Hvor man tager imod smaa Børn.. (Efterskrift til Politivennen)

 

Paa Biledet ses en Scene fra Børnehaven i Tibirkegade, hvor Lærerinden underviser Børnene.

Folkebørnehaverne og deres virksomhed fortjener en Omtale paa Hjemmets Side.

Det var den tyske Pædagog Frederik Frøbel, som udformede det System, hvorefter der undervises i Folkebørnehaverne. Frøbel var en stor Idealist og blev som saadan ofte miskendt af sin Samtid. Efter hans Død i 1862 fik hans Ideer om Børneopdragelse en Renæssance og hans Børnehaver har siden udviklet sig til et Led i Opdragelsen i de fleste Kulturlande.

Frøbels Idé gaar i Korthed ud paa, at Barnet fra den tidligste Alder skal udvikles metodisk. Barndommen bør ikke blot betragtes som en Forberedelse til Livet, men som en vigtig Del af selve Livet. Det gælder derfor særlig om at vække Barnets slumrende Evne til Selvbevidsthed. I dette Øjemed bør man tage den Trang til Virksomhed, som viser sig i Barnets Lege, i Opdragelsens Tjeneste.

I Tyskland har der allerede i mange Aar været Børnehaver efter Frøbels Mønster. Herhjemme havde Bevægelsine Pionerer i Ægteparret Sophus og Hedevig Bagger, som begge endnu virker i Sagens Tjeneste. Fru Hedevig Bagger oprettede allerede 1 1880 den første Børnehave her i Byen. Børnehaven havde Lokaler i en Villa paa St. Knudsvej, og Fruen udfoldede i de 13 Aar denne Undervisningsanstalt for Smaabørn bestod, et stort og grundlæggende Arbejde for at befæste Ideen. Det gik trangt i Begyndelsen. Stat og Kommune interesserede sig ikke synderligt for disse Haver, men at Fru Baggers Arbejde har baaret Frugt, skal senere ses. Samtidig mod Undervisningen for Smaahørn oprettedes et Seminarium for Uddannelse at Lærerinder. Dette bestaar endnu, og adskillige Hundrede unge Damer er i Tidens Løb under Fru Baggers ledelse bleven dygtiggjort til Gerningen.

Disse Kursus varer 2 Aar og afsluttes ved en Eksamen. For Ledere er dog et 3-aarigt Kursus nødvendigt.

Der kom imidlertid først rigtig Fart i Bevægelsen, da Folkebørnehaveforeningen stiftedes. Derved fik man Tag i Arbejderklassen, som Siden skulde gøre Bevægelsen livskraftig ved at afgive det væsentligste Kontingent af Børn.

Den første Folkebørnehave her i Byen oprettedes i 1899 i en Staldbygning bag "Folkets Hus" paa Enghavevej. Undervisningen foregik under meget primitive Former. I den ene Halvdel af Huset gumlede Hestene deres Foder af Krybben, og i den modsatte Ende gav unge Lærerinder Børnene den første Opdragelse i Kunsten at leve. Siden flyttede man ind i en Villa ved Siden af, og her bor man endnu. Paa Vesterbro oprettedes senere endnu en Børnehave i Ejderstedsgade. Vanløse og Frederiksberg har ligeledes faaet sine Folkebørnehaver, og paa den gamle Ladegaard ved Aaboulevarden undervises der paa Kraft efter det Frøbelske System. Denne sidste Have, der har en udmærket Legeplads med høje Træer, trues desværre med Nedlæggelse i en ikke altfor fjærn Fremtid. I Bygningen findes tillige Ægteparret Baggers Frøbelseminiarium, og man forstaar derfor, at Bevægelsen trues i sit Hjærte, hvis Bygningerne bliver nedrevet. Og hvorfra skal man faa et andet Sted at bo i disse boligfattige Tider? Dette Spørgsmaal stiller Fru Bagger med bange Anelser.

Den sidste ny livskraftige Gren paa Bevægelsens Træ er Børnehaven i "Arbejdernes kooperative Byggeforetagende" i Tibirkegade. Her er endelig et moderne Indrettet Lokale, anvendelig til Virksomheden.

Børnehaven har da ogsaa siden sin Start i Begyndelsen ar dette Aar haft en mægtig Sukces. Kvarterets Smaafolk søger den i stort Tal, og da Prisen kun er 3 Kr. om Maaneden pr. Elev, maa disse Penge s'ges at være godt givet ud.

De syngende eg legende Børn.

Naar man træder ind i denne Børnehave, gribes man uvilkaarligt. Et Par unge Lærerinder har arrangeret Legene for Børnene, og lyse spæde Stemmer toner mod Lokalets Loft. Der er en egen Ynde og Gratie over cn saadan Undervisningstime. Pigerne og Drengene, der ar I Alderen fra 3-6 Aar, hengiver sig med Liv og Lyst i Legen, som følger bestemte Metoder, anvendelige for Formaalet.

Lærerinden tegner paa en Tavle for de ældre Børn. (Fra Børnehaven i Tibirkegade).

Naar saadanne Børn kommer i Skole, er de bedre udrustet end andre Børn. Ved at lære dom Skrivning og Tegning af Bogstaver, har man allerede halvvej lært dem at læse. - Og det er jo et Fremskridt.

*

Om nogle Dage aabnes en ny Børnehave i Frankrigsgade, og den vil sikkert faa stor Betydning for Sundbys store Befolkning.

Foruden Ægteparret Bagger virker endnu en Række Medarbejdere i Sagens Tjeneste. Kendt er saaledes Typograf Gundorph Sørensens store Interesse for Sagen.

En anden Medarbejder, Bestyreren de af Vanløse Børnehave, Frøken Benedicte v. Rosen, som fornylig er død, fortjener ogsaa en Omtale. Frøken Rosen var en sjælden opofrende Kvinde, der viede hele sit Liv i Børnesagens Tjeneste. Hun vil mindes i Taknemlighed af alle Frøbelvenner.

(Social-Demokraten 20. januar 1921).

Fra Børnehaven i Hjortegade. Tilvenstre ses Forstander Bagger. Foto fra Social-Demokraten 28. november 1926.

Folkebørnehaveforeningen stiftedes i 1901, på initiativ af Sofus Bagger. Omkring 1905 havde Frøbelforeningen fået indrettet tre "folkebørnehaver", på Vesterbro (Enghavevej 40 - forsamlingsbygningen), Nørrebro (i en gammel villa i Sjællandsgades Sidealle) og Østerbro. 1915 folkebørnehave i Absalonsgade, Christianshavn mm.

I 1918 åbnede den femte i Ejderstedgade 12. Den var beregnet til familier med skolesøgende børn i kommuneskolen på Ny Carlsbergvej. De ældre børn kunne så aflevere deres yngre søskende i børnehaven og hente dem igen efter skoletid. I 1921 åbnede børnehaven i Tibirkegade 19.

