Vintersol og Arbejdsstilhed. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Kontrol af Arbejdsløse paa den gamle Ladegaard. Nederst: En Udsættelse, Møblerne køres bort.

Op over Byens røde Tage og dens gamle irrede Kobbertaarne stiger Frostdagens gyldne Sol. Det er som der vælder gyldne Strømme ned over Husene, og i den klare, lette Luft bliver disse gyldne Strømme skærende skarpe. Ak ja den lette Luft! Det er, som man naar man fra et eller andet, ophøjet Punkt kan se ud over Byen mærker denne Luft alt for klar. Hist og her burde der vel nok hænge lidt Slør af Rogen fra Skorstenene fra Fabriker og Værksteder. Men der er for mange af dom, der bar maattet lukke Portene. Ilden er slukket under Kedlerne, Skorstenene ryger ikke, og Uge for Uge bliver de Arbejdsløses Hær forøget med nye Tusinder. Menneskene har lært at tage Gødningsstof til Jorden af Luften, desværre har de ikke lært at tage Brødet, ellers vilde vi have Forraad nok at tage af.

Og medens Barometret stiger og Solen bliver stærkere lysende, bliver Fremtidsudsigterne mørkere. Vi er midt i en kæmpemæssig Krise, og alle vore ledende Alænds Forsøg paa at bekæmpe den synes frugtesløse. De to Billeder, vi bringer, illustrerer saa nøje det hele; de mange Arbejdsløse, der møder til Kontrol, den Arbejdsløses Møbler, der køres til Sundholm, et Hjem, der blev opløst - det er Saar, der slaas i hele vort Samfunds Legeme, Saar, det vil tage lang Tid bagefter at læge.

(Aftenbladet (København), 25. november 1924).

Ford i Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Fords nye Fabrik i København

Fabriksanlæget i Sydhavnen

Ford Motor Company indvier i Dag sin nye Fabrik i Københavns Sydhavn, ved hvilken Lejlighed Statsministeren og Københavns Overpræsident m. fl. vil komme til Stede.

Det er det mest moderne Fabriksanlæg i hele Skandinavien - ja maaske i Europa. Alle de nyeste Fabrikationsmetoder og Hjælpemidler, der er saa karakteristiske for moderne Automobilindustrier, er her udnyttet.

Fabriksanlæget er bygget paa selve Sydhavnsarealet ved Kongens Enghave og er omgivet af Vand paa de to Sider. Fords private Kaj maaler 110 m, medens 78 m Kaj paa den anden Side staar til Virksomhedens Disposition. Her findes ogsaa en dobbeltsporet Jernbanelinje, som staar i direkte Forbindelse med Landets Jernbanenet.

Fabrikens Hovedbygninger bestaar af en 2-Etagers Jernbetonbygning, forbundet med to Kranhaller af murtstenspud￾t Staalkonstruktion samt en murstensbygget Kraftstation. I Midten mellem Jernbetonbygningen og Kranhallerne er der en stor 1-Etages Monteringshal, hvor Vognene samles. Denne Hal er af Staalkonstruktion med moderne Ovenlys, hvorved der sikres Arbejderne rigelig Lys og Luft

Fabriksbygningerne er saaledes anlagt, at "lige Linje" Produktion er mulig, d. v. s., at alt indkommende Materiale - efter at være udlosset ved Kajen og udpakket i Lagerafdelingen - følger en lige Linje gennem Bygningerne til den modsatte Ende, hvor de færdige og prøvede Vogne kører ud for at videresendes til Forhandlerne.

Den nye Fabrik repræsenterer indbefattet Grundareal, Bygning og Maskiner, en Værdi af ca. 5 Mill. Kr., hvoraf 75 Procent falder paa danske Materialer og dansk Arbejdskraft.

Ford Motor Company Akties, grundlagde sin Virksomhed i København i Sommeren 1919 en Aktiekapital paa ½ Mill. Kr.

