Jens Jensen (1859-1928). (Efterskrift til Politivennen)

 Overpræsident Jensen død.

Overpræsident Jensen blev som bekendt, for kort Tid siden angrebet af en heftig Influenza, der straks gav Anledning til alvorlig Bekymring, og da den Nyre- og Galdesygdom, som Overpræsidenten tidligere har lidt af, atter brød op, tilraadede Lægen en Overflytning til Kommunehospitalet, paa Overlæge, Professor Sophus Bangs Afdeling. Her indtraadte straks en Bedring, men denne viste sig desværre kun at være af forbigaaende Art. Langsomt ebbede Kræfterne ud, og uden Smerter, stille og rolig, sov Overpræsidenten ind. Kl. 12.15 i Nat indtraadte Døden.

- - -

Overpræsident Jens Jensen vil alle Dage komme til at staa som en af Social-Demokratiets mest særprægede og nobleste Repræsentanter, en Mand, hvis Gerning og Livsværk har været af uvurderlig Betydning for hele Partiet. Kølig, sindig og ligevægtig har han, fra den første Dag han traadte ind i offentlig Virksomhed, arbejdet sig fremad, og uden store Ord og voldsomme Fagter, men med maalbevidst, sejg Energi, banet Vejen for det Parti, han viede sine Kræfter.

Født 18. April 1859 i Rørup paa Fyen i et Smaakaarshjem - Faderen var Murer og Lejehusmand - røbede han tidlig en umættelig Kundskabstrang, al sin Fritid benyttede han til Læsning, i Skolen var han stadig den første i sin Klasse, og de sidste Skoleaar benyttede Læreren ham endda som en Slags Hjælpelærer. Han kom i Malerlære i Aarup, blev Svend og arbejdede nogle Aar i Odense og Randers, sidstnævnte Sted malede han københavnske Sporvogne paa den store Fabrik "Skandia".

I 1879 kom han til Hovedstaden, just i den Periode, da "Kongens København" var ved at udvikle sig til "Folkets København", her kom han i sit rette Element. Han fik Arbejde hos det store Firma Bernhard Schrøder, og han var en dygtig Arbejder. Vil man se nogle af hans Arbejder fra den Tid, kan man gaa ind i Universitetets Solennitetssal og se paa Friserne, eller paa Ornamenterne i det kgl. Teaters Foyer. Det "Malerarbejde" har den senere Overpræsident ofte set paa med berettiget Tilfredshed

Fagforeningsbevægelsen tog han hurtig fangen; han blev formand for Malernes Fagforening, og allerede i 1886 stod han som Formand for De samvirkende Fagforbund, forholdsvis ung paa en saa fremskudt Post. Men han var Stillingen voksen, hans urokkelige Ro indgød Tillid, og paa de Tiders bevægede Møder i Rømersgade var han ofte den Bølgedæmper, der forhindrede Overilelser, og hans Ord havde altid Vægt, selv om han ikke var den fødte Taler; men man følte, at der stod en paalidelig Mand bag ved Ordene.

Sin største Opgave og vanskeligste Prøve fik Jensen i 1899 under den store Lockout, der varede næsten et halvt Aar, omfattede 34,000 arbejdere og kostede et Løntab af 11 Millioner Kroner. Det var en yderst alvorlig Krise, og det tjener Jensen til uvisnelig Ære, at han under de fortvivlede Forhold bevarede sin Ro og intet øjeblik lod sig forlede til Forløbelser. Heide, Bing og Trier gennemførte Forliget og høstede det meste af Æren, men de ville aldrig have kunne gjort det, om de ikke havde haft netop Jensen at forhandle med.

2. Marts 1903 blev den store Dag i Jens Jensens Liv, da han, efter 10 Aar at have siddet i Borgerrepræsentationen, blev valgt til Finansborgmester. Man forstaar ikke nu den mægtige Opstandelse, dette Valg vakte, den bitre Modstand, der mødte ham; i store Kredse følte man det som en Revolution, der herskede, jo endnu mange Steder "Socialistforskrækkelse", og netop i det saa meget betydende Finansborgmestersæde havde man saa vanskeligt ved at tænke sig en Arbejdernes Repræsentant. Men naar man nu ikke forstaar den Opstandelse Valget afstedkom, da er dette netop Jensens egen Fortjeneste. Han viste sig, mod saa manges Forventning, som den rette Mand paa den rette Plads, han lod sig intet Øjeblik forvirre, blev aldrig ør af sin Ophøjelse, leflede ikke og blev aldrig Snob, han bevarede sin Ro, forvaltede sit Embede og Byens Pengekasse saadan, at alle fik Respekt, selv hans argeste Modstandere, og han slog Bro over den Kløft, skilte Socialdemokraterne og de besiddende Klasser, han dræbte kort sagt Socialistforskrækkelsen i København Og han fik udrettet noget virkeligt, skønt han traadte til i en vanskelig Tid, netop i de Aar, da Byens Udvikling foregik. Hans Navn vil bl. a. evig være knyttet til saa store og betydende Institutioner som Fælledparken, Bispebjerg Hospital og Stadion.

Finansborgmesterens kloge og altid sympatiske Fremtræden skabte ham en mægtig Popularitet, man fik Bud efter ham fra mange Sider, og utallige var de Hæders- og Tillidshverv, der blev betroet ham. Det var en iøjnefaldende Modsætning i Stemningen ved Valgene i 1903 og i 1924. da Jensen gled ind Byens allerfineste Embede som overpræsident; nu fandt ingen det mærkeligt, det var nærmest en ren selvfølge, og Jensen, der aldrig har paataget sig en Opgave, han ikke kunde magte, har ogsaa her gjort god Fyldest. Har han ikke haft sine Forgængeres fornemme, repræsentative Egenskaber, havde han til Gengæld en bred, solid og folkelig Værdighed, han lod sig aldrig imponere, var saa ægte dansk og gav netop Udtryk for de bedste Egenskaber i den danske Folkekarakter. Derfor blev den Mand, man i sin Tid var bange for, efterhaanden en af vor Bys mest populære, og hans Bortgang føles som et virkeligt Tab, ogsaa af dem, der en Gang var hans Modstandere.

O. B.

(Aftenbladet 16. marts 1928)

Borgmester Jens Jensen på talerstolen i Borgerrepræsentationen (Riget 24. november 1910). 

Overpræsident Jensen død.

Fra København telegraferes, at Overpræsident J. Jensen i Nat Kl. 12.15 er afgaaet ved Døden.

I det danske Socialdemokratis Historie, i dansk Arbejderbevægelse er Jens Jensen et af de største Navne. Ikke fordi han naaede saa højt i Embeder og ydre Anseelse, men paa Grund af sit store Arbejde og sine fremragende Egenskaber.

J. Jensens Deltagelse i offentligt Liv spænder over næsten alle Felter og over langt mere end en Menneskealder. Kun 23 Aar gammel valgtes han i 1883 til Formand for Malernes Fagforening i København, og i de 45 Aar, der er gaaet siden da, har hans Navn været kendt i Offentligheden, og hans Arbejde været med til at præge dansk Samfundsliv.

