Krage-Skydning. (Efterskrift til Politivennen)

En Mand, som for ikke længe siden har berejst Vendsyssel, fortæller i "Flyveposten", at der sammesteds paa Brakmarkerne viser sig et overordentligt stort Antal af Oldenborrelarver, der i de sidste Aar mere og mere ere blevne til en Landeplage; thi naar Rugen er kommen op, og der indtræffer mildt Efteraarsveir, især i Oktober, æde de Spirerne over og dråbe derved Sæden. "Man kan ikke," siger Brevskriveren, "lade være at opkaste det Spørgsmaal, hvorfra den saa stærkt tiltagende Formerelse af de ødelæggende Larver vel kan skrive sig, og man har da Erfaringer, som nok kunne vejlede. Hvor Rævene f. Ex. aldeles ere bortskudte, formere Musene sig til Skarer, der ødelægge Høsten. Men Oldenborrelarvens Fjende er Kragen, der fortærer en stor Mængde af dem. Nu veed man jo imidlertid, at der i de senere Aar er fremstaaet en stor Mængde Jægere her i Landet, og da Vildtet ikke er voret i samme Forhold, og mange af dem desuden heller ikke forstaae at søge det, saa gaaer Skydelysten ofte ud over alt Flyvende og Løbende, der kommer i Jægernes Nærhed , og derfor ogsaa over Kragerne, skjøndt de ikke ere spiselige og gjøre megen Nytte ved al fortære skadelige Insekter og deres Larver. Jeg erindrer saaledes, at man ifjor endog roste sig af i Aviserne, at man et Sted i Jylland paa en Dag havde myrdet flere hundrede stakkels Krageunger, uden meget andet Maal og Med end at myrde. Det var en ringe Bedrift; men jeg ønsker, at man vil erindre sig den, naar man taler om Oldenborrelarvernes Ødelæggelser, for at det muligvis kunde forhindres, at slige Mordscener blive gjentagne, og for at de modige Jægere kunne styre deres Lyst paa anden Maade; thi den, der myrder Kragerne, formerer indirecte Oldenborrerne...

(Ribe Stifts-Tidende 9. oktober 1856).

Ifølge biologen Vilhelm Bergsøe (1835-1911) i "Fra mark og skov" 1881 var oldenborren det insekt der påførte landbruget og skovbruget de største skader, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Det hjalp ikke at kirken lyste billen i band. Bergsøe så årsagerne som dræning (oldenborrelarver elsker løs iltrig jord), den forandrede pløjetid og den aftagende fuglemængde. Han pegede også på muldvarper og grævling som oldenborrelarvers fjende. I 1887 blev der vedtaget en lov om oldenborreår (hvert 4. år). 

Afsindig af Indespærring. (Efterskrift til Politivennen)

"Forst. AviS" meddeler følg. sørgelige Exempel paa Politievilkaariighed og Sammes Følger: En Kone paa Vesterbro er Eierinde af fire Hunde, som hun tilbørligen havde forsynet med Hundetegn og Mundkurv. I en af Hundedagene laae den ene af Madamens fire Favoriter udenfor Huset, da Hundevognen idetsamme kom forbi. Hundens Halsbaand med Tegnet var skjult af de lange Haar. Hundebetjentene toge imidlertid Hunden, puttede den i Vognen og kjørte bort med den trods den til Vinduet komne Eierindes heftige Indsigelser. Hendes Karl var dengang ikke tilstede, men da han kom hjem, sendte Madamen ham øieblikkeligt afsted, for at faae Hunden befriet. Karlen gik da op paa Politikammeret, fortalte hvad der var skeet og anmodede om, at en Betjent maatte gaae med, for at overbevises om, at Hunden havde sit Tegn; men han fik, siges der, studse Ord og maatle gaae alene. Paa Veterinairskolen fik han af Dørvogtersken til Hundelocalet Lov til at eftersee, om den Hund, han pegede paa, havde sit Halsbind og Tegn. Det forholdt sig som han iforveien vidste, og han gik nu igjen tilbage til Politikammeret, fortalte dette og fordrede Hunden tilbageleveret. Der blev Karlen imidlertid, som mistænkt for at have paasat Hunden Halsbaandet med Politietegnet imedens han var ude paa Veterinairskolen, arresteret og holdtes 5 Dage indespærret i et stygt Arresthul, hvor han blev tracteret med Vand og Brød! Hunden var imidlertid bleven sendt tilbage til Eirinden; men Karlen, som flere Gange havde været i Forhør, hvor han stadigt vedblev sin Paastand og "ikke kunde give anden Forklaring, om man endog vilde plage ham nok saa meget," blev af Græmmelse over den Behandling, der var ham vederfaret saa uforskyldt - afsindig og befinder sig nu paa Bidstrupqaard! - Man maa vente, at Justitsministeren lader vedk, Myndighedsmisbrugere drage alvorligt til Ansvar.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. september 1856).