Produktionen tog sin Begyndelse i Oktober 1919 i lejede Lokaler i Heimdalsgade 28 og 42, 44, og den højeste Produktion, som den Gang opnaaedes pr. Dag, var 14 Vogne. Der var ansat 148 Arbejdere og 12 Funktionærer.

Virksomheden er siden betydelig udvidet.

Foruden de ca. 600 Arbejdere og ca. 100 Funktionærer, som lønnes direkte af Selskabet, findes i Danmark ca. 85 autoris. Forhandlere og henved 300 autoriserede Reparatører samt disse Forhandleres og Reparatørers Personale, bestaaende af Repræsentanter, Kontormedhjælpere, Lagerekspedienter og Mekanikere saavel som disses Familier - eller ialt sa. 12-15,000 Mennesker, hvis Eksistens er afhængig af Ford Motor Company Aktieselskabs Virksomhed.

Af Ford Motor Company Aktieselskabs samlede Produktion i de første 8 Maaneder af 1924 er der eksporteret ca. 75 Procent, medens Resten er solgt gennem danske Forhandlere.

(Bornholms Social-Demokrat 15. november 1924)

Censur i Sønderborg. (Efterskrift til Politivennen)

Frit Ordskifte

Haandhæves Censuren forsvarligt?

Vi har modtaget:

Paa Haandværker- og Industriudstillingen i Sønderborg fra 1.-18. Maj dette Aar opførtes der næsten daglig en Revue, der paa Grundlag af sit i moralsk Henseende overmaade daarlige Indhold vakte stor Forargelse.

Jeg fremkom derfor i Dagspressen med en skarp Kritik af Revuen, som havde til Følge, at jeg modtog et Brev fra Hotelejer Bang i Sønderborg, der havde ladet Revuen opføre i sit Restaurationstelt paa Udstillingspladsen. I dette Brev meddelte Bang, at de Sange, som jeg særlig havde paatalt for Deres tvetydighed og Slibrighed, var censurerede af Censor i København. Efter at jeg havde faaet Censors Adresse opspurgt, tilskrev jeg ham følgende:

Hr. Censor P. A. Rosenberg. København.

Ved Haandværker- og Industriudstillingen i Sønderborg fra 1.-18. Maj opførtes der en Revue, i hvilen der blev sunget en Sang, som to Venner af mig, der to Gange var til Stede, har noteret to Vers af. Versene lyder saaledes:

1. Vers:

Jeg er gift, en Hustrus Lod er streng,
Naar min Mand gaar ud om Natten,
Tror De han kommer hjem i Seng?
Naar jeg spørger ham, saa svarer han:

Refrain:

Jeg gør det ikke om jeg faar Penge til,
men saa er der saa mange andre, der vil.

2. Vers:

Jeg elsker Børn, selv har jeg fem,
i Ægteskabet fik jeg dem alle,
Tror De min Mand siger, han er Fader til dem?
Naar jeg spørger ham, saa svarer han:

Refrain:

Jeg gør det ikke, om jeg faar Penge til,
men saa er der saa mange andre, der vil.

I en Artikel i "Sonderburger Zeitung" har jeg omtalt Revuen og betegnet dette Digt som umoralsk, da det omhandlede Horeri og Ægteskabsbrud. I Henhold til denne Artikel i "Sonderburger Zeitung" har Hotelejer  Hoffmann Bang, som lod Revuen opføre i sit Restaurationstelt, tilskrevet mig, at den af mig paatalte Sang, tillige med Revuens andre Sange er censurerede af Censor i København.

Jeg beder godhedsfuldt at ville meddele mig, om det forholder sig saaledes, som Hr.  Hoffmann Bang skriver. Svarporto vedlægges. Ærbødigst

C. Jørgensen, Sognepræst.

Efter nogle Dages Forløb modtog Jeg følgende Svarskrivelse, som jeg med Censor P. A. Rosenbergs Tilladelse meddeler:

Herr Pastor C. Jørgensen!

