Blandt engelske og irske landmænd (Olga Eggers). (Efterskrift til Politivennen).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Fra omkring 1905 begyndte hun at skrive små fortællinger til aviserne. Hun skrev dog også journalitiske artikler til aviser. Hendes mange rejser rundt i Europa synes også at have politiseret hende, således at hun begyndte at skrive om krig, undertrykkelse og ulighed mellem kønnene: 

Man har sagt så meget ondt om den engelske kamin "at den var en kulsluger og ikke varmede værelserne så godt som en god kakkelovn", men nægte den kan man i hvert fald ikke at den er grumme hyggelig. 

Og den er det samlende midtpunkt for et engelsk hjem.

De bedste stole står altid foran den, imod dens hylde læner engIænderen sin albue mens han eftertænksomt stirrer ned i de spillende flammer, og så snart en gæst træder over tærskelen, bliver han ufravigelig ført hen til den og bedt om at sidde ned der som om de andre stole i stuen slet ikke kunde komme i betragtning.

Den fåtalende englænder kan blive helt meddelsom, når han efter dagens arbejde har slået sig til ro med sin pibe foran den kære kamin. Og dette er ikke blot tilfældet i de velhavende huse. Selv i de fattigste hjem ude på landet, spiller den den samme rolle, og man kan ikke andet end glædes over, at han dog ejer dens hygge, når man ser hvor yderlig fattig den engelske bonde er.

Den. som kun kender vor egen oplyste og velhavende bondestand, vil næppe tro sine egne øjne. når han går en tur over engelske marker og ser på de engelske bøndergaarde.

Sjældent eller aldrig ser man en velholdt have ved gården: Vejen, som fører forbi den, er elendigt holdt. Huset selv er gammelt og forfaldent, og udhusene ligner hæslige rønner der synes at true med at ville falde sammen hvert øjeblik.

På de mindre bøndergårde findes der ofte slet intet tyende, og man kan ikke fortænke nogen i at de søger til byerne i stedet for at tjene på landet.

Så må arbejdet altså udføres af manden og konen alene, og dag ud og dag ind og det halve af natten med kan man se dem slide.

Selvfølgelig er det udelukket, at jorden kan blive dyrket tilnærmelsesvis som herhjemme. Det meste ligger hen som græsmarker, og der bliver kun opdyrket så meget, som bonden alene kan overkomme, for da konen skal passe huset og maden, malke og passe kreaturerne, bliver der ikke megen tid tilovers, skønt man alligevel ofte kan se hende gå bag ploven.

Engelske bønder er særdeles elskværdige mod fremmede. Beder man dem om en kop mælk, vil de sjældent modtage betaling for den, og det skyldes ikke dem, at de er så uoplyste og fattige: men grunden hertil må søges i de fortvivlede forhold, hvorunder de arbejder.

De engelske landforhold er ikke langtfra at kunne sammenlignes med de russiske.

De store godsbesiddere som ejer den største del af Englands jord, lever vel en kort tid af sommeren på deres godser, men opholder sig ellers i London eller udlandet, mens den forvalter, hvis hverv det er at påse, at de adelige herrer får penge nok ind til at føre deres muntre liv. udsuger bønderne på alle måder.

Det håbløse er at disse slet ikke ville få noget ud af det. hvis de var energiske og velhavende nok til at begynde en rationel drift.

Efter kontrakten skal de svare så og så meget af den forpagtede jord: men hvis forvalteren opdager at de får et ordentligt overskud til eget brug, bliver de straks sat fra gården, og med den ny mand, som kommer i stedet, bliver der da lavet en ny kontrakt, hvorefter han er forpligtet til at svare en meget større afgift end sin forgænger.

Det er næsten umuligt at få jord til købs!

Godsejerne kan så tvinges til at sælge jord, og skønt parlamentet gang på gang har gjort store anstrengelser for at få adelen frataget nogle af dens uretfærdige rettigheder, er alle disse forsøg hidtil strandede mod de store herrers forbitrede modstand.

Englænderen indser selv, at der årlig går uhyre værdier til spilde på denne måde. men før Underhuset får lovene forandrede, er der intet at gøre.

Englands skønne og frugtbare jord ligger forsømt og vanrøgtet hen, og den lasede bonde slæber sig krum og gammel længe før tiden under sine utaknemmelige anstrengelser for at skaffe brød og afgifter ud af den, uden anden hjælp end sine to tålmodlge hænder og nogle dårlige arbejdsredskaber.

Olga Eggers.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad, 9. april 1907).

Artiklen fortsætter i bladet den 16. april hvor hun sætter irske bønder som modsætning til de engelske. Andre artikler fra samme periode handler om Paris - dramatiserede beskrivelser.

Brand i Store Kongensgade 101 - To dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

To Snedkerværksteder i Flammer.

En faretruende Ildløs.

Ved halvet-Tiden i Middags opstod i den Freilevske Ejendom, Store Kongensgade 101 , en Ildløs, som i halvanden Time krævede Brandvæsenets mest energiske Arbejde og meget let kunde være bleven skæbnesvanger for de omliggende Ejendomme, dels mod Gernersgade, dels mod Olfert Fischersgade.

Ilden opdagedes af Arbeidspersonalet hos Freilev. Dette havde netop spist sin Middagsmad, da man ved at aabne Døren mærkede en stærk Brandlugt. Personalets Spisestue findes paa 1. Sal i Ejendommens Baghus - Side om Side med Kontoret. I samme Etage laa Snedkermester Schmidts Værksted, hvor der laves Kontormøbler; den næste Etage optages ligeledes af dennes Værksteder, og paa 3. Sal havde "Jensens Sønner" Snedkerværksted.

Den stærke Brandlugt efterfulgtes i næste Øjeblik af hastigt spillende Flammer, som slikkede op om Trappegang og Gelænder og gjorde Passagen opefter umulig. Freilevs Personale løb da hurtigst muligt ned, fik Brandvæsenet alarmeret og Politiet tilkaldt.

Et Øjeblik efter ankom Adelgades Sprøjte; men allerede paa dette Tidspunkt var Ilden saa voldsom, at man ikke alene rekvirerede Dampsprøjten fra Adelgade men ogsaa den fra Hovedstationen. Samtidig ankom Vicebrandinspektør Liisberg, ledsaget af flere Fuldmægtige. Dampsprøjterne kørtes op, dels i Store Kongensgade, dels i Olfert Fischersgade, og den lange Brandstige rejstes.

Del var i yderste Øjeblik, at Hjælpen kom, om ikke Menneskeliv skulde være gaaet tabt. I de to Snedkerværksteder havde nemlig nogle af Svendene efter endt Middagsmaaltid lagt sig til at sove i Spaanerne, og den indtrængende Røg i Forbindelse med de knitrende Flammer vækkede dem heldigvis i rette Tid. Særlig svendene, fire ialt, paa Jensens Sønners Værksted var i absolut Fare. For at redde dem - Trappen fra 1. Tal og opefter var jo et Flammehav - maatte Brandvæsenet, indtil Stigen kom, hive dem ned fra Luge til Luge. Paa denne besværlige Maade blev to af dem reddede. Imidlertid var Stigen bleven stillet op, og de sidste fire blev saa hjulpet ned ad denne Vej. Bagefter mente man, at der var glemt en Snedkersvend, Jensen, som ikke var til at finde noget Steds, og som havde været der i Middagstimen. Ingen havde siden set noget til ham, og der var følgelig grundet Frygt for, at han var indebrændt.

