Bankskandalen i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

Privatbankens Valby-Afdeling bedraget for ca. 600,000 Kr.

Bestyrer Hoffmann, - der er forsvundet, - har arbejdet i Fællesskab med Bogholder Knud Andersen, Kasserer Helge Svendsen og Bankassistent Hoff-Hansen.

De plyndrede afdøde Carl Allers Sparekassebog, og forfalskede Reskontrobogen.

Opdagelsespolitiet har i Gaar faaet Meddelelse om en Bedragerisag af en forbløffende og særlig uhyggelig Karakter. Den drejer sig om, at nogle Funktionærer i Privatbankens Valby-Afdeling igennem flere Aar har besveget Banken, indtil de er naaet op paa et Beløb, der ligger omkring 600,000 Kr.

Privatbankens Valby-Afdeling.

Bedragerne er konstitueret Bestyrer Arne Friis Hoffmann, Bogholder Knud Andersen og Kasserer Helge Svendsen, - og Selskabet forøgedes senere med fhv. Bankassistent Hoff Hansen, der tidligere har været ansat i Afdelingen.

I Fællesskab har de plyndret en Sparekassebog, hvorpaa indstod Millionbeløb. Aar efter Aar rullede Svikmøllen, uden at nogen andre end de Implicerede kunde se det.

Men i Gaar skulde Sparerens Penge udbetales. Det viste sig nu, at der manglede over en halv Million Kroner. og der var da intet andet for, end at Bogholderen og Kassereren maatte gaa til Bekendelse. Hoffmann havde ikke været i Banken siden i Forgaars. Han erklærede, da han forlod sit Kontor, at han skulde til Læge.

Bogholder Andersen og Kasserer Svendsen blev i Gaar Middags sat under Anholdelse og førtes op paa Politigaarden, hvor de kom i Forhør hos Lederen af Bedrageriundersøgelser, Løjtnant, Overvagtmester Balle. De røbede inden længe den fjerde Mand, Hoff Hansen.

hovedmanden efterlyses i Radio og paa Film..

Samtidig med, at Overvagtmester Balle, Opdageren Glud og flere andre Medlemmer af Opdagerkorpset satte sig til at skrive Rapporter, henvendte Opdagelsespolitiet sig til Direktør Francois Monterossi med Anmodning om Udsendelse og Efterlysning pr. Film af den flygtede Storbedrager Friis-Hoffmann.

Hr. Monterossi har en fast Aftale med Opdagelsespolitiet om denne moderne Efterlysningsmaade. Sidste Gang, Film-Efterlysningen skete, var i Estlandsgademordet. Ved den Lejlighed havde man en film færdig til Udsendelse i Løbet af 3 Timer. I Gaar forcerede man Arbejdet saa stærkt, at en Film kunde udsendes allerede efter en Times Forløb. Pr. Automobil blev Filmen - der er 15 Meter - kørt rundt til 20 Biografteatre og kunde straks efter sættes paa Programmet. 

Bestyrer Friis-Hoffmann.

Ved speciel justitsministeriel Tilladelse skal disse Films ikke underkastes Gensur. I Dag udsendes Filmen til Biograferne i Provinsen. Ogsaa i Radio-Avisen blev Friis-Hoffmann efterlyst

Et signalement.

Han er født i Næstved den 15. September 1895 og har i ca. 15 Aar været i Privatbankens Tjeneste. 

Han er af almindelig Højde, kraftigt bygget, har mørkt, tyndt Haar, skægløs, fyldigt Ansigt, smaa Hænder.

Var ved sin Bortgang iført graa, blod Hat med nedadbøiøt Skygge, svær Covercoat-Frakke med Bælte og stort Spænde, blommefarvet, meleret Jakkesæt og sorte Sko.

Hoffmann meldte sig selv pr. Brev.

Da Carl Allers Sparekassebog skulle afregnes.

Ejeren af den Sparekassebog, Bedrageren har benyttet, er afdøde Bladudgiver Carl Aller. I Gaar skulde der af Boet hæves en kvart Million Kroner, og naar dette var sket, var det Hensigten, at Bogen skulde afregnes.

Hoffmann var i Forgaars klar herover. Da Kontoen var plyndret, saaledes at der ikke kunde præsteres den ønskede Udbetaling, uden at det kunde ses i Banken, indsaa han, at Spillet var tabt. Han tilskrev derfor Bankens Direktion, at han - desværre - havde tilegnet sig en halv Million Kroner fra Kontoen under fejlagtig Angivelse af, at Sparekassebogens Ejer havde hævet Pengene.

Saa snart han havde lagt Brevet i Brevkassen, forlod han sit Hjem. Han er imidlertid set her i Byen Torsdag Aften paa Frederiksberg, og Opdagelsespolitiet er af den Opfattelse, at han endnu er her i Byen eller den nærmeste Omegn.

Bogholderen og Kassereren røbede overfor Opdagerne, at Hoff-Hansen - der i sin Tid var Assistent i Valby-Afdelingen - , havde været Hoffmanns Medskyldige. Derefter blev han straks afhentet af Politiet.

