Der var en Tid da Nationaldilleriet flød vidt og bredt over alle Kanter, hvor alle mulige eller rettere umulige Organisationer voksede som Paddehatte paa en forløjet Patriotismes stinkende Madding.
Blandt andet fandt nogle Fruentimmere af Overklassen paa at skulle gøre sig nyttige med en Forening, Danske Kvinders Forsvarsforening, en Forening, der, saavidt vi véd, ikke fik anden praktisk Betydning end at nogle Damer vimsede rundt og gjorde sig bemærket, og hvis éneste positive Resultat vistnok kun blev Indkøbet af en Buste af den tapre Landsoldat, som nu staar ene og forladt med en brækket Arm i de tomme Lokaler, Rosengaarden 12. hvor Kanonkvinderne havde Kontor ved Siden af "Flensborgsamfundet", der var et lignende nationalpatriotisk Halløjforetagende.
Baade Organisationerne og de Patrioter, som her søgte Tilfredsstillelse for deres Knaphulskløe, var saa umulige at de forlængst har ophørt med at betyde noget, saa vi skulde ikke have beskæftiget os med dem, om ikke en af Forgrundsfigurerne havde paakaldt vor Opmærksombed paa en lidet smigrende Maade, ved sin uforskammede Optræden overfor en af sine Forbindelser, en Fru T.
Efter at vi forgæves har søgt at træffe en mindelig Ordning, finder vi Anledning til at præsentere Offentligheden den Optræden, tidligere Formand for Danske Kvinders Forsvarsforening, Fru Oberstinde Ramsing har udvist overfor en enligstillet Dame, Fru T.
Dan er lidet smigrende for den forsvarsgale Oberstinde, der har Tid til Raadighed for Agitation til Anskaffelsen af Mordredskaber, men som ikke har Raad til en Smule menneskeligt Hensyn overfor en mindre heldigstillet Medborgerinde.
Nævnte Oberstinde boer i Ribegade 8, hvor Fru T. hade et Værelse, som Fru Ramsing satte Pris paa at faa overladt, hvad hun ogsaa fik.
Til Gengæld fik Fru T. overladt et Værelse i Rosengaarden 12. hvor de krigsgale Kvinders Liga før havde haft Kontor. Fru Ramsing har lejet Kontorerne til 1. April, men har nu ønsket at fremleje Værelserne fra 1. September og derfor skal Fru T. nu sættes paa Gaden uden Hensyn til, at hun i sin Tid har overladt Fru Ramsing sit Værelse.
Fru T. nægter selvfølgelig at flytte, ssa meget mere som Oberstinden ikke har Nævnets Tilladelse til Fremleje.
I Gaar optraadte Fru Ramsing i fuld Krigsmaling, generede Fru T. paa det groveste og besørgede at de elektriske Lyspærer blev skruet af. Lejeren, en Kommunelærer, som vi foreløbig skal undlade at nævne Navnet paa, "optraadte" ogsaa. Begge truede med Fogeden.
Fru T. tager foreløbig Uforskammethederne med iskold Ro.
De nærmeste Dags vil antagelig bringe nye Aktioner fra Kanonkvindernes Side, som vi skal holde vore Læsere a jour med.
Foreløbig vil vi kun paatale den Skandale, at Danske Kvinders Forsvarsforening, der har Raad til det militære Vanvid, nu for at redde skallede Hundrede Kroner for et Kvartals Husleje, optræder paa denne Maade overfor Fru T., men maaske er det Oberstinden, der personlig hæfter for denne Frækhed.
Det kan tilføjes, at Fru T. har tilbudt at betale Lejen for hele Lejligheden, men er nægtet dette. Heller ikke føler den "fine" Dame sig foranlediget til at skaffe Fru T. et Værelse, men kan kun henvise hende til de Husvildes Skæbne.
Vore Læsere vil være enige med os i, at en topmaalt Uforskammethed er et mildt Udtryk for Oberstinde Ramsings Optræden, naar hun, der selv bor tilhuse i en rummelig og herskabelig Lejlighed, pas ovennævnte Maade fortrædiger en enligstillet og daarlig situeret Dame.
