Sigurd Berg (1868-1921). (Efterskrift til Politivennen)

Sigurd Berg (1868-1921) var søn af Chresten Berg som omtales andetsteds på denne blog. Han var indenrigsminister i J. C. Christensens ministerium 1905–1908 i hvilket der blev gennemført socialpolitiske love om ulykkesforsikring, arbejdsløshedskasser og hjælpekasser. Samt lov om kommunal valgret (1908) til kvinder og tyende og afskaffede den priviligerede valgret for de højest beskattede. Desuden indførtes kommuneråd og landsråd i Grønland. Berg besøgte Grønland i 1907 som første danske minister. Kort før sin afgang bragte han ved sin mægling den store typografstrejke til ophør og banede herved vej for forligsmandsinstitutionen. 

Albertiaffæren september 1908 førte til ministeriet J. C. Christensens afgang, og der blev rejst rigsretstiltale mod Berg, ved hvilken han i 1910 blev idømt en bøde på 1.000 kr. for utilstrækkeligt tilsyn med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Hans nedtur fortsatte i 1913 hvor han i Frederikssundkredsen blev slået af den radikale kandidat.

I 1918 valgtes han i Skjernkredsen som han repræsenterede kredsen til sin død, og blev i maj 1920 indenrigsminister i ministeriet Neergaard. Som sådan involveret i afviklingen af krigstidens kriselovgivning, dansk lovgivnings og administrations indførelse i Sønderjylland og udbygning af sociallovgivningen, bl.a. invalide- og arbejdsløshedsforsikring, hjælpekasser og lærlingelov.

Sigurd Berg død.

Peter Elfelt (1866-1931): Sigurd Berg (1868-1921). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Fotoet er brugt i stedet for den oprindelige der er dårlig kvalitet.

I Gaar Morges Kl. 6 døde Indenrigsminister Sigurd Berg pludseligt, ramt af et Hjerteslag, kun 53 Aar gammel.

Han holdt Fødselsdag den 3. Juli. Kort i Forvejen var han vendt hjem fra en Rekreationsrejse i Tyskland og Frankrig. Sigurd Berg var ikke saa stærk, som hans lille, nette, rødmossede Skikkelse gav det Udseende af.

Han har i den sidste Snes Aar ikke saa sjælden været lidende - af en Aareforkalkning, der efterhaanden tiltog og voldte ham Smærter i Hjærtet og Aandenød.

Da han kom hjem fra Rejsen forefandt han en social og politisk Situation, der ikke tiltalte ham. Det knagede i Sammenholdet mellem Venstre og Højre. Kommunerne rejste Krav til Staten - medens Berg saa gærne vilde læsse Byrder og Ansvar over paa Kommunerne og derved dække det regerende Venstre. Ved Købstadforeningens Møde i Aarhus talte Berg baade nervøst og bittert.

I Lørdags holdt han Møde i Videbæk, i hans Valgkreds Skern i Vestjylland. Talen refereres udførligt i "Ringkøbing Amts Dagblad" i Gaar Eftermiddags og blev allerede i Gaar Middags, altsaa efter hans Død, udsendt af Ritzaus Bureau. Hans Partifæller betragter vel altsaa nu denne Tale som et Slags politisk Testamente. Den er for saa vidt ogsaa karakteristisk for Berg, som den bæres af et vis smaatskaarent dygtig, ikke altid helt loyal Kritik af Venstres Modstandere. Han omtaler Industrikrisen og Arbejdsløsheden udførligt, noget Hjærte for at hjælpe Arbejderne mærkes ogsaa - de skal ganske vist saa til Gengæld opgive "Tarif-Dogmet" - , men nogen virkelig Udvej véd han ikke. Han staar famlende og usikkert, øjensynligt i ikke ringe Grad bekymret for sit Partis og Regeringens Skæbne. Hvis Regeringsflertallet skulde svigte nu til Efteraaret, bebuder han, at Regeringen da ikke straks vil vige for et industrivenligt Ministerium, men derimod opløse Folkethinget.  Dermed søger han at true Højre. I øvrigt bebuder han en kommunal Grundskyld, men dog med mange Forbehold, samt en kommunal Værdistigningsskat og dernæst et Aldersrenteforslag - dog med den betegnende Tilføjelse, at det "kræver mange Overvejelser, naar det skal gennemføres i en økonomisk Overgangstid, men Sagen vil blive bragt til Løsning". - I Militærspørgsmaalet paaberaaber han sig Branting og Gunnar Knudsen. Venstre vil "søge at begrænse Udgifterne stærkt, og de personlige Byrder vil blive meget formindskede", men den almindelige Værnepligt skal opretholdes, "selv om det lovmæssige Antal Indkaldte formindskes betydeligt". Han siger, at han ellers frygter for "en Klassehær".

