Mestertyven Hedvig Jensen (1873-?). (Efterskrift til Politivennen)

Hedvig Jensens generalieblad starter allerede i "Politiefterretninger" nr. 27, 4. marts 1897. Her står Hedvig Jensen, 23 år, idømt 2½ års forbedringshusabejde for tyveri og løsgængeri. 

4 Aars Forbedringshus.

Den mange Gange tidligere straffede kvindelige Tyv Hedvig Jensen, der for længere Tid siden anholdtes, sigtet for at have begaaet nogle Lommetyverier paa Raadhuspladsen i København, har nu faaet sin Dom. Hun har ikke aflagt Tilstaaelse, og blev dømt paa Indicier. Straffen blev fastsat til 4 Aars Forbedringshus. 

(Vestsjællands Social-Demokrat 10. april 1920).

En hysterisk Forbryderske.

Danmarks største Lommetyv

Den tidligere omtalte Hedvig Jensen, der af sine 53 Aar har tilbragt de 3½ Aar i Forbedringshuset og de 15 Aar i Tugthuset, var i Lørdags fremstillet i Forhør l Byretten i København. Hedvig Jensen er Danmarks største Lommetyv, idet ingen har begaaet saa mange Lommetyverier som hun. Hun er nu arresteret efter at have stjaalet en Haandtaske i Magasin du Nord, og da Politiassistenten opfordrede hende til at fortælle Sandheden for hurtigere at faa Ende paa Sagen, blev hun aldeles hysterisk og skældte ham ud for en Bandit og en Sjover. Den Kavaler skaffede mig sidst 4 Aars Tugthus, raabte hun til Dommeren, og det vil han prøve paa igen, men det skal blive Løgn.

Da Dommeren derefter bad hende om at moderere sine Udtryk, blev Hedvig Jensen endnu men gal, sna Dommeren maatte afbryd« Forhøret og lade den skældende og smældende Kvinde føre 1 Arresten i««.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 11. maj 1925).

Den kvindelige Lommetyv driller Dommer Eide.

Et muntert Forhør i Gaar.

Den kvindelige Tyv og Lommetyv Hedvig Jensen, der forleden blev anholdt paa Foranledning af Magasin du Nords Detektiv, Frk. Julie Nielsen, var i Gaar fremstillet I Byrettens 8. Afdeling hos Dommer Eide.

Rapporten fortæller, at Hedvig Jensen er født 1873 og siden 1904 straffet med henholdsvis 2 og 2½ Aars Forbedringshus, 3 Aars og to Gange 4 Aars Tugthus, og at der siden hendes sidste Løsladelse den 5. Juni i Fjor og Indtil hendes Anholdelse i Aar er forøvet over 50 uopdagede Lommetyverier, men st der efter hendes Anholdelse Ikke er anmeldt et eneste Lommetyveri.

Kort efter Løsladelsen i Fjor havde Hedvig Jensen faset Plads hos en Dame, Fru Ebberøe, hvor hun havde Kost og Logi og en maanedlig Løn af 20 Kr. Til fru Ebberøe, der bl. a. havde set, at Hedvig Jensen var I Besiddelse af en Mængde Dameportemonnæer og Dametasker havde hun fortalt, at hun havde et flot Møblement staaende i et Telt ved Smedelinien og at hun havde en Forretning 1 Odense.

Denne Udtalelse bragte Dommer Eide til at spørge Arrestantinden, hvordan det forholdt sig hermed.

- Hvad rager det Dem? svarede hun.

- Jeg spørger Dem, om det er rigtigt?

- Nej, Gu' er det ej!

- Hvorfra har De faaet alle de Sager, der er fundet i deres Besiddelse?

- Af mine Venner!

- Hvem er det?

- Det bliver aldrig opklaret,

- Hvor ligger det Telt, De har Deres Dagligstuemøblement i?

- Paa Maanen!

Nu bliver Dommer Eide, der er i Besiddelse af en engleblid Taalmodighed. endelig vred.

- De skal svare ordentligt

- Jeg har ikke noget at svare paa - jeg er uskyldig. Basta!

Saa opgav Dommer Eide Ævret for denne Gang og udsatte Forhøret for at der i Mellemtiden kan indhentes nye Oplysninger om den genstridige Dame. hvilket forøvrigt næppe er tvingende nødvendigt, eftersom bl. a. Frk. Nielsen med Bestemthed har genkendt hende rom den Kvinde, der opholdt sig tæt op ad den i Magasin du Nord bestjaalne Dame. Fru Frederiklen. og overfor en af Opdagerne udpegede Hedvig Jensen i Forbryderalbummet

(Folkets Avis (København) 13. maj 1925).

Den kvindelige "Lommetiv" løsladt.