I Gensvar paa Deres ærede Forespørgsel skal jeg meddele, at den omtalte Vise har været fremlagt til Censur og er tilladt af mig. Hvis man i den Art lette Løjer vil søge Krænkelse af Moralen, kommer man til at forbyde omtrent alle Operetter, tyske, franske, engelske, danske, og de allerfleste Kabaretviser. Det er min Opfattelse, at dette vilde være meget uklogt, og Jeg tvivler om, at slige Narrestreger kan gøre noget Menneske Skade. Med denne Motivering har jeg tilladt Visen.

Deres meget ærbødige
P. A. Rosenberg.

Vi mener, at den Maade, paa hvilken Hr. Censor Rosenberg haandhæver Censuren, staar i en skarp Modsætning til den kristelige Morals Fordringer, og at Smudslitteraturen derved faar Lov til, frit at udbrede sig til stor moralsk Fordærvelse af vide Kredse af vort Folk. Det vilde derfor være ønskeligt, om Censoren fra det Ministerium, hvorunder han sorterer, kunde faa Bemyndigelse til en kraftigere Censur, eller hvis - hvad Censors anførte Brev synes at antyde - han ikke finder et Systemskifte nødvendigt, der da kunde ansættes endnu en Censor, under hvem denne Art af Skriverier kunde sortere. Det maatte da være en Mand, som klart ser den Fare, der truer vor Ungdom gennem Smudslitteraturen. En saadan vil ikke være vanskelig at finde.

Sønderborg, d. 8. Novbr. 1924.
T. Biering, Provst. 
C. Jørgensen, Sognepræst.

(Heimdal 10. november 1924)

Friluftspantheon paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

En Plan al Professor Utzon Frank.

Professor Utzon Frank har i Anledning af Kai Nielsens Begravelse udkastet den Tanke, at den Del af Vestre Kirkegaard omkring Søen, hvor Zartmann, Hammershøj og nu ogsaa Kai Nielsen hviler, maatte blive bibeholdt som en Slags Frilufts-Pantheon for vore store Mænd paa Kunstens Omraade. Der har imidlertid allerede vist sig Vanskeligheder ved at faa Planen gennemført, idet Borgmester Kaper under hvem Begravelsesvæsenet sorterer, stiller sig temmelig afvisende. Skulde der imidlertid blandt Kunstnerne kunne skabes en stærk Tilslutning til Idéen, vil det uden Tvivl faa Betydning. Professor Anton Rosen er meget begejstret for Planen og mener, at netop det omtalte Sted paa Kirkegaarden ved sin Skønhed og Harmoni er saa velegnet som muligt til at skabe en Mindelund. Forfatterforeningens Formand. Hr. Sophus Michaélis nærer Betænkeligheder. Dels mener han, at en Kirkegaard ikke er særlig egnet til Mindelund, dels er han Modstander af det udemokratiske i den Tanke at samle Folk ligesom efter Klasser, selv om der er noget smukt i den Tanke at ville begrave store Mænd paa et værdigt Sted paa Kirkegaarden.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 10. november 1924).

Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Læge. Cand.med. 1878. Reservelæge i nåden 1879–80, i hæren 1884–86 og læge ved de kommunale vaccinationsanstalter 1889, 1891 og 1894. Han havde forskellige forretningsmæssige tillidshverv og var direktør i forsikringsselskabet Haand i Haand. 

Johan Peter Frederik Crone (1854-1932): Læge Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1898 var han Højres kandidat ved folketingsvalget i Kbh.s 3. kreds. 

Alfr. Christensen og Petrus Beyer.

Valgermødet i Gaar Aftea i "Fønix".

Et livligt Møde

Den store Sal i "Fønix" var fyldt i Gaar Aftes til sidste Plads, da Vinhandler Dam aabnede Alfr. Christensens andet Vælgermøde.

