg af en Herre, der kaldte sig Dr N N fra Aarhus, og som købte en hel Del forskellige Operations-lnstrumenter af dem, der specielt anvendes at Kvindelæger.

Manden forstod meget vel at anvende de rigtige tekniske Betegnelser for de forskellige Instrumenter. Men der var alligevel noget hos ham, der vakte Ekpedientens mistanke. Og da man ved et Gennemsyn af den Fortegnelse over de praktiserende Læger, som ethvert Apotek og enhver Instrmenthandler ligger inde med, ikke fandt det opgivne Navn opført under Aarhus,

bestyrkedes Mistanken yderligere, og der skete Anmeldelse til Politi idet man samtidig meddelte delte, at den mystiske "Doktor" havde beordret de bestilte Instrumenter sendt ud i Hovedbanegaardens garderobe ved Korsørtogets Afgang i Morges.

To Opdagere blev stillet paa Vagt ved Garderoben. Og da "Doktoren" ved 8-tiden mødte og forlangie sin pakke, traadte de frem og erklærede ham for anholdt.

Manden faldt fuldstændig sammen og maatte halvvejs bæres ud til Bilen, hvoii hun blev kørt til Politigaarden. 

Her kom han straks til en Afhøring, hvorunder han, efter at have opgivet sit Navn og en Adresse, tilstod, at han skulde have brugt de bestilte Instrumenter til den forbryderiske Virksomhed, han i længere tid havde drevet, mod for en klækkelig Betaling at hjælpe unge KVinder, der var "kommen galt afsted".

Den forræderiske Korrespondance.

Da Afhøringen af "Doktoren" var til Ende, blev han sendt over i Arresten og samtidig foretoges der en Husundersøgelse i hans Hjem, hvor Politiet fandt en omfattende Korrespondance, han havde ført med sine forskellige Klienter - de stakkels unge Kvinder, der har søgt hans Assistance i deres Nød, og som nu uundgaaeligt vil komme til at møde i Retten, selv om der naturligvis som altid nu i slige Affærer vil blive taget paa dem med aI mulig Diskretion og hensynsfuldhed. 

Særlig tragisk former Sagen sig i et enkelt tilfælde. hvor det drejer sig om en herværende Embedsmands unge Hustru, der, som den beslaglagte Korrespondance viser det, er bleven "behandlet" af Massøren med sin Mands Vidende og paa han Foranledning. Thi selv om Embedsmanden mulig vil slippe med en betinget Dom, vil han jo vel uundgaaeligt miste sin Stilling, naar han bliver dømt.

(Aftenbladet (København), 15. september 1926).

Det viste sig ved forhøret at massøren der havde brugt dæknavnet dr.Griff, hed Ingerslev, og desuden havde udført pengeafpresning mod nogle af kvinderne. I oktober blev Svend Lembcke Otto anholdt for at havde skaffet kunder til "Dr. Griff".

Spædbørnshjemmet i Aalsgaarde. (Efterskrift til Politivennen).

Graverende Klager over Spædbørnshjem i Aalsgaarde.

Kredslæge Jastrau i Helsingør er forundret over, at Hjemmet ikke forlængst er blevet lukket.

Helsingør, Torsdag.

Der er i Dag blevet rettet en ny og meget graverende Klage over Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" i Aalsgaarde, der ledes af Intendant Ibsen og Frue, og om hvilket der i de sidste Par Aar har hersket en Del Uro. Det vil bl. a. erindres, at der har været en Del Rygter fremme om forskellige betænkelige Dødsfald blandt Hjemmets Børn; men en Politiundersøgelse, der iværksattes for over et halvt Aar siden, er endnu ikke afsluttet, og det saa ud, som om det hele iikke vilde bidve til noget.

Nu er Sagen imidlertid blusset op med fomyet Kraft.

Klagen stammer fra 5 unge Piger, der er jaget bort fra Hjemmet.

I Gaar fik Social-Demokratens Kontor Besøg af fem unge Piger her fra Egnen, der tjener paa Hjemmet. De har i længere Tid været oprørt over den Behandling, baade Børnene og de selv fik, og dette sad de og talte om forleden Eftermiddag under et Maaltid. Fru Ibsen, der paahørte Samtalen fra et Sideværelse, tilkaldte sin Mand, og i Fællesskab overdængede de Pigerne med Skældsord og bad dem til Slut om at "rejse ad Helvede til".

De unge Pigers Klager, som de ogsaa har fremsat overfor Kredslæge Jastrau, gaar ud paa, at Børnene faar utilstrækkelig og daarlig tillavet Mad og ikke bliver tilstrækkeligt passet med Tøj, saaledes at de til Tider maa ligge hele Dage i vaadt og snavset Tøj. Desuden er der 33 Børn paa Hjemmet, medens der kun maa være 28, og de 5 Børn, der er for meget, ligger i et Rum, som kun maa benyttes til Gennemgang, og de er her udsat for Kulde og Træk

Endeling findes der ingen uddannet Personale paa Hjemmet, og naar Lægen eller Tilsynet kommer, tvinges Pigerne til at give fejlagtige Oplysninger om Forholdene paa Hjemmet - "ellers er der ikke til at være."

Kredslsægen har flere Gange indstillet til Sundhedsstyrelsen, at Hjemmet burde lukkes.

Deres Korrespondent bar haft en Samtale med Kredslæge Jastrau. der fandt det forfærdende, hvad de unge Piger havde fortalt ham, 

Kredslægen udtalte endvidere:

- Spædbørnshjemmet, over hvilket der gentagne Gange har været ført Klager, som har givet Anledning til Undersøgelser, sorterer under Overtilsynet for Børnehjem. Tilsynet udøves af Hr. Schierbeck, København, og Hr. Eskesen. Birkerød.

Hver Gang der har været Klager, har der ogsaa vist sig at være noget i Vejen; men paa min Indstilling til Sundhedsstyrelsen om, at Hjemmet skulde lukkes, er der blevet svaret, at der ikke forelaa Bestemmelser, der tillod en saadan Lukning, selv om Forholdene var daarlige.

