Martin Olsen (1853-1926). (Efterskrift til Politivennen)

"En Snedker maa lime og lirke sig frem",
man lærte i Fortidens Skole,
men Standsfæller rundt i de Tusinde Hjem
Du lærte en bedre Parole.
Som Spaanerne føg fra den flittige Høvl,
som Træet fra Saven kan falde,
Martin Olsen gik løs paa Væv og paa Vrøvl:
Skal selv vi da Slaver os kalde?

Du brugte Din Passer og mærked vor Vej,
som en kyndig og snild Diplomat.
Helst fo'r Du med Læmpe, men nytted det ej,
var Du Kampenes bedste Soldat.
Hvor lidt har Du mærket, at Dagene gaar;
Dit Arbejde var jo en Glæde.
Om Din Alder Ærværdigheds-Tegnene staar,
skønt selv Midtpunkt i Ungdommens Kæde.

Martinus Kristensen

ATTER holder en af Gennembrudets Mænd Rast ved en af de store Milepæle. Det er ikke en udaset, træt Vandringsmand, som tørrer Sveden af Tanden. Det er en glad Haandværkssvend, der nynner en Vise om skønne Egne, han saa, og rige Minder, han vandt, - det er nemlig Martin Olsen, der fylder de 70. Den glade Snedkersvend føler ikke Tiden inde til blot at pudse efter, hvad han fik fra Haanden; han har meget, meget mere, han skal have færdig før Fyraften, og han har ikke blot Kræfterne, Haandelaget og Værktøjet i Orden; han har ogsaa det sprudlende Humør, der forvandler Høvlens Fart gennem fygende Spaaner og Savens Brummen til en rytmefast Sang om Arbejdets Glæde.

Vi taler uvilkaarligt om Snedkersvenden Martin Olsen, skønt han i mange Herrens Aar har været Thingmand, Kommunemand og Forgrundsfigur paa saa mange andre Omraader. Men Sagen er den, at han altid er vedblevet at være Haandværkssvenden. Hans anerkendte Noblesse er Arbejderkultur Arbejdet adler Manden, naar Manden selv føler sit eget og Arbejdets Værd. Martin Olsen er det typiske Udtryk for en adlet, en selvhævdet, en ranket Arbejderstand. Naar han træder frem i offentlige Sale, føler han, at han er Arbejder, men ikke i den gamle Tids Aand, der bød Underklassens Mænd at træde varsomt og sænke Stemmen paa de ophøjede Steder; han træder myndigt og værdigt frem som alles Ligemand, fordi han er en frigjort Arbejderstands kaarne Mand.

Martin Olsen er født 1863 i Vejle. Han blev udlært som Snedker Aaret efter, at Louis Pio havde tændt Socialismens første Gnist i Danmark. Den ny Tids Tanker fængede i Martin Olsens livlige Sind. Men han drog i 1873 udenlands og blev borte i 6 Aar. Under større Forhold udvidede han sine Kundskaber og sin Menneskekundskab. Han vendte tilbage, just som den første glansfulde Periode for den danske Arbejderbevægelse var ved at ebbe ud i Skuffelser og Modløshed. Han havde set det bryde og gære udenfor vort Land og følte maaske derfor den hjemlige Modgang mindre knugende, hvortil vel ogsaa bidrog det sprudlende Humør, som Guderne gav ham i Vuggegave. Han var som selvskreven til at være blandt dem, der skulde bane ny Vej for den danske Arbejderbevægelse.

Efter mange Aars livlig Deltagelse i den politiske Bevægelse og Fagforeningernes Liv blev han i 1889 Formand for Bygningssnedkernes Fagforening, hvilken Post han beklædte til 1896. I 1892 blev han Formand for Snedkerforbundet, og da De samvirkende Fagforbund dannedes i 1898, traadte han til som Sekretær og som J. Jensens højre Haand. Ved Jensens Valg til Borgmester i 1903 rykkede han op paa Formandspladsen, en Tid tvang Sygdom ham til at søge Hvile, men han beklædte Formandspladsen, indtil han i 1909 valgtes til Kommunalrevisor.