(Arbejderbladet 2. september 1921).
Vi omtalte for nogle Dage siden den mindre pæne Optræden Oberstinde Ramsing, tidligere Formand for Danske Kvinders Forsvarsforening, har udvist overfor en enligstillet Dame, Fru T., hvis Lejlighed Oberstinden havde overtaget mod til Gengæld at give Fru T. et Værelse i Rosengaarden 12, 4. Sal, hvor Kanonkvinderne før har haft Kontor. Ved Chikanerier af enhver Art: Lukning af Gas og elektrisk Lys, har den forsvarsgale Dame, der udad til ynder at prange som stor Fædrelandsven, afsløret sig som en ren og skær Menneskefjende.
Som det sidste Led i Kampangen har Oberster den nu sendt Fru T. Fogeden paa Halsen, skønt Fru T. har tilbudt at flytte, naar blot Fru Ramsing vil skaffe henne et Værelse i Stedet for det, hun ved sin Overtalelsesevne har berøvet hende.
I Forgaars mødtes Parterne hos Fogeden, hvor Oberstinden var repræsenteret ved Sagfører Herforth. Vi kender ikke Manden Evner som Sagfører, men denne Sag havde han faaet ganske forkert i Halsen.
Han søgte at dække Oberstindens skandaløse Optræden overfor Fru T. med at fortælle om deri Uret, der var overgaaet "det godgørende Menneske", Fru Ramsing, der var generet af det fæle "Syndikalistblad" og mente tilsyneladende at der vildt blive taget særligt Hensyn til den fine Dame, naar han fremstillede Fru T. som kun "en Rengøringskone" .
Disse for en Sagfører lidet vældige Flovser skulde vel dække Mandens Mangel paa saglige Argumenter. De gjorde imidlertid ikke Indtryk paa Fogeden, der tog Protesten fra Fru T. til Følge.
Det turde nu være paa Tide at Oberstinde Ramsing traf en Ordning med sin Lejer, Fru T., der er mere i Overensstemmelse med "Takt og Tone" paa dette Omraade.
Selv om man kar et "fint" Navn og er Forgrundsfigur i den militaristiske Halløj bevægelse, kan maa ikke optræde overfor fattige Medborgere, som det passer en.
Man kunde have ønsket Fru Ramsing en bedre Skæbne, end at hun, der har ydet Fædrelandet saa store Tjenester, skulde "forbløde" i Kampen for at faa smidt en "Rengøringskone" (en Betegnelse, som den "fine" Fru R. ynder at ydmyge Fru T. med) paa Gaden.
Foreløbig ser det jo ikke ud til, at Fogeden vil være behjælpelig med Rakkerarbejde.
(Arbejderbladet 10. september 1921).
Vi har tidligere her i Bladet omtalt den lidet tiltalende Optræden som den kendte "Kanonkvinde" Oberetinde Ramsing udviste overfor en enligstillet Dame, Fru T., hvem hun først fralokkede et Værelse, som Oberstinden privat havde Brug for, og bag efter vilde udsætte af den Lejlighed hun til Gengæld havde overladt Fru T.
Paa vor Foranledning gik Opsigelsen til Protest hos Fogeden og den patriotiske Dame og hendes juridiske Konsulent, Sagfører Herforth, hentede sig dér en velfortjent Afvisning. Denne bragte Kanonkvinden, Fru Ramsing, til Jorden igen. Hun har nu skaffet Udvej for en Lejlighed og Køkken og har betalt Flytningen for Fru T. En fornuftig og tilfredsstillende Ordning, eom Oberstinden burde have truffet fra først af uden at kompromittere rig gennem et grimt Forsøg paa Boligspekulation.
Vi kvitterer for Oberstindens Kapitulation.
(Arbejderbladet 17. september 1921).
Se samtlige artikler og link til disse her: Julie Ramsing (1871-1954).
København.
(Specialtelegram.)