Nu foreligger der imidlertid Bestemmelser, der tillader Lukning, og jeg er forbavset over. at Hjemmet ikke er lukket.

Det er forfærdende - fortsætter Kredslægen - , at der til 33 Spædbørns Pleje ikke findes én uddannet Plejerske. Disse fem unge Piger, som har været derude, er i Alderen fra 15 til 19 Aar, og ingen af dem er uddannede til Børnepleje.

Læge Teisen, Hellebæk, der har været Hjemmets Læge, har opsagt sin Stilling og har overfor mig hævdet, at han hverken kunde eller vilde tage Ansvaret for dette Hjem, og det er kun paa min Anmodning, at han endnu tilser Hjemmet, fordi jeg fandt det uforsvarligt at lade Børnene være helt uden Lægetilsyn, men - som sagt - Hjemmet burde forlængst have været lukket.

Kredslægen slutter med at udtale en Forundring over, at Politiundersøgelsen endnu ikke var sluttet efter over et halvt Aars Forløb. Der bør i denne Sag handles hurtigt; det drejer sig om Spædbørn, der ikke selv kan fremføre deres Klage.

Undersøgelsen vil nu blive ført grundigt igennem.

- Deres Korrespondent har endvidere forelagt Sagen for Politimester Petri, der udtaler, at Sagen stadig undersøges. men at den jo skulde passere mange forskellige Autoriteter. Den har saaledes været baade hos Sundhedsstyrelsen og hos Overtilsynet, som paa Grundlag af det, der foreiaa, ikke fandt Anledning til at foretage sig mere i Sagen.

Men nu kan det jo se ud til - saafremt de unge Pigers Udtalelser er rigtige - , at det, der forelaa, hviler paa falskt Grundlag; men jeg kan love Dem, at Undersøgelsen ikke skal vare længere end nødvendigt. Forøvrigt er en retslig Undersøgelse maaske nødvendig

ph

Socialminister Borgbjerg tager straks til Aalsgaarde for at undersøge Sagen.

Umiddelbart efter, at vi havde faaet disse Oplysninger fra vor Helsingør-Korrespondent, henvendte vi os til Socialminister Borgbjerg og gjorde ham bekendt med Klagepunkterne. Ministeren følte sig foranlediget til allerede i Gaar at foretage en personlig Undersøgelse paa Stedet og tog straks op til Børnehjemmet. Først sent i Aftes vendte Ministeren tilbage, og vi havde da en indgaaende Samtale med ham om Forholdene, og han gav os en Redegørelse for Sagen, som den foreligger.

I Fjor Sommer, indledede Borgbjerg. fremførtes en Kritik i Pressen mod Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" ved Aalsgaarde i Anledning af 3 Dødsfald ret kort efter hinanden. Fra anden Side i Pressen fremkom der dog ogsaa Moderklæringer, der tog Hjemmets Forstanderinde,

Fru Ibsen i Forsvar, og det kunde ikke konstateres, at de tre Dødsfald skyldtes Vanrøgt.

Sagen gav dog Anledning til, fortsætter Borgbjerg, at jeg efter en Undersøgelse af Tilstanden paa Spædbørnshjemmene i Almindelighed i Fjor Efterår fremsatte et Lovforslag, som gik ud paa et skærpet Tilsyn og Bemyndigelse fra Ministeriet til at nedlægge uheldige Børnehjem, hvilket der efter den hidtidige Lovgivning ikke var Hjemmel til. Lovforslaget blev gennemført den 31. Marts, og efter dette kan Socialministeriet efter Indstilling af det stedlige Værgeraad og Overinspektøren nedlægge et Børnehjem, naar Tilstanden ikke er tilfredsstiilende.

Klagerne stammer fra sidste Vinter.

Klagerne stammer, siger Ministeren, fra sidste Vinter. Allerede da  havde Læge Theisen. der er Børnehjemmets Læge, skrevet til Kredslæge Jastrau i Helsingør med Klage over Hjemmet. Klagen gik ud paa, at Børnene ikke fik Sødmælk nok, at fem Børn havde Udslet paa Ryg og Sæde, hvilket tilskreves daarlig Hudpleje og Mangel paa Renlighed, og han ønskede ikke at fungere længere og have Ansvar som Hjemmets Læge. Efter Opfordring af Kredslæge Jastrau indvilgede han dog i foreløbigt at blive som Læge.

Sundhedsstyrelsen anmodede nu Politimester Petri i Helsingør om at foretage en retslig Undersøgelse. Af Rapporterne synes det at fremgaa, at Børnene ikke har faaet tilstrækkelig Sødmælk, og at de Klude, hvormed de blev vaskede, ikke var mærket for hvert enkelt Barn. (Jeg tør dog sige, at jeg ved mit Besøg i Dag saa, at Kludene nu blev kogt hver Gang efter Brugen). Endvidere var et nyt Rum taget I Anvendelse, hvorved Antallet af Børn er udvidet fra 28 til 38, uden at der er foretaget den i Reglementet foreskrevne Anmeldelse til Overinspektøren. Dog paastaar Fru Ibsen, at hun personligt meddelte det til Overinspektøren under dennes Besøg paa Hjemmet.

Borgbjergs uanmeldte Besøg i Gaar.

Hidtil havde Ministeriet ikke haft nogen Bemyndigelse til Nedlæggelse af Børnehjem. Da den nye Lov vedtoges, forlangte Overinspektøren en retslig Undersøgelse, og han har længe afventet dens Resultat.

Da jeg i Dag blev bekendt med de nye Klager, tog jeg selv sammen med en af Socialministeriets Embedsmænd til Hjemmet for ved et uanmeldt Besøg at sætte mig personligt ind i Forholdene.

