Forfatterinden Fru Gyrithe Lemche svarer i denne Artikel Folketingsmand Rudfeld paa hans Angreb paa den moderne Kvindebevægelse.
Allerførst vil jeg anholde Ordet: Den moderne Kvindebevægelse, Kvindebevægelsen er ikke moderne, hverken fra i Dag eller fra iGaar, den daterer sig langt tilbage i forrige Aarhundrede omtrent fra den selvsamme Tid, hvor "Det forenede Venstre" og den organiserede Arbejderbevægelse saa Lyset. Den kan ikke drages til Regnskab for Tusinder af Kvinders Daarskaber paa Beklædningskonkurrencens, Tobaksrygningens og mange andre Omraader, disse Kvinder har i Almindelighed aldrig rakt Kvindebevægelsen en Finger, ihvorvel de har indtil Overflod mættet sig af dens Arbejdes Frugter, de har med levet Kvindebevægelsen, men aldrig oplevet den.
Vi kan derfor, naar Talen er om Kvindebevægelsen, se ganske bort fra disse mange og holde os alene til den gamle, prøvede, maalbevidste, organiserede Kvindebevægelse, der - som Hr. Rudfeld meget rigtigt siger - har givet Kvinderne Ligeret økonomisk, socialt og politisk - dog endnu med nogle Undtagelser, som Hr. Rudfeld sikkert fra sit Rigsdagsarbejde er vel bekendt med. Men den Misforstaaelse, han og hans Meningsfæller i Kvindespørgsmaalet Gang paa Gang gør sig skyldige i, er, at alt dette kun er et vilkaarligt Rethaveri fra Kvinders Side, som ved behjertede Mænds og Kvinders Indgriben i Tide endnu kan standses, tilbagevises - i hvert Fald reguleres. Henved 60 Aars fortsatte, ligeløbende, altid konsekvente Fremstød mod en Ordning, der stiller Mand og Kvinde under samme ydre Vilkaar, har aldrig overlydet dem om, at hele denne Bevægelse er Virkningen af en Lov udefra, og at den selv er lige saa lovbunden som en Komet paa sin Bane.
Fra det Øjeblik, hvor den økonomiske Udvikling forgreb sig paa Kvindens tilvirkende Arbejde i Hjemmet og industrialiserede dette, hvorved det gamle Ligevægtsforhold mellem Mand og Kvinde som Arbejdsfæller forrykkedes, var den Proces sat i Gang, som, organiseret under Ligeretsprogrammet, fik Navnet: Kvindebevægelse, og hvis dybest liggende Formaal er paa et nyt Grundlag at genoprette Ligevægtsforholdet som paa de gamle Hjems Grund til Trods for alle ydre Skel praktisk var tilstede.
Uden at ville forringe Kvindebevægelsens Fortjeneste tør jeg dog paastaa, at det er naivt at tro, at dens faa Tusinde Kvinder havde kunnet udvirke de rent ud forbavsende Resultater af social, økonomisk og politisk Karakter, som den nu kan se tilbage paa, og som ogsaa Hr. Rudfeld har Øje for, hvis de ikke havde arbejdet under en Udviklings Nødvendighed.
Kvindebevægelsens Fortjeneste er fra tidlig Tid at have faaet Øjet aabnet for denne Nødvendighed og at have ryddet Sten paa dens Vej, saaledes at den hele Proces fik et jævnt fremadskridende, efter Tid og Omstændigheder tilpasset Forløb, og at intet gammelt blev slnaet i Stykker, før den nye Form var færdig.
Blandt det gamle, Kvindebevægelsen til enhver Tid har værnet om, indtager Hjemmet den første Plads, ikke i sin nedarvede Form; thi den er som alt andet Forvandlingens Lov underkastet, men i sin Idé: Hjemmet som Grosted for Slægten.
Ligesom Kvindebevægelsen var den første til at forstaa, at Døtrenes Opdragelse til selvstændigt Erhverv - efter at Hjemme-lndustrien havde forladt Hjemmene - var en Livsbetingelse for disses Bestaaen, saaledes var den ogsaa den første til at forstaa, at det Offentlige maatte gribe ind, for at disse unge Kvinder ikke skulde staa helt blottet for huslige Færdigheder, naar de selv skulde danne Hjem, Dansk Kvindesamfund - og dette Navn omfatter al Kvindebevægelse i Danmark - krævede Indførelse i Skolen af Haandarbejdsundervisnlng for Piger samt Oprettelsen af Skolekøkkener. Nu kan alle forstaa Nødvendigheden deraf, men den Gang kun de færreste.