Jævnsides med hans store og betydelige Indsats i den faglige Bevægelse gik hans politiske og kommunale Virksomhed. Allerede i 1897 rykkede han ind i Borgerrepræsentationen, hvori han uafbrudt havde Sæde til 1909, og i 1901 erobrede han 8. Kreds, som han med et Aars Afbrydelse (1909-10) repræsenterede, indtil han i 1918 gik over 1 Landsthinget

Som Fagforeningsmand kom Martin Olsens personlige Egenskaber ham til uvurderlig Nytte. Han er en dristig Mand, men han er ikke letsindig. Han undviger ikke Kampen, men han søger den heller ikke uden Grund, han har Ævnen til hurtigt at finde Realiteten i et indviklet Problem, og han ejer en sjælden Ævne til at fremstille sine Synspunkter klart og overbevisende. Hans grundige Kendskab til Fagforeningernes Maal og Veje gav sig Udtryk i den Bog, han i 1901 skrev sammen med J. Jensen, men hans egenartede Stil finder man bedst i hans senere Skrift: "Ned med De samvirkende Fagforbund". Det er ikke et Agitationsskrift i almindelig Forstand. Læser man det, er det, som saa man Martin Olsen staa paa Talerstolen og hørte ham i en kammeratlig og gemytlig Tone tage mod Angrebene og Misforstaaelserne en for en og imødegaa dem til sidste Trævl, hvast, hvor det er fornødent, overbærende og skæmtende, hvor det strækker til, men aldrig saarende, fordi det jo er en Kammerat, der taler til Kammerater.

Politisk stod der gennem mange Aar Kampgny om Martin Olsens Navn. Han var jo Manden fra 8. Kreds, for den Kreds maaske, der havde den mest ægte københavnske Kolorit, Nyboders Folk, Holmens faste Stok og de gamle Gyders brogede Vrimmel, men ogsaa med typiske Overklassekvarterer. Det var en vanskelig Kreds, som næppe nogen anden end Martin Olsen kunde have skabt sig en saa sikker Position.

Fra gammel Tid sad Militæraanden i Kødet paa store Dele af de Vælgere, der rettelig hørte Arbejderklassen til. Martin Olsen fusede ikke frem imod dem. Han begyndte sindigt med at tale om deres egne Interesser og Hverdagsbekymringer; af Finansloven pillede han taalmodigt hver enkelt lille Post ud og viste, hvorledes Administrationen begik Uret og Overgreb, og han arbejdede med sine Sager, intet Spørgsmaal, om det saa blot drejede sig om en enkelt Vælgers Kaar, syntes ham for ringe. Saadan skabte han Tillid om sig og banede Vejen for Socialdemokratiets Ideer.

Martin Olsen er en stor Taler, men med smaa og fine Virkemidler. Hans Tale er gennembroderet af smaa fine Pointer, et sindrigt Billede, en velturneret Spydighed, en talende Sammenstilling, men føret og fremmest blinker gennem Ordene det samme lune Blink, som altid sidder parat bag hans Brilleglas. Mange og store Sager har Martin Olsen ført frem paa Rigsdagen, naturligvis først og fremmest Sager, der havde Tilknytning til den faglige Bevægelse: 8-Timersdagen, Fabrikstilsyn, Arbejdsløshedslove etc. Han er nu i Landsthinget Ordfører i sine gamle Sager fra Folkethinget, og han er i den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Raadslagninger en kyndig Raadgiver i saadanne Sager.

Som Medlem af Arbejdsløshedsnævnet og Udvalgene om Arbejdsløshedslovene har han i de seneste Aar udført et Kæmpearbejde. Trods Aarenes Slid er han fremdeles den gemytlige Svend. Der vil blive sunget mange Viser til hans Pris i Dag, men vi skal tage meget fejl, om ikke sent i Aften den bedste Vise viser sig at være af en 70-aarig Forfatter.

Vi møder som Gratulant paa utalte Skarers Vegne

(Social-Demokraten, 5. februar 1923).