Fru Ibsen, der er gift med pensioneret Overintendant Ibsen, har drevet Spædbørnshjemmet i ca. 2 Aar. Hendes Mand købte Ejendommen Bobakkegaard ret dyrt og drev først Pensionat, men da det ikke gik, indrettede de et Spædbørnshjem. Ejeren og hans Hustru maa aarligt forrente Ejendommen med et ret anseligt Beløb. De faar 50 Kr. om Maaneden for hvert Barn, og de modtager ofte et Barn umiddelbart efter Fødselen. Hjemmet hører til de saakaldte ikke-anerkendte Børnehjem, men staar, som alle, under offentligt Tilsyn og kan altsaa nedlægges, hvis Forholdene er utilfredsstillende

Politiet i Helsingør her trukket Sagen i Langdrag.

Jeg gjorde mig bekendt med Hjemmets Indretning, Børnenes Udseende, Vugger og Senge, Sengetøj, Vaskeri og Madkøkken. Jeg havde dernæst en indgaaende Samtale med den tilsynsførende Læge Theisen, og sluttelig med Politimester Petri i Helsingør om Sagen - Den sidste beklagede, at Sagen var trukket meget i langdrag. Hvad der hidtil er fremkommet er de tidligere nævnte tre Punkter: For lidt Sødnnetk, Vaskekludene og Udvidelsen af Hjemmet uden Anmeldelse.

Da de afskedigede Pigers Klager fremkom, havde Politimesteren givet Ordre til retslig Undersøgelse. Jeg anmodede Politimesteren om at bede Dommer Prahl, der leder Undersøgelsen, om at fremskynde Sagen mest mulig. Politimesteren lovede mig det og erklærede, at Undersøgelsen maatte kunne afsluttes paa ca. 14 Dage.

Saa snart dette er sket, vil Resultatet blive tilstillet Overinspektøren, som derpaa afæsker det stedlige Værgeraad en Erklæring. Hvis denne gaar ud paa at nedlægge Hjemmet. og Overinspektøren slutter sig hertil, træffer Socialministeriet sin Afgørelse.

- - Saa vidt Socialministeren, som ved sin Indgriben har fremskyndet Sagens Behandling, saaledes at der snarest kan træffes en Afgørelse og Ro biive tilvejebragt.

(Social-Demokraten 30. juli 1926).

Sagen blev dog aldrig afsluttet til bunds, idet fru Constance Ibsen valgte at lukke hjemmet i september 1926, med den begrundelse at hun ikke havde kunnet få inddraget betalingerne som følge af sagen.

Annonce fra "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", 11. marts 1921 som bekræfter at stedet blev forsøgt drevet som pensionat.Så sent som 12. august 1924 meddelte Dagbladet (København), at sanginspektør, professor J. H. Nebelong og frue havde taget ferieophold på "Bobakkegård".

Gyrithe Lemche: Kvindebevægelse og Moderfølelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forfatterinden Fru Gyrithe Lemche svarer i denne Artikel Folketingsmand Rudfeld paa hans Angreb paa den moderne Kvindebevægelse.

Allerførst vil jeg anholde Ordet: Den moderne Kvindebevægelse, Kvindebevægelsen er ikke moderne, hverken fra i Dag eller fra iGaar, den daterer sig langt tilbage i forrige Aarhundrede omtrent fra den selvsamme Tid, hvor "Det forenede Venstre" og den organiserede Arbejderbevægelse saa Lyset. Den kan ikke drages til Regnskab for Tusinder af Kvinders Daarskaber paa Beklædningskonkurrencens, Tobaksrygningens og mange andre Omraader, disse Kvinder har i Almindelighed aldrig rakt Kvindebevægelsen en Finger, ihvorvel de har indtil Overflod mættet sig af dens Arbejdes Frugter, de har med levet Kvindebevægelsen, men aldrig oplevet den.

Vi kan derfor, naar Talen er om Kvindebevægelsen, se ganske bort fra disse mange og holde os alene til den gamle, prøvede, maalbevidste, organiserede Kvindebevægelse, der - som Hr. Rudfeld meget rigtigt siger - har givet Kvinderne Ligeret økonomisk, socialt og politisk - dog endnu med nogle Undtagelser, som Hr. Rudfeld sikkert fra sit Rigsdagsarbejde er vel bekendt med. Men den Misforstaaelse, han og hans Meningsfæller i Kvindespørgsmaalet Gang paa Gang gør sig skyldige i, er, at alt dette kun er et vilkaarligt Rethaveri fra Kvinders Side, som ved behjertede Mænds og Kvinders Indgriben i Tide endnu kan standses, tilbagevises - i hvert Fald reguleres. Henved 60 Aars fortsatte, ligeløbende, altid konsekvente Fremstød mod en Ordning, der stiller Mand og Kvinde under samme ydre Vilkaar, har aldrig overlydet dem om, at hele denne Bevægelse er Virkningen af en Lov udefra, og at den selv er lige saa lovbunden som en Komet paa sin Bane.

Fra det Øjeblik, hvor den økonomiske Udvikling forgreb sig paa Kvindens tilvirkende Arbejde i Hjemmet og industrialiserede dette, hvorved det gamle Ligevægtsforhold mellem Mand og Kvinde som Arbejdsfæller forrykkedes, var den Proces sat i Gang, som, organiseret under Ligeretsprogrammet, fik Navnet: Kvindebevægelse, og hvis dybest liggende Formaal er paa et nyt Grundlag at genoprette Ligevægtsforholdet som paa de gamle Hjems Grund til Trods for alle ydre Skel praktisk var tilstede.

Uden at ville forringe Kvindebevægelsens Fortjeneste tør jeg dog paastaa, at det er naivt at tro, at dens faa Tusinde Kvinder havde kunnet udvirke de rent ud forbavsende Resultater af social, økonomisk og politisk Karakter, som den nu kan se tilbage paa, og som ogsaa Hr. Rudfeld har Øje for, hvis de ikke havde arbejdet under en Udviklings Nødvendighed.

Kvindebevægelsens Fortjeneste er fra tidlig Tid at have faaet Øjet aabnet for denne Nødvendighed og at have ryddet Sten paa dens Vej, saaledes at den hele Proces fik et jævnt fremadskridende, efter Tid og Omstændigheder tilpasset Forløb, og at intet gammelt blev slnaet i Stykker, før den nye Form var færdig.

