Lona Barrison. (Efterskrift til Politivennen).

optræder for tiden i München. Til at begynde med gjorde hun megen lykke, men så kom der meddelelse om at hendes far var død i stor elendighed ovre i Amerika. Det blev endogså fortalt at han var begravet på det offentliges regning. Og det syntes tyskerne var for stift et stykke. Lona har jo dog penge, mange penge, ræsonnerende de, og så der der ingen mening i at behandle en far på den måde. Bladene bragte sagen frem. De kaldte Lona en hjerteløs datter. Hendes stjerne var virkelig ved at dale. 

Lona Barrison vidste ikke stort bedre end at faderen var død, men hun telegraferede straks til sin søster der havde bestyret huset for faderen, for at få nærmere forklaring. Og denne er nu kommet.

Heraf fremgår det bl.a. at den gamle Barrison blev ramt af et hjerteslag da han spiste til middag på en restauration. Datteren fik det først at vide næste morgen, da hun læste det i New Yorkerbladene, men hun besørgede så straks det fornødne med hensyn til begravelsen. Og faderen blev begravet på hendes regning. Når den sensationelle historie om at det offentlige havde bekostet begravelsen, var kommet frem, så skyldtes det sikkert at hun ikke havde navngivet sig for pensionatets ejer. Hun ønskede ikke at figurere i avisernes spalter, og derfor havde hun sagt at hun var udsendt af begravelsesselskabet for at få liget udleveret. Hvis hun havde tænkt sig at dette skulle føre med sig at hun og søsteren blev kaldt hjerteløse døtre, havde hun naturligvis opgivet sit navn.

Sådan er sammenhængen. Og Lona har naturligvis straks sørget for at få de tyske blade til at meddele dette. Så nu er der næppe nogen fare for at hun skal komme i miskredit.

(Jyllandsposten, 9. maj 1905).

Sigrid Camilla Amalie Marckmann (1852-?). (Efterskrift til Politivennen)

Sigrid Marckman blev født 13. september 1852. Hun var datter af den i Allinge navnkundige Otto Vilhelm Alexander Marckmann (1820-1911) og Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909). Hendes bror blev ansat som postmester i Herning 1913. Han havde været i postvæsnet siden 1879, 1893-1900 i Odense, 1900-1902 Aalborg, 1902-1908 Nykøbing F. og fra 1908 i Odense. Sigrid Marckmann arbejdede fra 1867 i faderens postekspedition i Allinge, hvor hun pga. hans mange erhverv vel varetog det meste.

Rønne, 22. Februar.

Den kvindelige Postmester.

Vor Hovedstadskorrespondent skriver til os:

Som det vil erindres, fortalte vi for nogen Tid siden, at Frk. Sigrid Marckmann, der siden 1867 har været ansat hos sin Fader paa Allinge Postkontor og efter sin Faders Tilbagetræden for et Aar siden har haft Konstitution i Embedet, havde ansøgt om at blive hans Efterfølger, forøvrigt ikke mindst af den Grund, at hun gerne vilde bevare det gamle Hjem for sine endnu levende Forældre. Dette Haab er imidlertid glippet, idet Postmester Schou i Svaneke har faaet overdraget Embedet i Allinge; men et Forlydende, der antagelig vil blive bekræftet i den nærmeste Fremtid, vil vide, at Frk. Marckmann skal være Hr. Schous Efterfølger i Svaneke, og der er saaledes Udsigt til, at Danmark alligevel vil faa en kvindelig Postmester.

(Bornholms Avis og Amtstidende 22. februar 1905).

I marts 1905 fik hun overdraget bestyrelsen af Svaneke posthus midlertidigt. I april 1905 udnævnt til postmesterske.

16. august 1908 fejrede hendes forældre, fhv. borgmester Otto Wilhelm Alexander Marckmann ((27. februar 1820-15. oktober 1911) og Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909) diamantbryllup i Svaneke. Han var farver, kæmner og forligsmægler i Rønne, senere borgmester, postekspedient og telegrafbestyrer i Allinge. De flyttede 1904 fra Allinge til Svaneke. Han var toldoppebørselskontrollør 1860-1901, borgmester 1870-90, postmester og telegrafbestyrer 1866-1904. Ridder af dannebrog 1878, dannebrogsmand 1904. Parret havde 11 børn.

Som et kuriosum varetog postmesteren i Svaneke også postforbindelsen til Christiansø. I det meste af 1800-tallet var denne uregelmæssig og afhængig af bådførere der også fiskede. I 1868 var der blevet oprettet et brevsamlingssted på Christiansø, hørende under Rønne 1868-1879, under Svaneke 1879-1981, herefter igen under Rønne. Schau havde overtaget hvervet i 1894, og havde et meget anstrengt forhold til postbådførerne. Han var 1902 forfremmet fra postekspeditør til postmester, uden at forholdet bedredes synderligt. Men under frk. Marckmann synes de to postbåde at fungere uden problemer. (Poul Sonne: Postsejlads i 150 år. In: Bornholmske Samlinger 1994, III, bind 8., s. 7-70)

Postmester Frk. Marckmann.

Postmester, Frk. Sigrid Marckmann i Svaneke fejrer Tirsdag den 13. ds. sin 69-aarige Fødselsdag, og fra 1 Oktober forlader Frk. M. Svaneke og Bornholm for at bosætte sig i København, paa Grund af, at hun nu har taget sin Afsked fra postvæsenet.

Det maa være med vemodige Følelser, at Frk. M. nu drager fra Bornholm, hvor hun har boet al sin Tid, og det maa sikkert ogsaa bedrøve hende at tage Afsked med den Gerning hun nu har røgtet saa nidkært i over 34 Aar, men da Loven jo nu til Dags fætter en Aldersgrænse paa 70 Aar for Embedsmænd, forstaar man jo, at der ikke havde været ret lang Tid endnu at virke i førend ""det skulde være", og vi tvivler ikke om, at Frk. M. fortjener at nyde Hvilen ovenpaa de mange Aars Virken.

Frk. M. var den ældste af Børnene i det Marckmannske Hjem i Allinge, hvor hendes Fader var To!dkontrollør, postmester og Borgmester Marckmann, ja, han havde endnu flere Bestillinger end disse at passe og udførte et stort Arbejde for Allinge By, det var derfor intet Under, at han havde Brug for sin ældste Datter til at hjælpe sig paa Kontoret, og dette gjorde hun saa godt, at det efterhaanden var hende, der passede post- og Telegrafforretningerne.

Det var den 1. Maj 1867, at Frk. M. begyndte paa Allinge postkontor, og hun var i mange Aar kun privat ansat hos sin Fader. Det fortjener at nævnes nu ved hendes Afsked fra postvæsenet, at hun var besjælet af en saadan Trofasthed mod sit Hjem og sine Forældre, at hun ikke kunde tænke sig at forlade dem og selv opnaa bedre Stilling andetsteds. Først i 1902 kom der en saadan Lønningslov for postvæsenet, at Frk. M. blev statsansat, og da hendes Fader 84 Aar gl. tog sin Afsked i 1904, haabede han tillige med mange, at hun kunde blive hans Efterfølger. I denne Henseende led dog Frk. M. og hendes Forældre en Skuffelse; thi det blev en anden der fik Embedet, men Frk. M blev i Stedet for udnævnt til Postmester i Svaneke fra f. Maj 1903, og Hendes Forældre fulgte med dertil og levede deres sidste Aar der. Det gamle Hjem har Frk. M. opretholdt, og man har hos hende mødt den samme Gæstfrihed og venlighed, som hendes Forældre var bekendt for. Mange venner har Familien baade paa Bornholm og "ovre", disse vil sikkert føle Savnet, naar Frk. M. nu tager bort og opløser Hjemmet. personalet paa posthuset vil sikkert komme til at savne deres elskværdige Chef, og Byens Borgere, der nu i  16 Aar har haft Frk. M. til postmester og altid hos hende har modt Velvilje og Forstaaelse, vil ogsaa sikkert savne hende, der altid er rede til at hjælpe andre og altid har et venligt Ord tilovers til dem, hun møder paa sin vej.