Magasin-Detektiven Julie Nielsens beviser duede ikke.

Sagen mod den kvindelige "Lommetyv" Hedvig Jensen, der for nogen Tid siden paa Foranledning af Magasin du Nords Husdetektiv, Frk. Julie Nielsen anholdtes som sigtet for et Tnsketyveri, er i Gaar afsluttet ved Byretten hos Dommer E i d e.

Som før omtalt havde Frk Julie Nielsen i nogen Tid haft Hedvig Jensen i Kikkerten, og da der en Dag blev stjaalet en kostbar Metaltaske med Indhold, som en besøgende Dame havde lagt fra sig i Magasinet. henledte Frk. Julie Nielsen Politiets Opmærksomhed paa Hedvig Jensen, der blev anholdt, men nægtede at have forøvet Tyveriet.

Sagen blev overgivet Politiassessor Prytz til Undersøgelse, og efter nogen Tids Forløb havde Politiassessoren konstateret, at efter Hedvig Jensens Anholdelse var der ikke her i Byen forøvet et eneste lommetyveri, medens der forelaa Anmeldelse om ca. 50 endnu uopklarede Lommetyverier, som Hedvig Jensen nu ogsaa sigtedes for at have begaaet.

Hendes Forhold talte ogsaa mod hende. Hun havde tilbragt 17 Aar af sit Liv indenfor Fængslets Mure, saa der var tiltrods for, at hun tiden sin sidste Løsladelse havde ført en som det syntes uangribelig Tilværelse jo nok Grund til Mistanke, og særlig ivrig var Frk Julie Nielsen for at føre Beviser mod Arrestantinden - bl. a. erklærede hun, at den Dame, der havde stjaalet Tasken l Magasinet, havde Knapstøvler paa, og Hedvig Jensen brugte netop saadanne.

Imidlertid er det siden hen blevet opklaret, at Tasketyverlet fandt Sted Dagen før Detektiven bemærkede Hedvig Jensen i "Magasin", og paa samme Maade er det efterhaanden, som vi i forrige Uge meddelte, gaaet med de øvrige Beviser. Af hele det store Materiale, der var samlet mod Hedvig Jensen, har der Ikke været noget som helst, der kunde bruges mod hende, da det endelig kom til Stykket.

Efter at Dommer Eide i Gaar havde gennemgaaet Sagen fra Ende til anden, løslod han derefter Hedvig Jensen - af Mangel paa Bevis.

(Folkets Avis (København) 16. juni 1925).

Lommetyverierne ved "Ranch"

En af de Bestjaalne genkender Hedvig Jensen

Efter at der i de sidste Maaneder af forrige Aar havde fundet en Del Lommetyverier Sted i Trængselen paa Ranchs Hjørne, anholdtes kort før Jul den for Lommetyveri meget ofte straffede Hedvig Jensen, en Kvinde, der er midt i Halvtredserne. Hun har imidlertid nægtet sig skyldig.

I Gaar fremstilledes hun i Byretten hos Dommer Jorgen Jensen, hvor hun paany grædende paastod, at hun intet havde begaaet, og at hun sidste Gang var dømt uskyldig.

Der mødte nogle Vidner i Retten. Fru Overretssagfører Sørensen, der i Oktober havde mistet sin Pung ved Ranchs Ur, havde bemærket Hedvig Jensen i Nærheden og var overbevist om, at hun var Tyven.

To andre Damer, Fruerne Andersen og Erhardt, havde omtrent samtidig mistet deres Portemonnæer paa samme Sted, men ingen af dem genkendte Arrestantinden.

Sagen udsattes, bl. a. for at Fængselslægen kan undersøge Hedvig Jensens mentale Tilstand.

(Folkets Avis (København) 25. januar 1928).

Storforbrydersken skal til Observation.

Den kvindelige Storforbryderske Hedvig Jensen, som har tilbragt næsten Halvdelen af sit 40-aarige Liv i Fængslerne, var i Gaar fremstillet for Dommer Jørgen Jensen. Denne Gang er hun sigtet for at have begaaet en Masse Lommetyverier paa Strøget. Hun har bestemt nægtet at være Gerningsmanden, men det er bemærkelsesværdigt, at samtidig med, at hun blev fængslet, er Lommetyverierne hørt op.

Der forelaa for Dommeren en Erklæring fra Fængselslægen, som gaar ud fra, at Hedvig Jensen bør undersøges af Prof. Wimmer, og dette vil nu ske.

(København 4. februar 1928)

Anbragt paa Sct. Hans.