Færgelauget i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 20de August.

Efter den af Fælledsindenrigsministeriet stillede Frist har Færgelauget i Nørresundby i Løverdags igjennem Amtet afgivet sit Svar, hvori det, trods Lovforpligtelsen i Laugsartiklerne, nægter at efterkomme Ministeriets Paabud om uopholdelig Anskaffelse af et Damp-Færgereqvisit. Nægtelsen vil sandsynligviis alt befinde sig i Ministeriet, eftersom der nu ikke af de stedlige Myndigheder længere er noget i denne Sag at erklære sig over. Efter den satte Frists Udløb kan man nu ogsaa vente Ministeriets Udførelse af sin Resolution med samme Resoluthed fremmet. Den Tid vil altsaa omsider være omme, da et skadeligt Institut, som saa længe med usle Færgeredskaber har suget Indtægt af det Offentlige og trods dette og den Skade, det exclusive Færgeprivilegium ved sin daarlige Udøvelse alt i en Aarække har tilføiet Vendsyssel, Aalborg og Communicationen i det Hele, ikke vil efterkomme den Lovforpligtelse, hvormed der har overtaget sin Færge-Rettighed; den Tid, sige vi, vil altsaa være omme at et saadant Selskab af nogle Individer skal kunne forhindre hele Publicum paa begge Fjordsider i at faae et ordentligt og uafbrudt Forbindelsesmiddel eller skal kunne separatisere Nørresundby bort fra Aalborg, hvis Næringsannex det ved Loven er blevet og som Aalborg derfor dog vel skulde sættes istand til uden nogle Privates Gjenstridighed let og uafbrudt at færdes i, ligesom Vendsyssels og Nørresundbyes Beboere have samme Krav paa uden at opholdes af en slet Færgeindretning og at heraf fodet Tværhed at komme til Aalborg. Færgelauget havde forlængst burdet indsee sit eget naturlige Bedste ved Anskaffelse af en Dampfærge. Nu da det har sat Opsætsighed imod Forpligtelse, maa de selv bære Følgerne af at Staten sætter Puncum i Besiddelse af sin Ret og derved tillige statuerer et nyttigt Exempel paa Stringents i Overholdelsen af Forpligtelser imod det Offentlige eller i modsat Fald Rettighedens Suspension hos Instituter, som kun med hin Forpligtelse have erhvervet Ret til at drage Indlagt af et offentligt Forbindelsesmiddel. I sine forskjellige Regioner føler Færgevæsenet ogfaa denne naturlige Conseqvents, siden man i Løverdags, uden at Veiret kunde skjønnes at danne absolut Hindring, nægtede en Mand at blive sat over med Hest og Vogn og man, ved hans Beklagelse herover, naiv-ironisk henviste ham til at han jo nu snart kunde blive sat over i Dampfærge. Dette altfor længe savnede Middel vil upaatvivleligt ogsaa snart være ved Haanden; derfor borger Ministeriets og Postbestyrelsens alt udviste Virksomhed i denne Sag, der vil møde samme Støtte og Fremgang hos den fortiden const. Fælledsindenrigsminister, som i disse Dage har glædet vor By med sin Nærværelse og hos hvem ogsaa vedk. Committee i Audients har foredraget Sagen og modtaget de gunstigste Forsikkringer for dens Fremme. - Forhaabentiig vil en Dampfærge i England blive leiet til alternativ Anskaffelse og være her i næste Maaned til at kunne sættes i Fart inden October.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. august 1856)

I 1824 havde fattigvæsnet afgivet færgerettigheder til Færgelauget så samtlige Sundby færger tilhørte dette. Dette monopol blev først ophævet i 1865. Ved slutningen af 1850'erne var der i Sundby ansat ca. 50 mennesker som ernærede sig ved færgefarten. Ved Aalborgsiden skulle der altid ligge en stor kåg eller færgebåd sammen med 9 mand, de øvrige lå på Sundbysiden.