Alle fire Bedragere er Mænd først i Trediverne. De har alle været i Privatbankens Tjeneste en halv Snes Aar.

De tre Mand, man har i Behold, forblev i Arresten Natten over. Det er Hensigten, at de i Formiddag fremstilles i Dommervagten, hvor Opdagelsespolitiet vil begære dem fængslede.

Friis-Hoffmann anholdt i Nat.

Han har siden 1918 spekuleret i Valuta - for andres Penge.

Hele det Eftersøgelsesapparat blev sat i Virksomhed, og en Sværm af Opdagere blev sendt ud i Byen og Omegnen. I Aftenens Løb modtog Politiet Efterretning om, at en Herre af den Efterlystes Signalement var set i Dyrehaven.

En Eftersøgning her førte dog ikke til noget Resultat.

Opdageren Dahl-Mikkelsen havde faaet Post i Friis-Hoffmanns Lejlighed paa Valby Langgade, og ved Midnatstid indfandt den Eftersøgte sig.

Opdageren erklærede ham straks for anholdt. Friis-Hoffmann tog Situationen med megen Ro. Han fulgte med til Politigaarden, hvor Opdagerne Glud og Loldrup paabegyndte Afhøringen.

Han tilstod straks sin Skyld og viste sig villig til at fortælle alle Detailler.

Han er født i Næstved, men kom som ganske ung Mand til København og fik Ansættelse i Privatbanken. Allerede i 1918 begyndte han at spekulere - for andres Penge. Det var navnlig Spekulationer i tyske Mark, finske Mark og Francs, han kastede sig over. Til at begynde med drejede det sig om Smaabeløb, som han tilvendte sig fra forskellige Konti ved falske Indførsler i Reskontrobogen.

I Følge hans Forklaring er det rigtigt, at hverken Svendsen eller Andersen har modtaget nogen Penge af ham eller været impliceret paa anden Maade end ved, at de vidste Besked med, hvad han foretog.

Efterhaanden som Tabene ved Valutaspekulationeme steg, maatte han angribe større Konti, og han kom saa ind paa at fingere Udtræk paa Carl Allers Konti, der viste Millionbeløb.

Han stoppede op med Spekulationerne i 1921. Hans samlede Tab var da 400-450.000 Kr. Resten er løbet paa Renter af de Penge, han havde tilegnet sig.

Klokken 6 i Gaar Morges tog han ud til Dyrehaven og drev omkring til en sen Aftentime. Til sine Medvidere havde han fortalt, at han vilde aflive sig. Han har afsendt Breve til de tre andre Anholdte om sin Tilstaaelse til Bankens Direktion, og Andersen og Svendsen var saaledes forberedt paa, at Politiet vilde komme. De to Funktionærer blev anholdt i deres Kontor i Banken.

Friis-Hoffmann fortalte, at han havde givet sin Forlovede Løfte om at undlade at aflive sig, og efter hele Dagen at have overvejet Stillingen, rejste han i Aftes tilbage til København.

Tilsyneladende var han dybt bevæget, da han gjorde Rede for sine Forhold. Hans Hovedforbindelse havde været Vekselererfirmaet Friis Wenck & Co., og han oplyste, at han, foruden sine Bedragerier i Banken, havde gjort sig skyldig i Forbrug af 10,000 Kr., der tilhører hans Moder, der er Enke.

Hoff-Hansen har, efter Friis-Hoffmanns Forklaring, ialt faaet 15,000 Kroner.

Naar han overhovedet var kommet ind paa Bedragerierne, var det, fordi hans Gage ikke slog til. Han havde haabet at kunne dække det Underskud, han fik, ved sine første Spekulationer, og hans Kammerater havde troet paa ham, men i Stedet sank han stedse dybere i Gæld. Han gjorde da det første Greb i Kassen paa 20,000 Kr. Nogle Maaneder senere var han oppe paa det tredobbelte.

Opdagerne fortsatte Afhøringerne Natten igennem. I Løbet af Dagen i Dag vil Sagen formentlig foreligge saa godt som fuldt oplyst.

(Nationaltidende, 19. marts 1927).

Mægtig Svindel-Affære i Privatbankens Valby-Afdeling.

Bankbestyreren og tre af hans Medhjælpere har stjaalet 600,000 Kroner af Familie-Journalens Penge.

Hovedmanden blev i Aftes paagrebet i sit Hjem. - Affæren har strakt sig over en halv Snes Aar.

Et kæmpemæssigt Bedrageri blev i Gaar opdaget i Privatbankens Afdeling i Valby. Selve Filialbestyreren, Arne Friis Hoffman, og tre andre af Personalet har gjort sig skyldig i Bedrageri til et Beløb af 600,000 Kr. De har simpelthen dannet et Komplot og stjaalet Pengene fra en stor Indskyders Konto, netop det samme Trick, som Bankassistenterne i Aalborg Diskontobank benyttede i 1913, da de plyndrede Banken for det efter Datidens Forhold store Beløb af en halv Million Kroner.