Christian Martin Olsen (1853-1926) var medlem af De samvirkende fagforbunds repræsentantskab og forretningsudvalg ved oprettelsen i 1898, sekretær og Jens Jensens højre hånd. Medlem af Københavns borgerrepræsentation 1897-, Valgt til Folketinget i 8. kreds 1901-1918, Landstinget (1. kreds) 1918. Da Jensen blev valgt til borgmester 1903, overtog Martin Olsen hans formandsstilling i De samvirkende Fagforbund. Arbejdet var udmattende, og han måtte træde tilbage pga. sygdom  1909, hvorefter han var kommunalrevisor i Københavns kommune til 1923. 

Martin Olsen er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling 5, rk. 21, nr. 14. 

Kommunens nye Daghjem for Smaabørn. (Efterskrift til Politivennen)

I Legestuen. Blandt de tilsynsførende Damer er Bestyrerinden, Frk. Steenberg (x)

Det gamle Prinsesse Thyras Asyl ude i Rantzausgade Nr. 48, som i sin Tid blev oprettet af Fabrikejer Anker Heegaard, er nu blevet overlaget af Kommunen, som har omdannet det til et Daglighjem for Smaabørn.

Det er det femte i Hækken af disse kommunale Hjem, som spiller saa stor en Rolle i den arbejdende Befolknings Liv og er til saa stor Gavn for baade Forældre og Børn.

Her modtages de Smaa i Alderen fra 2-7 Aar og beskæftiges efter Folkebørnehavesystemet i den Tid - fra 7 Morgen til 5 Eftm. - de er paa Hjemmet. Medens Børnene selv har tør Kost med, faar de ved Middagstid varm Sødmælk. Herfor og for hele Opholdet betaler hvert Barn 2 Kr. om Ugen.

I Prinsesse Thyras Asyl - det Navn skal Hjemmet beholde - er alt nu flunkende nyt og moderne indrettet, og der hviler over Hjemmet i enhver Retning et lyst og venligt Skær. Der er to Opholdsværelser, en Spisestue og et Badeværelse - hvert Barn skulde gerne have et Bad mindst hver 14. Dag. Saa er der ogsaa indrettet et Sygeværelse, hvis et Barn pludselig skulde blive alvorlig syg.

Legepladsen vil først blive indrettet hen paa Foraaret, men saa bliver den ogsaa fin og omgivet af straalende Blomsterbede.

Hjemmet, der har Plads til 75 Børn. ledes at Frk. Steenberg med Assistance af 4 unge Damer.

(Aftenbladet (København) 7. februar 1923)

Et stort kuld af de yngste Nørrebroere i Prinsesse Thyras Asyl. Foto fra Folkets Avis - København 7. marts 1922.

En Idyl, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Havnen og Fiskerlejet ved H. C. Ørstedsværket.

De gamle idylliske Forhold ved Kalleboderne forsvinder mere og mere, alt som Byens rivende Udvikling kræver Plads og Albuerum. Ved Vasbygade, ved Siden af H. C. Ørsted-Elektricitetsværket, ligger, ikke forfærdelig mange Minutter fra Byens Centrum, endnu et Idyllisk Fiskerleje og fortæller om den gode, gamle Tid, da København ikke havde Stordrift i sig eller Storstadsnykker. Men nu er denne Idyls Dage talte, og Øksen ligger ved Træets Rod. Men Færdiggørelsen af hele det nye Sydhavnsanlæg med Havnekajens Regulering medfører, at ogsaa dette nu forsvinder.

(Klokken 5 (København) 2. februar 1923).

"Teglgaardens" Brand. (Efterskrift til Politivennen)

 MÆGTIG BRAND IAFTES.

"Teglgaarden"s fire Længer med Foderstoffer, Halm, flere Lastautomobiler og en større Benzinbeholdning nedbrændt.

Ved Syvtiden iaftes opstod der en heftig Brand paa den store Ejendom "Teglgaarden" ved Frederiksholm, og en halv Time efter var hele Himlen mod Syd farvet rød af de mægtige Flammer, som havde fundet overordentlig rig Næring i Gaardens Oplag af Halm, Foderstoffer og navnlig i den ene Længe, hvor der laa flere Hundrede Liter Benzin.