Maatte hendes Fremtid netop forme sig saa lys og lykkelig for hende selv, som hun altid har ønsket den for andre.

(Bornholms Tidende 8. september 1921).

Danmark eneste kvindelige Postmester.

Tirsdag den 13. Septbr. fejrer postmester i Svaneke, Frøken S. Marckmann, sin 69 aarige Fødselsdag, den sidste i Svaneke, eftersom Frk. M. har taget sin Afsked fra postvæsenet med Udgangen af denne Maaned og flytter straks efter 1. Oktober til København, hvor hun bosætter sig sammen med sin Søster, Fru Maria Schrøder (gift med fhv. Købmand i Rønne Aug. Schrøder).

Frk. M. er for Øjeblikket den eneste kvindelige postmester i Danmark. Der har tidligere været 2 foruden, nemlig Frk. Korup i Valby, som imidlertid tog sin Afsked i 1899 og nu er død, samt Frk. Schaeffer i Esrom, som tog Afsked i 1916, og naar nu ogsaa Frk. M. gaar ud af postvæsenet, er der altsaa foreløbig ingen kvindelige postmestre mere. 

Frk. M. kan se tilbage paa en usædvanlig lang virksomhed i postvæsenets Tjeneste. (Hun fejrede for nogle Aar siden 50 Aars jubilæum) Det var nemlig den 1. Maj 1857, at F k. Al., knap 15 Aar gl., traadte ind i postvæsenet som privat Medhjælp far sin Fader paa Allinge Postkontor (eller rettere "Postekspedition", som det hed den Gang). Hendes Fader, afdøde Borgmester Marckmann i Allinge, havde nemlig flere Bestillinger at passe, han var som bekendt baade Toldkontrollør og postmester (samt Telegrafbestyrer), og som Borgmester i Allinge-Sandvig, Branddirektør og Forligsmægler gennem mange Aar havde han et stort Arbejde at udrette. Det har derfor været ham til stor hjælp, at hans ældste Datter kunde træde til og gøre sin Nytte paa postkontoret; i Særdeleshed, da de forskellige Embeder, alt som Aarene gik, gav mere og mere at bestille. Det gik ogsaa saaledes, at det efterhaanden var Frk. M, der "stod for" post- og Telegraf- væsenet, medens hendes Fader nærmest holdt sig til Toldvæsenet og de andre mere kommunale hverv. Men Frk. M. var dog stadig kun sin Faders private Fuldmægtig, fordi hun blev hjemme i Allinge og passede sine Ting der. Allinge postkontor var ikke stort not til at være normeret med statsansat personale, men det vilde have været Frk. M. en let Sag at faa en Ekspedientplads andetsteds. Det vilde dog have lignet Frk. M. daarligt at tænke paa egen Fordel og søge bort! Først ved Lønningsloven af 1902 blev hun statsansat, og nu haabede hun og hendes gamle Forældre inderligt, at hun kunde faa Embedet efter sin Fader, da han 84 Aar gl. tog sin Afsked 1. Oktober 1904. Frk. M. blev konstitueret i det ledige Embede, men den daværende postmester i Svaneke var Ansøger til Allinge og fik det. Frk. M. blev saa 1. Marts 1905, konstitueret som postmester i Svaneke og fik sin Udnævnelse dertil 2 Mdr. efter, nemlig den 1. Maj 1905. hendes lange trofaste Arbejde, som den egentlige Leder af postkontoret i Allinge, fik altsaa alligevel sin Anerkendelse, trods det, at hun ikke opnaaede netop det, hun ønskede; men det var jo, forstaaeligt nok, med stor Sorg, at Frk. M. og hendes gamle Forældre forlod Allinge, hvor de alle havde levet i saa mange Aar.

Hendes gamle Forældre flyttede altsaa med til Svaneke og henlevede deres sidste Aar der. Frk. M. har efter deres Død opretholdt det gamle hjem, der jo for Familien og vennerne rummer saa mange Minder, og hun har fortsat det i de gamle Traditioner med en Gæstfrihed og hjertelighed, der sikkert søger sin Lige. Om hendes Fader blev der skrevet, "at et mere godhjertet Menneske skal man søge længe efter og at hjælpe var for ham en inderlig Glæde", og disse Ord passer i lige Maade paa hans Datter, thi hun har altid haft noget tilovers for andre og tænker altid sidst paa sig selv.

Nu har Frk. M. altsaa virket i over 16 Aar som postmester i Svaneke, og Byen har sikkert ikke været utilfreds med, at dens postmester var en Dame, thi Frk. M.s medfødte Elskværdighed og hendes mangeaarige Erfaringer i postvæsenet har i Forening gjort hende til en saa behagelig og dygtig postmester, som man kan ønske sig.

Det bliver sikkert med vemod, at Frk. M. nu siger Farvel, dels til Bornholm og dels til det Arbejde, der nu i 5 Aar har haft hendes fulde Interesse; men omend Aarene syne, at være gledne hende umærkeligt forbi - saa at mange forbavses ved at høre, at hun er saa nær ved de 70 - saa kommer der jo en Tid, hvor der maa siges Stop, enten frivilligt eller ufrivilligt, thi 70 Aar er efter nugældende Lov Aldersgrænsen for Embedsmænd, og Frk. Al. har da valgt at trække sig frivilligt tilbage.

Der vil sikkert følge hende mange gode Ønsker om en lys og lykkefyldt Hviletid ovenpaa den lange "Arbejdsdag".

Hun vil blive savnet ikke alene af sine Undergivne paa Kontoret - de vil næppe nogensinde faa en mere hensynsfuld Chef - men ogsaa blandt de mange venner, hun har vundet sig i Svaneke, vil Savnet af hende blive stort, naar hun nu flytter bort fra Byen, - og ikke mindst vil hun savnes af sin trofaste Husholderske, Frk. Karoline Mikkelsen, hun har nu i 23 Aar været i det Marckmannske hus, men skal flytte tilbage til Allinge og forlade sin kære Frøken - For Frk. Marckmanns Familie og venner, der stadig hos hende har fundet det gamle Hjems Gæstfrihed uforandret, naar de Sommer efter Sommer har gæstet Bornholm, vil der ved hendes Bortrejse blive et hul, som ikke kan udfyldes. - Frk. M's elskværdige og venlige person vil forhaabentlig endnu i mange Aar kunne træffes i København, men det gamle gæstfri, saa mindefyldte Marckmannske Hjem paa Bornholm er ikke mere.

V-T.

(Bornholms Avis og Amtstidende 10. september 1921).

SVANEKE

Afskedsfest.

I Anledning af at Postmester, Frk. S. Marckmann har taget sin Afsked fra Postvæsenets Tjeneste den 1. Oktober d. A. og nu fraflytter Byen for at tage Ophold i København hos en Søster, afholdt Byens Beboere i Forgaars Aftes paa Hotel "Østersøen" en lille Festlighed, hvortil som særlig indbudte var Frk. S. Marckmann, hendes Søster Fru Schrøder, København, og Frk. Marckmanns Husbestyrerinde Frk. Mikkelsen. Endvidere var ogsaa den nye Postmester Hr. Nordentoft med Frue indbudt.

Ved Kaffebordet bød Borgmester Klausen de tilstedeværende velkommen.

Overlærer Schrøder talte derefter for Frk. Marckmann og overrakte hende fra Beboere i Svaneke et Maleri (Motiv fra Svaneke med Kirken i Baggrunden malet af Kunstmaler Iversen), og udtalte, at han haabede Frk. M altid vilde mindes Svaneke med Velvilje og udtalte sin Tak til Frk. M. for den udviste Villighed og Flinkhed, hun altid havde udvist mod Beboerne i sin Tjeneste som Postmester, og ønskede hende on god og lykkelig Livsaften. (De tilstedeværende rejser sig).

Postfuldmægtig Rasmussen overbragte derefter fra Postbude og Postfunktionærerne en Æske indeholdende on Guldbrosche og udtalte sin Tak for den Velvilje, der altid fra Frk. M.s Side var udviste mod disse.