Saasnart de nævnte Arbejdere var bleven bragte i Sikkerhed, førtes Slanger ind til den brændende Bygning, dels fra Store Kongensgade, dels fra Olfert Fischersgade, dels endelig fra Gernersgade.

Paa dette Tidspunkt var Bygningens to øverste Etager et eneste Flammehav, og saavel mod Gernersgade som mod Olfert Fischersgade var Baghusene, der indeholdt smaa Beboelseslejligheder, saa truede, at de maatte ryddes. Mod Gernersgade havde Ilden endog nu og da fat, idet Flammerne strakte sig over den snevre Gaardsplads og afsved Vinduesrammerne, ligesom Ruderne naturligvis sprængtes og og Murere sodedes. En kvælende Røg opfyldte desuden de snevre Gaardsrum og gjorde Smaalejlighederne. der vendte ud herimod, ubeboelige.

Trods den kvælende Røg og det farefulde Slukningsarbejde, idet den angrebne Bygning var gammel og saare brandfarlig, gik Brandmændene modigt til Arbejdet. Paa de om liggende Ejendommes Trappeafsatsers fra den hushøje Redningsstige, overalt, hvor der blot var Plads for et Menneske, stod en Brandmand med Straalerøret rettet mod Flammerne. I Begyndelsen syntes de store Vandmasser ikke at gøre den ringeste Virkning, idet Værkstedernes brandfarlige Indhold gav Ilden den bedst mulige Næring, men efterhaanden sporedes dog Virkningen. Taget, som var bleven gennembrændt, sprængtes væk af Dampsprøjtens Straale, Mursten og Bjælker styrtede ned paa Gaardspladsen og gav Ilden Luft. men ogsaa Brandmændene bedre Chancer. Efterhaanden maatte Ilden give tabt for de enorme Vandmængder som dængedes ind over den. og ved 2-Tiden kunne man erklære den for overvundet. Paa dette Tidspunkt var ganske vist Bygningens to øverste Slager aldeles ødelagte, og Freilevs Kontor, der findes paa 1. Sal, kun for saavidt skaanet, som Redningskorpset havde dækket Borde og Reoler med sine Presenninger.

Til Tider var Slukningsarbejdet absolut livsfarligt. To Brandmænd, der stod op paa et Halvtag ud mod Ejendommene i Olfert Fischersgade, slap med Nød og Næppe for at blive kvæstede under en glødende Bjælke og en Mængde Mursten, som slyngedes ned ved Dampsprøjtens Straale. Da Stenene begyndte at regne ned, sprang Brandmændene ned fra den udsatte Plads, og kun derved undgik de den i næste Sekund - faldende, antændte Bjælke.

- Det kneb en Del med at holde de Hundreder tilbage, som strømmede til Brandstedet og under allehaande Paaskud søgte at trænge sig ind.

Politiet under Assistent Schram afspærrede vel den nærmeste Del af Store Kongensgade; men endda var det besværligt for Brandvæsenet at faa Plads. Sporvognskørslen maatte ganske ophøre i de første fem Kvarter, og Vognene holdt helt ud til Østbanestationen uden at kunne komme videre. Saasnart Dampsprøjten indstillede Virksomheden, blev Slangerne rullede til Side og Sporet atter givet fri.

- Om Brandens Opkomst vidste man intet fuldt paalideligt, der er imidlertid ingen Tvivl om, at den er opstaaet paa selve Trappegangen, og Sandsynligheden taler for, at en af Arbejderne har tændt sin Pibe og kastet den endnu brændende Tændstik fra sig.

Skaden andrager sikkert omkring 50,000 Kr. 

To Mennesker indebrændte.

Da Brandvæsenet ved 3-Tiden ryddede op i Ruinerne, fandt man de forkullede Rester af to Mennesker. Ligene kunde ikke identificeres, men de formodes at være to Snedkersvende, Jensen og Petersen, som arbejder paa Jensens Sønners Værksteder.

Ligene blev lagt i et Stykke hvidt Linned og ført til Johannesstiftelsen.

(Nationaltidende 23. marts 1907).

En imponerende Begravelse

20,000 Mennesker viser Ofrene for de forbryderske Værksteder den sidste Ære

København. Langfredag.

I Dag blev de to Ofre fra Branden i Ølhandler Frejlevs Gaard begravet fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard. Der var ikke udstedt Opfordringer til Arbejderne om at møde ved denne Lejlighed, men det behøvedes heller ikke. Værkstedernes og Fabrikernes Mænd med deres Hustruer, der hver Dag paa en uhyggelig Maade maa mindes Salmistens Ord: Jeg gaar i Fare, hvor jeg gaar, de følte, at denne frygtelige Katastrofe var sket lige i deres Nærhed, og de mødte i Dag Tyvetusinde, ja, maaske flere i Tal, derude paa den vældige Kirkegaard.

Det lykkedes kun et Par Tusind Mennesker at slippe ind i Kapellets Gaard og kun Halvdelen af dem slap derfra ind i Kapellet, hvor de to Kister omringedes af de 6 Snedker-Organisationers røde Faner. Brandmændene var mødt med deres røde Banner og Snedkerlaugets Fane var ligeledes til Stede.

I Forsamlingen saas Laugets Oldermand, Kasper Rostrup, og alle Snedkerforbundets kendte Ledere.

De to Kister bakkedes af Kranse og paa hver af dem laa en mægtig Palmekrans fra Dansk Snedkerforbund.

Paa de røde Baand lastes med gylden Skrift :

"Farvel Kammerater!"

"Farvel trofaste Kollega! Vi skal mindes din Død!"

"Din sørgelige Død forpligtiger dine efterlevende Kammerater."

Den afdøde Hans P. Jensens gamle Fader, en hvidhaaret og forslidt gammel Mand vakler frem foran Sønnens Kiste, medens Orglet bruser og Forsamlingen istemmer: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder . . .

Alle er dybt grebne og der er Taarer i mange Øjne.

Man føler sig Ansigt til Ansigt med en af Livets mest rystende Tragedier ved Synet af denne krumbøjede Olding, der selv hælder mod Graven, medens hans gamle Øjne maa falde Taarer foran den Kiste, der rummer Hans Søns skrækkelig mishandlede Lig.

Den lille grundtvigianske Pastor Larsen fra Marmorkirken træder frem og alle Øjne hænger næsten ængstelige ved ham.

Thi saa vidt er vi ved de mørke Missionsmænds Hjælp kommen her i Byen, at selv ved en Lejlighed som denne, hvor alle Sind bløder, da frygter man de iskolde Præsteord, som spotter Sorg og Taarer og truer med alle Helvedes Kvaler.

I dette Tilfalde var denne Angst ubegrundet. Pastor Larsen talte jævnt og ligefrem uden stærke Ord og store Følelser.

Han mindede om, at Døden altid betyder Sorg og Savn, men her staar vi særlig grebne af dens Alvor. Og hvorfor? Ja, hvem kan rede Livets vanskelige Traade og hvem kan forklare den dybere Mening i dette Drama. Jeg vil ikke forsøge derpaa. Jeg vil ikke kaste Skylden paa nogen, men jeg vil sige, at disse to Mænds Død er en Lære til os alle. Vi maa ikke slaa os til Ro med, at alt er, som det skal vare. Det ved jeg, at efterhaanden som Menneskene tager Naturens Kræfter i sin Tjeneste, da gælder det ogsaa, at Arbejdet bliver mere og mere farefuldt, men netop derfor bør der gøres alt for at hindre Ulykker som denne.