Politiet har i længere Tid haft Anelse om, at der i den nye Bygning Axelborg i København fandtes en Spillebule. I Gaar bestyrkedes Politiet i sin Antagelse, en stor Politistyrke omringede den paagældende Lejlighed og stormede den med det resultat, at man anholdt 11 Spillere, der alle tilhører det mest kendte København. Man beslaglagde 100,000 Kr. i Veksler, Checks og Penge. Af de 11 Spillere blev 3 holdt tilbage, nemlig to kendte Grosserere, Axel Ingermand og Karl Jensen, samt en af Spillerne, en meget kendt Ingeniør, Axel Peters.
De to Grosserer indrømmede at have lejet 5 store Værelser og indrettet dem til en Spillebule efter de bedste Mønstre. Der spilledes med Roulet. Forretningen havde de drevet i de sidste 5 Maaneder, og Omsætningen talte svimlende Summer.
Grunden til, at Peters blev anholdt er den, at han energisk protesterede mod Beslaglæggelsen af de 100,000 Kr. og appelerede Beslaglæggelses-Kendelsen for Landsretten.
(Aarhuus Stifts-Tidende 6. august 1921).
Østre Landsrets 6. Afdeling blev i Gaar ulejliget med det Kæremaal, Ingeniør Peters havde rejst over Byretsdommer Pihls Beslaglæggelse af de Penge, Ingeniøren diskret men lidt ubehændigt lod glide ned i sine Underbenklæder, da Politiet forleden Eftermiddag stormede Spillebulen i Grosserer Engermanns Kontor i Axelborg.
Retten beklædtes af Landsdommerne Riise som Formand og Nellemann og Axel Petersen. Forhandlingerne var ganske korte, og uden lange Kommentarer forkastede Retten Kæremaalet og stadfæstede Konfiskationen af Ingeniørens Penge - ialt 123 Kr. og 591 tyske Mark, til trods for, at han her som i Byretten stred saa bravt for at faa dem udleveret under Henvisning til, at han manglede dem til at leve for!
Udover det uheldige Udfald af ingeniør Peters' Appel, der sagtens næppe kommer overraskende for nogen, bragte Sagen i Gaar en virkelig Sensation i Axelborgs Spilleaffære.
Politiet havde nemlig ved at pusle med de Checks, Anvisninger og Forskrivninger, der blev taget paa Engermanns grønne Bord, - og som jo, som før meddelt, løber op til den forholdsvis svimlende sum af 100.000 Kr., - gjort den opdagelse, at en stor del af forskrivningerne, d. v. s. et Slag GæIdsbeviser, var daterede en rum Tid før den Dag, da Banken blev stormet, altsaa i Fredags. Og da man kiggede nærmere paa Datoerne, viste det sig, at disse alle faldt sammen med forskellige Travdage i sidst Meeting paa Banen ude ved Charlottenlund.
Det har længe været en offentlig Hemmelighed, at Grosserer Johan Engermann foruden sine forskellige Spillebuler - i Blaagaardsgade 14, paa Gasværksvej 29, Forchhammersvej 3 og nu altsaa i Axelborg - i lange Tider har drevet en omfattende Bookmakervirksomhed ude paa Traverbanen. Han har været "Grossisten" blandt Bookmakerne, og han har i Modsætning til de mange Detaillister derude, som Politiet laver Klapjagt paa, hidtil forstaaet at holde sig klar af Retfærdigheden, netop fordi hans Kundekred har været af helt eksklusiv Natur, og da navnlig Folk, af hvem det ikke var nødvendigt at kræve kontant Indskud, men hvis blotte Ordre var tilstrækkelig ganske som ved en almindelig Børsspekulation hos en Vekselerer.
Og de Gældsbeviser, der nu er konfiskerede i Spillebulen i Axelborg, er netop - saaledes gætter Politiet og utvivlsomt med Rette - Forskrivninger fra Folk, der er blevet blanket af paa Traverbanen hos Hr. Engermann, og som saa ved det afsluttendf Opgør, der formentlig er foretaget efter Løbets Afslutning, ved Aftensmaden oppe i Restaurationen eller ovre i Skoven - bare udenfor Politiets Rækkevidde, - har manglet Kontanter og derfor har maattet "grifle Papirer", som det hedder mellem Spillerne.