Hans første Virksomhed faldt i Fagorganisationerne. Som Formand for sin Fagforening blev han trods sin Ungdom kaaret til Fagbevægelsens Leder. Ved den store skandinaviske Arbejderkongres i 1886 blev han Ordfører for den danske Delegation, og samme Aar var han med til at stifte og blev valgt til Formand for De samvirkende Fagforeninger i København - en Sammenslutning af alle Fagforeninger i Hovedstaden, senere kaldt Arbejdernes Fællesorganisation.

Herved kom J. Jensen ind paa et Felt, hvor han skulde komme til at vise enestaaende Evner. Fagbevægelsen led endnu den Gang under de Vanskeligheder, som var skabt ved Pios Bortrejse i 1877 og det deraf følgende Mismod i Arbejderbevægelsen. Det begyndte dog at gry. I 1881 valgtes de to første Socialdemokrater, P. Holm og Hørdum, til Folketinget. Social-Demokraten gik under Wiinblads Ledelse udmærket frem. De enkelte Fagforeninger var ogsaa voxet sig ret stærke, selv de ufaglærte Arbejdsmænd blev grebet af Organisationstanken. Men der manglede ligesom Samling, et fælles Udtryk overfor Samfund og Offentlighed.

Ved Dannelsen af De samvirkende Fagforeninger skabtes dette, og J. Jensen havde afgørende Indflydelse derpaa. Han havde mere end en overfladisk Forstaaelse af Sammenholdets Betydning. En Fagforening i Konflikt er ikke stærk overfor Arbejdsgiverne, men sammen med alle andre Fagforeninger dannes en Magtfaktor. Han forstod at føre Organisationstanken ud i sine Konsekvenser; Hver Mand sin Fagforening, hver Fagforening i sit Fagforbund, og hvert Fagforbund i Landsorganisationen. Og endnu videre: Hver Landsorganisation samlet i et Internationale, omfattende hele Verdens Arbejderklasse. - Ejendommeligt nok, var det netop J. Jensen, den danske Arbejderleder, der fik Idéen til og førte de første Forhandlinger om Dannelsen af det store Fagforeningsinternationale.

De danske Fagforeninger var ved at blive en Magt. Arbejdsgiverne følte sig truet og samlede sig i en Kamporganisation for hele Landet. I København havde man allerede længe diskuteret Dannelsen af et stort fælles Landsforbund. Og nu var Tiden moden. Under J. Jensens Førerskab, hvis Styrke det var altid at gøre det rigtige paa det rigtige tidspunkt, dannedes De samvirkende Fagforbund i 1898.

Næppe var De samvirkende Fagforbund blevet et Aar gammel, før Uvejrsskyerne trak sammen om den unge Organisation, og den store Lockout kom. 34,000 Arbejdere blev kastet paa Gaden, fordi Snedkersvendene i syv jyske Byer strejkede. Og det samlede Løntab for de 17 Ugers Konflikt blev 11 Mill. Kr. 

Saa meget kostede denne første store Konflikt danske Arbejdere. Men de vandt Respekt for deres Organisation. Den blev en med Arbejdsgiverne sideordnet Faktor. Organisationsretten var anerkendt.

Lockouten blev en mægtig Anspændelse af J. Jensens legemlige Kræfter og aandelige Evner. Han arbejdede baade Nat og Dag. Et uhyre Ansvar hvilede paa ham. 34,000 Arbejdere med Hustruer og Børn var ude i en Kamp, hvor det gjaldt Liv eller Død for Organisationen. Ikke en Dag længere end nødvendigt maatte Konflikten vare, men den maatte heller ikke sluttes en eneste Dag forinden Sejren var sikret. Jensen bar Ansvarets Byrde paa sig, og han førte med den Blanding af Maadehold og Fasthed, der altid har karakteriseret ham, Lockouten til en for Arbejderne lykkelig Afslutning. Ved Septemberforliget lagdes Grunden til den Retsorden, der bestaar mellem de to Parter, og den permanente Voldgiftsret - som senere fik Navneforandring til den faste - oprettedes.

Dannelsen af De samvirkende Fagforbund og Ledelsen af Arbejderne under Lockouten i 1899 er J. Jensens to store Bedrifter i Fagbevægelsen, store nok til at sikre hans Navn fra Forglemmelse.

Den 2. Marts 1903 valgtes han til Finansborgmester. Og for den nulevende Generation staar han i første Række som Borgmester Jensen eller som Overpræsidenten, med hele den mægtige 25 Aar lange administrative kommunale Virksomhed bag sig.

Forud havde han endda ogsaa en stor politisk og journalistisk Virksomhed bag sig. Han var Medarbejder ved Social-Dernokraten fra 1887 til 1903 og valgtes i 1895 til Folketingsmand for Københavns 10. Kreds.

I en kortvarig Periode blev han paany draget ind i Politik som Socialminister i Forretningsministeriet Friis efter Paaske-Kupet i 1920.

Men ellers helligede han sig Københavns Kommune i de mange Aar, efter at han havde forladt Fagbevægelsen.

Han valgtes i 1893 til Borgerrepræsentationen, han og K. M. Klausen var de første Socialdemokrater, der tog Sæde i Byens Raad.

Borgmester Jensen var ikke for intet Socialdemokrat. Han kendte selv Arbejdernes Kaar, han vidste selv, hvad det vil sige at bo i en lille 2 Værelsers Lejlighed i en mørk Baggaard. Derfor var det hans Maal at give Københavns Befolkning Adgang til Sol og Luft. Gaderne skulde gøres bredere og Haver og grønne Træer skulde erstatte de høje, skumle Lejekaserner. Af den samme Følelse udsprang Tanken om Fælledparken med Idrætsparken, der gav Idrætten, Ungdommens evigt rindende Sundhedskilde, en anerkendt Plads i København.

Et andet smukt Monument for J. Jensens sociale Virksomhed er Bispebjerg Hospital.

Først og sidst var han Manden, der bragte Orden i Kommunens Økonomi. Han viste, at Malersvenden var langt mere Finansmand end Ministerialkontorernes Departementschefer.

Han konsoliderede Kommunen, bragte Orden og System i Regnskabsførelsen, og under en rivende Udvikling med et voxende Antal Opgaver og en Mangedobling af Kommunens Balancesum bevarede han hele Tiden Herredømmet og Oversigten over Københavns finansielle Forhold.

Nu er altsaa hele denne Virksomhed endt. Et rigt Liv er afsluttet, og Manden er draget tilbage til den store Alnatur, hvoraf Liv og Død begge er Børn. Men som det gamle Havamaal siger, er Mennesket borte, saa lever hans Virke efter ham. Og J. Jensens Arbejde vil blive bevaret i Historien.

J. Jensen var Arbejderklassen en god Søn, ærlig, usvigelig Tro paa dens Ret og dens Fremtid fyldte hans Sind. Sine rige Evner som Organisator og Administrator anvendte han til Gavn for Arbejderne og for det Samfund hvis gode Søn han ogsaa var.

Han har selv en Gang sagt, at han altid følte sig som Tjener. Derfor var Pligtfølelse en af hans fornemste Egenskaber og sammen med hans Karakters uplettede Renhed fuldender det Billedet af en Mand, der var af de ædles Æt. 

Saaledes vil Arbejderklassen mindes ham, den trofaste Søn, Skaberen af Arbejdernes faglige Landsorganisation og Socialdemokratiets første Borgmester.