Nu talte Hr. Larsen i mere almindelige religiøse Vendinger og sluttede: Ære være Arbejdet! Fred med de døde!

Talen gjorde et godt Indtryk og Forsamlingen istemte: "Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl, som har Fred', medens Bestyrelsesmedlemmer for Snedkernes Fagforeninger bar Kisterne ud af Kapellet. Udenfor stod Menneskemasserne som en vældig Mur over Pladser, Alleer og Gange og med stor Møje banede Ligtoget sig Vej ad de lange, lange Stier, som snor sig mellem de Titusinder af Grave. Et Musikkorps spillede Sørgemelodier og Masserne blottede ærbødig deres Hoveder, medens de to døde Kammeraters Lig i det herlige Foraarsvejr førtes til deres Grave.

Om disse opstod der en frygtelig Trængsel, der var lige paa Grænsen af Panik, da Formanden for Snedker og Stolemagernes Fagforening Hr. Friis traadte frem for at tale.

Under dybeste Stilhed udtalte han følgende :

I de døde Kammeraters Navn bringer jeg en Tak til de mange Tusinder. der i Dag har vist dem den sidste Ære.

Vi ved alle, at den Ulykke, der ramte vore to døde Kammerater, den er mange Arbejdere daglig udsat for under deres Kamp for Brødet, Hus og Hjem. Derfor vil vi mindes deres Død, thi den forpligter os efterlevende til at kræve Reformer, som hindrer slige forfærdelige Tab af Menneskeliv.

Fra samtlige Kammerater bringer jeg dig, Peter Jensen, og dig, Hans Petersen, vort sidste Farvel og Tak for den Trofasthed, hvormed I sammen med os har kæmpet for bedre Livsvilkaar for eders Stand.

Fred og Ære hvile over eders Minde!

Saa snart Hr. Friis sluttede, traadte Forretningsfører Carl Gran frem og udtalte :

Denne mægtige Forsamling er et Vidnesbyrd om, at Arbejderne har forstaaet dette Drama, hvis sidste Akt nu er sluttet.

I to dernede er foreløbig de sidste Ofre for de elendige Værksteder, der paa mange Maader stjal Livets Gode fra saa mangen Arbejder.

Men I ved ogsaa, at Arbejderne er uden Skyld i denne Ulykke. Vi har gjort, hvad vi kunde for at skaffe mindre farefulde Arbejdspladser, men vi manglede hidtil Magt til at gennemføre vore Krav.

I var gode Kammerater, der i Live gjorde eders Pligt. I faldt paa Arbejdets Valplads og eders frygtelige Død vil opflamme os til at arbejde videre. Vi takker jer og ærer jer.

Farvel, Kammerater!

En Slægtning af den afdøde Petersen takkede derefter paa Familiens Vegne, og søndagsklædte Arbejderkvinder trængte sig frem og kastede gule Paaskelillier og Vaarens første grønne Kviste ned i Gravene. Saa drog Folk langsomt bort.

H. N. 

(Fredericia Social-Demokrat 30. marts 1907)

Tegning fra Social-Demokraten 24. marts 1907, 2. udgave der gav detaljer om ejendommen (der beskrives som en brandfælde) og branden selv. Dagens Nyheder 24. marts 1907 bragte også en lignende beretning. Den var optaget af at nævne at møblementet til Frederikssunds nye hotel var gået op i flammer og nu måtte vente et par måneder til nye var fremstillet.

En arbejder Grested (St. Pederstræde 37, 3. sal) kastede sig ned ad den brændende trappe og blev frygtelig forbrændt kørt til Frederiks Hospital. Snedker Lassen (Blågårdsgade 17) styrtede sig ud af et vindue. 5-6 lykkedes at undslippe via en luge. Da brandvæsnet ankom, blev der yderligere rekvireret to dampsprøjter. Fire snedkersvende blev reddet ud af brandfolkene. 

Foto fra Dagens Nyheder 24. marts 1907: " Parti af den brændende Bygning, fra hvilken man søgte at redde Svendene i Snedkerværkstederne ved Hjælp af de rejste Stiger."

Ilden truede med at forplante sig til de omkringliggende beboelsesejendomme. H. Petersen, 38 år, Rigensgade og J. Jensen, 50 år, Tjørnegade brændte inde i bygningen. Begge ugifte. Snedkerne havde i længere tid kæmpet mod de livsfarlige værksteder. Se Social-Demokraten 24. marts 1907, 2. udgave for nærmere beskrivelse af den brandfarlige ejendom.

Jeg har ikke kunnet finde samtidige fotoer af brandstedet, hverken før eller efter. Dette foto er af Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier, og forestillet et baghus, smøgen set mod nordøst. Fremstillet 9. september 1963. Der findes andre fotoer af stedet, men de forestiller tilsyneladende gården efter nedrivning af baghuse. Kbhbilleder. Public Domain.

Dobbeltjordefærden paa Vestre Kirkegaard.

De indebrændte Snedkersvende.

Under enorm Deltagelse fandt Jordfæstelsen igaar Sted af de to ved Branden i St. Kongensgade forulykkede Snedkersvende, Jens Peter Jensen og Hans Pedersen.

En vældig Strøm af Mennesker bølgede ud ad Kirkegaarden til, og da vi kom derud stod mindst 1500 Mennesker og trængtes om at komme ind.

Det store Kapel, der godt og vel kan rumme et Par Hundrede Mennesker, blev formelig stormet.

Man havde ikke Tanke for at det var en Begravelse man skulde til, man foer løs under Raab og Skrig og trængte saa stærkt paa, at Børn og Kvinder ligefrem blev traadt ned.

Med Nød og Næppe fik Pastor Larsen fra Frederikskirken banet sig Vej ind gennem Massen og medens Koret faldt ind med den gamle Salme "Kirkeklokke ej til Hovedstæder" kom der endelig en Smule Ro over Forsamlingen indenfor medens de udenfor ventende Mennesker stadig larmede.

De to Kister der var stillet op ved Siden af hinanden, var fuldstændig dækkede af Vaarens Kønneste Flora og omkring dem stod Kammerater af de Afdøde med opplantede Faner. Vi noterede saaledes Snedkernes Fagforenings, Snedkerlaugets, Bygningssnedkernes, Brandfolkenes Organisations og Socialdemokratisk Forenings.

Efter Salmen traadte Pastor Larsen frem bag Kisterne og holdt en gribende Tale, der rørte Tilhørerne til Taarer.

- Disse to Menneskers Død giver Stof til Eftertanke. Man aldrig slaa sig til Ro men til en hver Tid være aarvaagen og erindre at man gaar i Fare, hvor man gaar - Lad det da være de Efterladte en Trøst at Adskillelsen fra de Kære kun er midlertidig: thi vi skal en Gang alle mødes igen. Jesus som i Dag for over 1900 Aar siden døde paa Korsets Træ, gik jo kun i Døden for at frelse Syndere fra Fortabelsen.

Efter Talen afsang man "Lyksalig, lyksalig - !" og Kammerater af de Afdøde bar kisterne ud paa Kirkegaarden idet et Orkester spillede Chopins Sørgemarch.

Og medens Vaarsolen sendte de to Arbejdere en sidste Hilsen ned i Graven, bad Pastoren en Bøn, og den smukke Højtidelighed var til Ende.

(Aftenbladet (København) 30. marts 1907).

Gertrud Andersen. (Efterskrift til Politivennen).

Fordærvelse i Københavns Kvindeverden.

Mandfolk eller Kvinde?