Blandt det gamle, Kvindebevægelsen til enhver Tid har værnet om, indtager Hjemmet den første Plads, ikke i sin nedarvede Form; thi den er som alt andet Forvandlingens Lov underkastet, men i sin Idé: Hjemmet som Grosted for Slægten.

Ligesom Kvindebevægelsen var den første til at forstaa, at Døtrenes Opdragelse til selvstændigt Erhverv - efter at Hjemme-lndustrien havde forladt Hjemmene - var en Livsbetingelse for disses Bestaaen, saaledes var den ogsaa den første til at forstaa, at det Offentlige maatte gribe ind, for at disse unge Kvinder ikke skulde staa helt blottet for huslige Færdigheder, naar de selv skulde danne Hjem, Dansk Kvindesamfund - og dette Navn omfatter al Kvindebevægelse i Danmark - krævede Indførelse i Skolen af Haandarbejdsundervisnlng for Piger samt Oprettelsen af Skolekøkkener. Nu kan alle forstaa Nødvendigheden deraf, men den Gang kun de færreste. 

Den Husholdningsbevægelse, som nu omspænder Landet, er ikke en Reaktion mod Kvindebevægelsen, men en Udløber af denne. Overalt, hvor Kvindebevægelsen har arbejdet her i Landet, har den arbejdet med sin Haand hvilende paa Hjemmets Puls. 

Hr. Rudfeld har som saa mange Mænd, der kun har vist Kvindebevægelsen en uvillig Overflade-opmærksomhed, forset sig særlig paa Ligelønskravet. Saa længe Skellet i vore Lønningslove var sat mellem Mand og Kvinde, fandt han sikkert intet uretfærdigt i, at den ugifte Tjenestemand lønnedes som den gifte, skønt det kunde hænde, at en kvindelig Forsørger stod paa den forkerte Side af Skellet. Men nu, hvor Skellet helt er fjernet, forekommer det ham urimeligt, at den ugifte Kvinde faar en Løn, der er beregnet som Forsørgerløn.

Maaske det kan tilfredsstille Hr. Rudfeld at erfare, at Dansk Kvindesamfund ikke mindre end han selv har haft og har Øjet aabent for den sociale Deklassering, som truer Familieforsørgeren med mange Børn i Forholdet til hans ugifte Kolleger, og gentagne Gange i Henvendelser til Regering og Rigsdag har opfordret Lovgiverne til at udjævne det socialøkonomiske Skel, der opstaar af Ligelønnen, ved at befri Familieforsørgerne gennem stærkt forhøjede Børnefradrag i Skatten fra den nuværende urimelig tunge Hyrde og vælte den for en stor Del over paa de Ugifte og de barnløse Ægteskaber. Men en Bjørnetjeneste mod Familieforsørgeren vilde del være at afskaffe Ligelønsprincipet og dermed lukke op for en Hærskare af arbejdsvillige, underbydende Kvinder. Da ville det med Rette kunne siges om Kvindebevægelsens Kvinder, at de havde opdraget deres Døtre til at konkurrere deres Sønner ud. Endnu hersker der i saa Henseende beklagelige Forhold paa det private Arbejdsmarked; men Ligelønsprincipet har sejret i det offentlige Arbejde og vil ogsaa komme til at sejre i det private.

Uadskillelig fra Hjemfølelsen er Moderfølelsen, og naar Hr. Rudfeld mener, at den moderne (det vil altsaa sige: den siden 1871 arbejdende) Kvindebevægelse har forringet denne, gør han sig ogsaa her skyldig i den Misforstaaelse, at de Tusinde forvirrede, af Modespekulation og anden Spekulation forpjankede Kvinder, som har slaaet sig ned paa Kvindebevægelsens Græsgange og er lige overfladiske i alt undtagen i det rene Nonsens, at disse Kvinder staar for Kvindebevægelsens Regning. Nej, Hr. Rudfeld kan ikke se med større Misbilligelse paa dem end vi, men vi nøjes blot ikke med at misbillige, vi søger at faa dem i Tale gennem fornuftig Vejledning, naar de skal vælge det Erhverv, de vil uddanne sig til, gennem Kursus, hvor vi stiller dem Ansigt til Ansigt med deres Pligter som vordende Mødre mod sig selv og Slægten. Tusinder af unge Kvinder lokkes nu Landet over om vore Lærestole og faar dér bl. a. at vide, hvor stor Dødeligheden blandt Spædbørn var i gamle Dage, fordi Fædrenes Synder - og ikke mindst Indenfor Ægteskab - overførtes paa Mødrene og fra dem igen paa deres Børn, 

Men ikke blot til de unge Kvinder, ogsaa til de unge Mænd er Dansk Kvindesamfund begyndt at tale om disse Ting, som før var gemt bag Blufærdighedens Slør, og lære dem, hvor mange Smaabørn der dræbes i Moderliv paa Grund af den svigtende Faderfølelse, og hvor mange de Kvinder er som den Dag i Dag faar Moderskabet dræbt i sig for evigt ved deres Mænds ansvarsløse Letsind. 

Og saa endelig Diegivningen, som mange Mødre "vægrer sig ved".