Sagen 331/57 Kammeradvocaten paa Embeds Vegne ctr. Interessenterne i Nørre-Sundby Færgelaug.

(Antaget, at det Offentlige ikke i Reglement 29de Novbr. 1834 § 30 har Hjemmel til at paalægge Nørre-Sundby Færgelaug at anskaffe en Dampfærge og ei beller kan være berettiget til selv at etablere en Dampfærgefart i det paagiældende Færgeløb.)

(Paadømt den 22de Februar 1858.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag, der efter Foranstaltning af Ministeriet for Monarchiets fælles indre Anliggender er anlagt mod de Indstevnte, Interessenterne i Nørre Sundby Færgelaug, i Anledning af at Lauget har vægret sig ved at efterkomme et samme af fornævnte Ministerium givet og ved kongelig Resolution af 17de Octbr. 1856 nærmere bestemt Paalæg om at anskaffe en Dampfærge paa Færgeløbet mellem Nørre-Sundby og Aalborg, har Citanten, Kammeradvocaten paa Embeds Vegne i 1ste Instans paastaaet det indstevnte Færgelaug kjendt pligtigt til under en daglig Mulkt og i fornødent Fald under Tvang af den i Reglementet for Færgefarten mellem Aalborg og Nørre-Sundby, af 29de Novbr. 1834 $ 31, sidste Stykke, bestemte Omgangsmaade at anskaffe og sætte i Fart en Dampfærge paa det ovennævnte Færgeløb, eller in subsidium det Offentlige kjendt berettiget til enten selv eller ved Andre, uhindret af Færgelauget, at etablere en Dampfærgefart i bemeldte Færgeløb, hvorhos Citanten endelig har paastaaet de indstevnte Interessentere in solidum idømte en anseelig Pengemulkt for at have siddet det dem givne Paalæg overhørige. Ved Underretsdommen ere de Indstevnte imidlertid frifundne for Citantens Tiltale, og Sidstnævnte har derfor nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har gjentaget de ovenmeldte i 1ste Instans af ham nedlagte Paastande, medens de Indstevnte procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

Citantens principale Paastand er støttet paa den i det ovennævnte Reglement af 29de Novbr. 1834 § 30 indeholdte Bestemmelse, at Færgelauget skal finde sig i enhver Foranstaltning, Færgereqvisiterne, Besætningen og Færgefarten i det Hele betræffende, som Generalpostdirectionen maatte finde nødvendig eller hensigtsmæssig, og at det uvægerlig skal iværksætte de Forandringer og heraf følgende Forbedringer, der maatte vorde dem paalagte, idet Citanten nemlig mener, at den citerede Bestemmelse er affattet i saa almindelige Udtryk, at den maa ansees at omfatte en saadan Foranstaltning og Forbedring som den, hvorom der nu er Spørgsmaal; og at der saa meget mindre er Grund til ved en indskrænkende Fortolkning af Bestemmelsen at udelukke den nu paabudne Foranstaltning derfra, som den citerede Bestemmelse slutter sig til de Conditioner, hvorefter Færgerettigheden, der tidligere har tilhørt Fattigvæsenet i Aalborg, i sin Tid af dette er afhændet ved offentlig Auction, i hvilke Conditioner der paalægges Kjøberen, med Hensyn til en i Tiden mulig forbedret Indretning ved Transportvæsenet, Forpligtelse til at indrette deres Færger og Kaage efter de Regler og Anordninger, som desangaaende maatte udkomme, — og der derhos allerede i Reglementets § 2 indeholdes Bestemmelser om Forandringer af de daværende Færgereqvisiter, der formeentlig vise, at Bestemmelsen i § 30 maa have et andet og større Omraade, ligesom det efter Citantens Formening er sandsynligt, at Dampkraftens Betydning for Communicationen ikke paa den Tid kan have været udenfor Betragtningen, og at man ikke kan have villet forhindre en fremtidig Omordning som den, hvorom der nu handles.