Hoffmann.

Bedragerierne har strakt sig over en halv Snes Aar, og i al den Tid har de fire Mænd, der nu er afslørede, formaaet at holde sammen, saa Svikmøllen har kunnet løbe rundt.

Hvorledes Opdagelsen skete - En trist Morgenhilsen.

I Gaar Morges modtog Kontorchef Svane i Privatbanken et Brev fra Bestyrer Hoffman, der kort og godt meddelte, at han nu var klar over, at Bedrageriet vilde blive opdaget. Han var derfor sammen med en af sine Medskyldige, fhv. Bankassistent Joachim Godske Hoff-Hansen rejst ud af landet. Han udtrykker i sit Brev Haabet om, at han nu maa vinde Hærdning til at vende tilbage til hæderlige Mands Kreds og til Betaling af den Gæld, han har paadraget sig ved sine Bedragerier.

Kontorchef Svane lod straks Privatbankens Hovedledelse og Politiet underrette, og det varede ikke længe, inden Overbetjent Glud foretog Anholdelse af do to unge Mænd, der endnu arbejdede i Banken.

Da det naturligvis kræver lang Tid at afgøre, om de to Anholdte, der begge nægter at have modtaget nogle af Pengene, er direkte Medskyldige, er der blevet afsagt en foreløbig Anholdelsesbeslutning over dem, og hele Dagen til langt ud paa Aftenen var de i Forhør.

De to Hovedmænd.

Politiet savnede imidlertid de to Hovedmænd og gjorde derfor paany Brug af den Aftale, der er truffet med Monterossis Bureau om Efterlysning af forsvundne Forbrydere. En Time efter, at Monterossi havde faaet Fotografier og Signalement af Flygtningene, kunde man se deres Billede og Signalement i 20 Biografteatre rundt i Byen.

Don officielle Efterlysning af de to Flygtninge lød saaledes:

For Bedrageri sigtes:

Bankbestyrer Arne Friis Hoffman, født i Næstved den 15. September 1895, almindelig Højde, kraftig bygget, mørkt, tyndt Haar, skægløs, fyldigt Ansigt, mangler en Tand i højre Overmund, smaa Hænder, iført graa, blød Hat med nedadbøjet Skygge, svær Covercoat-Frakke, Bælte med Spænde, blommefarvet, meleret Jakkesæt, 

og fhv. Bankassistent Joachim Godske Hoff-Hansen, født i Levring den 11. April 1892, middelhøj, slank, skægløs, lyseblond, bruger Briller med buede Glas, formentlig Iført blaat Tøj og mørk Overfrakke.

Begge har været savnede siden i Gaar.

Bankinspektøren aner intet.

Straks efter at Meddelelsen om Bedrageriet var blevet publiceret havde vi en kort Samtale med Bankinspektør Hald.

Vi spurgte ham. om han vidste, hvorledes et saadant Bedrageri havde kunnet foregaa gennem en halv Snes Aar uden at blive opdaget ved Revision eller Inspektion.

Bankinspektøren svarede Imidlertid kun, at han overhovedet ikke havde hørt neget om Bedrageriet, og derfor kunde han naturligvis ikke udtale sig om Sagen.

Interview med Bankdirekør C. C. Clausen.

Vi havde derefter en Samtale med Privatbankens ledende Direktør Hr. C. C. Clausen. Han udtalte, at der her forelaa et Bedrageri, som ingen Bank i Verden kan vare sig imod. 

- Der foreligger her - udtalte han - et Komplot, som har arbejdet sammen i mange Aar, og da det er paa Sparekasse-kontoen, de har hævet Pengene, har ingen Kontrol kunnet afsløre dem.

C. C. Clausen.

Det er jo ikke saaledes, at msn indkalder Sparekassebøger til Revision.  Naar der sker Udbetalinger paa disse, ledsages Udbetalingerne af Bilag, der noteres af Bogholder og Kasserer, og naar de to sammen med Bestyreren er enige i at begaa et Bedrageri, er det umuligt at etablere nogen Kontrol.

- Hvorledes opdagedes Bedrageriet?

- Ved at Bestyrer Hoffman skrevet Brev om. at han sammen med de andre havde trukket paa en stor Konto.

- Hvem havde den Konto?

- Det kan jeg ikke udtale mig om, men den var paa et langt større Beløb end det, der er Tale om her.

Nu skete der det, at Kontoen skulde bruges. Det erfarede Hoffman og dermed var han klar over, at Bedrageriet blev afsløret. Han sendte os da et Brev, som vi modtog i Morges, hvorefter Politiet belv underrettet og samtidig blev Bogholder Knud Andersen og Assitent Helge Svendsen, der befandt sig i Banken, anholdte.

Hvad er Pengene gaaet til?

- Hvad har Bedragerne brugt Pengene til?

- Jeg formoder, at det er til Spekulation. Ingen af dem var gift eller levede tilsyneladende overdaadigt. Mere ønskede Bankdirektøren ikke at udtale om den Sag, men de kommende Dage vil sikkert ogsaa bringe Oplysning ved Politiets Undersøgelse af Sagen.