Efter at Handskemager Petersen var bleven valgt til Dirigent, talte Hr. Alfr. Christensen, der modtoges med Bifald, og som under stærk Tilslutning fremsatte sit kendte Valgprogram.

Til dem i Højre, der udslynger den Beskyldning mod Venstres Kandidater, at de lader sig vælge af internationale Stemmer, sagde Taleren:

"Jeg protesterer paa det skarpeste mod, at Byernes store Arbejderbefolkninger skal sættes udenfor alle andre Danske. Er der Nogen, om hvem man med en vis Berettigelse kan sige, at de har stillet sig udenfor de Danskes Rækker, saa er det vel det Parti, der har øvet Vold mod Forfatningen og paa Trods af Folkets Vilje ødelagt Landets Penge til ulovligt og for Danmarks Selvstændighed skadeligt Fæstningsbyggeri. (Stormende Bifald.)

Efter at Hr. Alf. Christensen har omtalt de store Reformspørgsmaal og hævdet deres Gennemførelse i demokratisk Aand, slutter han med at udtale, at over al Ting staar det for ham, at den frie Forfatning atter kommer til Højsædet i Danmark, og at det kan ske ved at sætte et stort Oppositionsflertal ind i Folketinget.

Langvarigt Bifald og rungende Hurraraab lønner Hr. Alf. Christensens Tale.

Hr. Petrus Beyer tog derefter Ordet og udtalte, at paa mange Punkter er Højre enig med de Liberale. Han var navnlig ligesom Hr. Alf. Chr. af den Mening, at Provisorierne burde ikke eksisteren, men de var for Resten lovlige (Modsigelse). Han fremstillede sig derefter som udpræget Toldbeskyttelsesmand. Toldbeskytterne var Arbejdernes bedste Venner (Latter). En god Skolelov skulde laves som en Bom mod Socialismens Fristelser (Uro og Protest). Kobenhavns Befæstning bør vedligeholdes, thi Landets Børn maa ikke gaa blottede i Kampen (Latter).

Hr. Alf. Christensen, som derefter tog Ordet, hilstes af stormende Hurraraab. Under stærk Tilslutning imødegik han Hr. Beyers Udtalelser og hævdede navnlig, at det er en Skandale for vort Land, at vore Militærudgifter er saa enorme som de er.

Endnu har flere Talere Ordet, bl. A. Folketingsmand A. C. Meyer, der protesterer mod Hr. Beyers Udtalelse om, at Socialismen er baseret paa Uvidenheden, og som kraftigt anbefaler Vælgerne at stemme paa Alf. Christensen.

Det livlige, til sine Tider meget bevægede Møde sluttes først henad Midnat under vekslende Hurraraab for Kandidaterne. Omtrent en Tredjedel af Forsamlingen var Højremænd, og Meningskampen var flere gange stærk.

(København 27. marts 1898)

Ved valget 3. april 1898 stemte 2269 (66,0 %) ud af 3436 stemmeberettigede i Københavns 3. kreds. Af dem tilfaldt 1343 overretssagførr Alfred Vilhelm Alexander Christensen (V. R.), mens overretssagfører Carl Antonius Olsen (H) fik 902 stemmer.

I 1884 blev han indviet i loge nr. 3 Nordstjernen under Oddfellowordenen i Danmark. I 1889 stormester og da den danske storloges ophøjedes til uafhængig loge 1892 til storsire. Mens han var storsire, blev der oprettet hjem for børn født uden for ægteskab og et spedalskhedshospital i Island 1897. I 1909 blev der oprettet et spedalskhedshospital på St. Croix.

Asyl på Sankt Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

The transference of the new building to be used as the Leper Asylum was made on Monday with due formalities by the Grandsire of the Odd Fellow Order in Denmark, Dr. Beyer, to the Colonial Council of St. Croix, in the Council's Hall,Government House.

