En Begravelse efter gammelt Haandværkerlaugs Ceremoniel. (Efterskrift til Politivennen).

 

Kisten bæres forbi afdødes bopæl af de kjoleklædte og kårdebærende tømrere.

Alle de ceremonier der var knyttet til de gamle håndværkerlaug, har jo efterhånden liggesom laugene selv tabt deres betydning, men i går levede en af dem op tilmed midt i dagens travle liv, hvor den vakte nogen opsigt og samlede tusinder af tilskuere.

Lederen af Tømrersvendenes Aktieselskab, P. H. Hansen er død og blev i går middags begravet fra Andreas Kirken. Omkring den hvide kiste, på hvis sider sås laugets insignier, dannede kjoleklædte svende med kårder ved siden en hædersvagt, mens laugets of fagforeningers floromvundne faner var opplantet ved kisten.

Da. højtideligheden, ved hvilken pastor Sten holdt en smuk tale, var forbi, blev kisten båret ud til ligvognen der nu fulgt af hundreder af svende kørte ad Gothersgade og et stykke ind i Linnésgade. Ved hjørnet af Frederiksborggade standsede den, og æresvagten med kårderne ved lænd løftede nu kisten af og bar den som laugets ceremoniel foreskrev det, forbi afdødes bolig, Frederiksborggade 26. Ved hjørnet af Rømersgade sattes kisten atter på ligvognen, der nu fulgt af fanerne og de mange svende, langsomt bevægede sig ud til Assistens Kirkegård, hvor hustømrersangforeningen "Vega" sang et stemningsfuldt farvel.

(Aftenbladet (København), 18. februar 1922).

"Artisthjem" paa Alléenberg. (Efterskrift til Politivennen)

 

"En "barak" i den gamle have. - To af beboerne. Beboerne. 

Det gamle Alleenberg hvis sørgelige pjaltede rester absolut ikke er en pryd for Frederiksberg Alle, har i år på en del af det store terræn været vinterbolig for flere af artisternes farende flok. Her hvor de i svundne år i sommerens tid "arbejdede" til soldaters og tjenestepigers glæde har de nu opslået deres vinterbolig. Gule og grønne og blå gøglervogne står rundt i krogene og afgiver lune husrum medens de artister, som ikke har et rullende hjem har rammet nogle pæle ned i jorden og derpaa rejst et træhus. De fleste af dem der har slået sig ned her, har om sommeren telt på Dyrehavsbakken men der er dog også imellem dem en dansk zigøjnerfamilie, hvis mørke, sorthårede børn sammen med de andre familiers ungdom har hele det store Alleenberg til legeplads. Men så snart de første forårsluftninger mærkes, så brydes lejrpladsen op, og de frie fugle farer ud over det grønnende land

(Aftenbladet (København), 16. februar 1922)

Social-Demokraten 9. maj 1924 skrev at nu skulle Alléenberg ("Bærren") nedrives. Stedet blev beskrevet rangmæssigt som stående mellem Tivoli og Dyrehavsbakken. Efter lukningen blev grunden købt dyrt af direktør Sylvester Hvid, og han kunne ikke komme af med parcellerne igen. Sct. Joseph-Søstrene købte den nederste ende af haven og indrettede en stor skole. På daværende tidspunkt lå en stor cementgarage på den anden del af grunden. Mens Den Mauriske Hal endnu stod, denne dels ejere, Fønix-teatrets direktører Andersen og Mortensen ville opføre beboelseslejligheder. Derudover ville Dr. Priemesvej blive ført helt igennem til Frederiksberg Runddel. 

En gammel, velfortjent Byens Søn fylder 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

 

Bybud Peter Petersen.

Bybudeinstitutionen hører en svunden tid til, men endnu står bybud Peter Petersen på sin plads på Amagertorv hvor han nu har stået i 55 år. 

Han, den gamle københavner, der er kendt af næsten hvert menneske i byen, har på sin vis levet med i dens liv, lige fra den var en stor provinsby, til den blev storstaden.

Hvad har han det gamle bybud der på lørdag den i fylder 80, ikke set og oplevet! Hvilke kommissioner har han ikke udført, hvad enten det gjaldt at sætte værdifulde sager på Assistenshuset, indfri og fornye veksler, bringe buketter og små billets doux'e eller bringe agentens kasser rundt i byen.

Han kunne fortælle - men han gør det bare ikke. Diskret har han altid været. og netop derfor har han fået det gode navn, han har.

- Nej undskyld, siger han, også, da vi taler med ham i hans hjem, Amagertorv nr. 9, 4. sal, jeg har nok noget at fortælle, men jeg har altid været tavs. For resten, når vi nu taler om bybudegerningen, så er den jo langtfra det, den var i gamle dage.

Telefonen har ødelagt den. Nå - de tider er jo også forbi, da man på sine ben på 20 minutter jollede ud til Frederiksberg Runddel. Nu knager det i leddene, og hurtigheden er det forbi med nu. Og det er den, tiden kræver. 