Det var Carl Allers Penge.

Vi erfarer fra anden Side, at den Konto, som Bedragerne har trukket paa, tilhørte Boet efter den fornylig afdøde Udgiver af "Familie Journalen" Carl Aller. I mange Aar har han ikke trukket paa sin Konto, hvilket forklarer, at Svindelen har kunnet foregaa. Nu ved hans Død skal Skifteretten kontrollere Boets Aktiver, og man har derfor for- overordnede, ikke har turdet give langt en Udskrift af hans Konto Meddelelse om Bedragerierne, til Sammenligning med Sparekassebogen. Da det Krav blev stillet, var Filialbestyrer Hoffman klar over, at Svindelen blev opdaget.

Han har derfor underrettet sin Ven Hoff-Hansen, og de er blevet enige om at forsvinde. Formentlig har de sikret sig fornøden Kapital til en Udenlandsrejse, men herom er der endnu intet oplyst. 

Nu jages de imidlertid over hele Landet og i det nærmeste Udland.

De Efterlyste anholdt.

Sent i Aftes flk Politiet hurtigere end ventet fat paa de to Hovedmænd. De har aabenbart opgivet deres Flugtplaner.

Hoffman blev anholdt ved 11-Tiden paa sin Bopæl i Valby Langgade 21, hvor en Opdager sad og ventede paa den Mulighed, at Bedrageren vilde vende hjem. 

Da Hoffman kom og saa Opdageren, erklærede han sig straks villig til at gaa med til Politigaarden. Undervejs betroede han Opdageren de samme Oplysninger, som vi har anført ovenfor.

Ved Ankomsten til Politigaarden kom han i et kort Forhør hos Overbetjent Glud, og han gentog sin Tilstaaelse

Omtrent samtidig blev Hoff-Hansen anholdt. Han blev fundet hos Bekendte, der bor paa Købmagergade. Ogsaa han aflagde straks en klar Tilstaaelse.

Forhøret over de fire anholdte blev derefter fortsat i flere Timer. Vi har spurgt Overbetjent Glud om der ved Afhøringen er fremkommet nye Momenter. Overbetjenten svarede imidlertid, at han nu ansaa Sagen for fuldt oplyst, men at han efter Anholdelsen af de to Hovedmænd maatte foretage en detaljeret Gennemgang af Forklaringerne, inden Rapporterne i Dag skal forelægges i Dommervagten.

Pengene er brugt til Spekulationer.

I Nat ved 2-Tiden erfarede vi, at Forhørene over de fire Anholdte stadig fortsættes. De har alle aflagt Tilstaaelse om deres Forhold. Hovedmanden, Hoffman. har brugt Pengene til tvivlsomme Spekulationer.

Hoff-Hansen har modtaget en Del af Pengene og har med disse spekuleret i forskellige Opfindelser, der aldrig er kommen frem. 

De to andre fastholder, at de ikke har modtaget Penge, men at de af Frygt for Hoffmann, der var deres Overordnede, ikke har turdet give Meddelelse om Bedragerierne.

(Social-Demokraten 19, marts 1927).

Privatbankens Valby-afdeling lå på Valby Langgade 44. Bygningen er fra 1916 og tegnet af arkitekt Axel Berg (1856-1929).

Under afhøringerne kom det frem at Hoff-Hansen bl.a. havde investeret 20.000 kr i opfinderen Oldens luftige kvæstofudvindingsmaskine. Pengene gik op i den blå luft, ligesom Olden selv. 

Bestyrer Arne Friis-Hoffman fik 4 års forbedringshusarbejde, Hoff-Hansen 18 måneders forbedringshus, kasserer Helge Svendsen og assistent Knud Andersen hver 8 måneders forbedringshus. De dømtes endvidere til at betale Privatbanken det bedragne beløb af 574.566 kr.

Einar Holbøll. (Efterskrift til Politivennen)

Julemærkets Fader død

Postmester Einar Holbøll

Tidligt i Gaar Morges er Postmester Einar Holbøll, Skaberen af Julemærket, død i sit Hjem paa Posthuset i Charlottenlund, et Par og treds Aar gammel. Holbøll var just vendt hjem efter at have fulgt I sin Hustru til Toget, da Døden overraskede ham. Et Hjerteslag gjorde Ende paa den svære, joviale Mand, hvis Helbred længe havde været undermineret af en Hjertefejl.

Holbølls Navn vil til alle Tider være knyttet til Julemærket, som kendes af ethvert Barn i Danmark. Han har selv fortalt at han fik ideen en Aften, da han stod og sorterede Julebreve. Det gik da pludselig op for ham, at denne Mængde Hilsener kunde indgaa som et praktisk Led i Filantropiens Tjeneste ved at de paaklæbedes et lille Mærke.Han forelagde Planen for daværende Generaldirektør Svendsen, og denne Henvendelse resulterede i Dannelsen af en Komité, sotn udsendte det første Juleniærkft i 1904. Det har den gamle Dronning Louises Billede øg var fremstillet i en lyslilla Farve. Mærket fik en uventet Succes og indbragte allerede det første Aar 74,000 Kr en Sum, der holdt sig jævnt stigende, indtil den i 1924 naaede 223,000 Kr, det hidtil største Bjløb.