(Demokraten (Aarhus) 16. marts 1928)

Borgmester Jensen (nr. 2 fra højre) ses her sammen med cand. phil. Gandil, formand i Boldklubben af 1893, afdelingsingeniør Nobel, arkitekt Brandstrup og Dansk Idræts-Forbunds formand, overretsssagfører J. L. Nathansen. De var blandt de mænd der arbejdede for at få anlagt Idrætsparken. Riget 24. maj 1911.

Da Byen viste sin Overpræsident den sidste Ære.

Byen stod i Gaar i den store Begravelses Tegn. Et Følge paa 2000-3000 Mennesker fyldte Raadhushallen til den officielle Bisættelseshøjtidelighed for Overpræsident Jensen. Vort Billede til højre er taget derfra og giver et Indtryk af Sørgefestens pompøse Karakter. Neden under ser man det store Ligtog paa Vej ud ad Vesterbrogade med de flyvende Faner i Spidsen. Mange Tusinde Mennesker sluttede sig undervejs til Toget, saa det var et mægtigt Folketog, da det omsider naaede Vestre Kirkegaard.

(Nationaltidende 22.marts 1928)

Kongeparret ledsaget af en tilsyneladende tilfreds borgmester Jensen ved Bispebjerg Hospitals indvielse. Riget 20 september 1913.

Overpræsident Jensens sidste Færd gennem København.

En dybt gribende Sørgehøjtid i Raadhushallen. - Talere fra alle politiske Lejre hyldede den Afdødes Livsindsats. - I den storslaaede Procession gennem byen deltog over 200 Faner og et tusindtalligt Følge. - Afslutningen paa Kirkegaarden var præget af dyb Vemod.

STORSLAAET gribende og pompøs - saaledes formede Overpræsident Jens Jensens Bisættelse sig i Gaar. Ingen Konge eller Fyrste kunde have faaet en skønnere Jordefærd end denne Folkets tro Tjener, som fra fattige og foragtede Kaar havde kæmpet sig frem til at blive den første og ædleste Borger i Danmarks Hovedstad. Overalt hvor Ligtoget passerede gennem den solbestraalede By stod Tusinder af Mennesker og bøjede Hovederne til en sidste Hilsen da den sortbetrukne Ligvogn fulgt af den imponerede brogede raneskov passerede. Ikke siden Hørdum og Knudsen jordedes under overvældende Deltagelse har København oplevet et lignende Sørgetog. Fra utallige offentlige og private Bygninger vajede Flagene paa halv Stang smældende i den isnende Jævndøgnsblæst. Paa Vestre Kirkegaard, der laa som en lun og solbeskinnet Oase midt i den kolde Dag fyldtes alle Gange og Stier i Løbet af kort Tid af et  mægtigt Menneskehav, som andagtsfuldt overværede den sidste gribende Højtidsakt ved Graven. Længe efter at Højtideligheden var afsluttet valfartede nye Tusinder til Gravhøjen ved det store Kapel for at sige Byens Overpræsident det sidste Farve!.

Da Kisten førtes til Raadhushallen.

Ved Middagstid førtes Overpræsidentens hvide Kiste fra Kommunehospitalets Kapel til Raadhushallen. Otte Raadhusbetjente med Sørgebind om Armen bar den ud fra Kapellet til den sorte Rustvogn, som langsomt satte sig i Bevægelse fulgt af et Par Vogne med Familiens Medlemmer. Det lille Sørgetog passerede Social-Demokratens Bygning, hvor Flaget vajede paa halv, og et Kvarters Tid efter naaede Rustvognen den larmende Raadhusplads og forsvandt snart bag Nyrops skønne Raadhus. Klokken slog just 12, og samtidig lukkedes alle Raadhusets Kontorer. Den store Bygning laa tom og stille som paa en Helligdag med lukket Hovedindgang, som var flankeret af to grønne Laurbærtræer. Raadhusbetjentene bar Kisten ind i Hallen og anbragte den i et Blomstervæld paa den høje, sorte Katafalk, som var rejst midt paa Langsiden foran Hovedindgangen. Kisten var smykket med grønne Guirlander og en Dekoration af lyserøde Roser, og foran Baaren saas de mange hundrede Kranse med de farvede Baand Væggene i Hallen var ligeledes prydet med Kranse; et uforglemmeligt og skønt Syn.

Det mægtige Kransevæld.

Kongen, Dronningen og Kronprinsen havde sendt smukke Laurbærkranse. Lige foran Kisten paa en sort Fløjelspude laa en Sølvkrans af udhamrede Bøgeblade fra Embedsmænd og Læger ved Kommunens Hospitaler. Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet hædrede Overpræsidenten med smukke Blomsterdekorationer, og fra De samvirkende Fagforbund saas en dejlig Krans af Mahogniløv med Syrener og Kaméliaer. Lige ved Kisten hang to store Kranse fra mandlige og kvindelige Tjenestemænd i Raadhusforvalterens Kontor, og en Laurbærkrans fra Københavns Borgerrepræsentation.

Endvidere var der Krans fra Københavns Magistrat, Overpræsidentens Sekretariat, Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe, Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Arbejdernes Fællesorganisation, Socialdemokratisk Forbund, Social-Demokraten. Dansk Kommunalarbejderforbund, Stjernen, Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Idrætsparkens funktionærer og Arbejder Guld-, Sølv- og Elektropletarbejderne- Organisation, Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Dansk Arbejdsmandsforbund, Keramisk Forbund og endnu en lang Række Fagorganisationer og socialdemokratiske Partiforeninger. Endvidere fra Finlands Præsident, Demokraten, Aarhus, Dansk Tonekunstnerforening. Den polytekniske Læreanstalt. Arbejdernes Andels Boligforening. Havnevæsenet, Welanderbjemmene, Dansk Købestævne, Statsbanerne, Arbetet, Malmø, Dansk Sten-industriforbund, Købstadsforeningen, Nationalforeningen, Husassistenternes Fagskole, Arbejdernes Læseselskab, Stockholms socialdemokratiske Stadsfuldmægtige. Tivolis Direktion, Det kooperative Fællesforbund, Stukkatørernes Fagforening, Malernes Fagforening. De samvirkende Sygekasser, Nationalmuseumsfondet, Kolonihaveforbundet, Det czekoslovakiske Gesandtskab, Prags kommune, Københavns Idrætspark, Kalvebod Bastion, Borups Højskole, .Socialdemokratisk Forbund, Odense, Foreningen til Lærlinges Uddannelse, Fængselshjælpen, Socialdemokratisk Døvstummeforening, Borgerrepræsentationens Presseloge. Politiken, Havnearbejdernes Fællesforbund, De forenede Bryggerier, Kvindeligt Arbejderforbund, Glyptoteket, Dansk Blindesamfund, Folkekøkkenerne, Kørselsafdelingen, Handelsbanken, Den olympiske Komite, Helsingør Byraad, Frihavnen, Dansk Idrætsforbund, Danmarks socialdemokratiske Ungdom, Funktionærer paa Thorvaldsens Museum, Belysningsvæsenet, Dansk Arbejde, Sporvejene, Dansk Brilæggerforbund, St. Hans Hospital o. s. v

Det imponerende Følge.