Store Linjer er der ikke i dette politiske Testamente. Det var der heller ikke i Sigurd Bergs hele Virksomhed. Han var født ind i Venstre og født ind i Venstres Politik og elskede den med samme paa én Gang materielle og ideelle Kærlighed, hvormed en Bonde hænger ved sin Fædrenegaard. Da hans Broder, den højere begavede Ejnar Berg, var død i en tidlig Alder, blev Sigurd Berg politisk Hovedarving til den mægtige Berg'ske Presse, som Faderen havde skabt i genial Arbejdskraft. Denne Ejendom gjorde Sigurd Berg til en indflydelsesrig Mand l Venstre. Han besad jo en væsenlig Del af Partiets Pressemagt.

Efter at være bleven Student og cand. phil. og efter have tilbragt nogle journalistiske Læreaar ved to-tre af Faderens Blade, blev han i 1892 Medredaktør og senere Chefredaktør af "Frederiksborg Amts Avis", kom i 1901 Ind i Folkethinget som Repræsentant for Frederikssundskredsen og blev allerede i Januar 1905, altsaa kun 37 Aar gammel, Indenrigsminister i J. C. Christensens Ministerum (efter at J. C. Christensen og Alberti havde sprængt Deuntzers Ministerium) - Han udviste Jævn Duelighed og indlagde sig Fortjeneste i den sociale Udvikling ved at medvirke til Arbejdsløshedsloven at 1907 og ved sin Mægling under den grafiske Konflikt i 1908, da han nedsatte det Udvalg, der førte til Forligsmandsloven. Vi har gentagende offenligt udtalt vor Anerkendelse heraf, og vi véd, at han satte Pris paa denne Anerkendelse. Nogen anti-social Mand var han ikke, lige saa lidt som hans Partichef J. C. Christensen.

Men han manglede overlegen Personlighed, og faldt derfor under Alberti-Krisen. Lige saa lidt som Christensen vilde han i Tide lytte til Kritiken over Alberti. Han søgte at betragte det hele som smaatskaaren Partiondskab mod Venstre - Venstre blev i det hele taget "mishandlet", sagde han en Gang. Albertis Fald rev derfor baade Christensen og Sigurd Berg ned, og medens Christensen ved Rigsretsdommen kun fik en moralsk Misbilligelse, blev Berg dømt - til en Bøde paa 2000 Kr. - for Forsømmelighed i Embedsgerningen.

Det ramte og krænkede den ærekære Mand, der bar det store politiske Navn, dybt, og han forvandt det aldrig helt. Det gjorde ham mindre end han egenlig var. Sin Valgkreds Frederikssund tabte han i 1910 og kom først i 1918 atter med i Rigsdagen, valgt i den sikre noget indremissionske, vestjyske Skern kreds. I 1920 kom saa Rehabiliteringen, da han atter blev Indenrigsminister, nemlig i Neergaards Kabinet.

Det sporedes paa ham. Han blev mindre sur, mere tilgængelig, mere elskværdig, og det grundige Nederlag han ikke uforskyldt havde paaført sit Parti i Valgreformsagen, oprettede han delvis ved sin Medvirken til Invaliderentelovens Gennemførelse.

Som Administrator af den store Bergske Presse var han en Dygtighed, men i politisk Henseende er denne Presse ganske vist bleven stadig mere smaatskaaren-perfid. Alle dens Redaktører er væsenlig af samme Type - en alt andet end fremragende eller tiltalende. Men i Sigurd Berg, der selv var en arbejdssom og flittig Mand, holdt dem paa forskellig, ganske virkningsfuld Maade, i hvert Fald til Arbejdet.

Venstre vil nu faa sit Besvær med denne Presseklump, der ikke ejes af Partiet eller Bøndernes Organisationer, men er en Familiedomæne uden at længere noget politisk Navn garanterer en bestemt Retningslinje. Denne Presse vil sikkert mere og mere forfalde i en snævert-lokal Annonce- og Abonnentpolitik. Forretningen og Udbyttet vil blive det afgørende endnu højere Grad end hidtil. Den vil lefle mere og mere ogsaa med den værste aandelige Reaktion.

Bergs Efterfølger som Folketingsmand bliver cand. polit. Johs. Rudfeldt fra Vejle Amt, idet nemlig Ringkøbing Amt, hvor Berg var valgt, fik alle Venstres Candidater valgt. Der er altsaa ingen Suppleant. Denne rykker da frem i det Amt, nemlig Vejle Amt, hvor Venstre havde flest urepræsenterede Stemmer. Rudfeldts Opstillingskreds var Fredericia, vor Partifælle L. Rasmussens gamle og stadige Kreds.

Skønt vi ikke har ventet meget af den Undersøgelse af Industrikrisen og Arbejdsløsheden, som Neergaard overdrog Berg og Rothe, vil den førstes Død dog let yderligere kunne forsinke Sagen. Det maa da kræves, at Indenrigsministerposten hurtigt besættes.

Nærmest er vel Hr. Jensen-Sønderup, hans gamle Modstander Fru Marie Lassen er jo nu ude af Stand til at lægge ham Hindringer i Vejen.