Konsul Smidt talte for den nye Postmester Nordentoft og haabede at denne maatte finde sig godt tilpas hernede med sin Familie. Det var vel nu til Vinteren noget kedeligt, men naar Sommeren kom, vilde de nok synes om at være her. Vilde som kommunal Mand ogsaa udtale, at Postmesteren vilde være med til at virke til Byens bedste.

Postmester Nordentoft takkede for Velkomsten og skulde gøre sit bedste for at man kunde blive tilfreds; men det var ikke saa godt at Tilfredsstille Folk, naar man kom efter en Postmester som Frk. Marckmann, der altid havde haft det bedste Lov hos Beboerne.

Postbud Munk takkede Frk. M. for den Velvilje og Overbærenhed hun altid havde udvist mod ham.

Købmand P. Holst talte derefter om Frk. Marckmanns Slægt, og mindes særlig her gamle Postmester Marckmann, som den Kæmpeskikkelse han var.

Derefter blev Ordet givet frit.

Kontrollør Jørgensen talte om den Tid, han var kommet j Frk. Marckmanns Hjem, medens hun var ansat i Allinge.

Efter at Kaffebordet var hævet tilbragte Gæsterne endnu nogle Timer sammen i festligt Samvær med Musik, Oplæsning og senere en lille Dans i Hotellets store sal.

(Bornholms Tidende 7. oktober 1921).

"Den dovne Dreng" (2): Politiet begynder at slå hårdt til. (Efterskrift til Politivennen)

2. del af artikelserie som består af tre dele om August Peder Jensen, også kaldet "Den dovne Dreng": Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, nedenstående som omfatter perioden ca. 1900-1905 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier. 

Kort tid efter han var kommet ud af Horsens Tugthus, skete følgende:

Den dovne Dreng.

August Peder Jensen, der nytårsnat blev anholdt for overfald på et par kolleger i Vognmagergade, blev i går løsladt i retten uden videre tiltale. "Drengen" havde nægtet sig skyldig i overfaldet, og de overfaldnes vidnesbyrd var ikke så pålidlelige at retten turde indlade sig på at dømme Jensen.

(Aftenbladet (København), 21. januar 1902).

Tilskadekommen kreaturfører.

Da en kreaturfører i går eftermiddag kom trækkende med en drift kvæg fra horsens-damperen over broen ved Nyhavn, blev kreaturerne pludselig urolige og stædige og tilredte føreren, en 43-årig mand, August Peter Jensen fra Helsingørsgade nr. 7, så slemt under hans forsøg på at få overtaget over dyrene, at han måtte indlægges på Frederiks Hospital.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 6. august 1903).

Prygl.

Hvad Københavns bøller mener om sagen.
Bræddestabelen udtaler sig.

Det var i Farvergades berygtede logihus "Blodkoppen" 

Menneskevragene stod og stirrede stille hen for sig med sløve fortinnede øjne, af og til løftende snapseglasset mekanisk til munden

Ved et bord for sig sad den havarerede artist Olchansky og klimprede på en guitar han har lavet af en cigarkasse, mens han med snøvlende, drøvelig stemme kvad:

"Jeg sidder  bag fæng-se-lets mure
og stirrer mod him-me-lens blå
mens stjernerne går deres tu-u-ure,
og månen på him-me-len står."

-   -   -

Ved et andet bord træffer vi spidserne blandt gadens bærme-voldsmændene. De holder sig i sluttet selskab og ser ned på vagabonder og tiggere som en lavere stående kaste, Nogle drikkevarer skaffer os indpas i selskabet hvis mest fremtrædende medlem vi straks giver os i lag med. Det er den berygtede "Bræddestabel", men vi forbavses over det spagfærdige indtryk, han gør 

- Prygl, siger han og skutter skuldrene, som følte han allerede krabasken på sin ryg, - Ja oprigtig talt kniber jeg helst uden om dem - ikke fordi at jeg er bange for dem, fortsætter han med et undskyldende blik til "kammeraterne'', men man er jo ikke så ung som man var for en snes år siden. Jeg har stået for mangfoldige høvl i min tid - og mange gange har jeg ikke fortjent dem - men nu er jeg over de 45 år og er blevet mere sagtmodig af naturen. Naturlig, sluttede "Stablen", der til vor overraskelse viser sig at være en spinkel mand og hvis borgerlige navn er Julius Johansen, ta'r jeg mine klø, når ieg ska' ha' dem, men ingen kan fortænke mig i at gøre gengæld, når lejlighed byder sig, og så stak han atter næsen i glasset,

Vi får senere at vide, at "Stablen", selv om hans stjerne i bølleverdenen er for nedgang, er en af de mest uberegnelige voldsmænd idet han ofte i fredeligt lag og selv tilsyneladende rolig pludselig og uden advarsel aldeles rasende kan kaste sig over et medmenneske og gøre de mest velmente forsøg paa at slaa dette halvt ihjel.

Den dovne Dreng.

Ved siden af "Stablen" sidder en stor svær, dunhaget mand, de kalder ham Alfred Emil men vi får straks efter at vide, at det er den så sørgelig bekendte "dovne Dreng".

- Hvad mener De om Prygleloven, spørger vi,

- Hold kæft, svarer han og fylder sit glas mens han skuler ondskabsfuld til os.

- Bryd dig ikke om ham makker, siger "Rive Niels", som sidder tæt ved os, han er ond i sulet i dag, og saå har han en væmmelig tilbøjelighed til at fla' - han har'et med at sparke i skridtet, når han er fuld, som ædru er han det skikkeligste menneske på Guds grønne jord - Og Niels som trods sin unge alder - 24 år - har været straffet fjorten gange for vold giver nu sit besyv med i laget.

- De kalder os bøller, og vi er bøller, indrømmer han, men vi er det ikke af vores gode vilje; havde min mor levet, sad jeg ikke her nu, men da hun kreperede, måtte jeg gå for lud og koldt vand, og nu sidder jeg her sagde han og slog ud med en beklagende håndbevægelse 

Mange gange er jeg på stationen blevet banket sådan igennem at jeg var sort og blå over hele kroppen. Jeg er'beder ellers som ålefisker ude i Kalveboderne. En nat da kæntrede båden og jeg måtte med mit halstørklæde binde mig til masten Jeg sad der omtrent 24 timer og da jeg kom i land på Enghaven og lå omtrent halvdød, kom et par betjente og tampede løs på mig - bare fordi de kendte mig. 

Kan De så fortænke en i, at man bliver ond på samfundet? Nej, sluttede han, slår de mig, gir de mig en gang laks (bøllernes udtryk for prygl), slår jeg igen, når jeg kan komme afsted med det.

Og med rynkede bryn og knyttede næver lænede han sig tilbage mod væggen.

-  -  -

Vi talte senere med adskillige af vor bølleverdens mest fremtrædende repræsentanter, og hovedsummen af deres meninger gik ud på; Verden har handlet uretfærdig mod os. vi vil handle på samme måde mod den, Slår de os, slår vi igen når vi kan.

Vi stiller disse historiske aktstykker til hr. Albertis disposition.

(Aftenbladet (København), 30. januar 1905).

En opvarter fra "Guldgruben"

- en kælderbeværtning der ligger på hjørnet af Lille og Store Brøndstræde i København - blev - fortæller "Sorø Amtstid." - engang indlagt på hospitalet, og overlægen spurgte ham her hvor meget han drak om dagen. Uden betænkning svarede opvarteren: En otting øl, dvs. 88 glas øl af de såkaldte "runde" der er dobbelt så store som en "spids". Han måtte drikke med gæsterne, og for nemheds skyld havde han så en otting øl liggende ved siden af sig og tappede deraf, efterhånden som han skulle klinke med Bræddestabelen eller "Den dovne Dreng". Han indså dog nnu at han måtte søge en mindre udsat post.

(Viborg Stifts Folkeblad, 25. september 1905)

Første Ligbrænding af Præst. (Efterskrift til Politivennen)

En Præst hvis Lig skal brændes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet.