I København blev en Dame, Hedvig Jensen, anholdt for en Række Tyverier i Stormagasinerne. Hun er straffet flere Gange tidligere og gjorde Indtryk af denne Gang ikke at være helt normal. Retslægeraadet har nu erklæret at hun er sindssyg, og det er derfor besluttet, at hun nu skal anbringes paa Sct. Hans Hospital.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 4. september 1928)

Det danske Hjælpebureau i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

 

Oberstinde J. Ramsing.

Flensborg, i April.

Oberstinde Ramsing har som Medlem af Forretningsudvalget af det nystiftede Flensborgsamfund opholdt sig hernede en Uges Tid for at planlægge Ordningen af et dansk Hjælpebureau i Flensborg. Fru Ramsing, der er Samfundets eneste kvindelige Bestyrelsesmedlem kom herned, efter at hun havde hørt om de Chikanerier, som de Danske her efter Afstemningen var Genstand for Fremfor alt gamle Mennesker som enten har flaget med deres Dannebrog eller paa anden Maade givet deres Sindelag tilkende.

En af Flensborgsamfundets Opgaver er netop Omsorg for dem. der paa Grund af deres Danskhed lider ilde, og da Fru Ramsing blev Medlem af Bestyrelsen. var der straks Enighed om at bede hende varetage og ordne denne Side af Sagen.

Skulde Fru Ramsing have næret nogen Tvivl om Nødvendigheden af at bringe Hjælp, vilde Antallet af de Gamle, der enten selv eller ved Mellemmand efter hendes Ankomst her til Byen søgte til hende, hurtigt have overbevist hende om Nødvendigheden af at gribe ind. Jeg skal i en senere Artikel gøre Rede for nogle af de Forulempelser og Plagerier, der er blevet særlig de Gamle, d. v. de Forsvarsløse til Del. I Øjeblikket er det vigtigere at fortælle, at Fru Ramsing straks har sikret sig et fortrinligt Lokale i Byens Centrum, idet hun har lejet Halvdelen af den Lejlighed, som er taget ind til den herværende Afdeling af Sønderjydsk Ministerium.

Her vil om kort Tid det danske Hjælpebureau blive aabnet. til hvilket enhver Dansk Mand eller Kvinde, trygt kan henvende sig om Raad og Vejledning, om juridisk Assistance og pekuniær Understøttelse. Fru Ramsing har Haab om til Bestyrer at faa et meget dygtigt Menneske, der er bleven godt kendt i Flensborg for sit opofrende Arbejde mellem de Syge og Gamle, i den forholdsvis korte Tid, hvor hun har været hernede.

Fattigdommen og Ensomheden mellem de gamle Danske er stor. De har gaaet hernede for Lud og koldt Vand. For dem har det saa godt som aldrig været muligt at komme ind i Byeris mange Stiftelser, til hvilke Øvrigheden op Præsterne i Reglen har Indlæggelsesretten.Deres utrolige Trofasthed og Vedhængen ved Danmark skulde nødigt skuffes mere, end det allerede har været Tilfældet. Hvis Danmark yder Flensborgsamfundet et rigeligt Bidrag er der Haab om, at der kunde oprettes et Alderdomshjem, hvad alle der kender de fattige Danskes Kaar her inderlig rnaa haabe.

Oberstinde Ramsing, der saa ofte før er gaaet i Brechen for de danske Flensborgere, vil sikkert ikke kalde forgæves, naar hun nu beder om Hjælp til de Gamle hernede i Form af Bidrag sendt til Flensborgsamfundets Kontor, Vestergade 37. 

Hele Virksomhedens endelige Form vil naturligvis være afhængig af det Resultat, som den internationale Kommission og det høje Raad kommer til med Hensyn til Flensborgs Skæbne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave)

Se artikel og link til samtlige artikler om Julie Ramsing her: Julie Ramsing (1871-1954).

Afstemningen i 2. zone. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14. marts 1920 var der afstemning i 2. zone. For Flensborgs vedkommende blev resultatet:  6751 tyske, 1421 danske, Flensborg by 27.050 tyske, 8.935 danske. 

Sydslesvig forbliver tysk

Folkeafstemningen i Sydslesvig har stemt for at forblive tysk. I denne zone er den dansktalende befolkning i et decideret mindretal. Næsten fire gange så mange stemmer blev afgivet imod tilslutning til Danmark som for tilslutning. Sydslesvig er ligesom Holsten tysk i blod og kultur og er uvillig til at bryde sine bånd med de andre "Plattysk"-samfund ved kysterne af Nordsøen og Østersøen.

Dette resultat i anden zone indikerer at økonomiske interesser er mere eller mindre magtesløs til at overvinde følelser. Økonomisk ville folk i Flensborg distriktet have det bedre under dansk suverænitet. I Danmark er meget velstående. Tyskland er næsten bankerot, og hvis betingelserne i Versailles-traktaten håndhæves strengt, vil det i en generation i det mindste skulle underkastes høj beskatning. Den tyske mark er næsten værdiløs. Handel over den danske grænse kan kun ske med en enorm prisnedsættelse.