Et Uhyre i Kvindeklæder

Endnu før man er naaet til Ende med den "fine" Sædelighedsaffære, dukker der en ny Sag op, som vidner om den sædelige Fordærvelse i den moderne hellige Storstad København.

Som saa ofte før er det "Folkets Avis" der, endnu før den øvrige Presse har faaet Anelse om Sagen, sidder med alle dens Akter paa Haanden.

I Modsætning til den gamle Affære, der paa Grund af sin Art blev kaldet Mandeklubs-Sagen, er Ofrene den ny Sædelighedsskandale næsten alle ganske unge Kvinder. Det gør naturligvis Sagen saa meget desto uhyggeligere, og dertil kommer, at vi ved Undersøgelserne i denne Sag er kommen til Kundskab om, at visse Kredse af Byens fine Dameverden i unaturlige Udskejeiser, ikke staar tilbage for selve den berygtede Mandeklub.

Her skal vi dog foreløbig kun beskæftige os med et enkelt Individ, der uhindret i lang Tid har ført unge Piger i Ulykke.

Hendes Navn er Gertrud Andersen, og hun er et Individ af samme særlige Art, som den fra "Kana"-Affæren berygtede Wilhelmine (senere Wilhelm) Møller. Da hun færdes i Kvindeklæder og i et og alt optræder som Kvinde, vil vi stadig i de følgende omtale Vedkommende som hørende til Kvindekønnet. Men Gertrud, som nu er 30 Aar gammel, er sikkert, at dømme efter alle de Lægmands-Forklaringer, der foreligger, et mandligt degeneret Individ.

Hendes Forhistorie er følgende:

Hun er født i Jylland af indvandrede tyske Forældre. Faderen rejste kort efter hendes Fødsel og Moderen giftede sig med en Landmand ved Navn Andersen.

Denne Mand har i en længere Aarrække været Ejer af en Kro og paa Kroen, mellem svirende Mandfolk, fik Gertrud altsaa sin første Opdragelse.

Allerede under Opvæksten viste Gertrud sygelige og perverse Symptomer, men hverken Moderen eller Stedfaderen fandt Anledning til at træffe Forholdsregler i Anledning af Barnets sjælelige og legemlige abnorme Tilstand.

Thi i de Omgivelser, som det  svagtbegavede Barn fik sin Opdragelse, var Luften fyldt med Gift og Raahed.

Gertrud var ikke ret gammel før hun selv var med i Drikkelagene, og siddende paa Skødet af en as Krogæsterne, lærte hun snart at svare med samme kraftige Ord og Raaheder, som dem, der faldt fra de berusede Drikkebrødre.

Folk paa Egnen gav deres Børn Paalæg om at holde sig fra Gertrud, og man følte det som en Lettelse, da det en Dag rygtedes, at den 16aarige Gertrud sammen med en fordrukken Hestehandler var stukket af til København.

Og her i Storbyen kom Gertrud snart i gode Hænder.

Da hun havde turet omkring med sin Ven, Hesteprangeren, nogle Dage paa Vesterbros Smaa-Beværtninger, hvor hun svang sit Glas med en Øvelse, som fik selv de værste Soldebrødre til at forbavses, begyndte Vennen at gøre erotiske Tilbud, idet han bl. a. foreslog, at de skulde leve sammen som Mand og Kone uden selvfølgelig at være gifte.

Saa indtraadte Vendepunktet i Gertruds Liv.

Det raske Liv i de skumle Kælderlokaler, hvor Tobaksrøgen og Øldunsten mindede hende om Landsbykroen derhjemme i Jylland, tiltalte hende saa stærkt, at hun ikke kunde give Afkald paa det, men samtidig kom hun i ubehagelige Situationer ved ikke at kunne give efter for nogen Mands Tilnærmelser, uden at hendes virkelige maskuline Tilstand blev bekendt.

Hestehandleren fik Løbepas og rejste hjem til Egnen, hvor han var kommen fra og fortalte, at nu var "Tøsen blevet skrupskør!'

Fra nu as undgik Gertrud at komme i nogen nærmere Berøring med Mandfolk og begyndte at lægge sine Garn ud efter de ganske unge Piger, hun mødte paa Gaden om Aftenen.

Og paa denne Maade blev hun en Aften "gode Venner" med en ung Køkkenpige fra en af Vesterbros Restaurationskældere.

Denne ulykkelige unge Piges Skæbne skal vi fortælle i Morgen.

(Folkets Avis - København 9. marts 1907).

Den nævnte mandeklubsaffære stod beskrevet i aviserne i slutningen af 1906. Mandeklubben bestod bl.a. af fogedassistent, cand. jur. Stilling, tandlæge Aae og overbetjent Carl Hansen. Den plejede omgang med unge mænd i konfirmationsalderen. Carl Hansens adfærd var kendt i politiet, men ingen gjorde noget ved det, han blev bl.a. chef for identificeringsbureauet hvor han fik lejlighed til at være alene med unge forbrydere. Han var også redaktør på Politivennen. De anklagede blev anbragt på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling (6. afdeling).

Vilhelmine Møller var da artiklen blev skrevet, lige blevet løsladt i 1905. Hun/han var plejemor på børnehjemmet "Kana", Strandvejen 39. Her forførte hun et af børnene, Volmer Sjøgren, fra han var 10-11 år gammel til han var 15. Herefter dræbte hun ham med opium. Han blev begravet på Vestre Kirkegård. Vilhelmine Møller var en meget religiøs tjenestepige. Under fængselsopholdet i 1894 begyndte Møller at få skæg og en overlægen på Fødselsstiftelsen kunne konstatere at  Møller hverken var hermafrodit eller kvinde, men en mand. Han overført til mandsafdelingen i mandeklæder. Efter sin løsladelse skiftede han navn til Frederik Vilhelm Schmidt og giftede sig med frøken Larsen. Som gamle boede de på Vartov. Han døde 96 år gammel 24.12.1936.

Fordærvelse i Københavns Kvindeverden.

Menneskedyrets første Ofre.

Den brystsyge Pige. - Ubeskrivelige Scener ved Sygelejet. - Børn bringes i Ulykke. - Et Dueslag i Fiolstræde.

Vor første Artikel om den ny Sædelighedsaffære, som findes i Lørdagsnummeret, vakte kolossal Opsigt.

Politiet har jo længe vidst, at Fordærvelsen blandt Byens Kvinder ikke er mindre end blandt dens Mænd. Men man betænker sig selvfølgelig ti Gange længere paa at skride ind mod Perversitet mellem Kvinder end mellem Mænd.

Men at et Individ med udpræget mandlige Tilbøjeligheder gik rundt i kvindeklæder og udbredte moralsk Fordærvelse blandt unge Piger, som hun forførte til de gyseligste Unaturligheder, vidste man ikke. Og dog - man vidste det. Der har været gjort Anmeldelse derom af en ulykkelig Moder, men hvad tæller en fattig Piges Ære - endsige hendes Moral - i Storbyen København.

En ung Pige ved Navn Josephine Nielsen blev her i Byen det første Offer for "Menneskedyret", Gertrud Andersen, hvis Barndom vi skildrede i vor første Artikel.

Det første Møde mellem Gertrud og hendes Offer fandt Sted paa Gaden en Aften for nogle Aar siden, og Gertrud inviterede straks den purunge Pige med ind paa en nærliggende Beværtning, hvor hun trakterede paa hende. Ved Opbrudet inviterede Gertrud den unge Pige med sig hjem, men denne vilde ikke.