Ialt har Julemærket indbragt godt 3 ½ Million Kr., som en Række Institutioner har nydt godt ar. Størsteparten af Pengene anvendtes til Bekæmpelsen af Børnetubetkulosen, og en Række Sanatorier, deriblandt Julemærkesanatoriet ved Kolding,

Holbøll blev naturligvis en kendt og berømt Mand, og hans ide blev optaget og slog igennem hele Jorden over, senest i Amerika og Japan. Personlig hædredes han paa forskellige Maade, og alle mulige filantropiske Foreninger sloges om at faa ham ind i Ledelsen. Ved sin Død var han saaledes i Bestyrelsen for flere Børnehjem, Ensomme Gamles Værn, Røde Kors osv.

Karakteristisk for Holbøl var hans stadige Syslen med nye filantropiske Idéer. Da han Ina syg af en smertefuld Øjensygdom for nogle Aar siden, kom han til at tænke paa en Hjælp til Blinde. Han fandt da paa Barnets Lykkeskilling, der skulde bindes om Halsen paa alle raske Børn og minde dem om, at deres blinde Medmennesker trængte til Hjælp.

Paa Bunden var Holbøll et stort Barn, lige let til Taarer og Smil. Han var i besiddelse af en brændende Evne til at hjælpe alle lidende og svage. Børnene elskede ham, og der var Jubel paa Børnemærkesanatorierne, naar han ankom paa Besøg. I et hyggeligt Lag var han den fødte Selskabsbroder, jovial og hyggelig. Der skulde ikke megen Overtalelse til for at faa ham til at trække Luthen frem og ynge nogle af sine egne Sømandssange. Thi Holbøll dyrkede ogsaa Forfattervirksomheden. I Fjor udgav han saaledes et Bind Skitser fra Sømandslivet, betitlet Søstjerner". Det var smaa, fordringsløse Historier, præget af lians gode. rørende Barnesind og friske Humør.

Holbøll var taknemmelig og rørt  over den megen Paaskønnelse, lian nød, og da han paa sin 60 Aars Fødselsdag fejredes ved en stor Fest, var han den mest bevægede af alle Deltagerne. Endnu for faa Dage siden besøgte han sammen med Julemærkekomitéens Sekretær. Kontorchef Rosenørn, et Julemærkehjem ved Fakse, indrettet til 60 Børn. Her spøgte han og lo som sædvanlig, og ingen mærkede noget sygeligt eller usædvanligt ved ham.

Holbølls Livsgerning prægedes af en sjælden Uselviskhed. Medens hans Mærke indbragte Millioner, vedblev han til sin Død at være Postmanden med de beskedne Indtægter.

*

Einar Holbøll fødtes i København d. 20. Debr. 1865 som Søn af Lodsinspektør Caelheger Holbøll. Som ung fo'r han til Søs, men havnede omsider i Postvæsenet og var i en 'lang Aarrække Assistent. I 1905 blev han Postmester i Gentofte og fra 1909 i Charlottenlund. Hans Karriere som Postmand frembyder intet usædvanligt. Det er som Julemærkets Fader, at Einar Holbølls Navn vil mindes og æres.

(Social-Demokraten, 24. februar 1927).

Filantropen Einar Holbøll in memoriam.

Fra mange forskellige Sider mindes man i disse Dage Einar Holbøll; hans lyse Idéer, først og fremmest Julemærket, havde gjort hans Navn kendt langt ud over Danmarks Grænser, men disse Linier skal vies Manden med det varme Hjerte ... Mennesket, man uvilkaarligt kom til at holde af ... den sjældent brave og vennesæle danske Mand Einar Holbøll.

Man kunde møde Postmesteren en Foraarsdag efter en lang, sur og trang Vinter, og intet Steds afspejlede Solen sig saa herligt som paa hans Ansigt. Han lagde ikke Skjul paa sine Følelser. Det er hændt mig mere end een Gang, at han under Foraarets Virkning kunde bryde ud: .Kan De forstaa, at nogen, der oplever en Vaardag, kan nægte, der er en Gud hvor herligt. Saadan en Dag er Livet, trods al Modgang rigt og dejligt. 

Det er typisk for Einar Holbøll. En Lysseer var han i et Samfund, hvor ellers meget er trangt og svært. Det var ogsaa det, der gjorde, at han gerne vilde være hjælpsom i Livets forskellige Forhold. En kendt dansk Kirkemand sagde i sin Tid om ham, at han var saa "hittepaa-som". Og det er rigtigt - men han var egentlig mere end det. Han forstod at lægge Eventyrets Glans om sine Idéer. Derfor trængte ogsaa ikke faa af dem sejrrigt frem til Gennembrud. Han var en æstetisk Natur. Det bedste af Kunst, Poesi og Ædelsind var ikke for godt, naar det gjaldt at fremme en stor Samfundssag. Men han var indforstaaet med, at dette kun var Midler - Maalet var intet mindre end Sagen selv.