Den Husholdningsbevægelse, som nu omspænder Landet, er ikke en Reaktion mod Kvindebevægelsen, men en Udløber af denne. Overalt, hvor Kvindebevægelsen har arbejdet her i Landet, har den arbejdet med sin Haand hvilende paa Hjemmets Puls.
Hr. Rudfeld har som saa mange Mænd, der kun har vist Kvindebevægelsen en uvillig Overflade-opmærksomhed, forset sig særlig paa Ligelønskravet. Saa længe Skellet i vore Lønningslove var sat mellem Mand og Kvinde, fandt han sikkert intet uretfærdigt i, at den ugifte Tjenestemand lønnedes som den gifte, skønt det kunde hænde, at en kvindelig Forsørger stod paa den forkerte Side af Skellet. Men nu, hvor Skellet helt er fjernet, forekommer det ham urimeligt, at den ugifte Kvinde faar en Løn, der er beregnet som Forsørgerløn.
Maaske det kan tilfredsstille Hr. Rudfeld at erfare, at Dansk Kvindesamfund ikke mindre end han selv har haft og har Øjet aabent for den sociale Deklassering, som truer Familieforsørgeren med mange Børn i Forholdet til hans ugifte Kolleger, og gentagne Gange i Henvendelser til Regering og Rigsdag har opfordret Lovgiverne til at udjævne det socialøkonomiske Skel, der opstaar af Ligelønnen, ved at befri Familieforsørgerne gennem stærkt forhøjede Børnefradrag i Skatten fra den nuværende urimelig tunge Hyrde og vælte den for en stor Del over paa de Ugifte og de barnløse Ægteskaber. Men en Bjørnetjeneste mod Familieforsørgeren vilde del være at afskaffe Ligelønsprincipet og dermed lukke op for en Hærskare af arbejdsvillige, underbydende Kvinder. Da ville det med Rette kunne siges om Kvindebevægelsens Kvinder, at de havde opdraget deres Døtre til at konkurrere deres Sønner ud. Endnu hersker der i saa Henseende beklagelige Forhold paa det private Arbejdsmarked; men Ligelønsprincipet har sejret i det offentlige Arbejde og vil ogsaa komme til at sejre i det private.
Uadskillelig fra Hjemfølelsen er Moderfølelsen, og naar Hr. Rudfeld mener, at den moderne (det vil altsaa sige: den siden 1871 arbejdende) Kvindebevægelse har forringet denne, gør han sig ogsaa her skyldig i den Misforstaaelse, at de Tusinde forvirrede, af Modespekulation og anden Spekulation forpjankede Kvinder, som har slaaet sig ned paa Kvindebevægelsens Græsgange og er lige overfladiske i alt undtagen i det rene Nonsens, at disse Kvinder staar for Kvindebevægelsens Regning. Nej, Hr. Rudfeld kan ikke se med større Misbilligelse paa dem end vi, men vi nøjes blot ikke med at misbillige, vi søger at faa dem i Tale gennem fornuftig Vejledning, naar de skal vælge det Erhverv, de vil uddanne sig til, gennem Kursus, hvor vi stiller dem Ansigt til Ansigt med deres Pligter som vordende Mødre mod sig selv og Slægten. Tusinder af unge Kvinder lokkes nu Landet over om vore Lærestole og faar dér bl. a. at vide, hvor stor Dødeligheden blandt Spædbørn var i gamle Dage, fordi Fædrenes Synder - og ikke mindst Indenfor Ægteskab - overførtes paa Mødrene og fra dem igen paa deres Børn,
Men ikke blot til de unge Kvinder, ogsaa til de unge Mænd er Dansk Kvindesamfund begyndt at tale om disse Ting, som før var gemt bag Blufærdighedens Slør, og lære dem, hvor mange Smaabørn der dræbes i Moderliv paa Grund af den svigtende Faderfølelse, og hvor mange de Kvinder er som den Dag i Dag faar Moderskabet dræbt i sig for evigt ved deres Mænds ansvarsløse Letsind.
Og saa endelig Diegivningen, som mange Mødre "vægrer sig ved".