En Vanskelighed er det dog, at Jensen-Sønderup ikke staar, i hvert Fald ikke hidtil har staaet paa Neergaards og J. C. Christensens og Bergs Standpunkt i Aldersrentergsmaalet. Han har paa den anden Side et - frisindet - Særstandpunkt i Kirkepolitik. 

Den gamle Berg'ske Klike vilde sikkert helst have et Medlem af Familien ind, men det bliver vanskeligt nok at finde et saadant, der egner sig. Venstre er ingenlunde rigt paa yngre Dygtigheder.

Naar Christensen ved denne Valgperiodes Udløb træder ud af aktiv Politik, og Neergaard og Kl. Berntsen snart falder for Aldersgrænsen, staar Venstre efter Sigurd Bergs Død i Grunden meget fattigt paa politisk Talent og Avtoritet.

Berg havde sit Navn og sin Presse, men ved Siden deraf ogsaa nogle Egenskaber, der hævede ham op over den rene Middelmaadighed.

*

Foruden tre Vælgermøder i Skjernkredsen, hvoraf Berg holdt det sidste i Lørdags, havde han ogsaa lovet at tale ved Skyttestævnet i Fredericia. Men hans Læge Dr. Chr. Lundsgaard - der vikarierede for hans egentlige Huslæge Prof. Knud Faber - fraraadede ham det indstændig, og Berg sendte Afbud. Lægen havde ogsa fraraadet ham Møderne i Skjernkredsen.

I Søndags kom Berg atter hjem til København og foretog sammen med sin Hustru og Dr. Lundsgaard en Avtomobiludflugt til Greve Strand, mellem København og Køge, hvor hans Svoger Dr. Sylvest har et Sommerhus, og hvor ligeledes en Bekendt af ham, Justitsministeren i det Liebe'ske Kabintet, Dr. Sindballe, ligger paa Landet i Ferien.

Berg befandt sig tilsyneladende vel, var i godt Humør, lod sig bevæge til at trække Opholdet den smukke Sommeraften nogle Timer længere ud end bestemt. Ham kom hjem til København Kl. 11½ og gik i Seng. Om Morgenen lidt før Klokken 6 vaagnede han og sagde til sin Hustru: Jeg kan ikke sove i denne Varme, jeg har det ikke rigtigt godt.

Han fik et Asperinpulver, men udbrød straks efter: Jeg tror, jeg besvimer. Idet samme faldt hans Hoved tilbage paa Puden, og han var død.

Dr. Lundsgaard, som straks blev tilkaldt, kunde Intet udrette.

Bergs efterladte Hustru er en Datter af Landinspektør Sørensen, Hillerød. De har været gift i 23 Aar. Ægteskabet var barnløst.

Berg var i seks Aar Medlem af Hillerød Byraad.

I Faderens, gamle Chr. Bergs store gæstfri Hjem i Hillerød, fik Sigurd Berg sammen med Brødrene Ejnar og Viggo en udpræget politisk Opdragelse. Han og Ejnar kunde samtlige Stemmetal ved Folkethingsvalgene i en lang Aarrække.

Faderens uretfærdige Fængsling, der lagde Grunden til hans for tidlige Død, gjorde dybt Indtryk paa Børnene, og længe nærede de overordentlig Uvilje mod Højre. Først lidt efter lidt og langsomt førte de politiske Forhold Sigurd Berg i et venligere Forhold til Højre. Men han agtede aldrig dette Parti særlig højt.

Hans Ide var i Grunden deri, at Venstre skulde blive det sande konservative Parti i Danmark, et jævnt Borger- og Bondeparti uden altfor skarpt Skel hverken opadtil eller nedadtil. Denne Politik maatte dog mislykkes, dertil er Modsætningen mellem Land og By for gammel og for dyb og stadig holdt i Live af økonomiske Særinteresser.

(Social-Demokraten 12. juli 1921)

Sigurd Berg og Kvindernes Valgret.

Det var, skriver "Vejle A. Folkebl." Sigurd Berg, der gennemførte den kommunale Valgretsreform af 1908. Kvinder fik Valgret, og Skellene [ftt]eedes rundt omkring i vore Kommuner. Da Loven var gennemført, skrev en at vore Politikere, at dette Fremskridt i Virkeligheden var det største, der var sket i dansk Politik siden vi fik den fri Forfatning. Han havde Ret. Senere hen fik vi prentet en ny Grundlov og fik den lagt i Sølvskrin. Vi fik Grundlovsmalerier. Der var i det hele Reklame nok. Slet saa megen Stads blev der ikke gjort af Arbejdet i 1908. Og dog var det i Virkeligheden det, der dannede Grundlaget for, hvad der siden fulgte efter. Privilegierne fik deres Grundskud i 1908. Det er den første Skanse, der koster. Senere glider det lettere. Og det skal aldrig glemmes, at Sigurd Bergs Navn mere end nogen andens er knyttet til en Reform, som afskaffede Forrettigheder, der ingen Nytte gjorde og som bidrog til at skierpe Klassemodsætningen i vort Folk.