For Skyldnerne, for de ulykkelige Udstedere af Gældsbeviserne, faar Opdagelsen af dette Forhold en højst kedelig Virkning. Havde Gældsbeviset nemlig drejet sig om Penge, der var tabt ved det grønne Bord, vilde Skyldnerne blankt have kunnet nægte at betale under Henvisning til, at Hazardspilsgæld kan fragaas. Men Spil paa Traverbanen er jo ikke Hazard. Og Gæld, der stammer herfra, selvom Kreditoren er en Bookmaker, kan inddrives, eventuelt som i den foreliggende Sag ogsaa af de Politibetjente der ved den endelige Dom faar Værdipapirerne udleverede som deres Part af Byttet.
For Grosserer Engermann selv bliver Opdagelsen af ligefrem skæbnesvanger Natur.
Nordre Birks Politi, der hidtil ikke har kunnet komme ham til livs, skønt det selvfølgelig har vidst fuldgod Besked med hans Bookmakeri, har nu faaet fældende Beviser imod ham. Og det kan med Sikkerhed ventes, at han i en nær Fremtid vil komme til at møde i Tinghuset paa Blegdamsvejen, hvor han vil blive idømt den obligate Bøde samt - hvad der naturligvis er ti Fold værre for ham - faar Tilhold om ingensinde mere i Livet at vise sig paa Traverbanen eller nogen af de øvrige Forlystelsesanstalter i Nordre Birk, hvor der findes Totalisator.
(Aftenbladet (København) 10. august 1921)
Det er nu bleven godtgjort, at den anholdte Grosserer Ingermann, der var Indehaver af Spillebulen i "Axelborg", København, og som anholdtes for nogle Dage siden, er en velkendt Konditor og Kortspiller fra Esbjerg.
I Esbjerg genkender man Grosserer Ingermann som en forhenværende Medborger, Konditor Sørensen i "Westend". For en 7-8 Aar siden drejede Sørensen Konditorkager paa Esbjerg Kongensgade. Om Aftenen spillede han "Poker" i sin Lejlighed eller i Bagværelserne paa forskellige offentlige Etablissementer og gjorde sig bekendt ved sin Spillelidenskab, der skiftevis bragte ham Vinding og Tab. Saa forlod Sørensen Esbjerg og tog Navneforandring. "Ingermann" lød jo efter noget større; og siden hørte man i Ny og Næ, at han havde været i Norge og haft et Agentur for et Ugeblad, at han i København drev Grosserervirksomhed i gamle, men som ny oppudsede Biler, men at han nok gennem alle Omskiftelser havde haft sin Hovedindtægt gennem Kortene etter Rouletten.
Hr. Sørensen-Ingermann var imidlertid unægtelig ingen helt almindelig Bondefanger. Han drev det til noget stort paa sit Omraade. Indehaver af et flot "Monte Carlo", besøgt af Hovedstadens gyldneste Guldfugle, som omsatte Hundredtusinder i hans Etablissement.
Men - pladask, nu ligger han der.
(Social-Demokraten for Randers og Omegn 12. august 1921).
Ved Byretten kom det frem at der havde været spillet hasard i 5 måneder for måske flere millioner kroner. Her blev også grosserer Mathiesen forhørt i december 1921 om sin andel i bookmakeriet, som mellemmand mellem Ingermann og folk der ønskede at holde gennem ham på hestene på travbanen. Aviserne bragte ikke den endelige dom over spillerne.
Johanne Münter (1844-1921) blev gift som 21-årig med en søløjtnant, senere kaptajn. De boede 1873-83 i Malmø. 1887-1898 tilbragte han i Japan sammen med børnene, mens hun boede hun i København. Datteren Marna var i Japan hos faderen. Johanne tog sønnen Alexander med til Danmark i 1896. Han medvirkede i Japans opbygning som imperialistisk stormagt i Asien som repræsentant og teknisk rådgiver for firmaet Armstrongs, en af verdens førende våbenfabrikanter, idet han var stærkt medvirkende til at firmaet fik ordrer fra den japanske marine på udrustning af de nye krigsskibe samt bygning af 7 nye krigsskibe der førte mod den Russiske-japanske krig 1904-1905.