En Times Tid før Højtideligheden skulde indledes begyndte det store Følge at indfinde sig. Snart fyldtes Gulv og Balkonerne bag de bølgende Dannebrogsflag af Mennesker, og ved 2-Tiden var mellem 2 og 3000 samlet i Hallen. Nærmest Kisten ved den sorte Talerstol sad Talerne, Folkethingsmand Stauning. Borgerrepræsentationens Formand Em. Svendsen, Ingeniør Jul. Madsen. Dommer Jesper Simonsen og Borgmester Bååth fra Helsingborg. Tilhøjre for Kisten sad det samlede Ministerium fraregnet Undervisningsminister Byskov og Kirkeminister Bruun-Rasmussen. Derefter fulgte Kammerherre Krieger, den svenske, norske, finske, islandske, hollandske, tyske, polsk- og czekiske Minister. Paa den anden Side sad Borgmestrene og Raadmændene med deres Damer og Kommuners Direktører. Midt foran Katafalken fik Familiens Medlemmer anvist Plads. Her sad ogsaa Rigsdagens Præsidium og en Mængde af Borgerrepræsentationens Medlemmer. Endvidere saas Landsthingsmand C. C. Andersen, Redaktør Borgbjerg med Frue, Folkethingsmændene Vilhelm Rasmussen. Hans Nielsen, L. Rasmussen, Friis Skotte, Zahle og Pinstrup, Borgmestrene Godskesen og Parkov, Landsthingsmændene Josiassen Alb. Jensen, Ludvig Christensen og C. F. Sørensen, fhv. Borgmester Møller, Redaktør H. P. Sørensen, C. F. Madsen, Sekretærerne Hans Jacobsen og Johs. Hansen, Formanden for Kommunalarbejderforbundet Th. Thomsen, General Castenskjold, A. C. Meyer, Pastor Dahl Sædder, Generaldirektør Koefod o. fl. a. 

Uden om disse officielle Repræsentanter grupperede den mægtige, tavse, sortklædte Forsamling sig.

Sørgetoget passerer Akselborg.

Staunings gribende Mindetale.

Højtideligheden indlededes med at Gardens Orkester spillede Hartmanns pompøse Sørgemarch over Thorvaldsen. Saa sang Forsamlingen A. C. Meyers Sang, der i 4 smukke Vers gav en Karakteristik af Jens Jensens gærning. Vi citerer et Par af Versene:

Runden af Danmarks rige Muld,
skønt fattig selv, af Hjærtets Guid
han dannede sit Værge
og søgte hen til Smaamands Bo.
til Tidens Gæring, Trods og Tro,
den Tro der flytter Bjerge

Løftede den ham selv paa Skjold,
saa lønned' han den mangenfold
ved trofas! Borgenvirke,
hans milde Sind og faste Haand
har ydet sit i Tiden Aand
og rejst dens nye Kirke.

Stauning taler i Raadhushallen.

Stauning traadte derpaa op bag Kisten og holdt bevæget sin gribende Mindetale, hvoraf vi gengiver et Afsnit:

Byens Raadhus er i Dag klædt til Sorg. Landets Hovedstad tager farvel med en af sine bedste Mænd, Folkets brede Lag tager Afsked med e trofast Fører.

Den store Kreds, som er randt her i Afskedsstunden, er Repræsentanter for Tusinder, der med Smerte modtog Budskabet om Jens Jensens Død, og vi ved, at i denne Stund gaar Tanken fra mange Hjem til denne Baare, for ham, de mange Aars smukke og gode Gerning, til ham, der maatte forlade os længe før vi havde ventet det.

Vi ved at det er Byens Overpræsident, som er gaaet bort, men i vor Erindring staar ogsaa præget Træk fra andre Stadier af den Afdødes Liv og det er netop disse Træk, som opfylder den største Plads.

Over 45 Aar spændte hans offentlige Virksomhed, stille og beskeden udførte han sin Gerning i det Fag han havde lært, men fremadstræbende som han var, fandt han i de unge Aar Tid til den Selvudvikling, som fortsattes hele hans Liv.

23 Aar gammel blev han Formand i Malernes Fagforening, og hermed indlededes snart et saare rigt Afsnit af Liv. Med en egen fin Kultur kastede han sig over de store Opgaver, som skulle de løses igennem Organisationslivet.

Storslaaet var vor afdøde Vens Gerning. Den unge Fagforeningsmand lægger allerede i 1886 Grunden til den betydningsfulde Samvirken mellem de faglige Organisationer i Hovedstaden og i samme Aar lykkedes det ham at grundlægge en praktisk og værdifuld Skandinavisme, ved Afholdelse af den første skandinaviske Arbejderkongres. Og videre gaar hans Stræben frem til den store Landsorganisation: De samvirkende Fagforbund, hvis samfundsmæssige Værdi ingen kyndig vil benægte. Og atter herfra knyttes Baandene ud over Verden, i en international faglig Samvirksomhed, som Jensen tog Initiativet til.

Jensens Maal var at se Arbejderklassen blive jævnbyrdig med andre Befolkningslag. Han slog det fast, da Landsorganisationen dannedes i 1898, at dens Opgave ikke alene var økonomisk Højnelse, den stærke Organisation, sagde han, skal udvikle Mennesker.

Ja, dette var netop i saa høj Grad lndholdet i disse første 20 Aar af Jensens Liv som Fører. I enhver Side af Livet fandt han det der kunde tjene til Udvikling.

En betydningsfuld Epoke i dette Afsnit af Jensens Liv var den første faglige Storkamp, der fandt Sted i 1899. Det er ikke Stedet her at udrede Oprindelse og Skyld, men det vil utvivlsomt af alle blive erkendt, at Jensens Førerskab, ganske særlig ved Kampens Afslutning, kom til at betyde uhyre meget.

Stauning skildrede videre Jensens politiske og kommunale Indsats. I de 22 Aar, Jensen var Borgmester, styrede han med fast og sikker Haand Byens Økonoml.

Fælledparken. Bispebjerg Hospital og Idrætsparken.

er tre af de mest fremragende Vidnesbyrd om afdøde Jens Jensens Fremsyn og Forstaaelse. Og om disse grupperer sig gode Beboelseshuse, brede Gader, nye smukke Bydele og talrige Værker, som er fornødne for Byens og Folkets Trivsel.

VI ved, fra de mange Aar. hvorledes han omfattede Hustru, Børn og Hjem med Ømhed og Kærlighed. Og vi forstaar ogsaa, hvor meget det offentlige Liv har taget fra hans Hjem.

Hustru og Børn maatte vise Resignation. Naar Partiet kaldte, naar det offentlige Liv krævede Mands Gerning, naar Nationens Interesser krævede en Haandsrækning fra Københavns Finansborgmester, saa bød Pligtfølelsen, at han mødte og udrettede hvad han kunde og hvad der ventedes af ham, men meget af dette blev udrettet paa Bekostning af Familieliv, ved Ofre fra dem, han elskede saa højt.

VI tager da Afsked med den stilfærdige, men kloge og varmtfølende Borger, som viede hele sit Liv i Folkets Tjeneste.

VI takker Dig Jens Jensen for al din Gerning. Tak fra Hytterne, fra alle de Smaafolk, som stod dit Hjerte saa nær. Tak fra de Organisationer, der er de nødvendige Led i det bestaaende Samfund. Tak for din store Gerning, for din opdragende og højnende Virksomhed og

Æret være Jens Jensens Minde.