De følgende Aftener mødtes de efter Aftale, og Gertrud blev nu lige paa én Gang en flittig Gæst i den Beværtning, hvor Josephine tjente. Hun forsøgte flere Gange at faa denne til at forlade sin Plads og flytte sammen med sig, men da Josephine stadig vægrede sig herved, blev Resultatet, at Gertrud en skøn Dag søgte og fik Pladsen som Buffetjomfru i den nævnte Beværtning. Med hendes Kendskab til Restaurationsfaget fra hendes Opdragelse i den jydske Kro kunde hun med Lethed paatage sig en saadan Stilling, men hun erklærede selv at den eneste Drivkraft, der fik hende til at søge Pladsen, var Udsigten til "daglig at kunne være sammen med sin elskede Josephine".

I den nævnte Beværtning var der ansat flere ganske unge Piger, med hvilke Gertrud straks kom i Berøring, og det varede da heller ikke ret længe, før hun havde fine Garn ude efter dem ogsaa. En af disse unge Kvinder hed Ellen, medens en anden var selve Restauratørens Datter Metha, som lige var fyldt 14 Aar, da Gertrud fik Ansættelse i Restaurationen.

Gertrud skulde dele værelse sammen med denne unge Pige, der senere har fortalt vor Reporter, hvorledes Gertrud lokkede hende over i sin Seng om Aftenen under Paaskud af at ville "fortælle hende Eventyr".

Under alt dette blev Forholdet mellem Gertrud og hendes først udsete Offer mere og mere intimt.

Gertruds Perversitet greb imidlertid i den Grad om sig, at Restaurationens kvindelige Gæster, selv om de var i Selskab med Herrer, ikke kunde være i Fred for hendes Efterstræbelse, og hun blev tilsidst jaget bort af sin Tjeneste, efter at der var forefaldet flere ret graverende Optrin.

Gertrud lokkede nu de to unge Piger, Køkkenpigen Josephine og Restauratørens Datter Metha med sig ved fin Bortrejse og indlogerede sig med dem i Fiolstræde. Nogle Maaneder efter blev hun imidlertid Uvenner med Metha, og denne flyttede fra hende.

Josephine blev derimod boende sammen med hende i en Aarrække, og det Samliv, disse to Mennesker har ført, trodser al Beskrivelse.

Den unge Pige blev kort efter angreben af Tuberkulose og Lægen erklærede, at hun intet maatte bestille, men skulde ligge i Sengen.

De faa Skillinger, Gertrud havde forskaffet sig fra Hjemmet, slap hurtig! op, og hun blev nødt til at søge sig noget Arbejde for at kunne ernære sig og sit Offer. Hun fik da kort efter Ansættelse paa Schønning & Arvés Gummivarefabrik i Hejmdalsgade.

Paa Fabriken blev man snart klar over, hvilket Menneske man havde med at gøre, og faa Dage efter sin Ankomst derude var Gertrud almindelig kendt under Navnet "Mandfolket".

Det var ikke alene de unge Piger paa Fabriken, hun efterstræbte, men ogsaa i hele Nabolaget blev hun bekendt. Saaledes maatte en Familie i Hejmdalsgade i længere Tid spærre den halvvoksne Datter inde af Frygt for Menneskedyrets Efterstræbelser. Og da der endelig en Dag forefaldt et ganske regulært voldtægtsforsøg, idet Gertrud væltede en ung Kvinde, kaldet "Sorte Kristine", om paa Gulvet og flaaede hendes Undertøj, saa værkføreren sig nødsaget til at afskedige hende som værende farlig for sine Omgivelser.

Under alt dette laa den stakkels brystsyge Josephine til Sengs hjemme i Logis'et og blev mere og mere ødelagt i aandelig og legemlig Henseende.

Under sit korte Ophold paa Gummi-Fabriken havde Gertrud udset sig et nyt Offer, nemlig den 16. aarige Dagmar - Datter af en hæderlig og agtværdig Arbejderfamilie paa Nørrebro.

Hendes Forførelseshistorie, som vi skal fortælle i Morgen, er noget af det sørgeligste, man kan tænke sig.

Det var egenlig Beretningen om hendes Skæbne, der først foranledigede "Folkets Avis" til at sætte sine Reportere i Bevægelse. Hun havde i flere Aar været forsvunden fra Hjemmet. Vi fandt hende - men hvorledes? Det gør man sig Begreb om, naar vi oplyser, at hun har tilbragt fin tidligste Ungdom lige fra Modenhedsalderen i "Menneskedyret"s vold. Hendes tidligere Liv, de Farer og den Umoralitet, hun har været udsat for, har jo ikke undladt at sætte sine Spor. Herom i Morgen.

(Folkets Avis - København 10. marts 1907)

Fordærvelse mellem Kvinder.

Den nu "Kana-Affære".

Gyselige Scener ved Sygelejet. - Den ulykkelige Dagmar. - Hjemfalden til Fordærvelse.

Den ny "Kana"-Affære kalder Folk vore Artikler om "Fordærvelsen i Københavns Kvindeverden". Vi skal hertil bemærke, at den fra "Kana"-Affæren berygtede Wilhelmine Møllers Sædelighedsforbrydelser blev opdaget ved, at "hun" begik et Mord for at skjule sine perverse Tilbøjeligheder. Det perverse individ af tvivlsomt Køn, som vi i disse Artikler omtaler, har endnu ikke ved mere graverende Forbrydelser henledet Politiets Opmærksomhed paa sig, men det er dels for at forhindre en Katastrofe som den i Kana-Affaren, dels for at standse den Fordærvelse, som dette Individ udbreder, at vi har taget os af denne Sag.

Vi omtalte i sidste Artikel, at Gertrud Andersen under sit korte Ophold paa Schiønning  & Arves Gummivarefabrik i Hejmdalsgade havde udset sig et nyt Offer, nemlig den 16-aarige Dagmar A., som ligeledes arbejdede paa den nævnte Fabrik.

Denne unge Pige, der af Naturen var veludviklet, var i sjælelig Henseende et rent Barn, og det var Menneskedyret en let Sag at lokke dette Barn hjem til sig i sit Dueslag ved Løfter om Chokolade, Bolscher o. lign., mest Pris satte Barnet dog paa at faa Dukker forærende.

Den i Gaar nævnte Josephine Nielsen laa stadig til Sengs stærkt angreben af Tuberkulose, og til hendes og Gertruds fælles Underholdning maatte Dagmar nu hver Dag sidde paa en Skammel og synge forskellige Smaasange.

En as Gertruds yndlingssange var den bekendte: "Stjernerne tindre i Vaarnattens Luft", og naar Barnet havde sunget denne nogle Gange, tog Gertrud hende ind til sig og knugede og kyssede hende med en Heftighed og Lidenskab, som Dagmar først senere har forstaaet, - medens den brystsyge Josephine laa i Sengen og stønnede: 

- Saa lad dog Barnet være, Gertrud! Du kan dog vel ikke nænne at ødelægge hende, som Du har ødelagt mig!

Ved en anden Lejlighed var en af Gertruds mandlige Omgangskreds til Stede, nemlig den senere bekendte Indbrudstyv, Krarup. Da han og Gertrud troede, at den syge Pige sov, smed de Dagmar op paa en Seng og begyndte at flaa hendes Klæder. Ved Barnets Skrig vaagnede Josephine i samme Øjeblik og stod op af sin Seng, hvorved hun hindrede de to Banditer i deres Forbrydelse.

Scener af denne Art var ikke saa ganske sjældne imellem dem, og Josephine, der forlængst var led ved Forholdet til Gertrud, flyttede da ogsaa bort fra denne, saa snart hendes Sygdom forbedredes lidt.