Vil Hr. Rudfeld paastaa, at dette er et moderne Fænomen? Véd han ikke, at Ammen i gamle Dage var næsten et fast Inventar i unge Familier ikke blot af Aristokratiet, men ogsaa af den nogenlunde velstillede Borgerstand? Behøver jeg at minde om det Spørgsmaal, som Holberg lader en af Gæsterne i "Barselstuen" stille den unge og raske Barselkvinde: "Nu har hun vel sørget for en sund Amme?" Den honnette Ambition forbød den Gang Fruer af "Godtfolk" selv at amme deres Børn. Mangen forkælet Bourgeoisifrue undslaar sig ve| ogsaa derfor i vore Dage; men dem er ingen ude efter; mod den selverhvervende Hustru rettes hele Skytset, endda hun kun er et Produkt af den storindustrielle Udvikling; thi den samme Lov, som én Gang tvang Hjemmets Døtre ud i Erhvervene, vender sig nu mod Hjemmenes Mødre. Hverken den offentlige eller den private Arbejdsgiver vil i Længden Igle sig tilfredsstillet ved, at den kvindelige Arbejder, han uddanner i sit Kontor eller sin Forretning, sin Skole eller sit Hospital, forlader Arbejdet ved Giftermaalet og lader ham I Stikken. Følgen heraf vil blive, at han vægrer sig ved at antage kvindelig Hjælp, og dette vil igen ramme Hjemmenes selverhvervende Døtre. Problemet, Fremtiden i mange Tilfælde vil stille os overfor, er at forlige gifte Kvinders Erhvervsarbejde med deres Moderpligter; thi at pege paa en Tilbagevej, som er spærret, er ingen Udvej.

Er Moderbrystet nødvendigt for at opretholde Livet i mange Smaabørn, maa det gøres muligt for de selverhvervende Mødre gennem offentlige saavel som private Foranstaltninger de første 6 Uger efter Fødslen at blive hos deres Børn uden økonomisk Tab og senere at faa tilstaaet en Arbejdspause midt paa Dagen, hvor de kan amme deres Børn, saaledes at Modermælken bliver disses hovedsagelige Ernæring og Flasken kun et Supplement. Ulemperne ved denne Værnepligt i Slægtens .Tjeneste maa baade den offentlige og private Arbejdsgiver underkaste sig.

En at Dansk Kvindesamfunds Distriktsafdelinger er for Tiden i Færd med at oprette et Mødrehjem, hvor ugifte Mødre kan tilbringe det første at Børnenes Leveaar sammen med disse. Andre Afdelinger vil forhaabentlig følge Eksemplet, der kan betragtes som et videre Led i Kvindebevægelsens Arbejde for at knytte den ugifte Moder til sit Barn, det, som satte saa smukke Frugter i Loven af 27. Maj 1908.

Jeg haaber, det man være lykkedes mig at overbevise Hr. Rudfeld om, at hans Paastand om, at Kvindebevægelsen har forringet Moderfølelsen, er en Forbier, og at den rette Vej til at paakalde Moderfølelsen er at alliere sig med denne Bevægelse og stole paa, at hvor dens Vej gaar, dér lægges Grunden til de Hjem, hvor Hjemmets Idé kan leve sit uforandrede Liv trods alle nødvendige ydre Omformninger.

Gyrithe Lemche.

(København 28. juli 1926)

Ellen Gyrithe Lemche (1866 - 1945). Hun var gift med kredslæge Johan Henrich Lemche og de havde 10 børn. Hun indledte sit forfatterskab omkring århundredskiftet som udviklede sig til indlæg i kønsdebatten: 1880'ernes sædelighedsdebat, kvinders seksuelle behov. Hovedværket, slægtsromanen Edwardsgave udkom i fem bind fra 1900 til 1912. 

I 1906 begyndte hun at deltage i Dansk Kvindesamfunds møder. 1910 medlem af fællesstyrelsen, senere "chefideolog" og omrejsende fortaler for kvindesagen. Redaktør af medlemsbladet Kvinden og Samfundet 1913-19. Hun spillede en fremtrædende rolle i Dansk Kvindesamfund omkring grundlovsændringen 1915.

Efter valget 1918 blev en kvinderepræsentation i Folketinget på godt 2%, aldeles uacceptabelt for GL, der i Kvinden og Samfundet desuden beklagede sig over, at ingen af de fire kvindelige folketingsmedlemmer repræsenterede kvindebevægelsen. Men der var ikke opbakning til hendes synspunkter i DK.  Hun var landsformand i perioden 1921-22 og blev i 1944 hædret med en udnævnelse til æresmedlem.

På artiklens udgivelsestidspunkt havde hun genoptaget sin forfattervirksomhed. I 1945 rejstes en bautasten til hendes minde i Sorgenfri Slotspark. Hun er begravet på Lyngby Assistens Kirkegård.

Et Optrin i Østre Anlæg. (Efterskrift til Politivennen)

Kritik af Centralmlsslonens Barnepleje.

Interview med Paator Rasmussen.

Centralmissionen, Stokhusgade 2, har et Dagplejehjem, hvor Mødre, som arbejder ude kan anbringe deres Spædbørn, naar de gaar paa Arbejd og hente dem efter endt Arbejdstid. Medens vi intet ufordelagtigt har hørt om Børnenes Behandling indenfor Plejehjemmets fire Vægge, har vi fra to navngivne Mænd modtaget en alvorlig Klage over et bestemt Tilfælde, forefaldet udenfor Hjemmet. De to Herrer var forleden en Tur i Østre Anlæg og lagde her Mærke til to Barnefrøkener fra Daghjemmet. Indsenderne skriver:

De to Damer skulde vaage over en halv Snes Smaabørn i Alderen 1-2 Aar. Nogle af Børnene var anbragt paa en Legevogn, andre paa en Bænk. Damerne skænkede kun Børnene ringe Opmærksomhed, og det traf sig saa uheldigt, at et lille Barn faldt ned fra Bænken og slog Hovedet mod Legevognens Stang. Selvfølgelig græd det voldsomt og den Frøken, som Barnet var gledet fra, vidste ikke, hvad hun skulde stille op. Men den anden greb Barnet og truede i en kold og hjerteløs Tone den lille til Tavshed.

Barnet blev derpaa atter anbragt paa Bænken med en Bemærkning som: - Saa kan du jo sidde ordentlig. 

Samtidig slog begge Damerne en høj Latter op. Beklageligvis blev det Ikke ved det ene Tilfælde. Straks ilter styrtede et Barn ud af Vognen og slog Hoved og Ryg haardt mod Vejen. Ynkelig grædende blev ogsaa dette Barn truet til at tie paa samme hjerteløse Maade. Da Barnet blev sat paa Vognen igen, lød det atter: 

"Saa kan du jo sidde ordentlig". 