Em. Svendsens Mindeord

Borgerrepræsentationens Formand takkede i bevægede Mindeord Byens Sorg ved Tabet af Overpræsidenten. Jens Jensen efterlader sig et stort Savn. Jeg hørte til dem, der paa et tidligt Tidspunkt lærte Jensen at kende, og jeg beundrede snart hans store Indsats i den faglige Bevægelse. Han var Grundlæggeren af De samv. Fagforbund, en Indsats, der for evigt har knyttet hans Navn til den danske Arbejderbevægelse. Da han i 1903 blev Borgmester, jublede mange af os, men med en Understrøm af Vemod. En elsket Fører gik fra os over i en anden Gerning. Men vi bøjede os i dyb Taknemlighed for den Indsats, Maler Jensen havde ydet for Arbejderklassens Fremgang.

Det andet Afsnit af hans Liv optoges af 35 Aars kommunalt Arbejde, hvoraf de 25 foregik Indenfor Magistraten. Jeg skal ikke her skildre hans mangesidede Virksomhed, men prise hans store Udsyn. Fælledparken og Bispebjerg Hospital er Resultater heraf og vil bevare Jensens Navn længst.

Em. Svendsen rettede sluttelig nogle gribende Trøstens Ord til Jensens Hustru og Børn, og han sluttede med at sige: Vi siger ham Tak og vil længe bevare hans Minde!

Et betydeligt Menneske med store Ævner til Samarbejde.

Efter Svendsens Tale sang Forsamlingen Grundtvigs Salme "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder". 

Malernes Sangforening, som var anbragt paa Balkonen, sang for med skolede Stemmer.

Derefter talte Repræsentanten for den borgerlige Fællesgruppe, Ingeniør Julius Madsen, der karakteriserede Jensen som et betydeligt Menneske med Evner til Samarbejde. Det, som særlig prægede den afdøde Overpræsident, var hans Evne til ikke blot at løse Opgaver men ogsaa at løse dem paa allerbedste Maade. Han havde en betydelig Evne til at sætte sig ind i andres Tankegang og indlede et Samarbejde, der bar rige Frugter. Paa den borgerlige Fællesgruppe Vegne bringer jeg Overpræsident Jensen en Tak for hans gode Borgersind: Æret være hans Minde.

Byretsdommer Jesper Simonsen, der bragte en Hilsen fra den Radikale Gruppe, mindede bl. a. om, at Jensen sammen med fem andre Mænd tilførte Borgerrepræsentationen nyt Blod i 1893. Dette Valg blev Udgangspunktet for en Livsgerning af ganske særlig Betydning. Med Sans for Realiteter og med Respekt for Forskelligheder i de politiske Synspunkter søgte Jensen at skabe de sundeste og bedste Forhold for Byens Borgere. Hans store Grundighed og ualmindelige Kyndighed tillod ham at lære af andre Meninger, uden at han derfor svigtede sin egen Opfattelse. Først Fremtiden vil formaa rigtigt at vurdere hans store Forudseenhed. En dybfølt Tak for det gode Samarbejde og for det Eksempel til Efterfølgelse, Jens Jensen var for os

Svenske Mindeord..

Borgmester Bååth fra Helsingborg bragte paa Nordens sydsvenske Kreds Vegne en Tak for Overpræsidentens betydningsfulde Indsats i det skandinaviske Samarbejde. Overpræsident Jensen ejede et varmt Hjærte og en rig Intelligens og alt, hvad han beskæftigede sig med, forlenede han med et Præg af Personlig

Kisten bæres ud af Magistratens Medlemmer..

Talerne var nu forbi. En Kvartet, bestaaende af Kammermusikus Peder Maller. Koncertmester Johannes Schiørring, Violoncellisten Louis Jensen og Violinisten Chr. Sandby spillede Schuberts dejlige Andante i D-Moll, som paahørtes under andagtsfuld Stilhed.

Forsamlingen istemte "Dejlig er Jorden", og under Salmen løftede ti sortklædte Raadhustjenere Kisten ned af Katafalken. Saa traadte den samlede Magistrat til og bar med Borgmester Kaper og Raadmand Fr. Andersen i Spidsen Kisten ud til den ventende Ligvogn.

Bagefter fulgte et Par Hundrede sænkede Foreningsfaner, som under Højtideligheden havde været anbragt langs Væggene i Hallen. Tæt bag Kisten vajede to Faner fra Malernes Fagforening, Socialdemokratisk Forbunds Fane og røde Duge fra 3. og 6. Kreds Vælgerforeninger.

Tilskuerne blev paa Plads, til Sørgetoget var naaet udenfor, og uafladelig lød Tonerne af Chopins gribende, pompøse Sørgemarch.

Sørgetoget gennem Byens Gader til Vestre Kirkegaard.

I Sørgetoget gennem Byens Gader var en uforglemmelig betagende Oplevelse. Da Magistratens Medlemmer havde baaret Kisten ud til den ventende Ligvogn, satte Processionen sig langsomt i Bevægelse ud til Vesterbros Passage, hvis Fortove flankeredes af Tusinder af Tilskuere. Forrest red fire Politibetjente paa stejlende Gangere banende Vej for Ligvognen. Umiddelbart efter denne vajede en lille Afdeling af røde og blaa Faneduge, som smældede i den kraftige Blæst. Saa fulgte Overpræsidentens nærmeste Slægt i tre Vogne, Toget afsluttedes af et mylder af farvestraalende rødee, blaa og hvide Faner og Bannere. De blanke Messingspyd lynede i Solen, og Dugene fyldtes som Sejl af Blæsten, saa Fanebærerne havde stor Møje med at holde Balancen. Toget passerede forbi Axelborg, hvor Flaget vajede paa halv, videre ad Vesterbrogade til Enghavevej, som fulgtes til Ny Carlsbergvej. I dette typiske Arbejderkvarter var samlet Tusinder af Beboere, Mænd, Kvinder og Børn. Vinduespladserne var tæt besat af Folk, som vilde se et Glimt af Processionen. Paa en stor Nybygning paa Hjørnet af Ny Carlsbergvej og Vesterfælledvej stod Haandværkerne i deres Arbejdstøj med blottede Hoveder, da Kisten førtes forbi. Alléen op til Kirkegaarden dannede et sydende Hav af Mennesker, der alle søgte indenfor, hen til Graven, som er beliggende paa Skrænten ved den lille Sø tæt ved Kapellet.

Ved Indgangen trak de ridende Betjente sig tilbage, og Sørgetoget  svingede med Magistratens Medlemmer i Spidsen Ind paa den brede Vej op mod Kapellet, 

Højtidelighedens skønne Afslutning.

Omkring en halv Snes Tusind Mennesker stod samlet omkring Graven, hvis Vægge var smykket med grønne Grangrene. Under gribende Stilhed bar Raadhusbetjentene Kisten op paa Forhøjningen og sænkede den i Dybet, medens alle blottede Hovederne. Der fulgte nu en lille Pavse. Saa viste Pastor Rannow sig paa Platformen og holdt en smuk Mindetale over Overpræsidenten. Han priste Jensens store Kærlighed til Familien, en Kærlighed, som altid fandt rige og varme Udtryk. Præsten forrettede derpaa den gejstlige Handling, og Forsamlingen sang "Klokken slaar".

Overpræsidentens Søn, Fuldmægtig i Indenrigsministeriet Alf Jensen bragte sluttelig sin Fader en bevæget Hyldest for alt, hvad han havde betydet for sit Hjem og sin By. Han takkede Københavns Kommune for den pompøse Jordefærd, som var et Udtryk for den Betydning, man tillagde Overpræsidentens Livsgerning.