Det skjønnes imidlertid ikke rettere, end at der maa gives de Indstevnte Medhold i, at den citerede Bestemmelse i Reglementets § 30 ikke kan ansees at hjemle et Paabud om en i Organisationen af hele det paagjældende Færgevæsen saa indgribende Foranstaltning, som Anskaffelsen af en Dampfærge og Opførelsen af de dertil fornødne Broanlæg m. v. efter Forholdets Beskaffenhed og de Indstevntes Fremstilling maa antages at ville være. Reglementets § 2 indeholder nemlig detaillerede Forskrifter om de Fartøier, som Lauget skal holde til Færgefartens Bestridelse, hvilke alle ere Ro- eller Seilfartøier, og ligesom der i denne § ikkun forbeholdes Generalpostdirectionen Ret til i Tilfælde af en ældre Færges Ombygning eller en ny Færges Anskaffelse istedetfor en ældre, at bestemme, om der i Henseende til Constructionen bør skee nogen Forandring, saaledes ere ogsaa samtlige Bestemmelser i de efterfølgende §§ i Reglementet byggede paa Forudsætningen om Færgefartens Bestridelse ved Ro- og Seilfartøier, og navnlig er det i Reglementets § 10 alene gjort Færgelauget til Pligt at vedligeholde de tilværende Broer og Anlægs. steder m. v.

Naar det nu derefter i Reglementets § 30 hedder: "Det er iøvrigt en Selvfølge“, at Færgelauget skal finde sig i enhver Foranstaltning, Færgevæsenet betræffende, som Generalpostdirectionen maatte finde nødvendig eller hensigtsmæssig, og iværksætte de Forandringer og heraf følgende Forbedringer, som maatte vorde dem paalagte, alt under Tiltale og Ansvar efter § 31, hvilken sidste § fastsætter Mulkter for Overtrædelser og Tilsidesættelser af de Færgelauget og dets Undergivne efter Reglementet paaliggende Pligter, og derhos bestemmer, at skulde Færgelaugets Tilsidesættelse af dets Pligter, enten i Henseende til Færgereqvisitternes Vedligeholdelse, i Henseende til Færgebesætningen, eller i andre Maader gaae saa vidt, at det Offentlige udsættes for at lide derunder, og uden at foregaaende Anvendelse af Mulkt har den tilsigtede Virkning, er det Offentlige berettiget til paa Færgeinteressenternes Bekostning at lade slige Mangler afhjælpe og de foreskrevne Forbedringer indføre, maa det efter disse Bestemmelsers hele Indhold og den Forbindelse, hvori de staae med de foregaaende Bestemmelser i Reglementet, ansees uantageligt, at det skulde være tilsigtet at forbeholde Autoriteterne Ret til at paabyde nogen saadan Forandring i de foregaaende detaillerede Bestemmelser i Henseende til Færgefartøierne, som vilde medføre en fuldkommen Omorganisation af Færgevæsenet, og navnlig kan det efter Forholdets Beskaffenhed og Indholdet af den ovenciterede Bestemmelse i Reglementets § 10 med Hensyn til de i Forbindelse med Færgefarten staaende Broanlæg ikke antages, at der ved Affattelsen af § 30 skulde være taget Hensyn til en eventuel Anvendelse af Dampfærger og den deraf følgende Udvidelse af Broanlæggene, hvilket der i saa Fald havde været al Anledning til udtrykkelig at udtale. Efter det Anførte vil Citantens principale Paastand ikke kunne tages til Følge, ligesom der selvfølgelig ikke kan blive Spørgsmaal om at idømme de Indstevnte Mulkt for ikke at have efterkommet det dem givne Paalæg, naar samme ikke findes at have Hjemmel i Reglementet; og da Citantens subsidiaire Paastand om, at det Offentlige skulde kjendes berettiget til selv at etablere en Dampfærgefart i det paagjældende Færgeløb, ikke kan forenes med den Færgelauget ifølge det oftnævnte Reglements § 1 tilkommende Eneberettigelse til Færgefart sammesteds, maa det billiges, at de Indstevnte ved Underretsdommen i det Hele ere frifundne for Citantens Tiltale i denne Sag, og bemeldte Dom, hvorved Processens Omkostninger i 1ste Instans ere ophævede, vil derfor efter de Indstevntes Paastand blive at ftadfæste.