Og saa lo begge Damerne af fuld Hals. Vi var her omkringstaaende, som var meget ilde berørt af det forefaldende. Undertegnede SKisen, henvendte sig til Damerne og spurgte, om de ikke kunne passe bedre paa Børnene. Det tog de ham meget ilde op. Han fik til Svar, at han kunde bare passe sig selv. Børnene skulde de nok klare.

Vi synes, det er et stift Stykke. Damer, som paatager sig den Slags Pligter, ikke er sig deres Ansvar mere bevidst. De forlanger aabenbart at Smaabørn skal kunne klare selv. Vi kan ikke tro, at Central Missionen er vidende om de nævnte Damers Ligegyldighed over for Børnene og syne«, det er vor Pligt gennem Pressen at oplyse Børnenes Paarørende om, under hvilken lidet betrygge Forhold deres Børn er anbragt.

S. Nielsen, Gernersgade 43, 1
O. Olsen, Gernersgade 49 B.

Efter at have talt med de to Indsendere har vi henvendt os til Pastor Rasmussen ved Centralmissionen. Han erklærer, at Børnene paa Daghjemmet nyder en fortrinlig Pleje henviser til Autoriteters Udsagn herom. Et Tilfælde, som det her kritiserede, vil ikke blive taalt, og Klagen vil foranledige en øjeblikkelig Undersøgelse. Plejerskerne tager sig i Armindelighed godt af Børnene, og er der udvist Ligegyldighed vil det blive alvorligt paatalt, sluttede Pastor Rasmussen.

Han begav sig derefter straks til Daghjemmet og erfarede, at de to Plejersker havde indberettet det Poserede for Plejemoder. For en Sikkerheds Skyld blev Overlæge Vogelius tilkaldt, og Børnene blev synede. De var heldigvis intet kommet til

Saavel Pastor Rasmussen som Plejemoder giver iøvrigt de to Plejersker det bedste Skudsmaal.

(Social-Demokraten, 14. juli 1926).

Foto fra Centralmissionens daghjem i Rigensgade, Nationaltidende 24. april 1930.

Centralmissionen var grundlagt i 1910 af metodistpræsten Anton Bast (1867-1937) efter forbillede af institutioner i USAs metodistkirke. I 1924 indledte justitsministeriet en kriminel undersøgelse af Centralmissionens forhold, som ledte til at Bast i marts 1926 blev idømt fængsel i tre måneder for svigagtige forhold. Han benægtede alt, men blev suspenderet fra bispeembedet, senere bedt om at aftræde det. Han trak sig tilbage som præst 1928 og blev derefter frimenighedspræst. Centralmissionen i Stokhusgade sagsøgte i januar 1935 biskop Bast for at få udleveret et skøde til en ejendom i Helsingør.

Dagplejehjemmet lå i umiddelbar tilslutning til metodistkirken. Centralmissionen eksisterer stadig under navnet Metodistkirkens Sociale Arbejde, Centralmissionen.

J. A. Hansen. (Efterskrift til Politivennen).

 J. A. Hansen død.

Borgerrepræsentiationens Formand, Smedeforbundets Formand J, A. Hansen afgik i Aftes Kl. 9½ ved Døden paa Bispebjerg Hospital. Under den nys afholdte Smedekongres blev J. A. Hansen syg. Efter et Par Dages Sygeleje førtes han til Bispebjerg Hospital. En Lungebetændelse krævede her hans Liv.

Indenfor Fagbevægelsen havde J. A. Hansen en lignende Position som K. M. Klausen havde i den politiske Bevægelse. De to lollandske Husmandssønner havde mange fælles Karaktertræk, samme tunge Fremtræden, samme sindige Saglighed, samme tillidsvækkende Soliditet, samme stille Lune og samme bidske Veltalenhed, naar det gjaldt Kampen for, hvad der var dem helligt og kært. Som K. M. Klausen stod stout og støt som politisk Fører, saaledes blev J. A. Hansen Fagbevægelsens Høvdingeskikkelse, det urokkelige Midtpunkt i Aartiers faglige Udvikling, i Magsvejr som i Stormtider

- - -

J. A. Hansen var kun 59 Aar gammel. For de fleste stod han sikkert som meget ældre, men hans Løbebane var ogsaa begyndt tidligt og han havde alle Dage trukket et stort og til det sidste stadig voksende Læs.

Allerede i 1895 valgte Skibssmedene den 28-aarige J. A. Hansen til Formand, hans Indsats under Smedelockouten 2 Aar efter udpegede ham til Fagets kommende Fører, han blev i 1899 Formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund og førte Aar for Aar sin Organisation frem til en stedse bedre Position. Smedeforbundet blev den store Mønsterorganisation, Kærnen i et stedse bedre udbygget Industriforbund. Paa mangfoldige Omraader udgik herfra det frugtbare Initiativ. Tillidsmandsinstitutionen, der har haft saa overordentlig stor Betydning og vil blive en af Grundpillerne i den kommende Udvikling frem mod Bedriftsraadstankens Sejr, var J. A. Hansens Værk. 

Men J. A. Hansens Evner og Interesser rakte langt ud over hans egne Fags Grænser. Han erhvervede sig en imponerende Kundskabsfylde, et Sprogkendskab. der satte ham i Stand til at følge Udviklingen i den store Verden og som efterhaanden gjorde ham til et af de vigtigste Bindeled mellem de danske Organisationer og den internationale Arbejderbevægelse. Ikke blot danske Arbejdere lyttede gerne til hans kloge Raad, han havde ogsaa Venner ude i den store Verden. Vel var han først og fremmest Smed mod en Fagstolthed, der havde opsuget Lavstidens bedste Bestanddele, men uden dens Snæversyn. Hans Blik var aarvaagent for alt, hvad der kunde fremme Samfølelsen og Samarbejdet mellem alle Fag. Han blev en svoren Tilhænger af De samvirkende Fagforbund, utrættelig i sit Krav om de enkelte Fags Pligt til at bøje sig for Helhedens Interesser, stejl og ubønhørlig i sin Modstand mod alle opløsende Tendenser, gnistrende vred, naar Situationen formede sig saa at Sammenholdet krævede en Slappelse i Disciplinen, der efter hans Mening betød en Svækkelse af den samlede Kraft.