- - -

Men stadig står Peter Petersen på sin plads ved Storkespringvandet - i hvert fald nogle timer om dagen, parat til at udrette, hvad folk måtte betro ham. Og mange benytter ham stadig væk, for alle kender hans sjældne pålidelighed og diskretion.

(Aftenbladet (København), 2. februar 1922).

I 1896 var det ældste bybud Søren Nielsen, 81 år. Han havde da været bybud i 30 år på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Strandstræde. Et andet kendt bybud var Carl A. Andersen der holdt til ved Domhuset, i mindst 25 år (i 1915). Han var da 70 år og blev bl.a. brugt til at transportere tyvekoster til domhuset.

Bybudeinstitutionen blev oprettet engang i 1860'erne på privatinitiativ. Grosserer Thaysen fik privilegium til at overtage erstatningspligten overfor de som blev bedraget af bybudene, mod at bybudene betalte ham en vis del af deres daglige indtægt og for egen regning anskaffede uniform. Der var 3, senere 4 afdelinger (A, B, C og D), og var forsynet med en tynd lærreduniform og hvid kasket, men blev i 1898/99 erstattet af en blå forsynet med et gult B. og en rød kasket med blåt bånd og nikkelskilt med budets nummer, politivåbnet og inskriptionen "Bybud". Deres hovedkvarter lå i Snaregade 6 over gården. Og der var 50-60 af dem. Ifølge politiets beretning 1915 fandtes der 74 bybude i København.

Bybude forsøgte i 1896 at trænge ind på dragernes gebet ved Toldboden. Udenlandske rejsende anvendte i stigende grad tog i stedet for dampskib, hvorfor dragerne mistede en del kunder. De dannede et lav og klagede til overtoldinspektøren over at deres lovhjemlede interesserer på denne måde blev krænket. (Horsens Folkeblad 7. maj 1896)

Københavnsk bybud ca. 1890. Kildetekst: Denne for Standen særlig karakteristiske Type, havde gjennem en meget lang Aarrække, sidste Trediedel af det nittende Aarhundrede, Stade paa Nytorv. (Mariboe). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Bybudene blev ofte forvekslet med de gamle (og berygtede) "sjovere" som er omtalt mange steder i Politivennen. "Bybudenes Hjælpeforening" i København blev dannet i 1874. Den fik nu ikke nogen stor tilslutning, idet bybuddene formentlig ikke havde råd til at være medlem. Foreningen var egentlig dannet for at samle bybuddene, men ydede også ugentlig understøttelse i sygdomstilfælde, begravelseshjælp.

Den gamle Bryggeriarbejder fortæller. (Efterskrift til Politivennen)

50 år på Carlsberg.

Emil Helfelt

Den 1. februar 1872 begyndte en lille 11-årig dreng, Emil Helfelt sin arbejdskamp for brødet. Han fik ansættelse på bryggeriet "Alliance" som sorterede under Carlsberg. Og den dag i dag passer han sin dont derude hvor han altså nu kan fejre 50 års jubilæum.

Vi sidder i jubilarens hyggelige stue i Falkoneralle 27 og beder ham fortælle "Aftenbladets" læsere lidt om tiden der svandt. Helfelt er altså kun 61 år gammel, hvad der jo må siges at være en sjældenhed for en mand som har 50 års arbejdsvirksomhed bag. Han er i fuld åndelig vigør og fortæller både interessant og morsomt om forholdene på bryggeriet, da den gamle kaptajn og brygger Jacobsen endnu stod i spidsen for virksomheden.

- Min mor var en fattig enke som også boede herude i Falkoneralle. Det var derfor nødvendigt at jeg, så snart jeg overhovedet kunne gøre nytte, måtte tage plads for at hjælp til med at holde hjem,et oppe.

Jeg purk som ansættelse på bryggeriet "Alliance" der hørte ind under Carlsberg og der har jeg altså siden arbejdet. Da jeg begyndte, lå bryggeriet næsten på den frie mark. Der fandtes kun bøndergårde rundt omkring. Det var altså helt ude på landet.

- Så De har kendt den gamle kaptajn og brygger Jacobsen?

- Ja, ja. Han kom skam daglig i bryggeriet og havde et øje på hver finger. Men det generede os ikke, for vi vidste han mente det vel. Ikke for det. Han kunne godt skælde ud, når det ikke gik som han ville have det. Men så var han på den anden side heller ikke bange for at rose os, hvis han syntes vi havde fortjent det. Og det gav jo balance i forholdet. Vi kendte ham, og han kendte os - allesammen. I alt var vi jo højst et par hundrede mand derude.

Arbejdet faldt heller ikke så fabriksmæssigt som nu til dags.