Alligevel er sprogets og race- og nationalfølelsens bånd stærke nok til at få det sydslesvigske folk til at glemme alle de materielle trængsler ved fortsat forening med Tyskland. Det er en manifestation af den vitalitet af racemæssige og nationalistiske instinkter, som støjende skoler af økonomer og internationalister så køligt ignorerer. Centraleuropa er fyldt med grupper, hvor disse instinkter er dominerende. Tyskland forsøgte at knuse dem i Polen, i Alsace-Lorraine og i Nordslesvig. Hendes lange undertrykkelseskampagne mislykkedes.

Men nu virker nationalitetsånden, som landet forsøgte at ødelægge, til egen fordel. Sydslesvig forbliver tysk, fordi hjertet er tysk, ikke dansk. Åndens krav gør en stærkere appel end dem om komfort og nem livsstil. Alle, der ikke har en død sjæl, vil føle en tilskyndelse til at hilse på de tyske slesvigere, der lever deres gens og holder fast ved det i dets modgang.

I øvrigt vil kendsgerningen og resultatet af folkeafstemningen gøre det vanskeligt, i hvert fald i nogle få dage, for kritikerne af Versailles-traktaten. De har sagt, at folkeafstemningerne selvfølgelig ville være farcer. Men det er umuligt at afskrække en salonradikal. Han vil snart tænke på noget nyt og straks udnytte det.

South Schleswig Stays German

The southern plebiscite section of Schleswig has voted to remain German. In this sectiow the Danish speaking population is in a decided minority. Nearly four times as many votes were polled against joinder to Denmark as for joinder. Southern Schleswig, like Holstein, is Germanic in blood and culturo and is unwilling to break its ties with the other "Plattdeutsch" communities on the coasts of the North Sea and the Baltic.

Thc result in the second zone in , dicates that economic interests are more or. less powerless to overcome sentiment. Economically thc people of the Flensburg district would be better off under Danish sovereignty. I Denmark is highly prospcrous. Germany is nearly bankrupt, and if tho terms of the Treaty of Versailles are strictly enforced will have to submit for a generation at least to heavy taxation. The German mark is nearly valueless. Trade across the Denmark border can be conducted only at an enormous discount.

Yet the bonds of language and of racial and national feeling are strong enowgh to make thc people of South Schleswig forget all the material hardshipg of continued union with Germany. It is a manifestation of that vitallty of racial and nationalistic instincts which noisy schools of economists and internationalists so coolly disregard. Central Europe is filled with groups in which these instincts are dominant. Germany tried to crush them in Poland, in Alsace-Lorraine and in North Schleswig. Her long campaign of repression failed.

But now the spirit of nationality j which she tried to destroy works in her favor. South Schleswig remains German because its heart is German, not Danish. The claims of the spirit make a stronger appeal than those of comfort and easy living. All not dead of soul will feel an impulse to salute the German Schleswigers who leve their gens and cleave to it in its days of adversity.

Incidentally, the fact and result of the plebiscite will make the going hard, at least for a few days, for the critics of tho Versailles treaty. They have said that the plebiscites would, of course, be farces. But it is impossible to discourage a parlor radical. He will soon think of something new and promptly exploit it.

(New-York tribune. [volume], March 16, 1920, )

Militarismen og Flensborg.

BEDRAGET blev med næsten Lammende Kraft afsløret ved Afstemningen i Flensborg og 2. Zone. Det staar nu alle tænkende Mennesker klart, at den danske Befolkning i halvandet Aar systematisk er bleven ført bag Lyset paa den skændigste Maade af de hjemlige Chauvinister med Bistand af den Kamarilla, der grupperer sig om "Flensborg Avis". De Folk, der maatte kende den sande Stilling, drev Dag for Dag det danske Folk frem til større og større Forventning om dansk Flertal i Flensborg, de prellede mægtige Summer ud af Folks Lommer, de arrangerede den ene Bluff-Forestilling større end den anden, og de forfulgte paa den lumpneste Maade de Mænd, der stillede sig tvivlende overfor de mere og mere larmende Skryderier. "Flensborggruppen" anmassede sig i det sønderjyske Tilsynsraad en Repræsentation, der var lige saa stor som den nordslesvigske Befolknings, og det skyldtes kun de sønderjyske Arbejderes forstandige Vurdering af Stillingen, naar det mislykkedes for Ernst Christiansen og hans Klike at kvæle H. P. Hanssens Indflydelse i Løgn og Bagvaskelse. Nu forstaar man, hvorfor Ernst Christiansen ikke ønskede Flensborggruppens Medlemmer talte ved Tilsynsraadsvalget.