Saaledes blev han ofte baade i De samvirkende Fagforbund og i sit eget Fag et Stridens Tegn, en af de Klipper, om hvilke de største Braadsøer og den mest fraadende Brænding slog sammen, men lian blev aldrig rokket. Og Aar for Aar blev Oppositionen mod ham stadig svagere, fordi Resultaterne hav ham Ret og skabte en stedse dybere Respekt for hans Erfaring og mesterlige Arbejde.

Parti og Presse havde i ham en trofast Støtte. Skønt Fagets Mand fra Isse til Fodsaal, forstod han fra sin tidligste Ungdom Betydningen af, at Fagbevægelsen dannede den faste Rygrad i det politiske Arbejde og i den socialdemokratiske Presses Kamp. Næst C. C. Andersen var han det ældste Medlem af Social-Demokratens Kontrolkomite, og saavel vort Blads Administration som de skiftende Redaktioner staar i dyb Gæld til ham for hans ærlige, kammeratlige Støtte i Medgang som i Modgang.

Ogsaa den Kooperative Bevægelse fandt i ham en fremragende Forkæmper. Aurora - Smedenes eget kooperative Selskab - var hans Stolthed, men de øvrige Grene af Kooperationen drog i fuldt Maal Nytte at hans Arbejdskraft. Dtl skyldtes hans redebonne Støtte, Andelsbolig-Bevægelsen i sin Tid kom over de døde Punkt, og i Arbejdernes Landsbanks Ledelse var han en af de solideste støtter.

Flere og flere Opgaver blev lagt paa hans Skuldre og Byrden blev vel tilsidst for stor. Den enorme Arbejdsevne, der var J. A. Hansens Styrke, blev tilsidst hans Svaghed. Den Tanke var ham fuldkommen fremmed, at han kunde gøre sig Livet lettere og overlade en Del af Arbejdet til andre; hun gravede sig ned I Arbejdsstoffet paa ethvert Omraade og segnede tilsidst under Byrden. Som Landsthingsmand paatog han sig trods vaklende Helbred de vanskeligste Opgaver og tumlede med lndustrikrisens komplicerede Problemer, i Borgerrepræsentationen var det ham ikke nok, at Formandsskabets anstrængende Hverv var ham betroet; han vilde ogsaa til alle Enkeltheder følge selv de vanskeligste Sager. Og saa indhentede Døden ham midt i den travle Arbejdsdag.

En Gang før havde dens Banken lydt haardt paa Døren. For et Aarstid siden var han meget farlig syg. En ondartet Sukkersyge havde sat Koldbrand i den ene Fod; med et resigneret Smil ofrede han Foden og undslap Døden. Og nu var det som om kun hans Jernvilje holdt ham oppe. Han havde ikke Tid til at dø; der var saa meget, der skulde fra Haanden først. Han bogstavelig talt styrtede sig ud i Arbejdet, foretog paa Trods af Lægens Bud lange Udenlandsrejser, sled paa sit Fagforeningskontor og i vigtige Kommissioner Dagen lang og tumlede saa til den lyse Morgen med det uhyre Arbejdsstof, som Voldgiftsretten og ikke mindst den store Arbejdskommission havde givet hans vidtomspændende Aand. Der var kommet Feberhast over den før saa sindige Mands Arbejde, men hans Aand var lysende klar, tvunget frem til Ydeevnens yderste Grænser i det afgørende Favntag mellem en ukuelig Jernvilje og et svigtende Legeme. Han fik sin Kongres fra Haanden. Om den havde hans Tanker kredset. Vilde hans Smede ogsaa nu staa Maal med hans store Forventninger? Vilde de efter Jættekampen i Fjor, trods Tidens Tynge, trods Arbejdsløshed og bristede Illusioner forstaa, at hans Stilling havde været den som han af hele sin ærlige Sjæl følte var den rette? Derom talte han i fortrolige Venners Kreds, derom kredsede hans Tanker i de søvnløse Nattetimer. Og saa maatte han staa syg og træt paa Talerstolen. Hans Taler paa Smedekongressen var det sidste, han havde at give, men Guldglansen i hans Solnedgang blev netop den Trofasthed, hans Kammerater viste. De havde fulgt ham, da han var rank og stærk; de svigtede ham ikke, da han syg og træt stred den sidste Strid. De blev deres Høvding tro. Derfor døde J. A. Hansen som en lykkelig Mand og det havde han fortjent, den ærlige Kæmpe, den trofaste, dygtige, kærlige Søn af den Arbejderklasse, hvis Opdrift og Fremgang blev hans Værk og hans Livs straalende Indhold. Ære være hans Minde, og al vor dybe Medfølelse være viet hans lille tapre Hustru, som stod ham bi i Kampens lange Aar og nu føler den knugende Tomhed omkring sig.

Socialdemokratiets Formand om J. A: Hansen.

Vi opsøgte i Aftes vort Partis Formand, Raadmand Fr. Andersen, og bad ham om en Udtalelse i Anledning af J. A. Hansens Død.

Fr. Andersen udtalte bl. a.:

Budskabet om J. A. Hansens Død kommer som et Tordenslag for mig. og jeg véd, at det vil vække dyb Sorg indenfor hele den socialdemokratiske Parti. - Ganske vist var J. A. Hansen først og fremmest af Fagforeningsmanden, og i den faglige Bevægelse har han lagt sit Livsværk. Men netop fordi han gik op i dette Arbejde med hele sin Sjæl, havde han et aabent Øje for Nødvendigheden af Arbejderklassens Deltagelse i det politiske Arbejde. Han saa, at Arbejderklasse maatte sætte sin Indflydelse ind paa alle Samfundets Omraader, og hans store Indsigt i faglige og økonomiske Spørgsmaal gjorde ham til én uvurderlig og stærkt benyttet Arbejdskraft, ogsaa i det politisk Liv, i Rigsdagen og i Københavns Kommunalbestyrelse.