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævaet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

 fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet komtil, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Emma Gad ( 1852-1921). (Efterskrift til Politivennen).

Fru Emma Gad

"Er også mit værk kun spøg og tant.
så flygtig som døgnet, der kom og svandt;
jeg regner det ikke for ganske tabt,
i fald mine skrevne ord har skabt
mig ubevidst her og hist en Ben,
som vi siger: vi træffes vel snart igen,"

Disse linjer har forfatterinden fru Emma Gad skrevet under sit billede i sidste års "Juleroser", og der er i dem noget af en karakteristik af hendes egen forfattervirksomhed: hun er den lette, lykkelige sprogs forfatterinde; næppe nogen nulevende dansk forfatter kan i så henseende måle sig med hende. Og i triste, trætte tider, da folk næppe kan slå et smil af hinanden "med en vognkæp", som det gamle ord siger, i sådanne tider kommer en spøgefugl som Emma Gad svært til pas. For nogle år siden strev hun skuespillet "Et sølvbryllup"; det er gået over brædderne mangfoldige gange både i København og i provinserne og er vist nok kendt af mange af vore læsere.

Nu i fjor efterår kom "Tro som guld", der endnu "trækker hus" på Slotsteatret og morer folk. Hendes første dramatiske arbejde hed for resten "Et aftenbesøg"; det opførtes første gang i 1886, senere kom "Et stridspunkt" og "Fælles sag" samt de allerede nævnte.

Skuepladsen for disse arbejder er gerne middelstandens hjem, som fru Gad har studeret grundigt. Hun har opdaget disses svage sider og lægger dem blot til almindelig moro. Ikke så ondskabsfuldt som gamle Holberg, ikke efter hans storslåede målestok, ikke så ubarmhjertigt, snarere sådan, at skønt man godt ser de optrædendes skavanker og fejl og umuligt kan lade være at le af dem, så holder man dog samtidig af dem for deres godmodighed og øvrige hjertevindende egenskaber. Fru Gad er som sagt den godmodige, lyse spogs og  vids forfatterinde, ingen bliver vred på hende, selv om hun rammer med sin lystigt knaldende snert, for man kan ikke lade være at le med, for "sådan er nu en gang københavnerne", hedder det med rette i "den kære familie"; det samme kan vel til en vis grad siges om danskerne i almindelighed, og det er langt fra det værste der kan siges om os.

Emma Gad er ellers født i København den 21. januar 1852, og er datter af en grosserer; på moderens side er hun i slægt med den afdøde norske digter Munch, en snes år gammel blev hun gift med daværende løjtnant, nuværende kommander i marinen Gad.

Bosat i en af de små sjællandske provinsbyer, overladt til sig selv, medens manden ofte var fraværende i tjenesteanliggender, siges det, at hun fandt på at forsøge sig som forfatterinde for at få tiden til at gå; og det lykkedes så godt så hun nu, forlængst besat i København, ventelig vil vedblive med sine vittige, spøgefulde skildringer der så godt evner at "komme folk til at le".

(Næstved Tidende, 9. marts 1894)

Emma Gad

Blandt de ikke få skrivende damer, vort lille land rummer, indtager fru Emma Gad en smuk stilling. Hun holder sig nemlig i sin produktion lige langt fra den guvernantestil, der især tidligere har præget de fleste skrivende damers arbejder, og gjort dem mere velmente end vellykkede, og fra den forlorne "dristighed", hvorved ikke få af forfatterindernes yngste har søgt at vinde en døgnberømmelse. Fru Gad har givet os en række ædruelige og underholdende - ofte vittige, undertiden ret bidende - skildringer fra det københavnske bourgeoisi, som hun kender ud og ind, og som hun, fortrinsvis i dramatiske arbejder, har ført lyslevende frem for læserne - eller tilskuerne.

Enkelte af hendes stykker, ikke mindst "Et sølvbryllup", har gjort endog ganske ualmindelig lykke.

Fru Emma Gad er født i Kobenhavn 2. januar 1852 og tilhører den bekendte og ansete Halkier'ske slægt. Tyve år gammel blev hun gift med marineløjtnant - nu admiral - Gad.

Foruden sin forfattervirksomhed har fru Emma Gad udfoldet et omfattende arbejde i velgørenhedens tjeneste, og har været en finfølende og forstående forkæmperinde for kvindesagen.

Denne har hun taget praktisk op. I resolutions-agitationen, og hvad dertil hører, har hun kun taget ringe del. Men i foretagender som kvindernes køkken og lignende, hvor målet har været at dygtiggøre kvinden, har Emma Gad udført et betydeligt og frugtbringende arbejde.

(Slagelse-Postens Søndagsblad, 11. marts 1906)

Emma Gad

21. januar 1852 - januar 1921

Med Emma Gad er en kvinde gået bort, der i udpræget grad har tilhørt vor tid og vor by ved sin personlighed og ved hele sit virke. Hun besad en lykkelig hånd til til at forene det gamle og det nye: indenfor en svunden tids faste og fornemme rammer evnede hun at lade en ny tids tanker og ønsker gro frem.

Da hun som en statelig, ung pige, grosserer P. Halkiers datter, for henved et halvt århundrede siden dansede ind  i de udsøgte københavnske bourgeoisikredse, var hendes position udad fastslået og styrkedes senere yderligt ved ægteskabet med den elegante søofficer, senere admiral Urban Gad. Men Emma Gad var for lyst et hoved og for virksom en sjæl til blot som tilskuer at ville tage til takke med retterne ved livets bord. Hun havde et åbent blik for tomheden og fraserne i det højere selskabsliv, og skønt hendes milde sind og medfødte godmodighed hindrede hende at blive en oprører og hvas kritiker af det samfund, hun tilhørte ved fødsel og opdragelse, udvikledes hos hende en satirisk sans overfor livets små latterligheder og en aldrig svigtende bonsens.

Det var disse egenskaber, som i forbindelse med en god portlon lune og et betydeligt dramatisk håndelag gennem en række år gjorde Emma Gad til borgerskabets yndede lystspilforfatterinde. Efter nogle mindre forsøg slog hun sit store slag i 1890 med komedien "Et sølvbryllup", der ved hele den tone, som skaber musikken, ved sit veltrufne miljø, sin godlidende satire og sit humør, vakte en hyggestemning hos det borgerskab, som den gang var vore teatres bedste kunder, ved at genkende sine egne vinduer. Og hun fortsatte gennem en snes år denne sejr. "Tro som guld", "I rørte vande", "Gadens Børn" og hvad de nu alle hedder, disse mere eller mindre vellykkede fostre af en lystspillets muse, som Emma Gad elskede og dyrkede. Det var hende lidt af en hjertesorg, at visse litterære kredse netop i disse år fornemt så ned på lystspillet og ikke ret ville anerkende hende. ..Lever vi da ikke i Holbergs fædreland?" spurgte hun flere gange med en let bitterhed - thi vred blev Emma Gad aldrig - i stemmen.