Først efter Afstemningen er Muldvarpene kommet frem i Dagslyset med deres sande Planer: at tvinge Flensborg ind under Danmark, til Trods for at den nu har dokumenteret at være en tysk By. Chauvinisterne gaar saa vidt i deres Frækhed, at de nu vil udnytte den uhyre Skuffelse, som de selv har fremkaldt ved det storstilede Bedrag. Den skal nu bruges som Baggrund for Raabet: "Flensborg hjem trods alt!" Først bilder man den danske Befolkning ind, at Flensborg er en dansk By. Da det saa viser sig, at den er en tysk By, udnytter man de skuffede Forventninger til at kræve Byen annekteret. Og saa blindt, stoler man paa at være kommet den sidste Rest af sund Dømmekraft tillivs, at Bedragerne nu vælter sig over Regeringen og giver den Skylden for Afstemningens Udfald! Som om Regeringen kunde have gjort sort til hvidt og forvandlet Tyskerne til Danskere! Udfaldet blev, som det maatte blive, og som Bedragerne vidste, det vilde blive. Raabet om, at Flensborg skal hjem, har fra dansk Side ikke længere nogen Mening. Flensborg stemte tysk og blev altsaa hjemme.

Nordslesvig har med 75,000 St. mod 25,000 sagt, at det vil hjem til Danmark. Mellemslesvig har mod 48,000 St. mod 13,000 sagt, at det vil blive i Tyskland. Det er den ganske enkle Situation.

Hvad det vilde koste Danmark, i Strid med Fredstraktatens Aand og Ord, at gøre Vold paa denne Kendsgærning fremgaar med al ønskelig Tydelighed af Udtalelser, som den flensborgske Arbejderfører Haberlund fremsatte straks efter Afstemningen. Han erklærede: Flensborgs Befolkning vil i yderste Fald med Vaaben i Haand værge sin Ret til at være tysk.

Vold mod Flensborg betyder Spiren til den 3. slesvigske Krig og Nødvendigheden af en Militarisme i Danmark, som vi hidtil aldrig saa Magen til.

Men dette er netop, hvad vore Chauvinister ønsker. De frygter den fremtidige politiske Udvikling i Danmark. Fæstningen er faldet, og løses det nationale Spørgsmaal paa en saadan Maade, at Danmark kan leve i godt nabovenligt Forhold til Tyskland, da er ethvert Grundlag for nationalistisk Rummel forsvundet i Danmark. Da ligger den slagne Vej klar for Afrustning og social Udvikling. Da har Reaktionen mistet ethvert fast Holdepunkt i den fremtidige Kamp mod Socialdemokratiet.

Derfor ønsker man ved vor Sydgrænse at skabe en Tilstand, som kan give Anledning til evig Strid, evig Fare og idelig Forøgelse af dansk Militarisme.

Danmark er nylig bleven indmeldt i Folkenes Forbund, hvis Pagt udtrykkelig paabyder Rustningernes Indskrænkning, og hvis Paragraf 19 anviser Veje til Løsning af saadanne Forhold, som kan rumme Fare for Krig.

Nu lægger Chauvinisterne sig af al Magt i Selen for at skabe en Tilstand, hvorunder Militærudgifterne ikke skal formindskes hvert 10de Aar - i Overensstemmelse med Forbundspagten - men forøges hvert andet Aar for at opretholde en national Voldspolitik i aabenbar Strid med Fredstraktaten og Forbundspagten.

Derfor arrangeres nu en Række Møder til fortsatte Forsøg paa at paavirke den internationale Kommissions Afgørelse, og derfor vovede man Forsøget paa at inddrage Kongens Person i denne landsskadelige Færd.

Det konservative "Folkeparti" har "stillet sine Medlemmer frit" overfor denne Rummel og har vedtaget en Udtalelse om, at man med Glæde vil modtage af Kommissionens Haand alt, hvad den vil tildele Danmark af 2. Zone. Ved denne Holdning gør dette Parti sig medskyldig i de Ulykker, som maatte flyde af Chauvinisterne fortsatte Fremfærd og opgiver Danmarks Suverænitet.

Det er betegnende, at det samme Parti, der ved Indmeldelsen i Folkenes Forbund nærede Frygt for, at dette skulde betyde Tab af Selvstændighed for Danmark, nu vil fraskrive Danmark enhver Indflydelse paa sin egen fremtidige Grænse.

Om Danmark vedblivende skal være dansk eller delvis tysk er efter Højres Mening en Sag, hvorpaa den danske Befolkning ingen Indflydelse skal øve. Den har blot at kysse Haanden. Saadan taler et Parti, der kalder sig det nationale.