Danske Kvinder burde sætte Sigurd Berg et Æresminde. Han forstod, hvad deres Arbejde betyder for Hjemmene og hele vort Samfund, hvilke mægtige Værdier, der er forbeholdt Kvinderne at forvalte. Skulde de da ikke ogsaa have samme politiske og kommunale Ret som Mændene?

Han var søn af en stor Politiker. Han havde haft en meget god Mor.

(Thisted Amts Tidende 13. juli 1921)

Sigurd Bergs Eftermæle.

Det er et stort Tab og en stor Sorg 

baade for Ministeriet og for Venstre, at Sigurd Berg saa tidligt er gaaet bort, siger Justitsminister Rytter til "Sorø Amtstid.". Han var en Mand, som jeg satte umaadelig stor Pris paa. Jeg havde aldrig truffet ham før, da jeg traadte ind i Ministeriet Neergaard, men det gælder mig, som det gjaldt andre Kolleger, der ikke var vant til Regeringsarbejdet, at vi i Berg fandt den mest forstaaende Ven og Vejleder. Han var jo praktisk talt inde i alle Forhold og var enestaaende i sin Velvilje til at vejlede os under vort Arbejde. Han var en Mand, som jeg nærede den fuldstændigste Tillid til. Jeg har haft Lejlighed til at prøve hans Karakter, og jeg maa sige, at nogen mere uselvisk og velvillig Mand har jeg sjældent truffet paa. For ham gik Pligten frem for alt, og han havde paataget sig et Arbejde, som sikkert var større, end hans Kræfter kunde holde til. Enhver Sag, han havde med at gøre, gennemarbejdede han til Bunds, og han udfoldede en Flid, som vi alle maa beundre. I sit Hjem var han den elskværdigste og gæstfrieste Vært. Her som ved andre Lejligheder lagde jeg Mærke til, at Berg uden at vide det i Virkeligheden var overanstrengt og burde have undt sig Hvile, medens Tiden var.

Departementschef Fr. Martensen-Larsen

udtaler til Berl. Tid.: 

Det er et haardt Slag, der har ramt Indenrigsministeriet ved Bergs pludselige Bortgang. Hans fremragende Dygtighed, Arbejdsevne og Pligtfølelse gjorde ham til en udmærket Minister, og det var en Fornøjelse at arbejde sammen med ham. Han omfattede Indenrigsministeriets Anliggender med levende Interesse, gik uden Omsvøb til Sagens Kærne, og i de mange vanskelige Sager, der laa under hans Afgørelse, forstod han at undergive Grunde og Modgrunde en rolig PrøveIse og Afvejning til det rette Resultat var naaet. Hertil kom, at han i Livets Skole havde naaet en rig menneskelig Udvikling, som kom hans Arbejde til Gode.

Jeg tør sige, at vi alle i Ministeriet vi føle Tabet stærkt og vil bevare Berg i venligt Minde.

Forhv. Indenrigsminister Ove Rode

udtaler til Ekstrabladet bl. a.::

Han kom let til sin Stilling, men han havde ikke blot modtaget en betydelig politisk Opdragelse og Arv. Han havde ogsaa virkelige politiske Evner. Indenfor sin Generation i Partiet Venstre var han utvivlsomt den, der havde det sikreste politiske Blik og den Blanding af førende og forhandlende Evner, der muliggør en Stilling i første Linje.

Ved I. C. Christensens bebudede Tilbagetræden og de andre nuværende Venstreføreres høje Alder, var Sigurd Berg vistnok den, der stod Arven nærmest. Ved hans bratte Død vil derfor Venner fra Ungdommen og Modstandere gennem Livet beklage det Tab, som dansk Politik har lidt.

Bladudtalelser.

Frederiksborg Amts Avis (Redaktør Laur. Hansen) skriver:

Sigurd Berg var ikke født veltalende, men han blev det. Venstre havde ikke større Agitator. Hans stærke Røst hørtes af alle Tilhørerne selv i de største Forsamlinger, og haus Argumentation trevlede med Kyndighed ethvert af Modstandernes Angreb op. Aldrig var han i Tvivl om, hvorledes en Sag hang sammen. Han viste med lysende Klarhed, hvad Venstre vilde: et frit, selvhjulpent, ansvarsbevidst Folk. For ham blev Ordet demokratisk aldrig et Slagord, men en lovende Virkelighed. Det var ingen Tilfældighed, at det blev ham, der gav Kommunerne almindelig Valgret. Han troede paa Frihedens opdragende Magt, han stolede paa Befolkningens sunde Sans, naar den ikke vildledtes, og han trættedes derfor heller ikke i Arbejdet paa at befæste Friheden eller styrke Ansvarsfølelsen hos Vælgerne. Med levende Interesse var han med i det sociale Arbejde. Han fandt, at der ligger en stor Opgave, som Samfundet ikke kan skubbe fra sig, men som paa den anden Side skal løses, saa den styrker den enkeltes Selvhjulpethed. Fra Hjælpekasseloven til Lovene sidste Vinter om Arbejdsinvalider og de kroniske syge staar hans Arbejde her som en sluttet Ring, der smykker Danmark og stiller det paa en fremragende Plads, hvor der er Tale om Omsorg for syge, fattige og gamle. Det var ogsaa hans sociale Interesse, der 1908 førte ham frem som Mægler i den store Arbejdskonflikt, som han fik løst med lykkelig Haand.