Den storslaaede Ligfærd var hermed til Ende. Fanerne blev rullet sammen, og Følget skiltes langsomt. Men længe efter valfartede nye Tusinder til Jens Jensens Grav for at bringe Byens Førsteborger en sidste taknemmelig Hilsen.

Kisten sænkes i Graven af Raadhusbetjente.

(Social-Demokraten 22. marts 1928)

Jens Jensens grav på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 5, nr. 5. Både kirkebogen og begravelsesprotokollen oplyser at han blev begravet på Vestre, men ikke nærmere hvor. I begravelsesprotokollen er der ikke noteret priser for jord eller andre handlinger i forbindelse med Jensens begravelse, måske fik han det gratis. Jens Jensen er i nogen grad stået i skyggen af andre socialdemokrater. Der er dog udkommet en biografi om ham som ses ovenpå rygsækken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Søren Federspiel: 1. maj, Fælledparken og borgmester Jensen. Historiske meddelelser om København 1990. Side 100-141. 

De Hjemløses Tog. (Efterskrift til Politivennen)

De Hjemløses Tog er nu paa Vandring mod København.

En broget Skare.

En Eks-Bankbogholder som Kassemester og en Husarofficer som Anfører.

Det er Sikkert den største Dag, Stationsbyen Kjellerup nogen Sinde har oplevet. En straalende Sol skinnede I Gaar Morges ned over en højst broget Befolkning, der fyldte Byens Gader, de nu 1000 Hjemløse, der var stævnet sammen fra alle Verdenshjørner, en Del nogenlunde velklædte, mange luvslidte og endnu flere næsten i Pjalter. Men Jydernes berømte Gæstfrihed og gode Hjerter fejrede Triumfer. Byen havde givet Nattelogis i alle til Raadighed staaende Lokaler, nu gav den Morgenkaffe og Morgenøllebrød til alle de Fremmede, alle begyndte Dagen med fuldt mættede Maver. Og saa tog Kjellerupboerne fat paa Udbringen af Paaklædningen - Pjalterne forsvandt og erstattedes med forholdsvis godt Tøj rundt fra Hjemmenes Garderober. Byens Barberere ragede gratis alle dem, de kunde overkomme, og for at sætte Prikken over l'et gik en Bidragsliste rundt for at skaffe Kontanter til Tærepenge paa Vejen. Den indbragte et lille Tusind Kroner. Og en Deltager, der var Eks Bankbogholder, blev valgt til Over-Revisor!

Ved Tolvtiden startede Toget fra Byens Lystanlæg. Det kom til at tælle mellem 3 og 400 Deltagere. I Spidsen saa man en stor Plakat med Indskriften: ."De Hjemløses Tog Kiellerup-København".

Hvad var det for Folk, der dannede dette Tog - En højst broget Skare. En Del virkelige vandrende Svende. Folk der virkelig gerne vil have Arbejde, men mange maa vist betegnes som Vagabonder, Folk, der har levet sig sammen med landevejen, og dernæst en Mængde ganske unge Mennesker, mange kun i 20 Aars Alderen. Men Humøret stod højt. Der jubledes og raabtes Hurra, og Kjellerupboerne jublede igen og ønskede Lykke paa Rejsen.

En festlig Ankomst til Silkeborg.

Kl godt 5 naaede Toget Silkeborg. Her var Byens Borgere aabenbart ogsaa oplagt til at "lave en Dag ud af det". Toget blev modtaget med [ulæseligt] og gemytlige Tilraab og Hilsner, hele Byen var paa Benene og var et stort glad Smil. 

I Borgerskolens Gymnastiksal var der dækket op ved lange Borde, der var pyntet med Blomster, og Menuen lød paa Risengrød og bajerske Pølser, Kaffe og Boller. Fagforbundene havde arrangeret festlig Underholdning, og hele Troppen fik Nattelogis i Gymnastiksalene, hvor der redtes med Halmknipper paa Gulvet.

Flyveren Clauson-Kaas vil føre Toget.

Der kom en ekstra Overraskelse I Aftenens Løb. Man fik et telegrafisk Tilbud fra den unge Flyver-Løjtnant Cløuion-Kaas der gerne vilde anføre Toget fra Skanderborg til København, og, hvis Tilbudet modtoges, vilde møde i Flyvemaskine i Skanderborg i Morgen. Man afsendte straks følgende Svartelegram:

"Alt vel, godt ankommet til Silkeborg. Lover Dem Tillid og absolut Myndighed Indtil Ankomsten til København. VI er i Skanderborg Tirsdag Aften Klokken syv, kom bare, De er velkommen!"

Afmarchen fra Silkeborg i Morges.

Samtale med Politimesteren.

Vi havde Kl. 10 en samtale med Politimesteren i Silkeborg, der meddeler:

- De Hjemløse Besøg her i Byen er forløbet uhyre harmonisk. Toget afmarscherede herfra Kl. 9 1/4, der var ialt ca. 340 Mand, og under drønende Hurraah og et Leve for Politiet og Silkeborg Borgere, med Tak for alt godt, drog de af Sted mod Skanderborg.

Her vil Flokken vokse, idet her ventes en Flok fra Aarhus og en fru Horsens, der vil støde til, og i Morgen tidlig sammen med Stamflokken drage videre syd paa. Her i Silkeborg kan vi kun rose de Hjemløse for fuld korrekt og elskværdig Optræden.

(Aftenbladet (København) 6. marts 1928).

Fotoer fra Aftenbladet (København) 5. marts 1928 som viser Skovpavillonen i Kjellerup hvor de hjemløse bespises. Nedenunder Togets Ledere fra venstre til højre: Chr. Christensen, E. Andersen, Sv. Aage Frederiksen, Chr. Nielsen, siddende: P. Fristenborg, Carl Madsen, C. Nørgaard og Geslin.

Næste dag gik toget fra Silkeborg til Rye hvor Clauson-Kaas stødte til og satte sig i spidsen for toget. Herefter Skanderborg og Horsens. By- og sogneråd undervejs bespiste deltagerne. 

Løjtnant Knud Clauson-Kaas paa Skanderborg Torv. Foto fra Aftenbladet (København), 8. marts 1828. Clauson-Kaas var meget hurtig til at udsende en pjece med sine oplevelser af holdninger. Den blev refereret i Social-Demokraten 23. marts 1928. Af skuffede hjemløse fik han en opfordring til at nedsætte en komite, som blev dannet den 23. marts under navnet "Hjemløsehjælpen i København". Den bestod af skoleinspektør Ernst Philipson, direktør Gottschalck, Clauson-Kaas og to hjemløse.

Nationaltidende havde den 8. marts denne tegning på forsiden med teksten: "Ove Rode til Redaktør Koppel: Lad os nu hellere liste ud af Toget, inden der bliver Spektakler. Det kunde være Borgerskabet ikke fandt Ideen helt saa morsom som vi".