Branden kunde ses over hele Byen og langt udenfor denne, og i Tusindvis strømmede Folk ud af Enghavevej, til Fods, i Automobiler eller paa Cykler, saa der herskede Virvar og Trængsel overalt paa den ret smalle Vej.

"Teglgaarden" tilhørte tidligere Kommunen, men ejes nu af Aktieselskabet "Sydhavnsarealerne". Den bestaar af 4 Længer og indtager et Areal paa omtrent en Tønde Land, da hver enkelt Bygning er 50-60 Meter lang.

Alle Længerne er straatækkedc, og det hele var et mægtigt flammende Ild hav, da Brandvæsenet kom derud.

3 Motorsprøjter med 25 Slanger i Brug

Det var Brandinspektør Thisted, der havde Kommandoen paa Brandstedet, og det stod ham hurtigt klart, at han maatte have ekstra Assistance. Tilsidst var der 5 Brandmænd i Arbejde med Betjeningen af et Materiel, der bestod af 3 Motorsprøjter, 3 Tendere og 2 Stiger, og fra alle Sider blev Ilden angrebet og Baalet overdænget med Vand fra ikke mindre end 25 Brandslanger.

Da Ilden var paa sit højeste ved Halvottetiden, var det næsten ikke muligt at opholde sig i Nærheden af den brændende Gaard paa Grund af Heden, der straalede ud fra Flammerne, og desuden hindredes Brandmændene i at arbejde, fordi saa mange Folk færdedes mellem Sprøjterne og trampede paa Slangerne.

Politiassistent Mellerup, der hurtigt var kommet derud med en halv Snes Mand, maatte rekvirere Hjælp fra Hovedstationen, og 2 Udrykningsvogne ned hver 29 Mand mødte, hvorefter det lykkedes at faa Folk drevet tilbage.

Fare for Frederiksholms Børnehjem.

Kun den ene af Længene var beboet af nogle Sygeplejersker fra "Frederikholms Børnehjem", der kun ligger nogle faa Meter fra Gaarden, og medens Sygeplejerskernes Gangklæder og andre Ejendele brændte sammen med Gaarden, gik alle Bestræbelser ud paa at hindre liden i at brede sig til selve Hjemmet.

Her er der anbragt henimod 40 Smaabørn, som 

maatte bæres ud i Haven,

da man var bange for, at Ilden skulde tage fat i Bygningen. Ved store Anstrengelser lykkedes det at indskrænke Branden til "Teglgaarden".

Den kraftige Storm iaftes lod Gnisterne fra Branden ryge langt væk, og en Kilometer fra Gaarden ligger Kunstfyrværker Petersens Lager af Fyrværkerisager; paa den anden Side laa Børnehjemmet "Karens Minde", og det kunde ogsaa være Fare for, at ilden skulde gribe fat dér.

I den vestlige Længe paa "Teglgaarden" var der Stald, hvor der dog kun opbevaredes Halm, Hø og Foderstoffer, men i den nordlige Længe stod 14 Heste. Da der kun gik nogle faa Minuter, inden Ilden havde antændt alle Længer, voldte det noget Besvær at faa de urolige Heste ud af Stalden, men alle blev dog reddede.

I den sydlige Længe boede Sygeplejerskerne, som lider et betydeligt Tab, da ingen af dem havde assureret, og i den østlige Længe, hvor Ilden var opstaaet, fandtes Garage med mange Automobiler, tilhørende "Sydhavnsarealerne", og flere Hundrede Liter Benzin.

En Del af Automobilerne blev trukket ud, men 4 svære Lastautomobiler brændte inde i Garagen.

Selskabets Staldmester bor i en lille Bygning kort fra Gaarden, og da Branden var paa sit højeste, fandt man det raadeligst at flytte Møblerne ud fra Lejligheden. Vinden bar dog fra, og da Branden var slukket, slæbte Redningskorpsets Folk Staldmesterens Ejendele ind igen.

Efter et Par Timers strengt Arbejde med Slukningen var Brandmændene tildels Herre over Ilden, men der gik dog flere Timer, inden de første Sprøjter kunde køre hjem.

En Skade paa 150,000 Kr.