Vil Hr. Rudfeld paastaa, at dette er et moderne Fænomen? Véd han ikke, at Ammen i gamle Dage var næsten et fast Inventar i unge Familier ikke blot af Aristokratiet, men ogsaa af den nogenlunde velstillede Borgerstand? Behøver jeg at minde om det Spørgsmaal, som Holberg lader en af Gæsterne i "Barselstuen" stille den unge og raske Barselkvinde: "Nu har hun vel sørget for en sund Amme?" Den honnette Ambition forbød den Gang Fruer af "Godtfolk" selv at amme deres Børn. Mangen forkælet Bourgeoisifrue undslaar sig ve| ogsaa derfor i vore Dage; men dem er ingen ude efter; mod den selverhvervende Hustru rettes hele Skytset, endda hun kun er et Produkt af den storindustrielle Udvikling; thi den samme Lov, som én Gang tvang Hjemmets Døtre ud i Erhvervene, vender sig nu mod Hjemmenes Mødre. Hverken den offentlige eller den private Arbejdsgiver vil i Længden Igle sig tilfredsstillet ved, at den kvindelige Arbejder, han uddanner i sit Kontor eller sin Forretning, sin Skole eller sit Hospital, forlader Arbejdet ved Giftermaalet og lader ham I Stikken. Følgen heraf vil blive, at han vægrer sig ved at antage kvindelig Hjælp, og dette vil igen ramme Hjemmenes selverhvervende Døtre. Problemet, Fremtiden i mange Tilfælde vil stille os overfor, er at forlige gifte Kvinders Erhvervsarbejde med deres Moderpligter; thi at pege paa en Tilbagevej, som er spærret, er ingen Udvej.
Er Moderbrystet nødvendigt for at opretholde Livet i mange Smaabørn, maa det gøres muligt for de selverhvervende Mødre gennem offentlige saavel som private Foranstaltninger de første 6 Uger efter Fødslen at blive hos deres Børn uden økonomisk Tab og senere at faa tilstaaet en Arbejdspause midt paa Dagen, hvor de kan amme deres Børn, saaledes at Modermælken bliver disses hovedsagelige Ernæring og Flasken kun et Supplement. Ulemperne ved denne Værnepligt i Slægtens .Tjeneste maa baade den offentlige og private Arbejdsgiver underkaste sig.
En at Dansk Kvindesamfunds Distriktsafdelinger er for Tiden i Færd med at oprette et Mødrehjem, hvor ugifte Mødre kan tilbringe det første at Børnenes Leveaar sammen med disse. Andre Afdelinger vil forhaabentlig følge Eksemplet, der kan betragtes som et videre Led i Kvindebevægelsens Arbejde for at knytte den ugifte Moder til sit Barn, det, som satte saa smukke Frugter i Loven af 27. Maj 1908.
Jeg haaber, det man være lykkedes mig at overbevise Hr. Rudfeld om, at hans Paastand om, at Kvindebevægelsen har forringet Moderfølelsen, er en Forbier, og at den rette Vej til at paakalde Moderfølelsen er at alliere sig med denne Bevægelse og stole paa, at hvor dens Vej gaar, dér lægges Grunden til de Hjem, hvor Hjemmets Idé kan leve sit uforandrede Liv trods alle nødvendige ydre Omformninger.
Gyrithe Lemche.
(København 28. juli 1926)
Ellen Gyrithe Lemche (1866 - 1945). Hun var gift med kredslæge Johan Henrich Lemche og de havde 10 børn. Hun indledte sit forfatterskab omkring århundredskiftet som udviklede sig til indlæg i kønsdebatten: 1880'ernes sædelighedsdebat, kvinders seksuelle behov. Hovedværket, slægtsromanen Edwardsgave udkom i fem bind fra 1900 til 1912.
I 1906 begyndte hun at deltage i Dansk Kvindesamfunds møder. 1910 medlem af fællesstyrelsen, senere "chefideolog" og omrejsende fortaler for kvindesagen. Redaktør af medlemsbladet Kvinden og Samfundet 1913-19. Hun spillede en fremtrædende rolle i Dansk Kvindesamfund omkring grundlovsændringen 1915.
Efter valget 1918 blev en kvinderepræsentation i Folketinget på godt 2%, aldeles uacceptabelt for GL, der i Kvinden og Samfundet desuden beklagede sig over, at ingen af de fire kvindelige folketingsmedlemmer repræsenterede kvindebevægelsen. Men der var ikke opbakning til hendes synspunkter i DK. Hun var landsformand i perioden 1921-22 og blev i 1944 hædret med en udnævnelse til æresmedlem.
På artiklens udgivelsestidspunkt havde hun genoptaget sin forfattervirksomhed. I 1945 rejstes en bautasten til hendes minde i Sorgenfri Slotspark. Hun er begravet på Lyngby Assistens Kirkegård.