Selvfølgelig blev det Julemærkekomitéens Arbejde, der først og fremmest havde hans Hjerte - sent, mange vil mene for sent, naaede han selv at blive Formand i sin egen Komité. Men han var saa rummelig en Natur, at han ogsaa fik Interesse for andet Arbejde - det gælder saaledes Arbejde for de Gamle, som det udgaar fra Ensomme Gamles Værn.

Her har jeg en Aarrække haft den Glæde at samvirke med ham. Jeg mindes en Aften, da vi sammen stod paa Talerstolen i Københavns Kommunelærerforening for at bryde en Lanse for de Gamles Sag. Han forstod godt Grundlinien i hele dette store Arbejde, der sigter paa at faa gamle Folk ud af deres Ensomhed og give dem Del i Livets kulturelle og aandelige Værdier. Ved hans Død skal det mindes, at ogsaa han har bidraget til at præge Sagen.

Som Menneske var Einar Holbøll en Falstaffnatur, i glade Timer rig og sprudlende. Det kunde være noget af en Oplevelse i et privat Hjem at høre ham synge Sange til sin Luth.

Jeg tror, der er mange, der nu ved hans Død glæder sig over, at vi for et godt Aars Tid siden paa hans 60-Aarsdag dag naaede ved en smuk Fest at faa sagt ham Tak for, hvad han har været i vort Samfund som Filantrop og som Menneske.

Hermann Koch

(Nationaltidende, 24. februar 1927).

Ved Postmester Holbølls Baare.

Naa ja, det maatte vel blive Vor Frue Kirke og kgl. Konfessionarius Provst Fenger, naar Julemærkekomitéen vilde hædre sin døde Formand og tage Begravelsen i sin Haand. Holbøll sele havde ikke skænket den sidste Parade nogen forfængelig Tanke. Han var straalende glad for Anerkendelse og Hædersbevisninger i levende Live, men han var for stor en Lysalf til at ville tale om Døden med sinee Kære. Kun det ene Ord har han engang sagt. at han gerne vilde hvile, hvor der var Sol.

Nej, den store og fine Højtidelighed harmonerede ikke med Holbølls jævne Livsvaner, det vilde jeg gerne fortælle Arbejderne paa hans Begravelsesdag. Han, der har været til snu megen VelsigneIse for andre Mennesker, døde som en ubemidlet Mand. Efterlader sig ikke anden Arv end gode Minder.

Han fortalte fra sit Ophold for et Par Aar siden i Amerika, hvor han var indbudt som Æresgæst vod en Aarskongres for Tuberkulosesagen, at Amerikanerne troede, at han var en rig Mand. Det mente de, han maatte være bleven paa sin Idé, som i Parentes bemærket overført til U. S. A. har indbragt mange Millioner Dollars til Bekæmpelse af Tuberkulosen. Disse Amerikanere, der har en vældig Respekt for Opfindsomheden, saa i Danskeren Einar Holbøll en paa sin Vis lige saa genial Opfinder som Edison. Men Holbølls "Opfindelser", Julemærket saa vel som Barnets Lykkeskilling, gik jo kun ud paa at gavne andre.

Fra Hædersdagene i Amerika kan berettes en lille Episode, udspillet paa et Hotel en Aften, da Kongresdeltagerne havde en festlig Sammenkomst med Hal bagefter. En ung Pige, som havde et kunstigt Ben, kom under Festen rødmende hen til Holbøll og bad ham, om han ikke vilde gøre hende den Glæde at lægge Armen om hendes Liv og svinge hende én Gang rundt, saa hun kunde fortælle, at hun havde haft den Oplevelse at danse med Julemærkets Fader! Det var et af de lykkeligste Øjeblikke i Postmester Holbølls Liv.

Og saa - saa vendte Verdensberømtheden tilbage til sin stille Gerning i Charlottenlund, til sit tredje Klasses Kørekort paa Jernbanen, trak i sin gamle og veltjente Vinterfrakke, ja, det var hans Stolthed, at Frakken skulde vare i mange Aar.

Nøjsomheden laa ham i Blodet fra Drengeaarene til Søs, hans bedste Tid, sagde han tit, og den, hvorom han da ogsaa opnaaede at faa udgivet en lille Samling Skitser under Titlen "Søstjerner". Han var ikke saa lidt stolt, da Bogen udkom; Nu er man Kollega med Øhlenschlager! sagde han med en Skælm i Øjet og var den første til at le.

Ved hans Bortgang finder vi, hans Venner, en Trøst i, at, der blev forundt ham den lykkelige og bratte, smertefri Død. Han havde lige sat sig tilrette i en Kurvestol og havde foldet Avisen ud for at læse det sidste Nyt - da Hjertet standsede sit Slag.