Kun i et af disse sceniske arbejder - "For åbent visir" eller "Barnets ret", om det i en omarbejdelse kom til at hedde - rører hun ved alvorligere strenge, det udenfor ægteskabet fødte barns vanskelige stilling, og dermed åbner hun for en anden side i sin natur, som de, der kendte Emma Gad nøjere og havde lejlighed til at arbejde sammen med hende, hurtigt opdagede: hendes gode hjerte og medfølende sind, hendes hjælpsomhed og lyst til at tage fat med, hvor hun skønnede at kunne være til nogen nytte. Emma Gad var ladet med en uendelig virksomhedstrang, til sin sjæls inderste fiber var hun fuld af energi. Utallige er de institutioner og foretagender, hun har rakt en hjælpende hånd, utallige er de komitésammenkomster og bestyrelsesmøder, hun har deltaget i, aldrig trættet, aldrig krævende noget for sig selv. Hun blev stifter af Kvindernes Handels- og Kontoristforening, hun var ledende sjæl i deres kunstflidsforening, hun ordnede og arrangerede udstillinger, og med sit elskværdige væsen, sin beskedne fornemhed, sin naturlige frimodighed var hun den fødte repræsentant til at gøre les honneurs ved modtagelse og fornemt besøg. Aldrig krævende noget for sig selv, ganske usnobbet, næsten spartansk i sin ydre fremtræden, fraterniserede Emma Gad lige så godt med høj og lav, med fornem og ringe. Hun sad længe i forfatterforeningens bestyrelse og var en virksom formand for danske Dramatikeres Forbund. Selv om hun ikke altid evnede at gå helt til bunds de mange sager, hun havde hånd med i - aldrig trættedes hun, aldrig beklagede hun sig, aldrig gav hun op. Kom en stund, hvor hun ikke syntes, hun havde arbejde nok, søgte hun det ligefrem op - hendes hoved og hjerte var altid fuld af ideer til andres bedste. Fortjenstmedaljen i guld var i sandhed på sin plads på Emma Gads bryst.

Snart skal hun for stedse forlade de stuer i Dronningens Tværgade, hun så mange år beboede, og hvor hun havde skabt så skønt et hjem, hvor hun elskede at samle sine gamle og unge venner til beskedne, men altid skønhedsbårne små fester. Endnu for nogle måneder siden havde hun stævnet en kreds hid for at lytte til hendes minder fra de unge dage, fra et København så vidt forskelligt i fysiognomi og kultur fra det nuværende. Selv havde hun vidst at bevare alt det værdifulde af det gamle sit liv i nuet.

Hos Emma Gad - den fødte fornemme dame, men som ingen, der kendte hende, faldt på at tiltale med rang og titel gled det svundne og det vundne på en lykkelig måde sammen. I al sin travlhed, i al sin optagethed, blev hun et elskeligt, et harmonisk menneske.

Julius Clausen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 8. januar 1921).

Emma Gad in memoriam.

Admiralinde Gad havde kun få uger til sin 69-årige fødselsdag, der falder i disse dage. Den afdøde forfatterindes skolekammerat og ungdomsveninde, fru Johanne Godfred Christensen har sendt os følgende smukke mindeord om den unge Emma Gad. f. Halkier. der allerede i ungpigedagene vandt sig så mange trofaste venner for livet

Jeg har kendt Emma Gad fra hendes 8. år. Min søster og jeg gik i professor Bjerrings Skole ved Holmens Kanal (Erichsens Palæ). Som 7-årige kom vi ind i en lille, hyggelig forberedelsesklasse, året efter kom vi op i 1. klasse, og det var her, at døren en skønne dag gik op, og ind trådte en sortklædt dame med en lille pige, også ganske klædt i sort. Hun var meget bleg, havde markerede træk og livlige øjne. Det var Emma Gad, f. Halkier; hun havde den gang lige mistet sin far. Min søster og jeg fik straks stor deltagelse og sympati for denne lille pige, og vi sluttede et ubrydeligt venskab, som har varet gennem disse mange år.

Emma Gad havde fire brødre, Godfred, Herman, Nicolai og Peter Halkier. Hun kom nogle år bagefter disse drenge, og den dag, hun fødtes, havde de en engelsk ven i besøg, Brøchner, tror jeg han hed. Brødrene var meget fornærmede over den lille piges indtrædelse i deres mandlige verden. Den engelske ven trøstede dem og sagde: "Ah, well, den kan jo dø!" Men Gud ske lov. Emma Gad levede i mange år til glæde for os alle, som har kendt hende. Brødrene forgudede hende da også. Hun var den sidste af de fem søskende, som gik bort.

Hvad der altid har karakteriseret Emma, var hendes udprægede pligtfølelse og hendes store trofasthed. Hun blev opdraget i et kærligt, men meget uroligt og selskabeligt hjem. Hendes moder, fru Halkier, f. Munch, var et talentfuldt livligt menneske, som elskede at se gæster hos sig. Hun kunne, ligesom Emma, overkomme det utrolige. Hun malede smukt på porcelæn, hun spillede klaver, hun var i virksomhed fra morgen til aften. Der var mange stor selskaber i det smukke hjem i Bredgade. Halkier beboede en af de gamle patricierlejligheder i et af de store huse lige overfor Sct Annæplads. Værelserne var meget store, og der var mindst 7 a 8. En meget stor spisestue husker jeg, og ved siden af denne et stort sovekammer. Når der var selskab, blev dette værelse indrettet til anretterstue, og tjeneren arrangerede sig med borde og stole, til tallerkener, fade o. s. v. Emma lod sig sig dog ikke forstyrre. Hun fik et skærmbræt sat op i hjørnet af den store stue, og når kl. var henad 9, klædte hun sig af i sin krog, gik i seng og sov sødeligt. Tidlig næste morgen var hun på benene; selv sørgede hun for alt til skolen, posen blev pakket og afsted gik det i flyvende fart til Holmens Kanal. Hun kunne næsten altid sine lektier, kneb det en gang imellem, var hun med sit klare hoved aldrig i forlegenhed for svar.

Halkiers havde et yndigt landsted, Søvang kaldet. Der var stor have med vidunderlig frugt, strandjord, hvor en ko græssede (vi børn kaldte den md. Halkier), badehus var der også. Ejendommen lå på den nuværende Strandboulevard, ved siden af Johanne Louise Heibergs villa. Mangen en aften tilbragte vi hos den berømte kunstnerinde. Hvor var der henrivende i de lange alleer, når lindene sprang ud og nattergalene sang i de lyse nætter. 