Mod dette Forræderi sætter vi det danske Folks Krav om Fredstraktatens Opfyldelse og Respekt for Folkenes - ogsaa det danske Folks - Selvbestemmelsesret.

(Social-Demokraten 18. marts 1920)

Det sønderjyske grænsespørgsmål var medvirkende til udløsningen af Påskekrisen mellem den socialdemokratisk støttede radikale regering på den ene side og den borgerlige opposition i Folketinget og kongen på den anden. Den borgerlige opposition og erhvervslivet var også utilfreds med regeringen på grund af dens fortsættelse af en reguleringsøkonomi fra krigens tid, og Venstre frygtede, at regeringens forslag til en ny valglov ville betyde færre Venstremandater. Den blev udløst da Christian 10. afskedigede ministeriet Zahle den 29. marts 1920. Fagbevægelsen og Københavns Borgerrepræsentation støttede den afsatte regering.  Krisen blev afsluttet med et kompromis den 4. april. 

17. juni 1920 marcherede de internationale styrker ud, og Flensborg var tysk igen.

Politiinspektør Aage Steffensen (1874-1920). (Efterskrift til Politivennen)

En ung Mand.

Hr. Korns Efterfølger paa Krigsstien.'

Kst. Politiinspektør Steffensen.

Hr. Steffensen, der er blevet konstitueret i Hr. Korns Sædelighed og saa glansfuldt har ført Undersøgelserne af sin Forgængers Skandaler til det foreløbige Endemaal, at der Intet er om det, som al Byen véd - denne Hr. Steffensen har i "Berl. Tid." for i Aftes begaaet en Artikel, der er lige saa ungdommelig i sin Form som malplaceret ved sin Fremkomst.

Egenlig vidner den kun om, at Hr. Steffensen allerede føler sig som den Embedsmand, der efter en Undersøgelse, hvorunder hans Betjente har optraadt ganske utilladeligt ved at holde Taler til de Piger, der eventuelt kunde tænkes at blive Vidner i Sagen, kan tillade sig over for Pressen i Kraft af sit "gode Resultat" at betegne Meddelelser om ret notoriske Forhold som "karakteristisk for hele den Løshed og Mangel paa Kendskab til det, der tales om", der betegner Pressens Udtalelser om "Sædeligheden".

Det er "Nationaltidende", Hr. Steffensen taler til, saa vi har ikke nogen Forpligtelse til at tage os af Sagen. Men "Nattid." har kun paapeget en Tendens hos Sædelighedspolitiet til at lade Piger indskrive i Prostitutionen i Stedet for at virke i modsat Retning. Og deri turde vor ærede Kollega have Ret.

Men Hr. Steffensens Stykke Journalistik - vi undser osiøvrigt ved at give hans Produkt denne Betegnelse - er af en saadan Art, at "Nattid." ikke skal være ene om at besvare det.

Hr. Steffensen citerer "Nattid." og har derefter den Dristighed at skrive, at han "selvfølgelig" ikke nærer meget Haab om ved sine Bemærkninger at "have rammet en Pæl igennem Livet paa den Beskyldning mod Sædelighedspolitiet, at det saa langt fra at holde Kvinder borte fra Usædelighed, tværtimod gør Alt, hvad der er muligt for at drage dem deri."

En Paastand som deu i de af os citerede Linjer er endnu ikke fremsat i noget københavnsk | Blad. En "Journalistik" som den, der girer sig Udtryk i den Steffensenske Insinuation, er saa uvederhæftig, som kun en Journalistikens Novice af den mindst lovende Art kan bedrive den.

Og ikke destomindre slutter Hr. Steffensen med at erklære, at hans Mening "har kun været for en  Gangs Skyld at trække den nøgne, men desværre saa lidet agtede Sandhed frem for Dagens Lys."

"For Dagens Lys!"

Hr. Steffensen skulde passe sin Kælder. Derfra er der nogle Sandheder at drage frem for Dagens Lys. Han har i den Retning ikke hidtil været overdrevet heldig. At han ikke er heldigere, naar han som i Aftes stiger op i "Berl. Tid."s Baggaard i Pilestræde, er saare beklageligt, men forstaaeligt.

Han søger at dementere "Nattd." Paastand og skriver, at "Nattd." behøvede "blot at se efter i den aarlige Beretning om Kjøbenhavns Politis Virksomhed."

Hvilke guddommeligt naive Ord! Som om Københavns Politi i sin Beretning skulde finde paa at skrive, at det gjorde "Alt, hvad der er muligt for at drage" Kvinder i Usædelighed !