I Morgen Middag Kl. 12 foregaar der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet paa Nylandsvej. Liget af en afdød Præst, Pastor emer. Emil Wegener skal brændes; det er første Gang her til Lands, at dette sker med en Mand, der var Kirkens Tjener.

Pastor Wegener, der var Medlem af Folkelig Ligbrændingsforening, har fra 1886 til 1899 været Sognepræst i Pederstrup ved Sorø. Den Afdøde, der blev 60 Aar, indmældte sig for 3 Aar siden tilligemed sin efterlevende Hustru i Ligbrændingsforeningen; han udtalte ofte sin Sympathi med denne Form for Ligfærd og erklærede overfor Foreningens Bestyrelse, at han var villig til at yde sin Medvirken og tale over Afdøde, der begravedes fra Krematoriet.

Pastor Wegener er den eneste Præst, der har været medlem af Ligbrændingsforeningen.

Ved Bisættelsen i Krematoriet taler den Afdødes Eftermand i Embedet, Folkethingsmand, Pastor Bjerre, i Henhold til et Løfte, som han for længst har givet den Afdøde.

(Social-Demokraten 29. januar 1905. 2. udgave).

Pastor Wegeners Ligbrænding.

Pastor Bjerre taler i Ornat.

Den afdøde Præst Wegeners Lig blev som omtalt brændt i Gaar i Krematoriet, hvis Sal var prydet med Blomster.

Bisættelsen var fastsat til Kl. 12, Ved dette Tidspunkt var der samlet et talrigt Følge om den blomstersmykkede Kiste, som var dækket med et Væld af Kranse, bl. a. var der sendt Krandse fra Pedersborg, pr. Sorø, hvor den Afdøde har virket som Præst.

Folkethingsmand, Pastor Bjerre, der havde lovet at holde Talen, mødte ikke til den fastsatte Tid. Han var i Sorø og kom først ved Middagstid til København. Følget maatte derfor vente paa ham.

Da her var forløbet henved en Halv Times Tid, arriverede Pastor Bjerre, svedende og forpustet. Hans Hustru var tilstede med en kuffert, indeholdende Ornatet. Hr. Bjerre blev i en Fart omklædt, og kort efter stod han foran Kisten, iført Præstekjole og Orgelet præluderede, der blev sunget en Salme, hvorefter Præsten bragte den Afdøde det sidste Farvel og omtalte hans Livsgærning. Den Afdøde var en stor Børneven og afholdt af Børn, han elskede Poesien, der stemmede bedre overens med hans Syn paa Livet, hvis nøgterne Haardhed virkede frastødende paa hans milde og bløde Sind.

Præsten oplåste til Slut den Afdødes yndlingsdigt, den skønne Vuggesang af "Aladdin", og udtalte Haabet om, at Flammerne vilde rense og lutre hans Sjæl.

Derefter sattes Kisten ind i Ovnen og Højtideligheden var tilende.

(Social-Demokraten 31. januar 1905).

Da Præsten brændtes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet. Mandag Middag Kl. 12 foregik der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet i København. Det var afd. Pastor emer. Emil Wegener, tidligere præst i Pedersborg, Søro, der blev overgivet til Luerne. Det er if. "Soc.-Dem." første Gang her til Lands at en Præsts har ønsket at blive brændt.

Ved Bisættelsen i Krematoriet talte den afdødes Eftermand i Embedet, Folketingsmand, Pastor Bjerre, Pedersborg, i Henhold til et Løfte, som han forlængst har givet den afdøde.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 1. februar 1906.)

Biskop på daværende tidspunkt var Thomas Skat Rørdam (1832-1909). Han var blevet biskop i 1895 i en temmelig høj alder (63 år), på et tidspunkt hvor der var brydninger i kirken. Rørdam beskrives af Lindhardt som "... i sine senere år væsentligt ude af kontakt med tiden, langt mere en tilbageholdende magt end en fremfarende kraft. ... Til det nybrud der på mange måder skete i bispeårene var han mere tilskuer end inspirator, bundet som han på alle måder var af sin "kærlighed til det overleverede".

Pastor Bjerre i Krematoriet.

I Anledning af den Erklæring, der er affordret Folketingsmand Pastor Bjerre, fordi han har ta!t i Embedsdragt i Krematoriet over sin Forganger i Embedet, Pastor Wegener, ringede vi i Dag Bjerre op i Telefonen og spurgte ham om Sammenhængen i denne Sag.

Pastor Bjerre oplyste følgende:

Erklæringen er affordret mig i Henhold til en ministeriel Resolution af 5te Februar 1894. Goos var den Gang Kultusminister. Han havde tidligere stillet sig meget velvilligt overfor Ligbrændingssagen, var endog Formand for Ligbrændingsforeningen, men lod sig af Bisperaadet paavirke til at udstede den paagældende Resolution, ifølge hvilken de Præster i Folkekirken, som maatte være villige til at yde deres Medvirkning ved Ligfærd, hvor Ligbrænding finder Sted, i alt Fald ikke maatte fungere i Krematorier og Kolumbarier eller ved Askens Hen- eller Nedsættelse, men kun i en Kirke eller i et Folkekirken tilhørende Kapel, og at de, naar Jordpaakastelsen havde fundet Sted, skulde forlade Stedet og ikke maatte have videre at gøre med Ligets Bortbringelle eller senere Behandling.

Skulde Præsten af private Grunde "undtagelsesvis" ønske at deltage i Ligfølget, maatte han forinden aflægge sin Embedsdragt.

Jeg har nu svaret Biskoppen og i Svaret erklæret, at under forhaandenværende Omstændigheder følte jeg mig forpligtet til at efterkomme et Løfte, som jeg havde givet Pastor Wegener paa hans Dødsleje. Netop fordi det var en Præst, vilde det række Undren, om hans Efterfølger i Embedet ikke kunde følge ham i Ornat.

Men foruden dette Hensyn - udtaler Pastor Bjerre videre -- mener jeg forøvrigt, at det er en forældet Bestemmelse, som er Folkekirken til Skade.

Selvfølgelig er Pastor Bjerre belavet paa at faa en lille "Næse" i Sagens Anledning; men han havde i Virkeligheden efter sin egen Mening intet Valg. Han havde lovet Pastor Wegener og dennes Hustru at tale, og havde han paa en Forespørgsel til Biskoppen faaet et Afslag, var det hele jo blevet meget værre naar han desuagtet havde holdt sit Løfte.

Forøvrigt meddeler B. under vor Samtale, at han har under Overvejelse gennem et Lovforslag at søge det nugældende Forhold ændret.

C

(Ringsted Folketidende 9. februar 1905).

Præsterne og Ligbrændingen.

Pastor Bjerre, Krematoriet og Biskoppen.

En forældet Resolution.

Et Interview med Pastor Bjerre

Spørgsmaalet om Folkekirkens Præsters Medvirken ved Begravelser fra Krematoriet er blevet aktuelt, siden Folketingsmand, Pastor K. Bjerre fra Pedersborg ved Sorø forleden holdt Talen over sin Forgænger i Embedet, da dennes Lig blev brændt.

Her skete et eklatant Brud paa Loven. Pastoren var nemlig tillige i Ornat.

I Gaar traf vi Hr. Bjerre i Folketinget, efter Mødets Slutning, og bad ham sige os sin Mening om Sagen.

"Den er saamænd saa ganske ligetil. Jeg havde lovet afdøde Pastor Wegener paa Dødslejet at tale over ham - og særlig havde jeg lovet hans Hustru det, da det kunde se saa underligt ud, at ikke en Præst sagde de sidste Ord ved Kisten.

Men samtidig har jeg ogsaa benyttet mig af den givne Lejlighed til at faa rørt ved en Sag, der er ganske urimelig.

En af Folkekirkens Præster maa ikke give Møde ved en Baalfærd fra Krematoriet - end ikke som ganske almindelig Deltager i Følget. Han maa ansøge derom i Forvejen. Saa De fatter, at dette at træde frem i Ornat og tale er endnu værre.