Processens Omkostninger for Overretten findes efter Omstændighederne at kunne ophæves.

Det til Sagen hørende stemplede Papir har her for Retten rigtigen været forbrugt.

Thi kjendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Overretten ophæves.

(Juridisk Ugeskrivt 1858)

Forbryderbander paa Fyen. (Efterskrift til Politivennen)

- Korsør, den 14de August. Med Godstoget fra Kjøbenhavn ankom igaar hertil, under Bevogtning af 6 Politibetjente, Hovedmændene for den berygtede Bande Forbrydere, Peder Olsen, Jens Boye, Christen Sosmed og Anders Prangers, som for faa Aar siden i saa høj Grad foruroligede Beboerne af det vestlige Fyen, der var Skuepladsen for deres forvorpne, tildeels bestialske Ugjerninger. Forbryderne transporterees i Aftes videre med "Kronprindsen" til Nyborg, for derfra at fortsætte Reisen til Middelfart, og Fredag Morgen at føres til Stedet for deres Forbrydelser, Egnen mellem Assens og Middelfart, hvor Dommen skal fuldbyrdes. De to Første, Peder Olsen og Jens Boye henrettes; Christen Søsmed og Anders Pranger kagstryges samt derefter hensættes i Horsens Tugthuus paa Livstid.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  15. august 1856)

Henrettelse. Af den bekjendte fyenske Forbryderbande ere nu 2 blevne henrettede. "Vestfyenske Avis" meddeler herom: "Forbryderne have nu lidt deres Straf. Efter *ienvidners Beretning viste Boye sig i Dødsøieblikket meget fattet og frimodig, hvorimod Peder Olsen var feig og forknyt, ligesom hans Forbrydelse var lav og nederdrægtig, saa at han halv med Magt maatte føre ham til Executionen. - Den væmmelige Overtro, at man ved at drikke et Menneskes varme Blod kan blive befriet fra Slagtilfælde osv., gjorde sig ogsaa gjældende ved denne Leilighed, idet, som der berettes, 2de Piger drak af Jens Boyes Blod, hvortil han for sin Død havde givet sit Minde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. august 1856).

Da Fyn var i Røvervold.

Retstilstande omkring 1850.

Danmarks Smørhul, det venligt smilende Fyn, har ikke altid været den samme fredfyldte Idyl som nu. Endnu den Dag i Dag beretter gamle Folk med en sær Gysen i Stemmen om hine Tider, da det halve Fyn ikke tik ordentlig Søvn i sine Senge i de lange, lange Nætter, hvor Gru og Uhygge som en Mare red Beboerne af ensomme Gaarde og Huse. Thi i Mørket derude lurede Stimænd og Røvere, som ingen Øvrighed syntes at kunne faa Bugt med.

Bogstavelig ikke én vidste sig sikker paa Liv og Gods. Det var sørgelig velbekendt, at de to dristige Røverbander, som terroriserede visse Dele af Øen, ikke gik af Vejen for nogetsomhelst. Og hvad nyttede det, at man satte tykke Jernstænger for Vinduerne - endnu findes de særlig i Nordfyn bibeholdt i Storstuen paa adskillige gamle Gaarde - man havde Exempler paa, at Røverne, som ofte kom kørende, mange i Følge og bevæbnede til Tænderne, naar de mødte denne Hindring da uden videre brød Hul i Muren ved Siden af Vinduet og derefter frejdigt steg ind for at fuldføre deres Forehavende.

Det siger sig selv at Beboerne under disse forrykte Forhold blev meget nedtrykte og modløse, saa meget mere som Henvendelser til den lokale Øvrighed om Beskyttelse forblev aldeles frugtesløse. Undersøgelse og Forhør blev naturligvis prompte iværksat, men derefter døde Sagerne hen. Det var jo ikke just som "Sherlock Holmes"er, at Datidens Retsbetjente udmærkede sig.