Senere blev Josephine forøvrigt forlovet med den nævnte Mandsperson, og denne skrev nu flere Truselsbreve til Gertrud, da han gennem Kæresten blev bekendt med det virkeligt Forhold der havde bestaaet mellem dem

Saa snart Josephine var flyttet, begyndte Gertrud at lægge en Plan til den unge Dagmars Forførelse, og denne skulde desværre kun altfor let lykkes for hende.

Efter megen Overtalelse var det omsider lykkedes Gertrud at faa Dagmar til at forlade sin Plads paa Fabriken i Hejmdalsgade og flytte sammen med sig i en ny Lejlighed, som Gertrud lejede paa Hjørnet af Blaagaardsgade og Aaboulevarden.

Den unge Pige begyndte imidlertid saa smaat at forstaa, hvad Gertrud havde til Hensigt med hende, og da hun endnu ikke var uimodtagelig for Forældrenes Bønner og Henstillinger, flyttede hun en Dag bort fra Menneskedyret og fik Plads hos en Familie i Hellerup.

Den listige Gertrud forstod imidlertid snart at faa hende i sit Garn igen, og en Aften, da Dagmar besøgte hende, magede hun det saa, at Tiden trak ud, til Klokken blev over et, og Dagmar ikke kunde komme med nogen Sporvogn. Det var øsende Regnvejr, og Gertrud foreslog nu Dagmar, at hun kunde overnatte hos hende og tage hjem til sin Plads tidlig den næste Morgen, og træt og søvnig tog Dagmar imod Tilbudet.

Dagmar beholdt alt sit Tøj paa, da hun skulde ligge paa en Chaiselongue i et koldt Værelse ved Siden af Gertruds Sovekammer, men midt om Natten vaagnede hun ved, at Menneskedyret stod bøjet over hende i Færd med at klæde hende af.

Vi har ved vore Undersøgelser i Sagen ladet den unge Pige forklare, hvorledes Gertrud kunde faa Bugt med hendes Modstand, og hun siger, at hun følte sig fuldstændig viljeløs af Skræk. Hun var saa lammet, at hun slet ikke formaaede at gøre Modstand mod den kraftige Gertrud, der med stikkende Øjne - som man undertiden ser dem hos Alkoholister - og rent vild af Raseri kastede sig over hende.

Dagmar var nu faldet som et Offer for Menneskedyret, og det var Gertrud en let Sag at bringe sit Bytte videre ad den Fordærvelsens Vej, hun selv vandrede paa.

Vi skal i Morgen fortælle om Samlivet mellem Dagmar og hendes Forfører gennem fire ulykkelige Aar.

(Folkets Avis - København 11. marts 1907).

Fordærvede Kvinder.

Et uhyggeligt Samfundsonde.

Menneskedyret blandt Katolikker. - Hun bliver Alfons hos sine Ofre. - Rundt på Forlystelsessteder i Herreklæder.

Vi har i de sidste Dage modtaget Besøg paa vort Redaktionskontor af et Par Mødre, der vilde takke os, fordi vi havde begyndt at rode op i den Fordærvelse blandt københavnske kvinder, som vi i vore tidligere Artikler har fremdraget. De Oplysninger, vi gennem disse Mødre fik i Hænde, er af en saadan Art, at de ikke egner sig til Offenliggørelse i et Dagblad, men de bekræfter i enhver Henseende den Antagelse, vi lige fra denne Affæres Begyndelse har fremsat, nemlig, at de perverse Udskejelser blandt Byens Kvinder er saa udbredte at de maa regnes for et langt farligere Samfundsonde end Homoseksualismen mellem Mænd.

Vi fortalte i Artiklen i Gaar, hvorledes det ganske unge Pigebarn Dagmar var bleven forført af det perverse Mandfolke-Fruentimmer Gertrud Andersen.

Gertrud, der sjældent boede ret længe ad Gangen paa ét Sted af Frygt for, at Husbeboerne skulde komme under Vejr med det Liv, hun førte, flyttede nu med Dagmar til en ny Lejlighed i Nørre Søgade 41, hvor hun boede sammen med sit Offer i hen ved fire Maaneder.

Imidlertid kneb det jo svært for Gertrud at ernære baade sig og Dagmar, da ingen af dem havde noget at bestille, thi Dagmar havde straks paa Gertruds Anmodning forladt sin Plads hos Familien i Hellerup. Der var da ikke andet for Gertrud at gøre end at faa noget Arbejde, og her kom det hende til stor Nytte at være Datter af tyske, katolske Forældre. Gertrud benyttede nemlig denne Omstændighed til med Held at henvende sig til Priorinden for St. Josephs Hospitalet i Griffenfeldtsgade. hvor hun fik Ansættelse i Køkkenet.

Under en Samtale, vor Reporter har haft med Priorinden og flere af de ledende Søstre, erklærer disse, at det temmelig hurtigt gik op for dem, hvilket farligt Menneske Gertrud Andersen var, og at de - af Hensyn til de mange unge Piger, som opdrages i Hospitalet - saa sig nødsaget til at jage hende bort af Tjenesten. Det viste sig dog senere, hvad vi skal tomme tilbage til, at Gertrud havde været der længe nok til at gøre endnu en Moder ulykkelig og bringe endnu en ung Kvinde i Fordærvelse.

Da Gertrud saaledes paany var uden Arbejde, vidste hun ikke bedre Raad end at lade sit ulykkelige Offer "tjene" al deres Underhold ved at sende hende ud paa Gaden for at lokke Herrer med op i deres Lejlighed! Og dette Liv blev endnu værre for den unge Pige. da Gertrud var jalouks paa hende og kneb og pryglede hende, hvis hun fandt, at Dagmar var for venlig overfor de Herrer, der blev indfanget i Aftenens Løb.

Selv indlod Gertrud sig aldrig med nogen Mand, hun erklærede, at hun hellere vilde dø.

Ved en anden Lejlighed erklærede hun overfor Dagmar, at hun - hvis hun havde villet det - kunde have været Fader til de fleste af de Børn, der gik omkring paa Nørrebros Gader!

Et af Gertruds Ofre, den i Artiklen omtalte Dagmar, havde været forsvunden fra sit hjem i 6 Aar, da Folkets Avis' Reporter, efter ovenstaaende Billede paa Moderens Bøn fandt hende i det perverse Fruentimmers Vold.

Det skete ret ofte, at Gertrud og Dagmar gik paa Variete og Restauration sammen, og Gertrud klædte sig da flere Gange i Herredragt.

Naar Dagmar ikke i Tide rev sig løs, var det, fordi hun var bange for Gertrud, som var mere raa end nogen anden Alfons. Hun truede den unge Pige paa Livet, tampede hende og brugte de gemeneste Udtryk.

Undertiden kunde Gertrud finde paa al invitere de løse Eksistenser fra Boulevardernes Bænke med sighjem i Logis'et i Nørresøgade og traktere dem med Brændevin. Ved saadanne Selskaber hændte det ret ofte, at der opstod Slagsmaal mellem Gæsterne, og Dagmar har flere Gange faaet "et blaat Øje" af Gertrud naar hun forsøgte at stifte Fred mellem Parterne.