Min søster og jeg boede ofte på Søvang om sommeren, hvilken lyksalighed for os tre småpiger at tumle os i den herlige have. Jeg ser Emma for mig en morgen i jordbærtiden. Som altid i sit liv ville hun gøre nytte. Tidlig var hun oppe, mens duggen lå på alle bladene. Hun iførte sig træsko og en gammel fløjlstrøje; så lå hun i timevis i de våde bede og plukkede jordbær til os alle.

Jeg mindes de henrivende morgener, når vi vandrede til skolen, belæssede med frugt og blomster til vore lærerinder. I Kastellet, hvorigennem vi gik, blæste soldaterne Bjørneborgernes March.

Så gik årene, og Emma blev ung pige. En dag, da vi sidder på verandaen, ser vi en høj, smuk, ung mand komme gående op gennem haven. Emma stirrede betaget på hans herlige skikkelse og friske og solbrændte sømandsansigt. Det var marineløjtnant Urban Gad. Emma var "væk" fra samme stund. Kort tid efter blev forlovelse deklareret mellem det unge par, og ikke længe efter stod brylluppet i hjemmet i Bredgade. Veninderne var henrykte; de var brudepiger. De nygiftes første hjem var ved Østervold; der var hyggeligt, som alle steder, hvor Emma færdedes. Senere flyttede de til Haregade, hvor de boede i et af de små Nyboderhuse. Mange glade timer har vennerne tilbragt dér, morsomt og hyggeligt var der altid hos Emma og Urban Gad. Trods den store virksomhed, Emma udfoldede, så havde hun dog altid stunder til at tale med folk, som søgte hende. Kom man en dag kl. 3, flk man en herlig kop te og en lun passiar.

Sidste gang, jeg besøgte min kære veninde, var kort før jul, da lå hun i sin seng, eller rettere hun sad op, omgivet af bøger og skriverier. På væggen lige for sengen hang et temmelig stort maleri af hendes kære, afdøde mand, malet af sønnen, Peter Urban. Man ser Gad, frisk og solbrændt, som en kæk sømand, iført stor, gul stråhat. Dette kønne billede minder om de glade dage i Humlebæk, hvor Emma og Gad havde skabt en yndig sommerbolig. - Ingen af os anede, hvor syg Emma allerede var den dag, hun var ved godt mod, hun sagde til mig: "Jeg ligger og læser din mors bog, og opfrisker gamle minder; jeg får en del at gøre, da jeg har lovet Gyldendal en bog til foråret." - Jeg bad Emma om dog at skåne sig lidt nu herefter. "Ja, når jeg er færdig med den bog," sagde hun, "så skal jeg tænke på at hvile." - Det var sidste gang jeg talte med Emma Gad; hun gik bort midt i sin gerning, alle vil vi savne hende, vi, som havde hende kær. Et kærligt, virksomt og originalt menneske har vi mistet, men mindet om hende lever, det Gad'ske hjem glemmes ikke.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 30. januar 1921).

 Sentimentaliteten og grinet.

---

Emme Gad ... en af den gamle tids skribenter

(Af forfatteren, forlagsboghandler Kai Woel).

---

Emma Gad er en af de forfattere fra firserne, der viste os et nyt lag i samfundet, påviste det og gav det en plads i litteraturen, og vil man beskæftige sig med den tidsperiode og være sikker på at have fået alting med, er det lige så nødvendigt at stifte bekendtskab med den lange række skuespil, som forfatterinden, klogt, har ladet trykke, og som nu repræsenterer hendes litterære efterladenskaber.

Emma Gad skildrede bourgeoisiet, men et andet end Otto Benzon. Hans samfundsklasse var en handelsoverklasse, Emma Gads en embeds- og adelskreds, og fru Gad viser os disse mennesker, der højt oppe på tilværelsens rangstige ikke har synderlig adkomst til at være placeret der. Det gik i de "gode, gamle Tider", da dagene drev som fredelige skyer over livets himmel; men Emma Gad stiller dem nu op mod sin tid, og hendes indsats blev så meget mere værdifuld derved, at hun selv forstod og følte med sin tid, medens hun var midt i den. Hun stiller en række af disse forvænte, lidt selskabstomme og festglanende mennesker over for tidens problemer, noget ubehageligt, de må tage standpunkt til; men hun er ikke doktrinær, hun er mere end en problemdigter.

I hendes sceniske arbejder er de altid agitation, og hendes sympati i agitationen er bestandig hos underklassen; men det forbyder hende ikke at føle med sine egne; hun erkender det tåbelige i, at den stor direktør, der tjener en million om året, lukker sin fabrik, fordi hans arbejdere vil have 2 øre mere om dagen; men hun søger også at finde årsagen til denne tåbelighed. Hun forstår, at fødsel og opvækst i et bestemt miljø, hvis tankeverden gennem generationer har været begrænset til et rent egoistisk velvære, har sin store skyld i, at ræsonnementerne og synspunkterne er, som de er. Men foruden dette defensorat for sin stand viser hun os disse mennesker som det, de også er inderst inde bag rang og titel, stand og fordom, nemlig mennesker, underkastet det mål af glæde og smerte, som skæbnen har tildelt os alle.

Selv opvokset i et hjem, der tilhørte handelsoverklassen, og gennem sit ægteskab knyttet til den højere embedsstand, har det sikkert ikke altid været hende lige let at fremsætte de synspunkter, hendes forfatterskab giver udtryk for. Det var i allerhøjeste grad sine "egne", hun raillerede over, og man kan ofte, særlig i de første arbejder, lytte sig til en antydning af selvforsvar gennem den tilsyneladende let hånlig henkastede foragt for kunstneren, som hun lægger sine mest udprægede klasserepræsentanter i munden. Når hun dog ikke vakte større forargelse i sin egen kreds, skyldes det de forskellige egenskaber, hun lægger for dagen ved løsningen af sine opgave: Hendes retsindighed er uomtvistelig, hendes loyalitet opad og nedad i samfundet altid hævet over og uberørt af hendes agitation, og endelig - og ikke mindst - bærer det sunde lune og den medfødte elskværdighed, der kendetegner alle hendes arbejder, hende over de vanskelige punkter. Emma Gads evne er et mærkeligt konglomerat af disse egenskaber, der i hendes person forenes, så hun bliver en slags litterær samfundsregulator, hvis opgave det er at rydde de værste hindringer for en storre livsudfoldelse en større og friere livsform, af vejen.

- - -

Emma Gad debuterede på Det kongelige Teater med en lille enakter: "Et aftenbesøg" (1886). Hun havde da fået et par skuespil kasseret, bl. a. "Fælles sag", som siden blev opført på Dagmarteatret (1889). Hendes navn stod ikke på plakaten, men kom først frem ved arbejdets udsendelse i bogform.