Imens fattede hun 1890'erne interesse for kvindesagen, ligesom flere andre kvinder fra det velhavende borgerskab. Denne stimuleredes bl.a. af Kvindernes Udstilling 1895 og valgretskampens genopblussen sidst i årtiet. Hun gik ind i Cirklen, oprettet 1897 med forfatterinden Axelline Lund i spidsen og med en medlemskreds bestående af forfattere, billedkunstnere og musikere. Hun holdt foredrag om kulturelle og religiøse temaer. Johanne Münter var et dybt religiøst, men samtidig tvivlende menneske.
En forværring i ægteparret skete i 1895 da hun besøgte ham i Japan. Det skulle blive værre da han vendte hjem i 1898. Børnene blev et stridspunkt og Johanne undlod under pres fra børnene at lade sig skille. Men hendes aktiviteter stod mere og mere i kontrast til ægtefællens. Hun holdt foredrag og skrev om indtrykkene fra Japan. Bogen "Fra Morgenrødens Rige" (1900), "Chrysanthemum" (1901) og "Minder fra Japan" (1905) - sidstnævnte om japanske kvinders situation. Samme år udgav hendes mand tobindsværket "Krigen mellem Japan og Rusland". Hun skrev om shintoisme og buddhisme og drev selvstudier heri. Hun følte sig stærkt tiltrukket af buddhismens karmalære og reinkarnationstanke og anså ikke kristendom og buddhisme for at være uforenelige verdensreligioner. I 1901 udgav hun Buddhismens Historie og i 1914 Den esoteriske Buddhaisme. Hendes bekendtskabskreds omfattede den højkirkelige fløj, konverterede katolikker og spiritistisk og teosofisk interesserede. Politisk sympatiserede hun med Højre. Hun var medlem af Danske Kvinders Forsvarsforening og Røde Kors' Dameafdeling. Kvindesagligt markerede hun sig alene som stemmeretsforkæmper.
Socialdemokratiet havde som det første danske parti sat kvinders stemmeret på dagsordenen i 1876. I programmet fra 1888 var stemmeretten nævnt, men derefter forholdt partiet sig ret passivt til spørgsmålet indtil 1908, hvorfor flere faglige arbejderkvindeorganisationer samarbejdede med de borgerlige kvinder om stemmeretten.
I 1904 deltog Johanne Münter i International Woman Suffrage Alliance's (IWSA) stiftende kongres i Berlin. Hjemkommet herfra støttede hun oprettelsen af Politisk Kvindeforening der var spiren til Landsforbundet for Kvinders Valgret. Hun stiftede og var formand for Kvindevalgretsklubben (KVK) 1906-1913 og redaktør af klubbens blad Kvindestemmerets-Bladet (1907-1913). Klubben gik under navnet Fru Münters Klub. I 1910 havde klubben ca. 100 medlemmer og havde som medlemmer indflydelsesrige kvindesagsnavne. I Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund var Johanne Münter international sekretær 1904-1909. Her holdt hun læserne orienteret om kvindestemmeretsbevægelsen i udlandet og dets ledende skikkelser. Hun blev desuden korrespondent ved Jus Suffragii IWSAs organ, hvor hun skrev om den danske kvindevalgretskamp.
Hun skrev til Berlingske Tidende, Damernes Blad, Kvindernes Blad og Husmoderens Blad.
Hendes favorable formueforhold gav hende lejlighed til at huse internationale kvindesagsgæster på besøg, bl.a. den militante engelske suffragette Sylvia Pankhurst. Ved IWSAs konferencer i Amsterdam 1908 og i London 1909 var hun blandt de danske delegerede. Internationaliseringen af den danske kvindesag stillede øgede krav til aktivisternes sproglige kompetence og repræsentative formåen, hvad der gav den stilfulde og verdensvante Johanne Münter gode kort på hånden.
Kammerherreinde Johanne Münter.