Til andre Tider var Forholdet mellem dem meget godt, og Gertrud forærede da "sin Forlovede", som hun kaldte Dagmar, en glat Guldring med Inskription eller tog hende med paa Frederiksbergs Smaavarieteer, i hvis Tribuneskønheder hun som Regel blev saa indtaget, at hun ofrede alle sine Penge paa Blomsterbuketter til dem. En enkelt af disse, den saakaldte "hvide Hind", vandt endog hendes Hjærte i den Grad, at hun absolut vilde forære hende en Present, blot fordi hun sang en Vise om "Skøn Gertrud" -

Dagmar gjorde flere Gange forsøg paa at slippe ud af Kløerne paa Gertrud, men først da vor Reporter tog sig af Sagen, lykkedes det at faa Menneskedyret til at give Afkald paa sit Offer.

Hvorledes hun derefter havde faaet fat i og ødelagt en anden ung Pige af pæn Familie, og hvorledes hun ved flere Lejligheder har ødelagt fredelige Hjem og skilt Mand og Hustru, skal vi fortælle i Morgen.

(Folkets Avis 12. marts 1907).

Kvindernes Sædeligheds-Skandale.

Forbrydersken og hendes Ofre. - En Læges Udtalelser.

Vi ser os i Dag i Stand til at bringe Billede af Hovedpersonen i den ny Sædelighedsskandale, vi omtaler i vore Artikler om Fordærvelse blandt Københavns Kvinder.

Gertrud Andersen, hvis Træk, som man vil se, lyser af Raahed, er, naar hun klæder sig i Herredragt, en udpræget Alfons-Type. Opstoppersnuden, det glatte sorte Haar. Frækheden, der lyser hende ud af Øjnene, alt stempler hende saaledes.

En Læge har forklaret hendes mentale Tilstand saaledes:

Hun tænker og føler aldeles som en Mand. Hun føler sig kun tiltrukket af det kvindelige Køn, og denne Perversitet synes at være medfødt.

Gertrud var ca. 30 Aar, da hun lærte Dagmar at kende. Vi har set en Del Breve, som hun har skrevet til Barnet ved forskellige Lejligheder. Hun kalder hende "Søde lille Dags" og skriver saa glødende Elskovsudgydelser, som nogen Mand kan skrive til den Kvinde, han elsker.

En Gang blev hun greben af et poetisk Anfald og sendte Dagmar følgende Epos:

Søde, lille Dagsemo'e, naar en Gang du bliver stor, ;
da tænk paa den Tid, da endnu saa blid,
vi kendte hinanden og havde "Tryk" paa Forstanden.

Udgydelser af den Art kunde jo nok lyde paa, at Gertrud havde en Smule "Tryk" paa Forstanden og ikke var ganske tilregnelig.

Det lykkedes Dagmar at faa et Par Pladser, hvorved hun blev skilt fra Gertrud. En Gang var hun i Huset hos en Fotograf i Sorø, en anden Gang paa Særslevgaarden i Nordsjælland. Fra begge de nævnte Pladser maatte Dagmar imidlertid flytte i Utide paa Grund af Gertruds stadige Besøg.

I den Mellemtid, hvor Gertrud var alene, havde hun adskillige andre "Kærester", bl. a. en Frue i Ægirsgade, hvis Mand var Hovmester. Gertrud traf den unge Kone en Dag paa Gaden og fulgte efter hende hjem, og paa denne Maade indlededes Bekendtskabet.

Mens Manden var paa Rejse, boede Gertrud saa hos Konen, indtil Hovmesteren en Dag kom hjem og opdagede Forholdet, hvorefter han smed baade Konen og hendes mærkelige Elsker paa Døren.

Pladsen tillader os ikke i Dag nærmere at omtale den ulykkelige Dagmars Rejse i Jylland med Gertrud og dennes nye Offer, Helga E. Det Billede, vi bringer af Gertrud vil sikkert gøre sin Gavn ved at advare Folk mod hendes fordærvelige Indflydelse. Mødre vil opdage, at hun er den Kvinde, der har lokket deres Døtre bort fra Hjemmet, og mer end en Ægtemand baade her og i Jylland vil komme i Tanker om, at hans huslige Lykke var spoleret fra den Dag, hans Hustru lærte en Kvinde af dette Udseende at kende.

(Folkets Avis - København 13. marts 1907).

Kvindernes Sædeligheds-Skandale.

En Mand og tre Kvinder i samme Seng. - Blandt katolske Søstre. - Kærestefolk og Ægtepar skilles.

Inden vi slutter Beretningen om den unge Arbejderdatter Dagmars Skæbne, efter at hun var falden som Offer for det raa mandfolkeagtige Fruentimmer Gertrud Andersens perverse Kærlighed, skal vi fortælle om en Rejse, hun gjorde sammen med Gertrud. Den giver et godt Indblik i Fruentimmerets Barndomshjem og den ulykkelige Dagmars Skæbne.

Gertrud fik det arrangeret saaledes, at hun og Dagmar for Dagmars Sundheds Skyld skulde besøge Gertruds Plejeforældre, der den Gang havde en mindre Købmandsforretning ved Aarhus. Men alle Landophold forøgede blot hendes Lidelser.

Hun fortæller, at saavel Stedfaderen som Moderen og de to Kvinder selv alle fire sov i en Seng, og da Gertruds Moder kort efter døde, lod den 63-aarige Stedfader Gertrud gøre Dagmar de mest modbydelige Tilbud. Gertrud fik tilsidst Dagmar til at gaa ind paa disse, idet hun erklærede, at saa kunde de "blokke" den Gamle for nogle Hundrede Kroner!

De Scener, der foregik i Barndomshjemmet umiddelbart efter Moderens Begravelse, er i det hele taget af den mest oprørende Art og beviser bedre end noget andet Eksempel, at Provinsboernes Indignation over Københavns fordærvede Sæder er rent forloren. Usædeligheden er langt værre i Provinsbyerne og paa Landet.

Under sit Ophold i Jylland traf Dagmar sammen med en ung Proprietærfrue, med hvem Gertrud en Gang havde været "forlovet", og hvem Menneskedyret endnu havde saaledes sin Magt og under sin fordærvelige Indflydelse, at hun løb fra sit Hjem, sin Mand og sine Børn og boede hos Gertrud i den Tid, hun var paa Besøg hos Stedfaderen.

Efter at de to Kvinder paany var kommen tilbage her til Byen, indlogerede de sig i Stengade Nr. 15 paa Nørrebro, og nu blev Forholdet endnu mere spændt mellem dem, de skændtes og sloges næsten daglig, og Gertrud inviterede unge G[lædes]piger hjem i Lejligheden, eller hun førte sit Offer sammen med forskellige Mandfolk for saa bagefter at prygle hende.

Gertrud søgte paany Ansættelse paa St. Josephs Hospitalet i Griffenfeldtsgade, og skønt de katolske Søstre kendte hendes unaturlige Tilbøjeligheder, fik hun atter Beskæftigelse blandt Hospitalets Køkkenpiger.

Her var ansat flere unge Kvinder, blandt hvilke Gertrud snart udsaa sig et nyt Offer, nemlig den syttenaarige Helga E., der boede hos sine Plejeforældre, en agtværdig Familie paa Nørrebro.

Ligesom i sin Tid Dagmar lod det unge Barn sig af Gertruds Foræringer lokke til at besøge hende i Lejligheden i Stengade, og en skøn Dag havde Gertrud hende saaledes i sit forbryderiske Garn, at hun udeblev fra sit Hjem og flyttede sammen med sin "Veninde". Og inden der var gaaet ret lang Tid, havde Menneskedyret bragt sil nye Offer saa vidt, at de to Kvinder delte en Flaske Brændevin til deres daglige Maaltider.