Hele Gaarden var totalt nedbrændt, og den anrettede Skade er betydelig. Direktøren for "Sydhavnsarealerne" er bortrejst, men Bogholder Hempel, med hvem vi talte, anslog Skaden til ca. 150,000 Kr.

Brandvæsenet var endnu ved Midnatstid beskæftiget med at rydde op i Ruinhoben, hvor det stadig glødede i Bunden, og der har været holdt Vagt derude inat.

Ildens Opkomst skyldes en hej Grad af Letsindighed.

Branden skyldes en Chauffør, som udviste en høj Grad af Uforsigtighed ved at gaa ind i Garagen, der var fyldt mød Benzin, med en tændt Staldlygte.

Redningskorpset havde været i Nærheden for at løfte et Lastautomobil. der var sunket ned i en blød Mark, op paa Vejen, og da Vognen var kommet op, gik Chauffør Aabereg, der er ansat i Selskabets Tjeneste, ind i Garagen for at hente Benzin til at hælde paa Lastvognen.

Inde i Garagen indtraf en Eksplosion, som maa antages at skyldes Benzindampenes Antændelse ved den aadne Staldlygte, og Chauffør Aaberg kom styrtende ud med Raabet: "Det brænder derinde!"

I et Nu stod hele Garagen i Flammer, og Stormen besørgede Resten.

Saavidt Brandvæsenet oplyste iaftes, er Oplagringen af Benzin paa et saa farligt  Sted som "Teglgaarden"s Garage tæt op til et Halmlager og en Stald, samt i en straatækket Bygning ikke anmeldt til Brandvæsenet og er følgeligt ulovligt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1923).

Teglgården var en meget stor gammel gård med stråtækte tage. På daværende tidspunkt var den ejet af aktieselskabet "Sydhavnsarealerne" som havde moderniseret den så den kunne huse en mængde vogne og automobiler fra søsterselskabet "Havnetransport". Der var også en stald til 16 heste.

Den store Brand i Sydhavnen

Den ulovlige Opmagasinering af Benzin er Skyld i Brandens Voldsomhed.

Brandinspektør Thisted udtaler sig.

Teglgaarden efter Branden.

Branden i Lørdags Aftes paa "Teglgaarden" ved Enghavevej, som ejes af Aktieselskabet "Sydhavnsarealet", hører til de voldsomst forløbende Brande, man har kendt. Saa at sige i et Nu stod hele den store firlængede Gaard i et Luehav. Om Brandens Pludselighed kan følgende give et klart Begreb:

Der blev alarmeret ude fra Gaarden Kl. 7, 9 Sekunder. 1 Sekund senere alarmeredes der fra Militær 35, Artillerikasernen paa Amager. Altsaa saa langt borte har man observeret Branden, og saa at sige samtidig med Folkene paa Brandstedet. Branden er brudt ud med en eksplosionsagtig Voldsomhed. Det er den oplagrede Benzin, der har gjort det.

Som omtalt afholdt Brandeksperten, Overbetjent Ottesen Afhøringer ude paa Stedet under selve Branden. I Hurlumhejen var det ham imidlertid umuligt at faa fat i de Mennesker, han gerne skulde afhøre. Søndagen er ogsaa en vanskelig Dag at træffe Mennesker, men i Dag tager han fat paa Kraft. Imidlertid er der næppe Tvivl om, at det foreløbige Resultat er rigtigt: Det er Chauffør Aaberg, som ved Uforsigtighed har paasat Branden, idet han hældte Bentin paa en Dunk inde i I-aden ved Siden af en brændende Lygte.

De sprængte Benzintromler.

Vi havde i Gaar en Samtale med Brandinspektør Thisted, som kommanderede det store Slukningstog. Han meddelte, at der egentlig ikke kunde tales om Garager i Forbindelse med "Teglgaarden". Man havde blot stillet Vognene ind i den kæmpestore Lade.

Som omtalt var der fundet to store Benzintromler i Laden. De var eksploderet, Bunden var sprængt ud af den. Hver af disse Tromler kunde indeholde 170 Liter. Desuden havde man fundet en tredje sprængt Tromle i et Rum tæt ved Hestestalden, hvor der som bekendt stod 16 Heste. Det er et rent Under, at man har naaet at faa Hestene af Vejen, inden Ilden omsluttede Stalden.