Tilsidst turde Beboerne næppe anmelde de grove og dristige Forbrydere til Herredsfogden, thi Erfaringen viste, at dette saa langt, fra at føre til noget, tværtimod gjorde den vidt, forgrenede og glimrende organiserede Røverbande endnu mere sikker i sin Overbevisning om at der herskede Fred og ingen Fare, hvad Efterstræbelser fra Øvrighedens Side angik. Den almindelige Mening vidste vel at betegne Flere Personer som Deltagere i eller endog Ophavsmænd til de fleste Forbrydelser, men Beviserne manglede, hvilket rigtignok synes i allerhøjeste Grad paafaldende, naar man betænker, hvor ovenud dristigt Forbryderne gik til Værks. De drog omkring i hele Flokke, som nævnt endog undertiden med Heste og Vogn. Jærnbanen existerede endnu ikke, ellers havde de vel benyttet denne! (Først i 1865 aabnedes Banestrækningen fra Nyborg til Middelfart, senere forlængedes den til Strib).

Men omsider skete der noget, som bevirkede, at Regeringen ikke længer kunde sidde Befolkningens Klager overhørig. Dette "noget" var to Mord, som fandt Sted under særlig uhyggelige Omstændigheder.

Torsdagen den 1. April 1852 blev en ugift Kvinde Ingeborg Rasmusdatter fundet som Lig i en Tørvegrav i Nærheden af Ettrup i Rørup Sogn (Finansborgmester Jensens Fødesogn). Ansigtet var frygtelig mishandlet, og det syntes, som om Morderne havde kvalt hende, forinden de kastede hende i Vandet

Den myrdede var Søster til en ugift Gaardejer Jørgen Rasmussen i Ettrup, og den almindelige Mening paa Egnen var øjeblikkelig, at Mordet var begaaet af en løsagtig Kvinde, Laurine Boye, som i Giftermaalshensigt lagde an paa Jørgen Rasmussen, men irriteret ved den Modstand, hendes Planer mødte hos hans Søster Ingeborg, resolut havde besluttet at rydde denne Hindring af Vejen. Som Laurine Boyes Hjælper nævntes hendes Elsker, en Tjenestekarl Peder Olsen, men skønt Egnens Befolkning dermed i Realiteten havde opklaret Mordet, kom den tilkaldte Øvrighed ingen Vegne med Sagen, som blev indrulleret under Rubriken: Uopklarede Mysterier. 

Natten mellem 11. og 12. Oktober 1853 skete det næste Mord. En 60-aarig Husmand Niels Hansen i Broendehus under Grevskabet Wedellsborg blev ved Midnatstid banket op af en fremmed, som bad Niels Hansen følge ud med en tændt Lygte, da den fremmede angav at være væltet med sin Vogn i Nærheden af Huset. Niels Hansen fulgte intetanende med, men da han i nogen Afstand fra sit Hus Bemærkede endnu to Personer, men ingen væltet Vogn, anede han Uraad og vilde i Løb vende tilbage til sit Hus. I samme Nu, han drejede omkring, kastede den fremmede bagfra en Strikke om hans Hals og jog ham derefter en bredbladet Kniv i Underlivet. Niels Hansen segnede ikke, men frigjorde sig hurtigt for Strikken og løb alt, hvad han kunde, henimod den noget fjærnere liggende "Broendegaard"; til sit eget Hus, hvor han boede alene, turde han nu ikke begive sig af Frygt for, at de tre Mænd dér yderligere skulde lemlæste ham. Ankommen til "Broendegaard" blev Niels Hansen bragt til Sengs og en Timestid senere kørt til sit Hjem, hvor han to Dage senere døde. Forinden var Retten bleven sat ved hans Dødsleje, men det Signalement, han kunde opgive af Morderne, var yderst mangelfuldt og indskrænkede sig egentlig til, at de alle tre var ret smaa af Væxt og alle iført mørkt Tøj. Naar man kendte de lokale Retsbetjente var det altsaa paa Forhaand afgjort, at en Opklaring af Mordet paa Niels Hansen var haabløs som de andre Forbrydelser.

Men nu greb Regeringen endelig ind, hvad den forlængst burde have gjort, og gav i December 1853 Assessor i Københavns Kriminal- og Politiret Herman Rothe et allerhøjeste Commissorium til at anstille Undersøgelser om alle de igennem de seneste fem Aar begaaede Forbrydelser.