"Ringkøbing Amts Dagblad" (V.):

Ligesom E. Berg havde Sigurd Berg en levende og urokkelig Tro til det danske Folk, og paa denne Tro byggede han det Arbejde til Folkegavn og Grøde, han allerede som ganske ung Mand tog op, og til sin sidste Tag bevarede han denne Tro paa sit Folk. Det forenede i hans Tanker og det bærende i al hans Gerning var Ønsket om at arbejde for og fremme det, der baader hele vort Folk og dermed vort Lands bedst. Han nær i Ordets allerrigeste Forstand en af dem, der byggede vort Land. Det skal ogsaa nok blive erkendt nu ved hans Død, selv af de Modstandere, der i hans Liv havde sværest ved at yde ham Anerkendelse.

"Fyns Venstreblad (R.):

Hans Indsats som en af "Venstre"s førende Mænd har været meget betydelig. Som Indenrigsminister i Aarene 1905-08 fik han gennemført Loven om Arbejdsløshedskasser, Hjælpekasseloven, Ulykkesforsikringsloven, og det var ligeledes under hans Førerskab, det store Valgretsforlig i 1908 blev sluttet mellem Højre og Reformpartiet, hvorved den lige almindelige kommunale Valgret blev gennemført til Sogne- og Byraadsvalg, men derimod ikke til Amtsraadene. Naar han formanede at gennemføre alle disse Love, laa det ikke alene i de politiske Forhold, der dannede Baggrunden for hans og Partiets Magt, men maaske nok saa meget i de Evner, der dengang prægede ham. Han var, da han stod i sin fulde Livskraft - endnu ikke svækket hverken af Sygdom eller af Rigsretsdommen, der tog mere paa ham, end nogen tilsyneladende saa - i mange Retninger en meget fremragende Forhandlingsleder.

"København":

Var Faderen stundom Stemningspolitiker, saa var Stemningen noget, som altid befandt sig i synlig Afstand fra ham. Han lod sig ikke bringe ud af sin Ligevægt af nogen Art af Stemningsbølger, der krusede det danske Folkesind. Vistnok fordi hans Temperament var nøgternt, men ogsaa fordi han havde større Kendskab til Grundlaget i det menneskelige Materiale, han stod i Kontakt med, end de fleste paa Forhaand vilde tro; derfor blev Sigurd Berg i den danske Politik i Almindelighed og indenfor sit Parti i Særdeleshed Repræsentant for den udprægede Realiteternes Vurdering, og i Kraft af denne Egenskab konverterede han efterhaanden sit arvede Navn med sit eget personlige Navn, og da dette blev klart, forstummede Modstandernes Spydigheder. Sigurd Berg indtraadte i Rækken af de Politikere, som med Rette kræver sin egen Plads.

"Kolding Folkeblad" (V.):

Sigurd Bergs tidlige Død, mens han stod midt i et betydningsfuldt Arbejde, er en Begivenhed i dansk Politik, et tungt Tab for Venstre og en personlig Sorg for Tusinder rundt om i Landet. For alle, der kendte ham og holdt af ham, vil det være vanskeligt at gøre sig fortrolig med, at vi skal savne hans øvede og sikre Haand i det politiske Arbejde, at vi ikke mere skal se hans lyse Skikkelse eller hore hans kloge friske Tale.

Loll. Falsters Folketid. (V.)

skriver:

Der var over Sigurd Bergs Væsen en personlig Varme og Inderlighed, som var Udtryk for en rigt udrustet Naturs Trang til at komme i nær menneskelig Forbindelse med alle dem, som kom i hans Nærhed. Den overordentlige Interesserethed for menneskelige Anliggender, som Sigurd Berg besad, hans Trang til og Evne til at være saa nær inde paa det levende Liv som vel muligt, havde snarest taget til med Aarene, og efterhaanden som Bergs Personlighed voksede, gav denne sunde Menneskelighed ham et mindeligt Vingesang som til Tider rakte overordentligt vidt.

Paa hans Livs Højdepunkt og midt i et stort og ansvarsfuldt Arbejde har Døden ramt Sigurd Berg. Han fik vel begyndt saa tidligt, at han allerede havde en hel Menneskealders politisk og offentligt Arbejde bag sig, men for menneskelige Øjne at dømme syntes han endnu ikke at have fuldendt sit Livsværk. Han syntes at have en rig Bane for sig, og den voldsomme og bratte Afslutning føles derfor som en Urimelighed.