Yderligere havde man under Oprydningsarbejdet fundet 6 tomme Tromler. Det viser, hvilke mægtige Kvanta Benzin, der til Tider har været opmagasineret paa Gaarden.

Ansvaret for Benzinoplagringen.

Der maa som bekendt efter Loven kun opbevares indtil 35 Liter i en Garage. Større Kvanta skal enten være gravet ned eller der skal være truffet andre Forsigtighedsforanstaltninger. Et Sted som en Lade maa der endda ikke findes en Draabe Benzin.

En Mand, der indtager en betydelig Stilling indenfor Selskabet "Frihavnsarealerne", har udtalt, at man ikke betragte Rummene i Gaarden som Garager, men kun under Synsvinkelen: Skure, idet man havde givet Chaufførerne Ordre til at tømme Vognenes Tanke for Benzin. Derimod havde Selskabet vist ikke udstedt noget Paabud om, hvor Chaufførerne skulde gøre af Benzinen, og de havde altsaa ganske roligt hældt den i de Tromler, som befandt sig i selve Gaarden.

Det er forøvrigt oplyst, at ikke alle Chauffører bar holdt sig Selskalbets Ordre efterrettelig; efter Branden er det nemlig konstateret, at Tankene paa to Vogne er bleven sprængt.

Spørgsmaalet bliver altsaa! Hvem bærer Ansvaret, Selskabet eller Chaufførerne?

Torrent.

(Nationaltidende 29. januar 1923)

Fru Andrea Brochmann fortæller om 25 Aars Agitation. (Efterskrift til Politivennen)

Syerskernes Kaar var fortvivlede i Halvfemserne.

Organisationsarbejdets store Velsignelser

En af vort Partis mest kendte kvindelige Agitatorer er Fru Andrea Brochmann. I de sidste 25 Aar har hun arbejdet og kæmpet for den Sag, der Uge fra hendes Barndom har haft hendes varmeste Interesse. Mange ældre Partifæller erindrer endnu fru Slutningen af Halvfemserne den unge, energisko Syerske Frk. Andrea Nielsen, som var Sjælen i Arbejdet for at organisere de kvindelige Arbejdere i den faglige Bevægelse.

Netop i disse Dage er det 25 Aar siden, hun begyndte, og vor Medarbejder benytter Lejligheden til at lade hende fortælle lidt fra hendes Færden gennem disse Aar.

VI træffer Fru Brochmann i hendes hyggelige Hjem paa Vennemindevej, og vi beder den travlt optagne Frue fortælle os lidt om det forestaaende Jubilæum.

Avisens foto er her erstattet af et af bedre kvalitet: Elfelt & Co.: Portræt af Andrea Brochmann. Det kongelige Bibliotek. Creative Commons BY.

- Ja, siger Fru Brochmann, nu begynder Jubilæernes Tid. Der er noget vemodigt i disse Tilbageblik. Paa Fredag den 26. Januar er det 16 Aar siden, jeg blev Formand for Socialdemokratisk Kvindeforening, og samtidig er det 25 Aar siden, jeg som nyvalgt Formand for de kvindelige Herreskræderes Fagforening af 1863 tog Kampen op for at skaffe de usselt lønnede Syersker bedre økonomiske Kaar.

- Hvor mange Medlemmer talte den faglige Organisation?

- 35. Men ved en kraftig Agitation fra disse faa Medlemmers og Bestyrelsens Side lykkedes det i Løbet af kort Tid at samle ca. 1000 Medlemmer.

VI vil strejke!

Vor Parole lød: Vi vil strejke, hvis vi ikke kan faa en bestemt Priskurant at arbejde efter. Det var jo kotume den Gang, at Fabrikanter og Skrædemestre betalte saa lidt sotn muligt og efter eget Forgodtbefindende. Fabrikanterne nægtede at forhandle med Syerskerne og ophængte en at dem selv udarbejdet Priskurant rundt omkring paa Arbejdspladserne. Saa flød Bægeret over, og den 1. Februar 1898 erklæredes Strejken. Fabrikanterne blev efter 14 Dages Strejke betænkelige, og "De kvindelige Herreskrædere" fik deres første Priskurant. Det var den første Sejr.