Fra alle Lande paa Jordens vide Kreds sættes i disse Dage Stevnen mod Budapest af Kvinder, som har samme Tanke og Maal for deres Virke i Livet, de samme Menneskerettigheder for begge Køn
At Europa med sin ældgamle Kultur gaar i Spidsen er kun naturligt. Men i alle Lande skyder den samme Tanke frem i Sindets Muldjord, i alle Lande er der Kvinder i Tusindtal, som kræver Ret til at tage Del i det Arbejde, som betyder Lands og Samfunds Ve og Vel, kræver Ret til at være med til at skrive de Love, som de selv skal være med til at lyde, som skal værne og beskytte dem. At Amerika er lysvaagen, kan ikke undre nogen der følger Tidens Bevægelse; at Australien og Sydafrika, der lever under den engelske Kulturs Vinger, med Interesse vogter alt, hvad der angaar Kvindesag, er heller ikke forbavsende. Skulde noget undre En ved denne Kongres, maatte det vel være at se Østens Kvinder møde op; at blive Vidne til, at Kineserinder paa den Dag, hvor Mrs. Carrie Chapmann Calt holder sin store Tale, overrækker et broderet Silkebanner i Haabet om. at dette herefter maa være blandt Samlingsmærkerne, hvor Kvinder fra alle Lande mødes.
I de nordiske Lande er vi naaede saa langt frem, at vi vel nok tør sige, at vi er Banebrydere. Vi er i Danmark komne saa vidt, fordi vi er begyndte saa tidligt. Kvinder, som nu er omkring de syvti, har haft Udsyn nok til at rejse Sagen her hjemme paa et Tidspunkt, hvor der hørte Mod til at nævne højt Ord som politisk Stemmeret for Kvinder. Disse Kvinder viste en i Sandhed uforfærdet Dygtighed. Vi sænker vor Fane dybt. naar vi tænker paa den Kamp, som de maatte stride ud, den Latterliggørelsens og Haanens Skærsild, som de skred igennem, for at vi i det 20de Aarhundrede kan vandre ad banede Veje hen imod den modne Frugt, der vel aldrig vil falde som Appelsiner i vor Turban, men som dog nu hænger paa grønne, frodige Grene, ikke højere oppe, end at vi kan naa den, naar vi rækker os lidt og prøver at lægge den Tomme til vor Vækst, som Frugten endnu hænger for højt.
Blandt disse Veteraner i den gode Sags Tjeneste slaar den Dame, hvis Billede findes over disse Linier. Kammerherreinde Johanne Münter har fra sin tidlige Ungdom næret den varmeste Interesse for, hvad vi nu om Dage kalder Kvindesagen. Men først, da hun fik frie Hænder for Hjemmets mangfoldige Pligter med en opvoksende Børneflok, tog hun fat udadtil. Dertil kom, at Fru Münter i lang Tid slet ikke levede i Danmark. I en Række af Aar opholdt hun sig i Malmø med sin Mand, der skønt dansk Søofficer var Direktør for de Kockumske Jernskibsbyggerier. Senere drog Ægteparret til Japan, hvor Kammerherre Münter var Repræsentant for Firmaet Armstrong i Glasgow. Fra disse Aars Ophold i del fjerne Østen medbringer Fru Munter en varm Interesse for Japan og dets Indbyggere, en Interesse, som har sat sit Spor i adskillige Bøger: "Morgenrødens Rige", - "Chrysanthemum" o. s. v., som alle indeholder Minder derfra.
I 1903 deltog Fru Münter i det store Stevne i Berlin mellem International Women Council cg International Woman Suffrage Alliance, og disse Møder, som straktc sig over tre Uger, begejstrede hende i den Grad, at den Tanke modnedes i hendes Sind at vie sit Liv til Bestræbelserne for Kvindens Frigørelse. Her var det ogsaa, at Fru Münter gjorde det Bekendtskab med Mrs. Carrie Chapmann Calt, som Aarene har gjort til et Venskab, der er saa varmt, at det er en af Værdierne i Livet.
Efter Kongressen i Berlin var del for en stor Del Fru Münters Fortjeneste, at de danske Kvindevalgretsforbund gik ind som Led i den internationale Kvindestemmeretsalliance, og Fru Münter blev den internationale Sekretær. Arbejdet var i de Aar i Virkeligheden overvældende, fordi det hvilede paa for faa Skuldre, og Fru Münter trak en overordentlig stor Del af Læsset.