(Thisted Amts Tidende 13. juli 1921)

Sigurd og Astrid Bergs gravsten på Vestre Kirkegård, København. Begravelseshøjtideligheden blev holdt i Holmens Kirke den 16. juli 1921. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skandaløse Optrin paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Dommer Oluf Bang havde i går en meget mærkelig sag til behandling, angående nogle skandaløse optrin, der var foregået på Vestre Kirkegård.

En Fru Gudrun Christensen fra St. Pedersstræde mistede for nogen tid siden sin mand, og hun har siden med omhu plejet hans grav på Vestre Kirkegård. Imidlertid har idyllen dog ikke været fuldkommen. Mandens moder har nemlig gentagne gange fjernet de blomster svigerdatteren lagde eller plantede på gravstedet, - og omvendt.

En dag kom det til en dramatisk scene mellem de to kvinder, da de tilfældigt mødtes på kirkegården. Bl.a. betegnede svigermoderen svigerdatteren med et højst uhøvisk udtryk.

For dette idømtes svigermoderen i går en bøde på 25 kr., hvorefter de to kvinder fik en skarp opfordring til ikke at fortsætte med deres stridigheder i hvert fald på kirkegården.

(København, 15. juli 1921.)

Den belgiske Soldatergrav. (Efterskrift til Politivennen).

Et mindesmærke afsløredes i går ved Katolsk Vestre Kirkegård.

Blandt dem, der i sin tid under de store krigsfangehjemsendelser fandt deres død her i Danmark som den spanske syges ofre, var også fem belgiske soldater.

De franske, de engelske og de italienske krigsfanger har fået deres mindesmærker. I går afsløredes på Katolsk Vestre Kirkegård et monument for de fem belgiske soldater.

Kl. 11 samledes monument-komiteen med en kreds af venner af Belgien og de øvrige allierede lande.

Ved graven, hvor monumentet stod tildækket, havde et detachment franske og engelske marinesoldater og en afdeling danske infanterister med musikkorps og opplantet fane taget opstilling.

Blandt de tilstedeværende sås den franske minister Vicomte de Fontenay i spidsen for legationens øvrige medlemmer, den engelske minister Sir Charles Marling og lady Marling, den italienske minister Baron Aloisi og flere andre medlemmer af den italienske legation, “La Marnes" chef og øvrige officerer, generalmajor Nyholm, stabslæge Gordon Norrie, professor Ehlers og frue, grosserer A. Fonnesbech, professorerne Heiberg og Mygind, M. Mahaut, formanden for den franske hjælpeforening M. Laroix, grosserer Just, der repræsenterer Alliance Francaise, og mange flere.

Lige for højtidelighedens begyndelse ankommer den belgiske minister M. AIlart, der lige har rejst sig fra et langt sygeleje, og kun med den største anstrengelse kan overvære højtideligheden.

Så lyder fanemarchens toner, og prinsesse Margrethe, ledsaget af hofdame frk. Utke Ramsing, kommer gående forbi æreskompagniet ledsaget af monumentkomiteens medlemmer.

Prinsessen hilser først på minister Allart og dernæst på flere af de øvrige tilstedeværende.

Højtideligheden indledes med den mindeværdige salme “Nearer my God to the”, mens alle blotter hovedet.

Prof. Ehlers mindetale

Så træder professor Ehlers frem ved graven og henvender sig til de tilstedeværende.

Se på denne sorte sten, siger han, hvor den kontrasterer med den hvide faxekalksten, der ligger under den. De finder ikke magen til den på denne smukke kirkegård.

Til dette beskedne mindesmærke, bevis om vor dybe sorg over de 5 belgiske soldater, som en for tidlig død bortkaldte, før de nåede hjem til det sejrrige fædreland, har arkitekten nemlig valgt belgisk granit, granit fra Hainaut, eller som flamlænderne kalder det Hene-gowen.

Denne sten, som kommer fra det vigtigste industricentrum i Belgien, kan lovprise den belgiske arbejders flittige iver i fredstid, medens Hainaut, landet ved Sambre og Meuse, med navnene på nogle af sine byer, Jemmappes, Malplaquet, Manbeuge og Charleroi kan minde os om, at dets jord i de svundne sekler har drukket strømme af blod, og at det er farligt for en fjende at trænge ind på den.

Charleroi! Vore tanker vanker tilbage til den græsselige august måned 1914, da den barbariske fjende overfaldt det fredelige lille land.

“Lad os komme igennem! Vi vil Jer intet ondt! Ned med våbnene!" Andre ville måske have sagt: “Hvad kan det nytte at forsvare sig. Hvad kommer den strid os ved."

Men det tapre lille folk, som anførtes af sin modige og store konge Albert, udstødte kun et eneste skrig af raseri: “Vi tinger aldrig om fædrelandets ære; her kommer man ikke igennem uden kamp...