Hun viser i dette debutarbejde en sikker skikkelsesdannende evne, en rammende og vittig replik, der helt er samhørig med personerne. Hverken dette arbejde eller de efterfølgende udmærker sig dog ved nogen særlig dybde i betragtningen, men giver et levende og plastisk billede af det samfundslag, der fremstilles.

I "Fælles sag" er der en tone af alvor; satiren kommer først helt frem i lystspillet "I veldædigt øjemed" (1891), der er absolut karakteristisk for Emma Gad. Den på en mager pension vegeterende oberstinde har, for at føre sin datter ind i vedstillede kredse, i den hensigt at få hende godt og rigt gift, udfoldet en overordentlig foretagsomhed i veldædig retning, og i hendes spartanske saloner mødes en række typer i det højere bourgeoisi, der alle af forskellig årsag spekulerer i veldædighed. Fabrikant Kvist er en forfængelig festtaler, der søger lejlighed til at sætte sin person i relief og samtidig nærer et stille håb om, at man fra højere steder skal belønne hans foretagsomhed; fru Kvist er en stadig vandrende tevisit-dame, der adspreder sig med at intrigere, for derved selv at komme frem i første række under festlighederne; datteren Fanny, løjtnant Friis og flere opfatter al velgørenhedsfest som en forlystelse, festdekorator Wulff er en smart forretningsmand, der udnytter den forhåndenværende situation. Ingen tænker på de fattige. Ingen har tid til at tage sig af den sølle madam Sørensen; hun forlader sin vaskebalje, hvor hun karrigt tjener føden til de mange børn, for at ansøge komiteen om en lirekasse til sin fordrukne mand. Lidt grelt er det stillet op, Temaets understregning lovlig tydelig, men situationerne er levende og med en dramatisk tilspidsning, der ikke er uden virkning.

Nærmest dette arbejde ligger "Gadens børn" (med indlagte sange af Edvard Søderberg), hvor dog emnets gennemførelse er langt svagere. En hel række arbejder behandler pengenes indflydelse; dette tema er overordentlig varieret, morsomst i lystspillene "Tro som guld" (1893) og "Dydens belønning" (1900), der også indeholder en satire over den udvendige religiøsitet, "Den mystiske Arv" (1906) og "Guldfuglen" (1908) viser på forskellig måde mennesker og penge i relation til hinanden. I "Åbent visir" (1898), senere omarbejdet og udgivet under titlen "Barnets ret" (1911), drøftes spørgsmålet om det uægte barn i dets forhold til moderen; i de to skuespil "Et sølvbryllup" (1890) og "Ægtestand" (1913) er det ægteskabsspørgsmålet, der er genstand for diskussion. "Et Sølvbryllup" er det arbejde af Emma Gad, der gjorde mest lykke. Fra 1890-95 opførtes det 100 gange. Det er det mest kraftige i formen, måske lidt plumpt i karaktertegning og indhold, og dets folkelige yndest er forstandigt; men adskillige andre af fruens arbejder er både morsommere og sikrere gjort. Emma Gads dramatiske form er svagest i de første arbejder. Efterhånden lærer hun alle teatrets fif og kan til sidst opvise en jonglerende drevenhed i tilrettelæggelsen af de skiftende scener, ligesom hendes replikform stedse bliver sikrere. Lystspil som "Fruens politik", "Guldfuglen" og "Ægtestand" overbeviser om, at fruen har lært meget af det franske lystspil (Emma Gad oversatte i 1894 Sardons "Madame Sans-Gene", der samme år opførtes på Folketeatret og blev en stor succes - 110 opførelser i samme sæson), ofte så meget, at de mere alvorlige bevæggrunde forsvinder, og det hele kun bliver lystspil: en samling morsomme mennesker i en række morsomme situationer, muntert gjort, elskværdigt spillet, smil og sund latter hos publikum, og det hele glemt i overmorgen.

- - -

Savner dette forfatterskab således den store dybde, det gennemførte perspektiv - det giver sin tid helt. Det var jo en tid "mellem slagene". En overgangstid, hvor København fra at være en større provinsby blev en verdensby, og hvor dønningerne fra det åndelige europa svagt nåede frem. Det var den samme tid, hvor Strindberg skrev for døve øren, og hvor livets gemytlige og fredsomme pulseren nok kunne tillade, at man prikkede samvittighedens elefant med knappenåle, men større angreb tåltes ikke gerne.

Emma Gad forstod godt livets tragedie, tilværelsens mangelfulde opfyldelse af de forhåbninger, menneskene satte til den, men både tiden, hun levede i, og miljøet hun var rundet af, bød hende at fare med lempe. Hun har følt for menneskene, at det var synd, men hendes sind var brændende nok til, at hun formåede at skabe det evigtgyldige udtryk derfor. Hun var ikke kunstner nok. Hun slog til ro med lidt mondæn satire. Hendes overklassehjerte har sikkert banket både i frygt og fryd ved tanken om, hvor hun måtte forarge sin stand. Mere blev det ikke til. Men hun gav os, mere levende end de fleste andre, fordi hun er kvinde og derfor pr. instinkt ved besked med meget, som mænd ikke får med, et klart detaljeret billede af sit samfundslag, af livet, som det levedes i de tider, fruens håndbog i "Takt og Tone" (1918; 20. oplag 1929) viser bedre end alle de sceniske arbejder, hvor sikker hun var i sin viden.

Emma Gad.

(Kallundborg Avis, 26. juli 1930).

Emma Gad er i dag næsten entydigt associeret med hendes bog "Takt og tone" (1918). Men sådan var det ikke da hun levede.

Emma Gad var gennem næsten 3 årtier forfatter til en række skue- og lystspil (1886-1913) som blev opført mange gange på Københavns største teatre, Det Kongelige Teater og Dagmar.

Hun skrev eller oversætte 2 etikettebøger (1886).

Hun var vicepræsident for Kvindernes Udstilling (1895), var medstifter i Kvindernes Handels- og Kontoristforening (1898), formand i Dansk Kunstflidsforening (1900), formand for Danske Dramatikeres Forbund (1914-21).

I hendes hjem kom Georg Brandes.

Hendes Søn Urban Gad blev gift med Asta Nielsen og blev filminstruktør.

Saxoly. (Efterskrift til Politivennen)

"Saxoly"

Fru Nanna Trojel og hendes Fritidshjem

-De maa ikke kalde det for mit Hjem."

Vi sidder overfor Fru Nanna Trojel i et lille, hyggeligt Værelse paa en mørk Førstesal lige midt i Saksogades Hjerte. Og det er Fruen selv, som smilende ryster paa Hovedet og kommer med ovennævnte Indvending.