Den næste store, internationale Kvindekongres skulde have været afholdt i London, men blev aflyst, og fra Danmark tilbød man saa, at Kjøbenhavn kunde være Mødestedet. Kort forinden havde Fru Münter stiftet "Kvindestemmerets-klubben", der i Aarenes Løb har afholdt en Række interessante Møder med Foredrag af politisk oplysende Indhold. Som Formand i denne Forening og som Udgiver af "Kvindestemmeretsbladet", som den altid varme Talsmand for Kvindens politiske Frigørelse var Fru Münter selvskreven til at være en af de danske Delegerede ved del store Stævne i Budapest. Hun vil der ved sin altid ladylike Optræden, ved sin altbesejrende personlige Elskværdighed være en udmærket Repræsentant for de danske Kvinder, som er Damer og ikke Blaastrømper, som vil Menneskerettigheder for deres Køn ude i Livet, med fuld Forstaaelse af Hjemmets Krav og Pligter.
Louise Wright, f. Bauditz.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1913).
I en artikel under titlen "Scandinavian Suffrage" i New-York tribune, August 24, 1913, fremhæves Johanna Münter (med foto)
Fru Kommandørinde Johanne Münter, der er vel kendt indenfor de københavnske Kvindevalgretsforeninger, fylder i Dag 70 Aar.
Fru Münter er født i Rønne, som Datter af Konsul P. Johnson og blev 4. April 1865 gift med daværende Premierløjtnant, nuværende Kammerherre, Kommandør A. B. Münter. Hendes Mands Ansættelse som det engelske Firma W. G. Armstrongs Repræsentant i Kina og Japan medførte et Ophold paa et Par Aar i Mikadoens Rige, for hvis Natur og Folkeliv Fru Münter fattede stor Interesse. Efter sin Hjemkomst udgav hun en Række Skildringer fra Kirsebærtræernes, Chrysanthemernes og de smaa Geishaers Land, som vakte megen Opmærksomhed. Den Gang var Japan endnu ikke "opdaget". Fra Morgenrødens Rige, der udkom 1889, Chrysanthemum og Fra Skyggernes Rige, er hovedsagelig Oversættelser efter den engelsk-japanske Forfatter Lafcadio ilearn. Hendes sidste Bog, Minder fra Japan, er bygget paa personlige Oplevelser.
Forholdene førte imidlertid med sig, at Fru Münter efter sin Hjemkomst fru Japan ogsaa kastede sig ind i Arbejdet for Kvindens politiske Rettigheder. Mere og mere gik det op for hende, i hvor høj Grad Lovene, og da navnlig Ægteskabsloven, bærer Præget af at være skrevet udelukkende af Mænd, og hun blev en overbevist og virksom Tilhænger af Kvindens Valgret som det eneste Middel til at dæmme op for mange af de Uretfærdigheder, hun saa gaa i Svang rundt om i Samfundet.
1904 deltog Fru Münter i den i 1902 stiftede internationale Kvindestemmeretsalliances store Kongres i Berlin, paa hvilken 8 Landes Valgretsforeninger, deriblandt ogsaa danske Kvinders Valgretsforbund, blev oplaget i Alliancen. Her traf hun første Gang Alliancens Stiftere, Mrs. Chapman-Catt og Susan B. Anthony.
Efter Indbydelse af Valgretsforbundet blev Alliancens næste Kongres afholdt i København i August 1906. Mrs. Chapman-Catt kom selv hertil først i Juni for at lede Forberedelserne, og da Formanden for Valgretsforbundet, Fru Nørlund, laa syg paa det Tidspunkt, blev det Fru Münter, der i Egenskab af Forbundets Sekretær fik hele Arbejdet med Indkvarteringen og Ordningen af Møderne, ligesom hun under selve Kongressen fik Lejlighed til at samle dens Deltagere i sit smukke Hjem her i Byen. Hun gjorde saaledes bekendtskab med Kvindebevægelsens Ledere rundt om i Landene, og disse bekendtskaber har hun siden vedligeholdt dels gennem Korrespondance, dels gennem sin Deltagelse i Alliancens senere Kongresser i Holland 1908, England 1909, Sverrig 1911 og Buda-Pest 1913. Paa Grund af de mange Forbindelser, Fru Münter paa denne Maade knyttede i Udlandet, har hun ofte formaaet at skaffe fremragende Foredragsholdere il Kvindevalgretsklubben, hvis Formand hun har været siden dens stiftelse i 1906. Desuden er hun Formand i Valgretsklubbernes Gruppe udenfor Valgretsforbundet.