Aldrig skal de danske glemme, hvad fjenden gjorde i Visé, i Louvain og Dinant sur Meuse. Aldrig glemmer vi general Leman og hans heltemodige forsvar af Liége. Aldrig glemmer vi det blodige slag ved Charleroi, som muliggjorde det for franskmændene at samle sig bagved Marnefloden.

Det lille Belgiens heltemodige modstand frelste verden. 

De 5 små soldater, som fandt døden her på tærsklen til den genvundne frihed, da de skulle hjem til dem selv igen, har - i fædrelandets navn - krav på Danmarks evige taknemlighed for den udvidelse vi vandt ved deres heltemodige offer.

Vi ville gerne have plantet laurbær på graven Men ak! Danmarks klima tillader kun kirsebær-laurbær.

Men de danske skal våge over dette lille monument som tegn på vor dybeste erkendtliglied.

Dækket falder og ministeren takker.

Gravmælet over de 5 belgiske krigsfanger der døde af den spanske syge under hjemrejsen. Kirsebærlaurbærrene er blevet erstattet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under de sidste ord af professorens tale er dækket faldet, der præsenteres gevær, og for beskuerne åbenbarer sig en sort obeliskagtig sten, i hvilken er indgraveret navnene på de fem døde soldater. Foran ses et broncerelief med den belgiske løve

Pladen foran mindesmærket med den belgiske løve øverst. Teksten lyder: "Apres avoir subi toutes les souffrances de la captivité en Allemagne ils sont morts sur la route que les ramenait a la mere patrie. Pour la liberte de laquelles ils avaient lutte mais qu'ils n'ont pas eu le bonheur de revoir". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Højesteretssagfører Harboe, der er formand for komitéen, træder derpå frem foran monumentet. Han takker alle, som har medvirket ved dets tilblivelse, bidragydere, kunstnere og håndværkere. Ikke mindst takker han prinsesse Margrethe, der har været protektrice for indsamlingen, fordi hun er kommet til stede, og han benytter lejligheden til at minde om, at det formodentlig er sidste gang, prinsessen repræsenterer officielt som dansk prinsesse. På komitéens vegne overgiver formanden derpå monumentet til den belgiske minister, idet han udtalte håbet om, at dette beskedne mindesmærke måtte sprede lidt lys i de efterladtes sorg.

M. Allart tog derpå ordet, idet han først takkede prinsesse Margrethe og alle dem der ved denne lejlighed havde vist hans landsmænd denne ære.

Det er i prøvelsens timer, man skal kende sine venner, sagde ministeren. Belgien vil aldrig glemme den hjælp, Danmark sendte, da Belgien var stedt i den yderste nød.

Og senere, da vore soldater vendte hjem fra fangenskabet, tog Danmark imod dem med åbne arme. De vidste de kom til venner, og åndede op efter den onde tid. Men her, på deres første station mod hjemmet, segnede fem af dem. Den danske jord tog dem i sin favn.

Vi vil værne mindet om dem her.

I den belgiske hærs navn siger jeg et stort og varmt tak.

Så lød “La Brabanconne”, den belgiske nationalsangs ildfulde toner henover graven, og foran mindestøtten nedlagdes et væld af skønne blomster med signerede bånd i de belgiske, franske, italienske og danske farver.

Dermed var højtideligheden til ende. Prinsesse Margrethe tog afsked med M. Allart, komiteens medlemmer o. fl. og begav sig ud til sit automobil til fanemarchens toner, M. Allart kørte bort, og langsomt spredtes alle de øvrige tilstedeværende.

(København 5. juni 1921.)

Uhyggeligt Fund paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen) - 1921

Et nøgent barnelig findes på en gravsten

Hvor og hvem er moderen?

En ældre dame, der i går besøgte Vestre Kirkegård for at dvæle et øjeblik hos sine kære afdøde, gjorde en uhyggelig opdagelse, der, selv om der nu synes at mangle ethvet spor, muligvis vil føre til opklaring af en ny, trist social tragedie, hvor en ulykkelig ung pige har søgt at slippe for følgerne af et kærlighedsforhold ved at dræbe sit nyfødte barn og henlægge det på Vestre Kirkegård.

Damen blev opmærksom på, at der lå en pakke på en gravsten. Da kirkegårdsbetjenten kom til, viste det sig at være liget af et nyfødt fuldbårent drengebarn.

Barneliget var fuldstændigt nøgent og kun indpakket i en avis, antagelig for at udslette ethvert spor. Om halsen havde det nogle røde striber, som om det var ombragt ved kvælning; disse striber kan dog ifølge politilægens udsagn også fremkomme ved naturlig død, men hele den måde, liget blev fundet på, tyder mest på, at der foreligger en forbrydelse. Sagen blev straks overgivet til politiet, og opdageren Allestrup fra Svendsgade beordrede barneliget til Retsmedicinsk Institut.

Hvem er Moderen?