Hjemløsetoget i Horsens. Foto fra Social-Demokraten, 9. marts 1828

Da toget var på vej mod Vejle, fik det besked om at justitsminister Rytter havde givet ordre til at opløse toget, og indenrigsminister Kragh forbudt kommunerne at yde hjælp. Politi blev sat til at vogte tog og færgeovergange. Knud Clauson-Kaas fik besked fra sin far, ritmesteren, at han risikerede at blive slettet af gardehusregimentets officersliste. Clauson-Kaas nægtede, men efter en telefonsamtale med Rytter blev de enige om at han skulle afmønstre toget i Vejle. 

Den 9. march afgik toget fra Horsens kl. 10:30 og var ved Hedensted Station ved 3-tiden. Kl 6 i Vejle. I Hedensted serverede Venstre-sognerådet stik imod forbudet kaffe og wienerbrød for de hjemløse. Til toget sluttede sig en "ret stor" flok kommunister, og en halv snes sønderjyder, måske fra Cornelius Petersens tilhængere. Kommunisterne fra Århus blev sat på en bus og kørt hjem, mens sønderjyderne nægtede og overnattede.

Fotoer fra Vejle station (Aftenbladet (København) 10 marts 1928). Øverst til venstre glade svende der ruller afsted under harmonika- og mandolinmusik. Derunder typer af deltagere, yderst til højre løjtnant Clauson Kaas.

I Vejle var der et opgør mellem den københavnske kommunist og frugthandler Knudsen og løjtnant Clauson-Kaas, som blev kaldt "Rytters betalte kreatur". Det blev aftalt at man skulle mødes på Frederiksberg Bakke den 20. marts, og mens nogen herefter vendte hjem, fortsatte andre i mindre skarer over bæltet

Københavns Politi havde sendt omkring 50 betjente til Vejle. De vendte herefter tilbage til København, i følge dette foto fra Aftenbladet (København) 10. marts 1828. 

Fotoet forestiller den 8 mand store deputation fotograferet om formiddagen den 13. marts 1928 udenfor justitsministeriets bygning. Ordfører var skrædersvend Justenborg fra Skanderborg. Desuden maskinarbejder Geslin. Aftenbladet (København), 13. marts 1928.

Socialdemokraten 13. marts 1828 havde et lidt anderledes foto af de syv af udvalgets medlemmer: Forreste række fra venstre formanden Geslin, København, Søren Christensen, Aarhus, E. M. Andersen, Odder og Charles Nørgaard, Vejle. Bageste Række fra venstre: Svend Aage Frederiksen, København og Charles Nielsen, København.

De Hjemløses Udvalg kom lørdag den 11. marts 1928 til København og fik foretræde hos justitsminister Rytter den 13. marts. Også en deputation studerende mødte op for at protestere mod opløsningen. Indenrigsminister Kragh modtog dem senere på dagen. Clauson-Kaas forelagde Kragh planer om bl.a. at oprette kolonier på heden for fremtidige udvandrere. På samme tid var en del hjemløse nået til Sjælland, nogen blev anholdt for betleri. 

Nationaltidende, 2. udgave bragte dette foto den 20. marts 1828 af hjemløse og nysgerrige samlede på Frederiksberg Bakke.

Nationaltidende berettede den 21. marts 1828 at toget af hjemløse og nysgerrige - de hjemløse i klart mindretal - gik fra Frederiksberg Bakke, anført af en flok kommunister der sang "Internationale". Flankeret af politi. Det tog ½ time for toget at passere Frihedsstøtten. Herfra gik turen ad Tietgensgade og Ny Vestergade til Christiansborg Slots Ridebane. 

Fra de Hjemløses Tog.

Øverst til venstre: Paa Raadhuspladsen. Efter Besøget hos Borgmester Viggo Christensen meddeler Deputationen Resultatet for den lyttede Skare. Overst til højre: Politidirektør Fabricius-Hansen, der siddende paa Muslingskallens Brystværn betragter Begivenhedernes Gang. Nederst til Venstre: Togets Deltagere paa Christiansborg Slots Ridebane. Nederst til højre: De Hjemløses Deputation har efter Besøget hos Indenrigsminister Kragh besteget Fodstykket til Rytterstatuen, og Ordføreren Maskinarbejder Geslin, giver Beretning om Mødets Forløb. 

Roen, Ordenen og Disciplinen var mønsterværdig.

Alle onde Anelser blev gjort til skamme i Gaar. De Hjemløses Tog gennem Byen fortjener at mindes alene for den eksemplariske Ro og Orden, hvormed det hele foregik, og dette tjener i første Række de Hjemløse Togs Udvalg til Ære. Det mærkedes ude paa Frederiksberg Bakke, hvor Deltagerne begyndte at samles ved Halv totiden. Førerne var overalt paa Færde og manede Deltagerne til at tie vare Roen og Værdigheden. "Enhver, der begyndte at lave Ballade, bliver smidt ud" lød Parolen. Og det bar Frugt. 

Lidt efter lidt fandt Afmarchen Sted. I velordnet. Kolonner, 4 Mand i hvert Geled travede man af Sted med frederiksbergske Betjente i Spidsen, saa kom en lille Flok Studenter, mandlige og kvindelige, blandt hvilke man saa to unge adelige, Grev Kaj Moltke og Baron Oluf Rosenkrantz, der vilde vise de Hjemløse Sympati. Saa kom Udvalget og derefter de virkelig Hjemløse, Kærnetruppen, den, der dannede den virkelige Basis for toget. De var ikke til at tage Fejl at, baade deres Ansigter og deres Paaklædning bar Vidne om Savn og Nød - der var vel højst regnet 500; Resten af de tusinder, der dannede Processionen, var københavnske Arbejdsløse og Arbejdere, der var mødt op for at støtte Demonstranterne og saa Nysgerrige. Dem var der naturligvis mange af.

Fotoet stammer ikke fra Aftenbladet, men fra en artikel i Social-Demokraten 21. marts 1828. Det forestiller toget ved indgangen til Vesterbrogade.

Togets Vandring gennem Byen.

Taktfast og roligt gik Toget gennem Vesterbrogade. Paa Grænsen mellem Frederiksberg og København afløstes de frederiksbergske Betjente af københavnske Kolleger. Og Chefen for det ridende Politi, Overbetjent Andersen overtog Førerskabet. Ved Tivoli drejede man nedad Bernstorffsgade og fortsatte ad Tietgensgade til Slotspladsen. Her var opmarcheret en mandstærk Politistyrke under Politiassistent Heibergs Kommando, men den fik en let Opgave. Politidirektør Fabricius-Hansen og Københavns Kommandant Generalmajor Castenskiold saas begge civilklædte færdes omkring blandt Publikum.

Straks etter Togets Ankomst begav Udvalget sig op til Indenrigsminister Krogh. Det blev en lang Ventetid for den store Skare, og Kulden bed gennem de tyndslidte Klæder, forskellige Deltagere forkortede Tiden ved at holde Taler fra Fodstykket til Chr. den 9s Rytterstatue, som man uden Indvending fra Politiet side fik Lov at bestige. Der faldt adskillige stærke Ord, uden at de dog just var udæskende. Saa kom Udvalget efter en Times Forløb tilbage, og Maskinarbejder Geslin, gav Referat - Det var et tyndt Resultat, erklærede han, men vi havde ikke ventet det bedre! Ministeren lovede at undersøge Svendehjem og Herberger og forsøge paa at skaffe Arbejde ved Hedeplantager. Men vi vil selv have Haand i Hanke med Ledelsen - vi vil ikke slaas i Sæk med Tugthusfangerne, der arbejder paa Heden.