Den unge Pige var forlovet med en pæn ung Mand, Søn af en Familie, der boede Side om Side med Helgas Forældre. Kæresten og Helgas Forældre tog sig hendes Flugt fra Hjemmet meget nær, navnlig da de ikke kunde faa opsporet hendes Tilholdssted.

Senere er det dog lykkedes "Folkets Avis"' Reportere at bringe saavel den omtalte Dagmar som Helga i Forbindelse med deres Forældre igen - et Resultat, der for os selv betyder lige saa meget, som Afsløringen af den sædelige Fordærvelse betyder for hele Samfundet.

(Folkets Avis - København 14. marts 1907).

Herefter synes historien at fortabe sig. Det er ikke lykkes at finde andre kilder end Folkets Avis. Beretninger om mænd klædt sig i kvindeklæder for at lokke mænd til sig og frarøve dem penge dukkede med jævne mellemrum op i aviserne, bl. a. i august 1902 hvor fire mænd i Nørre Boulevard 110, bl.a. den allerede straffede Jens Chr. Jensen. Også på denne blog er der et par beretninger om transkønnet beklædning.

Vestre Kirkegaard.

Alle gravstedsejeres opmærksomhed henledes på, at fra 1. januar d. å. har kirkegården selv overtaget al beplantning og vedligeholdelse af gravsteder, hvorefter alt arbejde af private plantører er ophørt.

(Dagens Nyheder 26. marts 1907)

Udsigt fra Nordre Kapel mod Kalvebod Strand omkring 1910. Som det ses var kirkegården groet godt til. Fra Vestre Kirkegårds 100 årsjubilæum.

Overbetjent Magnus Viktor Hoff (1850-1907). (Efterskrift til Politivennen)

25 Aars Jubilæum. En af Ordenspolitiets mest kjendte Mænd, Overbetjent Magnus Hoff fejrer i Morgen sit 25 Aars Jubilæum i Politiets Tjeneste. Hoff var i sine yngre Aar ansat i Opdagelsespolitiet, hvor han hurtig forstod at gjøre sig gjældnede ved Snille og Dygtighed. Senere overgik han til Ordenspolitiet, hvor han stadig har været anvendt til at forrette Politiassistenttjeneste, og endog blevet konstitueret som Assistent. Af personale paa Nørregades Politistation vil han faa overrakt en meget smuk erindringsgave, ligesom han han ogsaa paa anden Maade vil blive hædret.

(Aftenbladet (København) 14. august 1896).

Politijubilæum.

En af Københavns meget kendte Politimænd, Overbetjent i Ordenspolitiet, Magnus Hoff fejrede i Gaar 25 Aars Dagen for sin Indtræden i Politietaten.

Han begyndt 21 Aar gammel i Ordenspolitiet, men da det snart opdagedes, at han kunde bruges til noget bedre end at patruljere paa Gaden, kom han ind i Opdagelsespolitiet, hvorhan virkede med Dygtighed i en halv Snes Aar, hvorefter han gik tilbage til Ordenspolitiet med Udnævnelse til Overbetjent og med Stilling som Souschef paa Hovedstationen paa Nytorv. 

I de senere Aar har han været ansat ved Vesterbros Politistation, hvor han under Embedets Vakance var konstituteret Politiassistent i 7 Maaneder, indtil Gyldenfelt blev udnævnt og han selv forflyttet til Nørregade.

Her var der i Gaar Morges beredt Jubilaren en festlig Modtagelse. Nogle Borgere havde over Politistationens Port lavet en Flagdekoration, og paa Stationen modtoges han af Deputaioner fra Nørregades og Vesterbros Politikredse. Vesterbros Politi kom med en Merskumspibe med Sølvbeslag og Inskription, nogle Borgere fra samme Bydel bragte en Sølvdaase og Blomster, og fra Nørregades Politi fik han en kostbar Guldkæde og en Lænestol. Derefter Masser af Lykønskninger fra Overordnede, Ligemænd og Underordnede - og ikke at glemme en smuk lille Tale af Politiassistent Niels Jensen, der overrakte Jubilaren Guldkæden.

(København 16. august 1896).

Overbetjent Magnus Hoff

var iaftes af ca. 20 Opdagere inviteret til et Festmaaltid i "Mellemhaven" paa Alleenberg. Opdagerne hædrede Hr. Hoff, der som bekjendt nylig har havt 25 Aars Jubilæum som Politimand, fordi han for en Aarrække siden har gjort Tjeneste i længere Tid i Opdagelsespolitiet. Som rimeligt er, var det særligt de ældre af Hr. Madsens Korps, som festede sammen med den populære Politimand.

Kl. 8½ begyndte Gildet, naar det sluttede, ere vi ude af Stand til at berette.

(Nationaltidende 26. august 1896).

Fotograf P. M. Marius Christensen (1874-1907): Overpolitibetjent Magnus Viktor Hoff (1850-1907). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Overbetjent Magnus Hoff

ligger for Tiden meget betænkelig syg paa Kommunehospitalet, hvor han er bleven opereret for en kræftbyld i Ryggen

(København 1. november 1906)

Dødsfald.

En indenfor Politietaten meget kendt og skattet Mand, Overbetjent Magnus Hoff, tjenestegørende ved Antonigades Station, er i Dag mellem Kl. 12 og 1 efter længere Tids Sygdom (Kræft) afgaaet ved Døden i en Alder af 55 Aar.

Den Afdøde havde i ca. 36 Aar gjort Tjeneste og var dekoreret med Sølvkorset foruden den store russiske Sølvmedalje (Alexander den 3.) Afdøde havde vundet sig mange Venner saavel udenfor som indenfor sine Standsfæller og skildres som en pligttro og samvittighedsfuld Politimand.

(København 8. februar 1907).

En sjælden Politimand død.

Efter nogen Tids Svagelighed døde i Gaar en af Politiets faa sympatetiske Mænd, Overbetjent Magnus Hoff, der gjorde Tjeneste paa Antoniegades Politistation.

At sammenligne ham med nogen af hans Overordnede, vilde være at give ham et Spark med i Graven, han var nemlig en human og elskværdig Mand, ganske blottet for Surhed, Hadefuldhed og Storsnudethed. 

En saa sjælden Mand kunde selvfølgelig ikke naa vidt frem i det københavnske Politis Tjeneste, og Hoff maatte se den ene efter den anden springe sig forbi og blive Assistenter.

Hoff blev 55 Aar, han har holdt 25-Aars Jubilæum og vil blive savnet baade af Kolleger og talrige Venner.

(Folkets Avis - København 8. februar 1907).

Dødsannonce for Magnus Hoff, Nationaltidende 10. februar 1907.

Jordefærd.

Overpolitibetjent Magnus Hoff blev i Gaar under overordentlig stor Deltagelse jordet paa Vestre Kirkegaard. Paa Kisten var henlagt talrige Kranse og Palmedekorationer med signerede Baand, bl.a. fra Opdagelsespolitiet, Overbetjentforeningen og Stationerne 1 og 2. Ved Kisten stod opplantet Politiforeningens Banner.

Et talrigt Følge havde indfundet sig, og særlig repræsenteret var Politiet med 1ste Politiinspektør Th. Petersen i Spidsen.

Højtideligheden indlededes med Salmen "Tænk naar engang", hvorefter Holmens Provst, Lic. Theol. H. M. Fenger talte i smukke og varmfølte Ord og skildrede den Afdøde som en sjælden pligtopfyldende, samvittighedsfuld Politimand.

Koncertsanger Carl Døcker sang, inden Kisten bares til Graven, et stemningsfuldt Farvel.

(København 13. februar 1907).