Er Hr. Steffensen ikke snildere i sin Undersøgelsesvirksomhed, end at han nøjes med at læse den aarlige Beretning om Københavns Politis Virksomhed igennem, saa forstaar vi, at han ikke har kunnet finde den Svamp, der gror saa livligt i han fugtige Kælder !

Ti i Beretningen fandtes sikkert hverken de 10,000 Kr., Meyeri 15,000, Md. Clausens private Tjeneste eller andet. Der vil næppe heller staa noget om Meyers Forhør over Pigerne i Dybensgade.

Men der burde staa næste Aar, at den konstituerede 3dje Politiinspektør er en ung Mand, der ikke tillod sig at hvile paa sin første "Undersøgelses" Lavrbær, men maatte følge sin Herre og Mester, Politidirektøren, paa Dementiernes slibrige Stier.

Forresten kender Hr. Steffensen naturligvis ikke noget til Sædelighedspolitiets Praksis. Medmindre Hr. Meyer har informeret ham. Hr. Steffensen er jo ogsaa ung i Tjenesten. Hans Artikel er derfor, med hans egne Ord, "ganske hen i Vejret" og "ganskemeningsløs".

(København, 4. maj 1895).

De nye Embedsmænd i Kjøbenhavns Politi.

Politiinspektør Aage Steffensen.

I over et Aar har Embedet som Chef for det uniformerede Politi paa Grund af Politiinspektør Gyldenfeldts Sygdom været besat ved Konstitution, men igaar forelaa, som meddelt iaftes, Udnævnelsen af den nye Politiinspektør, og som almindelig ventet, blev det den Mand, der har været konstitueret - Aage Steffensen - der blev udnævnt.

Valget kunde sikkert ikke være faldet paa nogen bedre. Steffensen stammer fra et gammelt Embedsmandshjem - han er Søn af afdøde Generalauditør Steffensen - har en fin Eksamen, og i den Aarrække, han har virket i Kjøbenhavns Politi, har han vist sig som en meget dygtig, en myndig, men moderne og rask Politimand.

Under Konstitutionen har han indført Politiautomobilerne hvorved den gamle Sætning: Politiet kommer altid for sent, er sat ud af Kraft, og under Arbejdet i den nedsatte Politikommission skyldes det væsentligst hans Initiativ, at der i den Betænkning, som nu er til Behandling i Magistraten, er indført saa mange Forbedringer og Ændringer i Betjentenes Tjeneste og hele Politiordningen, af Kjøbenhavn forhaabentlig snart vil have et fuldt molerne og tidssvarende Ordenspoliti.

Politiinspektør Steffensen er født den 28de Juni 1874, Student fra 1892, cand. jur. 1898. Efter at have aftjent sin Værnepligt ved Garden traadte han ind i Kjøbenhavns Politi, hvor han har gennemgaaet de forskellige Grader, til han i 1902 blev udnævnt til Politiassistent paa det yderste Nørrebro. I de sidste 10 Aar har han bestyret Vesterbros vanskelige Station.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 24. april 1919).

Steffensens far var en kendt Højre-politiker, generalauditør Steffensen. Han var ansat i Københavns politi fra 1899, 1902 politiassistent på Hillerødgades politistation. Senere Svendsgades Politistation. Chef for ordenspolitiet 1919, efter at have været konstitueret under forgængeren Gyldenfeldts sygdom. Han blev november 1919 syg med en nyrelidelse og indlagt på Rigshospitalet, under den spanske syges opblussen overført til Bispebjerg Hospital, senere Kommunehospitalet. Han pådrog sig endvidere en lungebetændelse, og døde. 

Fotoer fra Steffensens begravelse, 9. marts 1920 fra "Folkets Avis - København", 10. marts 1920. Han blev begravet fra Frederiksberg Kirke.

Politiinspektør Aage Steffensens grav på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De "døde" Vande. (Efterskrift til Politivennen)

Forskønnelsesforeningen vil nu prøve paa at løse Spørgsmaalet: Forskønnelsen af Søerne.

Tidligt Foraar paa Peblingesøen.

Naar en Københavner nævner Ordet "Søerne"', saa tænker han paa de tre mægtige Vandbassiner, der ligger mellem Øster- og Vesterbro og kun højst uegentlig kan benævnes Søer, nemlig Sorledamssøen, Peblingesøen og Sct. Jørgens Sø. Kun den sidste, hvis Bredder ikke er lige afslukne Bassinbredder, har i nogen Grad Karakteren af Sø.