En Hjemløs, Michelsen, tog Ordel og opfordrede til at gaa til Raadhuset og forlange Mad og Nattelogis at Borgmester Viggo Christensen, og Skaren fulgte Opfordringen og drog mod Raadhuspladsen.

Hele Muslingeskallen blev fyldt, helt langt ud over Raadhuspladsen stod de nysgerrige Masser, og Udvalget gik op til Borgmesteren. Atter en lang Ventetid og atter et tyndt Resultat.

Borgmesteren stillede sig absolut afvisende overfor Kravet om gratis bespisning og Logi paa Kommunens Regning, han kunde kun henvise til Sundholm - med Fattighjælps Virkning. Meddelelsen virkede ophidsende, der lød heftige Fyraab, men Roen hevaredes alligevel.

Og saa gik Toget i god Orden ud ad Amager Boulevard, ud til Sundholm, og det var, bemærkelsesværdigt nok, uden Politiledsagelse Derimod var en Styrke ridende Politi og et par Politibiler med Mandskab troppet op ude ved Anstalten, men ogsaa de fik en let Opgave.

Udvalget gik ind og fik en Samtale med Inspektør Lutz-Höppermann der meddelte dem, at der

kunde skaffes flere Hundrede Sengepladser - men som Fattighjælp. 

Man var ikke forberedt paa at bespise de mange Mennesker, men det lykkedes alligevel

- de fik alle et Maaltid Vandrisengrød med Øl. 361 Mand fik Natteleje - men der havde været Plads til 700!

Natten paa Sundholm

Morgensamtale med Inspektør Lütz-Hoppermann.

Da vi i Morges ved 6-Tiden kom ud paa Sundholm for at høre, hvorledes det gik med de 360 Hjemløse, lød Svaret: 

- De er saamænd ikke oppe endnu. Da de kom her i Aftes, saa de ærlig talt meget medtagne ud De blev jo fulgt herind af en stor Skare københavnske Kammerater, der raabte de vilde komme og hente dem i Dag til Morgen Men de kommer vist til at vente længe.

Efter Ankomsten fik de Grød og Øl, og saa gik de alle i Seng. De var dødtrætte og ganske udsultede, saa Sengene herude har sikkert været et herligt Leje for dem. 

Godt Humør paa Stuerne.

Vi kiggede derefter over i Bygningen hvor de Hjemløse var indkvarterede. Dørene var laasede, men indenfor syntes Stemningen ikke særlig nedtrykt. Der lød baade Latter og fornøjelig Tale. Man var lige ved Morgenmaaltidet, Margarinebrød og Kaffe. Det var vel ikke mindst det, at de fik Lov til at spise sig mætte, der satte Humøret i Vejret.

Hvad der vil ske.

lnsjiektøi Lutz-Høppermann var allerede paa sit Kontor t travl Virksomhed med at træffe Dispositioner for Dagen.

- Hvorledes er Natten forløbet?

- I fuldstændig Ro og Orden. For en Sikkerheds Skyld har vi i Nat haft en Politivagt paa 15 Mand herude, men der er ikke bleven Brug for dem.

- Hvad sker der til Morgen?

- Ved 9 Tiden tager vi fat paa at undersøge hver enkelt Mands Forhold og Papirer. Det skal vi ifølge Reglementet, selv om Gæsterne vel ikke er særlig glade ved det. De Hjemløse, hvis Papirer er i Orden, det vil sige som kan dokumentere en Hjemsted-kommune eller har Fagforeningsbog, vil i Formiddagens Løb faa udleveret et Fripas til deres Hjemsted, men det ordnes saaledes, at de Ikke kan sælge det til andre, og sendes af Sted i Dagens Løb.

De øvrige bliver overfart til Forsørgelsesafdelingen. Vi maa jo følge Reglementet.

- Det har Gæsterne vel ikke regnet med?

- Det maa de have været forberedt paa. I Aftes, da de kom herud, stod der tre Mand fra Magistraten i Porten og gjorde hver enkelt opmærksom paa Konsekvenserne af, at de gik herind, at det var Fattighjælp. En Del forsvandt saa igen, men 360 Mand gik altsaa alligevel herind.

Nogle københavnere slap med ind, vistnok nogle Smede, for at se, hvorledes det gik. De krævede straks i Morges at blive lukket ud, da de skulde paa Arbejde. Men de maatte blive her sammen med de andre, til deres Forhold kan blive undersøgt. De maatte jo ogsaa vide, hvad de indlod sig paa. Deres Maaltid og Nattelogi er Fattighjælp ligesom de øvriges.

Hvilke Dispositioner, der vil blive truffet I Dagens Løb, kan jeg ikke udtale mig om endnu. Jeg maa naturligvis konferere med Borgmester Christensen. Men foreløbig er her altsaa fuldstændig Fred og Ro, og forhaabentlig sker der heller ingen optøjer, naar de, der ikke straks sendes hjem, faar at vide, at de maa blive her et Stykke Tid, til vi ogsaa faar dem sendt af Sted. 

Foreløbig faar de trøste sig med Middagen: Sulevælling og Flæsk.

60 Hjemløse paa Gæstehjemmene.

I Nat har 60 af de Hjemløse dog sovet i Sct. Johannes Gæstehjem i Ryesgade 28 A, hvor man - efter at have sat sig i Forbindelse med Daghjemmet paa det gamle Jernbaneterræn - modtog de 60 Gæster med aabne Arme.

Der redtes i Spisesalen og tilstødende Lokale med bløde Madrasser og fyredes godt op i Kakkelovnene. Til Morgen beværtedes de 60 Mand med Kaffe og Brød og faar ved Afskeden en solid Frokostpakke med. I Formiddag afholdes inden Afrejsen en lille Morgenandagt hvor Forstander Aagaard holder en lille Tale til de Hjemløse. Saa mødes de derude i Sct Johannes Gæstehjem med 30 Kammerater fra Sct. Jacobs Gæstehjem, og man vil saa se at faa de Hjemløse ud paa Jernhanestationerne og ud paa landet igen.

Forstander Aagaard siger, at da 60 Mand har opført sig mønsterværdigt i alle Retninger. 

Vi udvekslede el Par Ord med et Par af de farende Svende, der var glade for København og den Sympati, der var vist dem fra mange Sider og tilfredse med, at deres Iedere havde forstaaet at holde Orden og forhindre Spektakel-Forsøg af enhver Art fra Udenforstaaende Side.

(Aftenbladet (København), 21. marts 1928).

To fotoer fra Social-Demokraten 21. marts 1828 som forestiller toget på Christiansborg Slots ridebane.

De følgende dage blev hver enkelt sags undersøgt, og det viste sig at der var 133 københavnere mellem de hjemløse som havde ladet sig indlægge, og som enten havde fast bopæl eller var i stand til at klare sig selv. De blev lukket ud. 135 blev sendt til forskellige steder i provinsen. 

Toget er beskrevet i Michael Valeur: "De hjemløses glemte march i 1928"

Den 21. september 1928 forsøgte man sig på ny med et tog af hjemløse fra Randers. Det var  allerede fra starten forbudt, og Randers politis 30 mand var blevet forstærket af 80 mand fra Aalborg. Det blev dog opløst inden det overhovedet kom i gang, og lederen af toget oplyste at man igen ville forsøge sig den 23. oktober 1928.