Rothe var i Sandhed den rette Mand, en fremragende Dygtighed, og - som det synes - et langt Stykke forud for sin Tid. I Efteraaret 1855 kunde han forlade Fyn med den stolte Bevidsthed at have bragt ordnede Tilstande til Veje. To af Omfang imponerende Commissionsdomme, afsagte henholdsvis 21. og 2. Oktober 1855, gjorde definitivt Ende paa det hærgende Uvæsen, rykkede Ondet op med Rode. To i Landets Kriminalhistorie aldeles enestaaende Forbryderorganisationer hævde ophørt at existere, deres 109 Medlemmer var behandlede efter Lovens strængeste Straf, Hovedmændene (alle af den nordfynske Bande, som i Raahed og Hensynsløshed langt overgik den mere beherskede sydfynske, der havde Svendborg og Egnen deromkring til Arnested) dømtes fra Livet, den ovenfor omtalte Peder Olsen, som deltog i Mordet paa Ingeborg Rasmusdatter, skulde ikke alene miste Hals, hans Hoved skulde ogsaa sættes paa en Stage.

- Laurine Boye unddrog sig den jordiske Retfærdighed ved at dø, mens Undersøgelsen stod paa. De tre, der myrdede Niels Hansen, "Broendehus", var Jens Henrik Christan Boye, Christen Hansen Sosmed og Anders Pranger. De dømtes alle til Halshugning med efterfølgende Stejle og Hjul. Resten af den nordfynske Bande, som alene talte 59 Personer, idømtes Fængselsstraffe fra 16 Aar og nedefter. Blandt de 59 var af mere kendte Forbrydere "Stikirend Skræderen" og Jens Rytter, en af Deltagerne bar det fine Navn Henrik Ibsen (hvad dog ikke kunde fri ham for 8 Aars Tugthus!), 15 af de 59 var Kvinder, væsenligt de impliceredes Hustruer. Hovedmanden og Organisatoren var Jens Boye, Mand og Mand imellem benævnes den da ogsaa "Boyes Bande". Han var en udmærket begavet Mand som ofte under Forhørene imponerede Assessor Rothe ved sine kloge Svar og endog et Par Gange skal have sat denne ypperlige Kriminalist til Vægs i Diskussioner om juridiske Spørgsmaal.

Den Bande, som samtidig med Boyes huserede i Fyns sydlige Del, men forøvrigt var aldeles uafhængig af denne, bestod af 50 Personer, deriblandt 14 Kvinder. Bandens Hovedmand var en Husmand Jørgen Jespersen Lind af Skovrup Mark. Han var tillige Vinkelskriver og "nød som saadan en vis frygtsom Respekt hos Almuen", forøvrigt ligesom Boye en udmærket Begavelse, som ved Kløgt og haardnakket Benægtelse kunde sno sig fri selv af Sager, hvor hans Medhjælper var fuldt overbeviste. Han naaede ikke at blive dømt, men døde under Sagens  Behandling. Hans 49 Medskyldige fik Fængselsstraffe, der spændte lige fra livsvarigt Tugthusarbejde og ned til Vand og Brød i 5 Dage. De mest bekendte Navne i den sydfynske Bande var Møller Morten Mikkelse, Thurø, en forhenværende Tugthusfange Jens NIelsen Thøsing og Rasmus Hansen Pave af Tved. Iøvrlgt er Banden bemærkelsesværdig derved, at den blandt sine Medlemmer talte adskillige Haandværksmestre i Svendborg, som man mindst vilde have ventet at finde i dette Iag. Familien Dreyer har været særlig virksom baade en Snedkermester, en H[ær]svinger, en Snedkersvend og en Smedemester af dette Navn findes blandt de Dømte, desuden vor der en Guldsmedemester i Svendborg og en Bødkermester i Rudkøbing, Resten er Vævere, Indsiddere, Tjenestekarle, Slagtere o. s. v., men alle faste, bosiddende Folk i Svendborg og Omegn.