Søerne, og da navnlig Sortedams- og Peblingesøerne, har altid været baade Københavnernes Hjertebørn og deres Smertensbørn. Man har elsket dem for den Friskhed, de tilfører Byen, og for den Skønhed, de store Vandflader trods alt rummer. De spejler Himlens Skyer og Luftens forskellige Farvetoner, de forsølves af Maanens Lys, og i tidlige Sommermorgener flyder Morgenerødens Guld paa deres stille Vande, i hvilke morgenduelige Lystfiskere meder fra Baad og fra Bred.

Men de har samtidig været Københavnernes Smertensbørn, fordi man ønskede dem kønnere, end de er, man vilde gerne give dem noget mere Søpræg, og man kunde tænke sig dem livligere - "de døde Søer", som man ofte benævner dem.

Mest har man dog anket over det frygtelige arkitektoniske Anarki, der har hersket i Halvfjerdserne, da Bebyggelsen langs Søerne tog Fart. Det Husuvæsen, der flankerer Bredderne, kan der naturligvis nu ikke raades Bod paa, saa en Forskønnelse paa det Grundlag er en komplet uløselig Opgave.

Daværende Stadsingeniør Ambt og Arkitekt Ulrik Plesner har i sin Tid udarbejdet et Forslag, der tager Sigte paa en Regulering og Reformering af Bebyggelsen, men Forslaget maatte henlægges, og nu er et Forslag i saa Henseende uigennemførligt.

Mangfoldige Forslag til Forskønnelse af selve Søerne har i Tidernes Løb set Lyset. Saaledes kan det nævnes, at Arkitekt Blichfeldt i Midten af Firserne udarbejdede et Forslag til en gennemgribende Ombygning af den daværende prunkløse Peblingebro. Det gik ud paa at indrette Smaabutiker langs Broens Sider, og at bygge en Koncertsal fra Broens Midte ud i Peblingesøen.

Et tidligere Forslag gik ud paa at søge opført Bygninger langs Søen - noget i Retning af venetianske Paladser, og saa skulde der være Gondolsejlads, naturligvis med syngende Gondolierer ombord.

Et Forslag af helt ny Dato er fremsat af Havearkitekt Termansen og er af en ret fantastisk Karakter. Hr. Termansen vil intet mindre end opfylde del meste af Søerne og derigennem indvinde 780.000 Kvadratalen, der udstykket i Villaparceller vilde staa i en Værdi af 24 Millioner Kroner.

Søerne vilde efler Opfyldningen fremtræde som en bugtet Grav af ca. 70 Alens Maksimalbredde, lidt bredere end Havnen paa det smalleste Sled og ikke saa bred som Christianshavns Stadsgrav.

Sandkasse og Baadebro. Peblingesøen.

Andre Forslag gaar ud paa at danne smaa Halvøer ud i Vandet for paa den Maade at bryde Ensformigheden, som hviler over Søerne, atter andre anbefaler at opfylde smaa Holme helt ude i Søen. De skulde dels tjene til at bryde Vandfladen og dels afgive Hvile- og Rugepladser for en Del af de tamme og vilde Svømmefugle, som holder til i Søerne.

Da man i sin Tid byggede Søpavillonen ud i Søen ved Gyldenløvesgade, var det ogsaa et Forsøg paa at forskønne Søerne, og del var Meningen al opføre en Pedant til Søpavillonen ved Østerbrogade. Det første Forsøg har imidlertid skræmmet Forskønnelsesmændene. Pavilionen ved Østerbro blev for stedse skrinlagt.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, der jævnlig modtager Henstillinger om at tage Forskønnelsen af Søerne op til Overvejelse, har nu taget Spørgsmaalet op og vil søge udarbejdet et Forslag til Omdannelse af Sortedams- og Peblinge-øens Bredder i Lighed med Set. Jørgens Søs Bredder, altsaa en Afløsning af de nuværende lodrette Stensætninger af græsbesaaede Skrænter med Hække.

Der bliver saaledes kun Tale om at forbedre de forhaandenværende Forhold og gøre dem lidt mere tiltalende for Øjet ved Anbringelsen af nogen Vegetation.

Men samtidig vil Foreningen slaa et Slag for at faa de talrige Skure og Sandkasser, som garnerer Gaderne og Fodstierne langs Søerne, fjernede, og for at faa de mange Baadebroer med tilhørende "Lysthuse" givet et mere pynteligt Udseende. Thi de fleste af disse virker som em Knyttet Næve i Synet paa de Spadserende.

At Foreningen vil indskrænke sine Overvejelser til disse tre Smaaforbedringer, er meget fornuftigt. For det første fordi de er gennemførlige og for det andet fordi Søerne slet ikke er grimme - store Vandflader med deres mange Shatteringer af Lys og Skygge og det frie Udsyn, man har over dem, er en Hvile for Øjet og af en egen Skønhedsvirkning.

Bruno. 

(Folkets Avis - København 25. februar 1920).