Det er en Resolution fra Goos' Tid - 5te Februar 1894 - der bestemmer det. Men det turde dog nu være ganske forældet. Valgmenighedspræst Carstensen har jo ligefrem paa den Konto skaffet sig en hel Forretning . . . .

"Og hvad vil der ske efter dette?"

"Ja, der er altsaa sket dette, at Biskop Rørdam har affordret mig en Erklæring om min Optræden, og den afgiver jeg i Dag. Saa faar jeg en Næse. Det videre afhænger af, hvorledes denne Næse bliver.

Naar jeg valgte denne Form: uden først at spørge at tale ved Begravelsen, saa gjorde jeg det, fordi det over for Autoriteterne var den mest hensynsfulde. Jeg undgik at sætte dem i en pinlig Forlegenhed. Og det er jo den sædvanlige Fremgangsmaade i slige Tilfælde .... Jeg vilde ogsaa undgaa at skabe en ny Murer-Affære eller Harhoøre-Historie."

"Hvorledes tror De, at Ministeren stiller sig til dette Spørgsmaal?"

"Dér er det naturligvis noget vanskeligt for mig at udtale mig. Men saa meget tror jeg dog at kunne sige Dem, at Ministeren ikke ser med uvillige Øjne paa min Opfaltelse af Sagen.

Indtil videre afventer vi altsaa den biskoppelige Reprimande.

V. G. 

(Samfundet 10. februar 1905.).

Ligbrændingsloven blev ændret i 1910 bl.a. til at  præster også kunne deltage. Samtidig var det nu heller ikke længere lov at urnerne blev anbragt i et kolumbarie, men kunne nedsættes i fx familiegravsteder og særlige urnegrave på kirkegårdene.

Fotograf Hans Richard Theodor Hansen (1857-1914): Gravers Christian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) præst, folketingsmedlem. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Der findes ligeledes et foto af en noget ældre pastor Bjerre som muligvis er beskyttet af ophavsret..

Gravers Kristian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) var præst og folketingsmedlem. Han var blevet valgt til Landstinget, og blev kort tid efter, september 1907 beskyldt for at have udvist "uhøvisk adfærd mod en dame". Han skulle efter sigende have overgramset en ung gift kvinde i Upperup Kirke uder pastor Hoffs begravelse. Han kom derefter for en provsteret. Den skabte dog ikke nogen klarhed. Mange vidnesbyrd blev fremført om at dette ikke var det eneste tilfælde, mens andre slog det hen som enten upålidelige eller betydningsløse. Det var ifølge Folkets Avis Indre Mission, især kvinder som senere forsøgte at få ham rehabiliteret. Han blev grebet i nogle selvmodsigelser, og sagen endte med at han 30. januar 1909 blev afskediget med pension efter indstilling fra kultusministeriet. Han fortsatte dog sin præstegerning i endnu nogle år. Sønnen Axel Møller Bjerre blev senere valgt til landstinget for Venstre.

Rekylgeværaffæren 1904-1905, 1. - 8. januar 1905. (Efterskrift til Politivennen)

 Hr. Madsen har indgivet sin Demission.

Krigsminister Madsen har endelig bøjet sig for den offenlige Menings Tryk og har indgivet sin Afskedsbegæring.

Den er dog endnu ikke officielt modtaget. I det Ministerraad hvor Afskedsbegæringen drøftedes, fremkaldte nemlig Hr. Madsens Demission en almindelig Ministerkrise, der først vil finde sin Afgørelse i et Statsraad en af de første Dage i det ny Aar.

Vi har i vor Gaarsartikel udførlig paavist hele Hr. Madsens uholdbare Stilling. Kassemataffæren, Træfældningerne, Saltholmsskanserne, en hel Række af Overgreb og selvraadige Foranstaltninger i ærkemilitærisk Aand havde efterhaanden undergravet hans Stilling. I Sommer meddelte saa "Dannebrog" officielt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Københavns Befæstning og var traadt ind i Ministeriet som saadan! Dermed haabede Hr. Alberti aabenbart at fremkalde en politisk Afgørelse, en Sprængning af Venstre i Fæstningsvenner og Fæstningsfjender, og Dannelsen af et nyt moderat konservativt Regeringsparti - med ham selv Alberti, til Chef.

Hr. Deuntzer søgte endnu en Gang at "holde det gaaende". Paa Venstres Partimøde i Efteraaret kom det til et Kompromis: Rebellerne blev ikke som Alberti, Enevold Sørensen og

Ole Hansen havde forlangt, smidt ud af Partiet. Disciplinen blev skærpet, men samtidig blev det ogsaa betydet Hr. Madsen, at han maatte holde sig i Skindet og fremtidig i højere Grad end hidtil bøje sig for Partiets Vilje og navnlig huske, at hele Fæstningsspørgsmaalet endnu var uafgjort.

Saa kom den af os i Gaar omtalte Affære med Usserød Klædefabarik, hvor Hr. Madsen paa ny blev greben i Forsøg paa at skaffe sig Midler til sine militaristiske Formaal bag Folkethingets og Finansudvalgets Ryg. Og samtidigt viste Rekylriffel- Affæren, med hvilken utrolig Letsindighed Hr. Madsen opfattede Landets Neutralitets-Forpligtelser. Hans Væv af modsigende Erklæringer gjorde ham simpelt hen umulig som offenlig Personlighed.

Man skulde imidlertid kende Hr. Madsen daarligt for at tro, at han ganske jævnt og ligefremt vilde erkende sin Stillings Uholdbarhed og i Overensstemmelse med de parlamentariske Regler begrunde sin Afskedsbegæring med den Konflikt, der dels var opstaaet, dels truede med at opstaa mellem ham og Finansudvalget. Nej, Hr. Madsen har med den Blanding af Fanatisme og Udspekulerethed, der kendetegner hans hele Færd, gjort sin Afskedsbegæring til en Sprængmine for hele Ministeriet og for hele Venstre. Han haaber endnu, at han og Alberti kan realisere deres Plan fra i Sommer, sprænge Venstre og stille sig i Spidsen for et nyt Regeringsflertal, hvori ikke blot de Moderate og de Frikonservative, men store Dele af det gamle Højre gaar op, og hvis fornemste Program bliver Fuldførelsen af Bahnsons Værk.

Hr. Madsen har nemlig motiveret sin Afskedsbegæring med den Uoverensstemmelse i Militærspørgsmaalet, der efterhaanden var opstaaet mellem ham og Marineminister Jøhnke!

Hr. Madsen giver med andre Ord Ministeriet Valget mellem ham selv og Jøhnke, og det vil atter sige: mellem Københavns Befæstning og Venstres Program.

Den lange ulmende Strid i Ministeriet - som i Venstre - mellem en moderat og en mere radikal Retning er dermed brudt ud i lys Lue. Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar.

Vi staar altsaa midt i en almindelig Ministerkrise.

Den Forfalskning af "Systemskiftet", der skete den 23. Juli 1901 mod Folkets Vidende og Vilje - ved Optagelse af Fæstningsvennen Madsen bærer nu sin Frugt. Det er, takket være særlig Socialdemokratiets Virksomhed, ikke lykkedes at dysse Befolkningen i Søvn. Det er ikke, som Meningen var, lykkedes i al Stilhed at vende et Flertal af Befolkningen vort fra Demokratiets gamle Militærprogram. Socialdemokratiets Fremgang ved sidste Folkethingsvalg og den derpaa følgende stadig voksende "Uro" i selve Venstre har medført, at Arbejdet i Forsvarskommissionen er gaaet helt i Staa. Der findes et radikalt Mindretal, som  kræver Fæstningen nedlagt i Overensstemmelse med Venstres gamle Standpunkt, og der findes et Flertal, som ikke tør tage Parti! I det forløbne Aar har Kommissionen, efter hvad vi erfarer, kun været samlet nogle ganske faa Dage. Den er i Virkeligheden ikke naaet et Skridt videre, end den var ved Nedsættelsen for tre Aar siden.