Jeg ved ikke hvad De mener om at vi fik sangbøger udleverede - det var de danske skytteforeninger sangbog. Og når der så skulle gang i bryggeriet, stemte vi alle sammen i med en sang, og De kan tro, det livede op. Det kunne jo ikke tænkes nu.

Nå, årene gik., Bryggeriet voksede og voksede. Arbejdsstyrken fulgte med i samme forhold, og derved kom chef og arbejder jo hinanden mere på afstand. Den gamle bryggers søn, Carl Jacobsen så vi nok daglig på bryggeriet. Men allerede på det tidspunkt var der jo gået "fabrik" i virksomheden, så den ikke mere kunne overvåges af en enkelt mand. Naturligvis var det en torn i øjet da bryggeriarbejderne dannede fagforening. Det var såmænd ikke fordi vi havde grund til utilfredshed, men det var nu tidens løsen.

Nu er vi jo mange tusind mand derude. Og jeg har set foretagendet vokse fra en forholdsvis ringe begyndelse til det det nu er. Da den store aftapningshal blev indviet, tappede jeg den første flaske øl. Den hal betød jo en ny mærkepæl i bryggeriets historie.

(Aftenbladet (København), 1. februar 1922).

En 76-årig olding arresteret som betler. (Efterskrift til Politivennen).

 En forstående dommer og en livserfaren politimand.

Det ligger så langt tilbage i tiden som den 19. december i fjor at to af de politibetjente der har det uhyggelige og pinlige hverv at jage betlere, i mørkningen så en gammel, hvidhåret og hvidskægget mand stå lænet op til muren af millionpaladset nr. 8 på Kongens Nytorv, og med sin gamle rystende hånd tage mod de skillinger, barmhjertige forbipasserende stak til ham.

De to betjente anholdt manden - således siger loven og deres instruks jo de skal gøre - og førte ham til politistationen hvorfra han sendtes videre til grundlovsforhør i dommervagten.

Det var dommer Spang-Hansen der beklædte retten den dag, og da han hørte at manden - Christian Petersen hedder han - var født i 1846 og altså snart 76 år gammel, løslod han den gamle, mens sagen stod på, for at han dog ikke skulle komme til at tilbringe julen i arresten.

Under retsmaskineriets hjul.

I mandags var sagen nået så vidt at Chr. Petersen havde fået tilsigelse til at møde i Politirettens 2. afdeling hos dommer Bruun. Han mødte imidlertid ikke, og - så blev hele retsmaskineriet straks sat i gang. Der blev givet ordre til at "afhente" ham. Næste morgen blev han anholdt i sit hjem, en time efter fremstilledes han igen i dommervagten hvor han nu blev arresteret, og i går ved 11:30-tiden hentedes han så over fra sin celle op til politiretten hvor han foreløbig blev indsat i et af de berygtede skabe.

Råb og skrig fra skabet.

Den gamle måtte sidde i skabet i halvanden time, inden han kom for skranken. Og i den tid hylede og skreg han, sagtens fordi ensomheden og mørket forvirrede hans oldingehjerne - hylede og skreg, så det hørtes over hele domhuset og vakte undren og forfærdelse blandt alle de mennesker der færdedes deroppe.

Da han endelig blev ført ind for dommeren, gjorde han et fuldkomment sindssygt indtryk. Pjaltet og fattig, ynkelig og forgrædt, rystende over hele sin gamle krop stod han der foran den retfærdighed af hvilken han ganske åbenbart ikke forstod et eneste muk.

Han stammede bare at han havde ligget syg, ligget i sengen de sidste otte dage og at dette var grunden til at han ikke havde givet møde efter tilsigelsen, hvis ord han for øvrigt slet ikke havde forstået.

Og det var som fyldtes stuen med medlidenhed - som følte hver eneste af alle de mennesker der var til stede i det skumle retslokale, et greb om sit hjerte der tvang barmhjertighedens tårer op bag hans øjne.

Dommeren med - !

Han spurgte de to "betlerfangere" om de havde set at manden havde tigget, eller bare at han havde taget imod de penge folk gav ham. Og da de to betjente villigt og forstående havde bekræftet at manden ikke selv havde tigget, mens de så derpå, vendte dommeren sig mod anklagemyndighedens repræsentant der i dette tilfælde lykkeligvis var overbetjent Lund fra ordenspolitiet - ham hver københavnerbarn kender og holder af fra de mange år han var "Børnenes ven" inde i Tivoli.

- Forlanger De han straffet, overbetjent, spurgte dommeren?

- Under disse omstændigheder, nej, faldt overbetjentens svar.

Og så fik oldingen lov til at gå som frank og fri mand, blot med en venlig, men vist nok temmelig overflødig advarsel mod mere at komme på Kongens Nytorv med sin gamle, rystende hånd strakt frem mod lykkelige menneskers barmhjertighed.

(Aftenbladet (København), 26. januar 1922).

"Millionpaladset, Kongens Nytorv 8". Foto Erik Nicolaisen Høy.