Liget af det lille barn har antagelig ikke ligget på kirkegården i lang tid, og det jo heller ikke godt tænkes, at den unge kvinde, der har født, ret længe vil kunne skjule sin tilstand. Når politiet nu tager fat med undersøgelsesarbejdet, vil de nærmeste dage rimeligvis løfte hemmelighedens slør for en ny barnemordsaffære - en ny social tragedie.

(Arbejderbladet, 5. juni 1921.)

Stor Fosterfordrivelsesaffære paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen).

12 Tiltalte. - Affæren kom frem som en Hævn fra en Husbeboer. - Bør der ske Indskrænkninger i Bandagisternes Handel?.

I Dag vil der i Landsrettens 3. Afdeling komme en Fosterfordrivelsesaffære til Behandling, i hvilken der ikke er mindre end 12 Tiltalte. Sagen har ved Byretten været behandlet i dybeste Stilhed og forøvrigt med en usædvanlig Energi. Det er Assessor Lundsteen, der har haft den til Behandling. Til Trods for de Impliceredes store Antal og den Mængde Vidner, der skulde afhøres, lykkedes det Assessoren at have Sagen fuldt belyst i Løbet af 4 Døgn, men der var ogsaa Forhør i Dag og Nat. Derefter gik Sagen til Forundersøgelse hos Dommer Sinding, som atter afgav den til Landsretten.

Hovedpersonerne i Affæren er en Fru Jørgensen og en Fru Klose. Den 40-aarige Fru Ella Jørgensen, som er gift med en Skibsfører og bor paa Nørrebro, havde oprindelig af ren og skær Lyst til at gøre sig interessant tilbudt flere af Husets kvindelige Beboere sin Hjælp, uden at de havde modtaget den. Derimod havde en Søster ladet sig behandle af hende, og hun, der var ansat paa en Systue, havde draget flere med sig ud til Søsteren. 

Paa et senere Stadium kom Fru Jørgensen i Forbindelse med Fru Klose, som lærte hende visse operative Indgreb. Efter at de to Kvinder havde slaaet sig sammen, blev den forbryderiske Virksomhed drevet paa ligefrem livsfarlig Maade.

En skønne Dag kom Opdagelsen. Fru Jørgensen var kommet i heftig Uvenskab med en af Husets Kvinder, og denne meddelte Politiet, hvilke Rygter der gik om Fru Jørgensen. Saa blev Fru Jørgensen sat under Anholdelse. Hun tilstod straks alt.

Straks, da Assessor Lundsten havde Fru Jørgensen i Forhør, var han klar over, at hun ikke var ganske normal. Hun fortalte løs overfor Assessoren paa en Maade, som om hun ogsaa gik ud paa at gøre sig interessant overfor ham. Da de fire drøje Døgns Forhør var overstaaet, sørgede Assessoren for, at hun blev indlagt til Observation paa Kommunehospitalets 6. Afdeling hos Professor Vimmer. Her forblev hun i 3. Maaneder og blev fornylig udskrevet med en noget vag Erklæring om, at helt normal var hun ikke. 

Kun i eet Tilfælde har hun taget mod Penge. I Virkeligheden har kun har villet eet: spille klog Kone.

De øvrige Implicerede er med Undtagelse af 2 Mænd - Ægtemænd, der har ydet Hjælp - unge Piger. To af disse vil give Juristerne noget Bryderi, idet de har været under Behandling, uden at der har været Grund for det. Hvilken Paragraf kan de straffes efter? Eller er deres Handling overhovedet strafbar?

Der er under Sagen kommet Oplysninger frem, som maaske kan gøre det nødvendigt, at visse Indskrænkninger i Bandagisternes Handelsfrihed sættes under Diskussion paa autoritativt Sted. Flere af Fru Jørgensens og Fru Kloses Operation er er nemlig udførte med Instrumenter, som der ikke burde være almen Adgang til. De burde kun kunne rekvireres af Læger. 

Overværgeraadets Formand, Overretssassessor Brun, fremkom for nogen Tid siden med en Udtalelse om, at der fandtes flere hemmelige Fosterfordrivelsescentraler, end almindelige Mennesker drømte om. Denne Sags Fremkomst bekræfter Udtalelsen.

Torrent.

(Nationaltidende, 13. maj 1921).

Den 17. maj 1921 idømte Østre Landsret fru Kirstine Ellen Jørgensen, f. Hansen, og fru Klose hhv. 3 års forbedringshus og 18 måneder. De øvrige fik fra 30 dages fængsel til 8 måneders forbedringshus. 4 af disse dog betingede. I Politiets registerblade, udfærdiget 1. november 1916 optræder pakkerske Ellen Kirstine Jørgensen, født 12. marts 1902, Jægergade 12, 4. sal. I Fødselsstiftelsen arkiv optræder dette navn, gift 31. marts 1920 med arbejdsmand Karlo Emil Sofus Petersen. Jægergade 12, 4. sal. Fødte en dreng, 28. maj 1920.