In response to the published invitation of his Excellency the Governor, a large number of gentlemen and also a few ladies had assembled. Shortly after eleven o'clock His Excellency introduced Dr. Beyer to the audience as follows:

Ladies and Gentlemen, I have the honour to introduce to you Dr. Petrus Beyer, Grand-Master of the independent Grand Lodge for Denmark of the Odd Fellow Order. The Doctor has come all the way out here to hand over personally to the Municipality of St. Croix the new asylum for lepers at Richmond, which has been built by the agency of the order that he represents.

His Excellency then introduced the Grand Sire to the Chairman of the Council, who introduced him to the Council's members.

Dr. Beyer then made the following address:

"Deres Excellense.

Mine Herrer af St. Croix Kolonialraad.

Det er som Stor Sire for Oddfellow-Ordenen i Danmark at jeg i Dag har den Ære at henvende mig til Dem for paa Ordenens Vegne at overgive til Dem det til Brug for de Spedalske paa de dansk vestindiske Øer byggede Asyl; og jeg beder den høitærede Formand for St. Croix Kolonialraad om at modtage Asylet, som Raadet er gaaet ind paa at drive i nævnte Øiemed.

Forinden jeg overgiver Gavebrevet, maa det være mig tilladt i korte Træk at minde om Asylets Tilblivelseshistorie. Det var nogen Tid inden den vestindiske Kommissions Udsendelse her til Öerne for 6 Aar siden, at et af dennes Medlemmer Kammerherre Jacob Scavenius henvendte sig til mig paa den daværende Finansminister Christoffer Hages Vegne, for at forespørge om det kunde tænkes at Oddfellows, I Lighed med hvad der var sket i sin Tid paa Island, vilde bygge et Spedalskhedsasyl paa de vestindiske Öer, hvor der fandtes et ret betydeligt Antal Patienter lidende af denne Sygdom. Nu vil de mindre mine Herrer at der i Danmark den Gang, hvad der forresten ogsaa er Tilfældet nu, fandtes et stort Önske om at skaffe disse fjerne danske Besiddelser saa gode Livsvilkaar som muligt, og dertil hørte ganske sikkert, at befri Befolkningen for den Fare der laa i at disse Stakler der vare syge af den forfærdeligste Sygdom der vil nok findes, færdedes rundt imellem de Sunde, og kunde brede Sygdommen videre og videre omkring. Jeg svarede, overensstemmende med det Princip hvorefter Odd-fellow-Ordenen leder sit Liv: "at virke for social-humane Fremskridt Verden over," at den Mulighed, at vi kunde vilde paatage os denne nationale Opgave, fandtes; men at jeg forinden jeg forelagde Spørgsmaalet for Ordenen ledende Mænd, maatte stille som Betingelse, dels at der gaves en Spedalskhedslov, i Lighed med hvad der fandtes paa Island, der muliggjorde en effectiv Isolering af de Syge, en Lov som altsaa accepteredes af Ordenen, dels at spedalskhedsforholdene herude bleve undersøgte at en kyndig Mand indenfor vor Kreds, en Fordring der ingenlunde var dicteret af nogensomhelst Mistillid til de af de lokale Myndigheder givne Oplysninger, men simpelthen var en Fordring jeg altid stiller forinden jeg opfordrer Ordenen til at give sig i Lag med Opgaver indenfor dens eget Omraade.

Efter at Finansministeren var gaaet med paa disse Forlangender og Broder i Ordenen Professor Ehlers i den Anledning var bleven adjungeret den vestindiske Kommission, og til Ordenen havde afgivet sin Indberetning, som viste mig, at Foretagendet kunde siges at være realisabelt for os, lovede jeg Finansministeren at vi vilde søge at løse Opgaven, og i Dag er dette da ogsaa forsaavidt sket, som Asylet i det væsentlige staar færdigt, og kan, efter at jeg har beset det, og synes at det i alle Henseender maa siges at være vel skikket til sit Brug, afleveres til St. Croix Kolonialraad, der som ovenfor nævnte har paataget sig at drive det.