Det socialdemokratiske Parti vil dybt komme til at føle Savnet af J. A. Hansens Medarbejderskab Hans Virksomhed vil altid staa som et Eksempel for dem, der skal fortsætte hans Gerning, og hans Navn er indskrevet uudsletteligt i vort Parti

De samvirkende Fagforbunds Formand om J. A. Hansens Eftermæle.

Dybt grebet ved Meddelelsen om J. A. Hansens Død udtaler Carl F. Madsen til os:

- Dette Dødsfald er et smerteligt, ja uerstatteligt Tab. J. A. Hansens store Indsigt og Erfaring, hans klare Forstand og uhyre Arbejdsevne betød saa uhyre meget for alle Grene af Arbejderbevægelsen. I en meget lang Aarrække har jeg arbejdet sammen med J. A. Hansen og jeg følte, at, han var en klog og god Ven, for hvem Sagen altid stod over Personen, Hans urokkelige Fastholden ved de Principer, han følte var de rette, hans støtte Ro selv i de haardeste Kampe og hans tillidsfulde Tro paa Arbejderklassens Evne til Sammenhold, gjorde ham til en uvurderlig Kammerat og Støtte. Hans Død fylder mig med dyb Sorg og Sorgen vil føles af alle Danmarks organiserede Arbejdere.

J. A. Hansens Efterfølger.

J. A. Hansens Suppleant som Medlem af Landsthinget er Borgmester Jacob Jensen, Aarhus, og hans Efterfølger som Borgerrepræsentant bliver Murarbejdsmand Bærentzen.

(Social-Demokraten, 9. juli 1926).

...samme Dag som J. A. Hansen drog sit sidste Aandedrag, udkom et Kommunistblad med et Billede af J. A. Hansen som et graadigt Uhyre, en Vampyr, der levede højt paa Arbejdernes Bekostning. Hvor stammer det Billede fra? For kun en Uge siden bragte en Række Kapitalistblade Landet over og ikke mindst Radikale Blade med Henblik paa Smedekongressen en Liste over J. A. Hansens Hverv, hans "Ben og Bierhverv", som det kaldtes, Rub og Stub var taget med, en Mængde Tillidshverv, som gav ham ganske ulønnet Slid og Slæb og som var paanødet ham, fordi hans øvrige Hverv gav ham særlig Indsigt og Erfaring. Meningen var at give tankeløse Læsere Indtryk af en Mand, der oppebar fyrstelige Indtægter og var stadig paa Jagt efter jordisk Mammon. Og saa er Sandheden den, at hans Indtægter det meste af hans Liv var saa uhyre beskedne, at ingen Kapitalistblads-Redaktør kunde tænkte sig at bytte. Selv de seneste Aar var hans Indtægter i Forhold til hans døgnlange Slid og den dyre Levevis, som følger af altid at færdes ude, meget ringe, og den Side af Sagen var for J. A, Hansen altid ganske underordnet.

Men Kapitallstpressens Oplysning var just bestemt for "Oppositionen" blandt Arbejderne, en Appel til de laveste Instinkter, i hvilke man altid søger sin Forbundsfælle mod Arbejderklassens Tlllidsmænd. I Kommunistbladets Infamier fandt Kapitalistpressen just det Ekko. som den kunde ønsket at fremkalde.

Hvorfor nægte, at saadanne Angreb forbitrede mange Timer for J A. Hansen og bidrog sit til at undergrave hans Helbred? Lad os nu kun sige det nu, naar hans Modstandere ikke vil føle Triumf derved, men tværtimod gribes af Skamfølelse, der maaske fører til, at ogsaa de levende Forkæmpere for vor Sag kan blive hilst med blankere Vaaben. Borgmester Kaper har - grebet af Dødens Alvor - sagt Ord, der har Bud til dem, der anser det for deres bedste Vaaben at fremstille enhver Arbejderfører som en forræder og lavtberegnende "Levebrødsmand". Sandheden er den, at Arbejderbevægelsen slider sine Mænd op, fordi den lykkeligvis ejer mange, mange dygtige Mænd der føler det som en Lykke at give sig helt hen i Arbejdet for en stor og begejstrende Sag, selv om de derved skal gaa i en tidlig Grav.

(Social-Demokraten 10. juli 1926)

Øverst til venstre: Formanden for De samvirkende Fagforbund, Carl F. Madsen taler. Øverst til højre: Deltagere og faneskoven. Udover Madsen talte overpræsident Jens Jensen, lederen af det tyske Metalarbejderforbund Dietzmann og smedeforbundets hovedkasserer A. Joohansen. Foto fra Social-Demokraten, 14. juli 1926.

J. A. Hansen blev begravet 13. juli 1926 på Vestre Kirkegård. Foto gengivet i socialdemokratiske blade fra dagene efter. Ca. 2.000 mennesker var mødt frem. Det officielle København med de hjemmeværende ministre var mødt frem, ligesom arbejdsgiverforeningens næstformand og medlemmer af Industrirådet. 

J. A. Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. I. A. Hansen. 8. oktober 1867. 8. juli 1926. Smede og Maskinarbeiderne reiste dette minde. Monumentet er tegnet af politigårdens arkitekt, Holger Jacobsen og udført i bornholmsk sandsten og smedearbejde af kunstsmed Rietmann. I forbindelse med en renovering af kirkegården 2023 blev gravstedet flyttet en anelse. Foto Erik Nicolaisen Høy. Stenen blev afsløret 8. juli 1927:

Afsløringen blev bl.a. overværet af formanden for Smedeforbundet, Thorvald Stauning, Borgbjerg samt en mængde repræsentanter fra de faglige, politiske og kooperative foreninger og institutioner.