Drøje Aar.

Men saa fulgte der drøje Aar paa. Lock-out en kom i 1899 med Frafald i Rækkerne. Saa frem igen med Agitationen for at bevare de gamle og erhverve nye Medlemmer.

- Hvorledes var Arbejdstiden den Gang?

- Ved Paaske-, Pinse- og Juletid fra Kl. 4 Morgen til 9-10 Aften, og Arbejdsfortjenesten var 3-4 Kr. for disse 18 Timers meget strenge og ihærdige Arbejde. Dertil kom saa, at man af denne Fortjeneste havde Udlæg til Sygarn, Presning, Lys og Værksted. Usle og elendige Forhold. Derfor fortjener de Kvinder, som sled i Agitationens Tjeneste om Søndagen ved Husagitationen og om Aftenen til Møder, stor Tak. 

Da Smeden vilde smide os ud.

- De oplevede vel en Del ved disse Agitationer?

- Det kan De tro! Jeg glemmer aldrig, da vi en Søndag var paa Agitation langt ude paa Nørrebro. Vi var altid 2 og 2, som fulgtes ad, og jeg og en anden kom op til en Syerske, hvis Mand var Smed. Han havde ikke den rette Forstaaelse af vor Mission, thi da han hørte vort Ærinde og vor Ihærdighed for at faa hans Hustru organiseret, kom han frem i al sin Magt og Vælde for paa kraftig og lydelig Maade at faa os ned ad Trapperne. Min langt solidere Medagitator stillede sig resolut foran mig, og vi slap for videre Tiltale.

Den lille Oplevelse har dog Ikke svækket mit Venskab for Smedene, dertil har jeg for mange personlige Venner fra dette Fag, som jeg sætter umaadelig Pris paa.

- De har haft mange Tillidshverv?

- Det faglige Arbejde skaffede mig i Berøring med Repræsentanter for alle vore faglige Organisationer, idet jeg blev Medlem af Repræsentantskabet og Forretningsudvalget for De samv. Fagforbund, ligosom jeg ogaaa var Medlem af Forretningsudvalget for Dansk Skræderforbund.

Andrea Brochmann som Politiker.

Det faglige Organisationsarbejde, ikke mindst indenfor Hjemmearbejdersker, er opslidende, og jeg indsaa meget hurtigt, at foruden faglig Organisation for Arbejderne maatte der kommunal og politisk Indflydelse til. Jeg kastede mig derfor over det politiske Arbejde. Min første store politiske Agitation var sammen med min Mand i Ebeltoftkredsen 1909 og 1910. Det var Imod selve Hr. Neergaard. Vi førte en hel amerikansk Agitation paa ca. 50 Vælgermøder mod det raadne Militærforlig, som det lykkedes de Moderate og Højre at faa gennemført, og som har kostet den danske Befolkning unyttige Millioner.

Borgerrepræsentanten Andrea Brochmann.

Som Borgerrepræsentant har jeg erfaret, hvilken Betydning det er for Arbejderklassen at have Flertal I den kommunale Forsamling.

- De har ved sidste Budgetbehandling I Borgerrepræsentationen fremsat Forslag om Opførelse af et kommunalt Pensionat for kvindelig Lønarbejdere.

- Ja, hvis denne Plan gaar i Orden, er det en Ungdoms-Idé, som vil blive realiseret, at de kvindelige Lønarbejder for en billig Penge kan komme til at bo under hyggelige Forhold. Jeg drømte om, hvilken Lykke det vilde være, om der kunde blive rejst Bygninger, hvor enlige, arbejdende Kvinder kunde finde Ly og Hygge efter Dagens Arbejde.

- - -

Efter hvad vi erfarer, samles Bestyrelsen og Medlemmerne Indenfor Socialdemokratisk Kvindeforening paa Fredag til en lille Festlighed, og efter Generalforsamlingen den 31. ds. vil Medlemmerne paa festlig Maade mindes Dagen ved et hyggeligt Samvær i Partiets gamle Borg, Rømersgade 22.

(Klokken 5 (København) 23. januar 1923).