Oddfellow-Ordenen har ved at bygge det, forinden derved at opfylde en national Pligt, ogsaa søgt at opfylde det Paabud, som er Ordenens ledende Hovedmotiv: "at gjøre Kjærlighedstanken levende indenfer og udenfor sin Kreds, og at bringe til almindelig Forstaaelse at det ikke er nok at vi alle ved at Kjærlighed til Ens Medmennesker er det Centrale i Livet, men at denne Følelse, for at være mere end et Ord, maa give sig Tilslag i Gjerning."

Nu er det vort Haab og vort inderlige Ønske, at denne Forstaaelse maa blive den ledende indenfor deres Kreds, som fremtidig skulle være knyttede til Asylet, det være sig som dets bevilligende Myndighed, som dets høie Bestyrelse, som dets Læge, som Pleierskerne for de Syge, og alle de andre, som ved deres Gjieruing ere knyttede til Asylet. Det er vort Haab at de alle ville opfatte deres Opgave som givet i Kjærlighedens Tegn, saa først vil Asylet kunne komme til at opfylde sin Bestemmelse i at være et godt og venligt Hjemsted for de stakkels syge Mennesker, som her skulle tilbringe deres Liv.

I Haab om at alle ville virke tit at disse Forudsætninger, under hvilken vi have bygget Asylet, maa blive opfyldte, overgiver jeg nu Asylet til St. Croix Kolonialraad og skal til den Ende oplæse Oddfellow-Ordelinens Gavebrev til denne Myndighed.

Then turning to the Chairman of the Council the Grand Sire read aloud the Deed of Gift and its conditions, and finally handed the document over to the Chairman, with these words :

Høivelbaaren Hr. Landsfysikus Kalmer: Herved overgiver mig nu Dem, som Formand for St. Croix Kolonialraad dette Gavebrev. Gid Asylet man virke til Gavn for denne skjønne Ö, og for Søsteröerne St. Thomas og St. Jan, og gid Asylet under en vis og forstandig Bestyrelse maa blive et lykkeligt Hjem for de Syge for hvem det er bestemt.

The Chairman replied as follows:

Your Excellency ! Your Honor the Grand-Sire I

In conformity with § 5 of Ordinance of 17th January 1908 I have hereby the honor as Chairman of the Colonial Council of St. Croix and on its behalf to accept the Deed of Gift for the New Leper Asylum erected by tho Order of Independent Odd Fellows of Denmark now handed to me by your Honor the Grand Sire. As this noble Gift is a Gift not only to the Council but to the Municipality of St. Croix I beg in the name of this Community, in the name of the Council and in my own, to offer you most heartfelt thanks for this grand gift.

It, is indeed a grand and noble gift, which the Community thus becomes possessed of, a gift which fulfils a threefold purpose. First this, that it enables the Community to protect itself against this dreadful and terrible disease, the most dreadful of all those to which poor and suffering humanity is exposed and which, after the Bacillus lepræ has been discovered by the Norwegian Professor Armauer Hansen, has proved itself to be a contagious disease; Secondly it makes it possible to offer those poor aud pitiable individuals, who are suffering from this disease, a comfortable and humane existence for as you all know, most, nay all, that are suffering from the disease here belong to the poorest class, which are entirely dependent upon public charity and the help of poor relatives and friends, whose combined help could never secure for these individuals an existence in any way comparable for the one, that is now offered to them by the noble exertions of the Old Fellows Older, and thirdly it will one day - I have no doubt - make it possible to cure this loathsome disease, for considering the rapid an, I truly prodigious progress of medical science I feel convinced that means of curing the disease will one tiny be found, but even then these means would not suffice unless the poor sufferers were placed, as now they will he, under inspection and control.