Hans lille Søn Carlheger, som legede i samme Stue, havde spurgt Faderen om noget og havde faaet til Svar: Ja, min egen Dreng.... Det var det sidste Ord, der udgik af Einar Holbølls Mund.

Han har gjort sit Fædreland Ære og kan rejse trygt til andre Strande. Portene ind til et solrigt Paradis staar ham aabne, det store herlige Barn som han var.

Og naar han til. næste Jul skuer herned, saa vil han, tænker jeg, se sit kære Julemærke prydet med hans eget Billede, og han vil se, at vi alle kappes om at købe det. hans Minde ti! Ære og syge Børn til Lindring.

Det sket

Olaf Linck

(Social-Demokraten, 1. marts 1927)

Klokken 5 bragte den 2. marts 1927 ovenstående fotoer fra bisættelsen fra Frue Kirke. En æresvagt af røde postbude fra Charlottenlund. 

Herefter blev hans kiste ført til rustvognen som det fremgår af fotoet herover fra Bornholms Avis og Amtstidende, 2. marts 1927. Den blev kørt til Ordrup kirkegård. Der står et mindesmærke over Holbøll på Charlottenlund Stations forplads. 

Krig i Rantzausgade. (Efterskrift til Politivennen)

Politiets 4. Afdeling, hvis Chef er Inspektor Buch og hvis Arbe|de, som ligeledes bekendt, væsentlig er Bil-, Paternitets-, Skilsmisse og andre "indvendige" Affærer, har i disse Dage faaet en Sag af en ganske ekstraodinær og usædvanlig Natur til Behandling.

Forskellige Næringsdrivende ude i Rantzausgade paa Nørrebro, saaledes Indehaveren af Kafeen i Nr. 8, Restauratør I. C. Andersen, Mejeriejer J. Thomsen i Nr. 43 og Indehaveren Af Varehuset paa Hjørnet af Brohusgade, er bleven indklarede for Øvrigheden, fordi de som Navnebetegnelse for og Skilt over deres Forretninger har benyttet Navnet "Rantzau": "Kafé Rantzau", "Mejeriet Rantzau" osv.

Klageren er, som man kan tænke sig, ikke den for mange Aarhundreder siden afdøde berømte Feltherre Daniel Rantzau der vandt sit Ry og en fremtrædende Plads i Fædrelandshistorien ved sine bloddryppende Sejre over Svenskerne, efter hvem Gaden blev kaldt op, da man i sin Tid kasserede dens gamle, romantiske men maaske nok lidt for meget om Rhabarberkvarterets Bøller mindende Navn, Nordvestvej.

Nej - Klageren i Sagen er en Ætling, en af de sidste, efter Daniel, nemlig Oberstløjtnant O. Rantzau fra Sølvgadens Kaserne, der forleden, efter endt Ridetur ude ved Ladegaardsaaens Kilder Nordvest for København, kom travende gennem Rantzausgade da gjorde den forfærdende Opdagelse, at hans Navn, hans, hans højadelige Slægts Navn prangede i grelt skrigende Farver, ikke alene over et Manufakturbutik og en Mælkeforretning, men - o, Himmel! - ogsaa over en Beværtning, ved hvis umalede Egetræsbord, der serveredes Øl, Whisky og "smaa Sorte" for al Kvarterets jævne Borgerskab.

OberstIøjtnanten holdt sin Hest an, kaldte paa sin Oppasser og beordrede ham til at trænge ind selve Fjenden Lejr, sondere Terrænet, d. v. s. Beværtningen med det Maal for Øje at skaffe oplyst, hvem der var Fæstningens Øverstkommanderende.

Ikke fordi Oberstløjtnanten noget Øjeblik troede paa den Mulighed, at Beværteren virkelig skulde hedde Rantzau - dertil kender han sin Slægts Historie og dens Stamtavle alt for godt - men han vilde som klog Feltherre vide, hvem og hvordan hans Modstander var, for ret at kunne vurdere ham under den forestaaende Kamp.

"Melder Hr. Oberstløjtnanten" kom Oppasseren lidt efter hæsblæsende tilbage og traadte an med Ølskummet hængende endnu i Skægget: Melder Hr. Oberstløjnanten, at Øverstkommanderende, Beværterens Navn er J. C Andersen, slet og ret og lige ud! Han sidder i øjeblikket og spiller "Idiotseksogtres" med en Bryggerknægt fra Carlsberg om to Sorte. Og han er lige ved at vinde, saa ethvert Barn kan gaa til ham! - Befaler Oberstløjtnanten, at jeg afhører ham og fritter ham ud?

- Nej, nej, svarede Oberstløjtnanten. Dette vilde han dog ikke. En kamp mellem ham og en hel københavner-Bataillon paa den ene Side og en arm Værtshusholder med to smaa Sorte og en Bryggerknægt paa den anden forekom ham dog for ulige og upassende. Han løftede sin Sabel mod Himlen ligervis som Stamfader Daniel før Slaget ved Svarteaa (1569), svingede den i en Hvirvel over sit Hoved, hvorefter han med sin Oppaser i Ilmarscb drog hjem til den gamle Kaserne ved Østervold og satte sig til at udarbejde Klageskrivelsen til Politiet over det formentligt ulovlige Misbrug af Navnet Rantzau.