Endnu skal nævnes, at Fru Münter har forstand Betydningen al, at Danmark bliver kendt i andre Lande, og derfor havde den gode Ide at sende "Kvindestemmeretsbladet", som hun udgav fra 1907-13 til sine talrige Forbindelser i Udlandet, vedlagt en paa Engelsk skrevet Artikel om danske Forhold. Paa den Maade er det ofte sket, at Meddelelser fra Danmark er naaet ind i Udlandets store Kvindeblade.
Der er sikkert mange, der i Dag paa Fru Münters 70aarige Fødselsdag sender hende en varm Hilsen og Tak for den store Interesse, hun altid lægger for Dagen, hvor det gælder om at fremme Kvindens berettigede Krav,
(Nationaltidende 13. maj 1914)
Johanne Münter introducerede som nævnt Lafcadio Hearns værker om Japan og japanerne i Danmark hvor man stort set intet vidste om Japan.
Familietragedier og ægteskabelige konflikter tærede på Johanne Münter. Navnlig to sønners død i 1909 og 1915 førte til, at hun i sine senere år levede tilbagetrukket. Kvindevalgretten fra 1915 håbede hun først og fremmest at den kunne føre til ændring af den gældende ægteskabslovgivning, således at mødres formelle autoritet over deres børn kunne styrkes.
Forneden ser man Dunkraftene, som løfte Tank'en. I Hjørnet: Den sidste Mand forlader "Skuden".
Ude paa den yderste Spids i Nordhavnen bygger man for Tiden en Række store Olietanke til Opbevaring af den nu saa stærkt benyttede Brændselsolie. De store Staalbeholdere bygges af Firmaet Saabye og Lerche, og Arbejdet ledes af Ingeniør C. Bolderup.
Ved et Besøg i Havnen fik vi Lejlighed til at se, hvorledes Bygningen af disse Oliebeholdere foregaar, og vi konstaterede med en vis Forbavselse, at der bygges oppe fra og nedefter. Først samles den mægtige Tagkonstruktion, der mest af alt minder om Kuplen i et Cirkus, og denne anbringes paa 20 Dunkrafte; den første Pladerække nittes paa og stemmes efter, hvorpaa det hele med en Haandkraft hæves tilstrækkelig højt til at næste Pladerække kan tilføjes. Forud for dette Arbejde er selve Bunden anbragt paa sit Sand- og Betonunderlag, og naar sidste Pladerække er hængt paa, nittes dennes nederste Kant sammen med Bunden, og Beholderen staar færdig. Sidste Gang, der løftes, er det en Jernkonstruktion paa over 100 Tons, der skrues i Vejret, og man forstaar at dette Afsnit af Arbejdet foretages med en vis Spænding. Hver Mand er anbragt ved sin Dunkraft, og inde i det uhyre Rum, der Timer forud genlød af Luftværktøjets Rasen, er nu dødsstille. En kort og skarp Kommando sætter samtlige Sving i Bevægelse, og Tomme for Tomme gaar Jemkolossen til Vejrs, indtil den rette Højde er naaet. Tilbage er nu Sammenføjningen med Bundkonstruktionen og den derpaa følgende Vandprøve, der skal vise, om Beholderen er tæt.
Allerede nu staar 5 Beholdere færdige i Størrelser, der varierer fra 3000 til 5000 Kubikmeters Rumfang, og Bunden er lagt til den foreløbig største Cisterne, der endnu er bygget i Danmark. Denne bliver paa 8700 Kubikmeter, der svarer til 9,000,000 Liter og giver et godt Billede af, hvor megen Olie, der anvendes i den moderne Industri.
(Klokken 5 (København) 28. juli 1921).