Of course one thing may jar even with these outlooks before us, this, then, that it is unavoidable to deprive those poor creatures of personal liberty and freedom. But here it must be said, and rightly, that individual lights must yield before justified demands of the Community at large - so much the more when you can offer the parties in question all the great advantages which this grand gift offers them.

As I see that the Community at large by its presence here shows such interest in the matter, it may not he considered out of place, if I offer a few additional remarks on the subject.

The idea of isolating the lepers dates back very far indeed, far back into the middle ages. You may consider it a side issue when I commence with an allusion to the name of the disease, but it is often so, that a word, a mere name, reveals to us a chapter of the world's history.

The disease is in English and in most other European languages called lepra or leprosy. This comes from a Greek word lepra, which means only a rash, - and that word does not teach us much. But now it so happens that we have in Danish a word for the disease quite different and which is peculiar to Danish, no other language known to me has a similar name. We call the disease "Spedalskhed" and the sufferers from it "spedalske". Where does that word come from? It comes simply from "Hospital"; perhaps you will be able better to understand it, when I say, Spital instead of Hospital, but you will at once hear it if I use the Italian word "Ospedale." Now the word Ospedale, or Hospital, has nothing whatever to do with sickness or sick people, as you may be inclined to think. It comes from a Latin word "Hospes," which means a "Guest" and nothing else. Italy was one of the first countries, which in the middle ages erected "Ospedali," that is places for receiving poor suffering people as guests - and most especially lepers. And what the Middle ages did in their time we are now in our time renewing, by taking iu poor Lepers as guests in our Asylums. You may be astonished to hear that exactly 700 years ago, in the year 1200, there were not less than 2000 such asylums for lepers in France, no doubt owing to the kindness and cure of the clergy. And this proves two things : first that the disease must have had an enormous spread in the middle ages, and next, that we can never be too thankful to those ages for trying to check and limit this dreadful calamity - for without these Hospitals or Asylums in the medieval limes all Europe would by now be overrun by this fell disease.

What they did then is exactly what has been done here to-day, and this Community can never be too grateful for what the Odd Fellows Order has done for us out here - and once more, Mr. Grandsire, I beg to convey to you and your illustrious Order in the name of the Community, of the Colonial Council and in my own, the expression of our deepest gratitude and our most heartfelt thanks.

His Excellency the Goveneor, then spoke as follows :

"Mr. Grand-Sire. Ladies and Gentlemen.

I have the honour to express the thanks of the Danish Government for the noble and generous gift conferred by the Odd Fellows Order of Denmark on suffering humanity in the Danish West Indies. I venture to hope that the work will be carried on in a way and a spirit worthy of the donors."

And, turning to Dr. Beyer, said:

"Efter Hans Majestæt Kongens til Finantsministeren mundtlig fremsatte Ønske og efter mig at Finantsministeren dertil tillagt Ordre har jeg dernæst den Ære paa Hans Majestæts Vegne at overrække Dem, Dr. Beyet, som Ordenens Stor-Sire nærværende Dem af Hans Majestæts allernaadigst tildelte Decoration som Commandeur af 2den Grad af Dannebrogsordonen."

To which Dr. Beyer replied :

"Deres Excellense

Man jeg til Dem som Hans Majestæt Kongens Repræsentant udtale min dybtfølte Tak for den kongelige Naadebevisning der er bleven mig tildelt paa en saa ærefuld Vis, og for de Naadebevisninger der er tildelt andre Medlemmer af Spedalskhedskomiteen. Jeg og vi alle har, og opfatte ogsaa disse, mindre som en Belönning for vor ringe Virksomhed for Spadalskhedsasylets Tilblivelse, end som et Udtryk for Kongens Glæde over hver Gang der sker noget der kan gavne hans Land og Folk. Og denne Forstaaelse af Kongens Personlighed gjør, at vi Alle samles i Önsket om at Gud vil bevare Kongen, et Önske jeg bedre Alle med mig give Udtryk i et 9 foldigt Hurra for Hans Majestæt.

Kongen leve."