Og i Gaar fik Rantzausgade Besøg af to Opdagere, der aflagde Visit baade i Varemagasinet, i Mejeriet og - i Synderlighed - i "Kafé Rantzau" i Gadens Nr. 8, hvor de rettede  den direkte Forespørgsel til Værten, Hr. J. C. Andersen, om han, saafremt han fik en Anmodning derom fra Oberstløjtnanten, maatte være villig til fredeligt og uden Protest at aflægge Navnet Rantzau og omdøbe sin Beværtning.

-Gu' vil jeg nikke Nej, lød Værtshusholderen djærve Svar: Jeg viger kun for Bajonetterne! - Enten for hele Sølvgadens Kaserne med Faner og fuld Musik eller ogsaa for en Dom af den allerhøjeste Ret, vi har her i Kongens Riger og Lande!

Med denne Besked maatte Politimændene gaa igen. Og herpaa staar Sagen nu, uden at det i Øjeblikket er muligt at forudse dens videre Udvikling, endsige dens endelige Udfald.

Et synes imidlertid givet. Oberstløjtnant Rantzau vil søge at føre sin Krig igennem, om ikke med Militærmagt saa med Loven i Haand og Politiet ved Haanden!

Svip

(Aftenbladet (København 23. februar 1927).

Om det var denne sag, eller noget andet, der rystede oberstløjtnant så meget at han døde, er uvist. Han afgik ved døden i november 1929.

Rantzausgade hvor oberstløjtnanten førte et forgæves felttog mod butikker der bar Rantzaus navn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Cyklet op i Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

 København.

Den kendte cykelrytter Charles Nielsen kørte i går op i Rundetårn på cykel (gear 22). Det varede 2 minutter at komme op og ½ minut at køre ned.

(Herning Avis, 15. februar 1927).

På cykletur i Rundetårn.

En ung mand, Carlo Nielsen, cyklede i går op i Rundetårn. Han var to minutter om at komme op og 2½ om at komme ned.

Den første cykletur i Rundetårn blev allerede foretaget i firserne på en af de gammeldags høje maskiner. Det var den senere New York sagfører Fischer-Hansen der dengang foretog køreturen.

(Klokken 5 (København), 15. februar 1927).

Byen i sne set fra Rundetårn. Foto fra Social-Demokraten 28. december 1927.

Husrækken forrest i billedet (Pilestræde) er for længst revet ned og erstattet af en etagebygning. Den store bygning i midten af billedet er Belysningsvæsnet hvor tidligere Brøndstræderne var.

Dagens vers.

En ung mand har kørt op til toppen af Rundetårn på cykel

At køre på cykel er slet ikke let,

og navnlig på Købmagergade,

der skal man skam være forfærd'lig adræt,

ikke i mængdens ens lemmer komplet

bli'r knækked' og masede flade.

Men nu har en mand haft en pragtful ide:

ifald der på gaden er mange,

så blæser han på, hvad der kan ske

og kører på cykel afsted, en-to-tre,

Ja, sikken færdsel nu Rundetårn får.

Betjenten kan ikke os tøjre.

Og når vi med cyklen på platformen står,

vi si'r til os selv, at trafikken i år

kan ikke så let komme høj're

Passe-partout.

(Folkets Avis - København, 16. februar 1927).

Når Magistraten smykker en Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Et ældre Nødtørftshus opstilledes paa Pladsen ved Linje 10's Endestation ved Trekronergade.

Der var Røre i Gaar blandt Beboerne ude paa den Plads ved Trekronersgade, hvor Linje 10s Vogne vender om.

Magistraten havde aabenbart pludselig faaet Øje paa Pladsen og vilde sørge for dens Udsmykning.

Om Formiddagen kom nogle Tømrere kørende med et gammelt, halvraadddent Nødtørftshus, som de havde hentet omme i Vigerslev Alle, hvor det havde staaet i adskillige Aar. Nu skulde det rigtignok på sine gamle Dage faa en bedre Plads, hvor alle kunde beundre dets Skønhed og fine, rene Linjer.

Og saa gik Tømrerne i Gang med at opstille og afstive dette arkitektonisk skønne Værk. der staar saa godt til Omgivelserne, og som maa give Beboerne høje Begreber om Magistratens Skønhedsans.

Men om dens Begreber i saa Henseende falder sammen med Forskønnelsesforeningens er et stort Spørgsmaal, eller rettere sagt: Det behøver man ikke at spørge om.

Og for øvrigt heller ikke med Borgernes.

De vil nemlig sige:

Væk med det Monstrum!

(Aftenbladet (København), 8. februar 1927).

Skuret stod i hvert fald i 1917 hvor Trekronergade 1-3 blev opført i 1924 (det ses på ældre fotoer).