Selv "de Sagkyndige" i Kommissionen staar raadløse og indbyrdes uenige. Det er gennem en nylig stedfunden Polemik i "Berlingske Tidende" mellem en Søofficer og forskellige Landmilitære bleven klart, at man i Flaaden ser med stadig voksende Uvilje paa Hr. Madsens fæstningsvenlige Virksomhed. Marinen har aldrig været Tilhænger af Bahnsons Værk. Man kan af Fejden i "Berl. Tid." danne sig et sikkert ganske korrekt Billede af "de Sagkyndige"s Diskussion i Kommissionen. Hr. Jøhnkes Sagkyndige paaviser, hvor umulig Bahnsons Fæstning er, og Hr. Madsens Sagkyndige svarer med at trævle den saakaldte "maritime Forsvarsplan" op. Socialdemokratiet og de Radikale lader de to Parter gensidigt fortære hinanden og peger paa Demokratiets gamle Standpunkt som det eneste mulige, det hvorpaa Hr. Christensen-Stadil som Venstres Ordfører stod endnu i 1899: Vi kan ikke forsvare vor Nevtralitet, lad os da nøjes med at konstatere den, hvortil der kun behøves et Minimum af Militærapparat.

Nu maa Ministeriet træffe en Afgørelse. Luskeriet fra "Systemstiftets" første Aar gaar ikke længere.

Hr. Alberti var i Torsdags til et Møde i Ringsted med Tillidsmænd i Bondestandens Sparekasse. Han klagede her over Venstres Uenighed og udtalte: "Venstre var nu saa svagt, som det ikke havde været i lang Tid".

Naturligvis, thi det Hus, som er splidagtigt med sig selv, maa falde. Det er det saakaldte "Systemskifte"s indre Løgn - Optagelsen af en Fæstningsven i det Ministerium, der i Følge Folkets Vilje skulde betyde Venstres Sejr over Fæstningen - som nu faar Ministeriet til at ramle sammen.

(Social-Demokraten 1. januar 1905)

Lars Peter Elfeldt: K. M. Klausen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Nye Afsløringer af Hr. Madsen

Rekylriflerne

Provisoriske Fæstningsarbejder

Kasematter paa Saltholm

[Første del af artiklen er i alt væsentlig en gentagelse af artiklen fra 1. januar, og er derfor ikke medtaget her.]

Vi skal imidlertid bidrage vort til, at Befolkningen faar sandheden at vide.

Den forestaaende 2den Behandling af Finansloven vilde, hvis Madsen naaede at give Møde som Krigsminister for at staa Folkethinget til Regnskab, komme til at dreje sig om følgende Punkter :

Rekylriflerne. Den 13. December affordrede K. M. Klausen i Finansudvalget Krigsminister Madsen en Forklaring om Geværfabrikens Tilvirkning af Rekylrifler under Forhold, der kunde vække Mistanke om Nevtralitetskrænkelse. Hr. Madsen søgte først at nægte sig fra hele Sagen, men maatte efter et Krydsforhør love at foretage en Undersøgelse. Torsdagen den 15de December omtalte Finansudvalget Rekylriffelaffæren overfor Konsejlspræsident, Udenrigsminister Deuntzer, og det viste sig da, at Hr. Madsen ikke har meddelt denne noget som helst om Finansudvalgets Forespørgsel. Hr. Deuntzer blev meget pinlig berørt ved at erfare denne Fortielse saavel som hele Affæren, da det kunde krydse hans Bestræbelser for at skaffe Danmarks Nevtralitet almindelig anerkendt. Han lovede nu selv at foretage en Undersøgelse og har senere meddelt et bekendt medlem af Finansudvalget, at den, der maatte have Ansvaret, "ikke skulde dø i Synden". I Stedet for, at Udenrigsministeren burde have haft meddelelse om Sagen, søgte man at udviske Sporene! Der er saaledes paa Geværfabriken givet Ordre til omhyggeligt at fjærne de brugte Prøvepatroner (med de russiske Bogstaver).

Om alt dette forestod der en højst sensationel Debat ved Finanslovsdebatten.

[Resten af artiklen beskæftiger sig med andre emner end rekylgeværsagen]

(Social-Demokraten 3. januar 1905)

Krisen

4 Ministre følger Hr. Madsen, Alberti, Ole Hansen, Christensen Stadil og Enevold Sørensen har indgivet deres Demission.

I Gaar Eftermiddags Kl. 4,25 udsendte Ritzaus Bureau følgende Meddelelse:

Efter at Krigsministeren ved Skrivelse af 24. f. M. havde meddelt Konseilspræsidenten sit Ønske om at fratræde, har nu Torsdag den 5. tillige Kultusministeren, Landbrugsministeren, Indenrigsministeren og Justitsministeren indgivet deres Ansøgninger om Afsked.

DHrr. Alberti, Ole Hansen, Christensen - Stadil og Enevold Sørensen træder altsaa ud sammen med Krigsminister Madsen, og Ministeriet bestaar for Øjeblikket kun af Konseilspræsident og Udenrigsminister Deuntzer, Finans- og Trafikminister Hage samt Marineminister Jøhnke.

Den hermed fuldbyrdede Deling mellem de 5, som gaar, og de 3, som bliver, viste sig allerede i Fjor Foraar under Pryglelovskrisen: Alberti, Ole Hansen, Christensen-Stadil, Enevold Sørensen og Madsen var baade sagligt Tilhængere af Pryglestraffen og støttede den Sammensmæltningspolitik, som Prygleloven bar i sit Skød. Bag Prygleloven stod, som vi den Gang skrev, Fæstningen. Det gjaldt for Alberti og Madsen om i Tide at tilvejebringe det Flertal, der skulde trække Fæstningen i Land.

I Sommer forlangte de pryglevenlige Ministre, at de saakaldte "Rebeller", d. v. s. de Venstremænd, der fastholdt Venstres gamle Standpunkt til Prygl, Fæstning og anden Højrepolitik, skulde smides ud af Venstre, og antydede, at Ministeriet ellers maatte tage sin Afgang under Overvejelse. Deuntzer erklærede derimod, at han ikke ønskede nogen Udsmidning.

Da Rigsdagen samledes i Efteraaret, sejrede Deuntzer, for saa vidt som der ikke lykkedes Alberti og hans Venner at faa de Radikale sat ud. Ja, det indskærpedes endogsaa Krigsminister Madsen, at han i højere Grad end hidtil maatte holde sig indenfor en loyal Administrations Rammer.

Men Hr. Madsen var en altfor fanatisk Fæstningsven og tillige saa forunderlig smaatskaaren selvraadig, at han snart kom i ny Konflikt med Venstres demokratiske Elementer. Han havde paa Opfordring leveret Finansudvalget en Liste over de Arbejder, hvortil han vilde bruge de i Foraaret efterbevilgede ekstraordinære Midler. Paa denne Liste fandtes ingen Magasin- og Soldaterrum paa Saltholm, - alligevel indrettede han egenraadigt saadanne! Hr. Madsen anlagde, uden Bevilling eller Bemyndigelse, elektriske Anlæg i Bagsværd- og Charlottenlundforterne. Han skaffede sig ad en fedtet Omvej de 50,000 Kr. til Raadighed fra Usserød militære Klædefabrik, som Folkethinget én Gang havde nægtet ham.

Der findes i den allerede færdigtrykte Finanslovbetænkning - hvis Offenliggørelse, som i Gaar meddelt, er udsat - Skrivelser, som maatte fremkalde en Diskussion, der med Nødvendighed maatte udvikle sig til et Generalopgør, og Finansudvalgets militære Ordfører, Hr. Zahle, havde sin Partibestyrelses Samtykke til ikke at forsvare Krigsministeren.

Samtidigt med, at denne Konflikt forberedtes i Finansudvalget, trængte striden mellem Land- og Søofficerer i Forsvarskommissionen ud til Offenligheden gennem en Fejde i "Berlingske Tidende". For hver Dag, der gik, blev det nødvendigere for venstre og for Ministeriet at tage

Stilling for eller imod Fæstningen.