The three times three cheers for His Majesty thus called for were cordially given, and His Excellency the Governor then pronounced the proceedings to be closed.

(St. Croix Avis 20. november 1909).

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937), reservelæge ved kommunehospitalet, specialist i hud- og kønssygdomme med studier over spedalskhed (lepra). Efter en rundrejse i Island 1894 og 1895, blev kampen mod spedalskheden blev organiseret 1897-98 gennem isolation af de syge på asyl, hospitalet blev også støttet af Odd-Fellowordenen. Han var medvirkende til oprettelse af spedalskhospitalet på St. Croix 1903. 1903 var Ehlers adjungeret læge ved den danske kommission til Vestindien. Politisk var han formand for Københavns venstreforening 1908-11 og borgerrepræsentant i København 1909-11, valgt af venstre.

Læge Petrus Beyer

fylder i Dag 60 Aar.

Han har allerede i mange Aar været en af Hovedstadens mest kendte Mænd.

I 90'erne tog han livlig Del i den politiske Bevægelse og stillede sig som Folketingskandidat i flere københavnske Kredse uden dog at opnaa Valg Men det er hans mangeaarige Stilling som Storsir for den udbredte Odd Fellow-Orden, der særlig har baaret hans Navn ud til Offentligheden. Af han er naaet saa vidt indenfor denne Orden, skyldes foruden hans sikre, myndige Fremtræden føret og fremmest hans gode Hjærie og Medfølelse med ulykkeligt stillede Medmenneeker, dernæst ogsaa hans gode Talegaver, som sætter ham i Stand til paa en smuk Maade at løse de repræsentative Opgaver, hans Stilling som Storsire fører med sig.

Dagen i Dag træffer ham rimeligvis i Vestindien, hvor han har aabnet det Asyl for spedalske, som Prof. Ehlers i Fjor lagde Grundstenen til. Forinden har han været paa Rejse til Nordamerika, Odd Fellow-Ordenens Moderland.

(Dannebrog (København) 24. november 1909).

22. maj 1914 fejrede han 25 års jubilæum som leder af Odd Fellow-ordenen. 

Storsiren fylder 70.

Petrus Beyer.

Odd Fellow Ordenens højtansete Storsire, Læge Petrus Beyer fylder paa Mandag 70 Aar.

Petrus B. var blandt de første Odd Fellows her i Landet, og han har da ogsaa nu været Ordenens Øverste i 27 Aar.

Odd Fellows betyder egentlig de løjerlige Fyre, og Storsiren maa jo altsaa være den løjerligste af Dem alle.

Er dette Tilfældet, vilde vi ønske, at hele vort lille Samfund bestod af løjerlige Fyre, thi Petrus Beyer er som den gode Samaritan, der standser, hvor alle andre jager forbi, opfyldt af deres egne smaa Sorger og Glæder og ærgerrige Kappelyst om Magt og Penge, han standser og bøjer sig ned over det, de andre ikke vil se eller ikke tør se, han bøjer sig hjælpende ned over den Spedalske, over Hittebarnet, over Syge og Hjælpeløse.

Petrus Beyer har virket for Opførelsen af Spedalskhedshospitaler paa Island og paa St. Croix, og han og hans Hustru har Æren af, at Danmark nu faar sig et Hittebømshjem, saa at ingen Mødre mere behøver at drives til Fortvivlelse og til Forbrydelse, fordi de har født et Barn udenfor de ægteskabelige Rammer.

Meget andet godt og samfundsnyttigt Virke har Petrus Beyer i sit lange, arbejdsomme Liv udført, og for det altsammen vil der paa Mandag lyde ham en varm Tak i Møde.

(Folkets Avis - København 22. november 1919).

Petrus Beyer og den 33 år yngre Ella Beyer (1882-1976). Gravsted på Vestre Kirkegård. Det er udformet af Christian Emil Mandrup-Poulsen (1865-1952) i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.