- Hvorfor dog ikke? Det er jo dog. . .

"Mig, der har faaet Ideen .... Javel! Men maa jeg nu ikke have Lov til at fortælle Dem det hele lige fra Grunden af.

Ser De.

Jeg har altid elsket Børn og ganske unge Mennesker. Jeg er selv Moder til fem, men jeg har aldrig hørt til de Kvinder, der bare tænker paa deres egne. Nej, jeg har haft det saadan, at netop dette, at jeg og mine var saadan stillet her i Livet, var saadan paa Solsiden, at vi aldrig behøvede at mangle noget, har fyldt mig med en endnu større Trang til at bringe Hjælp til alle de stakkels Børn, som har det ondt her i Verden, som sulter og fryser og bliver hundsede af en Far og Mor, som de kun er til Besvær! Til Besvær, fordi de overhovedet lever, skal have Mad og Klæder - koster Penge. Aa, hvor har de det ondt, ondt mange smaa Børn!

I tyve Aar har jeg boet i Ejendommen oppe paa Hjørnet af Saxogade og Vesterbrogode (lige over min Mands Forretning). Men ogsaa oppe fra den Ende af Saksogade kan man lære Nøden her omkring i Baggaarde og Sidehuse at kende. Naar man da har Øjne at se med og vil bruge dem. 

Saa blev jeg Værgeraadsmedlem og kom ind i Bestyrelsen af "Foreningen til Hjælp af enligstillede Kvinder med Børn". Og det er den Forening, som ejer Fritidshjemmet her.

Jeg er et ret praktisk og nøgternt Menneske, og ved godt, at det er umuligt at hjælpe alle, samt at den Hjælp, man yder, ofte kun er en Draabe i Havet. Men jeg ved ogsaa, at hvis vi allesammen gør, hvad der staar i vor Magt, saa kan der blive udrettet slet ikke helt lidt endda.

Jeg har i Aarevis gaaet og haft Kig paa en Knejpe, der laa i Stueetagen her i Ejendommen. En af de allerværste i sin Slags, en Udklækningsanstalt for Kvarterets "Piger" og Alfonser. Længe, længe har jeg gaaet og syslet med Tanken om at skabe denne Fordærvelsens Boplads om til en lun og værnende Rede for Kvarterets Børn og purunge Mennesker.

Og nu er Begyndelsen gjort - men ogsaa kun Begyndelsen! Det er mit Haaab og min Tro, at vi skal naa langt, langt frem, at vi med vor Institution maa kunne arbejde os op gennem Huset, drage Etage for Etage ind under vor Virksomhed. Endnu er vi kun Herrer over Stuen og Førstesalen.

Vi har Fritidshjem og Asyl og vi holder Ungdomsklubber! To Gange om Ugen for Drenge, to Gange for Piger, delt hver i et stort og lille Hold! Men mit Maal er naturligvis, at vi maa naa

til at kunne holde Lokalerne aabne dernede hver eneste Aften i Ugen, saadan at vore Drenge og Piger kan komme herhen, naar de vil, og læse, synge, passiare eller arbejde med deres Sløjd og Haandarbejde.

Selv tager jeg mig af de store Drenge hver Torsdag Aften, assisteret af en sløjdlærer. Nogle Damer og Herrer hjælper mig med de andre Hold.

Men saa er det Asylet, og det Fristed, som dette Hus skulde være for enhver lille Sjæl, som staar ene og forladt - og det er der saa mange, saa mange, der gør! Dér skorter det endnu. Jeg mangler en Kvinde, som af Kærlighed og Interesse for Sagen vil paatage sig Arbejdet her. Vil bo her og tage sig af alle dem, der kommer for at blive hjulpet og trøstet paa den ene eller anden Maade.

Jeg ved godt, at det er saare svært at finde en saadan Kvinde, thi de Egenskaber, hun skal være i Besiddelse af, maa være mange og store. Hun skal være af virkelig Dannelse og Kultur, og hun maa ikke være "nervøs", maa kunne taale Børns Støjen og Banken uden

straks at kalde dem "uartige" og dele Lussinger ud til højre og venstre. Og hun maa intet Øjeblik glemme, at mange af de Børn, som kommer her, er stakkels smaa aandeligt og legemligt misrøgtede Væsener, som trænger til al den Kærlighed al den Overbærenhed,

al den Moderømhed, et Kvindehjerte kan skænke.

Her bor allerede en Dame, en Enkefrue med sin lille Søn. Hun er et prægtigt Menneske med virkelig Forstaaelse af det Arbejde, jeg gerne vil gøre, og hun tager levende Del i det. Men under hende sorterer alt det praktiske. Og det er umuligt at forlange, at hun skal kunne overkomme mere, end hun gør.

Frøken Thulin-Petersen, som De maaske kender inde fra "Nødlidende Kvinder"s Kontor, bor her ogsaa lige for Tiden sammen med en lille forældreløs Pige, hun har taget til sig; et af "vore" Børn for Resten! Men hun er et lidt ældre Menneske og en Del nervøs og ved saa godt selv, at hun slet ikke egner sig til at være "Mor" for en større Flok Saksogadeungdom. Hun holder inderligt af Arbejdet her og har gjort en mægtig Indsats i Foreningen, har bragt mange personlige Ofre, er os i det hele taget ganske uundværlig - men hun har sin Begrænsning, som De og jeg har vore, hun kender den selv og ved, at hendes Plads ikke er her i Saksogade. . . .

Og her er jo Nød nok at lindre, nok at tage fat i.

Foruden den lille Pige, Frk. Thulin-Petersen har taget til sig, har vi endnu een lille forældreløs - eller rettere sagt: forladt - Pige i Huset. Dog kun midlertidig, til hun bliver anbragt paa et Børnehjem. 

Der er tre smaa Søskende paa ca. 5 og 6 Aar samt 9 Maaneder. Deres Far er død, og deres Mor er gaaet fra dem. Gaaet paa Dansebal simpelthen. En ung, køn Kone paa 23 Aar! Hun bryder sig ikke det mindste om Børnene, de er hende en Klods om Benet. Hun danser i Dansesalonerne og lever af Mandfolkene der. Sine Børn undte hun knap Føden endsige Renlighed eller anden Pasning, de laa saa at sige Dag og Nat ene i hendes usle Logis. Der fandt Værgeraadet dem efter en Klage fra Husbeboerne, som hørte dem græde Dag

og Nat.

Det er det mellemste af Børnene, som er her. En yndig lille Pige med gult Haar og brune Øjne, nu sød og tillidsfuld og glad, men da vi fik hende et lille forskræmt og hundset Væsen, der, blot man talte til hende, for hen i en Krog og gemte sig, angst for Klø og Spark.