Som Draaben, der bragte Bægeret til at flyde over, kom "Social-Demokraten"s Artikler om Rekylriflerne. Hr. Deuntzer havde udtrykkelig forbudt danske Forretningsmænd at sende en saa forholdsvis uskyldig Vare som islandske Nattrøjer til Rusland. Nu viste det sig at Hr. Madsen lod Statens Geværfabrik tilvirke Krigsmateriel til Udlandet - af hans egen Opfindelse! - uden at han havde skaffet sig paalidelig Underretning om, hvor det skulde hen. Hr. Madsens modsigende Udflugter gjorde hurtigt hans Stilling ganske uholdbar, og Forholdet mellem ham og Deuntzer blev yderst spændt.

Den 24de December. Juleaftensdag, bøjede Hr. Madsen sig endelig for det uundgaaelige og indgav sin Demission.

Den blev imidlertid foreløbig hemmeligholdt, og der gjordes store Anstrængelser for at løse den indtraadte Ministerkrise i Stilhed, inden Rigsdagen paa ny traadte sammen, og løse den saaledes, at den afgørende Tagen Stilling til Fæstningen blev udskudt. Den bergianske Presse har meddelt, at man arbejdede paa en Rekonstruktion af Ministeriet, hvorved Marineminister Jøhnke skulde træde af sammen med Madsen og deres Efterfølger blive en fælles civil Forsvarsminister, der kunde "tilvejebringe den fornødne Enhed i Ledelsen af Hær og Flaade" - og føre Militærkommissionens Arbejde til et Resultat.

Hr. Jøhnke viste imidlertid ikke Spor af Lyst til at lade sig ofre, fordi Madsen havde lavet "Dumheder". Noget urimeligere og uretfærdigere Forlangende kunde da heller ikke tænkes. Hr. Jøhnke har altid administreret loyalt i Overensstemmelse med Folkethingets Vilje, han staar som den gamle Venstremand, han er, paa Venstres gamle Standpunkt i Fæstningssagen. Hvorfor skulde han da gaa?

Med Jøhnkes Vægring ved at være den uskyldige Bager, der skulde henrettes, om just ikke i den skyldige Smeds Sted, saa dog sammen med denne, blev Situationen yderst tilspidset.

Vi skrev i Søndags:

"Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er bleven haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes i hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar."

Det slog til. Hr. Alberti har nu indgivet sin Demission. Og sammen med ham gaar ikke blot hans tro Vaabendrager Ole Hansen, men ogsaa Ministeriets bergianske Medlemmer, Christensen Stadil og Enevold Sørensen, hvis Plan om en Overplastring af Modsætningerne og en ny Udsættelse af Fæstningsspørgsmaalets Løsning var strandet.

Den Deling i Ministeriet, der viste sig under Foraarets Pryglelovs-Situation, er bleven til en Sprængning. Fra Pryglene, der laa mere paa Overfladen i dansk Politik, har Konflikten nu koncentreret sig om et af dens dybeste Centralpunkter: Militærvæsenet.

[Her stopper denne blogs uddrag af artiklen som fortsætter]

(Social-Demokraten 7. januar 1905. 2. udgave)

Ministerkrisen.

Provinspressen.

"Randers Venstreblad" (Anders Nielsen. Formanden for Reformpartiet) skriver: "Finansudvalget har modtaget Oplysninger, der gør, at Venstres Medlemmer har taget Afstand fra Krigsministerens Handlemaade i Henseende til Anvendelse af det Beløb, der bevilgedes i Foraaret i Anledning af den østasiatiske Krig. Vi skal i Dag blot bemærke, at Venstres Medlemmer staar sluttet og enige i Opfattelsen af Forholdene og selv har iagttaget, hvad de skyldte at iagttage overfor Ministeriet. Der er noget, der gør en Rekonstruktion ønskelig. Der har imidlertid ikke fra Partiets Side været stillet Krav i saa Henseende. Initiativet til det Nytaarsdag bragte Budskab skyldes Ministeriet selv, og ingen anede den Gang, at der vilde blive Tale om nogen egentlig Krise som denne, at de 4 af de 5, der i snævrere Forstand er udgaaet af Partiet, har indgivet Afstedsbegæring. Dette Budskab virkede nedslaaende i samme Grad, som Ministeriets Udnævnelse for 3½ Aar siden virkede opløftende og befriende. Man aner, at Grunden er et Brud i Ministeriet, lykkeligvis ikke et Brud mellem Partiet og de i Ministeriet, som virkelig har følt at være Kød og Blod af Folkets eget Kød og Blod. Det er med oprigtig Sorg, at vi ser paa den Kendsgerning, at Ministeriet er sprængt, men har det ikke kunnet være anderledes, saa nytter det ikke at fortabe sig i sørgmodige Betragtninger. Der er kun en forstandig Mulighed for et Enderesultat af Krisen, nemlig, at der kommer et nyt Venstreministerium. I. C. Christensen maa tage Færten. Venstre har ikke kæmpet sin 30-aarige Kamp og vundet Sejr, for at alt skal forspildes ved  - ja vi ved ikke hvad der er passeret i den røde Bygning i Ugen som gik".

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 8. januar 1905)

Hr. Madsens Fald.

"Dementiernes Minister".

En Venstre-Folkethingsmand komplimenterer "Social-Demokraten"

Krigsminister Madsen er færdig, uigenkaldelig færdig. Dette er hele Pressens enstemmige Mening. Hvorledes end Ministerkrisen forløber, hvordan det nye Ministerium end kommer til at se ud - Hr. Madsen bliver ikke mere Minister.

Og lige saa let turde det være at tilvejebringe Enstemmighed i den væsenlige Mening om, at det er Socialdemokratiet, særlig vort Partis Finanslovsordfører K. M. Klausen, som har fældet ham.

Skønt Ministeriet i tre Aar hemmeligholdt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Fæstningen - nemlig lige fra den 23. Juli 1901 til den 30. Juni 1904, da "Dannebrog" maatte tilstaa Sandheden - , blev Klausens Mistanke hurtig vakt og udviklede sig snart til Vished. Han angreb Feltskytsbevillingen paa de 5 Millioner Kr. ikke alene for de mange spildte Penges Skyld, men ogsaa fordi Meningen aabenbart var at foregribe Militærkommissionens Arbejde og paa Forhaand fastslaa Rammen for Feltartilleriet. Klausen paastod, at de gamle Kanoner ingenlunde var ubrugelige, - det er senere stadfæstet af en Autoritet som Oberst N. P. Jensen. Klausen mistænkte Krigsministeren for at ville bruge de gamle Kanoner til Bestykning af Fæstningen og greb ham senere i Forsøg derpaa. Nu ser enhver, hvor uforsvarligt og hvor uparlamentarisk det var, at Venstre lod denne uhyre Bevilling gaa gennem Folkethinget uden Udvalg, uden nogen som helst Undersøgelse, - endda 400,000 Kr. højere end Højres Krav Aaret i Forvejen og med kortere Anskaffelsesfrist.

Da Hr. Madsen saa gennem "Ministerialtidende" udsendte sin Forordning om "Krigsbestyrelsen"s Afskaffelse og Venstrepressen naivt eller hyklerisk jublede over, at denne Institution fra Provisoriets Tid var ophævet, læste Klausen Forordningen omhyggeligt igennem og opdagede, at Hr. Madsen netop organiserede "Fæstningen København". Paa Grundlovsdagen i Fjor forkyndte selve Hr. Madsen paa Frederiksberg Eksercerplads, at han ansaa Fæstningen for "et lovligt Led i vort Forsvar!" Ved de sidste Aars Manøvrer har Bahnsons ulovlige og landsfarlige Værk da ogsaa spillet en Rolle som aldrig tidligere.