De Kup, som Jørgen Linds Bande præsenterede, siger rent Sparto til, hvad Boyes samtidig kunde udrette i Nordfyn. Medens Boyes Folk vist aldrig har drevet det til mere end ca. 100 Rigsdaler paa et Sted, stjal Lind personlig 1900 Rigsdaler fra Gaardmand Jens Rasmussen i Oure og har flere Gange ved Indbrud bjærget 7 800 Rigsdaler. Til Gengæld er intet bekendt om, at Linds Bande har begaaet Voldshandlinger, endsige Mord, mens Boyes ikke veg tilbage for nogetsomhelst. Mordet i Broendehus blev begaaet i røverisk Øjemed, men bragte ikke de tre Mordere det fjernesite Udbytte, da Niels Hansen mod Forventning ikke laa med kontante Penge.

Boye, Sosmeden, Anders Pranger og Peder Olsen blev henrettet kort efter, at Assessor Rothe havde afsluttet sit store og energiske Arbejde. Dommene exekveredes som Skik var paa en Bakke i Nærtieden af det Sted, hvor Forbrydelserne var begaaet. Fra hele Fyn strømmede Folk til for at overvære Henrettelserne, og der gik som en Bølge af Lettelse igennem Masserne, da Skarpretteren løftede de blodige Hoveder op til Beskuelse. En ond Tid var endt., og de oprevne Sind kunde atter falde i Lave. Kun Jærnstængerne for Vinduerne i de gamle ensomme Gaarde er nu tilbage som Vidner om en svunden Tids Rædsel og Uhygge.

(Gunnar Fenøe i "Hver 8. Dag").

(Horsens Social-Demokrat 16. december 1922)

Scandinavistisk Uovereensstemmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Imellem Helsingør og Helsingborg, hvor Scandinavismen ellers dog skulde antages at befinde sig i nærmeste Berøring, er "Fælleds-baandet alt nærmest ved at briste, idet man forlods i Helsingborg næsten brister af Harme over den "fælleds" - Næringsfrihed paa Søen og af Krænkelse over de af Helsingørerne nedsalte Dampskibspriser. Man er endog allerede rykket halvveis frem med en Krigserklæring, der selv anteciperer sig som en Krigsberetning. I Helsingborgs "Øresundsp." lyder Bulletinen saaledes: "Uhyggelige Rygter ere her i Omløb, f. Ex. at alle Sømærker ere borttagne paa Kysten imellem Helsingør og Kjøbenhavn, saa at "Helsingborg" som et mere dybtgaaende Dampskib (der altsaa synes bygget uden tilstrækkelig scandinavisk Øresundskjendskab) end "Ophelia", neppe vovede at Iæqge til ved de sædvanlige Landgangspladse paa Kysten; - dernæst at "Helsingborgs" Fører ofte skal være bleven modtaget med Haan og Skjældsord baade i Helsingørs Havn og andetsteds osv. "Saadanne Rygter sætte dog ondt Blod i Folket, endskjøndt de - tilføier Beretningen til Beroligelse - lykkeligviis ikke kunne forstyrre et Venskab og Tillidsforhold imellem Nabofolkene, som hviler paa en sikkrere Grund. Een Draabe i Havet gjør jo heller Intet, men mange Draaber (yderligere Prisnedsættelse) ere en heel Flod." - Den krigerskadvarende Unionist er "blot en Student, som "for ikke 6 Uger siden har været med i Henrykkelsen paa det scandinaviske Møde i Upsala. Det er saaledes ene en billig Harme, vakt af Kjærlighed til Scandinavismen, der driver ham til nærværende Skridt." Man kan sige hvad man vil og betragte Sagen som man vil, saa forlanger han, at "Ophelia" og "Hamlet" og "Helsingborg" skulle af Mængden ansees at "repræsentere Landene og deres industrielle Liv". Det Sidste, skulde man troe, kundgjør sig bedst ved de af den scandinaviske broderlige Concurrence nedbragte Priser. Men Studenten seer dybere i denne "kildne Sag" og haaber, at "Fdrl."'s Redacteur, hvem han traf paa Upsalatouren, vil "oplyse noget i Sagen." - "Troligen - tilføier Helsingborgstudenlen da naivt eller polidsk - underretter han os om, at Dampskibsinteressenterne i Helsingør, hvllket jeg ogsaa strax antager, blot ere nogle i Staten for saa Aar siden indflyttede Tydskere"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. august 1856)

Se også artiklen om prins Oscars besøg i Danmark.

Kong Carl XVs ankomst i Helsingørs Havn på dampskibet Slesvig den 17. juli 1862. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.