Jeg ved godt, at Misantroperne siger; "Ja. nu har De hjulpet hende, men der er Hundreder af Børn, der lider! Tænk paa Moderen, der kastede sit 5-aarige Barn i Vandet i Hellerup! Tænk paa en Dagmar Overby - og alle de Mødre, som betinger en Dagmar Overbys Eksistens"

Men jeg giver dem ikke helt Ret. Thi, som jeg begyndte med at sige: Naar blot vi hver vil gere sit, hver vil hjælpe efter sin Evne, saa bliver der udrettet ikke saa helt lidt. Her skal blot mange

Penge til, det er det værste. Og jeg kan ikke med Tiggeri! Men derfor bliver jog naturligvis alligevel glad, hvis een, der læser disse Iinier, faar Lyst at hjælpe mig - ogsaa økonomisk!" slutter Fru Trojel med et Smil.

E. D. 

(Nationaltidende 5. januar 1921).

Nationaltidende bragte igen 12. april 1922 en lignende reportage med interview af Trojel fra et besøg i Saxoly.

Fritidshjemmet i Saxogade

Glade Smaa i "Saxoly". I Baggrunden staar en af de ledende Damer, Fru Nielsen.

Ikke ret mange véd, at der midt i Saxogade - i en af de store, graa Lejekaserner - findes et Fritidshjem for Børn, kaldet "Saxoly". Ingen kan fra Gaden se, at her er en Slags Børnehave, hvor 30-40 Børn under 7 Aar fra Kl. 7 Morgen til 5 Eftermiddag kan have et Hljem, mens  Moderen er paa Arbejde.

Pladsforholdene er indskrænkede; det er nemlig en tidligere Beværtning, der er lavet om til to store Stuer, hvor Børnene om Morgenen faar Sødgrød og Mælk og ved Middagstid spiser deres medbragte Mad, for hen paa Eftermiddagen atter at faa Mælk.

I Mellemtiden beskæftiges de Smaa med Papirsløjd og Leg. Den sidste drives helst, hvis Vejret blot nogenlunde tillader det, enten paa den nærmeste Legeplads eller i Søndermarken.

Men hvor Børnene saa end er og hvad de saa end foretager sig, saa er de tilsyneladende meget glade ved det altsammen. For dem er det alt Leg og Glæden bliver endnu større for de smaa Piger naar den elskede Dkke kan være med i det, hvad den heldigvis kan.

Desværre kan Bestyrerinden, Frk. Nanna Trojel og de daglige Ledere, Fru Nielsen og Frk. Madsen, ikke se saa mange smaa Gæster, som de gerne vilde. Dertil er Pladsen for indskænket, og de man med Sorg sige Nej til dette børnerige Kvarters mange Mødre, der gerne vil betale den 25 Øre pr. Dag hvorfor de kan skaffe deres Børn et godt Ophold, medens de selv er paa Arbejde.

For øvrigt er "Saxoly" ogsaa om Aftenen et Hjem for større Drenge og Piger, som her kan tilbringer Tiden med Læsning, forskellige Spil o. lign., medens unge Studenter ofte underholder dem paa forskellig Maade.

"Saxoly" er for 3-4 Aar siden oprettet af Foreningen til Hjælp for enligtstillede Kvinder med Børn, men bliver fra Nytaar en selvstændig institution, der bør finde al mulig Støtte hos enhver, der har Øjet aabent for, hvor meget et saadant Hjem er værd for dette Kvarters Børn.

(Aftenbladet (København) 21. november 1923).

Et Besøg i Saxoly

Fru Nanna Trojels Fritidshjem i Saxogade.

Dagen i "Saxoly" gaar med Arbejde, Leg og Sang ...

Midt i Saxogade, i en af de store, triste Lejekaserner, har Fru Nanna Trojel indrettet et Asyl og Fritidshjem i nogle Lokaler, hvor tidligere en Beværtning var til Huse. Fru Trojel havde selv sit Hjem paa Hjørnet af Saxogade og Vesterbrogade, og hun havde derfor rig Lejlighed til at iagttage, hvorledes det overbefolkede Kvarters Smaabøm, mens deres Fædre og Mødre var paa Arbejde, "Dagen igennem var overladt til dem selv, og hvordan de, efterhaanden som de voksede til, blev paavirkede af Omgivelserne.

Og saa fik jeg en brændende Lyst til at starte et Asyl og Fritidshjem for Saxogades Smaabøm, fortæller Fru Trojel mig en Dag, jeg er ude at aflægge hendes Virksomhed et Besøg. - Det var jo imidlertid i Bolignødens allerværste Dage, saa hvorledes jeg skulde faa et Lokale, der var egne til mit Formaal, anede jeg ikke. Men Tilfældet kom mig til Hjælp. Den omtalte "Snask" blev nedlagt, og jeg skyndte mig at sikre mig Lokalerne, som saa blev istandsat. Det. er nu ca. 4 Aar siden, og hvor jeg siden da har drevet mit Asyl, først i Samarbejde med Foreningen "Ulykkeligt stillede enlige Kvinder med Børn" og, efter at denne Forening er blevet slaaet sammen med "Ulykkeligt stillede Mødre" ,som selvstændig Virksomhed.

- Men Pengene?

- Ja, dem kniber det somme Tider med! Men de kommer jo! Jeg har nogen Hjælp fra Kommunen og en Del Bidragydere, som staar mig bi. Og selv maa jeg jeg jo saa se at gøre, hvad jeg kan for at holde det gaaende. Forresten betaler Mødrene ogsaa en lille Smule for at faa deres Børn anbragt her om Dagen, 25 Øre. Desuden skal de smaa have en Madpakke med.

- Og hvordan gaar Dagen her for dem?

- Klokken 7 om Morgenen aabner "Saxoly" sine Døre. Det vil sige, det bliver i Virkeligheden Kl. 6! thi mange af Mødrene skal jo stille paa deres Arbejdsplads Kl. 7, saa de maa af med de smaa lidt tidligere for at naa det.

Straks naar Børnene er kommet, faar de Havregrød med en stor Kop sød Mælk til. Ved 11-Tiden spiser de deres medbragte Mad, hvortil vi ogsaa giver dem sød Mælk, og om Eftermiddagen ved 4-Tiden trakterer vi dem med The eller Kakao og Brød. Klokken 5 kommer Mødrene og henter dem igen.

Ved Morgenbordet.

Og ind imellem Maaltiderne bliver der spaseret lange Ture med dem, der bliver leget, sunget og læst højt, eller de bliver beskæftiget med lette Børnehavearbejder. Og jeg tør jo nok paastaa, at mange Forældre og Børn er glade for Arrangementet De smaa morer sig storartet hos os, og Forældrene er jo under Arbejdstiden saa rart trygge med Hensyn til, at der ikke tilstøder de smaa nogen Ulykker.