Det er overflødigt i Dag at omtale Kasematterne i Vestfronten, Træfældningerne i Dyrehaven og de ekstraordinære Militærforanstaltninger Fjor Foraar. Alt, hvad "Social-Demokraten" og vore Partifæller Rigsdagen sagde herom, er efterhaanden Punkt for Punkt bleven stadfæstet. Vi skal derimod minde om, at den Saltholms-Kaserne, som nu sidst rejste Konflikten mellem Hr. Madsen og Finansudvalgets Flertal og saaledes gav Anledning til Ministerkrisen, blev omtalt i "Social-Demokraten" allerede i Sommer, i vort Numer for 26. juni 1904. Vi skildrede hvorledes Hr. Madsen havde et helt Korps af Murere og Arbejdsmænd ovre paa den lille Ø, lod støbe Cementfundamenter og foretage en Række permanente Arbejder. Nu foreligger det altsammen stadfæstet i en Skrivelse, der er Hr. Madsen affordret af Finansudvalget.

Hver Gang "Social Demokraten" eller Klausen i Rigsdagen fremsatte en Afsløring af Krigsministerens fæstningsvenlige og ulovlige Virksomhed, blev det regelmæssigt dementeret i den ministerielle Presse. Klausen kunde næppe lukke sin Mund op og spørge: "Er det sandt . ." før en eller anden Regeringskøter bjæffede: "Det er Løgn!" Faa Dage efter forelaa "Dementiet" dementeret af Kendsgerningerne.

Det er morsomt at se, hvorledes Hr. Madsens specielle Organ "København" endnu i Gaar søger at værne hans Minde ved en Række Dementier Det har spurgt Lars Dinesen (!) om, hvorvidt vore Oplysninger angaaende Saltholms-Kasernen og Venstre-Finansudvalgsmedlemmernes Stilling dertil var korrekt. Paa selve Spørgsmaalet om Saltholms-Kasernen vilde Hr. Dinesen ikke svare, - hvad der jo ogsaa var et Svar, og "København" maa indrømme, at paa dette Punkt har vi haft Ret. Men da Bladet spørger Dinesen, om det forholder sig rigtigt med "vor Fortælling: at Zahle i Finansudvalget har erklæret, at han ikke mere vilde være Ordfører for de militære Budgetter, fordi han ikke kunde forsvare Krigsministerens Handlinger", - svarer Dinesen, at "en saadan Udtalelse ikke er faldet i Finansudvalget".

"København" fremhæver Ordene "ikke er faldet". Men det var Ordene "i Finansudvalget", der burde være fremhævet. Vi har nemlig ikke skrevet, at Hr. Zahles Ord faldt saaledes i Finansudvalget, men i et Møde af Venstres Finansudvalgsmedleminer.

Dette sidste "Dementi" er typisk. Det er Jesuitismen i Renkultur. Og af samme Art har den snart endeløse Række af "Dementier" været, der stadig fulgte i Hælene paa vore Afsløringer, blot for at skabe et Øjebliks Forvirring og faa tankeløse Læsere til at dæmpe deres Indignation. De Madsen'ske "Dementier" i "København" - som Ministeren betegnende nok aldrig selv ved Navns Underskrift paatog sig det direkte Ansvar for - blev regelmæssigt sendt ud til Højres og Venstres Provinspresse, der udkommer om Eftermiddagen, for at Publikum straks kunde blive tvivlende overfor "Social-Demokraten"s Meddelelser om Morgenen, der indtraf omtrent samtidigt med Provinsbladenes Udkomst.

En saa infam Leg med Sandheden er der drevet halvfjerde Aar igennem, indtil Krigsministeren endelig blev saa indfiltret i dette Løgne væv af "Dementier", at han kvaltes i det.

Men vi siger nu til det Publikum, der maaske et Øjeblik troede de Madsen'ske "Dementier", vi siger til Venstremændene, der er Læsere af Hr. Sigurd Bergs Blad i Nordsjælland, af Hr. Lassens i Nordjylland, af Anders Nielsens "Randers Venstreblad" og af de andre Regeringsorganer: Ser I nu, hvem der havde Ret! Lad det, der er sket de sidste halvfjerde Aar, indgyde eder en maaske bitter, men sund Mistænksomhed overfor den officielle Presse Dementier og Bortforklaringssnak.

En ganske pudsig Episode ved et Møde i Odsherred forleden viser hvorledes Venstremænd, naar de er ærlige, meget godt anerkender vor Presses Velunderrettethed og Paalidelighed. Den stedlige Folketingsmand P. Madsen, Eskildstrup, skulde forsvare sin Stilling til Indkaldelserne og sagde da i Følge "Holbækposten" Referat :

"At Indkaldelserne ikke blev forelagt i Partiet, er ikke Ministeriets Skyld, thi Ministeriet ønskede netop Sagen frem der. Det var Partiets Bestyrelse, der ikke turde lægge Sagen 

frem for Partiet, fordi man har Erfaring for, at selv de størst Partihemmeligheder indenfor Venstre øjeblikkelig offenliggøres i "Social-Demokraten". Hvem der er Bladets Meddeler, ved man ikke, men saaledes er det, det ved vi alle. I denne Forbindelse maa det forøvrigt nævnes, at naar der ikke længer er den bedste Fortrolighed mellem Ministeriet og Venstrereformpartiet, ligger Skylden herfor væsenlig deri, at man ikke længer kan tale i Fortrolighed ved vore Partisammenkomster, thi vi ved alle, Ministre saavel som Rigsdagsmænd. at selv om der paalægges os alle absolut Tavshedspligt, saa kan vi næste Morgen læse alle Hemmelighederne paa Tryk i "Soc. - Dem." Dette maa selvfølgelig i høj Grad præge Forholdet mellem Ministeriet og det samlede Parti."

Vi skal ikke opholde os ved denne ejendommelige Undskyldning for, at Forholdet mellem Venstre og Regeringen "ikke længere" er det bedste (en nok saa nærliggende Grund er

vel den, at Regeringen har svigtet Venstres Principer), men kun fastslaa, at et Medlem af Folketingets Venstre her anerkender vor Betydning som hurtigt og absolut velunderrettet politisk Organ.

Hr. Madsens Fald under de nuværende Forhold fastslaar uigendriveligt for det hele Land, hvor korrekte og berettigede vore Angreb paa denne Minister har været.

Store dele af Venstres Vælgere ud over hele Landet vil nu forstaa dette. De vil herefterdags søge gennem den socialdemokratiske Presse at skaffe sig sandere Underretning om dansk Politik end den, de har fået gennem Regeringspressen. Og der vil i vide Kredse af Befolkningen blive endnu bedre Jordbund end hidtil for socialdemokratisk Agitation.

(Social-Demokraten 8. januar 1905. 2. udgave)

Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) var statsminister 24. juli 1901 til 14. januar 1905 i den første regering efter systemskiftet. Han betegnes som en højreorienteret Venstremand, medstifter af ØK. Og som sådan acceptabel for en den enevældigt indstillede Christian 9. P. A. Alberti blev justitsminister. Han trådte tilbage efter at han nedlagde veto mod Albertis retsreform som betød skrappere straffe. Han udtrådte af folketinget i 1913 og fortsatte som kongevalgt medlem af Landstinget. Foto Mary Dorothea Frederikke Steen (1856-1939). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Den nye statsminister, I. C. Christensen nedlagde forbud mod udførsel af rekylgeværer så længe krigen stod på. Efter afslutningen af krigen ophævedes våbenstandsningen. Geværfabrikken på Amager kunne herefter igen levere til Syndikatet som så videresendte dem uden at nogen anede hvem der havde bestilt dem.

I slutningen af november 1905 beslaglagde Københavns politi dampskibet "Arcturus" last af ammunition. Det var grosserer i cykler og isenkram Chr. Achen, Stormgade nr. 12 som havde afsendt adskillige ladninger. Denne last var af Bowling-revolvere. Lasten var bestemt for Finland som havde bestilt mellem 10.000 og 12.000 af revolverne. Den blev konfiskeret i Frihavnen og angiveligt skete konfiskering efter ordre fra politidirektøren der igen havde instrukser fra justitsministeriet. Der igen havde fået velsignelse af udenrigsministeriet. Al ammunitionen blev beslaglagt. Finland havde brug for våben mod Rusland, og udenrigsministeriet var på daværende tidspunkt sympatisk indstillet overfor Rusland. Om konfiskeringen foregik efter lovens bogstav, kan diskuteres.