Jeg mener jo, slutter Fru Trojel, at denne lille Virksomhed i al Beskedenhed har en stor moralsk Opgave at løse i disse Tider, hvor Bolignøden ofte gør, at Forældrene ligefrem er nødt til at lade Børnene løbe paa egen Haand og lege paa Gader og Stræder, naar de Ikke netop spiser eller sover, og hvor de økonomiske Tilstande tvinger en saa stor Del af Mødrene til at forlade Hjemmet for at erhverve til dets Opretholdelse. Jeg har allerede i Løbet af disse Par Aar set adskillige Eksempler paa, at Børn, som var ved at komme paa gale Veje er blevet bragt paa ret Køl igen ved, at Hjemmet her har taget sig af dem og skærmet dem mod Gadens Fristelser. - Maatte vi nu blot faa Raad og Evne til at fortsætte og maaske udvide Arbejdet

(Klokken 5, 27. september 1924)

Fritidshjemmet "Saxoly".

Er der mon nogen Bydel, der rummer saa rent ubegribelig mange Børn og Halvvoksne som Vesterbro? Godt, at der findes varmhjertede Kvinder, der har taget sig paa at forsøde disse Livets Stedbørns lysfattige Tilværelse. Og dette er netop "Saxoly"s Maal.

Fru V. Trojel.

Jeg træffer en al Forstanderinderne, Frk. Justesen, som fortæller mig, hvorledes denne lille Verden blev til.

- "Idyl" var der ikke paa dette Sted, inden vi kom til. Da laa der en Beværtning ved Navn "Hesteskoen". Hvad der foregik inden dens Mure, kan jeg overhovedet ikke sige Dem, saa gennemraat og forfærdeligt var det. Fru Apoteker Trojel, der er Medlem af Værgeraadet, havde godt Kendskab til disse Forhold, og ved sin Energi paavirkede hun efterhaanden Myndighederne saa stærkt, at Knejpen blev lukket. Hun lejede Lokalerne sammen med Foreningen "Ulykkeligt stillede Mødre", de arbejdede sammen i 5 Aar, men fra August 1924 slaar "Saxoly" frit. Fru Trojel er Hovedorganisatoren af det Hele, hun maatte forsøge at træde hjælpende til: hun kunde ikke glemme al den Elendighed, hun havde set.

- Hvad foretager De Dem med Børnene?

- Børnene, der alle er Fabriksarbejderskers Børn, kommer halvsyv om Morgenen og bliver til fem om Eftermiddagen. Vi underviser dem i almindelig Børnehavegerning, navnlig Pigerne, Drengene skærer ud. En Ting, der synes mig meget vigtig, er, at vi spadserer med dem 2 Timer hver Dag i en af Byens Parker. Klokken 9 faar de Havregrød med Sødmælk til, Klokken 3 enten en Ret varm Formad eIler Eftermad, alt for en Betaling af 35 øre om Dagen. Det er rørende at se disse Mødres Kærlighed til deres Unger, de kommer styrtende med dem om Morgenen, ængstelige for al komme for sent paa Fabriken, og hæsblæsende kommer de igen ved 5-Tiden for at hente dem hjem. Henrivende er det at se Børnenes Glæde, naar Mor kommer, for vel er de glade for os, men Mor er og bliver det bedste.

- - -

Fru Trojel og disse opofrende Damer behøver ikke, som saa mange af os andre, at sige til sig selv:

"Tænk paa hver Gang, to Barneøjne varme saa op til dig med Bøn om Hjælp i Nød, tænk, om du kunde aabne dine Arme, og hjælpe dem, der intet selv forbrød."

.... De øver daglig deres Kærlighedsgerning og bringer noget af Solens Lys til den snævre Sidegades Mørke, hvor de tænder Genskin fra Stjernerne i bedrøvede Barneøjne og triste unge Sind.

N. N.

(Nationaltidende 1. februar 1925).

Nanna Trojels mand havde et apotek på Vesterbro, i 1924 etablerede han Toms Fabrikker. Saxoly blev oprettet i 1920 i Saxogade 46-48, nu Saxogade 104 A, Vesterbro. Nanna Trojel var gift med en materialhandler på Vesterbro. Bygningerne er nu revet ned og området erstattet af en park. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det nuværende Saxoly Børnehus er en sammenlægning af Saxoly Vuggestue og Saxoly Børnehave til en integreret institution, som fik navnet Saxoly Børnehus. Vuggestue og børnehave blev officielt sammenlagt fra d. 1. januar 2004, men fungerede mere eller mindre som en sammenlagt institution siden sommeren 2003. Saxoly Børnehus er en selvejende institution og er tilknyttet Frie Børnehaver. Saxoly består foruden af Børnehuset også af Saxoly Fritidshjem som ligger både i stue etagen og med en afdeling på Oehlenschlægersgades Skole.

Et grimt Optrin paa en Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Et mindeord.

Mange sjællandske venstremænd husker fra de sjællandske delegeretmøder den bøje sympatiske togfører H. Petersen. Han, der var født paa Landet, bevarede også efter at være blevet bosat i København og skønt hørende til tjenestemandsklassen en forståelse af og interesse for landets kår. Han vedblev at være venstremand og forfægtede sin sag godt både med mund og pen. Et par gange har han været opstillet som Venstres kandidat i den gamle Stevnskreds, et på den tid utaknemmeligt arbejde, uden pressestøtte -  "Østsjællands Folkeblad" gik jo altid mod Venstre - og kæmpede med mange vanskeligheder.  Som omtalt døde togfører Petersen kort for jul, og mellem helligdagene blev han stedt til hvile. Han, der var en kirkeligt interesseret mand, begravedes fra Valgmenighedskirken på Frederiksberg under ualmindelig stor deltagelse, både af fagfæller, hvis faner vajede ved båren, og af folk fra Østsjælland, bl. a. af repræsentanter for Store Heddingekredsens Venstreforening, der havde sendt signeret krans.

Pastor Clausen talte over båren. Jordfæstelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, og da ligtoget bevægede sig over broen ved Carlsberg, passerede Masnedsundtoget - det tog, Petersen havde ført i så mange år - under Broen.

- På kirkegården gjorde det for øvrigt et uhyggeligt indtryk at se, hvorledes fagforeningsreglementet går forud for hensynet til den døde. Inden graven var kastet, blev klokken 4, og i det samme øjeblik tog graverkarlene deres skovle på nakken og forlod kirkegården.

Den halvt kastede grav blev stående således for følgets øjne, og de mange smukke kranse lå som en dynge ved den halvt åbne grav. Således skulle de vel ligge, til fagforeningsreglementet tillod graverkarlene at begynde påny.

Stevnsbo.

(Ringsted Folketidende, 29. december 1920.)